Stranger in the night.

Constantine kunne lide udtrykket af frygt i hendes ansigt. Frygten. Den fik folk til at blive byttedyr, fik deres hjerte til at pumpe blodet rundt i kroppen og slørede rationel tankegang. Den var perfekt for et rovdyr som ham selv.
Hun begyndte at vride sig under ham og han holdt endnu hårdere ved hendes håndled. Det var ikke noget problem at holde hende nede, hun var så lille i forhold til ham. Og svag. Langsomt veg vreden i hans blik for tilfredshed. Han havde en ung kvinde, som han kunne gøre ved, hvad han ville. Han kunne ikke lade være med at lade tungen glide over en tand og derefter over underlæben. Åh, han ville glæde sig til at høre hendes skrig.

Først skulle han dog have hende til at holde op med at vride sig. Så var det jo praktisk med en evne, der kunne sætte folk i en trance. Falde i søvn, endda. Et smil bredte sig på hans ansigt.
"Shhh." Han så ind i hendes øjne. "Slap af. Hvis du slapper af, sker der ikke noget. Det hele bliver okay." Hans stemme var afslappet og en smule dybere end normalt. Sammen med hans blik, plejede den at få folk til at falde til ro. Hans evne ville få folk i trance, stille og roligt. De ville føle sig afslappede og virkeligheden ville fade væk. Hvis han holdt øjenkontakt længe nok, ville offeret falde i søvn.

"Jeg gør dig ikke noget. Slap bare af. Tag en dyb indånding og mærk roen brede sig." Han lød næsten som en hypnotisør. Faktisk kunne han sige hvad som helst, det var tonelejet i hans stemme, der gjorde udslaget. Men han havde fundet ud af, at bruge den mere hypnotiske tilgang, gik det hurtigere med at få folk til at slappe af.

Hvad lavede han? Hvad var det lige han havde gang i? Måden hans stemme pludselig valgte at ændre toneleje, fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. For det der kom ud af hans mund matchede ikke op med det, hun havde set i hans øjne blot få øjeblikke siden. Hans stemme syntes dog ikke at sætte det fuldkommende modsatte af følelser i hende. Hun blev ikke mere vildtfarende og kæmpede hårdere for at komme fri, men hun slappede bestemt heller ikke mere af. I stedet kunne hun fornemme sin krop spændte yderligere op i takt med, at han lagde mere vægt og kræft i at holde hende liggende.
Autumn blev dog ved med at holde øjenkontakten. Som var hun bange for at miste ham af syne, hvis hun så væk i et splitsekund. Og hvis det skete kunne hun ikke forudse, hvad der ville ske. Ikke at hun havde et indblik i fremtiden nu, men hun ville uden tvivl have en større chance for at reagere korrekt, hvis hun holdt øje med ham, så egentlig turde hun ikke kigge væk.

Med det forstærkede greb om hendes håndled, blev hun også nød til at åbne og lukke sine hænder, mens hun vred dem omkring for at komme løs på grund af ubehaget i nerverne, han lagde mod hendes pulsåre. Nu ville hun egentlig ikke kalde det, hun gjorde, at vride sig længere. For hendes arme lå i en langt bedre lås nu. Og hendes hjerne havde så småt indset, at der ikke var meget hun kunne gøre lige nu. Han ville ikke flytte sig. Men helt stoppede hun aldrig.
”Please just let me go.” Hendes stemme var mere ynkelig, end hun havde troet. Slim havde allerede samlet sig i halsen og gjorde det svært for hende at tale hundred procent som hun prøvede. ”If you aren’t gonna hurt me then stop this.” Det var ikke faldet hende ind, at han havde brugt den mindste form for evne mod hende. Og det naive sind havde ikke fattet mistanke selvom flere tegn pegede i den retning. Hun prøvede sig med at løfte sin overkrop for at komme fri men til ingen nytte, og hun faldt bare pladask tilbage på den hårde asfalt med et opgivende suk.

Der var noget galt. Hans evne virkede ikke. Pigen under ham var totalt upåvirket og virkede bare overrasket over hans ord. Det havde han ikke prøvet før, hvorfor virkede det ikke? Han var sikker på, at det ikke var ham, den var galt med, det måtte være noget med hende.
Han gad ikke spekulere over, hvorfor det var. Der kunne sikkert være mange grunde.

Hendes tiggen om at lade hende slippe fri burde være sød musik i hans ører, men lige nu var han bare irriteret over, at hans evne ikke virkede på hende. Uden at overveje det, slap han hendes ene arm og slog hende med en knyttet næve. Slaget burde mindst få hende til at være groggy eller slå hende ud. Det slog hende ud, hvilket var ganske tilfredsstillende. Han slap hende, rettede sig op og så lidt på hende, for at beslutte sig for, hvad fanden han skulle gøre ved hende. Altså, ikke så meget hvad han ville gøre med hende, mere hvordan han lige skulle holde styr på hende. Han så sig omkring og fik øje på lygtepælen, der kastede lys ned over dem. Hmm, måske en god måde at holde styr på hende.

Han rejste sig og tog Autumns arm, som han brugte til at slæbe hende hen over betonen med. Nu var problemet, at han ikke havde noget at binde hende fast med. Det var der en løsning på. Med ikke specielt blide bevægelser lynede han hendes hættetrøje op og hev den af hende. Hun havde alligevel alt for meget tøj på. Lygtepælen var af den firkantede slags, der lignede de var lavet af net. Så han havde ingen problemer med at hive hende op at stå og få bundet hendes arme fast over hovedet på hende med hættetrøjen. Ikke specielt praktisk, men det virkede, og det var jo ligesom det vigtigste.

Nu skulle han vel egentligt bare vente på, at hun vågnede op. Hans tålmodighed var ikke så god, så han begyndte at daske hende lidt på kinden.
"Hey, Tornerose, vågn op. Vi skal til at have sjov."

Han måtte have ramt rigtigt. Eller bare hårdt nok. For det ene øjeblik kunne hun følge hans knyttede næve nærme sig hendes ansigt for så at blive svøbt ind i ubevidst mørke det næste øjeblik. Straks faldt hendes krop slap, som var det ikke meget mere end en simpel kludedukke. Men selvom den unge djævel ikke viste tegn på bevidsthed, registrerede hendes krop nu alligevel små bevægelser, som hun blev slæbt hen ad jorden. Som en drøm, kunne man sige.

