Homecoming (Angelie)

S: Abbadon
T: Midnat
V: Skyet udenfor, det regner voldsomt
------------

"Og lad dette være jer en lektie!" råbte han så det rungede i den enorme, grotteagtige sal, hvor det meste af D'tarion klanen lige nu var samlet.
De mange sotelvere stod i en enorm flok, som dannede en cirkel om Zane og de Elders, som havde sat en pris på Angelie's hoved.

De tre Elders var døde, to brændt til hver deres lille, nytteløse bunke af aske, og den tredje med ansigtet smadret helt ind i kraniet, så det lignede en uhyggelig, blodig maske med knoglestykker stikkende ud.

Zane hævede sin blodige, højre hånd, og drejede langsomt rundt om sig selv, mens han lod sit isnende blik glide hen over forsamlingen af sortelvere.

"Hav tillid til jeres Valshar, børn af D'tarion! Thi han har ikke forladt jer! Og lad det hermed blive kendt at de, som vover at bespotte hans kommende brud, skal lide akkurat som disse tidligere Elders gjorde det!" råbte han, og ingen rørte en muskel. De stod bare og betragtede ham. Lyttede.

"Men vær ikke bange, brødre og søstre... vær ikke kede, for jeg ved hvad i har ventet på... jeg ved hvor meget i har længtes efter Di Morga, hvor meget i har længtes efter at udgyde blod... og det, mine venner, er hvad jeg vil skænke jer nu."

Zane sænkede sin arm igen, og smilede nu, stort og isnende koldt, og med et næsten vanvittigt glimt af forventning i øjnene, råbte han til klanen: "Zureshalon er brudt ud af sit fængsel, og har udfordret D'tarion klanen til kamp! Og vi, brødre og søstre, skal give ham kamp! Han, og hele Di Morga, skal komme til at sande, at en krig med os, er rendyrket masochisme!! I skal bade Terre's gader i blod, og i skal tvinge uhyret i knæ, så han atter kan blive betvunget, sådan som vi gjorde det i tidernes morgen! Så kom! Kom til mig, krigere! Lad os sammen drage til Di Morga - og lad os samme tage, hvad der retmæssigt er VORES!!"

Og med de ord, udbrød der hujen og begejstring, og de mange sortelvere bevægede sig hen imod Zane, som nu hævede begge arme og fokuserede sin magi.
"Shadow Mastery..." mumlede han... og verden forsvandt omkring ham, for at blive erstattet af uendeligt, skyggeagtigt mørke.

-

Selvom porten var lukket, blæste en unaturlig vind pludselig ned igennem Abbadon's tronsal.
Efter vinden, kom den ultimative stilhed... og så åbnedes portalerne.
En efter en åbnede det, som mest af alt lignede en skyggeagtig revne i virkeligheden - og ikke kun én, men mange, i hele salen, ja i hele Abbadon.

Ud af disse portaler, trådte i hundredvis af sortelvere, klædt i alt lige fra almindeligt tøj til fuld kamprustning - og op af gulvet, som om han havde været en del af de skygger som spillede hen over det, trådte Zane.

"Ja, mine venner... gør Abbadon prægtig igen..." sagde han lavmeldt, da de mange sortelvere hurtigt fordelte sig ud igennem den enorme, sorte fæstning...

Fra kælderegionerne til de berygtede Dungeons, sad Angelie på knæ. I skødet lå den pisk hun nu engang havde haft så kært, halvt skåret i stykker og nu i to dele. Hun sørgede dens tab som var det hendes barn hun havde givet afkald på.
Alt var efterladt præcis som det havde været efter hun var færdig med enneskepigen. Blodsprøjt over gulvet, brænde ærker efter granaterne, remedierne der lå spred omkring hende i voldsom uorden. Den tarmødelæggende kniv, sad i gulvet på højkant.

Det var først da den unaturlige susen ovenfra opfangede hendes opmærksomhed. Sanserne skærpede sig øjeblikkeligt, som hun kom på benene med de to piskestykker i den ene hånd, og den nye vikar, den nihalede pisk med kroge på, der stadig var blodige, i den anden.
Skridtene var lange, hurtige og elegante, som hun sprang op ad trappen for derefter at sparke døren op, så denne smækkede ind i muren efter st have åbnet sig.
Der var ingen tvivl, det kom fra tronsalen.

Den grønne kjole svøbte sig let omkring hende, som hun satte i småløb ind igennem de opblæste dobbeltdøre. "HVAD FANDEN FOREGÅR DER!!" Skreg hun hidsigt med sin melodiske og kølige stemme, som hun stirrende så til alle sortelverne der kom ud af... Portaler. Virkelig.. Var de nu kommet efter hende? Hun kunne trods alt endnu ikke se Zane iblandt dem, så var det muligt, at de kom for at bringe hende til den frygtede henrettelse.

Den nihalede pisk slog et smæld over gulvet, flåede lidt i belægningen, inden hendes blå øjne isnede. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at følge frivilligt med, selvom det så ud til at være hele klanen der var mødt op.

