Are you alright? – Fox.

Fox havde stadig en stor trang til at løbe, blive væk, gemme sig i sin hule. At sidde her, foran et andet tænkende væsen, var frygteligt skræmmende og uvant. Han følte sig eksponeret, hvilket også var grunden til, at han gjorde sig så lille som muligt. Samtidigt med, at han forsøgte at være usynlig, brugte han en del energi på at lægge mærke til sine omgivelser. Hans hørelse var bare som et almindeligt menneskes, og han følte sig nærmest døv. Han burde løfte ansigtet, så han kunne se sine omgivelser, men han havde ikke lyst til, at hun kunne se ham.

Da hun fortalte ham sit navn, kunne han godt høre usikkerheden i hendes stemme, og han bed sig i læben. Hun var slet ikke så bange som ham, men hun var åbenbart heller ikke helt tryg. Det fik ham tøvende til at se op igen, så han kunne se hende og hun ham. Han mødte dog ikke hendes blik, øjenkontakt virkede stadig som noget uoverskueligt. Ainsley. At hun fortalte sit eget navn fik ham alligevel til at slappe en lille smule mere af, så han rettede sig lidt op, så han bedre kunne se rundt.

"Jeg.. bor herude." Han ville ikke sige noget om, hvor. Det var for farligt. Og af en eller anden grund, havde han heller ikke lyst til at fortælle hende, at han boede i et hul i jorden. Et meget fint hul med flere rum og mange udgange, men stadig et hul. En rigtig rævehule. Han kastede endnu et blik på bærerne, men havde stadig ikke lyst til dem.
I stedet fulgte han hende med blikket, da hun rejste sig. Hun var et spøjst væsen med vinger og pels. Han havde hørt om albaer, men det var ikke noget, han nogensinde var stødt på. De var vist ret sjældne.

Han overvejede lidt, om han skulle spørge hende, hvor hun boede. Han var stadig meget usikker og vidste ikke helt, om han skulle forsøge at holde en samtale kørende. Men længslen efter at være i kontakt med andre fik ham alligevel til at åbne munden.
"Hv.. hvor bor du" Hans stemme var stadig rusten og ville nok være det lidt endnu.