Stranger in the night.

"To force someone down like that, for something so... human, did you say? How is it human to do that to your belly? Your argument is invalid, my dear... and I forced him down because I currently do not want him to touch you." svarede han, da den unge djævlepige satte spørgsmålstegn til det, han havde gjort.
Normalt ville det have gjort ham vred... havde han måske ikke lige reddet hendes liv? Skånet hende for, at vampyren igen skulle røre hende?

Til helvede med, om det gjorde ondt på vampyren... med mindre...

Et lille smil dukkede op på hans læber, mens han fortsat betragtede Autumn.
Han begyndte at få en idé om hvorfor hun havde stoppet ham...

Så vendte han opmærksomheden mod Constantine, der så småt var kommet på benene igen.
Zane lagde armene over kors og betragtede ham køligt.
"Du er ikke død... vær glad for det. Du burde faktisk takke pigen... hun bad mig om at stoppe."

Vampyrens reaktion på denne lille nyhed skulle nok blive interessant...

Constantine var ikke helt med på, hvad det var de snakkede om og gad ikke høre efter. I stedet rettede han med stadig rystende hænder på sin jakke. Selvfølgelig var der kommet blod på kraven, efter at djævlen havde bidt ham. Typisk. Den var næsten helt ny, eftersom den anden var blevet ødelagt, da der var en, der stak et katana igennem ham. Han havde heldigvis kunne finde en magen til, han elskede den jakke. Spild af god jakke at ødelægge den på den måde. Blodet på kraven kunne heldigvis vaskes ud igen.

Sortelveren vendte sig i mod ham og Constantine så på ham. Han var stadig fornærmet og vred, hvilket man godt kunne se i hans øjne. Da elveren fortalte ham, at pigen havde bedt ham stoppe med at pine ham, fortrak Constantines ansigt sig kort i vantro. Hvad? Havde pigen bedt ham om at skåne Constantine? Selv efter det, han havde gjort ved hende? Han vidste ikke helt om han skulle grin eller græde, men han endte med at bryde ud i latter.

"Det siger du ikke. Hvor sølle!" Han så på djævlen, mens hans latter løb ud. "Cherie, du har vist ikke helt fattet konceptet med hævn." Pludseligt blev hans ansigt alvorligt. Hvis ikke det var fordi, at sortelveren stadig var der, havde han taget fat i hende. Hævn. Han ville stadig elske at tage hævn for det bid, hun havde givet ham.
"I'm still gonna rip your throat out." Han kastede et hurtigt blik på elveren og løftede så den ene hånd. "Bare rolig, jeg venter til du er gået." Trods al den smerte, elveren lige havde påført ham, var Constantine allerede på fødderne igen, så at sige. Han var ikke ret let at kue og det var svært at få ham til at holde kæft.

At sige tak til djævlen var ikke noget, der kunne falde ham ind. Elveren havde vel nok ikke efterladt ham der for evigt alligevel.

Noget måtte lagt en tyk tåge henover hendes tanker, for hvad den såkaldte Zane D’tarion svarede hende tilbage med, gjorde hende pludselig opmærksom på, hvordan situationen havde foldet sig ud. Benægtelse havde nok spillet en stor rolle. Samt frygten for det uvidende. For hvad hun ikke helt forstod. For hvorfor havde en fremmed stoppet hendes kommende død? Det var ikke normen, når det kom til væsen-samfundet, var det vel?
”I thought…” Hendes stemme var stille. Usikker på om hun kunne åbne sin mund uden at kaste med andre misforståelser. Heldigvis blev hendes oprindelige sætning ikke afsluttet. I stedet slugte hun ordene og tog fejlen til sig som sin egen. ”Sorry.” Forsigtigt formede der sig en antydning til, hvad der kunne beskrives som et lille smil på de stadig blodige læber. Måske ikke det kønneste udseende til hende, men der var trods alt meget andet at skulle bekymre sig om. ”In that case… Thank you.”

Smilet forsvandt dog ufattelig hurtigt i det samme øjeblik, hvor Zane gav hende æren for at have den pinefulde magi havde holdt. Latteren der efterfølgende kom fra Constantine fik hende straks til at få det langt værre over det. Det er næsten ydmygende, og fik hende til at krumme sig en tand mere sammen. Han havde vel ret. Hun var sølle. Han havde ikke været den første til at smide hende hårdt ind i lige præcis den boks. Og det var der en grund til. Men det ville sjælendt være noget, der ikke stak dybt. Ingen ville være det, selvom man selv bekræftede det.

Hun fjernede sit blik fra både Zane og Constantine og søgte i stedet mod jorden. Hun lagde ekstra tryk mod såret i siden og pressede hårdt sine læber sammen - både ud fra skam og smerte. Skulderne hævede sit op mod ørene. Og vingerne lagde sig et par centimeter.
”Revenge is the concept of going back at someone for something they’ve done.” Det var det eneste hendes hjerne kunne finde frem. Mere fakta. Hun bed sig nervøst i kinderne, hvilket samtidig hjalp hende med at forholde sig vågen. Svimmelhed havde langsomt lagt sig over hende. ”I never.. hurt you before.. you hurt me..”

...og naturligvis fattede den unge vampyrfløs ingenting. Havde Zane måske ikke lige sat ham på plads? Og havde han måske ikke nævnt, at han ledte efter folk som de to?

Sortelveren vendte sig hurtigt imod Constantine, og i et splitsekund, lynede hans lilla øjne af vrede.
"Du nægter bare at forstå, gør du ikke...? Skal jeg virkelig tæske det ind i dig, at du ikke skal slå hende ihjel?" sagde han med en rolig, men iskold stemme.

"Du burde vise hende taknemmelighed for, at jeg ikke torturerede dig til du mistede forstanden... men det er dog ikke noget jeg vil tvinge dig til. Vid dog, at hvis du forsøger at gøre hende noget uden min tilladelse, så kommer du til skade..." hvislede han så, advarende og faretruende... han mente hvert et ord.

