Det kommer til at gøre ondt (Gabriel) -Gore-

Constantine tog sin jakke, fra hvor han havde smidt den over en stol. Det var et lille hus, han boede i, med en stue, køkken, soveværelse og badeværelse. Han var overraskende ordentlig i forhold til, hvad man skulle tro. Selv der lå lidt tøj hist og her, noget af det blodigt. Man kunne ikke kalde hans hjem hyggeligt, men der var, hvad han skulle bruge. En seng, et bord med et par stole, en sofa, sofabord og tv. Om der var mørkt eller ej, var for ham ligegyldigt. Alle vinduer var dækket til med mørklægningsgardiner, der var tapet godt og grundigt fast, så der ikke kunne komme noget sol ind.

Lige nu var han på vej ud. Han var ikke specielt sulten, men han trængte til noget frisk luft. Og man behøvede ikke at være morderisk hver aften, gjorde man? Ikke at han ville afstå fra muligheden for noget sjov, hvis den skulle tilbyde sig. Efter at have taget jakken på ud over den alminelige sorte t-shirt, han havde på i dag, tog han sin store kniv fra bordet og stak den på plads i bæltet, der holdt de sorte cowboybukser oppe. På fødderne havde han som sædvanligt sine gode, halvlange støvler på. Han så rundt og slukkede for den ene lampe, inden han forlod sit hjem. Han låste døren bag sig og lagde nøglen ind i en revne i muren, hvor den var godt gemt.

Det var en kølig aften i forhold til årstiden, men det rørte ham ikke. Han kunne godt lide, at der var køligt. Selvom han teknisk set ikke havde brug for at trække vejret, kunne han godt lide at få den friske luft ned i lungerne. Og duftene var altid stærkere i sådan et vejr. Det var nemmere at opsnuse sit bytte.

Afslappet begyndte han at gå ned af gaden, der ledte ned igennem de små sørgelige huse, som kvarteret bestod af. Det var ikke et specielt godt kvarter, men der var ingen, der havde brudt ind i hans hus endnu. Og der var ikke nogen, der havde forsøgt at overfalde ham.
Han havde selv sørget for at holde sig ude af området, simpelthen for ikke at gøre for meget opmærksom på sig selv.
Mens han gik og nød den kølige aften, var han ved at spekulere på, hvor han skulle tage hen i aften. Måske en tur ned på havnen og kigge lidt på havet? Han var vitterligt ikke på jagt i aften.

For Gabriel var det en stille og rolig nat indtil videre. Han havde tilbragt den med en flink nok djævel, ved navn Elizabeth, på et tag og de to fandt godt ud af det med hinanden efter hans mening. Elizabeth ville nok være dybt uenig og påpege at Gabriel var den mest belastende spade hun nogensinde havde mødt, fordi at han aldrig holdt kæft. Oven i det sad han lige nu og nynnede en eller anden upbeat sang mens han ladte en riffel med sølvkugler.

"-mayowazu sakebeyo, Otokogi zenkai, Let's go fi~ght!"
"I didn't know you were chinese" sagde hun tørt fra sin plads, hvilket fik Gabriel til at gispe fornærmet - og meget mere dramatisk end han behøvede, som om at hun lige havde fornærmet alt der stod hans hjerte nær.
"It's Japanese you uncultured swine" Hun himlede med øjnene over hans overdrevede reaktion, og satte sig ellers ned på taget, men med en hvis afstand til vampyren.
"Whatever, I didn't know you were Japanese then"
"Rude-ass racist hoe, I'm not Japanese, are you insinuating that all Asians look alike?"
"Yes. Yes I am" Gabriel løftede en hånd op til sit hjerte med en fornærmet lyd, endnu en gang langt mere dramatisk end han behøvede, men overdrivelse fremmede forståelse.
"I've never even lived in Asia! And besides, if you're getting technical, I'm Fillipino, there's a big difference, so fucking fight me"

Igen himlede Elizabeth blot med øjnene, inden hun vendte dem tilbage imod byen omkring dem. De ventede begge på en hvis vampyr, som havde forårsaget ret mange problemer for deres "kunde." Godt nok var det ikke en drabsmission, men de skulle skræmme ham nok til at han ville tænke sig om en ekstra gang inden han slog nogen ihjel - eller i hvert fald være nyttig og få penge ud af at slå bestemte personer ihjel, så Di Morga ikke mistede alle deres menneskelige indbyggere.
Og godt som djævelen skulle til at foreslå at de prøvede igen en anden nat, for det var allerede så sent, så fik hun øje på deres mål. Hun gav Gabriel en knapt så blid lammer og pegede i retning af manden. Han nikkede for at vise at ja, det var deres fyr, inden han sigtede med sin riffel imod ham, og fyrede et skud af, sigtet direkte efter mandens bryst. Og godt som han havde skudt, sprang han ned fra taget, ikke meget langt fra vampyren, mens Elizabeth blev siddende i sikkerhed, og rykkede sig uden for deres synsfelt, men så hun stadig kunne følge med i hvad der skete.

Gabriel lignede mest af alt en der var på vej i krig med sine våben. Han havde sin snigskytteriffel i den ene hånd, og henover hans skulder hang hvad der nok mest af alt kunne ligne et kæmpe raketskyr, men i stedet for at være ladt med raketter, så var den fyldt med et metalnet, lavet af sølv, til at fange vampyren i. For selvom Gabriel var ret selvsikker på sine evner som lejemorder, så vidste han at det ville blive meget svært bare at slå en anden vampyr ihjel, især når den vampyr var ældre end ham selv.
Derfor var planen at han skulle såre vampyren, få ham til at gå efter ham, og derefter skyde nettet henover ham. Herefter skulle han jage en sølvkniv igennem målets hjerte for at lamme ham, og så for en sikkerheds skyld var Elizabeth der til eventuelt hjælpe ham hvis det var ved at gå galt, men primært for at transportere vampyren hen til en tom bygning, hvor det så kunne blive rigtigt sjovt. Meneh, nu skulle han først lige have hans opmærksomhed.

"Hey ugly, I've got a gravestone with your name on it ready, so if you'll just die right now, that'd be pretty neat" Hvis han ikke havde vampyrens opmærksomhed før, burde han i hvert fald have det nu.

Constantine slentrede afslappet af sted, uvidende om de to lejemorderes ophold på taget og planer om ham. Det var ikke noget, der var faldet ham ind. At han kunne blive målet for en hævngerrig person, der ville hyre lejemordere for at få hævn. Så han var aldrig særligt meget på vagt, ikke mere end enhver anden, der gik rundt om natten i en by fyldt med monstre.