I øjenkrogen så hun skyggerne forme sig for derefter at løslade Zane i egen høje person, fra deres greb, stående iblandt krigerne.
Alle som en så hun til, da krigerne fulgte hans ord og satte sig i bevægelse, formegentlig ud til deres opgaver, de nu engang fandt ud af at begive sig i kast med.. Dovne kunne man trods alt ikke kalde dem.
Tilbage stod hun blot, og kiggede på ham med det svage genskær af glæde i de overlegne øjne, som hun strammede grebet om begge af piskene.
"Det tog dig virkelig.. Virkelig lang tid" påpegede hun næsten irriteret, eftersom han havde lovet at gøre det hurtigt, hvilket hun bestemt ikke mente var sket.. Selv havde hun trods alt nået meget i den tid, hvor han skulle slagte nogle få gamle nisser.

Zane vendte omgående blikket imod hende, da han ud af øjenkrogen så de flotte, røde lokker... han smilede da han så hende, og begyndte så at gå direkte over imod hende, med lange, rolige skridt.

"Nu håber jeg ikke du har tænkt dig at bruge dem der på mig, min kære." sagde han, lige inden han nåede over til hende, hvor han (Hvis hun tillod det) ville lægge den ene arm om hendes ryg, trække hende tæt på, og så give hende et hårdt kys på munden.

"Lang tid? De gamle nisser havde lavet en antimagisk barriere om byen... jeg kunne ikke komme ind ved hjælp af skyggerne, så jeg måtte løbe igennem grottegangene. Jeg beklager hvis du har kedet dig." sagde han - men hans kølige blik afslørede, at det troede han bestemt ikke hun havde...

Han hævede kort det ene øjenbryn.
"Hvad er der sket med din pisk...?"

Hendes smil bredtes langsomt over læberne da han satte sig i de rolige skridt, for st nå hen til hende. Afventende så hun til imens ørerne vibrerede ved den søde musik hans stemme bragte hende endnu engang. Tænk hvis hun aldrig ville have hørt den igen, men skæbnen havde skånet hende for dette.
Hvis ikke det var fordi der var kroge på halerne, ville hun have kastet denne over den ene skulder, for derefter at komme med en truende spøg.
"Nah den var tilegnet en ganske.. særlig.. person.." Ordene blev trukket ud, som hun mærkede hvordan hans arm svøbte sig om ryggen på hende, for derefter st trække hende ind til ham.
Den brummende lyd fra halsrøret fortalte præcist hvor meget hun nød endelig at kunne mærke hans nærvær og hænder om hende igen, inden hun med lethed rejste sig en anelse op på tæerne, for st kunne gengælde det hårde kys han gav hende.
Armen med den ødelagte pisk, lagde sig op omkring hans nakke, inden hun mærkede hvordan kysset blev afbrudt for at han kunne tale til hende.

Øjenbrynet hævede sig en anelse overrasket i vejret. De havde simpelthen forsøgt st spærre ham ude? Dumdristige sortelverne. Hendes fnys og den lette himlen med øjnene, viste at hun mente det nok var sundt for ham at rejse på almindelig vis, ligesom de andre ville gøre det.
"Jeg har kedet mig!! Menneskepiger holder ikke specielt længe" utilfreds skød hun underlæben en anelse fremad for st fremprovokere et surt udtryk, som hun lod sig fordybe i de lille øjne.

"Pisk.." Spørgsmålet tvang hende tilbage til samtalen og nuet, som hun lod hånden falde ned fra hans skuldre, og hæve den op imellem dem, inden denne åbnede så de to stykker faldt til jorden fra hendes håndflade. "Den har haft et ærefuldt liv.. Pigebarnet snittede den over" hviskede hun sørgmodigt, som blikket løftede sig fra gulvet og op imod ham igen. "Så jeg måtte finde.. Alternativer". Hentydningen var uden tvivl ment til den anden pisk hun på nuværende tidspunkt stadig holdt ned langs siden.

Han lo ad hendes ord om at menneskepiger ikke holdt længe...
"Nej, du har ganske ret... de har det med at kradse af alt for hurtigt... man når ikke at have meget sjov med dem - med mindre man kan heale, naturligvis." sagde han med et ondskabsfuldt smil.
Åh, det havde han gjort mange gange...
Frygten i deres øjne, når han begyndte forfra igen og igen... den var udsøgt.

Zane kiggede lidt på pisken, som nu lå på gulvet imellem dem.
"Ah.. en skam. Jeg ved hvor glad du var for den. Men alternativet ser nu heller ikke værst ud... og jeg kan se at du har brugt den allerede." sagde han og lod et sigende blik glide ned til den ondskabsfulde, nihalede pisk med klingerne.

"Så... du fik altså banket noget information ud af menneskebarnet...?" spurgte han, og en ægte nysgerrighed dukkede op i hans øjne.
Enhver nyhed om deres modstander.. enhver svaghed, enhver lille ting... alt kunne have et enormt udfald...

Hendes øjne blev øjeblikkeligt vendt i vejret ved ordet healing. Han var ganske udmærket klar over st hun havde lært st heale sine ofre, skønt det stadig ikke havde formået at skabe meget ekstra tid. Det var ikke et spørgsmål om hvor længe hun ville være instans til at holde pigebarnet i live fysisk, men mentalt, og Mei havde relativt hurtigt overgivet sig og givet Angelie de oplysninger hun havde søgt efter.