Så gjorde han omkring, og vendte et noget mildere blik mod Autumn.
Den unge djævel var i dårlig stand... hendes skader var mere voldsomme end som så, og det ville være nødvendigt snart at gøre noget...
"You are bleeding too much... I will take care of it soon." sagde han... men han sagde ikke noget om det, han havde tænkt sig at gøre npr han havde lappet hende sammen... for så ville hun næsten helt sikkert gå i panik.

Constantine åbnede munden for at protestere mod Zanes ord, men vreden i de lilla øjne fik ham til at klappe munden i igen. Han sendte Zane et surmulende blik og trådte et par skridt tilbage. Han havde vitterligt ikke lyst til at prøve den magi igen, og selvom han ikke var bange, var det nok til at holde ham tilbage fra at gøre noget dumt. Lige nu i hvert fald.

Constantine havde det virkeligt ikke godt med autoriteter, selv hans skaber havde haft store problemer med at styre ham. Hvilket også havde resulteret i, at han havde givet op og ladet ham flyve fra reden. Skaberen havde brugt forskellige metoder for at få Constantine til at makke ret, også afstraffelse på forskellige måder, men intet havde bidt på hans afkom. Det var ikke fordi, at Constantine var ligeglad med smerte, men hans personlighed og drifter gav ikke meget plads til angst for smerte. Og han havde hurtigt fundet ud af, at hans krop helede og smerte forsvandt igen. Så hvorfor lade det stå i vejen for at gøre det, man ville? Så længe han ikke døde af det, var det næsten ligegyldigt.

Det så ud til, at Constantine havde mistet sit bytte. Og muligheden for at slå hende ihjel som hævn for hendes bid. Han svarede hende ikke på hendes ord, stadig surmulende over Zanes bossy tone. Han så ned af havnen og besluttede sig for, at det nok var en god idé at smutte. Så kunne sortelveren lege sygeplejer og Constantine kunne komme væk fra hans magi. At Zane havde snakket om at hyre ham, var allerede smuttet fra hans hukommelse. Idéen i sig selv var latterlig, og han kunne heller ikke tage sortelveren seriøst. Han opførte sig som om, at han var hersker over Di Morga eller noget.

"Nå, jeg tror, at jeg daffer. Håber du får noget godt ud af hende." Han satte en stiv hånd mod tindingen og trak hånden ud i noget, der mindede om en militær salut, inden han stak begge hænder i lommerne og vendte om for at gå ned af havnen.

Det var så befriende at høre nogen beskytte hende og sikre sig, at hun var på afstand fra yderligere fare. Det var selvfølgelig andre. Hun havde ikke været helt alene igennem sit århundred lange liv, men splittet havde aldrig ligget på et 50/50 plan. Så lige som hånden, han før havde haft lagt på hende, havde fået hende til at falde lidt ned igen, gjorde hans ord det samme. Det var ligegyldigt, at det ikke var hende han talte direkte til. Det vigtige for hende var at det var hende som ordene omtalte. Det var i hvert fald, hvad hun tog fra sammenhængen. Hun var den eneste kvindelige person i nærheden. Med mindre enten Zane eller Constantine i skjul var en del af det kvindelige køn.

Det var dog Constantines ord der ramte Autumn hårdest. For en gangs skyld gjorde de ikke ondt. Og den hånende undertone var ikke at finde i den. Måske fordi hun igen ikke var den der blev tiltalt. Et sted var det rart ikke at være kredspunktet for opmærksomheden. Men ikke at være en større del af samtalerne der svang frem og tilbage, gjorde hende en smule ubehageligt til mode.
Hun havde fluks fået løftet hovedet og så efter vampyren, der drejede omkring… og gik. Hun blinkede forundret og overraskelsen spredte sig i hendes ansigt. Han spaderede bare sin vej, som var intet hent. Som havde han ikke netop ville skære halsen over på hende. Som havde han ikke netop ligget og vredet rundt i ustyrlig smerte. Hun var så forvirret. Men den følelse blev med ét overmandet af den voldsomme lettelse, der skyllede ind over hende som en tidevandsbølge.

Hun hørte sig selv tage en dyb indånding og puste tungt ud, inden fokusset for hendes øjne blev slørret. Hun faldt slapt helt sammen på asfalten og blev som sådan bare liggende på maven og trak forpustet vejret. Udmattelsen havde overtaget det samme øjeblik, hvor truslen havde taget afstand. Vingerne mistede deres struktur et kort øjeblik, før hendes krop pludselig spændte op igen og et par beklagende lyde forlod hendes strube, mens vingerne makabert trak sig ind igen. Efterlod kun de to blålige ar ved hendes skulderblade. Og så faldt hendes krop slap igen.

Det var ovre. Endelig.

Zane kiggede efter vampyren da han tilsyneladende gav op, og valgte at forlade dem...
Et lille smil bredte sig på hans ansigt mens han betragtede den unge blodsuger... knægten havde gåpåmod, og han havde sans for at påføre smerte.

Han ville udgøre en ganske fin Vanguard.

Så Zane lavede en lille fagte med den ene hånd - hvilket resulterede i at en næsten usynlig skygge sneg sig hen over brostenene, hen bag ved Constantine, for så lydløst at snige en lille konvolut ned i vampyrens ene baglomme.
Derefter forsvandt skyggen, som om den aldrig havde eksisteret.

Og Zane vendte sig mod teenagepigen, som lå på jorden.

"Og du, frøken..." sagde han og knælede ned ved siden af hende.
Hun virkede afkræftet... udmattet og såret...
Så han vendte hende blidt om på ryggen, hvorefter han lagde armene under hende og løftede hende op.