Han var væk i sine tanker, da hans ører pludseligt opfangede en lyd. Lyden af en aftrækker. Braget fra noget, der lød som en riffel, gled ned igennem gaden og fik hans trommehinder til at vibrere. Instinktivt kastede han sig til siden, men for sent. En skarp smerte spredte sig fra hans skulder, som en kugle borede sig ind igennem hans jakke, t-shirt, hans hud og ind i kødet. Kraften fra kuglen fik ham til at dreje halvt rundt. Hans ansigt fortrak sig i smerte og han gryntede kort af smerte. Hvad fanden?! Hvem skød på ham?

Han fik svaret med det samme, da der landede en eller anden foran ham med en riffel i hånden og noget der lignede en raketstyr på ryggen. Constantine stirrede halv overrasket, halvt rasende på den lille, unge mand, som hans hjerne registrerede til at være vampyr ved den døde lugt.
Ikke nok med at drengen havde skydt ham, han stod også og fornærmede ham. Vreden fik Constantine til at træde et skridt frem mod ham, men det gik pludseligt op for ham, at kuglen han var blevet skudt med, måtte være af sølv. Hans arm ville ikke lystre og det var som om, at han skulle trække sin venstre side af overkroppen efter sig.

Overraskelsen veg for vreden og han hvæste af den anden vampyr.
"You just signed your own death certificate." Han begyndte at gå hen mod lejemorderen for at få fat i ham. Om lidt, når han havde vænnet sig til, at hans side ikke virkede, ville han kunne sætte i løb efter ham.

Gabriel var rimeligt tilfreds med at det tydeligvis var lykkedes ham at få vampyrens opmærksomhed, og endda gøre ham mere end bare lidt pissed. Så bare for at irritere ham lidt mere, for det var trods alt Gabriels speciale, løftede han sin frie hånd op og hev lidt ned i huden under sit øje, mens han rakte tunge ad ham. "Catch me if you can, old man" sagde han og grinte dernæst højlydt, og nærmest barnligt. Han tog sit gevær op igen i en lynhurtig bevægelse og sigtede imod vampyren, denne gang imod hans ben. Han regnede ikke med at ramme, for det var et meget hurtigt sigte, og manden havde ham jo i sit synsfelt så han kunne sagtens nå at reagere. Men det var også mere princippet i at Gabriel nu opførte sig som var han så overlegen at han regnede med at det ville blive så nemt, bare for at provokere.

Men kort efter skudet, begyndte han at løbe over imod hans og Elizabeths slut-position, som var tæt på den bil, som de havde fået stilt til rådighed. Han havde et forspring i at fyren midlertidigt ville skulle komme sig efter skuddet og chokket, men det betød ikke at han slackede. Han var selv den yngste og derfor både mindst erfarende og den fysisk svageste. Så han ville hellere løbe så langt som muligt, og så kunne stoppe op, så vampyren kunne følge med, hvis han var for hårdt såret, frem for at risikere at blive indhentet og dræbt på stedet.

Han tog den korteste vej, med alt hvad han havde i sig, og så også Elizabeth ud af sin øjenkrog på tagtoppene. Hun var ikke fuldstændigt åbenlys at få øje på, for det var mørkt og hun havde klædt sig i mørkt tøj, men fordi at han vidste at hun skulle være der, lagde han mærke til hende. Desuden tvivlede han på at vampyren indså at de blev forfulgt, for han var nok mere fokuseret på at følge med ham.

Alt efter hvor langt bag ved Constantine var, så ville Gabriel planlægge sit næste træk nøje. Hvis han var lige i hælene på ham, var Gabriel ret screwed i den forstand at han ikke ville have tid til at sigte, så han måtte gå ud efter hvad han kunne høre. Han ville i en hurtig bevægelse bytte pladserne mellem sin riffel og raketstyr, hvorefter han lige så hurtigt ville vende sig om og fyre nettet af imod vampyren, i håb om at få ham fanget.
Hvis Constantine var et lille stykke væk, ville det blot give Gabriel et lille ekstra sekund hvoraf han kunne sigte, men det ville også være risky, da Constantine fik det samme sekund til at reagere.
Og hvis vampyren var et godt stykke væk, ville Gabriel sænke farten til han var lidt tættere på, inden han ville gøre det samme. Alt var risky, for enten ville Gabriel intet have at gå ud efter, eller også ville Constantine have ekstra tid til at reagere på hans skud.

Stadig i chok over skuddet, så han den anden vampyr lave en grimasse af ham og håne ham, hvilket fik vreden til at brede sig. Skuddet, der var rettet mod hans ben, undgik han uden problemer med et hop, så kuglen ramte fliserne under ham og blev sendt videre ud i natten. Han skulle fandme lære den lille lusede møgunge, at man ikke skulle skyde efter ham!

Det tog ikke mange skridt, før Constantine var i stand til at sætte farten op og begynde at løbe. Smerten fra skulderen var slem, men den kunne han sagtens håndtere. Det var sølvets påvirkning af hans krop og balance, der var det værste. Han vidste godt, at så længe kuglen blev siddende, ville han ikke kunne bruge sin arm ordentligt, hvis overhovedet. Lige nu føltes den bare livløs, men det kunne også være en blanding af chokket og sølvet.
Hvis man havde kunne se såret for hans tøj, ville man kunne se blodårene begynde at blive sorte på grund af sølvet, som var som gift. Det ville heldigvis ikke brede sig så langt, fordi det kun var en kugle, men det var stadig ubehageligt og smertefuldt.

Nok var den anden vampyr lille, men han kunne løbe hurtigt. Constantine fulgte efter, men havde ikke mulighed for at indhente ham på grund af skulderen. Han behøvede åbenbart heller ikke bekymre sig om det, for pludseligt vendte knejten sig om og sigtede raketstyren i mod ham. Det gik hurtigt op for Constantine, hvad det var, og han undgik nettet ved at dreje rundt om sig selv til siden og fortsætte sit løb mod ham. Der havde ikke været super langt i mellem dem, og nu hvor drengen stod stille, tog det ikke ret lang tid at løbe ham op.

Constantine kunne stadig ikke bruge den ene arm, men alt andet virkede fint. Han hev sin kniv frem fra dens gemmested på ryggen og slog ud efter Gabriel med den. Han regnede ikke med, at den ville ramme, så han brugte det mest som en afledning til, at han sparkede ud efter ham lige efter, sigtende efter hans bryst. Hvis han nu kunne få rollingen ned at ligge på jorden, ville han have nemmere ved at skære hovedet af ham. Eller bare holde ham stille med sin kropsvægt, nu han kun havde den ene arm at arbejde med.

Da Gabriel så at Constantine formåede at undgå nettet, vidste han godt at det her langt fra ville være let. En ældre vampyr var ikke bare stærkere, men mere erfaren, og han ville blive overrasket hvis en som ham ikke gik med våben. Måske ikke noget drabeligt, men i hvert fald noget som ville gøre det svært at hele igen bagefter, og lige nu havde han absolut ikke lyst til at skulle regenerere sin hjerne fordi at han havde fået en kniv i panden, især ikke hvis han skulle torturere fyren.