"Du har slet ikke bemærket ydermurens nye dekoration" kom den næsten skuffede kommentar fra hende, for havde han det, ville han bestemt vide hvad der var sket med menneskepigen, blot ud fra de sår og mangler denne havde.
Blikket vendte sig søgende ned imod den nye pisk, der som han sagde, allerede havde været i brug. "Det er ikke det samme" mumlede hun, som munden fik et næsten drillende udtryk i øjnene.

Fødderne trak hende et enkelt skridt væk fra ham, så hun legende kunne svinge lidt med den nye pisk, imens hovedet faldt til den ene side. "Nysgerrig kære?" Lød stemmen forførende, som hun sendte et blink i hans retning inden hun nikkede. "Jeg fik skam oplysningernud af hende. Brugbare forhåbentlig og hvis ikke, kan vinaltid hente hende ind igen" medmindre nogle selvfølgelig havde pillet Mei ned imellemtiden, ikke at hun regnede med at nogen ville være dumme nok til at fjerne hendes dekoration.. Men man havde vel lovmtil at håbe, for indså falde skulle hun nok fortælle dem hvad hun mente om at pille ved andres legetøj.

"Healing på et højt plan kan gøre tortur langt mere effektivt. Det er vel én af grundende til, at du studerer det?" lød det fra ham, mens han smilede drillende til hende.

Zane hævede let det ene øjenbryn da hun snakkede om ydermurens nye dekoration.
"Jeg kom ad... bagvejen. Så nej. Men noget siger mig, at jeg ville blive ganske stolt af dig." sagde han og smilede ondt.

Han nikkede anerkendende da hun legende svingede med den nihalede pisk.
"Hvis du vil, skal jeg få en af vores bedste lædersmede til at skabe dig en ny... efter dine egne anvisninger, selvfølgelig. Og denne gang kan jeg bringe den ned til Shadow Forge, så vi kan gøre den lidt mere... interessant."

"Så hvad fik du ud af hende?"
Angelie havde ret, hvis pigebarnet stadig var i nogenlunde stand... hvis de behøvede flere oplysninger, ville det være underholdende at tvinge dem ud af hende.

Det havde ikke været grunden i starten, da hun i sin tid havde påbegyndt læringen af healingens kræfter, men man måtte sige at det havde vist sig effektiv mere end blot en gang efterhånden. "Jeg startede det, da jeg havde det med at rode mig ud i problemer" forklarede hun blot og det uskyldige smil viste blot, at hun var tilfreds med også at kunne bruge det til andre formål nu. Hvem vidste.. Med tiden ville hun måske blive en ganske udmærket healer, og slippe for at blive tilset af andre når hun kom hjem med skrammer.

Øjnene voksede og fyldtes med lyst og glæde ved tanken om en ny pisk, og så endda en der havde været igennem den magiske smedje! Ivrigt nikkede hun som svar til at hun ville nyde at få sådan en, imens tankerne langsomt legede med hvordan den skulle formes, længder, detaljer og hvad der nu ellers fulgte med. Måske ville hun endda tilføje klingerne. Nej ikke måske.. Der ville blive tilføjet små klinger på den.

Den lette latter slog op i hende, da hun fornemmede hans iver i at få de oplysninger hun havde skaffet, men med hendes evner, hvorfor så,blot fortælle det?
Hånden slap grebet om pisken, inden hun strakte fingrene let, for derefter at lade hænderne falde imod siderne af hans hals.
"Som du ønsker" hviskede hun nænsomt, inden magien begyndte at bevæge sig i hendes indre, for st glide ud i voldsomme strømme igennem de magiske årer, helt ud til fingerspidserne, for derefter st flyde ind i hans krop og binde dem sammen til et sind.

det startede ved kælderen hvor Angelie stod afventende, inden Mei kom til syne i åbningen. Hun viste ham hver detalje af den kamp, der var blevet kæmpet, selv flash granaten, der havde fåetmhende til at miste hørelsen.

Billederne gled over i, da Angelie havde påbegyndt torturen. Intet fra mødet undlod hun, så han følte hver en tanke hun havde haft, hvert et ord hun havde sagt, og følelser. Han villemfornemme glæden hun havde haft fra det første sår, og helt ind til det sidste.
En efter en kom de oplysninger pigebarnet havde giver hende, som hun nåede fremad i minderne, for kort st dvæle ved mindet, hvor hun havde overvejet, endda sagt, at hun ville gemme Mei til ham, grundet den bløde mave.

Hun afsluttede mindet ved at vise ham det smukt udseende vægdekoration hun havde lavet af Meis krop på ydermuren.


Magien trak sig tilbage i hende, for at skille deres sind ad, så hun kunne betragte ham og se hvad han havde at sige til hvad hun havde skaffet ham.

"Jeg ved det." sagde han da hun forklarede hendes egentlige grund til at lære healing.
"Jeg driller dig bare."
Han blinkede til hende - og så delte hun minderne med ham.

Han betragtede, følte, hørte, oplevede... takket være Angelie's enestående magi.
En magi som han ikke helt forstod, men som han havde større respekt for, end hun anede.

