Who are you? - Zane.

Han fulgte hende med blikket da hun kom over imod ham, og det var faktisk en lettelse, da hun tog kjolen på... det var en stor skam for ham, at han mere eller mindre havde forgrebet sig på hende.

"Ja, jeg er en mand med mange andre evner, end sadistisk vold..." mumlede han, hvorefter han tog roligt og blidt fat i hendes vinge.
Så smilede han skævt, og fokuserede sin magi...

Ainsley ville nu kunne mærke hvordan såret i vingen blev varmt, og begyndte at kilde en anelse... og få sekunder senere, var såret væk.
Det var som om intet var sket hendes vinde, og hun ville være i stand til at flyve med det samme, hvis det var det hun ønskede.

Hun kiggede nysgerrigt på ham imens han greb hendes vinge og brugte hans magi. Et lille varmt smil dukkede op på hendes læber og hun spredte hurtigt hendes vinge ud. Lod den bevæge sige lidt, inden hun kiggede over på ham igen. Dog var hendes smil anderledes. Der var en varme i det blide smil hun nu havde på hendes læber og hun fniste glad.

”Tak! For resten, mit navn er Ainsley, og du er?” spurgte hun.

Det var som om hendes billede af ham var forandret, hun var ikke nær så bange for ham mere, på en måde var der en tryghed som var ved at blive dannet for hende, ved ham.

Han slap hendes vinge da den var hel igen, og lagde så dovent armene på sine knæ igen, mens han kiggede lidt rundt.
Hun var underlig... han havde jagtet hende, skudt hende ned, givet hende et slag i maven, og tvunget kjolen af hende... og nu virkede hun mest af alt interesseret i ham!

Zane vendte igen blikket mod hende, og var halvt forbavset over hendes varme smil - og hendes introduktion af sig selv.

"Ainsley... har du glemt at jeg lige har haft dig bundet til et træ, bare så jeg kunne gøre dig fortræd?" spurgte han. Af og til, overraskede Di Morga's væsener ham... meget.

"Mit navn er Zane." sagde han dog.

Hun kiggede lidt på ham, blinkede med hendes stormgrå øjne og smilte lidt igen.

”Nej.. Det har jeg ikke glemt. Zane? Det er et flot navn.” Smilte hun glad og rejste sig op imens hun børstede noget skidt af hendes kjole.

Hun var nysgerrig, meget nysgerrig over hvad han var for en. Ainsley gik rundt om ham, satte sig bagved ham og så det flotte hvide hår. Nysgerrigheden overvandt hende og hun kravlede helt op bagved ham og rørte ganske let ved hans hvide hår, hun studerede det og var meget overrasket over den silkebløde følelse det havde.

Hun havde ikke glemt det... hendes mave var sikkert stadig lettere øm... og alligevel var hun her, glad og frisk, og interesseret i, hvad han var for en.
Det var underligt og komisk... men måske var det typisk for albaer?
Han vidste det faktisk ikke...

"Tak..." sagde han tørt, til hendes pludselige kompliment om hans navn.

Han holdt øje med hende som hun studerede ham, og da hun pludselig satte sig bag ham for at se på hans hår, var det hele bare en smule mere underligt...

Han blinkede overrasket med øjnene, da hun rørte hans hvide hår.
"Hvad laver du...?" spurgte han.
Det mærkeligste af det hele var, at hun ikke var bange for ham... havde hun set bare to år ældre ud, ville han have brugt timevis på hende... på smerte...

Hun kiggede op på ham og grinte lidt imens hun lod hendes fingre glide mere igennem hans hår. Ainsley nynnede lidt og studerede hans ryg mere.

”Kigger og mærker.” Svarede hun og hendes halefjer vippede lige nu meget glad. Hun gabte svagt og rystede kort på hendes hoved da hendes mave knurrede lidt mere. Hun var sulten, men vidste ikke helt hvor hun skulle lede efter mad lige nu.

”Hvor bor du endelig?” spurgte hun nysgerrigt. Boede han heroppe? Havde han et hus eller hytte heroppe ved skoven? Måske boede han tæt på hende!

Denne nylige nysgerrighed... den var egentlig ganske charmerende.
Men den var samtidig farlig... for hvis Zane havde været ligeglad med hendes meget unge krop, ville han have udnyttet denne nysgerrighed... groft.

Men sådan forholdt det sig heldigvis ikke.

"...du møder ikke så mange her ude, gør du?" spurgte han, og smilede skævt da han hørte hendes mave knurre.
Albapigen var sulten...

Zane rakte ned i sin ene lomme og fiskede en lille skindpose op, som han åbnede og lagde på jorden ved siden af sig.
Den var fyldt med tørrede bær...

"Tag for dig... og jeg bor inde i byen." sagde han kort. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre med denne situation...

Hun kiggede lidt på ham, da han forklarede hvor han boede og spurgte om hun mødte nogen herude. Det var som om et slør af ensomhed væltede ind over hende og hun krøb lidt sammen, efter at hun havde kravlet tættere på posen og spist lidt af de bær som lå deri.

”Nej.. Du er den første jeg har mødt i flere måneder.. Normalt holder jeg til mig selv..” Forklarede hun og spiste et bær mere, de smagte virkelig godt.