Oh fuck, oh fuck, oh fuck, oh fUCK-
We just gotta get in physical contact then.
Ew, no, other people are gross!
Not like that you idiot. We can control other people's bodies, and unless we want Elizabeth to come save the day, and remind us of that for the rest of eternity, it's our only real choice.
Eternity is a long time to get bothered by her..
Well, here he comes.

Gabriel nåede heldigvis at se vampyren trække en kniv, og formåede derfor at undgå den uden problemer ved at læne sin overkrop tilbage, men hans balance var langt fra lige fordelt, så han havde ingen chance for at undgå at blive sparket. Havde han stået ret op og ned kunne han nok godt være blevet stående, måske en smule ubalanceret, men han var ikke faldet på røven, som han gjorde nu.
Han kunne se Elizabeth i sin øjenkrog, og vidste godt at hun afventede signalet til at komme ind. Men før Constantine trak en træpæl frem, eller en fakkel ud af sit ærme, så havde Gabriel ikke tænkt sig at bakke ud.

"Why' you gotta be like that, huh?" sagde han så hvorefter han rakte tunge ad Constantine. Hans plan var som sædvanligt at lytte til stemmerne i hans hoved. Som regel plejede de at holde ham i live, eller i hvert fald prøve på det. Med undtagelse af en naturligvis, men de to andre var gode nok.

Constantine ramte den yngre vampyr, så denne væltede på røven. Det gjorde det hele meget nemmere. Ingen løben, bare vold. Han tog de par skridt frem, der var nødvendige for at komme op på siden af Gabriel og skubbede ham hårdt ned at ligge med en fod i brystet.
"You should think about it, before shooting an older vampire than your self, kid." Han lænede sig frem, så han kunne hvile underarmen på knæet på det ben, han havde sat oven på Gabriel. Han havde stadig kniven i hånden og drejede lidt rundt på den, så bladet gav genskin i det dårlige lys fra de få gadelygter.

"Why the fuck did you shoot me anyway? Oh well, never mind. How do you wanna die?" Med sammenknebne øjne betragtede han Gabriel. Sikke en lille spirrevip. Det var da forståeligt, at han rendte rundt med så store våben, han måtte da umuligt kunne klare sig uden. Hvem ville dog omvende en så lille rolling?

Og så dummede han sig ved at gå op i mod en ældre vampyr. Ikke at Constantine var gammel, men han var ikke i tvivl om, at han var ældre end vampyren under sig. Helt sikkert mere erfaren. Constantine havde drukket meget blod i sine år som vampyr og havde udviklet sig en smule hurtigt. Derudover var han altid på jagt, også selvom han ikke var. Man kunne jo bare se i dag, der var han gået hjemmefra bare for at få luft og nu stod han her. Ikke med mad, men med et bytte alligevel. Al den jagt havde gjort ham meget dygtig til lidt af hvert. Mente han i hvert fald selv.

Han lænede sig lidt mere frem, så han lagde mere vægt på benet og så Gabriel i øjnene.
"Well, what do you say?" Han regnede med, at siden knægten talte engelsk, kunne han ikke fransk. Constantine havde lært engelsk allerede før han blev vampyr. Det var kun blevet bedre efter, da hans skaber havde brugt meget tid i England og derfor var flydende. Det havde smittet af på Constantine.

Luften blev pænt meget skubbet ud af hans lunger, da Constantine valgte at sætte foden på Gabriels bryst, men det eneste egentlige modstand den yngre vampyr udførte, var at lægge begge sine hænder på den ældre vampyrs sko, og skubbe hans fod lidt op, så han kunne få luft. Naturligvis var det ikke en nødvendighed at trække vejret for ham, men det var en luksuriøs funktion som han helst ikke ville undvære.

Trods at han normalt var kendt for sine comebacks, lavede Gabriel ikke nogen, mens Constantine snakkede, men han skulede blot op imod ham, og rynkede lidt på næsen over det han sagde. Og folk syntes at han var selvfed? Sheesh, hvis han selv lød bare halvt så irriterende som den her gut, så ville han nok tone den lidt ned, for det her var da bare irriterende at høre på.

Først da han endeligt blev bedt om at sige noget, svarede han tilbage. "I say don't underestimate people smaller than yourself" Han slap Constantines fod med sin ene hånd, og fik den hurtigt stukket ind under den ældre vampyrs bukseben, indtil han nåede hud. Hvis det lykkedes, tog han hårdt fat rundt om hans ben, og trak med sin evne Constantines sjæl, ud af hans krop, så han selv kunne overtage den, og hvis ikke? Jamen så ville han bare påstå at have en foot-fetish eller sådan noget, who knows.
Men hvis han kunne, ville Constantine føle sig let som en fjer, for det ville han også være, og han ville kunne se sin egen krop udefra, mens Gabriel overtog den. Han ville ikke være synlig for andre og den eneste synlige indikator ville være at hans øjne blev mørkeblå ligesom Gabriels, i stedet for grå som de før havde været.

Constantine var meget tilfreds med at stå over den yngre vampyr, der af en eller anden grund ikke strittede i mod, ud over at forsøge at løfte lidt op i hans fod. Sikkert for at kunne trækket vejret. Tsk. Ikke nødvendigt, typisk ung vampyr. Constantine var også rimeligt glad for kroppens automatiske funktion, men han kunne sagtens "holde vejret", hvis det var nødvendigt.

Gabriels modsvar til hans spørgsmål fik ham til at fnyse. Hvad kunne den lille vampyr, som Constantine ikke kunne klare? Lige nu lå han jo og var prisgivet hans nåde.
Tydeligvis havde Constantine høje tanker om sig selv, hvilket godt kunne være et problem. Ikke at han havde lært noget af det i løbet af de sidste mange år, selvom det havde fået ham i problemer flere gange. Her for nyligt havde han fået bank af en eller anden mand, der havde været meget stærkere end ham, fordi han ikke var stukket af, mens han kunne.

Han havde dog ikke regnet med, at knægten havde specielle evner. Han mærkede hans hånd om sit ben og skulle lige til at spørge, hvad fanden han lavede, da der skete noget. Constantine kunne ikke forklare hvad. Han stod der med foden på brystet af rollingen og pludseligt.. han svævede. Han kunne se verden fra oven, som om han fløj.
Det gik op for ham, at han var udenfor sin krop. Panisk forsøgte han at vifte med arme og ben, for at komme ned i sin krop, men han havde ikke arme og ben. Han havde ikke noget. Han var der bare. Det var en virkeligt uhyggelig oplevelse. Constantine blev ikke bange af ingenting, men det her skræmte livet af ham. Var han død? Men det kunne han da ikke være, hans krop var lige der. Den stod op. Han var dybt forvirret.

