Interesse - Angelie

Dato: Torsdag den 16. september
Årstid: Tidlig efterår
Sted: Di morga Øst, Lutte à mort.
Tid: Eftermiddag, hen imod aftenen.
Vejr: Overskyet og svag blæst.
Omgivelser: Folk og fæ inkl. et par kæmpene i arenaen.

Romeos ansigt var lagt i glatte folder. Hans øjne søgte roligt ned til de to, der kæmpede for deres liv, og han ofrede dem et svagt smil. En dæmon mod en vampyr. Hvem ville vinde? Han vidste det ikke, for begge skabninger så ud til at ville vinde. Det blev åbenbart en kamp om at trætte hinanden godt og grundigt. Romeo hoppede elegant, hurtigt forbi et par råbende tilskuere, og fortsatte rundt om arenaen. Han betragtede hver inkel tilskuer, og nikkede for sig selv. Der var flest af de såkaldte mørke skabninger, kun en engel og ingen lyse elvere. Han grinede for sig selv, og blev enig med sit hoved om at mørkeskabninger bare var bedst. De vidste helt klart hvordan livet skulle leves. Den svage vind fik ham til at kigge op i de oprørske skyer, og han rynkede let på øjenbrynene, mens han overvejede chancerne for regn. Der ville nok gå en halv times tid før regnen ville komme, og det ville være spændende for Ildæmonen nede i arenaen. Han grinede let, og trak på skuldrene, før han endelig satte sig ned på en af pladserne.

Angelies bare fødder gav svagt genlyd mod stengulvet, da hun trådte ind igennem indgangen. Hun foretrak at komme under selve kampen, fordi den første del altid var forbandet kedelig. Hendes blik søgte øjeblikkeligt mod arenaen, og hun vidste allerede på forhånd, at dette var et sted hvor de mørke skabninger holdt til. Hun havde trods alt været der et par gange før, eftersom det ret hurtigt blev kedeligt i fæstningen.
En enkelt skikkelse bevægede sig rundt om arenaen mens Angelie bevægede sig ned ad trappen, som førte til de nederste rækker, hvor hendes plads befandt sig. Det var den hun altid sad på, og den gående person fik kun et enkelt blik fra hende, før hun igen vendte de kølige blå øjne tilbage på selve kampen. Hun nåede lige at se dæmonen slynge vampyren hårdt mod burets tremmer, i et kvælertag, og et frydefuldt og sejrende smil gled over hendes læber.
Det var dog ikke fordi hun havde satset penge på det. Faktisk mente hun at det var. ynkeligt. Hun ville med glæde stille sig ind i arenaen bare for sjov, men det var jo for svært at slå et spøgelse ud.. Også når hun var i fast form.
Hun nåede stolen, og langsomt lod hun sig glide ned i det kolde plastiksæde, mens hun kort lod tungespidsen glide ud igennem de blege læber og fugtede dem kort.

Romeos mundvige gled let op, da vampyren blev slynget mod burets tremmer og trak så let på skuldrene. Svagt. Han kiggede hurtigt op i himlen igen, og konstaterede at de helt mørke skyer var tættere på en forvæntet. Det kunne gå hen og blive uheldigt for Dæmonen, der ellers syntes at styre kampen i øjeblikket. Romeo fik øjenkontakt med en pige. Hendes isblå øjne gjorde indtryk på ham, ikke fordi at han sådan følte sig tiltrukket af hende, men han følte sig tiltrukket af hendes øjne. De var kønne, selvfølgelig, han havde ikke forvæntet andet af væsener her. Mange var unaturligt smukke. Men de her øjne fik ham til at føle sig irriterende sårbar. Han smilede svagt og sukkede dernæst. Pigen han lige havde set gav ham lyst til at tale med hende, og han anerkendte at det var førstegang siden han var blevet vampyr. Romeo smilede igen, og vendte så øjnene tilbage til kampen, hvor dæmonen endelig kiggede op i himlen. En enkel regndråbe ramte Romeos hånd, og hans smil blev større. Nu blev det jo helt sjovt.

