Det kommer til at gøre ondt (Gabriel) -Gore-

"Why 'you gotta be like that, huh?" Gabriel skød underlæben frem og gav Constantine det sødeste hundehvalpe blik han kunne, som kunne have set utroligt nuttet ud, hvis der ikke havde været store mængder blod på hans person. "Besides, they don't wanna put me in a diaper... They just wanna pinch my cheeks and hug me. Being my height though, means boob hugs and I bet that's more than what you get" Han stak barnligt tungen ud imod vampyren, inden han tøffede over og hentede sølvkuglerne.

Et smil brød frem på Gabriels læber, da Constantine kommenterede på planen om at plante sølvkugler inde i ham. "I never claimed I was sane. And once again I'm gonna correct you and say if you get free. I don't have any plans of letting you go in the near future, or ever for that matter" Han tog en af sølvkuglerne op og kastede den op og ned et par gange i sin hånd, med et overvejende ansigtsudtryk. Hvor mange skulle han putte ind i vampyren? Nok ikke for mange, han ville jo helst gerne have at Constantine skulle kunne koncentrere sig når de snakkede.
Efter lidt overvejelse, satte han sig igen ved Constantines fødder, lagde sølvkuglerne fra sig, og begyndte at lægge Constantines tarme på plads, tydeligvis med mere forstand på anatomi end han først havde sagt, da de blev lagt ordenligt på plads. Og da han havde sat det, og alt det omkringliggende ordenligt på plads, sad han bare med Constantines mavesæk i sine hænder.

"It feels so weird. But then again, it's been long since I've held another persons stomach like this" Han prikkede lidt rundt til den, inden han tog en skalpel og forsigtigt skar et hul, hvor han kunne stoppe 6 sølvkugler i. Da det var lykkedes, rakte han over og tog en nål og noget tråd, som tydeligvis var lavet til medicinsk brug.
Det tog ikke lang tid at tråde nålen, og derefter syede han med uhyggelig finesse hullet sammen, og lagde hans mavesæk på plads... og hældte så en lille håndfuld sølvkugler ind i Constantines krop.

Med alle hans indvolde på plads, rensede han hurtigt såret med jod - ikke at han troede at Constantine ville blive syg ellers, det var mere på grund af sin førnævnte uddannelse - og syede ham så sammen igen.
"There. As good as new" han gav mandens mave et lille klap, inden han rejste sig op og strakte sig. "I would've kept going, possibly taking out a lung, but you're looking a little pale, so maybe some other day. Who knows" han trak på skuldrene, egentlig lidt spændt på at se hvordan vampyren havde det efter denne behandling. Ville han reagere som Gabriel selv gjorde, da det her blev gjort imod ham? Meh, nok ikke. Gabriel havde trods alt været væsentligt yngre, og han havde stadig haft sin forstand dengang. Han kunne slet ikke snakke mens det skete, og fandt også ud af at jo, nyfødte vampyrer kunne godt brække sig, hvis de ikke på anden måde havde tømt deres mave inden de blev forvandlet.

Constantine havde ikke noget i mod at sparre drillende kommentarer med Gabriel, men han var begyndt at være godt træt og svimmel, så der kom ikke flere kommentarer fra ham om Gabriels nuttethed. Han orkede egentligt heller ikke rigtigt at diskutere med ham, om han kom fri eller ej, så han fnøs bare og fulgte træt Gabriel med øjnene.

Sølvkuglen glimtede ubehageligt, og Constantine kunne virkeligt ikke lide tanken om, at den og dens fæller skulle ind i hans krop. Trods smerten fra maven, der stadig var åben, kunne han stadig mærke den lette sviden fra kuglen i skulderen. Sølv var en af vampyrens svagheder, og han hadede det dumme metal. Folk havde en tendens til at bruge det i mod ham, der var overraskende mange, der havde våben af sølv, så snart man var inde i væsenverden.
Han så på Gabriel, da denne satte sig og begyndte at putte hans tarme ind igen. Smerten fra såret intensiveredes hver gang Gabriel stak hånden igennem det og rørte kødet. Men det var nu rart at få sine tarme ind i maven igen, dét ville Constantine ikke benægte. Han var bare for udmattet til rigtigt at spille smart eller på anden måde vise energi. Det var sjældent, at han mistede SÅ meget blod på én gang, og det var ret skræmmende, så træt han var blevet så hurtigt. Han vidste godt, at han ikke kunne dø af blodmangel, men derfor var det ret ubehageligt alligevel.

Da skalpellens blad gik igennem hans mavesæk, gav det et ryk i Constantine og han stønnede og skar ansigt. Han greb hårdt fat om stolens armlæn, så hans knoer blev hvide, hvilket næsten ikke kunne ses, da han var så bleg.
"Son of a.." Han stønnede igen og lukkede øjnene, mens Gabriel puttede kuglerne ind i mavesækken. De brændte ubehageligt, men han kunne næsten ikke mærke det for smerten ved at have fået hul på mavesækken. Da Gabriel begyndte at sy hullet sammen igen, knugede Constantine endnu hårdere om armlænene, så hårdt at hans muskler begyndte at ryste. Smerten var så intens, at han ikke kunne sige noget, hvilket sikkert nok var godt nok, for det ville ikke være noget kønt, der kom ud af munden på ham.

Endeligt blev den yngre vampyr færdig med mavesækken og stoppede den på plads. Constantine havde stadig ondt, men det føltes som om, at den rest energi hans krop havde til at hele, gik til det indvendige sår, så smerten blev ret hurtigt mindre.
Det sved gevaldigt, da Gabriel rensede såret og Constantine stirrede bare på ham med et undrende blik. Han ville sige et eller andet, men han havde ikke rigtigt energien. I stedet så han bare til, mens Gabriel igen hev nål og tråd frem. Smerten ved nålen, der stak igennem hud og kød var på ingen måde lige så slem som det åbne sår eller hullet på mavesækken, så Constantine lukkede bare øjnene og forsøgte at samle kræfter.