"Du skal med mig til Abbadon, og så skal du fortælle mig hvordan jeg kan omgå din antimagi - for ellers kan jeg ikke heale dig." sagde han, og begyndte at gå ubesværet.
Han var stærk, og Autumn var ikke ligefrem tung...

Autumn så godt skyggen. Eller hvad hun så var noget bevæge på sig ud ad øjenkrogen. Hun prøvede ikke engang at identificere den. Det var nok bare hendes hjerne der spillede hende et pus. Det kunne have været hendes hår i vinden. Det ville overraske hende. Og selv hvis hun faktisk havde set noget og det ikke bare var noget hun bildte sig ind, ville hun alligevel ikke have nået at undersøge det, før sortelveren havde sat sig ned nær hende.

Hun kæmpede som sådan ikke imod, da han drejede hende om på ryggen at ligge. Og hun sagde intet til det, da han løftede hende op. Skønt det gjorde ondt var hans arme som at ligge på skyer i kontrast til at ligge på det ujævne betonbelagte underlag, der udgjorde størstedelen af havnens åbne område. Det var rart.
Hun lænede ubevidst hovedet op ad hans brystkasse, så det ikke bare hang og dinglede, som hendes ben og arme, og lyden af et hjerte det bankede forsikrede hende, at dette ikke var Constantine. Måden det rytmisk slog sine slag gav hende lyst til at lukke øjnene i og bare falde hen. Men noget holdt hende vågen. Og varsom. For hendes retningsfornemmelse pegede dem ikke imod hjem.

”I don-…” Hun holdt brat inde. Sank tungt og besværet, før de tørre læber igen blev spredt. ”I don’t know myself. All I know for sure is.. that it’s bloodborne.” Hendes lille evne til at neutralisere diverse magiske indgreb mod hende, ville nok oftes ses som værende utrolig praktisk og fantastisk. Men der var altid både plusser og minusser ved stort set alt i verdenen. En styrke havde brug for en svaghed for at balancere og blive holdt stabil. ”And that it’s constant.”
Forsigtigt skiftede hendes øjnes synspunkt fra et tomt sted i luften og op mod sortelverens ansigt. ”But it’s alright..” Smilet kom igen. Det lille ubekymrede smil. ”I’ll heal eventually. And I won’t die from this. I’ve lost a lot of blood before.”

”Thanks… again.”

Han lyttede til hendes ord, og søgte automatisk efter antydningen af løgn i dem... men der var umiddelbart intet at finde.
Pigen var ikke klar over, hvad hendes evne indebar - men hun havde dog fortalt ham én vigtig detalje: nemlig at det var en permanent evne.

"I see... then your Antimagic ability is far more powerful than I thought. However, everything has a counter. Do you have a weakness of some sort? And yes, you might heal just fine... but it will take time, and we need to be swift." sagde han, mens han gik hastigt igennem Terre's mange gader med Autumn i armene.

"Once we reach Abbadon, I will treat your wounds - and if you can't help me figure out a way to bypass your antimagic, I will have to try different Things. And that might be unpleasant."

Som han talte, kom de tættere og tættere på den enorme, sorte fæstning, hvis tårne og spir ragede højt op i luften ude i den nærmeste horisont...

"And there is no need to thank me... not yet."

”Weakness?” Hun kunne ikke stoppe sig selv i at tøve markant. Det var vel aldrig behageligt for folk at nævne sine svagheder overfor andre. Det var hun i hvert fald kommet omkring ofte. Hun forstod udmærket godt, hvorfor han ønskede at kende til hendes, men det gjorde det ikke nemmere for hende at sige højt. ”Holy weapons has shown to counter the ability. At least those I’ve experienced didn’t lose their power when getting in contact with me.” Det kom ikke bag på hende, hvor meget hendes tøven var til stede i hendes stemme. Det der kom bag på hende var i stedet, hvordan hun ikke holdt hende med informationen. Hun kendte ikke den her mand - ikke på et personligt niveau - men alligevel stolede hun nok på ham, som hun gjorde hver anden fremmed. Ligesom hun i et kort øjeblik havde troet på, at Constantine ikke ville gøre hende ondt.
Hun så fluks væk fra ham igen. Nok for at ikke lade ham læse hendes ansigt så nemt. ”Holy water is quite poisonous to us…” Hun var ikke meget for at sige det. ”…devils after all. Books only touch on how it burns the unholy creatures and not how it actually react corrosive.” forklarede hun som om hun blot havde overværet den uforklarlige kemiske reaktion igennem et mikroskop frem for at have oplevet det selv. Ingen grund til at træde ud på sensitive områder. ”…yeah.”

Autumn ville for alt i verden ikke stå igennem samme metode. Aldrig i sit liv. Ikke engang for at kunne blive helet sammen af magiske hænder. Det var ikke det værd. Ikke kun på grund af smerten, men også på grund af følelsen af at være komplet blottet. Intet til at beskytte en. Hun så fraværende ned mod sin ene hånd og knugede den forsigtigt for at sikre sig, at der stadig var nogenlunde bevægelse i den.
”I…” Ideen kom langt fra forventet. Og hun var overrasket over, at den ikke var kommet til hende fra starten. Det virkede så logisk. ”I could probably do it myself. Heal, that is. I don’t mean as in it’ll happen automatic. But if I had the ability myself. Maybe it would work. I just need to..” Hun smagte lidt på ordet. “… borrow it - the ability.” Ligesom alt andet der stod hendes væsen nær havde hun prøvet at skubbe det så langt tilbage, at det aldrig havde slået hende.

”Where are you… taking me anyway?” Atter fulgte hendes opmærksomhed efter, hvad der nok burde have bekymret hende mest. Hun drejede hovedet en smule for at se mere frem for sig i den retning, som han tog hende. ”Abbadon…” Det var ikke den mest betryggende fornemmelse, som navnet gav hende. Og synet af fæstningen i sigte, gav hende kriller. ”Where have I heard that name before…”

"I've seen what holy Water can do to a fiend... and corrosive is a pretty good word for it." sagde han, uden at gå mere i detaljer om lige dét emne...
Han havde set det før, og han havde gjort det før.
Nogle gange måtte man jo være kreativ, når man skulle hive oplysninger ud af folk!

