In pain (Tuls)

Taget i betragtning af hvor hjælpsom og omsorgsfuld Tuls opførte sig, virkede han underligt følelsesforladt. Ikke at det var fordi at han ikke ville hjælpe, men han viste bare ikke rigtigt nogle følelser for hvad han gjorde. Han gjorde det bare. Dog så han op fra sin bog, da han for første gang hørte drengens stemme, og ærligt talt overraskede dens tilstand ham ikke så meget, som den nok burde. Han havde før mødt navajoer, som levede i deres dyreform mere end deres menneskeform, og som de gjorde det, brugte de ikke rigtigt deres menneskelige evner, som at tale.

"Det var så lidt. Er du sikker på, at du ikke vil have noget te? Din hals lyder som om at den kunne bruge det," spurgte han blot, som om at det ikke var noget stort, at drengen lige havde sagt noget til ham. Han kommenterede i hvert fald ikke på det, og tænkte at det nok også var for det bedste. Drengen skulle ikke føle sig yderligere fremmedgjort, ved at der blev kommenteret på, når han gjorde noget menneskeligt.

Fox vidste ikke helt, hvilket reaktion han skulle forvente fra manden, men der skete ikke mere end at han stillede ham et helt almindeligt hverdagsspørgsmål. Det var en underlig situation, men det hjalp på Fox angst, at der ikke skete mere. At det hele blev håndteret som om, at det var en normal ting, var både akavet, men også beroligende. Der var ikke noget, der blev blæst op til at betyde en hel masse. Men samtidigt kunne Fox egentligt godt bruge, at Tuls ville slå fast, hvad der egentligt skete og skulle ske. Han brød sig ikke om at svæve i mellem at tro, at han ville blive smidt ud, at Tuls ville skade ham eller at det hele var trygt og sikkert.

Lidt usikkert trak Fox på den ene skulder til hans spørgsmål, men nu var han blevet spurgt så mange gange, at han følte, at han ikke kunne sige nej mere. Stadig lidt usikkert og meget forsigtigt flyttede han benene ned igen, så han kunne læne sig frem om nå den gammeldags tekande for at hælde noget af det varme væske op i en tekop, han derefter greb i hanken og tog med sig tilbage i sofaen, da han lænede sig tilbage og igen trak sine ben op. Måske ikke den pæneste måde at sidde som gæst i en sofa, men det gjorde ham mere tryg. Lidt forsigtigt smagte han på den vare væske. Det var ikke te, han havde drukket mest af i sit liv, men det smagte i det mindste bedre end kaffe. Og det var ikke fordi, at Fox ikke kunne lide det. Han var det modsatte af kræsen og kunne stort set drikke og spise alt. Nu havde han jo lige brugt to måneder på at leve af søvand og vand fra vandpytter, så teen smagte nu en del mere spændende.

Teens varme fik jaget det sidste kulde ud af Fox' krop og trætheden begyndte at lægge sig tungt over ham. Han fik tømt koppen og stillede den tilbage på bordet, hvorefter han skubbede sig lidt længere ned i sofaen, så han kunne hvile hovedet i mod ryglænet. Uden at tænke så meget over det, lagde han sin gode arm over sin mave og krøllede lidt mere sammen. Han burde holde sig vågen. Han burde holde sig.. Langsomt gled hans øjne i og udmattelsen over alt det, der var sket, og mætheden efter det varme mad og den varme te vandt over ham, så selv angsten måtte give op og han faldt langsomt i søvn, krøllet sammen i hjørnet af sofaen.

Tuls drak langsomt resten af sin te, og læste videre, uden at sige noget yderligere. Han regnede lidt med, at drengen ville sige, hvis der var noget, eller at han ville smutte inden længe, for nu var han jo blevet hjulpet. Tuls var den sidste til at holde folk tilbage fra at smutte igen, da han ikke var ret god til relationer med andre væsner længere. Han var hamrende dygtig til det som ung, men med næsten 600 år bag sig, var det efterhånden faldet fra igen. Folk kom ind i, og forsvandt ud af hans liv ofte, grundet deres korte levetid, og som det fortsatte, var han begyndt at stoppe med at invitere dem ind så ofte, da de som sagt, bare ville forsvinde igen. En enkelt gang i mellem lukkede han nogle personer ind, som blev lidt længere, men oftest var det ikke tilfældet. Han undgik mange af de væsner, som levede lige så længe som han selv gjorde, så folk døde før han nåede at se sig om, eller også var han tvunget til at flytte, grundet sit altid unge udseende.