Endeligt blev Gabriel færdig og da han klappede Constantine på maven, åbnede han øjnene og så på ham med et blik, der lovede død og ødelæggelse, hvis han fik fat i ham. Lige nu var humoren væk, han alt for svag til at mønstre det.
"You're so dead." Hans stemme var svag og hæs, men det blev truslen ikke mindre af.

Gabriel var lidt skuffet over manglen af samtale mellem ham og Constantine. Han havde ellers glædet sig sådan til at se hans reaktion på det hele, men vampyren var tydeligvis ikke klar nok i hovedet til at sige noget til det hele.

He did just have his intestines pulled out and then put back in with silver beads, so...
No less of a disappointment. I rate his reaction -1 out of 10. Not enough actual reaction, and I would not recommend him as a subject for further torture. I feel like we've been mislead by his huge mouth.
We just did a dissection of him, oF COURSE HE'S NOT OKAY, YOU ACTUAL BAG OF SHIT.
UH RUDE?
"Shut up you guys, I'm trying to concentrate" brummede han en anelse utilfreds, mens han syede det sidste op.

Den lille kommentar Constantin kom med, fik dog et smil frem på Gabriels læber. Helt død var han altså ikke. "Huh. And here I was going to feed you some blood, but after hurting my feelings like that, I guess that's out of the question." sagde han så, mens han tørrede sine hænder af i Constantines bukser.
Da hans hænder var nogenlunde rene, rejste Gabriel sig op igen og tøffede over til sine ting. Ud af sin sportstaske trak han en gammel to-liters faxe kondi flaske op, hvor indholdet var erstattet med blod, samt to plastikkrus. Han dumpede ned og sidde ved siden af madrassen, for ikke at smøre blod ud over det hele på den, og hældte blod op i det ene krus, hvorefter han løftede det op med det mest selvfede smil om læberne. "Cheers" sagde han så, og tog en stor tår af blodet. "Ahhh, that was just what I needed"

Hvis Constantine havde kendt til den indvendige diskussion i Gabriels hoved, havde han først leet højt og bagefter været blevet fornærmet over det, den ene stemme sagde. Han var ikke så påvirket af tortur eller smerte, men han havde tabt alt for meget blod til at være frisk nok til sjov og ballade. Gabriel havde lagt hårdt ud, og det kunne Constantine godt mærke ved blodtabet.
Han hørte godt, at Gabriel snakkede med sig selv, men reagerede ikke på det.

Han rettede sig op, da Gabriel begyndte at snakke om blod. Blod. Constantine mærkede håbet røre på sig. Grådigheden. Han skulle have noget blod. Hvis han fik noget blod, ville alting blive meget bedre. Han fulgte Gabriel med øjnene, som denne gik hen og fandt en stor sodavandsflaske fyldt med blod frem. Da Gabriel skruede proppen af og duften af blod nåede Costantine, gav det et ryk i ham og hans næsefløje vibrerede. Der kom lidt mere i liv i hans øjne.
Dog blev hans ansigtsudtryk skuffet, da Gabriel begyndte at sidde at drikke for sig selv. Åh, hvor var han sulten. Han fugtede sine læber og overvejede kort, hvad han skulle svare.

"You know, I have this feeling, that you love torturing and stuff. I'm pretty sure I'm not what you would see as the perfekt victim as long as I'm half unconsious from lack of blood. I don't even have the energy to scream." Det sidste blev understreget af, at hans stemme stadig var lav og hæs som kunne han ikke få mere lyd ud af sig selv. "Some blood would sure make this a lot more fun for us both."

At han direkte opildnede den yngre vampyr til mere tortur var nok ikke det mest smarte træk, men Constantine regnede med, at de alligevel ikke var færdige, så hvorfor ikke? Så længe han kunne lokke noget blod ud af ham.
Selvom han var fuldstændig energiforladt, fik lugten af blod ham alligevel til at forsøge at komme ud af kæderne, der holdt ham fastbundet til stolen. Uden held selvfølgelig, han var en del svagere, end da han blev sat i stolen, men åh, der var blod lige for næsen af ham.

Gabriel sad blot og drak lidt videre mens Constantine snakkede, mest af alt for at være provokerende. Og da han endeligt stoppede, slikkede han blodet af sin overlæbe, mens han så meget overvejende ud. "You make a compelling argument, but I don't really care all that much. Sure it'd be more fun, but seeing people slowly wither away is entertaining too. Besides, you really hurt my feelings. So I'm gonna go out and change my clothes, get some of this yucky stuff off my arm, and when I get back I might consider letting you have some blood, but only if you apologize, and say please. Otherwise you'll go to bed on an empty stomach. Am I making myself clear?"

Og med det, tømte han glasset, og fandt noget rent tøj og et håndklæde frem, som han smed under armen, hvorefter han rejste sig op. Han strakte sig kort, og gik ud af en anden dør end den de kom ind ad, og smuttede ud på det nærmest-liggende toilet. Det blev ikke det mest effektive bad, da det blev til at han smed sin t-shirt i vandet, og begyndte at skrubbe som var det en klud. Men det var nok til at få både sved blod af hans krop, og han havde heldigvis ikke for langt hår til at han kunne gøre det vådt og få vasket det nogenlunde i vasken. Det var vel at bruge hvad man havde til rådighed.

Gabriel blev ret hurtigt færdig, men han besluttede sig for at spille nogle spil på sin mobil, inden han gik ned til Constantine igen. Han ville trods alt ikke komme alt for hurtigt tilbage, for tænk hvis vampyren slet ikke nåede at lære noget? Nej, var der noget han havde lært af Julien, var det at man skulle være tålmodig. Og det var han også. Der gik godt over en time, før han kom ned igen, med sit håndklæde henover toppen af hans hoved, og i et rent nyt sæt tøj, med det gamle blodige tøj i en plastikpose.

"So, did you miss me?"

Constantine havde svært ved at håndtere, at knægten sad der og drak blod for næsen af ham. Han havde dårlig selvkontrol, hvad blod angik, i forvejen, og nu hungrede hans krop efter den røde væske. Selv smerterne røg i baggrunden for sulten, der sled igennem ham, og han kunne ikke få øjnene fra det plastikkrus Gabriel sad med. Hvis ikke Constantine var ligeglad, var det næsten pinligt at sidde der, bundet til en stol, og se på Gabriel, der tydeligvis provokerede ham, med sulten og trangen tydeligt malet i ansigtstrækkene.

