Det kommer til at gøre ondt (Gabriel) -Gore-

Constantine rystede lidt skuffet på hovedet.
"I bet you don't have any friends, when you keep saying offensive crap like that. You're not very nice." Han var totalt ligeglad med at blive fornærmet af den lille rolling, men havde en tendens til at være surmulende alligevel.

Der var ikke så meget andet han kunne gøre, end at følge Gabriel med øjnene, som han tog en grimt udseende havesaks af en art, en sav og en plade. Det tog ikke mange sekunder for Constantine at lægge det sammen til, hvad der skulle ske med hans arm. Great. Just great.

"I should smack you in the face and turn you upside down, so I could shake you until the money for a new tattoo fall out. Or just your insides, that would do just fine too." Hans svar var bidende, men han var faktisk ikke helt opmærksom, fordi han så på Gabriel, der satte pladen på plads. Det her var meget teknisk, drengen havde virkeligt forberedt sig. Eller prøvet det lidt for mange gange før.
Det gav et ryk i ham, da Gabriel greb fat i hans finger, som ren reaktion i et forsøg på at hive hånden til sig. Shit.

Constantine havde en gang fået rykket en arm af, da han angreb det forkerte væsen, men han havde fået den sat på igen, så det voksede pænt sammen. Han havde også halvvejs mistet et par fingre et par gange, men igen, de var også vokset pænt på igen. Men ville Gabriel sætte hans lemmer på igen eller? Og hvad ville der ske, hvis han ikke gjorde? Ville han så bare miste en arm eller ville der gro en ny ud igen? Han havde en fornemmelse af, at det sikkert kom an på ens alder, for han tvivlede på, at en ung vampyr havde energien til at gro et nyt stykke krop, men en ældre vampyr nok kunne trække den slags af. Hvad vidste han? Han havde ikke lyst til at undersøge det, for han hørte helt sikkert stadig til i "ung vampyr"-kategorien endnu.

"Hey, I hope you stitch me back together, else I'm gonna have a hard time torturing and killing someone myself. And I do need to eat and have fun, you know." Han forsøgte at virke cool, men der var en lille snert af nervøsitet i hans stemme. "And I really need that arm, it's the one I jerk off with, you know, you should understand that, since I doubt you get any girls at all. Or boys. Whatever you're into. Not that I don't get all the girls I want, but the time isn't always there, so it's nice to be self-sufficient.." Constantine havde en tendens til at få munddiaré, når han blev nervøs, og lige nu var et meget typisk øjeblik, hvor han ikke kunne stoppe med at snakke.

Gabriel hævede et øjenbryn, af at Constantine mente at han ikke havde venner fordi at han var grov i munden. "I don't do the whole friend thing, but I can assure you, my language is not a part of the reason behind it" Det var rigtigt nok at han ikke havde venner, men det var nok mere fordi at han ikke kunne kapere andre folks problemer oven i sine egne. Det, og så var der også den detalje at han var psykopat. Af en eller anden grund skræmte det folk væk, før de lærte ham at kende.

Og så var der tatoveringen. Gabriel havde ikke selv tatoveringer, og han havde heller ikke tænkt sig at få en, men det var ikke fordi de ikke var pæne. Det passede bare ikke helt til hans person at have en tatovering, eller piercinger for den sags skyld. Han kørte ret meget på sit image som nuttet, uskyldig lille dreng, så det gik ikke rigtigt op.
"Sorry to say it, but that's not how anatomy works" brummede han, til at Constantine også bare kunne vende ham på hovedet og ryste ham indtil hans organer faldt ud.

Constantines munddiaré var dog ret sjov. Altså udover at han onanerede med den hånd. Den del fik Gabriel til at overveje om han kunne tillade sig at lade være med at sy hans arm på igen, når han var færdig med at splitte den ad. "That's gross" mumlede han, men lod ellers Constantine tale færdig.
"I don't really care about sex. I've had it and I did like it, but it's not important to me. Now, can we quit the sex-talk? It's getting weird and I wanna get back to torturing" Han var tydeligvis ikke helt vild med emnet, så før Constantine kunne få lov til at vælge klippede Gabriel yderste led på Constantines lillefinger af, og fortsatte til den næste finger, og så den næste, og fortsatte indtil de yderste led på alle hans fingre lå på pladen. Dernæst fortsatte han til det midterste led, og til sidst de inderste, indtil Constantines fingre på i stykker på pladen. Dog var han påpasselig med at holde orden på dem, så de ikke blev syet forkert på når han en gang var færdig. "There. Finger's done, next is your wrist" og med det lagde han grensaksen og tog i stedet saven op.

"Yeah, sure," mumlede Constantine som svar på Gabriels påstand om venner. Faktisk havde Constantine heller ikke nogen venner, hvilket var fordi, at han havde en tendens til at slå folk ihjel, inden han lærte dem at kende. Ikke den bedste måde at skabe venskaber på. Han havde det nu fint med bare at være sig selv, hvad skulle man bruge venner til? De var bare i vejen og han tvivlede på, at han nogensinde ville finde nogen, der syntes det var sjov at rende rundt i natten og være ond mod tilfældige forbipasserende.

"It would be fun, though, watch you puke your organs all over the floor." Han fik et drømmende udtryk i ansigtet for et kort øjeblik, bare for at understrege, at det ville være en herligt scenarie. Han vidste godt, at det ikke kunne lade sig gøre, men de var lige ved at svine hinanden til, så det gik nok. Selvom nervøsiteten blev ved med at vokse omkring hans hånd, mest på grund af, om han ville miste den helt eller ej,, var det ikke værre, end at han stadig kunne lave sjov. Nu måtte de jo lige se, hvad der skete.

Hvilket han fandt ud af alt for hurtigt.
"So that's why you are so uptight and.." Han blev afbrudt af, at Gabriel klippede det første led af hans lille finger. Igen forsøgte han at trække hånden til sig og han vred sig i stolen med en lyd af smerte.
"For fuck sake, you little shit." Det var det eneste han sagde, det næste stykke tid. Han gjorde alt hvad han kunne, for ikke at skrige, og kom bare med små lyde og støn, efterhånden som Gabriel klippede hans fingre af. Til sidst sad han bare og stirrede med et lidt forvildet blik på sin fingerløse hånd og fingerledene, der var pænt lagt ud på pladen. Igen var sveden sprunget frem på hans pande og bare overkrop, og han trak vejret hurtigt som automatisk reaktion på smerten og hans krops muskelspændinger.

Han flyttede blikket til Gabriel, da denne fandt saven frem for at tage hans håndled. Smerten fra hans ødelagte hånd var intens, men en form for smerte Constantine kunne håndtere. Af en eller anden årsag. Ild og sol var grusomt, men kødsår og splintede knogler havde han prøvet så mange gange, at han havde vænnet sig til det. Hvis man kunne vænne sig til den slags. At få klippet fingre af var selvfølgelig værre, men han havde prøvet lidt af hvert og det her var absolut ikke det værste.
Dog var tanken om at få savet hånden af ikke god. Kunne han ikke bruge en økse, så ville det være hurtigt og rent.
"So, how old are you? Five?" Han mente selvfølgelig vampyrår, men hvis Gabriel tog det som i alt, gjorde det ikke Constantine noget. Hans stemme var atter en gang hæs og klemt på grund af smerte, men han forsøgte at få lidt humor ind. Og han forsøgte at starte en dialog, for at få noget andet at tænke på.