Det første Autumn lagde mærke til, som hun stille og roligt vendte tilbage til den vågne verden, var kulden. Hun frøs ikke. Hun frøs stort set aldrig. Hendes kropstemperatur var allerede lavere end det almene menneske. Ganske ironisk, når man forestillede sig stedet, hvor hun oprindeligt kom fra - helvedet. Men hun kunne nu alligevel føle vinden prikke til hendes hud. Hendes ellers fredelige ansigt skar nogle ret utilfredse grimasser, samtidig med at hun kom til bevidstheden igen. Det blev skam heller ikke bedre af, at hun gentagende gange blev dasket til. ”Hmm..” brummede hun, inden hendes øjne endelig åbnede sig. Og så overmandede hovedpinen hende.
”Argh…” mumlede hun sagte, mens hendes ansigt skar en ny, mere smertefuld grimasse. Brynene blev presset mod hinanden, og hovedet sænkede sig for at søge væk fra det gullige lys fra lygtepælen. Lygtepæl?! Det tog hende lidt tid at komme helt frem til virkeligheden. Hun kunne ikke længere mærke jorden under sig. I stedet skyllede en velkendt følelse af at hænge over hende. Godt nok kunne hun fornemme et fodfæste, men hendes arme hang ikke ned langs siden, som de normalt ville. Og med ét kom der en masse af liv tilbage i hende. Panisk løftede hun hovedet for at mødes med synes af sine bundende hænder. Det gjorde som sådan ikke ondt, da rebet var overraskende bløt. Hun fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var et reb men i stedet stof. Det selv samme stof, som hun tilsyneladende manglede til at dække hendes overkrop. Lige så hurtigt landede hendes blik ned af sig selv for at bekræfte, hvorfor hendes mave ’frøs’. Hun blev hilst på af det velkendte store blege ar, der strakte sig ned over hendes mave. Det kunne godt være at hun stadig havde en BH på, men en hver ville føle sig blottet på dette tidspunkt.

Hun valgte endelig at løfte hovedet frem for sig, hvor hun stødte på det samme ansigt, som havde været det sidste hun så, før han havde slået hende ud. Hjælpeløsheden var tydelig i hendes ansigt. En smule frygt. Men gråden havde trukket sig tilbage. ”What’s this!?” Hun fumlede lidt ned sine sammenbundende hænder. Stoffet burde være svagt nok for hende at komme fri fra. Men lige nu rystede hendes hænder for meget. ”Haven’t you had enough?!”

Constantine smilede, da hun vågnede op og trådte et skridt tilbage for at se på sit mesterværk. Et stykke skræmt pige bundet fast til en lygtepæl. Fantastisk! Han fulgte interesseret hendes ansigtsutryk, der skiftede efterhånden som hun opdagede, hvad der var sket.

Han havde været lidt overrasket over, at hun ikke havde haft mere tøj på indenunder den store trøje, men det gjorde ikke noget. Så slap han for, at det var i vejen. Det var dejligt at se bar hud, men ikke af den grund, man måske skulle tro. På det punkt, opførte han sig ordentligt. Nej, bar hud betød mulighed for at bide. Bore sine tænder ned i kødet og smage blodet. Han fugtede sin underlæbe og lagde hovedet lidt på skrå.

"Åh nej, det var bare forretten. Og dit lille stunt kommer til at koste dig dyrt." Han blottede sine tænder og trådte hen til hende igen. Med en næsten blid berøring lod han en finger følge hendes ar nedefra og op.
"Det ser ud til, at jeg ikke er den første, der vil have lidt sjov med dig." Han fik et kort nysgerrigt blik i øjnene, men var alligevel ikke interesseret i, hvem der havde haft hende skåret op. Det var et stort ar, ikke noget man lige slap levende fra. Nå, skidt med det.

"Nu er det min tur." Han kunne ikke vente mere. Ikke mere snak. Handling.
Han lagde hænderne på hendes hofter, bukkede sig ned og bed hende i det bløde stykke i mellem hendes ene bryst og hendes skulder. Han bed hårdt og blodet væltede ud.

Don’t touch that! Ordene kom aldrig ud men blev råbt højt i hendes hoved. Selv hvis det var lykkedes hende at få åbnet munden, ville det ikke have gjort nogen forskel. For det første hørte han helt sikkert ikke efter, hvad hun sagde. Det havde han i hvert fald ikke gjort de sidste mange gange. Og for det andet blev det hurtigt for sent for hende at udtrykke sin ordre. Hendes mave trak sig en smule ind ved hans berøring, som en reaktion på hans kulde. Derudover kildede det og sendte de samme ubehagelige følelser igennem hende, som da hans tunge havde slikket hendes hals. Vævet på arret var bare en del mere sensitivt, hvilket gjordet det så meget værre. Han berøring mindede hende også om det. Han gjorde hende endnu mere bevidst om, at det var der. En ting han hver eneste dag gjorde sit bedste for at undgå.

Bidet kom som et langt større chok end det, han før havde udsmykket hendes krop med. Smerten blev nærmest mere intens, og selvom hun havde lovet sig selv at holde på sine skrig, slap et af dem frit. Et kortvarigt og knap så højt skrig, der blev forstummet igen, da hun hårdt bed sine tænder sammen. Hvorfor var det egentlig, at hun ikke skreg? De var i offentligheden. Det ville være muligt for folk at høre hende.

Hun vaklede lidt på stedet på grund af overbalance. Skulderne blev presset mod hinanden og hun stod krummet med hovedet sænket. Øjnene klemt sammen igen. Flere gange kom der lyde fra hende, som lød mere som om, at hun peb. Det nye sted, hvor han havde ladet sine tænder synke ned i, sendte langt flere jag af smerte igennem hende end blot halsen. Ikke nok med det, så kunne hun allerede fornemme sine skulderblade dunke.

Nydende drak Constantine blodet, der løb ud fra såret. Hendes skrig fik det til at smage endnu sødere. Men han drak ikke meget, det var ikke meningen, at han skulle blive mæt ved første bid. Han rettede sig op og slikkede sig om munden, mens han smilede.
"Skrig du bare. Der er aldrig nogen hernede alligevel." Han rakte ud og skubbede lidt hår væk fra hendes ansigt. "Vi er kun lige startet."

Med de ord lod han fingene glide over hendes mave, inden han bukkede sig ned og borede tænderne ind i det bløde stykke lige ved siden af navlen. Igen bed han hårdt og igen nød han blodet, der kom frem. Hans plan var at bide mange gange, og det gjorde han. Han bed hende flere gange i maven og siderne, omhyggelig med ikke at ramme arret, igen oppe over hendes bryster, en gang i halsen og flere gange op af begge arme.