Dog fik Gabriels ord ham til at rette sig op og rynke på næsen. Sige please og undskylde? Hvad troede han selv? Der kom noget, der kunne være en halvdød latter fra Constantine, da han sagde det.
"Yeah right, as if that ever happens." Selvom han havde det som om, at han kunne tømme tre kroppe for blod, havde han ikke tænkt sig at undskylde og bede pænt om at få blod. Han ville jo ikke dø, og havde prøvet at sulte i lang tid, flere gange. Dog ikke så ofte ved at alt blodet blev drænet på én gang. Det gav en anden form for sult.

Han så efter Gabriel, der gik ud for at gøre sig selv ren. Endeligt var han alene, men der var ikke så stor mulighed for at komme fri. Han var så svag, at han havde svært ved at sidde oprejst, og han ville på ingen måde kunne komme fri af stolen. Selv idéen med at skifte skikkelse var udelukket, for han ville bare flå sig selv i stykker i forsøget, plus han slet ikke var sikker på, at han kunne med så få kræfter, som han havde. I stedet lukkede han øjnene og faldt lidt sammen for at forsøge at spare på energien. Det var ikke ligefrem muligt at få en lur, det havde han for ondt til, men det lykkedes ham alligevel at forsvinde lidt væk i det lange stykke tid, Gabriel var væk.

Han rettede sig op med et lille ryk, da Gabriel kom tilbage, hvilket fik ham til at skære ansigt. Såret i maven var overhovedet ikke helet, men han var ret sikker på, at mavesækken var hel igen. Heldigvis, dét havde gjort ondt.
"Sure I missed you and your charming personality." Han mumlede, mens han så på Gabriel med øjne, der var ved at være lidt slørede.

Gabriel så ikke særligt påvirket ud over Constantines sarkastiske bemærkning, og var det heller ikke rigtigt. Med så mange personer i sit hoved, så var han skam vant til at høre lidt af hvert. "Good to hear, anyway, getting all this blood rinsed off reminded me why I usually don't take torturing jobs. They're so messy, and it's exhausting to wash it off my clothes" han løftede posen med det blodige tøj for at understrege sin påstand. "This means no more bloody stuff is happening today. I don't wanna go ahead and get washed again, and you seem a little pale from your blood loss. Instead, we're gonna play around with something else, ya dig?" og med det, trak han en lighter frem. Den havde ligget i lommen på hans hoodie, og var faldet ud da han tog den af for at skylde sig, så derfra havde han fået en ret god, og meget forfærdelig idé.

"So, here's the deal. Either you apologize, and ask nicely for some blood, or we're gonna see how long it takes for me to burn your fingers off. So what do you say, Costa? Do ya want blood or fire?" Gabriel kastede lighteren op og ned i sin hånd et par gange, mens han ventede på Constantines svar. For en vampyr, der ikke røg, var det nok ret underligt at Gabriel rendte rundt med en lighter, men det, samt en lille smule olie, var utroligt behjælpeligt når man skulle skaffe sig af med et lig.

I mens han gav Constantine tid til at tænke over sit svar, tøffede han tilbage over til madrassen, og smed sin pose med tøj over på sportstasken. Derefter satte han sig ned og hældte endnu et glas blod op til sig selv, både for at kunne få noget at drikke, da turen med Constantine trods alt havde været lettere udmattende... men det var mindst lige så meget for at pirre vampyren.

Constantine skulle til at fyre en kommentar af om, at Gabriel bare kunne lade ham gå, hvis han ikke brød sig om at få blod på tøjet, men blev stoppet af, at han tog en lighter frem. En fucking lighter. Som alle andre vampyrer hadede Constantine ild. Det var noget, man kunne dø af. En lang og smertefuld død, fordi en vampyrs krop ikke ville bryde sammen som et menneskes, men bare forkulle, hvilket tog laang tid. Han stirrede på lighteren og mærkede faktisk en lille bitte smule frygt. Ikke meget, bare et lille stik, men nok til at han flyttede lidt på sig.

Da Gabriel stillede sit ultimatum, forsvandt frygten dog igen. Sikke en lille lort. Han burde have en ordentligt røvfuld. Hvilket Constantine ville være glad for at give ham, når han en gang slap ud af den her forbandede stol. Han blottede trodsigt tænderne, som et hidsigt rovdyr, der markerede sin utilfredshed.
"Go screw your self." Han havde ikke behov for tid til at overveje sit svar, selvom han egentligt nok burde. Det ville jo ikke gøre ondt at undskylde over dødstruslen, men det var ikke Constantines stil. Han undskyldte ikke over for noget, han sagde eller gjorde. Han gjorde som det fucking passede ham, det galt også trusler til den, der torturerede ham.

Med et vredt blik stirrede han på Gabriel, der satte sig til at drikke mere blod. Når han en gang fik fingrene i ham.. det ville blive endnu mindre kønt end det var lige nu. Han ville ikke bruge meget tid på at torturere ham, bare gøre hans død så smertefuld som muligt.
Normalt ville Constantine måske ikke reagere så voldsomt, den yngre vampyr gjorde jo bare sit arbejde, men der var alt for meget ekstra ud over torturen. Alt for meget provokation. Hvilket var det, som Constantine ville have hævn for. Skide være med torturen.

"Hmm, nah, I'm good" var Gabriels svar til Constantine, hvorefter han trak på skuldrene. Selvom han havde håbet at vampyren ville give efter så han selv kunne få sin skønhedssøvn, så regnede han ikke med at han fik fred før han havde fodret sit offer. Det betød dog ikke at han gav efter. Alle vidste at god opdragelse kom af at være bestemt med sine krav, og ikke bare give efter.
"I'll give you five minutes. If you haven't changed your mind by then, I'll get the lighter." At han ventede på at Constantine svarede, afholdte ham dog ikke fra at drikke et glas blod eller to, mens han sad og spillede lidt mere på sin mobil. Utroligt som de her spil var så sjælesugende. Det var godt at Gabriel normalt ikke havde meget tid til at spille spil, for så sad han nok og fodrede katte på sin telefon hele dagen, så han kunne tage screenshots og sende dem til Julien på de mærkeligste tider på døgnet.