Zane lyttede til hvad hun sagde, og han fornemmede godt hendes usikkerhed omkring det hele.
MEGET forståeligt... hun var sårbar lige nu, og hun kendte ham jo ikke.
Det ville være beklageligt, hvis tøsebarnet bestemte sig for at stikke af... så tempoet måtte sættes op.

Dog kunne han ikke helt lade være med at smile, da hun nævnte Abbadon...
"Could be many reasons... Abbadon was built by the former regent of Di Morga, and has been used by pompous leaders ever since. It was then abandoned for some time... but it has risen again, and now stands strong with its original inhabitants returned to it." sagde han.

Han løb nu, og mente selv det var en stor skam, at han ikke kunne bruge sin skyggemagi til at transportere dem begge to med... han havde en idé om, at hun simpelthen ville falde til jorden og blive her på gaden, mens han selv forsvandt - kun på grund af sin antimagi!

"So you can borrow abilities from others? My... you have a lot of potential, Young miss." sagde han, som de nåede frem til borgen.

Porten blev åbnet for dem, og Zane strøg hurtigt indenfor, drejede skarpt til venstre, og bar hende ned ad en vindeltrappe af sten, ned i kælderregionerne af Abbadon.

Her strøg han hurtigt og målbevist ind i et lokale, hvor der stod et enkelt, massivt træbord.
Endelig stoppede han op for at få vejret... og for at lægge hende på ryggen på bordet.

"Alright..." sagde han, og lagde en hånd på hendes ene skulder.
"Borrow my healing ability, and close your wounds... you might want to remove that scar on your belly as well, now that you're at it."

Autumn ville lyve for sig selv og alle andre, hvis hun sagde, at hun ikke have noget imod den måde, Zane reagerede på, da han hørte om hendes lille evne. Noget inde i hende fortrød straks at have nævnt det, men det blev undertrykt af alle de overbevisende tanker, der svømmede rundt i hendes hoved. Han virkede desperat efter at få hende lappet sammen til et fungerende stykke igen og det smittede meget nemt af på hende. Og hvis hun havde mulighed for at hele sårene nu, hvorfor så vente indtil hendes krop selv ville tage opgaven op? Rigtig nok havde hun hver gang bare ventet til hendes regenereringsevne ville aktivere sig selv og det havde ikke haft de mest katastrofale konsekvenser. Hun var da stadig i live.
Men til trods for at hun selv kunne se praktikaliteten, hjalp det ikke just med at få hende til at føle sig mindre som et objekt. For hvad mente han med, at hun havde ’potentiale’? Potentiale til hvad?

Hun valgte at holde sine læber forseglet det resterende stykke. Hun holdt sine kommentere for sig selv for nu. Mest på grund af usikkerheden i situationen. Det var begyndt at blive mere og mere underligt. For nu, hvor hun tænkte mere over det: Hvor var han overhoved kommet fra? Så mange spørgsmål poppede op i hendes hoved jo mere hendes energi fik samlet sig igen.

At blive ført igennem det såkaldte Abbadon var lidt af en oplevelse i sig selv. Så snart de trådte igennem den enorme port, var det som om, at de havde trådt ind i en anden verden. Det første der slog hende, hvor uvelkomment det hele forekom hende, og hun savnede med det samme den kedelige beige farve, der prægede hendes lejligheds vægge der hjemme ved Sombre. Værelset, hun ankom i, var nu heller ikke det mest hjemmelige.
Svage beklagende støn undslap atter hendes strube, da hun blev placeret på det eneste møbel i hele lokalet. Ikke det mest komfortable, måtte hun indrømme. Men hvad havde hun forventet? Hun gispede forskrækket, da hund følte hans hånd mod sin skulder, selvom hun bevidst havde fyldt den derhen. Lige oven i et af de utallige bidemærker. Hendes ene hånd havde med det samme fløjet op for at gribe fat omkring hans, som for at ville fjerne den, men det blev aldrig gjort, før hans ordre blev formuleret.
Hun så noget uforstået mod ham i de første par sekunder. Hun ville ikke. Det var, hvad der fyldte hende mest. Hun sank en enkelt gang, inden et anerkende lille nik blev udført. Hun ville ikke, men at ikke gøre det var direkte dumt!

Hendes hånd rystede, da hun endelig gav op. Dog ikke på grund af evnen. Det havde været et godt stykke tid siden, hun havde haft den i brug, men fornemmelsen, der strømmede igennem hendes hånd og videre ud i hendes krop, var ikke ukendt på nogen måde. Det var naturligt for hende. Hun så automatisk væk fra Zane, som det skete. I stedet forsøgte hun at fokusere på sin egen halvt afklædte krop. Og de mange sår. Ville det faktisk virke?
Hun tog diskret en dyb indånding, inden varme bredte sig ud til hver enkel krog. Blot for at omfavne de skadede  områder. Hun bildte sig selv ind, at hun kunne mærke sårene samle sig. Præcis på samme måde som de ville have gjort af sig selv, hvis hun havde ventet. Det var ikke helt smertefrit, men det var kun forståeligt. Det varede heller ikke længe. Og efterfølgende kunne hun ikke længere mærke det mindste stik.
Hun slap hans hånd igen og begyndte meget forsigtigt at sætte sig op på bordet, godt støttet af armene. Forundringen sad yderst på hendes ansigt, da hun holdt den ene af sine arme ud for at se resultatet. Ingen små huller. Bare resterende blod. Det samme med hendes mave. Det eneste der var tilbage at se der, var de samme ar, hun havde haft før. Selvom sår normalt ikke efterlod ar på hende, havde nogle overtrådt reglerne og forblevet. Som mærkeringer. Hun havde forventet, at blive skuffet, men lettelse var hvad der gik hende i møde. ”So this is the extent of magical healing…” Roligt drejede hun hovedet og så mod Zane. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige til det. For selvom taknemmeligheden var til stede forblev nervøsiteten der også. Noget sagde hende, at det ikke bare var det, og hun nu kunne spadsere hjem.