Hvis hun skreg smilede han, sadistisk som han var, elskede han lyden af skrig. For at provokere hende, lod han sine fingre glide over hendes hud. Hun virkede meget påvirket af det, og det var en nem måde at pine hende på. Han nappede hende også flere gange uden at bide hul, som små elskovsbid. Som han ikke tog længere end det.

Endeligt var han ved at være færdig. Det sidste bid placerede han i hendes hals, oppe bag øret. Han havde trukket hendes hoved til side ved at tage fat i hendes hår, som han havde gjort før.
Da han var færdig med at slikkede såret rent for blod, slap han hendes har og trådte et skridt tilbage for at betragte sit mesterværk. Han slikkede sine læber rene for blod. Der var et tilfredst udtryk i hans øjne, blandet sammen med et uhyggeligt sadistisk blik. Åh, det havde været godt. Tilfredsstillende.
"Åh cherie, du er noget af en lækkerbidsken. Jeg er helt trist over, at jeg er ved at være mæt." Han kørte en hånd igennem sit hår. "Men bare rolig, vi er slet ikke færdige endnu. Det var kun, hvad jeg havde planer om at gøre fra staten af.. nu kommer din straf for at være umulig."

Hun måtte have skreget et par gange, men Autumn huskede intet af det. Det eneste tydelige tegn var hvor ry hendes hals føltes. Hun havde ikke længere tal på, hvor mangen gange eller hvor mange forskellige steder han havde sat tænderne i hende. Hun følte sig klam. Beskidt, om man så ville sige. Hun kunne sagtens forestille sig hans savl sidde fast på hendes hud. Blandet sammen med hendes dyrebare blod, der bare blev ved med at sive ud fra de mange små huller. Hun kunne mærke dråber af den røde væske glide ned over hendes arme, kraveben og mave. Et par havde endda fundet sin vej ned ad hendes nakke og lavede ligeledes streger af rødt ned ad hendes ryg som en kontrast til vingernes ar ved skulderbladene.
Hele hendes krop pulserede nærmest. Saltet i vinden fik de mange sår til at svige endnu mere. Og hun følte sig svækket. Hun tvivlede på, at det var på grund af blodmangel. Han havde som sådan stjålet en masse. Han havde i hvert fald ikke sparet på det for at gøre sig selv mæt. Men hun var overbevist om, at der skulle mere til. Hun var jo vant til det. Var hun ikke? Hvad ville ellers forklare grunden til, at hun stadig var ved bevidstheden? Hendes udholdenhed?

Hendes hoved faldt slap frem, da han slap hendes hår efter at have trukket tænderne ud ad hende igen. Hun stod knap nok og støttede på sine fødder længere. De havde så småt givet op. Det gjorde ondt, som hendes arme blev strakt ud af hendes vægt, men det var ikke en ny følelse for hende. Og det var ingenting i modsætning til alt det andet, der foregik. Hun trak stadig vejret forpustet. Og flere gange sank hun konstante slurke af spyt, der samlede sig i hendes mund. Tørstig. Selvom hendes tunge var smurt ind i slim skreg hendes mund på vand.
Hvor følte hun sig ynkelig…

Forsigtigt løftede hun sit hoved for at afsløre det forskræmte udtryk, der stadig var malet under udmattelsen. Ufrivillige tårer havde tørret ind på hendes kinder og glimtrede i månelyset. ”What… now..?” Hendes stemme havde overraskende nok ikke mistet meget af sin almindelige volumen. ”You gonna cut your initials into my skin? You gonna play connect the dots?”

Constantine havde virkeligt nydt at påføre hende smerte. Hver eneste lyd og ryk hun havde lavet, havde været tilfredsstillende, og han havde ikke kunne andet end at smile hele sessionen igennem.
Han betragtede hende, som hun næsten hang i armene. Overvundet og svag. Selvom hun lignede en, der havde fået nok, var Constantine ikke færdig.

Hun så op på ham med et bange udtryk, men selvom hun så svag ud, var der stadig lyd i hende. Han lagde hovedet på skrå og grinede.
"Nu skal du ikke give mig gode idéer. Det kunne da være meget sjov." Han rakte om på sin ryg under jakken og hev sin store kniv frem. Han snurrede den rundt i håndfladen en enkelt gang og rettede den så mod hende.
"Hvis du synes tænder gør ondt, så har du noget at glæde dig til nu." Endnu en gang trådte han hen til hende. Denne gang lagde han kniven i mod hendes kind og førte sit ansigt hen, så det var lige ud foran hendes. "Måske jeg skulle snitte dit kønne lille ansigt op. Det ville næsten være synd, men så igen, jeg regner ikke med at du kommer levende herfra. Jeg har ikke helt besluttet mig endnu." Han lod spidsen glide ned over hendes kind uden at der gik hul.

Pludseligt trak han den til sig og satte spidsen i mod siden af hendes mave, så langt ude, at der ikke var nogen organer at ramme. Langsomt begyndte han at skubbe den ind i hendes krop. Hans øjne glimtede og der var et uhyggeligt smil om hans læber. Han ville tilføje et ar til samlingen.

Selvfølgelig havde han en kniv. Det havde hun næste allerede gættet fra starten. Som havde hun opfanget lugten af smedet metal på lang afstand. Hørt den klirre under hans jakke. Ubevidste ting, der kun lagde sig på plads til et større billede nu hvor det var blevet bekræftet og bevist. Øjnene spilede sig en smule op. Hun havde svært ved at fjerne blikket fra kniven. Også selvom blikket røg tilbage mod Constantine efter blot få sekunder. Han var alvorlig. Han jokede ikke bare omkring. Hun så igen frem og tilbage mellem vampyren og hans valg ag våben.

Det samme øjeblik, som han kom tæt på igen, og hvor kniven blev lagt mod hendes ansigt, peb hun endnu en gang. Det var klart, at hun prøvede at kvæle lyden, men den selvkontrol havde hun desværre ikke. Hun lagde sit hoved så meget til den modsatte side i et forsøg på at komme væk fra det skarpe blad, men det kunne umuligt hjælpe på noget. Udover det, var han igen alt for tæt på. Hun kunne nærmest mærke hans kolde ånde. Hun kunne endda lugte sit eget blod, der stadig sad i rester på hans tunge. Det var så klamt. ”Just leave me alone…” var det eneste hun kunne få over tungen, før hans lille leg begyndte igen.