Da mindet var slut, og deres sind igen blev splittet i to, kiggede han på hende med et lille smil, og en vis glød i de ellers kolde, lilla øjne.
"Angelie..." sagde han, og lagde to fingre om hendes hage, for at føre hendes ansigt lidt på.

Han kyssede hende igen, på munden. Hedt og hårdt, som en lille belønning for det, hun havde gjort.
"Jeg er stolt af dig..." hviskede han så, og mente det. Hun havde gjort det godt... og var tilmed kommet til skade for det.
"Og jeg må sige at du er en bedre indretningsarkitekt end jeg er..."

Hun så sentimeter glæd, der i dette øjeblik kun var tilegnet hende og frembragte en behagelig gysen igennem hendes krop, som hans fingre om hendes hage trak hendes ansigt en anelse tættere på.
Hans kys som hun modtog i form SF belønning for det arbejde hun havde udført, frembragte et diskret smil igennem det, som hun mærkede heden fra hans læber.
Hans ord var nok til at få hende til at smelte sammen på stedet hvis det havde været fysisk muligt. Ethvert form for rosende ord eller berøring var hvad hun altid stræbede efter, ni hvor hun ikke længere bare var det spøgelse, der havde afgivet et løfte i tidernes morgen.

Det pigede fnis kom dog fra hende, som han kaldte hende en bedre indretningsarkitekt. Det kunne vel være sandt i nogle tilfælde, men alt i alt havde han da selv formået at klare det ganske glimrende.
Hendes ansigt bar dog præg af at hun ikke var helt færdig med at fortælle, da der stadig var en ganske vigtig oplysning at give ham, hvis det var tid og sted på nuværende tidspunkt. Måske ville det være smartere at vente indtil hun vidste at det i første omgang var lykkedes at få Charlie bragt ind i Zureshalons cirkel af allierede.

"Fortæl hvad der skete dernede.. Nej.. Vis mig det" hviskede hun langsomt, da hænderne stadig var i berøring af hans hals. Hun var nysgerrig efter st se hvordan og hvorledes tingene havde udformet sig med vismændene.
Hvis han accepterede, begyndte magien st trænge sig på igen, for st smelte de to sind sammen, med den forskel at det var ham, der formede drømmeverdenen, og kunne vise hende præcis hvad han ønskede.

Angelie's pigede fnis var ikke noget mange hørte... han havde lidt en fornemmelse af, at det kun var i hans selskab, at hun tillod sig at være en pige - og ikke altid en farlig, morderisk og snu kvinde, som folk gjorde klogt i at frygte.

Han smilede... det var sødt på sin helt egen måde.

"Jeg skal gerne vise dig det..." sagde han så, og mærkede hvordan deres sind atter smeltede sammen til ét...

Han bragte hende tilbage til det tidspunkt han var nået ind i den underjordiske by, efter at have rejst igennem de mange snoede, dunkle og farlige grottegange og kanaler.

De mørke stenbygninger lå som stille mastodonter i mørket, som kun var oplyst af fakler og krystaller her og der.
Som han gik ned igennem gaderne, begyndte sortelverne at komme langsomt ud af deres hjem, for i stilhed at følge den Valshar, som de troede var væk...
Loyaliteten var ikke til at tage fejl af.

Da Zane og skaren af sortelvere nåede midten af byen, hvor der lå en stor plads, blev dørene på en større bygning slået op, og en lille gruppe af ældre, rynkede sortelvere trådte ud og gik i samlet flok over imod Zane.

"Du!" råbte den ene og rakte en kroget pegefinger frem imod ham, "Hvor over du at dukke op her!? Du er ikke nogen leder, du er en kujon og en-"
mandens rablen blev afbrudt af en kraftfuld, vindagtig susen, efterfulgt af et mægtigt brøl, som sorte og lilla flammer pludselig omsluttede ham.
Han nåede ikke engang at skrige, før han var væk. Reduceret til aske på stedet.

"At tale sådan til sin Valshar... er strafbart ved døden." sagde Zane roligt, mens han lagde armene over kors.
"Jeg hører at nogen har sat en pris på min udkårnes hoved, sikkert i den tro at jeg var væk... og at man så skulle rydde op i klanens blandede racer."

De resterende to Elders trådte et skridt tilbage, med rædslen malet i deres ansigter.
Zane rystede på hovedet af deres frygt, og begyndte så at gå langsomt over imod dem.
"At tale til mig på den måde, som han lige gjorde er én ting... men at ville sprætte Angelie op offentligt, fordi hun er lys i huden... se dét gør mig vred!"

Idét han sagde det sidste, dukkede flammerne igen op - denne gang som en cirkel omkring den ene af de to resterende Elders.
En cirkel som langsomt lukkede sig...
Kvinden skreg og tiggede for sit liv, vel vidende at den modbydelige Hellfire ville blive hendes død.

"Hadric..." sagde Zane da han nåede frem til den Elder, som stod overfor ham endnu.
"Det var da de andre der bestemte det... og ikke dig, vel?"
Han lagde en hånd på mandens skulder, og staklen fór sammen under berøringen, samtidig med at flammecirklen ramte den kvindelige Elder, som skreg skingert - og blev stille for altid.