"Hellfire." Ordet - eller navnet - var hende ikke ukendt, som det havde været før. "Is it yours too?" Hun kunne ikke altid kontrollere, hvilke evne der blev overført.

Han så fascineret til, mens hun kopierede hans evne, og langsomt begyndte at lukke sine sår.
Det var utroligt... han havde aldrig set nogen med så udviklede kopieringsevner før...
Var hun overhovedet klar over hvor svært healing var?

"You impress me..." sagde han lavmeldt, mens han lod blikked glide hen over hendes arme, og ned over hendes mave.

Dog var arret ikke forsvundet, og han betragtede det nysgerrigt.
Det lignede noget, han selv ville have nydt at påføre hende... meget endda - men han kunne ikke huske at have set denne pige før.

"No... not the extent. Only a portion of it. You seem to be able to harness the raw power and technique that you copy, but a skilled healer would have been able to remove the scar - and even heal you without pain." sagde han, og tænkte lidt på de mange gange han selv havde gjort noget lignende.
Han var, igennem de sidste år, blevet en habil healer... og han havde endnu ikke mødt noget, han ikke kunne helbrede.

Zane hævede det ene øjenbryn da pigen nævnte Hellfire.
"So... you automatically gain information about your subjects abilities...? Why, you keep impressing me! And yes, Hellfire is one of my abilitites. But I urge you to not try and use it... it is an immensely powerful spell, and if wielded without training, it can easily kill the user."

”You seem very… interested in getting rid of my scar. Or scars.” Der var trods alt flere end bare det ene. De var bare knap så markante, som det der prægede hendes mave. Hun så kortvarigt ned ad sin mave og lagde ubevidst en hånd der på. Som regel havde folk omkring hende, som havde set netop dét, troet det ikke var meget andet end efter effekten af en operation. Det var det i princippet også. Den havde bare ikke været frivillig på nogen måde. De abnormalt blå øjne blev efterfølgende blot ført tilbage mod den unge mand. Hendes redningsmand, om man ville. ”I doubt they’ll ever heal completely since they were made by a such holy weapon I mentioned. I guess they are some kind of battle marks. But I honestly don’t know for sure.” Hun smilede skævt og trak ligeledes på skulderne. Stadig forundret over, at det ikke længere gjorde ondt længere.

There’s nothing to be impressed about! Hun var nød til at presse sine læber hårdt sammen for ikke at kaste sætningen i hovedet på Zane. Og gudskelov for det. For selvfølgelig var det imponerende. Og det blev hun overbevist om jo mere han talte og reagerede. Det var anerkendelsen, der gjorde det problematisk for hende.
”Oh? Don’t worry. I just felt like asking. Whenever I copy another person’s ability or what not it’s not like I suddenly get a list of ’newly optained skills’. It feels more like they always have been there. So it can be a bit … confusing. But again - Don’t worry. I can already tell that I wouldn’t be able to control it. Almost as if it has a mind of its own. It’s scary to even think that something like it exists.”

”I have been wondering..” Godt nok var alle de åbne sår helet og havde forsvundet fra hendes krops overflade, men der var stadig udmattelse til stede i hendes muskler. Så da hun blev enig med sig selv om, at flytte rundt på sin placering, gik det stadig relativt langsomt. Og forsigtigt. Men det lykkedes hende nu alligevel at få svunget benene udover bordet kant og tvunget sig op at sidde lidt mere rankt med fronten mod hendes eneste selskab. Hun fik endelig ført en hånd op til sin mund for at få tørret det værste blod væk derfra, hvorefter hun for første gang gjorde et oprigtigt forsøg på at skabe øjenkontakt med ham. ”Why is it that I’m here?” Flyttende så hun omkring sig for at fået bedre syn på, hvor hun var, før hun så tilbage på ham. ”It feels… wrong.”

Han smilede skævt over hendes ord.
Havde han virkelig virket så interesseret i at få arrene væk...? Måske...

"I must admit... I have a certain fascination for the female midriff. I find it to be far more attractive than most other parts of the body. And yours is quite beautiful... except for the scar, if I may say so without offending you." sagde han, og fortalte hende dermed en mere personlig ting, end han i første omgang havde til hensigt.

Men ligegyldigt...

"Ah, yes... I know I've said it a lot, but that ability is very fascinating. And extremely rare. It allows you to copy any ability in the World - maybe even holy magic, which would of course harm you if you used it... but just the fact that you can actually do it!"
Han var oprigtigt imponeret over denne unge pige's evne... og det var noget han havde tænkt sig at bruge til noget.

Så da hun endelig spurgte hvorfor hun var her, smilede han lidt.
"You are here because I saved you... And why did I save you? Because I need people like you... people with special qualities or abilities."

Selvom Autumn nok egentlig skulle have taget, hvad han sagde som en kompliment og af den grund føle sig stolt over det, så skabte det hende langt mere ubehag end behag. Hun viste selvfølgelig ikke alt for mange tegn på dette udover at måske trække sig lidt på afstand rent mentalt. Og ikke nok med det begyndte hun så småt at føle sig mere blottet, end hun oprindeligt var. Derudover havde nogle små hår i nakken rejst sig på grund af en kriller ned langs ryggen. Hun kommenterede bevidst ikke yderligere på det. Det var en samtale, hun ikke havde lyst til at have. Ikke med en fremmed. Men så igen - hun havde selv påpeget det og skubbet emnet frem, så al skyld skulle nok ikke skubbes over på ham.