Hendes krop ventede ikke med at spænde fuldkommen op. Og hendes skrig var ikke længere muligt at holde inde. Måden kniven langtom skar sig dybere ind i hendes side var langt mere smertefuldt end, når hans tænder hurtigt og fluks havde brudt igennem hendes hud. Der var en tydelig forskel. Og hun reagerede tilsvarende. Skriget var mere skingert end de førhen mere udråb. Og det var højere. Varede længere. Tæerne blev krummet i de flade sko og hænder udstrakte sine fingre. Og skulderbladene kunne heller ikke holde til det store pres, der pludselig blev lagt på hendes smertetærskel. Hun kunne høre arrene åbne sig. Og hun kunne svagt mærke pustet fra, da de to store flagermuslignende vinger brød ud fra deres skjul.
”Stop!!” fik hun formuleret igennem skriget. ”Stop! I’m sorry! I’m sorry I kicked you..!!” Hvor naiv måtte hun lige have lov til at være for at tro på, at hendes pinsler ville være ovre. Der ville altid være nogen ude i verden der ville gøre hende ondt. De stærke ville altid overmande de svage.

Han kunne mærke, hvordan kniven langsomt skar igennem hud og muskel. Det var en meget skarp kniv, og der var ikke meget modstand. Hans blik slap ikke djævlens ansigt, som det forvred sig i smerte. Og han flyttede ikke hovedet, da hun skreg, selvom skriget skar i hans sarte ører.
Den måde hendes krop spændte op på, var perfekt og han lagde sin anden hånd på hendes hofte bare for at få fuld fornøjelse af de spændte muskler.

Åh, hvor han elskede det. Hvis du havde fortalt ham, dengang han var menneske, at han ville bruge sin tid på at torturere og mishandle folk, ville han have leet op i dit åbne ansigt. Han havde været en typisk ung i 70'erne. Han havde haft en god uddannelse, et udmærket job og havde festet med vennerne. Ikke helt uskyldigt, han havde en hang til stoffer og alkohol, men han havde dog været uskyldig. Han havde endda protesteret i mod Vietnamkrigen, fordi den var brutal og slog for mange uskyldige ihjel.
Ingen havde troet, at der skulle gemme sig en sadistisk psykopat bagerst i hans sind, en psykopat, der var kaldt frem af hans død og forvandlingen til vampyr. Lysten til blod.

Nu stod han der, med en kniv, der langsomt blev presset ind i en uskyldigt udseende djævel, der tiggede ham om at lade være.

Der kom en underlig lyd bag djævlen og pludseligt væltede to vinger frem fra hendes ryg. Constantine stoppede sit pres med kniven og lænede sig til siden, så han kunne se hendes ryg og vingerne.
"Den så jeg ikke komme." Han trak kniven ud igen, da han pludseligt have mistet interessen for det. I hvert fald for et kort øjeblik. I stedet tog han kniven i den modsatte hånd og tog ved hendes ene vinge og trak i den, så den blev strukket ud.
"Hvor i alverden kom de fra." Han så nysgerrigt på dem. "Fedt nok alligevel. Så du kan faktisk et eller andet." Han slap vingen igen. "Nå, hvor kom vi fra? Åh ja." Han skiftede igen kniven over i sin højre hånd og lagde hovedet lidt på skrå, mens han kiggede på såret i hendes mave. Skulle han fortsætte med det eller vælge sig et nyt sted?

Knogler knækkede på plads. Og hudens åbning lukkede sig om vingernes rod. Efterlod ingen hints om, at de ikke havde været der før. For de havde altid været der. De havde bare været skjult. Gemt godt væk, så verdenen ikke kunne se dem. Så verdenen ikke ville få mistanke om, hvilket monster hun var. For det var jo, hvad hun var, var det ikke? Et monster. Et uvelkomment væsen i den menneskedominerende verden. Hvorfor kunne hun ikke bare, være som dem? Være lige som alle de andre.

Skriget var stoppet, som kniven ikke længere gled længere og længere ind i hendes kød. Og et smertefuldt gisp løb rustent henover hendes tørre læber, da den i et hug blev revet ud igen. Tillod hendes krop at slappe af igen. Dog kun meget svagt. For området der omringede stiksåret dunkede kraftigt. Men til trods for at det gjorde ondt hver eneste gang, hun så meget som satte en muskel i bevægelse, tøvede hun ikke med at baske voldsomt med sine vinger for at få fjernet hans hånd fra dem. Hvis bare hun kunne flyve. Hvis bare vingrene havde en anden brugbar evne, end at kunne daske uønskede berøringer væk.
Hun snøftede højlydt og løftede blikket tilbage mod gerningsmanden. Han morede sig. Hun havde aldrig forstået, hvordan nogen kunne more sig med, hvad der foregik. Var det magtsyge? Og hvorfor ejede hun den ikke på samme måde? Hun burde, burde hun ikke? De røde kinder i blandet det nu endnu blegere ansigt var blevet våde af tårer igen. Der faldt sågar en enkelt tåre, det samme øjeblik som hun lagde sit blik på ham.

Diskret fumlede hun med at komme op at stå. Hendes ben sitrede faretruende meget og det var ikke just behageligt for hendes arme at skulle holde hendes krop oppe. Balancen hjalp hendes vinger hende med. Så helt ubrugelige var det nok heller ikke. Blikket faldt igen. Men kun kort, før hun med ét lænede sig så meget frem imod ham, som hendes position tillod hende.
Hvis bare hun kunne nå. Han var så tæt på. Hun åbnede munden på vidt gab, før hun brutalt lukkede tænderne omkring hans hals. Eller skulder var det nok det blev til. Hendes kæbe holdt hende ikke væk fra at lægge kraft i. Og inden længe bredte den metalliske smag sig på hendes tunge, hvorpå hun straks fjernede sit tandsæt og trak sig væk igen. Blot for at spytte den smule blod, der havde samlet sig i hendes mund, ned på jorden foran sig.
”See! It’s not all that pleasant!” råbte hun hæst.

Constantine var ligeglad med hendes vinger. Det var ikke første gang, at han havde set vinger, for nogle arter syntes det næsten at være normalt. Hvis han havde vidst, at hun havde et så akavet forhold til dem, havde han leet af hende. Hvorfor skjule den man var? Han svælgede i sin egen race, holdt ikke sig selv tilbage. Hvorfor skulle han gøre det, den gjorde ham magtfuld, det var det, han var. En blodsugende vampyr.