Gabriel kunne virkeligt ikke lade være med at smile, da Constantine afbrød sin sex-talk grundet smerter. Det var lige før at det var hyggeligt at høre ham lave små lyde grundet smerterne!

Maybe we're more sadistic than I thought.
We need better hobbies.

Dog stod han lidt og overvejede hvad han skulle gøre, da han stod med saven, klar til at tage det næste skridt. Var det en god idé at tage håndledet? Constantine ville jo kunne vifte rundt med sin arm, og ærligt talt havde han ikke lyst til at blive slået i hovedet af en vampyr uden hånd. Men det var heller ikke sjovt bare at tage hans arm fra skulderen, og så save resten i stykker... Og han havde ikke flere sølvlænker.
Gabriels blik gled over til Constantines skulder, hvor der stadig var et skudhul. "I got an idea, stay put" sagde han, inden han smed saven, og gik over til madrassen. Efter at have rodet lidt rundt i sit beskidte tøj fra dagen før, fik han fat i sin riffel, stadig ladt med sølvkugler, inden han vendte sig om mod Constantine, og tog sigte imod hans raske skulder. "Don't worry it's not gonna hurt.. too much" sagde han, inden han skubbede triggeren i bund tre gange. Det burde være nok til at hans arm var lammet!

Gabriel kastede sin riffel på madrasen og tøffede tilbage over til Constantine, og samlede saven op på vejen. Nu kunne han skære i vampyren uden problemer. Så med det, gik han over og satte saven ved den ældre vampyrs håndled, og begyndte at save. Man kunne ikke sige det var pænt, da der naturligvis var meget blod, men Gabriel formåede at undgå at få blod på sit tøj.
Da Gabriel var færdig, lagde han pænt hånden over på boret, og fik Constantines arm ud af lænken, så han kunne save ved hans albue. Underarmen blev lagt på den ældre vampyrs skød, og det samme gjorde han med overarmen, da den også var savet af. Det havde været hårdere end han regnede med, så snittet var ikke særligt rent, men det gik nu nok. Constantine kunne nok ikke mærke forskel alligevel.

"There, all done. How was it?"

Det med dialogen virkede åbenbart ikke, for Gabriel svarede ham i hvert fald ikke. Constantines anden hånd havde hårdt fat i stolens armlæn, også selvom hele hans arm stadig var slatten på grund af kuglen. Hel død var den nu ikke.

"As if can go anywhere," mumlede han surt og fulgte Gabriel med øjnene. Han så ud til at få en idé og det kunne Constantine ikke lide. Alle Gabriels idéer gik ud over ham, og de gjorde altid ondt. Da drengen hev riflen frem spærrede Constantine øjnene op.
"Hey, what are you.." Bragene fra riflen fik det til at ringe for hans ører. Alle tre kugler gik pænt dybt ind i hans skulder og smerten skød igennem hans krop, den overdøvede for et kort øjeblikket smerten fra den ødelagte hånd, men også kun for et øjeblik.

"What the fuck, what was that for?!" Han råbte næsten af ham, mest fordi han var blevet forskrækket. Med et forvirret blik så han på sin skulder, hvor de tre skudhuller var begyndt at bløde. Fedt, endnu mere blodtab. Det slog ham pludseligt, hvorfor Gabriel havde skudt ham. Hans arm var fuldstændigt død. Han ville ikke en gang kunne vrikke med fingrene - hvis han altså havde haft nogen.
"Fucking asshole." Gabriel kom over med saven og Constantine flyttede lidt på sig. Det her var noget lort.

Han kunne ikke andet end at skrige, da saven begyndte at flå hans hud og kød op og begyndte at bevæge sig ned igennem leddet. Det gjorde fucking ondt. Han huskede slet ikke, at det havde gjort så ondt at have fået flået armen af, men der havde han så også været høj på adrenalin og været halvt bevidstløs efter at have haft et sammenstød med en mur.
Han kastede sig rundt i stolen og da han havde skrevet sine lunger tomme, jamrede han i stedet. Da Gabriel gik videre til albuen, havde han fået styr på det, så han skreg ikke igen, men fortsatte med at jamre, dog knapt så intenst, smerten var voldsom i forvejen, så et led til eller fra..
"Shit, I'm so gonna kill you, you.." Der var alt for mange nerver ved skulderen og han stønnede højlydt, da saven begyndte at bevæge sig ned igennem kød og knogle. Hvorfor kunne han ikke bare lige besvime lidt, det ville være herligt. Pinligt, men herligt.

Til sidst sad han med sin todelte arm i skødet, hvilket næsten ikke gav mening oppe i hans hoved, hvor tankerne var godt slørede af smerte. Hans krop føltes skæv, fordi vægten nu var forskudt og han hang lidt til den side, hvor armen var der endnu. Gabriels spørgsmål kom langvejs fra, men det vækkede ham en lille smule. Han flyttede sit lidt slørede blik i mod ham.
"Awesome. Really awesome. Wanna try? Put me back together and I would be more than happy to show you.." Han stønnede igen og lukkede øjnene. Igen var blodet ved at fosse ud af ham, og han kunne mærke hvordan han alt for hurtigt mistedet blodet til at klare sine skader. Hvis rollingen syede hans arm fast igen, havde han bare af at hente noget blod, ellers kunne det næsten være lige meget.

"Can't have you flailing around with your stubbed arm, so I'm making sure it's immobile when I saw it off" Gabriel trak på skuldrene, som var det ingenting. Faktisk opførte han sig generelt alt for roligt, især taget betragtning af hvor bekymret han blev til sidst, dagen før da han havde smidt Constantine ud i solen i et par minutter. Men det her vidste han at en vampyr ikke ville dø af, for han havde selv overlevet det. Og han havde endda tænkt sig at være sød, og sy den på relativt hurtigt igen, i stedet for at lade ham bløde ud, indtil han knapt var vågen længere! Så flinke havde dem Gabriel var blevet tortureret ikke en gang.

Skriget han fik ud af Constantine var alt hvad Gabriel behøvede for at fortsætte. Det var ikke så slemt som at blive brændt, men det var stadig fysisk hårdt, og smertefuldt. Oven i det, ville han miste en masse blod, og når han så endeligt blev syet sammen, skulle han hele mange sår på en gang. Når det ikke var på ham selv, så var det en tortur metode, som Gabriel var ret vild med.

Og da han var færdig, så Gabriel blot på sit handyarbejde, og lod et lille grin slippe ud i mellem sine læber, da Constantine fortalte hvordan det føltes. Men i stedet for at se uhyggelig ud, så han bare utroligt sød ud, hvilket næsten gjorde det mere uhyggeligt, for udenpå lignede han jo bare en dreng. Der var intet ved ham der skreg lejemorder eller psykopat, i modsætning til så mange andre, selv når han smilede.