Det måtte være noget, den anden vampyr gjorde ved ham. Han måtte have skubbet ham ud af sin krop på en eller anden måde. Men hvad så? Ville han kunne komme tilbage? Han kunne åbenbart ikke selv komme tilbage. Ville han svæve væk? Det føltes ikke sådan, faktisk føltes det som om, at han havde et eller andet usynligt bånd til sit kropslige jeg. Det beroligede ham lidt, og selvom han stadig var bange, faldt han lidt til ro. Begyndte at se på situationen som den var, i stedet for at bruge sine følelser.

Hvad så nu?

Gabriel, som nu havde overtaget Constantines krop, flyttede sin fod fra sin egen krops bryst, og flexede sine fingre lidt, for at få lidt mere styr på muskulaturen i den her krop. "Wow, it's been so long, since I've inhabited another body" sagde han så, med et smil om sine læber. "Hey, Elizabeth, come out and get the net, and put it in the trunk. This whole plan just got a whole lot easier" kaldte han, og rullede lidt med skuldrene, kun for at klynke lidt, grundet sølvkuglen i Constantines skulder.

Elizabeth trådte tøvende frem fra sin gemmested, tydeligvis ret mistroisk indtil de fik øjenkontakt. "Gabriel?" spurgte hun så, lige så overrasket som enhver anden. "The one and only" svarede han kækt, inden han gik til værks med at få fjernet rifflen og raketstyret fra sin egen krop, og hang dem over sin raske skulder.
"Oh yeah, Constantine you should-uh probably stick around y'know? I don't think being trapped as a lone soul, is a whole lot of fun, 'specially since your body will probably decay without your magic when I get back into my own body"
Han trak på den raske skulder, inden han løftede sin egen krop op over sin skulder, og gik imod den bil de havde fået sat til rådighed. Han satte den forsigtigt ind på bagsædet, og lagde den som om at han bare sov, inden han gik om og satte sig på passagersædet foran. Elizabeth smed sølvnettet i bagagerummet, inden hun gik om ved føresædet, og satte sig lidt tøvende ind. "How long can you..?" "Take over his body?" Hun nikkede, stadig lidt i vildrede omkring hvad hun skulle sige. "About an hour, maybe two. He isn't too persistent, but then again he probably doesn't know how to speak or move yet"

Hun nikkede en anelse tøvende, inden hun satte bilen i gang og begyndte at køre afsted. De havde en tom lagerbygning de skulle hen til, og hun ville helst nå derhen før Gabriel blev smidt tilbage i sin krop, og Constantine ville komme til sig selv.

Constantine forsøgte at finde ud af, hvad hans nye form kunne, men det var svært. Den var der åbenbart ikke, den var ikke fysisk, formen. Så han havde ingen anelse om, hvoran man kunne få ingenting til at lystre sig.

Rollingen begyndte at snakke med en eller anden og Costa fik øje på en anden person, der kom ned fra et tag. Så de havde været to?! Det gik op for ham, at det åbenbart var noget betalt arbejde, at de skulle fange ham. Trods situationen blev han nysgerrig. Hvem ville betale folk for at fange ham? Og hvad skulle der ske nu? Det sidste spørgsmål valgte han at springe let og elegant over, det havde han ikke lige behov for at dvæle ved. Den bro måtte han krydse, når han kom så langt.

Han nåede dog ikke at spekulere på så meget. Lettere fascineret så han til, mens hans krop bevægede sig uden ham. Pludseligt talte den anden vampyr til ham. Følge med? Der gik et kort stik af panik igennem ham. Han kunne jo ikke bevæge sig, hvordan..? Det viste sig nu at komme rimeligt automatisk, som hans krop bevægede sig væk, fulgte han med.
Men der måtte være en måde, hvorpå han selv kunne bevæge sig.. hvis han havde haft øjne, havde han knebet dem sammen, mens han koncentrerede sig. Fremad, fremad, fremad. Pludseligt bevægede han sig fremad, og han nåede lige at finde ud af, hvordan han kunne styre, inden bildøren blev lukket. Nu hang han bare og svævede over Gabriels livløse krop, mens bilen begyndte at køre.

Tale? Kunne han også tale? Han havde lidt svært ved at få hjernen pakket rundt om det, men det var her hans meget instinktive og knapt så tænkende personlighed kom ind. Han endte bare med at gøre det.
"This is just fucking insane. What the fuck do you want with me?"

Gabriel rakte om bag ved og tog sin egen mobil op af sin krops lomme, og gav sig til at spille angry birds på vejen, tydeligvis ikke særligt påvirket af at han var i en anden persons krop. Elizabeth så derimod ikke helt komfortabel ud med situationen. Mens hun kørte flakkede hendes blik konstant imod Constantines krop, vejen og bakspejlet for at se om Gabriels krop pludseligt blev levende igen. Det var nok også forståeligt, taget i betragtning af at hun sad ved siden af den person hun var blevet betalt for at fange, og at han til gengæld bare sad og spillede spil på mobilen.

"No need to be rude, y'know. I'm just doing what I'm paid to do. Kind of. This wasn't really part of the plan, but as long as we have your body with us, it's fine" Han trak igen på den raske skulder. "But I've been hired to torture you actually. You must've pissed off someone important, 'cause my services don't come cheap." Elizabeth kiggede tøvende over på ham, da det jo blot så ud som om at han talte med sig selv. "He's asking me questions, I'm not talking to myself this time"

Efter noget tid, parkerede de udenfor en gammel lagerbygning, som tydeligvis havde set sine bedre dage. Gabriel trådte ud af bilen, og gik op for at smide sin krop henover sin skulder, inden han begyndte at tøffe indenfor. Da de trådte ind, var de i et stort, men relativt tomt lokale, hvor alle vinduer var tildækket med tæpper og gaffatape. Ovre i et hjørne var der en madras med et tæppe og en pude på til hvis Gabriel besluttede sig for at blive i løbet af dagen, og lige indenfor det område lå hans bærbar også. I midten af rummet var der en metalstol, som var standhaftig nok til at kunne holde til en vampyr, selv hvis vampyren var langt stærkere end både Constantine og Gabriel. Ved siden af stod et lille bord med både knive, skalpeler, nogle nåle, tråd, boremaskine, sav og alt muligt andet værktøj, som så mere end bare lidt malplacerede ud- Og sidst men ikke mindst lå der en træpæl. Egentlig var det ikke meningen at han skulle dræbe Constantine, men han havde fået tilladelse til at gøre det, hvis han blev for umulig.

