Turning the tables at night - Ainsley

Hun trak lidt på hendes skuldre da hun hørte hvad han sagde. Jo, hun skulle tilbage igen.. Men nu havde hun ikke boede derude hele hendes liv. Jo hun var født derude, men var blevet indfanget da hun var ret lille. Så at bo i et hus, hvor hun nemt kunne vaske sig med en klud og en balje vand, det var hun van til. Dog ikke noget så moderne som den bruser. Det var jo kun her for nogle få år siden at hun havde sluppet fri.

”Det ved jeg ikke.. Jeg bryder mig ikke ligefrem om at være helt møg beskidt hele tiden. Det er nu også rart at være lidt ren.” Mumlede hun svagt og kiggede lidt væk.

Hun hørte nu det næste han sagde og kiggede ned på kjolen i hendes arme. Det var det eneste tøj hun havde og hun havde jo ingen penge til at få noget nyt. Ainsley kiggede forvirret op, da den nu meget smukke mand kom hen til hende. Hun tog nogle skridt tilbage og hev efter vejret da hun mærkede hvordan han tog fat i trøjen på ryggen af hende. Hun kunne hurtigt mærke den lidt kølige luft imod hendes ryg, da hættetrøjen var det eneste hun havde på overkroppen. Hurtigt bed hun sig lidt i underlæben da hun mærkede at han blidt rørte ved hendes vinger. Det var lige før hun kunne spinde som en kat af følelsen, de var så sensitive.

Hun peb dog hurtigt da hun mærkede hvordan han hev hendes shorts op og førte den lange halefjer igennem benene på den, det fik hende til at rødme meget, og hun lignede hurtigt en tomat i ansigtet.

”D-det tror jeg.. A-at der vil være bedre.” Mumlede hun lidt og mærkede hvor akavet det føltes med de stive fjer som nu var fanget i de lange shorts.

Det blide kys og dejlige aen på hende hoved, fik hende hurtigt til at kigge lidt ned imens hun krammede hendes gamle tøj ind til sig. Hun slikkede hendes underlæbe og hørte hvad han sagde.

”Jeg har altid været alene.. Mine evner er på det laveste lige nu, fordi jeg ingen mad har.. Dog har jeg været fanget, indespærret og været et kæledyr hele mit liv næsten.. Så jeg har aldrig lært at passe ordentlig på mig selv.. Faktisk er jeg meget imponeret over at jeg har overlevet så længe.” Mumlede hun og det blev pludselig tydeligt hvordan den glæde og overskud hun havde før, forsvandt. Den mørke sandhed kendte hun godt. Det havde kun været ren held at hun havde klaret den så godt.

”Men.. Jeg klarer mig! Jeg kan godt mærke at du ikke vil have mig her.. så jeg skal nok smutte..” Hviskede hun og smilte halvhjertet til ham, inden hun vendte sig om og begyndte at gå imod døren imens hun mærkede hvordan hun allerede var ved at græde lidt.