"Been there, done that. I just wanted to know how you liked it" Sagde han, og rettede lidt på fingrene, som lå på metalpladen. "But if you really like living without any arms, I don't mind throwing your limbs out. It's much easier to get rid of them, than sew them back on" Han tog sin lighter frem igen, og løftede spidsen af Constantines tommelfinger op, hvorefter hans tændte lighteren under den, og kørte flammen frem og tilbage under den afskårede finger, for at vise sin pointe.

Constantine kunne ikke rigtigt se det sjove i det hele, men okay, hvis det var ham, der stod der og så på sit kunstværk, ville han nok også grine. Midt i al smerten kunne han godt se, at det egentligt var en ret god torturmetode, hvis offeret var en race, der ikke kunne dø af blodtab. Den var bare ikke særligt sjov at være modtageren af. Smerten og blodtabet var helt forfærdeligt. Han følte sig meget tæt på bevidstløshed, og alligevel ikke, men alting var lidt sort i kanterne og hans tanker var langsomme.

Så selvom han kunne se Gabriels uhyggeligt sukkersøde udseende, som han stod der og grinede af Constantines manglende arm og store smerter, var det ikke noget han tænkte nærmere over. Han var mere optaget af, at han manglede en arm.
"Hey, get that arm stitched together and on again. I need that shit." Han rettede sig op og så på Gabriel med et lettere vredt udtryk, i hvert fald med alt, hvad han kunne mønstre igennem smerterne og den manglende energi, der kom af blodtabet. Hans blik fulgte lighteren, som han kørte under tommelfingeren. Godt fingeren ikke sad fast. Eller noget. Han ville næsten hellere have brændt fingrene igen end mangle en arm, mest fordi han kunne have helet brændsåret i løbet af minutter, men her var det bare ærgerligt. Hvis det kun var et led, der var røget, kunne han sikkert have helet det uden at finde mere blod, men der var løbet alt for meget ud, efterhånden som Gabriel havde arbejdet sig op igennem armen.

Han fik et trist udtryk i ansigtet og så ned på sin arm, der lå i skødet på ham. Han savnede den allerede. Lige nu kunne han ikke andet end håbe på, at Gabriel ville sy den fast igen. Ikke at han ville tigge om det, men han kunne da håbe. Constantine var pludseligt ret træt og hans øjne gled i, som hans hoved faldt frem. Måse var det en god idé at blive bevidstløs.. nej, han blev nødt til at holde øje med, at Gabriel syede den satans arm på igen. Så hans hoved fløj op med et ryk, så det var lige før, at arm-delene trillede ned.
"I mean it. Get that arm attached again." Han forsøgte virkeligt at virke truende, men hans stemme var sløret, og han var så ligbleg og så så død ud, at det ikke rigtigt virkede.

Gabriel smed tommelfingeren tilbage på boret, og så meget overvejende ud, da Constantine bad ham om at sætte hans arm på plads igen. Hvad skulle han dog stille op med vampyren? Skulle han være flink og sætte armen på med det samme, eller skulle vampyren have lov til at lide i lidt tid? De var jo løbet tør for blod, så om han havde armen sat fast eller ej var jo ligegyldigt, den helede ikke alligevel. Meh, det skadede ikke at lade Constantine have den heller, han var ikke den største trussel lige nu, selvom den ældre vampyr nok ikke ville indrømme det overfor sig selv.

"Ah heck, I'm gonna be nice, but just this once, and only because you were so good yesterday" Og med det trådede han nålen fra igår, greb hans overarm, og stak den på plads. Han stod lidt og rettede til på skulderens vinkel, indtil det så rigtigt ud i forhold til resten af kroppen, og begyndte ellers at sy den på plads igen. Det var ret tydeligt at han koncentrerede sig om hvad han lavede, modsat hvad han ellers havde gjort med Constantine. Faktisk var det kun når det var noget kirurgisk at han tog det dybt seriøst, og ikke snakkede samtidig.

Det tog godt over en time før han havde sat det sidste led på plads, som var den lillefinger han var startet med. Og da han endeligt havde bundet den sidste knude og bidt tråden over tog han et skridt tilbage for at se sit arbejde, hvorefter han gik frem igen, og tjekkede at alle de synlige blodårer der var, mødtes sådan nogenlunde. Når Constantine en gang helede, burde den vampyriske helingsevne klare resten, men derfor ville han gerne lige tjekke det alligevel.
"Yup, it's done. 's quite nice too" Han tog kæderne fra armlænet, og gav sig til at spænde vampyrens hånd fast igen, lidt strammere end før, men det ville han nok ikke kunne mærke endnu. Nerverne havde næppe fundet hinanden allerede.

"Alright, I'm gonna go get some blood so you can heal, Costa, but I don't want you to get bored while you're alone, so.." Han gik over, lige foran vampyren, og lagde sine hænder på mandens kinder, hvorefter han løftede hans hoved op. "... I'm gonna make sure you've got some people around, alright?" Gabriel etablerede øjenkontakt ret hurtigt, denne gang fuldt koncentreret på at bruge sin evne. Constantine ville se skygger, som nærmede sig, høre stemmer der hviskede og råbte på samme tid, og konstant have på fornemmelsen at der var noget i periferien af hans synsvinkel.
Så snart han så det mindste tegn på at hans evne havde påvirket manden, og ikke bare ville gå væk når han slap øjenkontakten, gav han slip på Constantines ansigt, og gik over imod døren. "Say hi to your new friends from me" kaldte han, inden han lukkede døren bag sig, og smuttede ud i natten. Både for at jage til sig selv, men også for at hente flere poser med blod til Constantine.

Constantine mærkede lettelsen skylle igennem sig, da Gabriel sagde, at han ville sætte armen på igen. Han ville ikke miste armen! Hvis han havde været frisk nok, ville han have jublet. Eller ikke, det var ikke noget, han ville give Gabriel. En masse glæde og taknemmelighed, selvom han igennem sin udmattelse var taknemmelig. Han ville ikke kunne leve uden sin arm! Det kunne være svært nok at jage med to arme. Og han ville på ingen måde købe blod i en blodbank. Dét ville være nedværdigende.

Så han brokkede sig ikke, da Gabriel begyndte at stikke en nål igennem ham igen. Han kunne alligevel næsten ikke mærke det for smerten fra det store sår, hvor hans arm plejede at sidde. Og han kunne selvfølgeligt intet mærke i de afsavede lemmer. Så han sad bare, med et hoved, der var sløret af smerte, og en slatten krop, der skreg i smerte og blodmangel, og kiggede på Gabriels arbejde med at sy ham sammen. Det så frygteligt forkert ud, men i det mindste begyndte det at ligne en arm igen. Endeligt kom de sidste fingerled på. Han kunne stadig ikke mærke noget, der var åbenbart slet ikke noget energi til at hele tilbage i hans krop. Så smerten var stadig lige slem fra hans skulder.

"Oh, it's very pretty, you should be a tailor. Sew pretty dresses and shit." Constantine mumlede træt, mens han så til, mens Gabriel satte sølvkæden på igen. Som om, at han kunne rende nogen steder. Han kunne jo ikke bruge armen til at få sin anden arm fri, den virkede ligesom ikke. Der sad også tre kugler i hans skulder og gjorde alting dødt i højre side.
Kaldenavnet Costa fik ham til at skære en grimasse. Det gjorde ham dårlig hver gang. Han nåede dog ikke at sige noget, før Gabriel havde lagt hænderne på hans kinder og løftet hans hoved op. Lige så snart hans blik ramte hans, var det låst fast. Han brugte en eller anden magi på ham.

