The sweet songs is my escape

Der var allerede fyldt godt op, trods der var 30 minutter til at der var nogen der gik på scenen. Hotellet havde lavet en aftale med en af beboerne der var checket ind på hotellet for nogle dage siden.  Det var blevet fortalt at hun var talentfuld på et klaver og mange andre instrumenter, men denne nat var det klaveret der skulle spilles på. I det lille baglokale der var bag scenen sad kvinden der var hyret til at spille og gjorde sig klar. Ikke at der var så meget der skulle gøres, eftersom hun havde klaret det meste oppe på hendes værelse, da hun havde et specielt spejl, hvor hun kunne se sin refleksion. Det var nok det eneste der var problemet ved at være vampyr.. Man ville ikke få noget ud af at se sig i et spejl, for der var ingen genspejling. Hun rakte ud efter vinglasset, som stod ved hendes side på et lille bord. Blod, bare til at tage det øverste lag af nerver inden hun skulle ud på scenen og spille for sikkert flere hundrede mennesker. Det var ikke noget hun ikke havde prøvet før, men sidste gang hun gjorde det, boede hun stadig i Rusland og det var i hvert fald en uge siden sidst hun havde spillet. Hun havde heldigvis haft snakket med ejeren af hotellet og fået lov til at tage hendes eget klaver med til Terre og placere det i hendes suite, hvilket sikkert også kun var fordi de kendte hinanden.

En stemme fik revet hende fri fra drømme verden og hun kunne høre en masse folk der klappede hende ind på scenen. Et skævt smil kom frem på de rødt malede læber inden hun satte sig på den stod der var gjort klar til hende foran klaveret. Hurtigt fik hun indstillet mikrofonen så den passede til hende inden hun lænede sig ind og med sit engelsk med kraftig russisk accent fik fremmanet nogle ord ” Good evening. As the fine gentleman said, my name is Eurielle.. And I’m here to play some music for you.. The first one is called Nocturne in A Minor” hun rettede sig op og begyndte at spille på klaveret. Der var noget over hende som man ikke kunne forklare. Det var som en hypnose når hun spillede og alle folk sad og så på hende med afslappede ansigter, så vel som deres kroppe, der lignede de var ved at smelte grundet den rolige musik. Af og til sendte hun et blik ud over mængden og sendte dem et kort smil i ny og næ inden hun igen rettede blikket mod sit klaver.


// Musikken der spilles //

Til en aften som denne havde Caleb iført sig et helt nyt skræddersyet jakkesæt i sort med en blodrød skjorte og sort slips. Grundet hans evner så var hans skønhed absolut en man lagde mærke til.
Caleb sad i første omgang frustreret i hotelrestaturanten grundet en potentiel sælger til et maleri ikke var mødt op. Var det noget han hadede så var det virkelig når folk ikke holdt deres aftaler. Egentlig havde han rejst sig for at gå da han simpelthen ikke gad vente længere.
Men hotelejeren havde fået øje på ham og skyndte sig hen til ham og bukkede dybt.
"Lord Caleb DeBayle? We are honoured by your presence. What do we owe the honours?" Hotelejeren var en venlig mand så Caleb nikkede smilende til ham og sagde:
"Good evening Manning... No need for such formalities.... I was expecting a seller that decided to stay away...."
Ejeren lyste nærmest op i blikket og sagde ivrigt: "Lord DeBayle... Allow me on behalf on the hotel to get you the finest table at tonights concert.... A very highly regarded talent and personal friend is playing?"
Caleb havde ikke andet på programmet så han nikkede og gik med ejeren og blev vist til et bord lige ved scenen hvor han fik serveret en ganske særlig vin. Nu var det bare at vente.