Speaking of cats, maybe we should drop Marshmallow off at Julien's?
Yeah, she becomes such a diva when we don't keep up with her schedule.
"I'll call him later and ask him to feed her. He'll probably understand"
I think he likes her, just a little, even if it's only because she never pissed on his stuff
Yeah. Our little fluffball is loveable, isn't she?

Gabriel rynkede lidt på panden over sin indre samtale. Blev han virkeligt sentimental over sin egen kat? Meh. "Hm, oh well, I believe your time is up. Did you change your mind, or should I get the lighter?" spurgte han, men var allerede igang med at finde den frem, og gå over imod Constantine med den. Han regnede ikke med at vampyren skiftede mening.

Constantine blev ved med at stirre på Gabriel, som denne sad og drak blod og spillede på sin mobiltelefon. Åh, hvor ville han gerne flå hovedet af den rolling. Give ham en ærestreg.
Lugten af blod var næsten for meget at tage for Constantine, der virkeligt havde brug for blod. Samtidigt var han ikke vant til at sulte, han var vant til at spise, når han havde lyst, så ikke at kunne spise nu var uudholdeligt. Dog var hans selvkontrol alligevel større end man skulle tro, så han blev bare siddende stille og stirrede på Gabriel.

Den yngre vampyr sagde noget, som virkede mest henvendt til nogen, Constantine ikke kunne se. Det gik op for ham, at det ikke var første gang, at han havde snakket med sig selv. Som en halv samtale. Hvad var der galt med ham? Han kneb øjnene lidt sammen og betragtede Gabriel, dog uden at kunne regne ud, hvad det handlede om.

Da Gabriel spurgte ham, om han havde ombestemt sig, fnøs Constantine.
"I don't do sorry and please." Der var en surmulende tone over hans ord. Selvom han stadig ikke havde energi til at snakke specielt højt, var der alligevel lidt mere kræft i hans stemme, da han havde haft tid til at hvile sig. Hans mave skreg stadig af smerte på grund af det store sammensyede sår, men det havde fået ro og et sår var et sår. Til at håndtere. Selvom det var dybt.
"You can put that thing up your ass, then I might consider saying please." Der kom et kort smil over hans læber, et af de smil, som normalt kunne give hans ofre gåsehud, men lige nu bare virkede uskadeligt, som han sad der, bleg og stadig fugtig af sved fra smerterne. Han var ikke ret farlig at se på, faktisk var han ret sølle.

Gabriel sukkede dybt og lettere dramatisk, da Constantine tydeligvis ikke ville give sig. Og dernæst så han lidt fornærmet ud, da vampyren sagde at han først ville sige be' om pænt, hvis Gabriel stak lighteren op i sin røv. "For the last time, no thanks. I really really don't need something up my butt, you pervert" Han himlede med øjnene, og lagde armene over kors, rykkede om bag stolen.

"I could burn your hair off. I bet that'd teach you a lesson" brummede han, og tog også fat i Constantines hår, for at understrege at det var en mulighed. "But since you're so keen on looking good, I guess losing limbs is better than the hair. It'd be a shame if you couldn't hide some of your ugly with your hair" Og med det, skubbede han vampyrens hoved forover, og bevægede sig over til hans side, hvor han satte sig på hug. Constantines hænder var bundet til armlænene, så hans hænder stak et godt stykke ud, hvilket passede Gabriel fint. Det gjorde det lettere.

"Okay, here's the deal. The safeword is 'please stop,' followed by a nice and neat 'thank you' as soon as I put the fire out, and then you're gonna apologize for being so rude. If you don't do it, I'm gonna keep burning your fingers, until you don't have any left, and then I'm gonna keep going with your toes. And if you don't find that motivating enough, I can assure you that the sun is rising in a few minutes, and I can easily move you and the chair outside, and I'll survive longer than you in the sun"
Med de ord, tændte han lighteren og holdt den under Constantines fingre. Han havde ikke tænkt sig at dræbe ham, absolut ikke... men han kunne sagtens finde på at smide vampyren udenfor i et par minutter, og trække ham ind igen lige inden han brændte op, bare for at bevise at han ikke kom med tomme trusler.

Constantine var ikke glad ved, at Gabriel tog ved hans hår, så han hev for at komme fri, hvilket ikke lykkedes. Så svag var han åbenbart. At Gabriel kommenterede på hans udseende fik Constantine til at hvæse lidt af ham. Han gik ikke super meget op i sit udseende, men at Gabriel ligefrem kaldte ham grim, det var for meget.
"I'm pretty sure I'm a lot hotter than you," mumlede han, da Gabriel havde skubbet hans hoved fremad.

Han fulgte Gabriel med blikket som han gik frem og satte sig ved Constantines hånd. Hvis hans hjerte havde virket, ville det banke i vildskab. I stedet fugtede han sine læber, eller han forsøgte, hans mund var tør. Selvom han stadig var fornærmet og vred på rollingen, var der alligevel en lille smule frygt gemt under det hele. Han kunne skære så meget i ham, som han ville, men ild.. Han lyttede til Gabriels ord og skar ansigt. Det der med at bede pænt om, det var noget pis. Han vidste godt, at den eneste, der bragte ham i problemer lige nu, var ham selv. Han havde trods alt en stolthed at skulle tage vare på.

"You're such a pi.." Han nåede ikke at sige mere, før ilden ramte hans fingre. Det gav et ryk i ham og hans tænder klappede sammen, da hans kæbe spændte op. Der kom nogle små lyde af smerte fra ham, men der gik ikke lang tid, før han ikke længere kunne holde et skrig inde. Smerten var forfærdelig og han kunne lugte sit eget kød blive stegt, høre huden boble. Han kastede sig frem og tilbage i stolen i et forsøg på at komme fri og væk fra smerten, men intet havde ændret sig og han sad lige så ubehjælpeligt fast som før. Han skreg igen, da han havde fået fyldt lungerne op med luft. Han kunne ikke holde den længere, selvom det gjorde lige så ondt at give efter, som at blive brændt af ilden.