Pludseligt begyndte stemmer at hviske og råbe og snakke ud i en uendelighed, der var ting, der bevægede sig og Constantine kunne mærke voldsomme følelser af paranoia. Hvis han havde været svagere psykisk, ville han helt sikkert også have følt depression og angst, men det var ikke rigtigt noget, der lå til ham. Men resten var også mere end rigeligt. Da Gabriel slap ham, opfangede han det næsten ikke. Hans øjne fløj rundt i et forsøg på at se, hvad det var, der kravlede rundt omkring ham. Stemmerne råbte i munden på hinanden, så han ikke kunne fange, hvad de sagde, ikke endnu i hvert fald. Selvom han stadig havde vilde smerter fra armen, kastede han sig rundt i stolen, stadig for at se, hvad det var, han kunne skimte i kanten af sit synsfelt. Han hørte ikke, at Gabriel gik.

Det tog et godt stykke tid, før Gabriel var tilbage med seks 2liters sodavandsflasker fyldt med blod. Det burde være mere end rigeligt til det næste stykke tid, især når han selv havde været ude og jage, og havde drukket sig mæt. Det havde ikke været det mest spændende måltid, da han blot havde taget en mand, som var fulgt efter ham, da han var på vej hjem for at hente mere blod. Der var ingen tvivl om hvad mandens planer havde været, men han havde så heller ikke regnet med at Gabriel ville kunne kaste ham over sin skulder uden de store problemer. Nogle gange var mennesker altså dumme. Men blod var blod, og så længe han havde travlt, kunne Gabriel ikke tillade sig at være kræsen.

Han skubbede døren op med sin skulder, og gik indenfor til Constantine. De værste vrangforestillinger burde være forsvundet efterhånden, og det samme galt stemmerne, for han havde ikke holdt øjenkontakt så længe igen. Det eneste han burde kunne se, var skygger i kanterne af hans synsfelt, og det ville han døje med et par dage endnu, taget i betragtning af at han alligevel måtte have været påvirket af det i en halv times tid.

"Hey, Costa, you awake? I brought some blood for you~" Gabriel sang nærmest den sidste sætning, mens han satte posen med flaskerne ned, og tog en tilfældig en frem, for at vise at det var rigtigt nok at han havde blod med til ham. "But just so you know, we have to preserve it, so you're getting some today, but the next few days will be without any blood at all after our little sessions. I'll promise not to be too harsh, so it'll mostly be psychological torture. How do you like my ability by the by? I think it's kind of neat" Egentlig var Gabriel ikke sikker på, om Constantine var ved bevidsthed, men talte bare for at tale. Nu havde han for en gangs skyld en at snakke med som ikke basically var sin mor, stemmerne i sit hoved og... hvad Julien nu end var. Bekendt? Ven? Fjende? Chef? Meh.

Constantine havde ikke haft det specielt sjovt, efter Gabriel var gået. For det første var der ikke nogen ændring på smerterne, som flåede igennem hans krop og lagde et slør over hans bevidsthed. For det andet havde han lidt under Gabriels evne. Det første stykke tid havde det været rigtigt slemt, især fordi han var så tæt på bevidstløshed i forvejen. Efterhånden som det var aftaget, havde han siddet og diskuteret lidt med stemmerne, som var blevet færre og færre og mindre højrøstede. Hans krop havde været for udmattet til at have kunne meget energi på at holde øje med hvad end, han blev ved med at kunne se i kanten af sit synsfelt, så det var mest hans slørede blik, der var fløjet rundt. En gang i mellem havde det givet et forskrækket gib i ham. Samtidigt havde han en voldsom fornemmelse af, at der var nogen, der holdt øje med ham.

Da Gabriel kom tilbage, var den sidste stemme forsvundet og Constantine havde givet op på at forsøge at se, hvad det var, der blev ved med at bevæge sig. Han var ved at være så udmattet, at han igen var væltet forover i stolen med hovedet hængende. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at han var død. Ha var endda holdt op med at trække vejret. Selvom han havde fået en nats søvn og en masse blod dagen før, var hans krop stadig udmattet af den voldsomme behandling dagen før. Og nu havde den mistet et af sine større lemmer, hvor den ikke kunne hele såret. Der var simpelthen ikke mere energi tilbage, slet ikke efter, at Constantines sind nu også havde været rodet med. Han var ikke bevidstløs, selvom det sikkert havde været bedre for ham, det eneste han kunne fokusere på, var smerterne. Det havde næsten været bedre med stemmerne, som han kunne have fokuseret på.

Constantine så sig selv som ret sej, hvad angik smerter, han havde en ret høj smertetærskel og lod sig sjældent mentalt påvirke af smerte. Der var simpelthen ikke følelser nok i ham, til at han blev bange for smerter eller på anden måde blev påvirket. Han havde den holdning, at smerte var forbigående og så længe han ikke døde af dem, så var alt bare fint. Men de to dages voldsomme smerter var ved at tage på ham, og han ville bare gerne ud af den forbandede stol, drikke blod til han blev dårlig og så sove i en uge. Han var bare så forbandet træt og havde så forbandet ondt. Han ville nok ikke bare ryste denne omgang af sig, som han normalt gjorde, det ville nok tage en uge eller to, før han var helt frisk igen.

"That sounds great." Han mumlede så lavt, at et almindeligt menneske nok ikke ville kunne have hørt, hvad han sagde. Han flyttede overhovedet ikke på sig, men sad blot der, hængende og med lukkede øjne. Ikke engang lovningen på blod fik ham til at reagere. Gabriel havde gjort det ret godt, det var ikke mange, der ville kunne have fået Constantine til at blive så ødelagt. Ikke psykisk, han var på ingen måde knækket, men psyken måtte alligevel følge kroppen. Han var bare så træt og hang i mellem bevidsthed og bevidstløshed. Smerterne havde gjort sit.

Gabriel lagde hovedet lidt på skrå, med en tænkende mine. Havde han været for hård ved vampyren, eller var han bare træt? Han var faktisk ikke helt sikker, men beroligede sig selv, ved at huske på, at selvom Constantine havde været helt væk dagen før, var han hoppet op på hesten igen allerede næste morgen. Måske ville det ikke gå så hurtigt denne gang, men i det mindste ville han klare sig. Og selv hvis han ikke kom sig helt, gik det jo nok. Om ikke andet ville det betyde at Gabriel havde gjort sit job godt nok, da planen jo var at give ham en lærestreg, og vise at han ikke bare kunne tillade sig at gøre hvad end der passede ham.

Men måske havde han strukket den lidt langt ved at bruge sin evne på Constantine. "Of course it sounds great, I came up with it" brummede han, og gik og lagde posen ved fodenden af sin madras. Hurtigt tog han begge deres krus og smuttede ud på toiletterne for at vaske det nu størknede blod ud af dem. Da han kom tilbage havde han en helt normal klapstol under armen, som han klappede op og stillede skråt over for Constantine og med bordet, med de mange værktøjer ved sin side, hvorefter han smuttede over og hentede to flasker med blod.