”Yea, it’s pretty amazing huh.” Hun blev ikke særligt begejstret. For hende var det bare en evne. En evne hun som sådan kunne kontrollere - aktivere og deaktivere - imodsætning til alle de andre små finurligheder der gemte sig inde i hende. Hun trak blot på skulderne og så lidt ned mod sine dinglende fødder. Noget simrede i hende jo mere han ytrede sig om hans tanker om hendes evne. Noget skabte faktisk små stolte partikler. Noget hun normalt ikke følte omkring sine evner. For det hun kunne var da en ret fed ting at kunne, var det ikke? Hun var ikke begrænset som mange andre. Der var så meget hun kunne. Det dirrede i hendes mundviger, som ville hun smile. Det falmede dog hurtigt efterfølgende og blev erstattet af en rynke imellem hendes øjenbryn.

”You need… people likeme?” Langsomt løftede hun hovedet igen og så noget uforstående på ham. ”Are you serious right now? You need me. What would you ever need me for? I didn’t even have to strength to get away from a psychopathic vampire, you did realise that, right? Besides I haven’t touched my abilities in over a hundred years with the very few exceptions. And you - a man who could almost break another man’s mentality from pain by just…” Hun holdte en kort kunstpause som hendes stemme fik mere kraft. “… uttering a word! You need my ‘qualities’.” Hun rystede lettere opgivende på hovedet og lagde efterfølgende en hånd mod panden.
Der var et hjælpeløst udtryk i hendes ansigt, da hun løftede det op imod ham igen. Skulderne faldt tungt og hænderne lå blot og hvilede i hendes skød. ”What do you need ’people like me’ for anyway?”

Som leder, havde Zane lært at læse folk på mange måder. Det kunne være alt lige fra stemmeleje til rødmen til en ændring i blikket... det kunne nærmest være hvad som helst - men det var næsten altid muligt at se på den éne, anden, tredje eller sågar fjerde måde.

Og Autumn's ubehag ved hans ord om hendes mave, gik ikke hans næse forbi - selvom hun skjulte det godt.

Han smilede bare ganske let, og lod emnet ligge... det var egentlig heller ikke vigtigt.
Ikke endnu, i hvert fald...

Han lyttede i stilhed, mens hun monotont kaldte sin evne for 'pretty amazing', for derefter at være totalt uforstående over for hvad en mand som ham, skulle bruge en pige som hende til.

Her smilede Zane endnu en gang.
"Oh, miss... what? What exactly is your name? In any case... you have a tremendously powerful gift, that I could never hope to possess... yet that is only part of the reason. You see..." sagde han, og bevægede sig helt hen til bordet.
Her vendte han sig om, og satte sig ved siden af hende.

"A war is coming... and no man can fight a war alone and hope to emerge victorious. It matters not what cantrips and magical tricks he has up his sleeve... if he stands alone, he dies. So..."
Han drejede hovedet og vendte sit lilla blik mod hende.
Det var alvorligt, og måske endda en smule håbefuldt...

"...I need trustworthy people on my side. And believe me, miss... you could have ripped that vampire to shreds if you had known your own power."

”…. April… Foster.”
Det slog hende med ét, at hun ikke havde præsenteret sig for ham Også selvom han - som noget af det første - havde nævnt sit navn for dem ved havnen som en sand gentleman. Nu havde der heller ikke været mange muligheder for hende at rent faktisk tage fat i hans hånd og hilse ordentligt, så hun havde det ikke helt dårligt over det. Det var vel også ligegyldigt, for hun gav ham ikke det korrekte navn. Ligesom med Constantine havde aliaset blevet tildelt modtageren. Denne gang lå der betydeligt mere sikkerhed i hendes stemme.

Autumn havde ikke fulgt ham, som han havde bevæget sig om på siden af hende, men som lyn fra en klar himmel blev de blå øjne rettet direkte mod hans lilla. ”War!?” udbrød hun måske en smule for højt. Skrækslagen hed fyldte straks hendes udstråling, mens den lille forvirrede rynke forblev hvor den var. Han lavede sjov. Der var ingen anden grund. Hun havde godt hørt om, at Di Morgas historie og om episoder der sagtens kunne stå under kategorien ’krig’, men så længe hun havde været beboer i den skjulte verdensdel havde der aldrig været et direkte udtryk for at det ville ske igen.
Men lige så pludseligt som de stærke følelse havde fundet sin vej frem falmede de markant hen. Sekund for sekund, indtil hun igen sænkede sit blik væk fra ham. ”I should have seen it coming.” mumlede hun nærmest opgivende. ”The silent war has been going on before I even came to stay here.” Hun så fraværende op sine hænder. De var stadig dækket af udtørret blod lige som hendes arme. Og overkrop. Der var ikke noget kønt syn og for alt i verden ville hun helst skynde sig hjem og skrubbe huden rød for at være sikker på at få hver og en blodcelle af sin krop. Hun vendte håndfladerne i vejret og åbnede og lukkede dem rytmisk et par gange, som for at sikre sig, at de fungerede som de skulle. ”War is just a way to justify death and misery. It may be a war to take. Or a war to keep. But it’ll always be the same.”

Forsigtigt skubbede hun sig ned fra bordet. Hun kunne sagtens mærke usikkerheden der hærgede i hendes ben, men hun forblev oprejst. ”I do – though – still have a lot of questions. Like 'how you know of thos war' and 'what makes you so sure it’s coming'.” Med en dyb indånding fik hun rettet sin ryg ordentligt ud og løftet hagen til en bedre holdning. Blikket landede tilbage på ham og hovedet blev langt en smule på skrå. ”But I wanna know more is: Do I have a choice here?”