Han morede sig stadig over hendes smerte. Hendes frygt. Og tårerne på hendes kinder. Hvis hun havde spurgt ham, hvorfor, ville han ikke kunne svare hende. Han elskede det bare.

Han var ved at overveje, hvad han skulle finde på nu, da djævlen usikkert fik fodfæste igen. Han var ikke bekymret, hun virkede stadig som en, der ikke havde nogle kræfter til at forvare sig selv med. Så han var uopmærksom, mens han så på hendes mave og besluttede sig for at stikke kniven ind i den anden side. Det var dumt at slække på opmærksomheden. Pludseligt kastede hun sig frem i mod ham og han mærkede en skarp smerte fra stykket mellem hals og skulder, som ikke var gemt under jakken, der uheldigvis for ham var trukket en smule skævt.
Han brølede op af smerte og trådte bagud med en hånd over såret, der blødte en del. Hun havde for fanden ikke bare bidt, hun havde næsten flået en luns af! Han kastede et blik på sin blodige hånd, inden han lagde den over såret igen.

Vreden væltede op igennem ham og kunne tydeligt ses i hans øjne.
"Fucking møgunge!" Nu var det slut. Han ville ikke lege mere, nu skulle hun dø. Han trådte frem mod hende igen, greb fat i hendes hård og førte kniven mod hendes hals for at skære den over.

Lyden af en ung kvinde, der skreg ulykkeligt i smerte var ikke noget der gik hans ører forbi - han var jo trods alt vant til at høre den slags, ganske vist fra sine egne ofre...

Og hvor var det en fantastisk lyd, et eller andet sted... som en sælsom, bittersød musik i ørerne.

Da han hørte det denne gang, var han på vej ned igennem Terre's mange gader - blot for at nyde den friske, men kolde luft.
Foråret var dukket op, og dagene var af og til helt lune og behagelige, med høj solskin og varme nok til at mange vovede at klæde sig i lidt mindre tøj en ellers...
Men de fleste nætter var stadig kølige, og denne nat kunne Zane D'tarion se sin ånde, som små grå skyer der flygtede fra ham... næsten som var de miniature sjæle, som følte det mørke han havde inde i sig, og bare ville væk for enhver pris.

Skriget fik ham til at trække på smilebåndet, og sætte afsted i lydløs, hurtig løb hen imod det sted lyden var kommet fra.
Det tog ham ikke lang tid at nå frem, og gemt i skyggerne holdt han roligt øje med de to... en vampyr med et vanvittigt glimt i øjet, som havde fanget sig en ung pige, som han nu brugte som legetøj...
Altså lige indtil han blev overmodig, og næsten fik bidt en luns af sin skulder...

Zane så kniven glimte i mørket, og forsvandt i skyggerne... totalt usynlig... væk.

Da Constantine svingede kniven imod Autumn's hals i et angreb, der helt sikkert ville have fået blodet til at flyde, og livet til at ebbe ud af pigen, dukkede Zane lydløst op bag ham, og greb hurtigt fat i hans arm - og stoppede dermed angrebet.

"Rooolig..." sagde han køligt, og med en næsten blød stemme - som dog viste at han selv mente at have helt styr på sagen.
De fleste ville tænke sig om to gange, inden de stoppede en vampyr som han lige havde gjort det... men blikket i sortelverens øjne var roligt og fattet - og mildt interesseret.

"Ikke så hastigt, vampyr. Det ville da være en stor skam at slå den unge frøken ihjel." sagde han.

Han var en høj, slank mand - men bygget stærkt og smidigt.
Hans beklædning bestod af en lang, sort frakke af fint, men holdbart stof med en lilla drage broderet ned langs det ene ærme - en lænket drage, så det ud til.
Derudover bar han et par mørkegrå bukser, og halvlange, sorte læderstøvler.
Hans lange, hvide hår hang løst og pænt ned ad hans skuldre og ryg - og alt i alt så han vel mest af alt nobel ud.

Autumn havde altid været bange for at dø. Det kunne måske ikke altid antages ud fra hendes handlinger i situationer om disse, hvor folk nok mere ville tro, at hun direkte bad om at gå døden i møde. I stedet skulle man nok se på hendes dumdristige tilbageslag som et godt greb omkring det håb, der havde holdt hende mere eller mindre mentalt stabil igennem de mange år, der udgjorde hendes liv. Frygten for at dø havde holdt hende i live. Men den havde heller ikke altid ført hende hen ad stier, hun drømte om.

Hun havde været næsten hundred procent sikker på, at hendes livstråd blev klippet. At der ikke var flere stier for hende at tage. Men… intet. Det eneste mørke der omsvøbte hende var det mørke, hun så bag sine øjenlåg efter at have klemt dem hårdt sammen. For bange til at se døden i øjnene. Og den forventede stilhed blev brat afbrudt af en ukendt stemme. Følelsesløsheden overvældede hende heller ikke. Hun kunne stadig mærke hver enkelt stik, som hun tungt trak vejret.
Der gik lidt tid, før hun åbnede de blå øjne igen og lettelsen over at mødes med havnens omgivelser skyllede intenst indover hende. Det første hun så, var det ekstra par fødder, der stod plantet bag Constantin. Nysgerrigheden fyldte hende straks - sammen med en boblende nervøsitet. Forsigtigt løftede hun hagen og fulgte den fremmede skikkelse til hun nåede det sorte ansigt. Og de lilla øjne.
Hun kunne ikke lade være med t stirre med store. Det forskræmte udtryk forandrede sig lidt efter lidt til det mere hjælpeløse. Det uforstående. Forvildede totter af hår hang ned over hendes ansigt. Og blod dryppede ned fra hendes kæbeparti. Ikke hendes, for en gangs skyld. Hun sank usikkert og sendte smagen af vampyrens bitre blod ned igennem halsrøret. Det var forfærdeligt. Ikke så meget smagen, men tanken om, at det var en anden persons.

”Who..?” fik hun endelig presset frem - usikker på om hun overhoved burde sige noget. Hun var stadig forundret over, at han var der. Endnu mere forundret over, at han netop havde forhindret den psykopatiske mand i at gøre en ende på hendes liv. Vingerne, der før havde været hævet instinktivt på grund af truslen som vampyren havde bragt, lagde sig en smule igen.

Som han svingede kniven mod djævlens hals, kunne han næsten allerede se strålen af blod, der ville stå ud af den overskårne pulsåre. Smerten skød op fra hans skulder, vreden pulserede i hans mave og han glædede sig til at slutte djævlens liv.