”Har.. Du den lyst til at skade alle du møder? Og.. Hvorfor vil du ikke skade børn?” Spurgte hun lidt nysgerrigt, hun ville så gerne forstå ham!

Han var den første hun havde mødt, i flere måneder...? Det var vel typisk albaer... han havde hørt at de holdt sig mest for sig selv.

Som med mange andre væsener af naturen, var ensomhed, fred og ro nok en del af deres livsstil.

Zane hævde kort det ene øjenbryn da hun spurgte ind til det med at skade folk...
Det var ikke noget han normalt talte om... og slet ikke noget han plejede at forklare.

"Det er ikke alle, nej..." sagde han lavmeldt, mens han kastede et ligegyldigt blik rundt i området.
"Det er en trang... og det er seksuelt... ikke noget jeg tror, du forstår... og hvorfor ikke børn? Fordi det er det mest forkastelige, at forgribe sig på børn, på nogen som helst måde..."

Hun prøvede at forstå det, det var tydeligt at hendes lille hoved prøvede at køre det igennem og forstå, men det var ikke nemt. Hun kiggede ned på hendes meget beskidte jeg og på hendes slidte kjole. Dog var der noget som poppede op i hendes hoved.

”Du bor inde i byen? Hvordan er det der?” spurgte hun nysgerrigt og det var lige før hun hoppede tættere på ham, dog blev hun stoppet lidt af den lille pose med bær i, hvor hun havde spist nogle stykker nu.

Hun havde ofte kigget ind imod byen, men aldrig samlet mod til at tage derind. Hun havde været for bange, for skræmt til at gøre det. Da hendes fortid ikke have gode minder med sig.

Han smilede lidt da han så, hvor meget hun tænkte over det... et så uskyldigt væsen ville nok aldrig kunne forstå den slags.

"Tænk ikke over det... det er alligevel ikke noget, du kommer til at opleve." sagde han så.
Hun ville i hvert fald ikke opleve det fra ham. Det var helt sikkert...

"Byen er... livlig. Den kan være festlig, men også meget farlig. Terre er fyldt med vampyrer, dæmoner og andet pak... Jeg tror ikke, det er et sted for dig."

Hun rystede lidt på hendes hoved.

”Jeg kan godt lide denne ro, selvom det kan være svært med mad, bad og andet. Dog er det værste nok lidt ensomheden, som nogen gange godt kan blive lidt for meget.” Forklarede hun og kiggede lidt mere på hans fine tøj. Generelt så han meget mere sund ud, end hun gjorde.

”Dog har jeg aldrig været inde i byen.” Sagde hun og kiggede op på hans ansigt igen, inden hun tog nogle flere bær. De smagte virkelig dejligt!

Han kiggede lidt på hende mens hun talte... når han så efter, så hun egentlig en smule underernæret ud...
En flygtig tanke om, at det måske var derfor hun lignede en 12-årig, og at hun med lidt mere næring måske ville ligne en på femten eller seksten, strøg gennem hans hoved - men han skubbede den hurtigt væk igen.

"Ensomhed kan være en god ting... men den kan også bide sig fast i en, og nægte at give slip igen. Og når det sker, så er man prisgivet, med mindre man kan få hjælp eller virkelig tage sig sammen." sagde han roligt.

"Terre er ikke et sted for en pige som dig..."

Hun kiggede lidt på ham og ja hun var virkelig underernæret, specielt i denne sæson hvor der ikke var meget mad i skoven. Ligeså snart hun ville få noget føde igen, ville hun hurtigt tage på og pludselig ligne en på måske 14-15 år. Hun blinkede lidt og kiggede på ham nysgerrigt.

”Du kender det vist.. Og nej, jeg regner ikke med at flytte til Terre. Jeg har det fint herude, dog ville jeg ikke sige nej til at komme ind og se det.” Svarede hun blot og rejste sig op, børstede noget skidt af hendes kjole.

”Vil du vise mig Terre?” Spurgte hun og kiggede ned på ham imens hun rakte hendes meget blege og lille hånd frem imod ham.

Han fulgte hende med blikket da hun rejste sig, og da hun børstede lidt skidt af kjolen, slog det ham hvor dårligt klædt hun egentlig var... denne kønne, unge pige, udhungret og klædt i beskidt, godt brugt tøj... det var faktisk en skam.

Han rejste sig op, og tog så hendes hånd med et lille smil.
"Jeg vil godt vise dig Terre... og jeg har besluttet mig for at hjælpe dig lidt i stand." sagde han.

"Du vil have godt af at få noget mere mad end det, du kan finde herude... og i den grad også noget tøj."

Hun kiggede lidt forvirret på ham imens hun kiggede ned af sig selv. Hun var utrolig beskidt og meget af hendes skønhed var dækket til af skidt og jord. Selv hendes hår var virkelig ikke i den bedste tilstand lige nu.

Et lille smil dukkede op på hendes læber og hun kiggede op på ham igen imens hun holdte hans hånd blidt.

”Det behøver du ikke.. Jeg skal nok klare mig!” Grinte hun og hendes latter var træt og det var tydeligt at hun faktisk var glad for at han ville tage hende derind.

For engang skyld var der en som bekymrede sig om hende.