"Alright, I'm sorry! Please stop! Please stop.." Han kunne næsten ikke få de sidste to ord ud, før hans krop igen insisterede på at spænde hans kæbe op i smerte. Han vred sig stadig i stolen. Hvorfor lige ild? Han ville næsten hellere sænkes ned i et badekar fyldt med sølv.

Gabriel ignorerede Constantines kommentar om hans udseende. Han havde intet imod at indrømme at han ikke var definitionen af 'hot' men han gad ikke at gøre det foran Constantine. Desuden kunne han prise sig lykkelig over at se lille og uskyldig ud, for folk undervurderede hans evner, ligesom vampyren selv havde gjort, og det gav ham ofte et forspring, uden at folk indså det.

Det alt for sukkersøde smil vendte tilbage til Gabriels ansigt, da den ældre vampyr endeligt begyndte at skrige. Ja, han kunne næsten have set nutted ud, havde det ikke været for den fact at han sad og brændte Constantines fingre af, og så ud til at have det sjovt med at gøre det. Og det havde han også! Efter at have hørt på den kvajpande tale så meget, som om at han var bedre, så var det nu rart at høre ham skrige. Karma ville sikkert bide ham i røven for det på et tidspunkt, men nu troede Gabriel ikke super meget på den slags, så det gik nok.
Det bedste var dog, da vampyren gav efter, og lod Gabriel få sin vilje. Se det var tilfredsstillende på et spirituelt level. Det var lige før det virkede helende på hans sjæl! Og bedst af alt, så havde han fundet vampyrens bristepunkt.

Som lovet, slukkede han lighteren, og trak den væk fra Constantines hånd, for ikke at virke som om at han bare ville brænde hans hånd af igen. "There. No more fire. So what do you say now? Hmm?" han så op på den ældre vampyr med de sødeste dådyr øjne han kunne fremvise, mens han afventede dagens store sejr. Gabriel: 1, Constantine: 0. Ahh ja, livet blev ikke meget bedre end det, gjorde det?

Ilden blev fjernet fra hans fingre, men det var ikke fordi, at smerten forsvandt. Hans fingre var ret brændt af, sorte, med vabler og sprækket hud. Constantine lukkede øjnene for et kort øjeblik. Blod. Han skulle have blod. Det krævede bare, at han ligefrem sagde tak for ikke at blive tortureret. Tak og undskyld. Stoltheden sad stadig i ham, men den var i hård kamp med hungeren efter blod og smerterne fra hånden og maven. Så han sagde ikke noget med det samme, han skulle lige finde ud af, hvad han egentligt ville svare.

Til sidst åbnede han øjnene og så på Gabriel med et blik fyldt med vrede og iskoldt had. To sætninger sloges på hans tunge. Det var den forkerte, der vandt.
"Fuck you and give me some blood you fucking piece of shit. I'm gonna rip you to pieces when I get out of this chair, rip you to pieces and feed you to a friggin' werewolf!" Han kastede sig frem i stolen med en hvæsen, som for at angribe ham. Det var nok ikke smart, at vreden vandt, det eneste han nok fik ud af det, var flere brændte fingre, men han var bare vred lige nu. Han var så træt og så svag, og selvom han kunne grine af smerte, var ild bare dråben. Det var ikke sjovt mere og den her lille lort af en vampyr skulle have en røvfuld, så han kunne lære respekt for de voksne.

Gabriel veg ikke tilbage da Constantine bed ud efter ham, men så bare skuffet ud. "I like to think of myself as a patient man, Costa, but you're pushing it a bit now" sagde han med et suk, og tændte lighteren igen. "And you were so close too. It's a shame really. Not at much for me as it is for you" Men han slukkede lighteren igen, og rejste sig op. "Well, better go grab the big guns. Sunrise is in a few minutes" Og med det, greb han en skruetrækker, og løsnede stolen fra gulvet, hvorefter han begyndte at skubbe stolen over imod døren.

Da han nåede derover, skubbede han døren op, og skubbede Constantine udenfor. "I hope you're gonna learn yourhvorefter han gik tilbage indenfor, og lukkede døren. Han regnede ikke med at vampyren havde kræfter nok til at skubbe stolen afsted, og han ville alligevel ikke nå langt før solen stod op, da man allerede kunne se den titte op bag horisonten. Han tog sin telefon op, og satte en timer på til om fire minutter.

Han kunne selv godt klare 8 minutter i sollys uden at dø - men han havde ikke prøvet at skubbe den for at se om han kunne klare længere tid en det, for ærligt talt havde han ikke lyst til at brænde sig selv for sjov skyld. Men Constantine var ældre end ham, og selvom det ikke var voldsomt meget, så skulle vampyren jo ikke dø af det. Det var bare for at skræmme ham til at give efter.

Constantine blev ved med at stirre på Gabriel med et surt blik, som denne tændte lighteren igen. Men det var ikke ilden, han skulle frygte denne gang. Rollingen begyndte at skue stolen løs fra gulvet og snakke om solopgang. Denne gang var det et ægte stik frygt, der gik igennem Costa. At få brændt fingrene og hevet sine indvolde ud, ville være intet i forhold til at brænde op ude i solen.

"You're joking, right? You're not really gonna leave me out in the sun?" Man kunne faktisk høre panikken i hans stemme, som Gabriel trak ham hen over gulvet. Han blev skubbet udenfor og døren lukkede bag ham, som Gabriel gik ind igen.
"This is just great," mumlede han halvpanisk for sig selv, og forsøgt at komme fri af stolen endnu en gang. Solen var kun lige kommet op over horisonten, men siden der var en stor åben plads foran lagerhuset, var der ikke noget, der kastede skygge, som hvis de havde været længere inde i byen. Constantine fik altså al solen lige i smasken. Der gik ikke mange sekunder, før han kunne mærke sin hud reagere. Selvfølgelig var han i bar overkrop, så der var ikke noget tøj til at tage bare lidt af solens stråler.
"Fuck, shit.." Han lukkede øjnene, bange for at miste synet først. Det gik stærkt med at blive solskoldet, hans hud begyndte at blive rød og svide mere og mere. Han anede ikke, hvor længe, han kunne klare at være ude i solen. Han var ikke super gammel, men nu var det med at få sol ikke noget, han havde forsøgt sig med. Måske fem-seks minutter?