Angelie hverken smilede eller kiggede på vampyren igen. Hendes blik var en anelse fjernt mens det var vendt mod kampen, som om hun ikke rigtig så den, men mere stirrede direkte igennem den. Det havde dog også sin årsag. Hendes tanker gled rundt i hovedet på hende i disse dage. Hvad skulle hun lave, hvad ville der ske? Der var alt for mange ubesvarede spørgsmål efter hendes smag, og det tærrede på hendes humør, som altid var irriteret og surt, men nu.. Var det så mørkt som noget overhovedet kunne blive.
Hun kunne dog godt mærke at vampyren kiggede på hende. Dette fik hende dog til at himle lettere opgivende med øjnene, imens hun gjorde alt for at skubbe ham væk fra sine problemer omkring hende selv lige nu.
En regndråbe, som landede på hendes venstre skulder, fik dog hurtigt fremkaldt en lav snerren i hendes strube. Den sorte tanktop dækkede trods alt ikke hele hende, og det gjorde nederdelen heller ikke. Dette var dog ikke årsagen til hendes knurren. Regnen ville gå hen og give dæmonen problemer. Dog brød hun sig heller ikke om dæmoner, men vampyrer.. Det var ligesom at have en dårlig smag i munden, som aldrig kunne vaskes væk. Hun hadede dem.. Alt ved deres væremåde og opførsel.

Romeo hørte hendes snerren gennem folks lettere irriterede udbrud over at: Uf, nu regner det. Han smilede fornøjet. Hun brød sig tydeligvist ikke om vampyren indei buret, måske ikke vampyrer i det hele taget. Det fik ham ikke til at opgive at tale med denne person, for han følte sig draget af hendes mysteriske væremåde, og de kønne øjne. Og måske også det at han aldrig havde snakket med en undead før. Det virkede spændende alt sammen. Romeo smilede atter fonnøjet. Nu over kampen. Vampyren var begyndt at le, og Dæmonen kiggede undrende på hans modstander. Vampyren havde tydeligvist opfattet sin fordel, og han opfangede vampyrens stemme. "Det regner"
Romeo smilede bredere, vampyren regnede tydeligvist med at dæmonen ville handle overilet, for at vinde kampen, og derfor trætte sig selv yderligere. Han krydsede smilende fingre for vampyren, ikke at han havde noget imod at se vampyren tabe, men han elskede vampyrens måde at overraske dæmonen på. Det kunne blive et langt slagsmål.

Angelie himlede endnu engang diskret med øjnene, inden hun lod sig falde tilbage i stolens ryglæn, inden hun lod armene krydse over kors. Dette irriterede hende grusomt.. Og det hjalp tydeligvis ikke på hendes dårlige humør. Alligevel holdt hun flere knurrende udbrud tilbage, eftersom hun ikke ønskede at trække opmærksomhed.. Eller mere opmærksomhed, da hun stadig kunne mærke vampyren i sin nærhed.
Det var underligt.. Jo mere man prøvede at skyde folk fra sig, des mere nysgerrige blev de efter at kravle ind under huden på hende. Hvad var det folk ikke fattede? Bare hendes aura og ansigtsudtryk måtte sgu da vise, på eget ansvar, jeg bider! Men nej nej. Alligevel blev folk ved med at prøve.
Hendes blik blev dog fæstnet på vampyren i arenaen, da han udtalte ordene.. Det regner. Hun mærkede den største trang til at rejse sig, gå ind og proppe ordene tilbage i kæften på denne skabning i håb om at han ville blive kvalt i dem, men det gik ikke.. Godt nok var der ikke regler i selve arenaen, men det var ikke tilladt at blande sig som publikum. "En skam" mumlede hun lavmælt for sig selv, for at svare på sin egen tanke inden hun lod hovedet falde en anelse på skrå. Hun så hvordan dæmonen i desperation angreb vampyren, og hvad andet kunne ske.. Det gik selvfølgelig galt. Det virkede aldrig at handle overilet.. Det vidste hun selv af bitter erfaring, og det havde kostet hende diverse ar.
Hun så næsten hvordan dæmonen nu havde tabt på forhånd, og en svag hovedrysten kunne anes, da hun gjorde mine til at rejse sig fra stolen igen. Hvorfor skulle hun dog se dette færdigt? Dæmonen var dum i hendes øjne.