"Well, here we are, this is gonna be your new home for the next month or so" sagde han så, hvorefter han smed sin egen krop på madrassen og gik over til stolen. "Yo, Elizabeth, help me get his body strapped in, will ya?" Elizabeth, som var fulgt med i stilhed, så stadig ikke helt tryg ud, men gik alligevel over til ham, og hjalp ham med det han skulle. Inden noget andet skete, tog Gabriel trøjen af, da han ikke rigtigt gad at skulle deale med den slags senere hen, hvorefter han satte sig i stolen, og de to begyndte at binde ham fast.
Det skulle gå lidt hurtigt, det kunne Gabriel egentlig godt mærke, for han begyndte lidt at miste sit greb over Contantines krop, da den prøvede at skubbe ham ud. Men alligevel formåede han og Elizabeth sammen at få bundet ham fast. Hans hænder var sat bundet fast med sølvlænger til stolens armlæn og hans fødder blev bundet fast til stolebenene. Gabriel prøvede at vriste sig fri på alle mulige måder, bare for at se om han kunne slippe fri, men nej. Selv ved sin fulde styrke ville han næppe komme fri.

Det passede ham også fint, for så snart han var færdig med at teste, blev han revet ud af Constantines krop, og ind i sin egen. Og det første han mærkede var blodmangel. Blodmangel og stivhed i sin krop. Der lød et utilfredst støn fra ham, da han tvang sig selv op og sidde. Teknisk set havde hans krop været 100% død i den tid han havde været ude af den, og havde der gået meget længere var man begyndt at kunne lugte det. Men heldigvis var det bare det her. Det skulle bare gås og drikkes væk.
Han åbnede træt sine øjne, og så over imod Constantines krop, lidt spændt på hvordan han ville reagere på det hele.

Constantine kunne ikke så meget andet end at hænge der i bilen i sin ufaste form. At se sin egen krop bevæge sig var surrealistisk, og da Gabriel rakte om efter sin mobil og begyndte at spille spil på den.. Constantine ville have slået tingensten ud af hånden på.. sig selv? Hvis han kunne. Han havde ikke selv en mobil, der var ikke nogen at ringe med anyway, og det var forkert at se sig selv at sidde med sådan en tingest.

Da Gabriel sagde, at han var blevet hyret til at torturere ham, fnøs han. Nå så spirrevippen skulle torturere ham? Ja ja, nu fik de at se. Hvad kunne han gøre? Constantine frygtede ikke smerte, han var trods alt død ved at få hver eneste knogle i sin krop knust og dø langsomt mens blodet løb ud af ham. Og han havde oplevet lidt af hvert.
"I must have killed somebody they were sad to lose." Tænk at nogen tog det så slemt, at de ligefrem ville have nogen til at torturere ham. Spild af penge.

Han sagde ikke mere, men fulgte med, mens bilen blev kørt ind foran et stort lagerhus. Kliché til tortur. Da Gabriel gik ud af bilen, fulgte Constantine med, nu han havde fundet ud af, hvordan han skulle bevæge sig.
Gabriels ord om, at han skulle være der i en måned fik ham til at fnyse igen. Det var ikke rart at se dem binde hans krop fast i den modbydeligt udseende stol, der stod ved siden af et bord med redskaber til tortur. Constantine begyndte at blive lidt urolig og forsøgte at komme ind i sin krop, inden de blev færdig med at spænde ham fast, men det lykkedes ham ikke. Shit, det var ikke helt godt, det her.

Pludseligt skiftede han synsvinkel. Han hang ikke længere over sig selv, men var sig selv og så ud igennem sine egne øjne. Det tog ham et par sekunder at vænne sig til den tunge fornemmelse af sin krop, men ellers var det første han gjorde at hive hårdt i kæderne, der holdt ham fast. Det havde ingen effekt. Han kunne mærke sølvet brænde i mod hans hud, og kuglen sad stadig i hans skulder.
Han løftede blikket og så først på djævlen og derefter på den yngre vampyr. Han vidste godt, at han var lidt på skideren, men det behøvede han jo ikke at vise. Så et grin bredte så på hans ansigt.
"You know, I'm gonna rip your throat out, when I get out of this stupid chair." Han flyttede blikket til djævlen. "Well, I'm gonna drain you for blood first. Bite every inch of that pretty body of yours." Han klappede tænderne sammen, så de gav et højt klik, inden han grinede endnu mere.

Gabriel sendte Constantine et smil, som var lidt for sødt til situationen, da han blev truet. "That's adorable" sagde han blot, inden han kom op og stå igen. Han haltede lidt da han gik over imod den ældre vampyr, stadig ret stivbenet efter det hele. "Anyway, I never promised anyone that I'd let you go when I was done. I just have to prove I've tortured you, and then I get paid" brummede han, mens han lod sit blik glide henover sine våben-muligheder. Han havde bare taget lidt af hvert med. Noget af det havde han i forvejen, noget havde han lånt, og resten havde han stjålet på hospitalet. Det skulle nok blive underholdene at få lov til at være på den modsatte side af torturen igen. Han havde trods alt ikke lavet sådan noget her siden han mødte Julien.

"Now I wonder what I should do first? As a kid I always wanted to be a surgeon, but I never got too far with my education. It's never too late to learn though, so I was thinking of removing your intestines, just to get a better grasp on anatomy" sagde han, mens han løftede en skalpel op i sine hænder, og vendte den lidt rundt i sine hænder. "I could also cut your arm off, limb by limb, and then stitch you back together" Han lød ret overvejende, som om at han ikke var helt sikker på hvad han ville vælge. "Or maybe I should let you stay here overnight, and go get some blood. And then go home and rest during the day. If I did that, I'd have proper time to plan our little practice-session"

Gabriel så overvejende på den ældre vampyr, tydeligvis ikke synderlig påvirket af samtalen. "What do you say? You're gonna be my labrat for a while, so I might as well take your thoughts into consideration"

Constantine fulgte Gabriel med blikket, da han humpede over mod ham.
"I know, I'm fucking lovable." Selvom han sad i den her ret dårlige situation, lukkede han bare det samme lort ud, som han plejede. Selvom han virkede meget afslappet, var han ved at se, om han kunne få sine hænder trukket ud under kæderne. Om han så skulle brække en tommelfinger. Men de var alt for godt spændt omkring hans håndled til, at det kunne lade sig gøre. Han mistede dog ikke modet af den grund.

Hans blik gled over til det imponerende udvalg af torturvåben. Constantine torturerede selv, men for det meste kun med sine tænder eller sin kniv. Medmindre der var noget brugbart i nærheden. Han havde sig ikke et helt kit, som drengen åbenbart havde. Constantine torturerede så også kun for sin egen fornøjelse og ikke for penge.
"Don't count on me being here so long." Hans hænder ville ikke komme fri, og han blev lidt hidsig over det, så han rykkede hårdt i dem igen, selvfølgelig uden resultat.

Han så på skalpellen og kunne mærke en knude dukke op i sin mave. Okay, nu begyndte det at se grimt ud. Den yngre vampyrs ord lød som noget, Constantine selv kunne have sagt, og det skræmte ham faktisk. En del. For Constantine ville selv ikke tøve med at udføre sine egne trusler, og han havde ikke ligefrem lyst til at få sine indvolde skåret ud eller sin arm skåret af lidt efter lidt.
Man kunne ikke se hans nervøsitet på ham, udadtil var han stadig afslappet og med et glimt af morskab i øjet.
"I'm not in any hurry, as you might guess. I'll see you toorrow. You look like crab so some blood would probably do you good." Hvis han nu kunne få dem til at gå, ville han have længere tid og større mulighed for at komme fri. Om han så skulle gnave sine egne hænder af.

