Out of Category - Angelie

S: Den gamle forlystelsespark - Stedet for deres (aller aller!) første møde.
T: Tidligt på aftenen.
V: varmt (resten forklares)
O: Forklares.

Tystheden syntes at være tæt på at springe trommehinderne. Den knitrende lyd af fodtrin over mosgroede forlystelser var langt den højeste lyd man ville kunne høre inden for kilometers afstand. Så tyst, så underligt helligt.
Den syngende lyd af et massivt objekt strygende gennem luften skar ind i de sensitive ører, placeret spids ud fra hver side af dæmonens kranium.
Den omtrent to meter lange hale viftede fra side til side. Som en kat på vagt, som en kat der er sikker på ikke at blive set eller hørt. Han lod sig hurtigt og elegant, med en perfekt balance, føre hen over taget til en gammel 'skyd så mange tallerkener ned som du kan'-bod. Han stoppede op et øjeblik, lyttede. Ørerne virrede ufrivilligt, vred sig fra side til side for at høre, ventede på bare den mindste lyd.
Ikke desto mindre kom der ingen af speciel nytte, og han fortsatte. Sprang hen over taget til endnu en gammel 'skyde'-bod, og hen over et gammelt pandekage hus. Den lette forrådnelse lå tyk her, og stanken bed i næsen på de der ikke var vant til disse omgivelser, hvilket inkluderede Itarian.
Han havde før forsøgt at dække næsen med en hånd, men fandt at dette nægtede hans stabilitet at vise sig, og han måtte derfor tage sig til takke med et stykke stof, bundet stramt hen over næse og mund. Det var stærkt parfumeret, for at undgå denne... Specielle lugt der hang over stedt.
Død, forladt. Ensomt. Han havde altid haft et godt øje til stedet. Der var ikke mange der kom her mere, det var et ideelt sted at skjule sig og af en eller anden grund, følte han en vis forbindelse til stedet.
Hans tynde, næsten skeletagtige 15-årige krop, bevægede sig ned over en mindre mur, et jævn fra den enorme skole der havde ligget der årtier før stedet blev bygget, og da han endelig stod på det tørre, dog bløde græs, kunne han ikke tilbageholde et smil.
Han satte afsted mellem labyrinter af små boder der endnu ikke var revet ned. Følte blot glæden ved at løbe sig fri, indtil han kom til karusellen.
Det ældgamle træ knirkede i den knastørre vind, der dog ikke var hård nok til at kunne dreje den rundt.
Han kunne mærke han svedte i sin grå t-shirt, stjålet fra et lokalt børnehjem, og hans mindre sorte shorts, som han gik i året rundt. Vejret havde været ubarmhjertig varmt de sidste uger, men i det mindste gjorde det ham i stand til at sove steder som disse. Selvom han godt nok foretrak sit varme skjul under jorden ved katakomberne.
Hans lange, ildrøde hår blokerede det meste af udsynet til de enorme brune øjne, kun med tørklædet fuldstændigt synligt. Det ville være umuligt at læse ansigtsudtryk.
Et enkelt skridt op. Han stod ved siden af en træhest. Malingen var for længst skallet af, men en del af malingen sad tilbage omkring øjet.
Hans mund åbnede sig til et let spørgende udtryk, mens han kiggede derpå.
Øjet virkede.. Bedrøvet.

Tyst.. Det var vel hvad man kunne kalde stedet. Forlystelsesparken, der forlængst var blevet lukket, og forladt. Folk kom ikke længere for at prøve tingene, arrangører stoppede med at reparere dem, og alt var nu bare en stor forrådnelsesproces, der egentlig bevægede sig langsomt. De højtstående businessmænd havde vel store planer for dette område, men nægtede at bruge penge for at få ryddet jorden. Det gjorde at væsner.. Mange forskellige væsner kunne søge tilflugt i de gamle ruiner, og nyde hvordan de engang havde været.. Dengang farverne stod i deres fulde pragt.
I skyggerne af det ødelagte spøgelseshus, lige ved udgangen, stod Angelie stille.. Helt stille og kiggede tomt udover hendes omgivelser. Hun havde haft modet til at snige sig ned til byen, men holdt dog stadig en fornuftig afstand til visse områder. De dybblå øjne stirrede egentlig bare frem for sig, mens hun havde ladet armene glide over kors, og nu lænede sig op af svingdøren, der ville åbne sig, når folk skubbede til den for at komme ud. Hun havde endnu ikke opfanget at der muligvis var andre til stede, eftersom hun selv var igang med at ligge visse.. planer.. Nogle der ikke krævede alverdens, men alligevel krævede en smule opmærksomhed fra hendes side af.
Over hendes hoved, kom et aflangt klovneansigt til syne, med neongrøn paryk, der hang i laser, samt en udtværet bunke maling, der nok engang havde bestået af røde, hvide og blå farver, men nu var alt der kunne ses tilbage, nogle rødlige prikker i klovnens iris, samt lange gule tænder, der normalt ville have været omkredset af dennes læber. Samtidig brød en forvrænget latter ud fra en højtaler, der befandt sig i hullet med klovnen, og vred sig igennem stilheden der før havde hængt over forlystelsesparken.
Angelie blev flået ud af sine tanker, og et overrasket sæt afslørede at hun ikke havde været forberedt på den hæslige larm. Om ikke andet var dette også grunden til at hun lige nåede at ane skikkelse, der nu stillede sig på karusellen med træhestene. Rødt hår.. Ung.. Han var vel ikke meget ældre end de 18? Måske yngre endda.
Hendes ene øjenbryn svang sig nysgerrigt i vejret, inden hun mindede sig selv om den mission hun lige havde planlagt. Han var vel en mulighed.. Ung, uskyldig.. Han ville knap vide hvad det havde handlet om, før det var overstået.. Et perfekt offer.
Uden at sige noget, trådte hun ud fra skyggerne, og ned af de tre trin, så hun stod på den ødelagte asfalt, der lå omkring denne forlystelse, mens hendes dybblå øjne søgte denne... drengs.