Smerterne begyndte at blive slemme, og han åbnede øjnene for at se ned af sig selv. Han var begyndt at dampe. Det var nok. Det her ville han ikke overleve.
"Hey, I'm sorry, okay? I'm sorry I threatend you! I apoligize! Please get me inside! Very pretty please, I'm dying out here! I'm gonna thank you, I'll kiss your feet if that'll get your rocks off! I'll bloody fuck you, just get me out of the sun!" Han råbte panisk bagud i håb om, at Gabriel ikke bare var gået sin vej, men faktisk sad inde bag døren og nød tanken om en stegt Constantine.
"I don't wanna die, I'm way to pretty and young! Oh God, please take me in again!"
Han kunne mærke, hvordan solens stråler borede sig længere og længere ind i hans krop. Hans hud var begyndt at skalle, og han forestillede sig, at han kunne lugte sig selv stege. Måske han nok mere kunne holde til fem minutter i stedet for seks. Hvad vidste han, han havde aldrig prøvet at blive stegt i solen før.

Gabriel kunne ikke påstå at han nød at høre Constantine skrige i smerte, mest på grund af at han havde valgt at brænde ham i solen. Det var noget han selv havde prøvet, og jo mere panisk Constantine blev, jo mere panisk blev han selv. Ikke fordi han var bekymret for vampyrens liv, han havde trods alt sat tid på, men mere på grund af fantomsmerter. Men han måtte holde sig i skindet indtil det var tid til at trække ham ind.

Han så afventende på sin mobil, mens tiden langsomt gik, og efter fire og et halvt minut gav han sig. Han slukkede for timeren, og åbnede hurtigt døren, så han kunne trække Constantine indenfor, og smækkede straks døren bad sig. Da der ikke længere var noget sollys i lokalet, trak han stolen over så han kunne skrue den fast til gulvet igen, og skyndte sig så ellers over med det rene plastikkrus, samt flasken med blod.
Nu da den ældre vampyr var indenfor igen, kunne Gabriel godt slappe lidt mere af, men han gjorde sig ikke langsommere af den grund. Straks blev der hældt noget blod op, og han holdt kruset op til Constantines læber, så han kunne drikke.

"Here you go" mumlede han, og holdt en hånd på vampyrens baghoved for at støtte ham. Lige nu var der ikke brug for en kold og kontant Gabriel, men en rolig Gabriel, som kunne sørge for at Constantine ikke gik helt nedenom og hjem. Var der en ting han aldrig ville, så var det at torturere en anden person til det punkt han selv var blevet det.
"You did really good, Constantine. Do you want some more blood?"

Constantine gav op på at tigge og satte sig bare til at skrige, da smerterne blev værre og værre, som solen stegte ham. Ikke at han kun skreg på grund af smerterne, men det virkede ikke til, at Gabriel ville hive ham ind igen, så han skreg egentligt også, fordi han regnede med, at nu skulle han altså dø.
Lige som han var sikker på, at det var ved at være slut, blev han pludseligt hevet ind igen. Lettelsen skyllede ind over ham, lige så snart døren blev lukket. Trods det, var han ikke ret opmærksom på sine omgivelser, hans krop gjorde ondt over det hele. Hans hud var ikke bare rød, den skallede, så man kunne se kødet under. Der var blærer og nogle steder var det synlige kød begyndt at blive sort. Selv hans hår så svedent ud. Han åbnede sine øjne for et øjeblik, men han kunne næsten ikke se noget. Der var sorte skygger om alt, samtidigt med, at der var lyse pletter efter solen.

Så da Gabriel flyttede rundt med ham og stolen, hang han bare slapt, knapt ved bevidsthed. De få bevidste tanker han havde, var forvirrede og gav ikke rigtigt mening. Noget med, at han trængte til en lur og gud, hvor var han sulten. Som blev hans bønner hørt, fik lugten af blod ham til at vågne lidt mere op. Blod. Stadig uden at kunne se ret meget, åbnede han øjnene, men kunne kun fornemme noget bevægelse. Lugten blev stærkere og følelsen af noget plastik, der blev sat mod hans ødelagte læber fik ham til at skille dem af. Da blodet endeligt ramte hans tunge, drak han i store slurke. Det lille krus var alt for hurtigt tomt, men han kunne allerede mærke blodet gøre sit indtog i hans ødelagte krop. Så da Gabriel spurgte, om han ville have mere, nikkede han.

Der havde absolut ikke været nok blod til at hele noget af hans hud, men hans syn begyndte at vende tilbage, ikke 100%, men det hjalp lidt på det. Smerterne blev også på en eller anden måde mindre, det føltes lidt lige som en behagelig kølig bølge igennem hans krop. Hvis han havde kunne sige noget, havde han takket ham i sit svage øjeblik, men han måtte i stedet bare kigge på ham med sine grå øjne.

Gabriel blev hurtigt enig med sig selv om at det var en god ting, at han havde trukket Constantine ind da han gjorde. Havde han ladet vampyren sidde derude meget længere, havde han nok hevet en gennemstægt Constantine ind. Derfor lyttede han faktisk til, at vampyren bad om mere blod, og fortsatte også med at fylde på ham, og støttede hans hoved indtil han kunne holde det oppe selv.

Først da flasken var tom, stoppede Gabriel med at hælde blod op, og gik over for at hente endnu en flaske, så han kunne fylde mere blod på ham. Han havde ikke de fulde 5 liter blod, som der kunne være i et gennemsnitligt menneske, men det kom stadig næsten op på fire liter blod, som han hældte på vampyren. "I don't have any more than this, it's the last glass" sagde han så, mens han lod Constantine drikke det sidste.
Godt han ikke havde planlagt at gå lige så langt det næste stykke tid, for så skulle han hjem og hente mere blod allerede næste nat. Men lige nu var det bare for at vise at han ikke havde tænkt sig at gøre tingene halvhjertet. Der var ikke så mange andre måder at få nogen former for respekt fra typer som Constantine og han selv, selvom han stadig ikke havde fået den. Men det var et godt skridt på vej, regnede han med. Nu ville han i hvert fald frygte hvad der var i vente lidt endnu.