"Yeah, you're just as lovable as explosive diarrhea" svarede Gabriel, stadig med det lidt for sukkersøde smil om sine læber. Constantine virkede som en af de typer der svarede igen lige så meget som Gabriel selv gjorde, så det skulle nok blive sjovt. Om ikke andet kunne han få lov til at snakke så meget han ville for en gangs skyld, uden at have filter på hvad og hvor meget han skulle sige.

"Don't count on getting away without a discharge from your doctor" Han gav Constantines hånd tre små klap, inden han trak sin egen hånd til sig, og legede lidt videre med de forskellige instrumenter han havde til rådighed. Der var mange steder han kunne starte, det handlede bare om at vælge.

Vampyren mindede ret meget om Gabriel selv. Måske var han ikke heeeelt derude over Gabriel var, i hvert fald ikke når det kom til at snakke med sig selv og sådan noget, men alligevel snakkede han lige så meget som Gabriel selv gjorde, og virkede også nogenlunde lige så hovmodig. Der skulle en del til at knække ham, og Gabriel ville glæde sig til at være den som gjorde det.
"Hmm, nah, I'm going for the intestines" sagde han med et skuldertræk. "It's gonna be a little difficult with you sitting up, but I'll manage. If I accidentally cut off part of your dick it's your problem, not mine" Dog trods sine ord, satte han sig lige foran Constantine på gulvet, og så op på ham. "But first I want us to get to know each other, since we're gonna spend an awful lot of time together. I already know your name, but in case ya didn't catch it, my name is Gabriel. Now that that's outta the way, do you mind nicknames? I hope ya don't. What about Costa? Stan? Oh, how about Costa Rica? Wow, I already feel so much closer to you, and it doesn't seem too soon to go about taking out your intestines. Y'know what they say, you aren't real friends without some fun stories to tell"

Constantine fik et fornærmet udtryk i ansigtet, da Gabriel sammenlignede ham med eksplosiv diaré.
"That wasn't very nice." Det virkede til, at den her yngre vampyr havde lige så løs en mund som Constantine. Det skulle nok blive sjov at ping-ponge lidt med ham. Hvis det fortsatte med at være muligt. Det lød ikke betryggende med de planer, som den anden havde. Constantine var ikke decideret bange, men derfor behøvede han jo ikke ligefrem at kunne lide idéen om at få skåret maven op. Han kunne faktisk godt lide sin mave.

Han fugtede sin underlæbe og betragtede Gabriel, der pillede ved alle de spændende ting, Constantine ikke havde lyst til at stifte nærmere bekendtskab med. Der måtte være en måde, han kunne slippe ud af den her klemme på. Han kastede et blik på den kvindelige djævel. Hvis han bare havde været alene med vampyren, kunne han havde brugt sin evne, hvilket i hvert fald ville have givet ham noget tid.
Det gik op for ham, at han måske godt kunne slippe ud af lænkerne. Han overvejede det lidt. Det ville sikkert flå ham fra hinanden, for hans fødder var også bundet fast. Men ville brækkede knogler og led, der var rykket af led, ikke være bedre end tortur? Problemet var jo så bare, at han ikke kunne stikke af. Og så var han lige vidt. Oh well, det var da en backupplan.

Den yngre vampyr satte sig foran ham. Fandens, ingen ekstra tid til at stikke af i. Og han blev ved med at snakke om Constantines indvolde. Og han truede endda med at skære en anden del af ham. Dét var næsten en mere skræmmende tanke. Selvom den selvfølgelig ville vokse ud igen. Han valgte ikke at kommentere på det, selvom han var lige ved det. Ingen grund til at give rollingen gode idéer på dét punkt.
Gabriel. Det var godt at vide. Hvis Constantine slap levende fra det her, ville Gabriel fortryde, at han i det hele taget havde hørt hans navn. Da Gabriel sagde Costa, skar Constantine tænder. Han hadede det navn. Det var et levn fra hans tid som svageligt og udueligt menneske, det alle havde kaldt ham.
"Oh hello Gabriel. What a pretty angel-like name. Or did you say Gabriella? I'm not sure. Can I just call you Gaby?" Han grinede lidt af sine egne ord.

"By the way, could I get you to dig that bullet out of my shoulder? It's pretty itchy and I wouldn't like to be distracted while you cut my intestines out. It would be so sad if all your hard work is for nothing because I'm not attentive." Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede som om, at han lige havde sagt noget super hjælpsomt. Egentligt var det fordi, at han kunne mærke sølvet brænde, og han gerne ville have fuld kontrol over sin arm igen. Det var ikke specielt behageligt med sølv i kroppen og det ville være rart med så lidt smerte som muligt.

Gabriel trak på skuldrene til at Constantine ikke syntes at det han sagde var sødt. "Despite my cuddly appearance, I'm not a particularly nice person, so get used to it. Besides, your name sounds awfully close to constipated, so I saw my chance and I took it"

Dog så han ikke særligt imponeret ud, da Constantine forsøgte sig med at finde på irriterende kaldenavne til ham. Gabriella, Gabby... Han havde hørt rigeligt af sådan nogle navne, og at det var det samme som en ærkeengel? Old news. Så han himlede blot med øjnene. "If you wanna give me a nickname, be original" svarede han blot, mens han fandt en tush frem til at tegne lidt på Constantine. "And I've already taken Gabriella, so find your own" pippede Elizabeth endeligt op, tydeligvis mere afslappet nu hvor Gabriel var tilbage i sin egen krop.
Gabriel var igang med at tegne mærker på hvor han skulle skære, da Constantine spurgte om han ville fjerne sølvkuglen fra hans skulder. "The human brain has a hard time focusing on more than one type of pain at a time, so if I just make sure it hurts enough, and I will, you won't be distracted. Thanks for your concern though" brummede han, fuldt i gang med at tegne en smiley henover Constantines ribben.

"If you're getting gorey, I'm gonna go now" sagde Elizabeth, med rynket næse. "Why, is it too much for ya?" "I don't like seeing intestines lying places they aren't supposed to like, oh I don't know, outside the body?!" Gabriel trak blot på skuldrene. "Well if you don't wanna watch, that's your choice. It's not a choice I would make, but it's your choice"
Elizabeth lavede en grimasse, inden hun smuttede ud af døren, sikkert på vej hen for at få sin løn for at have hjulpet til. "Well, now it's just the two of us. Any last words?"