Om denne kønne, unge og halvvejs forsvarsløse (samt blottede) unge kvinde gav ham sit rigtige navn, var uvist.
Han havde skam forståelse for at April Foster muligvis ikke var hendes sande navn, og det gav mening hvorfor hun muligvis ville forsøge at sløre sig selv for ham...

Han var trods alt en sortelver.

"Then I greet you, April Foster." sagde han roligt. Et navn havde hun givet ham, og et navn ville han bruge...

Pigens overraskelse og rene rædsel over den nært forestående krig, fik ham til at smile ganske let.
Ikke hvad han havde forventet af én af hendes race... men okay, hun slog ham nu også som værende aldeles uskyldig.

Endnu mere usædvanligt.

"You may not have seen the battles fought in Di Morga... I know not how long you have resided here. But trust me when I say, that there has been many a battle, and all of them bloody."
Han mødte hendes blik, og skubbede sig så selv ned fra bordet, for derefter at tage de få skridt det krævede, at kommer over foran hende.

Zane fastholdt hendes blik, og sagde så:
"As you might remember from the harbour, April... My name is Zane D'tarion, and I am the Lord of Abbadon. I have fought in all the past battles that you might have heard of, and I know for sure that this time, it will be far, far more dangerous. Far worse, for our enemy is not like us... not human, not vampire, not demon or devel, not werewolf, not aspara... he is nothing you have ever seen before, and he will bring utter annihilation to this country and its people."

Han holdt en kort kunstpause, som overvejede han hendes sidste spørgsmål.
Så smilede han og lagde en hånd på hendes ene skulder.
"Miss Foster... we all have a choice. And all choices have consequences."

Han havde en formidabel evne til at svare på hendes spørgsmål uden at give hende den overordnede information, som hun søgte efter. Det kunne have noget at gøre med, at hun ikke selv helt vidste, hvad hun fiskede efter. Hun følte sig bare ikke tilfredsstillet. Hun ville have mere. Også selvom hun ikke just var stor fan af at høre, hans små fortællinger om tidligere krige. Eller den kommende, for den sags skyld. Hun prøvede at skjule, hvordan følelser sank tungt inde i hende, men hun tvivlede på, at hun var en god nok skuespiller til, at kunne holde tegnene på afstand. Hun var godt klar over at bekymringsfolder allerede havde taget bolig i hendes blege ansigt. Og skrækken havde meget vel ikke forsvundet fra hendes øjne endnu.

”That’s… horrible.” Autumn var ikke en der havde meget til overs for Di Morga som så. Hvis hun kunne ville hun have forladt by og land for at drage væk. Men ligesom stedet tiltrak det overnaturlige havde det også en stærk holdekraft på de selv samme væsner, som passerede. Det var ikke umuligt, men noget havde altid holdt hende tilbage. En mentalitet, hun ikke kunne sætte en finger på. Så det betød at Di Morga stadig var hendes hjem.
Hun var mere eller mindre mundlam. Flere gange havde hun åbnet munden og set mere bestemt i hans retning blot for at sænke blikket og lukke læberne sammen igen. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun vidste heller ikke, hvordan hun skulle reagere. Hun var ikke en krigsveteran som ham. Hun havde ingen erfaring udover, hvad hun havde hørt om i nyhederne eller læst om i historiebøgerne. Enten havde aggressive krige altid været langt væk eller også var de allerede ovre. Så kunne man overhoved forventet meget fra en som hende?

Det var først, da hans arme hånd lagde sig tilbage på hendes skulder, at hun vendte tilbage til virkeligheden. Hendes krop udgav straks et forskrækket og automatisk ryk for at få fjernet hånden igen til trods for, at hun ikke virkede specielt overrasket. Det så endda også ud til at komme lidt bag på hende. ”Sorry…” Hun lagde forsigtigt sin ene hånd op på den samme skulder og lagde efterfølgende sin anden arm omkring sig under sin barm. Som holdte hun om sig selv. ”I would appreciate it if you would refrain from …touching me as much as possible, please.” Et forsøg på et undskyldende smil formede sig på hendes tørre læber. ”My body is still sore.” løj hun.

Som han betragtede hende, og så de følelser som nærmest hang udenpå hendes tøj, blev det mere og mere tydeligt hvor uskyldig denne djævel var.
Det var helt paradoksalt... og det ville muligvis blive en stor forhindring for ham...

"Of course it is horrible..." sagde han, stadig roligt og fattet.
"But this coming war... it will leave Di Morga barren, while the monster goes to conquer the rest of the world - and unless we stop him here, where we know who and what he is, there is not much hope that other hidden societies can do anything to stop him."

Han hævede ganske let det ene øjenbryn da hun fór sammen under hand berøring. Hun havde været dybt begravet i tanker... og hun ønskede ikke at han rørte hende.

Zane smilede.

Hvis det hele gik glat nu her, ville hun ikke behøve at frygte hans berøring igen - men hvis det gik skævt...

"I understand... your healing is not as capable as mine, and may not remove all side-effects of the violence you have experienced..."

Han tog et enkelt skridt bagud, for at skabe en smule afstand imellem dem, så hun måske ville føle sig en anelse bedre tilpas.
Og nu... var det tid til sandheden:
"I have brought you here because I wanted to save you, April... but I have also brought you here because of your extraordinary abilities. You can become vital in the war... and I want you to join my side. You will have to do things to other people, though... things that you may not like right now - but I assure you... it will awaken your devil side, and that will make it easier."

Så faldt bomben.
Men advarslerne havde ikke været usynlige. Røde lamper havde blinket og horn havde tudet. Hun havde set tegnene. Og hun havde ubevidst forventet det. Så svært var det heller ikke at fatte. Godt nok virkede Zane til at være sværere at læse end Constantine, men så snart hun bare koncentrerede sig lidt og lagde benægtelsen til side, så var han nemmere end sølle menneske.
Sølle Hun fik det helt dårligt med sig selv, at et sådant adjektiv var blevet sat foran. Også selvom det kun foregik i hendes hoved.