Omme bag scenen skyndte ejeren sig hen til hende og sagde ivrigt: "Eurielle my dear.... There is a very special guest in the audience tonight... As a final before you leave the stage..... Can you play something special for him? He's a Lord Oh you need to get on..."
Ejeren gik ind og præsenterede hende og smuttede af scenen så hun kom til.
Caleb bemærkede hurtigt hendes skønhed og den særprægede accent men sad egentlig lidt og ventede på musikken. Han havde allerede noteret sig den detalje at hun var vampyr.
Ud fra bordets placering og Calebs udseende var det ikke til at tage fejl af hvem ejeren mente.
Da hun så begyndte at spille, var det som om tiden gik lidt langsommere og han fjernede på intet tidspunkt sit intense blik fra hende. Hver tone skulle nydes til fulde hvilket det også blev. Hun spillede som han aldrig nogensinde havde hørt før. For Caleb eksisterede kun dette rum lige nu hvor hun spillede som til sjælen

Mens hun sad og spillede huskede hun hvad Manning sagde til hende. Nu var det med at gøre et godt indtryk og ikke lave nogen fejl mens hun spillede. Hendes krop sitrede og hun kunne mærke der var en meget stærk tilstedeværelse i rummet, men hun kunne ikke umiddelbart placere den, eftersom hun lige nu havde travlt med at spille og koncentrere sig om at ramme de rigtige tangenter. Da sangen sluttede, blev hun nærmest overvældet over det bifald der mødte hende. Hun havde stadig nogle sange at spille, men hun vidste ikke helt hvad hun skulle spille, plus hun skulle spille en der var specielt til den specielle gæst. Hun bed sig kort i underlæben inden hun kom i tanke om en sang der havde fuldt hende gennem hele livet. Akkorderne gled gennem hendes tanker og hun huskede det hele, selv den lille historie hun havde koblet til denne sang. Nærmest tøvende lænede hun sig ind mod mikrofonen ” This song followed me since I was married… He was a perfect man, or at least on the outside.. This song is called Familiar Taste Of Poison” hun kunne mærke hvordan det nærmest skar i hendes hjerte at fortælle dette, men det var desværre den pure sandhed. Hun indstillede mikrofonen så hun kunne synge imens hun spillede sangen.

” Drink the wine, my darling he said.
Take your time, and consume all of it.
But the roses, where only to drain my inspiration.
The promises, were spoiled before they left your lips and.
I breath you in again, just to feel you.
Underneath my skin, holding onto.
The sweet escape, is always laced with a.
Familiar taste of poison.”

For de folk der sad tæt på, ville det være nemt at se hun fik tårer i øjnene, men hvis man der imod sad et stykke væk kunne man slet ikke opfange det. Hun så ned på tangenterne i gennem hele sangen mens hun sang. Det mærkede hende at skulle synge denne sang, men efterhånden havde hun gjort det så mange gange at det hærdede hende. Hun rettede sig op da sangen var færdig og så udover de mange folk der så på hende med et lettere sørgmodigt blik. Hun fniste ganske kort og lænede sig mod mikrofonen ” Don’t look so sad.. It’s not a funeral” sagde hun og smilede for sig selv inden hun så over på Manning igen som kort nikkede til hende som tegn på hun skulle spille næste sang. Hun havde i tankerne om at gemme den specielle sang til sidst og hurtigt fandt hun en ny sang at spille.

// Sang nr 1::
Sang nr 2:: //

Da hendes første sang var færdig, rejste han sig og klappede lige som de andre gæster. Dog var Caleb en kaliber af mand hvor man ikke undgik at lægge mærke til ham. Nu havde Manning selvfølgelig også gjort plads ved et særligt bord og Calebs egne evner hjalp også voldsomt selvom han ikke brugte den aktivt.
Ved den næste sang satte han sig og kiggede endnu en gang intenst på hende. Ganske vist var der kommet en særdeles dyr flaske til ham men den havde ikke skyggen af interesse for ham lige nu. Caleb havde altid haft en svaghed for kunst hvor man for alvor kunne mærke historien og følelserne bag den. Han kunne både mærke og dufte hendes lidelse.