Constantine skar ansigt, da Gabriel sammenlignede hans navn med en kropslig funktion.
"Bad choice, no one laughed." Han sukkede og stirrede ned på Gabriel, der begyndte at tegne på ham med en tusch. Det så ikke ud til, at Constantine ville komme ud af det her. Han bandede højt og indædt inde i sig selv. Fandens. Det her var ikke sjovt. Smerte gjorde ham ikke så meget, men ligefrem at få skåret indvoldende ud.. nej tak.

"Hey, I hope that comes of in the shower, I'm not planning to run around looking like some kids drawing paper, when I have to impress the ladies." Han flyttede lidt på sig. "And that tickled."
Djævlen begyndte at snakke om at gå. Constantine fnøs. Hun var da svag, hvis hun ikke kunne tåle at se indvolde. Det hørte vel med til et job, hvor man skulle slå folk ihjel, at det blev lidt klamt. Constantine havde i hvert fald mange gange haft indvolde mellem hænderne. Dog aldrig sine egne. Hvis egentligt var meget imponerende.
"What a whimp." Han så efter hende, da hun gik. Dejligt! Så havde han bare lidt større sandsynlighed for at slippe væk.

Gabriel blev åbenbart færdig med at tegne og Constantine så ned af sig selv. Alt for mange sorte streger. Suk. Constantine var ved at affinde sig med, at det her ikke blev kønt. Så længe han slap levende fra det, overlevede han nok. Tøhø.
"Oh, I don't know. Fuck you, shithead?" Der var stadig ikke noget panik over ham, kun det der irritererende morskab, og hvis man kiggede godt efter i hans øjne, en smule vrede. Han var vred. Men han var også ret ligeglad. Ikke bange. Aldrig bange.

"Impress the ladies? With what, word-vomit? Goodness gracious, I'm glad that I wasn't born a woman. It'd make this job a nightmare." Var der en ting som Gabriel ikke rigtigt brød sig om, så var det når folk prøvede at smigre sig ind hos ham, baseret på udseende eller kække pick-up lines. Han var lidt ligeglad om man gjorde det med andre, men hvis man prøvede det på ham? Det var både ubehageligt og unødvendigt. Men desværre fandt mange ubehagelige typer hans højde (eller mangel deraf) og petite bygning tiltrækkende, så det var svært at undgå, især når man arbejdede om natten.

Et smil dukkede igen op på Gabriels læber over hvad Constantine sagde som sine sidste ord inden hans 'operation.' "No thanks, I have standards" svarede han bare til 'fuck dig' delen, inden han fandt skalpellen frem, og uden videre stak den igennem Constantines hud. Ingen advarsel, ingen bedøvelse, bare en skalpel i maven.
Det var lidt akavet at sidde i mellem vampyrens ben for at skære ham i maven, mest af alt fordi at vampyren sad op, og det gjorde det altså svært at undgå at skære i hans indvolde. Han fløjtede lidt, indtil han havde lavet et stort nok hul til at Gabriel kunne stikke sin hånd ind i maven på ham, tydeligvis ikke særligt påvirket af at han havde sin hånd inde i en anden persons mave.

This is so gross and wrong.
Whimp.
We shouldn't take this job. We're no better than the people who've done the same to us.
Come on, we've killed a ton of people, and now you decided to grow a conscience?
This is different. Whenever we take up jobs like this, we get depressed.
Live a little, it's not like he won't be alright when we're done!
Yeah, and that's the problem. He'll live with this, the same way we live with our problems
Whimp.

Trods sin indre diskussion, stoppede Gabriel ikke hvad han var i gang med, og efter at have fisket lidt rundt i Constantines mave, trak han mandens mavesæk ud - dog uden at rive den fri. Han havde ikke tænkt sig at ødelægge hans indre organer, bare hive dem ud og kigge lidt på dem, og så stoppe dem tilbage når vampyren havde fået nok, og lidt til. Så da han havde leget tilpas med den, foran Constantin, gav han slip og lod den dingle udenfor vampyrens mave, hvorefter han igen stak sin hånd ind og mærkede lidt rundt, med et meget koncentreret ansigtsudtryk.
"Huh, is that your lung? Or your heart? Can you feel which one I'm poking?" spurgte han, og prikkede lidt imod hvad han gik ud fra måtte være vampyrens lunge, eller måske hjerte? Han havde halvdelen af sin overarm inde i Constantine, så hvem vidste hvad han helt præcist havde fat i? Uanset hvad, føltes det sjovt, og langt blødere end man ellers skulle tro.

Constantine fik ikke rigtigt mulighed for at svare på Gabriels smarte tilbagesvar, før der blev jaget en skalpel ind i maven på ham. Smerten var intens, som der blev skåret et pænt stort og dybt hul i hans mave. Han bed hårdt sammen og stønnede af smerte. Det var slemt, men han havde prøvet værre. Meget værre.

Eller okay, nu kom den slemme del. Rollingen stak en hånd ind i hans mave, som var han en eller anden fugl der skulle have indvoldende ud. Underligt nok gjorde det ikke ret meget mere ondt, det føltes bare.. Forkert. Med store øjne så Constantine på, at han hev hans meget tomme mavesæk ud af såret.
"That is just gross. That's my stomach." Hans stemme var hæs, men samtidigt forfærdet og nysgerrig. Det var faktisk lidt vildt at se på sine egne indvolde. Hvis man kunne se bort fra smerten, der begyndte at gøre ham mere bleg end han var i forvejen og give han sved på panden.

Han måtte dog lukke øjnene lidt, for tanken om at have sine indvolde hængende ud af et hul i maven gav ham kvalme. Tro det eller ej. Heldigvis var det ikke lige det, vampyrer gjorde sig mest i, at brække sig. Hvad var der at brække op?
Gabriel stak hånden ind i ham igen og rodede rundt blandt hans indre organer. Constantine kunne ikke påstå, at det gjorde ondt, såret i maven var absolut det værste. Det andet føltes bare som.. en skarp hovedpinde i kroppen. Kunne man sammenligne det med det?
Han kunne tydeligt mærke Gabriel prikke til et eller andet. Trods ubehaget, satte Constantine et spekulativt ansigtsudtryk op og lagde hovedet på skrå.
"That would be a lung." Hans stemme var stadig hæs af smerten. For at understrege, at det var en lunge, hostede han. Da han var færdig så han på den yngre vampyr.
"Are you having fun?"

Gabriel så et øjeblik meget sjov ud i ansigtet da Constantine hostede, inden et lidt for stort smil fandt vej til hans læber. "That felt so weird. Do it again" sagde han, inden han igen prikkede til hans lunge, lidt mere insisterende, nu hvor han havde fået blod på tanden. Ikke bogstaveligt talt, vel og mærke for han var ikke specielt glad for vampyrblod, men det var tæt nok på.