Gabriel satte sig ved siden af den ældre vampyr, og stillede begge krus på bordet, og hældte blod op i dem begge. Dog var han flink denne her gang, og fokuserede først på Constantine. Han løftede kruset op til vampyrens læber, så han kunne få noget at drikke. "You get so boring when you're like this" mumlede han, mens han lod vampyren drikke ud.

Constantine lyttede kun halvvejs til Gabriels raslen rundt og renden af sted. Det interesserede ham ikke rigtigt, heller ikke selvom den yngre vampyr havde snakket om blod.
Selvom han forsøgte at tænke på noget andet, fokuserede det meste af hans bevidsthed på smerten fra det store sår, hvor hans arm burde hænge fast. Han glædede sig til, at han forhåbentligt fik den groet fast igen. Medmindre Gabriel faktisk havde planer om at slå ham ihjel. Constantine var så udmattet, at han næsten var ligeglad.

Han opfangede svagt, at Gabriel kom og satte sig ved siden af ham. Han havde en forventning om at nu savede han også hans anden arm af, men i stedet nåede lugten af blod ham. Blod. Trods lugten, der fik hans krop til at hungre efter det, bevægede han sig ikke. Det føltes næsten for uoverskueligt at skulle rette sig op og løfte hovedet. Selvom Gabriels evne stort set var forsvundet ud af Constantines krop, hang paranoiaen lidt ved, og han regnede egentligt med, at Gabriel bare ville sætte sig til at drikke for sig selv lige som sidst.

Men hans tanker blev gjort til skamme. Plastikkruset blev sat for hans læber igen. Med en kræftanstrengelse løftede han hovedet, så han kunne drikke den livsgivende tykke væske. Et enkelt krus gjorde ikke så stor en forskel, ikke så svag som han var. Så da han var færdig, lod han bare hovedet falde ned igen. Han var lidt langsom til at svare ham, som skulle det lige ind og vende et par gange.
"If you wanted fun, you shouldn't have put me in this damn chair in the first place. I could've shown you lots of fun." Han orkede næsten ikke at hviske ordene frem, og han var stadig egentligt for langt væk til at have spekuleret nærmere over, hvad han havde sagt. Et eller anden havde dog forhindret ham i at sige en masse grimme ting, for så var det ikke sikkert, at han ville få mere blod. Og lige nu var det alt han ville. Have blod. Okay, og sove og have et bad. Men blod. Så han kunne få sin arm til at sidde fast igen.

Gabriel rynkede blot på næsen over svaret han fik tilbage, mens han hældte mere blod op til vampyren. Der gik nok lidt tid endnu før han kunne få svar af kvalitet ud af Constantine, for han virkede bombet. Ikke at Gabriel selv ville være frisk efter en sådan omgang, men det fik ham nu alligevel til at kede sig lidt. Han overvejede halvt at finde sin computer frem og spille League, men kom i tanke om, at der var ikke rigtigt noget WiFi her, så det ville næppe gå særligt godt. Var det for sent at ringe til Julien og spørge om han kunne komme forbi? Det var det nok.

Mens Gabriel overvejede hvad han skulle gøre, hældte han mere og mere blod på vampyren, indtil han kunne se at helningsprocessen var godt i gang. Og så fik han lige et ekstra glas, mest fordi at Constantine ikke havde været en lige så stor narrøv som han var dagen før. "Do you have any idea how wrong that sounds?" spurgte han, mens han hældte et glas blod op til sig selv, og gav sig til at drikke af det. Ikke at Gabriel var voldsomt tørstig, men når der var blod, sagde han ikke nej tak.

Egentlig var han ikke så sikker på hvor længe det her job ville vare. Det var i sidste øjeblik at de større detaljer blev sat på plads, og de havde ingen aftale. I teorien kunne han vel stoppe nu, og så kræve sine penge. Men nej, han måtte hellere færdiggøre hvad han startede. Dog gad han ikke rigtigt at trække den ud i en hel måned, som han ellers havde truet med. "So are you gonna take a nap? You look like shit" spurgte han, mens han trak sine ben op til sit bryst, og lænede sig mere tilbage på stolen.

Constantine drak og drak, som Gabriel blev ved med at føre det fyldte plastikkrus til hans læber. Som der kom mere og mere blod i hans system, fik han det bedre og bedre. Fysisk i hvert fald. Han var stadig sindssygt træt og udmattet. Men han begyndte at kunne sidde ret op igen, selvom han skulder stadig gjorde ondt som en i helvede. Men den begyndte at snurre og klø, som altid, når sår begyndte at lukke sig. Det her var bare et enormt sår og det gik ikke specielt stærkt med at hele. Men det helede, det var det vigtigste. Uden at tænke så meget over det, begyndte han at spænde lidt op i musklerne for at kunne mærke efter, om nerverne voksede sammen, som de skulle. Gabriel havde alligevel gjort et godt job, for det føltes rigtigt.

Da Gabriel åbenbart havde givet ham det sidste blod, han ville af med, og satte sig til at drikke selv, var Constantine vågnet lidt mere op. Smerterne skød stadig igennem hans krop fra armen, men blodet hjalp alligevel lidt. Han betragtede Gabriel med et træt og stadig lidt fraværende blik.
"More than you think." Et svagt smil spredte sig på hans ansigt. Selvom han var træt og stadig havde store smerter, var hans livsånd på ingen måde knækket, og han havde intet i mod at prikke lidt til Gabriel.

"A nap? That sounds like the idea of the century. Can I borrow your mattress for a day for two? Or you could drive me home with that ugly car of yours. You apparently know where I live." Han flyttede blikket til sin skulder, hvor man ligefrem kunne se såret vokse sammen stille og roligt. Hans arm flyttede lidt på sig, da knogen voksede sammen igen. Åh hvor skønt. Han havde snart sin arm igen. Forsigtigt sendte han signal til sin overarmsmuskel om at stramme og man kunne se den bevæge sig. Han sukkede et træt, lettet suk og lukkede øjnene lidt. Lige nu var han egentligt ligeglad med, at Gabriel var der. Han var ret ligeglad med sit eget image, som han ellers gjorde alt for at bevare. Han var bare udmattet og ville bare gerne hjem og sove. Efter et godt langt bad.
"How long are we going to keep on doing all this fun stuff? I'm getting a bit bored. And tired."

Gabriel rynkede på næsen, da Constantine konstaterede at det var mere forkert end hvad han selv troede. "Charming. I wonder why the ladies aren't flocking around you, fighting to bust you outta here". Tydeligvis var han ikke særligt imponeret over hvad Constantine sagde.

I like him.
I don't, he's a piece of unsanitary feces.
Gabriel fnøs af den sammenligning, men skrev den bag øret til en anden god gang.
Aww come on. He has impeccable humor, and has the same hobbies as us. I approve him worthy of staying alive after we're done with him.
I don't. Kill it with fire.
"Someone's a bit feisty today" mumlede han, men det kunne lige så godt være henvendt til Constantines næste udtalelse, som han kun lyttede til med et halvt øre.
Of course I am. Usually I only have to deal with two knuckleheads where I can at least influence one of them. Now I have three, which I definitely didn't sign up for.