Han bladrede sig roligt igennem sin bog i stilhed, og holdt kun pauser for at hælde mere te op. Men til sidst løb han tør for både te og sider i sin bog, så han lukkede den i, og strakte sig med en beklagende lyd, inden han slog blikket over imod drengen, som nu lå og sov. Han sukkede lavmeldt. Hvad skulle han egentlig gøre med den her navajo? Blive ved med at fodre ham? Lukke ham ud i naturen igen? Var der overhovedet nogen, som savnede ham? Måske burde han grave lidt ned i det, og se hvad han skulle gøre, men ærligt talt, havde han ikke motivationen til det.

Tuls tog det tæppe, som lå over det armlæn, han selv lige havde siddet op ad, og foldede det forsigtigt ud, så han kunne lægge det henover drengen. Forhåbentlig var han for træt til at vågne af det, for ærligt talt, lød en tur ret veltalende for Tuls lige nu. Han var ikke i humør til at åbne endnu en bog, fjernsynet var deprimerende, og han havde ingen steder, som han skulle være i løbet af dagen. Og selv hvis han havde nogle steder at være, havde han stadig en fremmed i sit hus, så det var nok ikke en god ide at efterlade ham her. Åha, han var vist ved at blive for gammel til det her. Gad vide om pension var en mulighed for djævle?

Fra at Fox faldt i søvn til at han gled ind i den første drøm, gik der ikke ret lang tid. I al den tid efter hans kunstigt skabte mareridt på Abbadon, var det som om, at drømmemagien ikke helt havde sluppet sit tag i ham og han havde næsten ikke haft en eneste omgang søvn uden mareridt. Hvilket på ingen måde havde hjulpet på hans allerede svækkede psyke. De skræmmende drømme, der oftest omhandlede, at han blev jagtet, forfulgte ham ud i hans vågne tilstand og havde kun gjort ham mere paranoid.

Dog var det som om, at trygheden i det lille hus først gjorde hans sind mere roligt, for den første drøm var bare lidt diffus med ting, han ikke helt fik fat i. Men efterhånden som tiden gik, sneg mørket sig ind over ham og han fandt igen sig selv løbende for livet fra et ubestemmeligt monster, hvis latter forfulgte ham igennem mørket. Hans hjerte bankede og han kunne næsten ikke trække vejret i panik, som han løb blind igennem mørket, hvor han kunne fornemme ting række ud efter ham, ting der ville fange ham og trække ham længere ned i det dybe mørke, ned, hvor han ville drukne.

Man kunne ikke se på hans ydre, at han havde mareridt, ud over at det gav et svagt ryk i ham ind i mellem og han havde fået en svag rynke i panden.

Da Tuls lagde tæppet over ham, var det eneste Fox kunne mærke, at skikkelserne i mørket endeligt fik fat i ham og omklamrede ham. At de lagde sig om ham, for at skade ham. Panikken væltede igennem ham, så voldsomt, at han blev revet ud af sin drøm og ind i virkeligheden, som han slet ikke opfangede. Han vågnede op med et rædselsslagent skrig på sine læber og han begyndte at sparke og slå for at få tæppet af sig. Selv hvis han ikke havde været midt i et mareridt, var han sikkert alligevel vågnet i skræk - der var ikke nogen eller noget der havde rørt ham i så lang tid, at hans paranoia slog ud.
Så hans skræk blev forstærket af, at han pludseligt var overbevidst om, at nu havde Angelie fundet ham og ville slæbe ham tilbage til den uhyggelige fæstning.
Mens han fik sparket tæppet af sig, kunne man kort se et tyndt lag brunt pels over hans bare hud, da han i ren instinkt ville skifte til ræv igen, men han gjorde det ikke, sikkert på grund af smerterne fra håndledet, som han også viftede rundt med i et forsøg på at slippe ud af tæppet.

Hans blik gled hurtigt rundt og over Tuls uden at han så noget, inden han trykkede sig ind i hjørnet af sofaen, hvorefter han krøb sammen med knæene mod brystet og hovedet gemt i sine arme og voldsomme, skrækslagne hulk begyndte at rive igennem ham.
"Undskyld, jeg er ked af at jeg flygtede, du må ikke gøre mig ondt, undskyld..." Han fortsatte med at snakke i mellem sine hulk for et øjeblik, men der var ikke noget af det han sagde, der ville give nogen mening, som han skrækslagent og lavt mumlede ordene i et stort rod. Til sidst græd han bare, sikker på, at nu skulle han dø.

Tuls så overvejende på Fox, da drengen syntes at gå i panik, og han rynkede lidt på panden. Lige nu var han i vildrede omkring hvad han burde gøre, for det der med at være følsom og menneskelig, var ikke hans forte. Han kunne sagtens passe fysisk på andre, men mentalt? Han kunne knapt nok føre en samtale med en anden person, så hvordan i al verden kunne folk forvente at han vidste hvad man skulle gøre, når en person fik angst?!