"N-nej, sir. Det... det v-var de andre." stammede den sidste Elder, og Zane smilede til ham.
"Javel ja! Godt at høre! Bare ærgeligt at jeg ved bedre..."

Hadric's mund åbnede sig for at sige noget - men Zane slog ham i ansigtet, så hårdt at hans kranie blev slået ind, og manden faldt rallende om på stedet.
Han døde indenfor få sekunder...

Hendes øjne lukkede sig som illusionerne begyndte at dannes. Hun fulgt ham i mindet som en usynlig røgsky ved hans side, interesseret i alt hun så på deres vej. Angelie havde aldrig selv sat sine ben i dette underjordiske landskab endnu, men måske en dag.
De usynlige øjne fulgte flokken af trofaste undersåtter, hen over pladsen, for at stoppe ved de ældste.
De lignede virkelig.. Nisser. Sure, gamle og rynkede, længe over sidste salgsdato efter hendes mening, men traditioner var vel traditioner, som skulle bibeholdes selvom det ikke faldt i hendes smag.

Grinet rungede svagt, som den første brændte til jorden, imens hun lyttede til hvordan hendes person blev forsvaret. Det var nu noget ganske særligt at se Zane opføre sig på denne måde. Nogle gange kunne hun godt få fornemmelsen af, at han bare regnede med at hun altid ville være der, men så gjorde han ting som dette, som fik hende til at holde mere af ham hvis det efterhånden var muligt.

Hun så til i stilhed, som hun indsnuste duften af brændt kød. Den evne var i sandhed farlig som han slyngede de lille flammer ud imod dem.
Hendes sind hoppede en anelse da kraften bag slaget, sendte den kuldeskærende lyd af brækkede knogler igennem luften, inden hun derefter trak sig ud fra hans sind, for at betragte ham med de nysgerrige blå, let flakkende øjne, som hun sendte ham et taknemligt smil.
"Så jeg går ud fra mit hoved er i sikkerhed nu?" Spørgsmålet var let muntert, som hun rystede let på hovedet, hvilket fik håret til at danse let omkring dette, inden det faldt tilbage på sin plads.

Og klanen var tilbage hvilket gjorde alting så meget nemmere. Ikke mere købemad, ikke mere shopping efter brugbare genstande, og muligheden for at kunne få repareret sine våben, hvilken fryd.. Man vidste trods alt først hvor nødvendigt alt dette var, når man ikke havde det ved hånden.
"Så den der pisk.. Hvad vil du gøre ved den i shadowsun forgen?" Stemmen bar tydelig nysgerrighed og glæde med sig, som hun næsten trippede på stedet for at komme igang, så den kunne blive færdig hurtigst muligt. Desuden havde hun aldrig haft adgang til netop dette rum, og anede intet om hvad det indebar hvis et våben gik igennem den mystiske smedje.

Hvilket mindede hende om, at hun nær havde glemt sine manerer. "Og tak. Igen står du som min redning" hendes fingre kærtegnede et kort øjeblik den tynde hud ved halsen, inden hun lænede sig ind til ham, med armene let knuget om hans krop. Hun vidste trods alt aldrig hvornår hun fik denne mulighed igen, så det var med at gøre det når chancen bød sig.

Han smilede ganske let da deres sind igen blev delt i to... tanken om det, han havde gjort mod de tåbelige gamle nisser, var ganske behagelig.
"Åh ja, dit hoved er i sikkerhed... eller, så meget i sikkerhed som det kan være, når man vælger at være sammen med en mand som mig." sagde han, vel vidende at han var lidt af en ballademager...

Da hun spurgte om hvilke egenskaber den nye pisk ville få, blev hans smil ondskabsfuldt... sadistisk.
"Jeg kan få den til at sende en lille smule magi ind i offerets nerver, der hvor du rammer... det ville sørge for at piskens smæld føles mere end dobbelt så smertefuldt, selvom den ikke ville lave større skade. Derudover kan jeg gøre den i stand til at modstå de fleste klinger, så den ikke bliver hugget over."

Han syntes selv det var kreativt... men det var hende der brugte pisk. Ikke ham.
Så hvis hun havde en god idé, forventede han bestemt at hun ville spytte ud med den.

Zane smilede da hun lagde armene om ham, og han lagde selv armene om hendes slanke krop... en krop, han bestemt havde savnet.
"Åh, mon ikke du ville have lært dem en smule manerer..." sagde han roligt, mens han strøg hende hen over det nederste stykke af ryggen.

Det skeptiske blik betragtede ham et ganske kort øjeblik, inden det hvide i øjnene blev vendt mod loftet i rullende bevægelser. "Ergo.. Det er ikke sikkert overhovedet.. Du formår at rode dig ud i ting uden overhovedet at være til stede" bemærkede hun tørt, men stadig drillende. Det var trods alt den tilværelse hun havde valgt at leve, og ville vælge igen selv hvis chancen bød sig.

