Det kommer til at gøre ondt (Gabriel) -Gore-

Et lille smil brød frem på Gabriels læber, da Constantine sagde at han ville have navnet på manden, som var skyld i at han sad her i første omgang, og til gengæld ikke ville dræbe Gabriel. Ikke at Gabriel som sådan var nervøs for det, for ærligt talt så den ældre vampyr ud til knapt at kunne holde sig oprejst, og han ville næppe kunne angribe nogen når han blev sluppet løs. "I will, don't worry, but we're gonna wait a bit. I don't think you can comprehend most of the things I say at the moment, much less a name" Men trods hvad han sagde, slap han ikke Constantine fri med det samme.

I stedet begyndte Gabriel at samle sine ting sammen, og smide dem ud i bilen, og først da alt udover madrassen stolen, og de to sidste flasker blod var tilbage, gik han over til Constantine igen. "You can keep the mattress" brummede han, mens han begyndte at løsne lænkerne om hans hænder og fødder. Det tog ikke så lang tid, og så længe Constantine sad stille, så havde Gabriel ikke tænkt sig at gøre noget imod ham igen. Som sagt havde han fået sin løn, og havde fået ordre på at lade vampyren gå løs igen. Det var trods alt ikke noget personligt, bare rent arbejde.

"There we go, Costa. Y'think you can handle the rest on your own?" spurgte han, egentlig ikke særligt interesseret, og trak i mellemtiden et stykke papir op ad sin baglomme, som han rakte over til Constantine. "And as promised, here's the contact information of my employer. It has his full name and address, so finding him shouldn't be a problem. Break his nose, and tell him that it's his fault for not replying to my mails for me, will ya?"

Når Constantine tog papiret, ville Gabriel gå ud i natten, lukke døren efter sig, og sætte sig ind i bilen, som om at intet var hændt. Forhåbentligt stødte han ikke ind i vampyren igen, for ærligt talt kunne han godt være lidt nervøs for hvad han ville gøre. Så for en sikkerheds skyld ville han nok have en træpæl på sig, bare for at være på den sikre side.

Constantine svarede ikke Gabriel, men sad bare og fulgte ham med øjnene, som han rendte rundt og pakkede sammen. Han var snart fri. Han klyngede sig til tanken om, at han snart kunne rejse sig og forlade den bygning, som han havde været lukket inde i en evighed. Frisk luft, regn, vind, alting ville være herligt at komme ud i. Når han engang var blevet mere frisk, ville han ikke bruge mere tid indendørs end højst nødvendigt. Og sove. Han skulle sove.

Han sad stille, mens Gabriel løsnede kæderne om hans håndled og ankler. Det var en fantastisk følelse, selvom kæderne om anklerne var klistret lidt fast i det brændte kød. Han flyttede stadig ikke på sig, da Gabriel rejste sig og gik væk fra ham. Han var ikke sikker på, at han i det hele taget kunne flytte på sig. Ikke lige nu. Og slet ikke, hvis han skulle kravle hen over gulvet for at komme hen til det blod, som Gabriel havde efterladt. Den glæde ville han nu ikke give Gabriel, at se ham kravle hen over betongulvet.

Først da Gabriel rakte et stykke papir i mod ham, løftede Constantine den hånd, som ikke var brækket, og tog i mod det. Ikke at hånden blev løftet ret højt og den rystede pænt meget. Navn og adresse. Der krøb et svagt uhyggeligt smil over hans ansigt, hvilket sammen med hans blege hud, blodige ansigt og klistrede hår fik ham til at se ud som noget fra en gyserfilm. Der kom endda et glimt i hans ellers døde øjne. Hvem end der havde hyret Gabriel ville komme til at fortryde det. Han svarede ikke på Gabriels ønske, men man kunne ikke være i tvivl om, at der ville ske mere end en brækket næse.

Endeligt gik Gabriel. Constantine blev siddende lidt for at være sikker på, at han ikke kom tilbage. At han ikke bare lod som om, at han slap ham fri. Men nej, bilen kørte og der var helt stille.
Til sidst begyndte han at røre på sig. Hans fødder skreg af smerte fra den brændte hud og hans hånd var ubrugelig. Men han fik alligevel skubbet sig ud af stolen, hvorefter han væltede om på gulvet, ude af stand til at stå på sine fødder. Smerterne væltede ind over ham fra øret, maven, hånden og fødderne og han lå bare lidt på det kølige betongulv for at samle kræfter. Langsomt og smertefuldt fik han skubbet sig hen over gulvet og hen til madrassen og de to flasker blod. Han fik skuet låget af den ene flaske og begyndte grådigt at drikke. Det tog ham ikke lang tid at tømme flasken. Bagefter lå han bare i et stykke tid og lod blodet gøre sit, inden han tømte den sidste flaske. På en eller anden måde fik han skubbet sig op på madrassen og der gik ikke mange minutter, før han faldt i søvn, døden nær af udmattelse.

Han sov i længere tid, end han havde regnet med. Hele dagen var gået og solen var på vej ned, da han vågnede op igen. Hans krop var ikke helet helt, men nok til at han ville kunne tage på jagt. Nu skulle han lige finde ud af, hvor han var henne, og så skulle han hjem. Hjem i bad og have rent tøj på. Han stank langt væk, var møgbeskidt, fyldt med blod og hans bukser var helt stive og hang næsten ikke sammen. Hans blik faldt på hans jakke og t-shirt, der lå sammen med hans kniv og støvler. Fantastisk.

På vej hjem var der en tilfældig forbipasserende der bare lige nåede at se en eller anden mand, der mindede om en karakter fra en splatterfilm, inden døden indtraf.