Men sådan skulle det ikke gå. Pludseligt dukkede nogen op bag ham, som var de dukket op af den blå luft, og personen greb hans arm, inden kniven nåede sit mål. Constantine blev noget kun forskrækket og så sig over skulderen med et overrasket blik. Manden snakkede til ham, som var han en nervøs hest.

Constantine stirrede på manden. Det var uden tvivl en sortelver. Han havde aldrig set en selv, men hans skaber havde fortalt ham om dem, som han havde fortalt ham om alle andre racer. Hans skaber have ikke vidst meget om dem, de var åbenbart ikke nogen, man sådan lige stødte på. Men én ting havde han banket ind i hovedet på Constantine. Det var ikke et væsen, man skulle kaste sig uforberedt ud i kamp med. Så selvom Constantines første instinkt var at forsvare sig selv, lod han være. Der var heller ikke noget truende over manden, det virkede ikke til, at det var et angreb. Bare en indgriben i det, Constantine havde gang i.

Med et hårdt ryk trak Constantine sin arm fri og trådte et skridt til siden, så han ikke stod så tæt på elveren, og vendte sig mod ham.
"Hvad med, at du bare blander dig udenom, hm?" Han lød lidt som et surmulende barn, der var blevet stoppet i at tegne på væggen, men hans kropsholdning og blik viste tydeligt, at han stadig var vred. Og nu meget opmærksom på elveren. Der var ingen grund til at kigge på pigen, hun gik nok ikke nogen steder. Uden at tænke over det, drejede han kniven rundt i hånden, ikke nervøst, men uroligt. Han brød sig ikke om en pludseligt potentiel fjende, han ikke var forberedt på. Og han huskede stadig sin skabers ord. Hold dig væk fra dem.

Han rullede kort med den skulder, han var blevet bidt i. Såret var holdt op med at bløde og var allerede i gang med at hele sig selv. Med alt det blod, han lige havde drukket, var småskrammer hurtigt væk. Det kløede dog, når et sår lukkede sig.

Vampyren ville fri, og det kom han. Ingen grund til at starte håndgemæng... ikke endnu, i hvert fald.
Zane var trods alt ikke blevet den han var, kun ved at bruge vold...

"Det er for sent at blande sig uden om nu... jeg har jo stoppet dig." sagde han og smilede skævt til Constantine.
"Jeg behøver ikke spørge dig hvorfor du gør det her... jeg ved det allerede." sagde han, før han gik frem og gik på knæ foran Autumn.
Og sandt nok, var det tydeligt at vampyren havde nydt at gøre hende fortræd... og tilmed havde hendes stakkels mave været hans primære mål - noget som fik Zane til at trække på smilebåndet.
Verden var lille...

Hans lilla blik gled hen over hendes skader, og så op til hendes ansigt for at møde hendes eget blik.
"Du ser herrens ud... på trods af, at du ellers er en køn pige." lød hans kølige, men stadig blide stemme.
Så lagde han langsomt hånden mod hendes side, og forsøgte at fokusere sin magi...

Han kiggede overrasket på hende da sårende ikke lukkedes.
"Antimagi? Specielt... det er meget sjældent."
Faktisk havde han ikke set det i lange tider, og sidste gang, havde det nær kostet ham livet at stå ansigt til ansigt med en, som var immun for hans magi...

Så kiggede han sig over skulderen, op på vampyren, som virkede noget utilfreds med det hele lige nu...
"Mit navn er Zane D'tarion... og jeg leder tilfældigvis efter folk med særlige evner og karaktertræk. Folk som jer to."

Han… smilede? Åh gud, hvorfor smilede han?
Hun kunne dog ikke identificere smilet fuldkommen. Det lignede ikke Constantines grumme smil. Det virkede mere kontrolleret. Men samtidig var det heller ikke et forsikrende smil. Hun følte sig i hvert fald ikke yderligere tryg ved at se det. For hvad var der at smile over? Det virkede så absurd! Så forkert. Det løb hende ikke ligefrem koldt ned ad ryggen, men det gav hende en underlig fornemmelse i maven. Af samme grund tog hun ikke sit blik væk fra ham. Som forventede hun, at han ville gøre hende ondt, lige som vampyren havde gjort. Også selvom han udgav en langt mere rolig udstråling. Han talte ikke ned til hende.

Hun gispede forpint, da den sorte mand lagde sin hånd på hende og lukkede automatisk øjnene i et kort øjeblik. Hans hånd var uden tvivl varmere end Constantins, men det gjorde ikke berøringen mere behagelig. Men intet skete. Antimagi? Var det, hvad det hed - det hun ejede? Hvad havde han forsøgt sig med? Hun åbnede øjnene på ny og så fortsat forvirret mod det ny ankommende individ. Hun var godt klar over, hvad hendes evne indeholdte, men noget inde i hende var overrasket over, at han kendte til det.

Da han præsenterede sig for dem, som var de blot forbipasserende på en landevej, søgte hendes blå øjne hen imod vampyren for at søge efter en reaktion, der kunne bevise hendes mistanke om, at han var med ham, hvor hun ikke fandt det hint, hun ledte efter. Det eneste der slog hende, var at han var distraheret.
Diskret vrikkede hun sine bundende hænder fra hinanden. Altid noget af stoffet var blidt ved hendes håndled. Og inden længe gled hendes små hænder ud fra deres fangeskab. Hun faldt tungere, end hun havde troet, da der stadig var stor mangel af energi i benene. Igen kom en kvalt smertelyd fra hende og til, at starte med fortrød hun sit valg. Det gjorde så ondt. Hun krøllede sig en smule sammen og vinger foldede sig på kommando omkring hende som et sjal.

Constantine flyttede lidt på sig og skubbede kniven fra hånd til hånd et par gange. Han brød sig ikke om situationen, mest fordi han allermest havde lyst til at bede elveren om at skride, men det var en sortelver. Han havde hørt historier om, hvad de kunne og han havde ikke ligefrem lyst til at dø på en eller anden smertefuld magisk måde. Mange væsner havde magi, men det meste var til at klare. Det han havde hørt om sortelverne var ikke småting, det var hård magi.
Så ikke nok med, at han ikke kunne skræmme elveren væk, han kunne højest sandsynligt heller ikke forsvare sig, hvis elveren vendte sig i mod ham. Men han ville nu sådan ikke lige give slip på sit offer. Hun skulle altså dø for at bide ham!