Det var ikke til at tage fejl af det smil hun modtog. Han havde noget i tankerne og hun skulle ikke engang tigge om at få lov at høre hvad dette var. Nysgerrigt faldt hovedet let til venstre som hun lyttede til hans ide. Det lød ganske glimrende i hendes ører, især at den ikke bare kunne hugges over, så led den trods alt ikke samme skæbne som den forrige.
"Ehm.." Startede hun langsomt, let overvejende, som hun begyndte at bide lidt i sin underlæbe. "Er det muligt måske at få en form for.. Regenerationsblokering i den også?" Blikket sendte håbefuldt blinkede øjenvipper imod ham, som hun spurgte. Det kunne bestemt gå hen og blive praktisk hvis modstandere var midlertidigt svækket af den, selvom de havde muligheden for at regenerere kroppen hurtigt. Det havde hun kæmpet imod en vampyr for mange til at synes om.

Hun vidste allerede nu hvordan og hvorledes denne nye pisk skulle opbygges, men det kunne vel godt vente bare en lille smule længere. Hun skulle trods alt ikke bruge den lige med det samme, regnede hun da med.
"Jo jeg ville så!" Lød den stædige kommentar imens hun stod i hans omfavnelse og mærkede hans hånd nedover lænden, som hun begravede ansigtet ved hans skulder. "Men en hvis person mente at jeg skulle blive her" lød det mumlende imod hans overdel, næsten utydeligt.
Hendes ene hånd slog let imod hans bryst for at understrege hende ord, og tilføje et usagt 'dumme dig', inden den fladt lagde sig på selv samme sted, for at lave nogle kærtegnende rotationer med fingrene. Det var trods alt lige nu, at hun kunne nyde at der ikke var flere der skulle slagtes eller udspørges.. Lige nu, men i stedet kunne hun bruge tiden på dette, som ethvert andet forelsker pigebarn ønskede ligeså.

"Det er et helt særligt talent... og selv om det er farligt, kan man bestemt ikke kalde det kedeligt, vel?" sagde han med et lille smil.
Han var udmærket klar over, at tilværelsen var farlig - og at de lige nu stod overfor noget uforudsigeligt og ukendt. Men Zane var kriger, og han elskede spænding...

Hendes idé til pisken fik ham til at le lavmeldt... hvilken vidunderligt ondskabsfuld idé - og meget praktisk imod modstandere, som mere eller mindre var i stand til at regenerere.

Men...

"En sådan form for magi er meget avanceret... jeg ville være nødt til at studere en del, for at finde den rette metode at lægge magien i læderet på... men der er noget andet du kan bruge i stedet for magi." sagde han og førte hænderne op over hendes ryg, op til hendes nakke.

"Giften fra en grøn lotus... smør pisken ind i dette, og brug den som normalt. De skader du påfører kan ikke regenereres før sårene er blevet renset for gift. Giften påfører vævet en anomalitet, så det ikke bare kan heles." sagde han, før han lod fingrene løbe igennem hendes lange, røde hår med et veltilfreds smil.

"Og selvfølgelig skulle du blive her... jeg kunne ikke risikere dig - og desuden havde du en vigtig opgave her. Apropos..." sagde han og trådte et halvt skridt bagud så han kunne se hende.

"Vores lille, asiatiske skønhed nævnte to navne... har du en idé om hvem de er?"

Det skeptiske blik vendte sig over til at være et næsten mere opgivende, som hun lyttede. "Kedeligt.. Jeg tror ikke på du kender til kedeligt" mumlede hun med et dybt suk, inden forklaringen begyndte. Hun kunne næsten se det inden han startede med forklaringen, hvilket øjeblikkeligt sprættede det håb op hun havde.
Selvfølgelig var det ikke bare noget han lige kunne gøre. Endnu engang blev hun mindet om, at Zane trods alt ikke kunne alt, selvom det altid virkede sådan i hendes øjne.
"Jeg forst.." Hun brød hurtigt ordene, som hans fingre gled op langs den spinkle rygrad, for at tvinge hende til at rette ryggen ved den let kilderne fornemmelse, som hun betaget lod sig fordybe i hans specielle lillae øjne. Da han fortalte om denne grønne Lotus, der kunne give samme effekt, hvilket fik håbet til at gløde på ny.
Som hans fingre gled igennem hendes hår, lod hun hovedet falde en anelse tilbage med det svagt naturlige ryk en sådan bevægelse lavede.

"Det siger du hver gang og hvor er jeg hver gang?" Hun lod spørgsmålet hænge imellem dem, så han kunne besvare dette, eftersom det jo var åbenlyst. Hun skulle nok få sørget for at være i nærheden når faren bredte sig.
Apropos.. Hvad var nu dette?

Fnyset kom med det samme han kaldte pigebarnet en skønhed inden ordene faktisk sank ind. Det tog noget der mindede om tredive sekunder, inden Angelies fod hidsigt stampede i jorden "årh for fanden!"
Hun havde ikke hørt ordentligt efter når det kom til netop dette, og ikke givet videre overvejelse til de vildelsestanker Mei havde undsluppet.

"Bliv.. Der" beordrede hun ham, inden hun uvilligt lod sig glide ud af hans arme, bøjede sig ned for at samle den nihalede pisk op fra gulvet, for derefter med hastige skridt, at stampe ud af tronsalen, for at nå ud igennem hovedporten, forbi samtlige vagter, der sendte halvt undrende blikke efter hende, inden Angelie stoppede op ved ydermuren, foran Mei.