"But no, you can't. I don't want your germs all over my stuff. And I'll let you go, whenever I feel like it, you piece of actual unsanitary defecation." Nu var det henvendt til Constantine, som han kiggede på med et uimponeret ansigtsudtryk
Good one. I like the change.
"Thank you, I thought it'd spice it up, with words he probably doesn't understand"
I'm impressed. Kudos to you.
"You're too kind"
I know.

Smerten begyndte at flytte sig fra skulderen og ned til albueledet, som nerverne voksede sammen. Han helede alligevel lidt hurtigere, end han havde regnet med. Åh, hvor var han glad for at have fået sin arm tilbage. Den havde bare af at virke, når den engang var vokset helt sammen og han var kommet fri. Lige nu kunne han ikke rigtigt noget med den, de tre sølvkugler havde slået den helt ihjel. Han kunne spænde lidt i overarmsmusklen, men det var også det. Han ville ikke kunne tjekke fingre eller led, når det hele var vokset sammen.

Da Gabriel snakkede om damer, så han igen på ham med et skævt smil.
"That's because I only do in one night acquaintances without any names, they wouldn't even know where to find me." Constantine betragtede Gabriel, som denne så ud til at blive lidt fraværende. Det gik op for ham, at han havde set det før, så han sad bare i tavshed og betragtede Gabriel, der svarede på det, som han havde sagt. Og så alligevel ikke, det virkede ikke til at være henvendt til ham. Gad vide, hvad der foregik oppe i knolden på rollingen?
Constantine skar ansigt, da smerten på ny fór igennem hans arm. Av for satan. Nu måtte den godt snart være vokset færdig.

Gabriels svar fik ham til at rynke på næsen.
"You know, you and your shit-talk are getting old. Don't you think of anything else than crap?"
Igen virkede det til, at Gabriel lyttede til noget andet end Constantine. Han begyndte endda at lave en halv samtale med nogen, der ikke var der. Det var sært. Constantine kneb øjnene sammen og så undersøgende på ham.
"You know you're talking to your self, right? Do you have an invisible friend or maybe you're some religious nutjob? Or just a nutjob."

Gabriel lagde hovedet på skrå. "Hm, I guess that's too bad. Would've been nice to have someone try to save you, but when women don't even wanna know who you are, I guess you're just not very likable. How very unfortunate for you" Og med det tog han en tår af sin kop, som var det ingenting det han sagde.

Han svarede ikke rigtigt på Constantines næste kommentar, da han trods alt var dybt opslugt af sin samtale med sig selv. Faktisk reagerede han først, da Constantine kommenterede på at han talte med sig selv. "Hmm, just an ordinary nutjob. Got a doctor's note" Han trak på skuldrene, og tog endnu en tår af blodet. "I thought you already figured that one out. I am torturing you for money after all, but you don't strike me as a very smart person, so I might've overestimated your intelligence in the first place"

Gabriels fornuft var ikke blevet diskuteret i mellem dem før nu, da de ikke havde haft så meget samtale tid, men det var dog ikke fordi at Gabriel prøvede at skjule det. Han var ret åben med det meste, hvor angst og depression var det eneste han holdt for sig selv. Men at han var skizofren, bipolar og paranoid var ikke en hemmelighed, og det havde det aldrig været, for der skete intet af at folk vidste det. Det eneste de vidste var at grundet hans paranoia var han påpasselig med alt, at hans humørskift gjorde ham uforudsigelig, og at han snakkede med sig selv fordi han var skizofren. Derfor gjorde det heller ikke noget at Constantine endeligt havde regnet det ud.

Constantine ville trække på skuldrene, hvis han kunne, men rystede bare lidt på hovedet.
"It's the other way around, midget. I don't wanna know thair names. By the way, I have forgotten why we are discussning my love life? Are you jealous?" Constantine grinede svagt til ham, inden han lod hovedet falde til siden og lukkede øjnene. Hans albueled skreg af smerte, da skulderen var ved at være vokset sammen igen. Det skulle nok blive sjov efterhånden som helingen bevægede sig ned igennem armen. Når den var vokset sammen, kunne han godt tænke sig den lur, som Gabriel havde snakket om. Selvom hans nakke og ryg var ved at være trætte af hans hængende positur, kunne han sagtens snuppe en lur i stolen igen. Selvom hans seng ville være bedst.

Han åbnede øjnene igen, da Gabriel svarede ham på spørgsmålet om hans mentale tilstand.
"Hey, I'm not stupid. And I'm not a nutjob either and I like making people bleed too. So, well, you could just be in it for the money. Or the fun. That doesn't scream nutjob, just psychopath. There's a difference." Han lukkede øjnene igen og forsøgte at skubbe smerten væk, samtidigt med at han fulgte med i helingen. Han var meget obs på, at et skulle hele ordentligt og det ærgrede ham, at han ikke kunne bevæge noget som helst.

"Now we're talking about fun. I could manage a scream or two if you dig those frigging bullets out. It wasn't very nice to shoot me. It hurt my feelings, you know." Selvom han var træt og slatten, var Constantine ved at få nok energi til at lade munden løbe. Der skulle meget til, før han holdt kæft. Det havde lykkes Gabriel at køre ham så langt ud, ingen tvivl om det, men nu var han på vej tilbage. Faktisk var det ved at være Constantines tur til at tænke, at Gabriel var kedelig i forhold til rappe replikker.

"I will repeat myself, I'm not into that kind of stuff. It'd be uncomfortable not only for me, but for whoever I'd be with, since I'd have no interest in them what-so-ever. So no, I'm not jealous. I'm just commenting on what you're telling me. If you stop, I stop" Gabriel hævede et øjenbryn, og betragtede Constantine lidt. Han så ikke ud til at have det særligt godt, og uden at være ovre og prikke til hans nakke, kunne han sagtens se at han var anspændt. Men sådan var det at blive tortureret, det var ikke meningen at det skulle være behageligt.

Gabriel var ikke synderligt berørt af at blive kaldt psykopat, han havde hørt værre, og trak også bare på skuldrene. Af alle de ting han var, så var han teknisk set ikke psykopat. Det var han alligevel for socialt handicappet til. "Psychopathy is considered a personality disorder, if you wanna get technical. A psychopath is a person with a dyssocial personality structure, and some of the most regular symptoms are, but not limited to; being reckless, manipulative, aggressive, having a bigger need for sex than the average person and being prone to sweating a lot. I'm closer to being a sociopath rather than a psychopath, as I'm antisocial, and dislike forming emotional attachments, but last time I checked I wasn't, so as I said, I'm just an ordinary nutjob"
Da han endeligt var færdig med at tale, så han overvejende på Constantine. "You on the other hand? You're definitely reckless, and aggressive- maybe not that manipulative, since you're not really smart enough for that, but the amount you bring up sex is alarming to say the least and-uh.. I believe we can put sweaty on the list too. You're kinda gross right now. But it's not enough to identify you as a psychopath, we can do that some other day. If you are though, that makes you a nutjob too. Welcome to the club. We consist of four people now; you, me, myself and I"

Dog fik Gabriel hurtigt et kedsommeligt udtryk i ansigtet, da Constantine nævnte kuglerne i sin skulder igen. "I'm not nice" kommenterede han tørt, men kiggede alligevel imod såret, både fra den første sølvkugle han skød i brystet på vampyren, men også de tre han havde skudt i ham tidligere på aftenen. Det så ikke alt for godt ud, og havde det ikke været en vampyr, som han havde med at gøre, så havde han nok været nervøs for deres helbred... men nu var det jo en vampyr, så det gik nok.
"But no, I can't. Think of them as a gift. A very painful gift for you to carry as long as you're with me. And then think of how thoughtful I am. I didn't just give you one gift, I gave you four. Actually, I'll take my earlier statement back; I am very nice"

Constantine himlede med øjnene.
"Fine. I'll stop, if you are so uncomfortable about it. Just because you can't get laid." Constantine havde mistet interessen for emnet. Faktisk var han ved at miste interessen for at snakke med Gabriel. Det var ved at blive kedeligt. Ikke at han ligefrem hellere ville tortureres, men han ville nu gerne lave noget andet end at diskutere med rollingen.

