The great escape

Det var ved at blive aften. Solen var ved at gå ned, og folk begyndte roligt at søge ud af den lille café Ronald havde søgt tilflugt i tidligere på dagen. Han sad nu og stirrede op på et fint, lille træur som hang på væggen. Tik. Tak. Tik. ”Tak, for i dag! Vi ses i morgen!” Ronalds, ikke så utrolig vigtige opmærksomhed, blev vendt imod én af tjenerne, som vist havde fået fri. Tjenerens ulækre fjæs blev vendt imod Ronald, som lavede en grimasse af ubehag. ”Tror du ikke også at du bør gå hjem, Grønært? Er dine forældre ikke bekymrede? Desuden ser det ikke ud til at den ven kommer,” han lagde armene over kors, og lagde vægten over på den ene fod, så han stod på den mest tøsede måde i verden! Ronald havde bildt ham ind, at han ventede på en ven, og det var derfor han sad og ventede. Han havde åbenbart troet på det, for Ronald havde ikke flyttet sig fra stolen, siden. Han plejede ellers ikke at lyve, men han havde ikke noget andet sted at tage hen.
”Måske har du ret...” han havde ikke lyst til at fortælle en fremmed om sit liv, han behøvede jo heller ikke at vide det, man fik ikke noget ud af at pive.
”Er det okay... hvis jeg kommer igen i morgen?” Hvis han da overlevede natten.
”Måske, du kan jo hjælpe lidt til rundt omkring, så kan det være at du må blive?” Tjeneren havde vist allerede fundet ud af at der var et eller andet galt, men det gjorde nu ikke så meget, alligevel. Ronald nikkede lydløst og søgte, som den sidste, ud af døren igen.
Han havde fulgt sporet af de gamle lygtepøle som stod rundt omkring. Havde sat farten op, hver gang der kom et hul af mørke. Han havde aldrig kunnet lige mørke. Han nåede porten, til Parken, som mildest talt var en smule i stykker. Måske var det alligevel ikke verden bedste by han havde fundet, men pyt. Han begyndte at gå, indtil han nåede den nærmeste bænk, som han slog sig ned på.
Nu kunne det da ikke var meget længere...

Bænken var kold og klam. Det havde heller ikke været smart af hende at tage en lille sommerkjole på, men det var ikke ligefrem fordi hun vadede i rundt i tøj, her på det sidste. Hun var jo på flugt, så hun havde ikke særlig meget med. Hendes ting lå ude et skoven et sted, hvor hun mente at det var sikkert.
Hun så sig omkring i parken. Der var noget mærkeligt ved dette sted. Menneskerne var så... fjendtlige og hele tiden på vagt. Hun forstod det ikke. Hun var ikke vild med at være her, men det var det sidste sted de ville lede efter hende.
Hendes blik gled straks op på den smukke måne. Fuldmåne. Den smukkeste fase månen passerede. Det var som om dens helhed, spredte fred. Men hun vidste selvfølgelig intet om, hvad der også skete ved fuldmåne. Hun var jo bare et menneske, som ikke kendte til andre væsener.
En kold brise passerede hende og hun lagde armene omkring sig selv, i håb om at få noget varme. Hun havde ikke fået taget sig sammen til at finde en lejlighed endnu, så hun måtte nøjes med at sove i skoven... Igen. Hun var ikke særlig bekymret for skoven. Der virkede så fredeligt derude, men det var selvfølgelig kun fordi hun ikke havde været der ved fuldmåne.
Hun lod igen blikket glide omkring. Det var ret underligt. Hvorfor var der ikke nogle? Hun havde siddet præcis samme sted for 24 timer siden, men der havde der været mange. Var der noget galt med denne aften? Hendes blik faldt pludselig på en skikkelse, som også sad på en bænk, et stykke fra hende. Hun var åbenbart ikke den eneste sjæl her omkring, alligevel.