"Du! Vågn op!" Lød det irriterede råb imod Meis ansigt, inden Angelies frie hånd vil flyve igennem luften, for derefter at sende en syngende lussing imod den ikke beskadigede side af Meis hoved.

Zane smilede ondskabsfuldt, da Angelie samlede pisken op og spankulerede udenfor.
Det så ud til at hun havde glemt noget... en lille, vigtig detalje - som hun nu nok skulle få klemt ud af menneskepigen.

-

Mei's sår væskede og dunkede smertefuldt. Da de ikke var blevet behandlet, var de dybere sår på hendes hænder og ene fod blevet inficerede, og var derfor røde og hævede... de mindre skrammer fra nålene var dog væk, og piskesmældet på hendes ansigt var ved at heles.

Men øjet... det manglende øje... det var lige så inficeret som de andre, alvorlige sår, og det så ud som om dette gjorde afsindigt ondt - hvis den unge kvinde altså havde været ved bevidsthed.

Da Angelie slog hende, peb hun svagt og åbnede halvt sit ene, tilbageværende øje.
Øjet var rødsprængt, og hendes læber var sprukne, da hun svagt forsøgte at sige noget.

"V-v..a..nd..." var det eneste hun kunne sige...

Det var tydeligt at se, at sårene trængte til en ganske kyndig hånd, men først informationerne, og derefter ville Angelie måske være barmhjertig nok til at fjerne infektionerne, blot for at Mei kunne blive hængende i live et par dage længere.

Åh hvor sødt. De blå øjne nedstirrede den ophængte kvinde, som tiggede efter vand. Hendes hånd hævede pisken, så den ville være inden for Meis synsvidde, og forhåbentlig minde menneskepigen om hvordan disse lege fungerede.
"Lad os se" startede hun langsomt, inden hun nærstuderede infektionerne, indtil hun havde konstateret at Mei ikke ville dø i løbet af denne afhøring, for hun regnede så sandelig med at den blev kortvarig.

"Blink to gange med dit øje hvis du accepterer mit tilbud" startede hun langsomt, inden resten sætningen derefter ville følge trop.
"Hvis du fortæller mig hvem seelie og Shadowsun er, så giver jeg dig vand, healer dine sår, og hvis jeg er rigtig tilfreds med dit svar, efterlader dig ved shadowsun tower". Et næsten uskyldigt smil trådte frem på hendes læber, inden hun afventede om Mei ville blinke de to gange for at acceptere.
"Hvis ikke.. Starter vi forfra" tilføjede hun derefter ganske roligt, hvorefter en hånd placerede sig afventende imod den ene hofte.

Eftersom denne del af afhøringen skete på offentlig gade, ville det være muligt for alle og enhver at kunne høre og se hvad der foregik på netop dette tidspunk imellem de to kvinder.

Hun havde lyst til at græde da hun så pisken, men hun havde simpelthen ikke flere tårer... hendes krop var dehydreret og skadet, og hun ville ikke engang have kræfter til at hulke.

Så kom spørgsmålet... den rødhårede plageånd ville have at vide hvem Seelie og Shado var.
Hendes eneste veninde... og hendes søster... begge to så dybt i lag med Shadowsun, at det ville placere dem i alvorlig fare, hvis Mei afslørede hvem de var.

Havde den unge kvinde været ved sine fulde fem, ville hun have nægtet. Hun ville hellere gennemgå den tortur, Angelie havde udsat hende for, ti gange.

Men Mei var så afkræftet og ødelagt at hun knap ænsede, at det var Angelie der stod foran hende... og hun var slet ikke klar nok i hovedet, til at kunne tænke rationelt.

Mei blinkede to gange med øjet, selvom selv dét gjorde ondt...

Stadig afventende trippede hun utålmodigt med foden. Kunne hun ikke skynde sig lidt, så hun kunne komme indenfor og tilbage til hendes elskede, eftersom hun ville have noget kvalitetstid hvis hun fik muligheden.

Da hun langt om længe så øjet blinke to gange, løftede Angelie let en hånd imod ydermurens vagttårn. "Vand" var alt hun sagde, inden denne lod en flaske falde ned deroppefra, for derefter let at lade Angelie gribe den.
Hun skruede låget af flasken, for nænsom at holde den imod Meis læber, så hun kunne drikke al det vand hun kunne drømme om, i hvert fald til den halve liter var væk.

Da hun var færdig, ville Angelies frie hånd placerer sig imellem Meis bryster, lige over hjertet, inden den let varme følelse ville brede sig fra hendes fingerspidser og glide ind i Meis krop. Langsomt ville den fjerne infektionerne fra hende, så denne ikke var i lige så voldsom smerte som før, men hun ville stadig stå skidt til, da Angelie ikke fjernede al smerten, men blot det værste.

"Fortæl så min kære" lød den beordrende og rolige stemme, inden Angelie lod hånden blive i placeringen, for stadig at være i berøring med pigebarnet, med håbet om at dette ville skræmme hende nok til ikke engang at overveje at lyve for hende.

Vandet var en velsignelse... den kølige væske i hendes mund, ned ad hendes ru hals... åh, hvor var det vidunderligt.
Mei var dog kun i stand til at drikke den ene flaske... mere ville have fået hendes mave til at trække sig voldsomt sammen, med det resultat at hun ville kaste op...