Et lille suk lød fra ham, som han erindrede hvad han havde gjort for mange år siden i en lignende situation. Så godt som drengen udbrød en undskyldning om noget, som Tuls ikke forstod, satte han sig ved siden af, lagde armene om drengen og trak ham ind til sig. Ikke hårdt, men heller ikke så blidt at han drengen kunne gøre skade på ham eller sig selv. "Slap af, der er ikke nogen, som vil gøre dig ondt" mumlede han forsigtigt, lidt usikker på hvad han skulle gøre af sig selv. Tøvende nussede han blidt drengen henover armen med sin tommelfinger, og vuggede ham lidt hos sig. Hvis ikke han kæmpede for meget imod, ville Tuls have trukket ham halvt over på sit skød, med sin hage hvilende på toppen af drengens hoved, og armene rundt om hans overkrop, uden på hans arme så han ikke kunne slå fra sig.

Han mumlede en masse beroligende ord, for at få drengen til at slappe af igen, som var han et lille barn der havde haft et forfærdeligt mareridt, hvilket også syntes at være situationen nu. Selv havde Tuls aldrig haft børn, ikke en gang noget djævleyngel, men han havde skam mødt en del i sit lange liv, og ind i mellem havde han været tæt nok på til at blive sat til at passe dem i kortere perioder. Det var den gang han stadig havde været interesseret i andres liv på jorden, hvilket var et overstået kapitel efterhånden. Med undtagelse af når han var på arbejde, undgik han sociale situationer som pesten, og holdt sig for sig selv så ofte som han nu kunne.

Panikken væltede rundt i hans krop, som Fox forsøgte at krybe sammen og være så lille som muligt, mens han græd i skræk. Skræk for at nu ville smerterne komme, skræk for at den rødhårede elver ville trænge ind i hans sind og trække ham igennem mareridt efter mareridt, skræk for at blive lukket inde i en mørk og klaustrofobisk fangekælder. Hele hans krop rystede og han kunne næsten ikke få vejret imellem de dybe hulk.

Men det skete ikke. I stedet var der nogen, der lagde armene om ham og trak ham ind til sig. Først ville han forsøge at trække sig fri, men trods angsten, kunne han ikke finde kræfter nok til at gøre ret meget andet, end svagt at stritte i mod omfavnelsen. Men det var, hvad det var. En omfavnelse. Et eller andet sted trængte det igennem, at det ikke var nogen, der ville ham det noget ondt. Det var en fast, men alligevel blid omfavnelse. Samtidigt blev der mumlet til ham, beroligende ord, som var han et lille barn.
Til sidst sad han bare slapt og græd i favnen på manden, der havde taget ham ind i sit hjem og forbundet hans håndled. Det var som om, at gråden var endeløs og han kunne intet gøre for at stoppe. Han kunne ikke mere. Han var så træt. Træt af at være bange, træt af at gemme sig, træt af at leve som en flygtning i evig frygt. Træt af mareridtene, sulten og trætheden, der ikke ville slippe ham.

Dog slap tårerne endeligt op og de sidste hiks fik hans krop til at ryste lidt. Han sad stadig med armene om sine ben og hovedet på knæene, halvvejs ovre på skødet af Tuls. Han var så udmattet, han havde det som om, at han ikke kunne løfte hovedet. Ærligt talt, så havde han heller ikke lyst. Han skammede sig lidt over at være brudt sådan sammen. Han havde altid været alene og han havde aldrig rigtigt grædt foran nogen, slet ikke på den her måde. På gaden var det en svaghed, et tegn på, at man var et let byttedyr. Og han var et let byttedyr, det havde alt det her bevist. Hvad mon denne mand ikke tænkte om ham? Lysten til at stikke af kom igen og han spændte op i sin krop igen.
Han rømmede sig svagt for at få sin stemme til at virke igen.
"Undskyld." Det hjalp ikke så meget, hans stemme var hæs og næsten uhørlig, lukket inde i mellem hans ben og hans krop. Han snøftede ind og holdt bare øjnene lukkede, mens han ventede på, hvad manden ville gøre ved ham.

Tuls kørte sine fingre igennem Fox's hår som drengen langsomt faldt ned igen, og fortsatte med at tale stille og roligt til ham med trøstende ord. Det var mange år siden han sidst havde siddet sådan med nogen, det måtte han indrømme, og det havde været i en meget anderledes situation end denne, med en person som havde betydet alt for ham. Tanken blev skubbet væk hurtigere end den dukkede op, og han fokuserede i stedet på blot at berolige drengen i hans arme.