”No…” Hendes stemme var lav men skarp så der kunne ikke blive taget fejl af, hvad hun sagde. ”Don’t get me wrong here. I don’t wish for devastation and I would gladly prevent a war of that caliber if I could.” En knude kom frem i hendes hals og tvang hende til at synke tungt og spænde ud I halsens nerver for at fjerne den igen. ”But I will not purposely hurt anyone. I don’t want to sink to the level of a monster. Why I bit Constantine was an act of self-defense.” Hun strammede sit greb om sig selv, og hun lagde en masse energy i at forholde det bestemte blik mod sortelveren. There’s no reason to be scared.. fortalte hun sig selv.
Hun tog en dyb indånding og rettede sig yderligere op. Skubbede brystkassen en smule frem for at udstråle en smule mere sikkerhed i sig selv. ”And no! It won’t become easier with time. What even makes you think that anything will awaken inside me?” Frustrationen var så smart begyndt at vise sig frem I hendes svagt rystende stemme. Og hendes ansigt havde fortrukket sig til en god blanding af vrede, nervøsitet og frygt. ”If it’s because the stereotype of my species I can tell you that the only thing that connect me to it is the fact that I was reacted in Hell.” Igen løj hun. Men det var en løgn hun havde levet på hele sit liv, så var den ikke så godt som sand?

Hun trådte et halvt skridt tilbage og så sig fluks hen over skulderen hen imod døren. Hun overvejede sine muligheder, før hun alligevel så tilbage på Zane. ”I appreciate you helping me but I’m not how you think. I’m so uncomfortable with being covered in blood right now that I want to rip of my skin. It doesn’t matter that it’s my own.” Hun holdt sine hænder op foran sig for at fremhæve sin hentydning.
Så pludselig kom der et mere undskyldende udtryk frem i hendes øjne, mens armene faldt ned langs siden. ”I wanna help but…” Hun trak forsigtigt så skulderne. ”Can I go home, please? It’s a lot to take in.”

Pigens trods og modvilje fik et uundgåeligt, køligt blik frem i hans øjne.
Han agtede at være tålmodig med hende... at arbejde på at få hendes anden side frem på flere måder - en side som han var overbevist om, at hun inderst inde besad.

Men at hun skulle opføre sig så skræmt, modvilligt og gennemsyret uskyldigt, kom alligevel bag på ham.

Han lyttede til hvert et ord uden at sige noget, og da hendes blik ændrede sig, og hun bad om at komme hjem så hun kunne vaske blodet af sin krop og pleje sig lidt, trådte Zane frem imod hende, så hun kom til at stå op ad bordkanten.
Da hun var så lav, var det en smal sag for den høje sortelver at læne sig ned, lægge hænderne på bordet, en på hver side af hende, og se hende direkte i øjnene.

"April Foster..." sagde han, med en bemærkelsesværdigt rolig stemme.
"You are important in this endeavor... and you can stop so much evil, by simply doing a Little evil. You will do this, and I will show you your other side... your sadistic, fiendish side... I will bring it forth, one way or another."

Han holdt en mindre kunstpause, mens han overvejede sine næste ord...

"For the time being, you will stay here in Abbadon. If you so wish, I shall have handmaidens tend to you, bathe you and give you new clothes."

Det var tydeligt som dagen var lang, at hun var gået fra den ene dårlige situation til den anden. Hvis hun ikke allerede så det som en forbandelse, ville det være svært for hende at se væk fra det hele nu. Hun følte sig næsten som en magnet, der tiltrak ubehagelige oplevelser eller lignende. Ikke just noget hun nød sig meget af.

Han måtte have afkodet hendes væremåde, for da hans bevægelser, da han trådte tættere på hende og hun automatisk trådte længere væk, virkede umådeligt flydende, som havde han allerede set hendes afvigelse komme. Det var måske heller ikke svært at udregne ud fra, hvordan hun ellers havde reagereret, hvis han kom for tæt på. Det var lidt af et chok, da hun ramte ind i bordet, der stoppede hende så brat, at hun lige akkurat kunne mærke det blive skubbet en millimeter tilbage.
Man skulle tro, at hun var vant til at føle sig lille. Og for det meste havde hun intet imod at kigge op på folk. Men det ændrede ikke at manden foran hende intimiderede hende. Han tårnede sig over hende. Hun satte selv hænderne i bordkanten og forsøgte at læne sig tilbage i takts med at han bøjede sig ind over hende. Det var et held at hans øjne havde fanget hendes blik så intenst, ellers ville det have flygtet ud til hver mulige retninger for at undgå netop dét blik.

”Why would anyone want their sadistic side to show? I can’t see the appeel in that.” Det var underligt for hende. For han sagde ting og sager, som hun et sted var enig i. Og hans endelig mål var noget hun ikke kunne klage over. Men så kom disse små hentydninger og kommenterer, der fik ham til at lyde langt mere som en diktator end en leder. Ligemeget hvad - dog - så havde hun opdaget af ondt ikke kunne bekæmpes af godt. Ikke hvis man tog det fuldende af, hvad godt var. Det var bare ikke noget hun indrømmede for ham.

Da han benægtede hende at tage hjem, lykkedes det hende at trække sig væk fra hans blik og hendes eget sank i en blid kurve. Hendes hænder strammede sig yderligere omkring bordkanten, inden hun atter så op med den samme fortvivlede udstråling. ”Sure. But I don’t need any… maidens. I can’t tend to myself.” svarede hun ham med en forsigtig stemme. Selvom hjem heller ikke var det bedste i verdenen, så stod hun nu stadig og drømte om at være der i stedet for, hvor hun var. Abbadon.
”Can I get escorted to… my room now then?” Hun tvivlede at det ville nytte noget at kæmpe for meget imod. ”Or do you have anymore business with me at the moment, …D’tarian?”