Han stirrede på Gabriel med kedsomhed i blikket, da denne remsede det op, som udgjorde en psykopat. Ja ja, han vidste det godt. Bla bla bla. Wauw, han var ved at være kedelig, den unge vampyr. Constantine var ved at miste koncentrationen og begyndte at lade blikket glide rundt i det store rum. Det var lige så kedeligt, som det havde været tidligere. Endnu et stik af smerte skød op igennem hans arm og han så ned på det. Albueleddet klikkede på plads. Fantastisk. Hvis han så bare kunne få lov til at bevæge den skide arm.

Gabriel begyndte at snakke videre og Constantine vendte opmærksomheden i mod ham igen. Han var ved at sammenligne Constantine med en psykopat. Constantine var overhovedet ikke fornærmet. Han var nok en psykopat, men han var egentligt ret ligeglad med hvilket label folk satte på ham. Så længe han havde det sjovt. Og blod og vold var sjovt.
"At least I got a functioning mind. Without voices and.. I guess your ability makes others see what you see, so at least I'm not seeing these creepy things and shadows. Well, I hope they go away." Han så stadig ting bevæge sig i sit synsfelt, men han valgte at ignorere det totalt. Han havde et stærkt sind og var alligevel ikke til at hyle helt ud af den.

Da Gabriel sagde, at han ikke ville pille kuglerne ud af ham, rynkede Constantine på næsen.
"No, you're not nice. You're an ass." Han sukkede dybt og vippede hovedet lidt på skrå. Nu var det hans tur til at se på Gabriel med et kedsommeligt udtryk.
"This is getting boring. And you talk way too much if you're supposed to make snappy comebacks. Way too much."

Gabriel himlede med øjnene. Helt normalt fungerede Constantines hjerne altså ikke når han havde lyst til at dræbe folk på den måde. Ikke at han rigtigt havde nogen ret til at dømme ham for det, men i det mindste var Gabriel selv ærlig omkring det. Og ærligt? På samme måde, som Constantine var begyndt at kede sig i selvskab med Gabriel, så begyndte Gabriel at kede sig. Ærligt talt overvejede han at tage et job ved siden af, bare for at komme ud i løbet af natten for mere end bare blod. Det var nok også derfor han ikke var så sprælsk som han plejede at være. Der skete simpelthen ikke nok. Jo, der var da blod og skrig af smerte, og det var også sjovt nok i og for sig, men nu var Constantine gamle nyheder efterhånden. Gabriel var trods alt en ung vampyr, så hans hjerne og sanser kørte på fuld tryk.

"I'm just as bored as you, Costa. You're not as fun as I had hoped" sagde han med et dramatisk suk, og satte kruset med blod på borden, og rejste sig op. Gabriel strakte sig, mens han tøffede over, satte sig på sin madras og fandt sin bærbar frem. Den var ikke så fin og fancy, som så mange andre, men den kunne hvad den skulle; åbne mails og køre spil.
Han checkede hurtigt sin mails, men hvad han ledte efter, var ikke til at finde. Endnu et suk lød fra hans læber. "My employer still haven't replied on when I can let you go. Or kill you. Whichever works best"

Et øjeblik overvejede han at ringe til Julien. Julien af alle personer. Men besluttede sig for at lade være. Han gad ikke at deale med en halv-irriteret og træt ild-dæmon. I stedet åbnede han League of Legends op, og fandt sit headset frem.
"I'm gonna play some games until you're healed. Then future-me can saw your leg off or something, whatever my mind comes up with by then. Take a nap or something"

Constantine betragtede sin arm, som han kunne mærke sener, kød og blodårer flytte rundt på sig for at finde det, de passede sammen med. I forhold til, hvor mange led, der skulle hele, ville det nok tage en times tid endnu, inden det var overstået. Han sukkede og så på Gabriel igen.
"I have told you to let me go, then I'll show you some fun times. How tall is this building? We could see how many seconds it woul take you to hit the pavement." Han sendte Gabriel et smil, der skulle virke frisk og overtalende.
"Or you could just let me go, since we both are bored."

Han betragtede ham, som han strakte sig. Åh, han kunne virkeligt også trænge til at strække sig. Bevæge nogle muskler. Det eneste han kunne var at lægge hovedet tilbage og vippe det fra side til side. Og rulle en lille smule med den skulder, der kun havde én sølvkugle i sig. Han kunne ikke engang trække skuldrene frem, så han kunne strække de muskler i ryggen. Det var da næsten lige så meget tortur ikke at kunne få løsnet op i rygmusklerne. Constantine ville næsten hellere skæres i, det var da til at håndtere.
"Oh, that was sad. Give me the person's name and I will go ask them. With a knife and a bat."

Med et lidt muggent blik så ham på Gabriels computer. Han havde aldrig helt forstået det der med de maskiner. Han vidste ikke, hvad man skulle bruge dem til. Han havde heller ikke en mobiltelefon. Hvad pokker skulle han med sådan en? Han havde ikke nogen at ringe med. Eller sms'e med eller hvad det nu hed. Han havde da kigget på telefonerne før, fulgt lidt med i udviklingen. Han kunne da stadig huske de store klodser nogle af hans ofre gik rundt med til at starte med. Så blev de helt bitte små og nu var de store og ren skærm. Han fattede det ikke.
"You have tried that, it must be boring doing the same over and over." En lur. Jo, hvis han kunne sove for smerterne i armen. Han var begyndt at kunne mærke håndleddet. Nå, han kunne da forsøge.
"Oh well, wake me up when you're ready to some fun again." Og med de ord lod han hovedet falde til brystet og lukkede sine øjne. Smerter eller ej, han var fandens træt.

Gabriel så overvejende på Constantine, da han blev spurgt hvem det var. "I can't tell you right now, since I'm actually a reliable mercenary, as long as I get paid. But when I'm done doing what I'm getting paid for, and if he doesn't tell me to kill you, I can print out a copy of his application and let you have the joy of killing him or something. Serves him right for not replying to my mails" brummede han, lidt halv-irriteret. Gabriels krav var simple, og lette at forstå. 'No binding contract, pay me on time, and reply to my mail you pathetic scumbag'. Nemt, enkelt og idiotsikker. Udover for ham her, tydeligvis.