Det gav et sæt i Itarian, og ikke mindst i dennes hale da en hæslig lyd nåede hans ører. De virrede frem og tilbage, opfangede den mindste smule ekko, og omdannede det til indre billeder for hans øjne.
Klovnelatter, gammel, udtørret, ingen fare. Han sukkede synligt, mens halen svingede langsommere. Frem og tilbage, hele tiden. Uendeligt.
Han så op, og endnu en gang måtte han finde sig selv i at blive overrasket.
En kvinde, ældre end ham, måske omkring atten? Han bed sig i læben, og følte enhver muskel i hans krop spændes, halen svingede hurtigere. Hurtigere. I takt med hans hjerte der hjælpeløst forsøgte at følge med den øjeblikkelige tilstedeværende adrenalin.
Vent. Havde han set hende før? Langt.. Rødt hår, der ligesom bølgede som helvedes flammer omkring hende. De dybblå øjne... Som et hav, et hav, og blod. En storm.
Hans øjne flakkede ubehjælpeligt mellem øjnene og håret.
Små brudstykker af et tidligere fandt sin plads i hans hjerne, men nægtede at udtale sig.
Et ord dukkede op i hans bevidsthed, noget hen i retning af engel, men hurtigt var det glemt igen, da han ligesom uden at ville det, rejste sig.
Han så op på hende, ikke nysgerrigt, men trodsigt og udfordrende. Den brune farve hans normale øjne bar, log sig langsomt hviskes ud, erstattes af en kølig isblå farve. Ikke nok til at man kunne se det fra hendes afstand, men ikke desto mindre en lille smule.

Hun bevægede sig ikke, da han var gjort opmærksom på hendes tilstedeværelse. Der var intet at skjule eller flygte fra. Hun havde ikke gjort mine til at angribe, men alligevel kunne hun ane de trodsige træk i drengens ansigt. Et udfordrende glimt.
Smilet krusede automatisk over hendes læber, da hun tog det første skridt frem mod ham.. Langsomt, mens hovedet automatisk blev vippet en anelse på skrå, og blikket der stadig søgte hans, og prøve at fastholde det.
Hun fortsatte frem, indtil hun ville være omkring en meter fra ham, hvis denne dæmon ikke selv havde flyttet sig længere væk, og her ville hun kredse omkring ham i en cirkel, en enkelt gang med et studerende blik, for igen at stoppe op foran ham, uden så meget som et ord.
"Hvorfor.. er du herude?" Spurgte hun med lys stemme, en stemme der bar en undertone af uskyldighed, intet ondt at spore i den, mens hun kort lod den ene hånd glide omkring dem, som en gestus til ham om at kigge sig omkring. "Dette.. er et forladt område.. Folk kommer her ikke så ofte, forstår du" forklarede hun, inden hendes blik gled hen mod en ødelagt bod, der engang havde bestået af metervis af slik, og smilet blev en anelse større i hendes ansigt, inden det igen blegnede væk.
Nu bemærkede hun halen. Før havde hun ikke taget sig af den, men øjenbrynet gled i vejret. De færreste væsner havde haler, og hun kategoriserede ham hurtigt værende en dæmon eller djævel. Et væsen fra underverdenen, den mørke side vel.
"Du skulle tage en runde i spøgelseshuset.. Det er stadig uhyggeligt skræmmende, selvom stedet for længst er blevet lukket ned". Det var ikke til at sige, om hendes smalltalk var interessant for ham eller ej. Faktisk virkede det mest som om hun talte med sig selv.