Da drengen undskyldte trak han sig lidt tilbage, og betragtede ham et øjeblik mens han forsøgte at finde ud af hvad han skulle sige til drengen. "Du behøver ikke at undskylde," var hvad han endte med at sige, hvorefter han tog tæppet fra før med den hånd som før havde nusset drengen i håret, og lagde den over drengen. Han lænede sig tilbage i sofaen, med et fast nok greb om Fox til at han ville ligge op ad ham. "Bare slap af. Få noget søvn. Jeg skal nok sørge for at der ikke er nogen som gør dig noget." mumlede han, mens han gik tilbage til at nusse ham i håret.
Tuls havde aldrig haft problemer med berøringer, selv ikke med fremmede, så tanken om at det kunne være ubehageligt for drengen ramte ham slet ikke. Det eneste han vidste var at det havde hjulpet før, og forhåbentligt ville det virke igen. Om ikke andet virkede drengen alligevel træt nok til at kunne sove hvor som helst og når som helst, hvis bare der var ro nok.

Efter han havde sagt undskyld, kunne Fox mærke Tuls trække sig lidt væk og han var forberedt på, at manden skubbede ham væk og enten smed ham ud, slog ham eller bare lod ham være i sofaen. Han havde ingen forventninger til manden, han regnede ikke med, at der skulle ske noget positivt. Det var Fox, der havde trængt sig på, Fox der ikke kunne styre sin gråd, Fox der var ynkelig og svag. At Tuls i det hele taget havde taget ham ind og både tilbudt ham et bad, mad og at få bundet den brækkede hånd ind, det var mere end Fox nogensinde kunne have drømt om. Det var underligt at få hjælp, når man var vant til at være alene.

Men Tuls skubbede ham ikke væk. I stedet tog han tæppet og lagde det om ham, inden han tog ved ham og nærmest lagde ham oven på sig. Det var lige før, at Fox begyndte at græde igen, både fordi han var bange, men også fordi at han havde så meget brug for tryg nærvær, at det gjorde helt ondt indeni, at han faktisk fik det. Så selvom det var sindssygt akavet og angstprovokerende, gjorde han intet for at forhindre Tuls i at holde om ham. Hans krop rystede en enkelt gang eller to, som et par hulk trængte sig på, men han var så tømt for gråd, at det ikke blev til mere end det. Tøvende slappede han langsomt af i kroppen, så han foldede sig lidt ud fra sin sammenkrøbne position, tørrede hurtigt sine kinder med den gode hånd og lod så sig selv ligge ind i mod Tuls med sin dårlige arm hvilende på sin eget bryst og den gode støttende den. Han stirrede lidt tomt frem for sig, inden han følte, at han ikke længere kunne holde øjnene åbne og de gled i. Fornemmelsen af Tuls' fingre i sit hår var beroligende og selvom han næsten intet kunne huske fra sin barndom, fortalte hans krop ubevidst ham, at hans mor havde aet ham over håret, når han var syg eller bange.

Det tog ikke mange minutter, før Fox gled ind i søvnen. Og for første gang siden hans flugt fra civilisationen sov han uden at drømme. Han sov tungt og det kunne næsten mere minde om bevidstløshed. Så hvis Tuls flyttede rundt med ham, ville han ikke mærke det, men bare gemme sig i det dejligt befriende mørke, hans sind endeligt var pakket ind.

Tuls sukkede stille, da det så ud til at drengen var faldet i søvn. Hvad havde han nu rodet sig ud i? Noget sagde ham, at det her ikke ville blive en helt let omgang at skulle igennem. Den hånd som havde nusset drengen i håret, lagde han også om drengen, inden han et kort øjeblik lukkede sine øjne for at samle sig.
Normalt var Tuls ligeglad med sine omgivelser. Han gik ikke voldsomt op i at hjælpe folk omkring ham, men ind i mellem kunne han godt finde på det, og hver gang fortrød han at blande sig. Andre væsner var svære at forstå. De havde deres egne tanker og følelser som han skulle tage stilling til, og ærligt talt var det ikke hans kop te. Han var trods alt en djævel. Men han var en djævel som havde besluttet at han ville leve civilt blandt mennesker, så det blev forventet af ham, at han kunne vise både sympati og empati for væsnerne omkring ham.

Der gik en times tid, hvor Tuls bare sad med drengen og prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre med ham. Ville det være ufølsomt at ligge ham ned på sofaen? Højest sandsynligt. Men drengen ville nok ikke have det godt med at vågne op i armene på en fremmed. Efter noget overvejelse, lagde han forsigtigt drengen på sofaen, og puttede ham godt under tæppet, hvorefter han tog sin bog og gik ind på sit værelse for at få noget søvn. Han regnede ikke med at drengen ville prøve at stjæle noget, så for nu lod han ham blot få frit løb til at gøre hvad han ville når han nu stod op. En ting var sikkert, Tuls ville gerne sove nu. Så han tog sit tøj af, indtil han kun stod i sine boxers, og krøb dernæst under sin dyne.