"I really hope you learned something from that. Now get some rest, you seem to need it" Han rodede kort Constantine i håret, inden han tøffede tilbage til sin madras og satte sig ned der, og lagde sig. Det havde været hårdt på ham også. Måske havde den ene stemme ret, han burde nok ikke tage den her slags jobs længere. Især ikke efter han mødte Julien.

Constantine drak og drak. Efterhånden som han tømte glas, blev han mere og mere vågen, smerterne blev mindre og langsomt begyndte hans krop at hele. Det ville nok tage en times tid, inden den ødelagte hud ville være fin igen, men med alt det blod, der blev hældt på ham, gik det alligevel hurtigt.
Da han havde tømt den første flaske, kunne han selv sidde ret, op og hans syn var tilbage til normalt. Såret i maven begyndte at klø med den velkendte fornemmelse, når sår helede i superfart. Han var stadig meget svag, men det begyndte at hjælpe på det. Efter at have drukket den anden flaske, var han bare almindeligt træt, udmattet efter al den fysiske skade og torturen. Og stadig i smerter fra overkroppen, der stadig var afskallet, men kødet var i det mindste ved at få sin normale farve tilbage og nogle af blærerne var begyndt at forsvinde. Det ville gå stærkt fra nu.
Desværre hjalp blodet ikke på den svie, som sølvet i hans indre gav. Han havde mavepine, hvilket han ikke havde haft siden han var menneske, så det var en underlig fornemmelse.

Han svarede ikke, da Gabriel sagde, at det var den sidste flaske. Constantine havde fået meget blod, mere end han havde regnet med at få, men hvis han selv havde skulle skaffe det, havde han nok tømt halvanden person, bare fordi han kunne. Han var et grådigt svin, og det vidste han også godt. Hans skaber havde forsøgt at lære ham mådehold, men det var ikke gået så godt. Men lige nu var han faktisk meget taknemmelig for at have fået så meget. Den brændte krop have været meget smertefuld.

Gabriel rodede rundt i hans hår og sagde noget med hvile. Constantine fulgte ham med øjnene og kneb kort øjnene sammen. Det gik op for ham, at knægten havde været direkte sød og bekymret, efter han hev ham ind igen. Det var da meget dejligt, men hvorfor? Havde han fået samvittighed eller var der bagtanker ved det? Det måtte han lige holde øje med, men lige nu lød hvile som en genial idé. Han skubbede sig lidt til rette i stolen, selvom hvert eneste stykke hud skreg, som han flyttede på sig. Med et suk lod han hovedet dumpe ned mod brystet og han lukkede øjnene. Selvom alting gjorde ondt, lykkedes det ham alligevel på en eller anden måde at falde i søvn, totalt udmattet af alt det, der var sket. Mens han sov, helede hans krop, såret i maven lukkede sig, hans hud skallede af og blev erstattet af nyt. Hans fingre blev pæne igen. Det eneste, der ikke helede, var skudsåret i skulderen, der ikke kunne lukke sig om sølvkuglen.

Efter at have sikret sig at Constantine, krøb Gabriel under sit tæppe, og trak puden under sit hoved. Der var ingen grund til at holde sig vågen, hvis hans offer lå og sov, så han kunne lige så godt få noget søvn, nu hvor der var mulighed for det. Desværre fandt søvnen ham aldrig helt. En blanding af depression, angst og paranoia holdt ham hele tiden på det der underlige stadie i mellem at sove og være vågen, så han var konstant opmærksom på sine omgivelser, man hans krop føltes for tung til at flytte. Nogle gange var han mere vågne end andre, og ærligt talt var det frustrerende.

Så 20:40, da han vidste at solen var gået ned igen, rejste han sig endeligt, stadig med tæppet om sig, og satte sig udenfor, for at få noget frisk luft. Det kunne være at det var den indelukkede stank af halv-brændt vampyr, der havde generede ham. Men selv da han gik ud, slappede han ikke mere af.
Efter knapt en time gik han ind, og greb sin mobil, så han kunne skrive til Julien at han stadig var i live. Han havde fortalt dæmonen, at han var på et lidt farligt job, så hvis han pludseligt ringede, eller stoppede med at svare, så var der en grund. Men nu hvor den næst-værste del var overstået, kunne han ånde lettet op lidt endnu. I hvert fald indtil den aller værste del, hvor han skulle slippe Constantine fri, og håbe på ikke at blive dræbt.

Gabriel kørte sin hånd igennem sit hår, ikke helt sikker på hvad han skulle gøre af sig selv. Han var for træt til det her, og lige nu skulle han lige finde ud af hvor de var. Om Constantine var klar til endnu en omgang, eller om han kunne smutte lidt, og lade den ældre vampyr være alene her.

Trods hele situationen med tortur, at være bundet til en stol og have sølv i kroppen, sov Constantine ganske fint. Han var totalt smadret efter hele molevitten og sov hele dagen. Han vågnede først, da Gabriel gik udenfor. Med et støn trak han hovedet op. Alle hans muskler i nakken, skuldrene og den øverste del af ryggen brokkede sig over den anstrengte position. Han rullede med skuldrene og vippede hovedet fra side til side for at få gang i musklerne. Endeligt åbnede han øjnene og så rundt. Gabriel var der ikke. Havde han fået nok?

Constantine havde ikke glemt drengens pludselige skift i opførsel, hvilket havde været sært. Havde han pludseligt fået dårlig samvittighed? Det havde Constantine lidt svært ved at tro, men hvad var der ellers med ham? Måske han bare havde indset, at hans torturoffer havde været tæt på døden. Lidt for tæt på døden. Tanken fik ham til at gyse og se sig omkring. Han var alene, så måske der var en mulighed for at komme fri. For 117. gang forsøgte han at få hænderne ud af kæderne, men det kunne bare ikke lade sig gør. Og stolen var spændt fast til gulvet igen.