Hun hev skælvende efter vejret, da Angelie helede hende.
Varmen, der gik igennem hendes krop lige nu, var alt hvad hun kunne drømme om i denne sindstilstand... dét, og så at smerterne langsomt fortog sig.

Alt dette hjalp væsentligt og tydeligt på, hvordan hun havde det - men hendes sind var fortsat tåget, og hun var knap klar over hvad hun gjorde, da hun sagde:

"Seelie... er min.. ven... Inner Circle... og Shado... søster... Hn.. heh.." hun smilede næsten kært, da hun tænkte på sin søster, og det underlige der var sket...
"Hun... og Mr..Zuresh... de er helt... søde..."

Hun så til som vandet grådigt forsvandt ned i halsen på pigebarnet, inden denne langsomt kom til kræfter. Det klædte hende nu også bedre uden alle de hævede inficerede områder, selvom hun var skadet.
Alligevel måtte hun vente en anelse letter, inden Mei endelig fortalte. Denne Seelie virkede ikke til at være noget specielt, men da hun så begyndte næste del, faldt den oprigtige nysgerrighed over Angelies ansigt. Havde hub virkelig hørt rigtigt?

"Så Zuresh og Shado er.. Et par?" Lød spørgsmålet overrasket fra hende, inden hun måtte fryde sig over den mulighed. Var det ikke præcis hvad hun havde sagt til ham ville ske. Åh det ville blive ganske fortrinligt.. Væsnet havde fået menneskelige følelser, hvor.. Kært.
Det glubske smil bredte sig helt, inden hun flyttede hånden op, for at lægge den hvilende imod hendes Meis kind, inden hun viftede af selv samme vagt, for at få denne til at komme ned til hende og Mei.
Den høje mand i rustning kom elegant ned fra ydermuren, for blot afventende at stå ved Angelies side.

Mei hørte knap Angelie's spørgsmål... det tog i hvert fald et par lange sekunder, før ordene gav mening i hendes tågede sind.
Om Zuresh og Shado var et par...?
Mei havde aldrig set et par som dem...

Hun fnes svagt og teenage-agtig.
"De er... søde... han er en... helt anden... når de er sammen..." fik hun sagt - og så begyndte det at dæmre for Mei, hvem hun talte med lige nu.

Hendes søde smil forduftede, og hendes vejrtrækning blev hurtig og skælvende.
"Nej..." hviskede hun,
"Åh nej..."
Hvad havde hun dog gjort?

Hun så hvordan det langsomt gik op for Mei, hvordan hun havde serveret det allerbedste på et sølvfad lige her midt på gaden. Smilet i hendes ansigt bredte sig så man kunne se den hvide perlerække af tænder, inden Angelie tyssede kærligt på Mei.
"Du har været dygtig" hviskede hun kærligt, inden hun lænede sig fremad for endnu engang et give Mei et blidt kys på læberne. "Nu skal du hjem".

Blikket vendte sig imod soldaten, der var kommet ned til hende, inden øjnene blev stålfaste. "Bring hende til shadowsun tower.. Hotellet dernede" Angelie pegede direkte i retning af hvor hotellet befandt sig.
"I live" hun sørgede for at lade netop disse ord hænge i luften. Den lille pige skulle så sandelig leve med hvad hun havde gjort.

Som soldaten pillede Mei ned fra væggen, lagde Angelie en hånd imod dennes skulder, inden han gik væk.
"Skær tungen ud på hende dernede, så hun ikke kan sladre".
Hun så til, som soldaten nikkede og satte sig i bevægelse, for at bringen Mei til sit hjem. Dette skulle uden tvivl blive en kærlig reminder om ikke at pisse på hendes areal.

Selv satte hun sig i bevægelse, småløbende, for hurtigst muligt at nå tilbage ind i tronsalen, med den ubrugte pisk ved sin side. En skam, at Mei ikke havde været mere modstandsdygtig, så havde hun haft æren af at svinge den endnu engang.

----------

Som hun ville nå dobbeltdøren ind til tronsalen, satte hun tempoet ned i gågang, for derefter med et tilfreds smil træde ind igennem og lade blikket falde på Zane, hvis denne stadig befandt sig derinde.
"Har du savnet mig?" Ville spørgsmålet lyde med skinnende stemme, der tydeligt fortalte at hun havde en helt særlig information at give ham. Noget han uden tvivl ville sætte pris på at høre om.

Han havde tålmodigt ventet imens hun havde 'snakket' med menneskepigen... og da hun kom ind igen, let på tå og tydeligt glad, smilede han forventningsfuldt.
Hendes stemme bekræftede kun hans teori, og han gik roligt over imod hende, for så at lægge den ene hånd på hendes spinkle skulder.

"Nå...? Du ser ud som om du lige har fundet en guldmine under Di Morga." sagde han med et lille smil, før han bevægede sig lydløst omkring hende, så han til sidst stod bag hende, og dermed kunne lægge en arm om hende, med hånden plantet på hendes mave...

"Fortæl..." hviskede han i hendes øre, mens han langsomt lod fingrene glide hen over maven på hende, nærmest som var de kløer...