Han kunne dog ikke lade være med at himle med øjnene over det, Zane sagde.
"Øh, ja, jeg var sulten. Og kællingen bider åbenbart, det skal hun lære at lade være med. Må jeg godt fortsætte nu?" Med et surt blik, så han fra elveren til djævlen. Hvad havde han nu gang i? Det så ud til, at han ville hele hende. Constantine trådte et skridt frem.
"Hey, hold nallerne væk fra mit bytte. Hun fortjener det!" At elverens helingsmagi ikke virkede, var ikke så overraskende for Constantine, for hans egen magi havde ikke virket på hende. Antimagi? Det havde han ikke hørt om før.

Da elveren introducerede sig og sagde, at han søgte folk med bestemte evner, lagde Constantine hovedet tilbage og lo. Ikke at han ikke syntes, at han havde specielle evner, men åh gud, det lød latterligt. Det var som om, at latteren fjerne noget anspændthed, så han satte kniven på plads i dens skede i bæltet på hans ryg med en hurtig bevægelse, der afslørede, at det havde han gjort et utal af gange før.
"Jeg køber ikke, hvad du sælger. Hvad så end det her." Han flyttede blikket til Autumn, der gled ned på jorden, og rynkede panden. "Hov hov, nu skal du ikke smutte nogen steder, cherie." Han trådte over mod hende, for at få fat i hende.

Djævlen sagde intet, og hun virkede stadig skræmt og usikker på, hvad der nu skulle ske... ganske forståeligt. Hun var lige blevet tortureret - og hendes redningsmand var en sortelver. Den eneste race der var kendt for at være mere sadistisk end den gennemsnitlige dæmon eller djævel.

Da hun så faldt sammen og slog vingerne beskyttende om sig, nikkede han bare. Hun var svækket efter torturen, og det eneste hun kunne gøre lige i dette øjeblik, var at forsøge at beskytte sig med sine vinger...
Nytteløst, sandt... men det var alt, hvad pigen havde.
"Rolig, frøken... han gør dig ikke noget mere." sagde han, og lagde blidt en hånd på hendes ene vinge.

Imidlertid var vampyren ved at være lige lovligt irriterende... en sådan tone, og så over for Di Morga's tidligere herre?

Det var dog ikke før Constantine bevægede sig hen imod Autumn, at Zane reagerede på det;
Han rejste sig, vendte blikket mod vampyren - og idet Constantine greb ud efter Autumn, låste Zane blikket fast på ham, og sagde roligt et enkelt ord: "Vahirden."

Med mindre Constantine kendte metoden til at undvige denne specielle sortelvermagi, ville det pludselig føles som om hver en centimeter af hans krop blev spiddet af lange, skarpe knive - igen og igen, nådesløst og urytmisk, så smerten konstant var til stede.
Hver eneste centimeter af hans krop.

Virkeligheden var dog en lidt anden, for selvom Constantine ville føle den vanvittige smerte, ville han ikke lide fysisk overlast.
Vahirden, sortelvisk smertemagi, var nemlig blot en kraftfuld illusion...

Constantine havde ikke overvejet, at sortelveren ville beskytte djævlen, selvom han var blid ved hende. Det var Constantines bytte og han ville sikre sig, at det ikke stak af. Og han havde absolut ikke planer om at dele med sortelveren, selvom han nok godt vidste, at han ikke ville kunne vinde over ham.

Det var bare ikke lige faldet ham ind, at elveren ville forhindre ham i at holde fast på djævlen, så hun ikke stak af. Hvis han havde vidst det, havde han nok holdt sig tilbage, netop af respekt for elverens (måske) stærke magi, men han havde slet ikke tænkt så langt.

I det han rakte frem for at tage fat i en af djævlens vinger, kiggede elveren på ham med sine skræmmende lilla øjne og sagde et enkelt ord som Constantine ikke vidste, hvad betød.
Og så startede helvede.

Smerterne skar ind i hans krop, som om en milliard knive stak ham på samme tid. Constantine havde prøvet meget, men dette.. han spærrede øjnene og et skrig forlod hans læber, som han væltede om på jorden. Smerterne fortsatte og fortsatte, og han kunne ikke stoppe med at skrige. Hele hans krop krampede og han rullede rundt på jorden i smerter. Hans hænder åbnede og lukkede sig krampagtigt og han blev nødt til at gispe efter luft til at skrige med. Det var forfærdeligt. At blive stukket ned med et katana eller tortureret med sølv og ild var intet i forhold til det her. Absolut intet.

Hans blege hud blev rød og alle hans blodårer fyldt med nyt blod stod frem, fordi hans krop var så hårdt spændt op. Til sidst holdt han op med at skrige, han kunne simpelthen ikke, der var ikke mere luft og hans hjerne forsøgte at lukke ned for smerterne. Han ville ønske den gjorde, men så nådig var hans krop åbenbart ikke.

Der var ingen pause fra smerterne, og han var næsten lige ved at ønske, at en eller anden ville spidde ham ud af elendigheden med en træpæl.

Han fik en lille smule luft ned i lungerne, så han kunne få sine stemmebånd til at virke.
"S.. stop.." Ordene blev presset ud imellem hans tænder, da hans kæbe var spændt op i smerter. Normalt ville han være alt, alt for stolt til at tigge nogen om at stoppe, men han kunne ikke klare det. Senere ville han nu benægte at have bedt elveren om at stoppe. Det var ydmygende.

Det gav et set i Autumn, da hun pludselig følte en hånd blive lagt mod hendes vinge. Hun havde nær slået dem afvisende ud i tro, om at det var Constantine. Men det gik hurtigt op for hende, at det ikke var ham. Men det mørke væsen, der havde velsignet dem med hans selskab. Der var et andet tryk. En blidere bevægelse. Nærmest beroligende. Hun lagde svagt mærke til, hvordan hendes skuldre slappede mere af ved blot at høre hans forsikrende ord, og vingerne faldt mere slappe. Hun kunne endda bilde sig selv ind, at den konstante smerte, de utallige sår skød igennem hendes svækkede krop, blev stilnet. Bare en smule. Men det var nok til at gøre hende døsig.

Søvnen fik dog ikke lov til at vinde over hende, før skingre skrig gik til angreb på hendes sarte ører. Panisk løftede hun det hængende hoved og stirrede ligefrem for sig. Den selv skamme mand, der havde fået hende til at råbe højt for sit liv, lå nu kun en armslængde væk og vred sig i, hvad hun kunne beskrive som, usynlig smerte. Det var bestemt ikke noget kønt syn. Og lydene fik hårene til at rejse sig. Han hvinede som en forpint gris. Hylede.
Og bare sådan lige uden videre – stoppede skrigene. Men han sitrede stadig, som havde han ikke længere kontrol over sine nerver.