Men da hun så begyndte at spille den næste, var han ikke et sekund i tvivl. Hun spillede til perfektion... Han var som tryllebundet og man kunne se Manning nærmest var nervøs for om Caleb kunne lide den. Under hele nummeret, havde Caleb et meget alvorligt ansigtsudtryk men det var på en måde så man fornemmede hvordan han indtog hvert eneste indtryk hun kom med. Ca halvvejs i nummeret vinkede Caleb Manning over til sig og sagde:
"Such beauty..... Such perfection..... I am most pleased that you persuaded me to stay Manning.... I want to meet her.... I will meet her at her suite.... Thank you again Manning..."

Oppe fra scenen ville hun kunne se hvordan Manning bukkede dybt og ærbødigt for den tilsyneladende særligt gæst. Manning fik en lille seddel hvorefter Caleb gav sig til at nyde resten af forestillingen. Da den så var nået til vejs ende, listede Caleb lige så stille af for at være klar til et møde han var sikker på ville sætte spor i hans indre

Som sangen begynde at ende kunne hun svagt se i øjenkrogen hvordan Manning bukkede for en mand. Der var ikke nogen tvivl om at de var den særlige gæst, eftersom hun kunne mærke en stærk tilstedeværelse, hvilket måtte være ham. Sangen stoppede og alle folk rejste sig fra deres stole og klappede som aldrig før og spurgte sågar efter endnu et nummer, men Manning rystede på hovedet i baggrunden og hun lænede sig ind mod sin mikrofon ” I’m sorry loved ones.. .I may take my leave” sagde hun og rejste sig op fra sin skammel og stillede sig foran klaveret før hun nejede og gik om bagved. Hun sukkede nærmest lettet efter hun var kommet væk fra de mange mennesker og alle de væsener der havde tricket hendes sanser mens hun havde siddet der og skulle koncentrere sig for ikke at lave en fejl. Manning kom nærmest løbende med et glas blod til hende og hun greb nærmest ud efter det som et sultent dyr før hun tømte det. Hendes øjne havde fået et rødligt skær da hun rettede blikket mod Manning ” Thank you.. If you excuse me… ” sagde hun inden hun bukkede hovedet og gik ud til trapperne.

Hun havde ingen idé om hvad der egentlig ventede på hende ved døren til hendes suite. Hun stoppede da hun mærkede der var en der greb fat i hendes arm ” Zamuel? Why are you here… ” der var ikke nogen tvivl om hun ikke just var begejstret over denne persons tilstedeværelse. Han så på hende med et kækt smil inden han gav slip på hende ” Just wanted to say you look gorgeous tonight.. Like the night when I found you in the ditch…” hun så på ham med et skarpt blik før hun sukkede og gik ” Don’t worry.. I will find you again” sagde han og gloede efter hende da hun gik ” What ever…” hendes stemme var lettere irriteret lige indtil hun så op da hun næsten stod foran døren til sin suite. Den specielle gæst!? Hun forsøgte at komme til sig selv efter mødet med Zamuel og rettede sig op da hun kom over til ham.

” Can I help you?” sagde hun og så på ham med et smil. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, da det var første gang der var en der havde ventet på hende foran hendes dør efter hun havde spillet musik, men hun var ikke i tvivl om at denne mand ikke ville gøre hende ondt, dog havde hun helt andre aner.

Caleb stod ganske rigtigt ved døren til hendes suite og ventede hvilket også gjorde han opdagede det lille optring mellem de to. Dog holdt han sig i baggrunden med mindre det blev nødvendigt at han trådte til. Han var trods alt gentleman.
Da hun så var henne ved ham, smilede han intenst og bukkede dybt for hende imens han sagde:
"Good evening Ms. Eurielle.... My name is Caleb DeBayle.... I have just witnessed your performance tonight... I must say.... You played to the utmost perfection.... I own the Gallerie Sanguine and are always on the lookout for new talent or inspiration and you have captivated me..."

Han bukkede som man ville forvente hos en rigtig gentleman hvorefter han kiggede op og så dybt i hendes øjne imens han kyssede hendes fingre som en gestus om anerkendelse.
Kort blev der rettet på kraven inden han så hen af gangen og så på hende og døren
"Pardon me for being so straight-forward.... But would it be possible to go with you and talk or simply enjoying music? It would please me greatly.."
Caleb tænkte jo ikke over at Manning havde introduceret ham som adelsmand men det ville jo snart vise sig.