Han stoppede dog kort, da han blev spurgt, om han havde det sjovt. "Yup. You should try it sometime" svarede han, inden han igen prikkede lidt rundt. Gabriel havde efterhånden ret meget blod på både sin arm, bluse og bukser. Det var nok meget godt at han havde en sportstaske med rent tøj med, for ellers ville han da få problemer med at gå igennem byen, når han en gang skulle hjem.
Efter lidt tid hev han igen noget ud, og denne gang blev det langt sjovere for ham at trække ud, eftersom han havde fat i Constantines tarme. Han rykkede sig lidt tilbage, for at de ikke landede på ham, inden han begyndte at trække dem ud, som var det bare et reb, eller en ledning. "Hm, I don't remember how long a personsintestinal system is... 7 meters, maybe 8? Well, we'll see. Scream in pain when I've reached the end, will ya?"

Og med det, fortsatte han ellers i et godt stykke tid, indtil han nåede til et punkt hvor der simpelthen ikke kunne hives mere ud... og alligevel trak han lidt ekstra, bare for at se Constantines reaktion. Og hvis der nu gik noget i stykker, gik det jo nok. Det ville hele og vampyrer brugte sådan set ikke rigtigt deres tarmsystem til noget, så der ville ikke være noget griseri derfra... altså udover blod selvfølgelig, men det var Gabriel sølet ind i allerede, så det gik jo nok.

Gabriels prik på Constantines lunge, fik ham til at hoste igen, han kunne simpelthen ikke lade være. Åbenbart noget, hans krop styrede helt selv, selvom han ikke havde brug for lungerne. For satan, det var ubehageligt. Det var ikke fordi, at det gjorde ondt. Det var bare skide ubehageligt at mærke en eller anden rage på ens indre organer.

Nej, det der gjorde ondt, var såret. Smerten skar igennem hans krop, hver gang Gabriel flyttede på sin arm og han kunne næsten mærke kød og hud blive rykket fra hinanden, når Gabriel rakte længere op i hans krop.
En enkelt sveddråbe løb ned ad hans tinding og ned ad hans kind. Constantine var vant til smerte, men det her var en længerevarende smerte, hans krop ikke kunne hele, så længe såret blev holdt åbent. Og han var ved at blive svag allerede, blodet væltede ud af ham og tærede på hans kræfter. Han var faktisk slet ikke sikker på, at hans krop kunne hele såret, når Gabriel var færdig.

Han spærrede øjnene lidt op, da Gabriel begyndte at hive hans tarme ud. Han fortsatte. Og fortsatte. Og fortsatte. Det gjorde stadig ikke rigtigt ondt, men det gjorde mere ondt end alt det andet, han havde lavet. Og da han endeligt blev færdig, skar Constantine ansigt, det føltes forfærdeligt. Der var tomt i hans krop, et stort hul, hvor der plejede at være noget.
"It's just getting more and more gross." Hans normalt smarte kommentarer var ved at blive lidt slatne, hvilket var et tegn på, at han var ved at have mistet for meget blod. Han forsøgte dog at smile, hvilket lykkedes nogenlunde.
"Oh, I have another idea for a nickname for you. Tiny Tot. Cause you're such a cute little one." Constantine snakkede bare for at snakke. For at forsøge på at tænke på noget andet end tarmene, der var klasket ud på gulvet.

Gabriel hævede et øjenbryn, og kunne ikke lade være med at grine. Han syntes at det blev mere og mere ulækkert? Jamen så blev det jo kun sjovere herfra. "Aren't ya a little squeamish? It's just some of your internal organs. From what I've found out about you, you don't seem too bothered by stuff like that. Perhaps you just don't like it, because it's your own this time around~. It's a bit hypocritical, don't ya think?" Han viftede lidt rundt med Constantines tarm i sin hånd, inden han gav slip, og lod resten hænge ud af maven på vampyren, som var det ingenting.

Dog rynkede han lidt på næsen over det navn han fik tildelt. Et eller andet sted kunne han vel godt følge ham, for Gabriel lignede i og for sig ikke en voksen mand, selvom han havde været det da han blev vampyr. Hvis noget, havde hans mangel af bumser og hudorme efter sin forvandling fået ham til at se endnu yngre ud end han gjorde i forvejen. Men det betød ikke at han brød sig om at blive omtalt som et barn.
"It's more creative than Gabriella, I'll give you that. But cute, really? I'm pulling out your intestines and you still describe me as cute? Man, you're more fucked up than I thought" brummede han, inden han rejste sig op.

Gabriel var godt sølet ind i blod, især på benene af sine bukser, samt sin ene arm og begge hænder. Han rakte over og tørrede noget af blodet på sine hænder af i Constantines bukser, inden han tøffede over imod madrassen og greb sin sportstaske. "By the way, I got an idea, to make sure that even if I give you blood, you still won't be able to attack me. In theory of course, I have no idea if it'll work. But that's why you're my labrat, so I can try stuff on you, see how it works, and avoid people doing it to me" sagde han, mens han rodede lidt rundt i tasken, indtil han fandt en lille bøtte med små kugler i. "These were hella expensive though, so hopefully it'll pay off. If not, I'll extract them from your body anyway, and sell them to some idiot without telling what they've been used for" han rystede bøtten lidt, inden han tøffede tilbage til Constantin.

"Anyway, guess what these are and where they're going. I did kinda-almost spoil it, but hopefully you're smart enough to add the puzzle`pieces, no?"

Constantine himlede med øjnene, hvilket mere så ud som om, at han besvimede, fordi han var så bleg. Blodtabet var begyndt at kunne ses, så nu var han ikke kun bleg på grund af smerten, men næsten gennemsigtigt, fordi der ikke var så meget blod tilbage.
"I don't usually play with people's insides. Most creatures die from that, you know." Hans stemme var blevet mere og mere hæs, men man kunne stadig høre, hvad han sagde. Hans blik var også vågent nok endnu, men for ham selv var det en smule sløret. Satans til blodtab.

Han fik et smil frem, da den yngre vampyr tydeligvis ikke brød sig om sit nye kaldenavn. Bingo. Nu vidste han, hvad han skulle kalde ham, mens det her stod på. Tiny Tot. Det hjalp lidt på humøret, i hvert fald for lige nu.
"Oh, I don't think you're cute. But you look like someone the ladies would fight each other over to get to put you in a diaper and hand you a bottle of milk." Han forsøgte at grine, men det var virkeligt ubehageligt, mere ubehageligt end at snakke. Alle hans organer føltes løse og han havde ikke ligefrem lyst til at se resten vælte ud på gulvet. Så han holdt hurtigt op igen og fulgte Gabriel med øjnene, da denne gik over til en madras og begyndte at rode i en taske. Hvad havde han nu fundet på?

For helvede, sølvkugler. Mere sølv. Constantine, der var ved at vælte lidt forover, rettede sig op og stirrede surt på Gabriel. Hvis drengen virkeligt smed dem ind i Constantines blottede inde, ville han ikke kunne komme nogen steder. Og når hans krop en gang helvede. Tanken var virkeligt ubehagelig.
"You're fucked in the head. I' so gonna tear you a new one, when I'm free again."