Fluks fløj hendes opmærksomhed væk fra det forfærdelige syn og mod sortelveren med det samme skræmte udtryk. Hvad foregik der? Og hvorfor følte hun sig så splittet? Hun burde ikke have ondt af Constantine! ”Are you doing this!?” Panikken i hendes stemme var som blokbogstaver på et stykke linjeret papir. Følelser sad på ydersiden af hende. ”It’s enough!”
Hvad der gik hende allermest på, var det faktum at noget dybt inde i hende nød at se den morderiske vampyr lide. Og det skræmte hende mere end så meget af det andet, der var sket. Hun kunne ikke lide at den side af hende trådte frem fra skyggerne. Så det var ikke ud fra medlidenhed, at hun ville have Zane til at stoppe, hvad end han gjorde.
"Please.. sir!"

Da vampyren faldt om og begyndte at skrige, smilede Zane iskoldt, mens han fortsat stod og kiggede på ham.
Det var længe siden han rigtig havde brugt Vahirden... og det var godt at finde ud af, at hans ekspertise indenfor den afsindigt smertefulde teknik, stadig var på toppen

Vampyrens hysteriske skrig gav genlyd i natten, og de slog ethvert skrig som Constantine havde hevet ud af sit unge, kvindelige offer...

Da Autumn så stillede ham et nærmest panisk spørgsmål, vendte Zane blikket imod hende - og til hans store overraskelse, ønskede hun at han holdt op.
Men... hun var jo en djævel, var hun ikke? Det gav ikke meget mening... og vampyren havde gjort hende forfærdeligt ondt.

Dog... gjorde det bare det hele mere interessant.

"As you wish, young lady." sagde han, og med en enkelt, simpel tanke, slap den kraftfulde smerteillusion sit tag i Constantine.

Uden at tage blikket fra Autumn, sagde Zane tydeligt henvendt til Constantine:
"I do not like it, when people don't pay attention to me. The girl will not run... she didn't even try, and as a hunter, you should have known that. See this as an important lesson about both humility, and overview."

Smerten fortsatte og fortsatte. Det føltes som om, at hans krop havde været fyldt med smerte i en uendelighed. Fornemmelsen for tid og sine omgivelser var væk og det eneste han kunne fokusere på, var smerten. Skærende, brændende, voldsom endeløs smerte, der rev i hans krop. Han hørte ikke djævlen bede elveren om at stoppe. Hans fokus var på den pine, elveren havde givet ham.

Og pludseligt var den væk. Lige så pludseligt som den var kommet, var den væk, og hans krop faldt slapt sammen på betonen. I ren refleks gispede han tungt efter vejret for at fylde sine lunger. Selvom smerten var væk, rystede han voldsomt over det hele. Hans hænder åbnede sig og lå slapt på jorden nede langs hans sider.
Mens han lå der på ryggen, hørte han, hvad elveren sagde til ham. Der lå et smart svar på tungen af ham, men lige nu holdt han klogeligt sin mund. Han havde ikke lyst til, at elveren skulle bruge sin magi igen. Den havde været forfærdelig. Aldrig havde Constantine følt så store smerter før, så intense smerter.

Hvis Constantine havde været mere menneskelig og knapt så meget psykopat, havde han sikkert haft lyst til at tude øjnene ud eller på anden måde afreagere, men egentligt var han bare vred. Fornærmet. Hvem troede denne elver lige, at han var? Han kom valsende og frarøvede ham muligheden for at slå Constantines eget bytte ihjel, og så for at toppe det af, mishandlede han ham?! Og hvorfor? Fordi Constantine ville sikre sig, at byttet ikke stak af.

Vreden begyndte at murre i hans mave og selvom han mest havde lyst til at blive liggende, begyndte han at røre på sig. Han fik skubbet sig om på maven, selvom hele hans krop stadig føltes om om, at den var ved at ryste fra hinanden. Hans musklers kramper havde gjort ham øm, men ellers var der ingen spor af smerten. Med en kraftanstrengelse fik han trukket sine knæ ind under sig og skubbet sig på med armene.
Mens han kæmpede med at komme op, kunne han ikke lade være med at mumle dæmpet.
"Well, det var ikke specielt sjov." Han var ved at vælte, da han skubbede sig helt op at stå, men han blev stående. Lidt vaklende, men han stod. Han sendte elveren et surt blik, som havde han bare skældt ham ud, og skævede kort til djævlen, men sagde ikke mere. Han mindede lidt om en dreng, der havde fået skældud af en onkel.

As you wish…
Han stoppede. Eller det var i hvert fald sådan det så ud til. For det samme øjeblik, hvor hun drejede hovedet og lagde sit blik tilbage over på Constantine lige i tide til at se ham flade ud som en pandekage, da hans muskler endelig fik en pause fra, hvad hun kun kunne forestille sig som ulidelig smerte. Var det virkelig så langt som magiske metoder rakte? Det var langt mere skræmmende end en simpel kniv i et uerfarent individs hænder. Og hun burde prise sig lykkelig over ikke at blive udsat for det. I hvert fald ikke så nemt, som andre der ikke bar den samme urørlige forbandelse, som hende.
Hun sank usikkert ved synet af den svækkede nattevandre, og hvordan han stille og roligt kom sig igen. Han virkede… uskadt. Hvilket ikke stemmede overens med, hvad hun havde hørt komme fra hans strube. Havde det bare været en illusion?

”It’s quite the… selfish thought, don’t you think?” støbte hun sammen på sin tunge, stadig med de blå øjne som limet fast på Constantine. Hun ville væk. Hun følte sig ikke sikker og tryg endnu. Hun ville bare hjem. Hjem til hvor end hendes falske hjem var. ”Not liking to be ignored is one thing.” Hun gispede lavmælt, som hun bevægede lidt mere på sig. Han havde ret. Hun ville ikke løbe. Hun kunne ikke løbe. Ikke i den tilstand hun var i. ”But… to force someone down like that for something so… human.” Hun så tilbage mod Zane. Stadig med det forskræmte udtryk. Dog blev hendes øjne klemt sammen, da hun forsøgte lagde en hånd henover det dybe stiksår i siden, hvor hendes håndflade blev mødt af klistret blod.

Lyden af Constantines fornærmede stemme sendte straks hendes øjne i hans retning. Han stod op nu. Klar til at fortsætte. Automatisk spredte hendes vinger sig truende ud i sin fulde vidde.