Hun så på ham med et skeptisk blik ”It could’ve been better. But thank you Caleb” sagde hun og sendte ham et usikkert smil. Hun syntes selv musikken kunne have været bedre, men hun havde ikke så meget tid som hun måske havde ønsket sig, så hun måtte tilpasse sig efter de forhold hun var givet, hvilket hun så havde gjort. Hvad havde denne vampyr i tankerne, for der var bestemt et eller andet han skjulte, men i og for sig har hun også altid holdt af mystik og det var der i hvert fald ikke mangel på ved Caleb.

Hun trak nøglekortet op fra hendes pung og gik over til døren. Da hun hørte hans forslag stivnede hun kort inden hun vendte sig mod ham og løftede sine skuldre ” Well I…” mere nåede hun ikke at sige da han havde bukket foran hende og taget hendes hånd og placeret et kys på den. Hun hævede svagt et øjenbryn og det gik hurtigt op for hende at han faktisk var en vampyr der var yngre end hende selv, så dette var sikkert forsøg på at vinde hendes anerkendelse. Det var første gang hun havde prøvet det, da det ikke var ret ofte hun minglede med unge vampyrer, men ak ja. Svagt trak hun hånden til sig inden hun vendte sig mod døren og fortsatte ”Can’t see why not.. Come in” sagde hun og åbnede døren som gemte på en stor suite med alt.

Med rolige skridt gik hun over og lagde pungen fra sig på et lille bord i sort træ, før hun vendte sig mod Caleb ” Why is a young vampire like yourself being here with me.. An old lady.. Hun så på ham med et kækt smil på læberne, nærmest drillesyg.

Caleb gik roligt ind sammen med hende og kiggede lidt rundt. Fornuftig kvalitet dog ikke i en indretning han selv ville have valgt. Han kiggede på bordet og kørte fingeren langs kanten på bordet uden at flytte blikket fra hende.
"Ebony... Beautiful yet poisonous.... finesse and danger in one.... Never been much of an ebony-man myself.. I visited the hotel tonight in hope of meeting a client for my gallery... When i was leaving, Manning told me about the music for this evening.... So i wanted to meet you myself... A habit if i appreciate art and beauty... Age has nothing to do with it..."

Så gik han rundt om hende nærmest kredsende imens hans blik intensiverede inden han gik hen og kiggede ud af vinduet. "And now i've seen you up close.... We have met before....."
Han vendte sig endnu en gang om mod hende og løftede sin hånd så hun bedre kunne se signetringen imens han tog et par skridt tættere på.
"Paris..... Opera Populaire..... 1918..... The very first show for that very special play..."

Hun lukkede døren bag sig og så på ham med et hævet øjenbryn. Hun kunne se på ham han ikke ligefrem var den største fan af hendes bord, men et eller andet sted kan man så sige det ikke var et hun havde valgt. Hans ord fik et smil frem på hendes læber ” So you’re telling me you’re only here now to see me because you find me beautiful?” sagde hun og sendte ham et smil inden hun gik over mod ham ”Well then.. Sir De’Bayle… You don’t seem so bad yourself” sagde hun og lod kommentaren omkring alderen ligge.

Som han begyndte at kredse om hende, studerede hende, løb det hende koldt ned af ryggen. Hun havde prøvet dette før, men det var mange år siden, om det var ham.. Ja det var hun faktisk næsten sikker på det var. Hun hævede sit øjenbryn da han sagde hun virkede bekendt og der gik det op for hende de havde mødtes i Paris… Hun stivnede da det gik hundrede procent op for hende hvem han egentlig var ” It can’t be… ” sagde hun og trådte nogle få skridt tilbage inden hun uden tøven nærmest fór over til ham og tog hans hånd for at se nærmere på ringen. Jo.. Det var ham.
 

Langsomt så hun op på ham ” I..” hun vidste ikke hvad hun skulle sige og stod helt mundlam overfor ham. Hendes fødder var som sømmet til jorden og hendes hans var snoet sammen.