Gabriel kiggede overvejende på Constantine, hvorefter han trak på skuldrene. "Practice makes perfect" Og dernæst, tog han sine høretelefoner over ørerne og satte sig til at spille League of Legends, mens Constantine fik lov til at hvile sig.

De næste par dage gik nok langsom for Constantine, eftersom at Gabriel ikke rigtigt var i bygningen med ham. Han tog nogle jobs hist og her, og når han var færdig tog han enten hjem til sig selv, eller hjem til Julien for at få noget ro i hovedet... eller så meget ro i hovedet som Gabriel nu en gang kunne få.
Først efter tre dage kom han tilbage, og så gik han ellers til den igen, med friske tanker og idéer. Constantine blev både smidt ud i solen igen, fik brændt sine fingre til de næsten var sorte, og en af dagene følte Gabriel simpelthen for at kaste en stor gryde kogende olie på ham, som der var blevet blandet en masse sødestoffer i, dernæst lade døren stå åben i løbet af natten så diverse kryb kunne få lov til at æde sig igennem ham, kun for at hælde en spand med kogende vand henover ham, for at dræbe krybene og få olien af ham. Kreativiteten fejlede i hvert fald ikke noget. Selvfølgelig blev han fodret ind i mellem, men ærligt? Så trak Gabriel den længere og længere, og lod også den ældre vampyr sulte i flere dage med hård tortur.

Der gik godt og vel to uger med sådanne idéer før at Gabriel en aften fik et opkald. Egentlig havde planen været at brække Constantines arme, og sætte dem skævt sammen, men godt som han skulle til at brække den første knogle, ringede hans mobil. Han fiskede den op ad lommen, og førte den op til øret. Mens han snakkede gik han lidt rundt i lokalet, af ren vane.
"Yeah? Uh-huh? Okay? Yup, I saw you transmitted the money earlier. No-no, he's okay I think. Maybe a bit scarred after almost getting eaten alive, but he'll probably not commit suicide. You want me to...? Okay then. Yeah, sure, whatever, but just remember I'm not under a legally binding contract, so I'm not obligated to make sure he won't come after you. You want me to not tell him your name?" Gabriel så over på Constantine, overvejende, og krydsede dernæst sine fingre, så Constantine kunne se det. "Yeah, sure, I won't. If he kills you, I promise you can kill me until I die or something. Okay, yeah, thanks for hiring me, you know my e-mail if you ever need me again. Yes, thanks, bye" Gabriel lagde på, og smed sølvpælen over på bordet, hvorefter han kørte sin ene hånd igennem sit hår.

"Well, I was just asked to let you go, but I wasn't asked to not kill you before letting you go. So what about a little deal? I let you go, and have the rest of the blood and the mattress for yourself and in return you're not gonna try to kill me the minute I'm freeing you. Not that I think you could in this state, but I just wanna be safe for now" Gabriel var allerede på vej over til Constantine for at se hvad vampyren sagde til det, hvis han overhovedet kunne sige noget. Det var trods alt mere end et par dage siden han sidst havde givet ham blod. Nok nærmere 4-5 dage, hvor han ikke ligefrem havde været blid.

Man kunne ikke ligefrem sige, at det havde været nogle fantastiske uger for Constantine. Det havde været noget af et mareridt. Selvom han havde oplevet meget, havde Gabriels fantasi alligevel overgået alt. Han havde aldrig skreget så meget før, smerterne havde været intense og voldsomme. At blive brændt i solen havde næsten været en leg.

Han blev fodret ind i mellem, altid når han var så ødelagt, at han næsten ikke have kræfter bare til at synke. Han havde været hudløs efter kogende olie, kryb og kogende vand. Han havde været brændt, tæsket og udsat for alle mulige syge ting, som Gabriel havde fundet på. Og der blev mindre og mindre blod. Ærligt talt havde han være halvvejs bevidstløs det meste af tiden og der var heldigvis store tomme huller i hans hukommelse.

En dag, hvor han sad og hang i stolen, ringede Gabriels telefon. Lige i sidste øjeblik, den yngre vampyr havde åbenbart besluttet sig for at brække hans arme. Constantine var langt væk, som han havde været meget af tiden i Gabriels hænder. Han havde ikke fået blod i mange dage og var holdt op med at kunne hele igen. Hans fødder gjorde ondt efter at Gabriel havde været ved at sætte ild til dem med lighterbenzin, hans ene øre var syet fast til hovedet, hans ene hånd var brækket og Gabriel havde haft sjov med at skære hans mave op igen, hive hans indvolde ud og pille sølvkuglerne ud. Indvoldene havde han ladet ligge ude i et godt stykke tid og der var gået fluer i. Fluer der lagde æg, der klækkede til maddiker. Insekter. Constantine ville aldrig komme til at lide insekter igen. Han var blevet insektføde den ene nat, hvor Gabriel havde hældt den kogende olie ud over ham og havde ladet den sidde. Han kunne næsten stadig mærke krybet kravle rundt på sig.

Kuglerne havde været den mindste af Constantines bekymringer de sidste to uger. Han var mere død end levende. Når han havde fået blod og var knapt så smadret af smerte og udmattelse, havde han været vittig som altid, men gnisten var efterhånden gået af ham. Han var ikke knækket, men han havde ikke længere energien og lysten til at være sjov. Inden han blev helt tavs, havde han brugt sin styrke på at forbande Gabriel langt væk. True ham med, hvad der ville ske, når han en gang kom ud af den forbandede stol.

Men intet havde virket og torturen havde fortsat og fortsat. På et tidspunkt, han kunne ikke helt huske hvornår, havde han været meget tæt på at bede Gabriel om at afslutte det. Bede ham hamre den skide sølvpæl igennem ham, så han kunne slippe for smerterne. Men han havde heldigvis været for svag og tanken forsvandt igen, da han fik blod. Han var ikke typen, der havde nogen form for dødsønske. Men det havde været en meget hård tid, lænket til stolen. Han havde ingen tidsfornemmelse. Det kunne have været en uge, det kunne have været et år.

Han var kun halvt ved bevidsthed, da Gabriel tog telefonen. Han var mere end udhungret og han var mere udmattet end han nogensinde havde været før. Hele hans krop skreg i smerte og udmattelse, hvilket var ved at blive en permanent ting. Den samtale, som Gabriel havde, fik dog Constantine til at åbne øjnene. Han fik ikke fat i, hvad han snakkede om, og så dog. Et eller andet tændtes inden i ham. Frihed. Det lød som frihed. Det var det eneste, Constantine fik fat i. Resten var næsten bare en masse lyde, der ikke helt gav mening.

Da Gabriel lagde på, smed sølvpælen fra sig og kom hen i mod ham, forsøgte han at rette sig op, hvilket ikke gik særligt godt i første forsøg, men han fik alligevel hevet sin overkrop op i lodret stilling. Stadig halvt bevidstløs så han på Gabriel, dog lidt mere vågen end et par minutter før.
"I.. want.. the name.." Han lukkede øjnene for et øjeblik. Det gjorde ondt at snakke. Ud over at skrige, var det det eneste, han havde sagt de sidste par dage. "And I.. wont.. kill you.. for now.."