Efter at have forsøgt at finde en løsning, indså han, at han ikke ville komme fri, før den anden vampyr slap ham fri. Irriteret rynkede han på næsen. Han endte med at sidde og kede sig, til døren blev åbnet igen. Hurtigt lod han hovedet dumpe ned på brystet igen og lod som om, at han sov. Da Gabriel var gået over til sin madras, åbnede han øjnene og betragtede ham. Rollingen så træt ud. Mere træt end Constantine følte sig, trods sin ømme krop. Et uvenligt smil bredte sig på hans ansigt, og han løftede hovedet.

"Someone didn't get any beauty sleep? You look like crap." Ikke at Constantine skulle snakke, hans bukser var stive af blod og hvad har vi ellers, han havde stadig sytråd i maven og såret i hans skulder var ikke helet. Han var ikke specielt lækker at se på og stank langt væk af sved, gammelt blod og afbrændt vampyr.

Gabriel himlede med øjnene, da Constantine endeligt sagde noget, og selvfølgelig var det lort han lukkede ud. "Talk for yourself, you don't just look like shit, you smell like shit too, and I'm guessing you feel like shit on top of that" Han rakte tunge af vampyren, inden hans øjne vendte tilbage mod sin mobil.

"But now that you're awake, we might as well continue. So Costa, here's a choice for ya. Arm or gut?" Og imens Constantine fik lov til at vælge, rejste Gabriel sig igen. Han strakte sig, så det sagde knæk hele vejen op ad ryggen, inden han gik over til sit lille bord med diverse værktøjer og genstande, som kunne bruges til tortur hvis man bare var kreativ nok til at finde på noget.

Han havde ikke tænkt sig at fortælle Constantine hvad nogle af valgene medførte, for det gjorde det lidt sjovere. Ikke for den ældre vampyr, men for den yngre. Hvilken en, der så var værst, måtte han selv om, når han fik at vide hvad der blev valgt. Det ene var mere varme, denne gang i form af glohedt metal, og den anden var mere... Ja... Gabriel kunne i hvert fald øve sig på at sy ting sammen, der var ikke så mange andre ting at sige om det.

Constantine smilede endnu mere, så man kunne se hans tænder, da Gabriel smed et svar tilbage. Han følte sig meget bedre tilpas efter at have fået blod og have fået noget søvn. Nej, han havde det ikke super-duper, men han kunne godt være lidt med igen på de smarte kommentarer. Også selvom han godt vidste, at torturen ikke var slut endnu. Hey, han levede da, så forhåbentligt havde den anden vampyr ikke planer om at slå ham ihjel. Og så gik det hele nok. Selvom han godt nok lige havde troet, at det var slut, da han sad ude i solen.

"Now you're just insulting me." Han snuste højlydt ind og kiggede bagefter ned af sig selv. "No wait, you're right. Except feeling like shit. I'm good to go." Han fortsatte med at smile sit lidt grumme smil og så på Gabriel med et blik, der lovede ballade. Utilfredst rynkede han på næsen, da Gabriel stillede ham valget. Arm eller mave. Tænk, at han selv kunne få lov til at bestemme. Det var jo næsten en hel fest. Eller noget. Han vidste ikke, hvad Gabriel havde i tankerne, og det var på den ene side ikke helt godt, men på den anden side, hvis han ikke valgte, ville rollingen jo, så det kunne være lige meget. Begge dele skulle nok blive mishandlet hen af vejen.

Så han trak på skuldrene og så lidt overvejende ud.
"Well, my gut needs a breake, unless you plan on cutting that awful silver out. It feels like a bellyache, and I haven't had one of those since that gross human life." Han sukkede lidt for dybt og så på Gabriel. "So I guess it's the arm." Det var som om, at der var noget, der gik op for ham, og han skubbede sit hoved skævt, så han kunne se ned på sin skulder. Der kom et udbrud fra ham.
"Fuck you. You owe me a tattoo! This sucks. I actually liked it!" Han sendte Gabriel et surt blik. Tatoveringen måtte være blevet brændt af, da han sad ude i solen og hans hud bagefter skallede af. Pis være med resten, hans fine tatovering var væk! At han så havde gemt tegningen, netop af den her grund, det behøvede han ikke at fortælle rollingen.

"No I'm not. I'm stating facts. If I said that looking like shit, smelling like shit and possibly feeling like shit equaled being an actual pile of shit, that'd be an insult, because I can clearly see you aren't a pile of shit. You're just a pile of smelly garbage that stayed out in the sun for too long" Gabriel trak på skuldrene, tilbage til at lukke lort ud i hovedet på Constantine igen. Nu skulle han jo heller ikke passe på med at fornærme nogen - faktisk var det netop meningen at fornærme Constantine.

Armen, huh? Gabriel nikkede, og tog så tre ting fra bordet frem. En grensaks, en sav og en metalplade. Dernæst gik han hen ved Constantines ellers raske hånd, som han ikke havde brændt dagen før, hvor han satte sig ned, lagde saven og saksen på sit skød og begyndte ellers at sætte pladen fast til armlænet, så Constantines hånd kunne ligge fladt på den. Man kunne roligt sige at han var forberedt til at udsætte folk for lidt af hvert. Og hvis nogen overvejede hvor han opbevarede sådanne ting, så var der ikke mange der gik i kælderen i den bygning han boede i. Men mens han satte pladen fast, kunne han sagtens snakke, og Constantines reaktion på at have mistet sin tatovering var mere end bare lidt underholdende.

"Too bad. Losing things you love is part of life, and my guess is you don't have an insurance on it. Sucks to be you." Men trods det seriøse svar, kunne man sagtens se at Gabriel var tilfreds over at gøre Constantine sur.

"There we go" brummede han, da den endeligt var sat ordenligt fast, så den ikke bare blev smadret under hverken Constantines eller Gabriels styrke, eller i hvert fald ikke så let som den kunne blive det. Gabriel tog med et jerngreb fat rundt om Constantines lillefinger, med væsentligt mere styrke end han nok havde brug for. "Say goodbye to the outermost joint of your little figner" sagde han med et smil om læberne, i det han førte grensaksen op til vampyrens lillefinger, tydeligvis med plan om at klippe den af.