//Undskyld hvis det er skrevet lidt rodet, men jeg skulle skynde mig! ;D//

Et stik i nakken, fik Ronald til at knække nakken et par gange, hvorefter hans øjne blev draget mod månen. Fuldmånen. I et øjeblik stirrede han bare op, som var han hypnotiseret af den smukke måne. Hans pupiller udvidede sig, og efterlod hans øjne tomme og kolde. Han begyndte at skære tænder, som bare blev skarpere, sammen med klørene som begyndte at vokse ud af hans negle. Smerterne var næsten for meget for ham, men han havde gjort dette masser af gange, den eneste forskel nu, var at han ikke sad nede i den låste kælder hvor han var i sikkerhed, og den eneste han gjorde skade på var ham selv.
Ronald faldt ned på knæ, og tog sig til hovedet. Hans ryg blev større, og det lød som om flere knogler blev brækket, i takt med at han blev større. Han begyndte at skrige, råbe, vride sig på jorden af smerte, indtil han tilsidst lå stille og de eneste lyde var hans tunge vejrtrækninger.

Efter et par minutter, hvor han bare lå livløst på jorden, rørte han pludselig på sig. Med langsomme bevægelser rejse kom han langsomt på benene igen, dobbelt så stor som før, næsten, behåret... farlig. Hans tanker var tomme... kun én ting sad i hovedet på ham: Jagt.
Han bevægede ørerne op og ned et par gange, da lyden af en eller andens vejrtrækning sad i luften. Hans øjne søgte hen imod en pige som sad på en bænk længere henne af vejen. Han viste tænder, hvor efter han løftede hovedet og kom med et højlydt hyl.

Hendes tanker blev pludselig afbrudt, da hun hørte et hyl. Et hyl, som hun ikke kunne indintificere. Ikke et hundehyl. Heller ikke et menneskehyl. Hun kiggede til højre, hvor hun mente at lyden var kommet fra.
Hun faldt næsten ned af bænken af ren og skær forstrækkelse. Hvad var det dog, som stod derhenne? Det lignede en kæmpemæssig ulv. Hvis dette havde været en eventyr, havde hun gættet på at det var en varulv. Men dette var virkelighed og det fandtes ikke varulve. Det kunne der ikke.
Der gik nogen tid, før hun endelig fandt sit stemmebånd og skreg. Hun skreg meget højt og prøvede at få benene til at lystre. Men hun stod som lammet. Hun blev mere og mere panisk. Hvorfor flyttede hun sig ikke? Hvorfor løb hun ikke for sit liv?
Mens hun stod i disse tanker, lystrede hendes ben pludselig og hun løb. Hun løb så hurtigt som hendes ben kunne, men det var svært i hendes sko. Derfor - stadig i løb - fik hun sparket dem af, så hun nu løb i bare tær. Meget mere behageligt, selvom det også var ret koldt.
Da hun ikke kendte stedet godt, vidste hun heller ikke, hvor hun løb hen. Og hun spildte ikke tiden med at se sig tilbage på... væsenet, som hun helst ville kalde det. Men... Hun havde jo mødt en vampyr her omkring, så hvorfor skulle der ikke også findes varulve? Den eneste forskel var, at vampyren havde været forførende og charmerende. Varuvle så farlig og brutal ud.

Der gik et øjeblik hvor han kun stod og betragtede sit offer. Hunkøn. Han snusede en gang til duften der hang omkring dem. Menneske? Det var så svært at identificere duften, når der fandtes så mange forskellige 'racer' i byen. Men det var nu mest lugten af menneske, hvilket fik ham til at handle efter det: Dræb, dræb... DRÆB!
Han spærrede kort øjnene op da hun skreg, for derefter af løbe. Endnu et hyl kom fra ham, hvorefter han satte forbenene ned på jorden og begyndte at løbe efter hende.
Hun fik ikke lov til at stikke af fra ham. Hans offer. Det var ham der styrede det her! Det her var bare ligesom de gange han havde fået lov til at jage kaniner. De dumme bæster som ikke var til anden nytte. Hun var bare en lille kanin, som havde bevæget sig ind det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.

Han løb de veje hun løb. Hoppede over de sten, hun hoppede over, og kom tættere på. Han stoppede op nogle få gange, for at lytte efter hendes vejrtrækninger og bankende hjerte, for at finde ud af hvilke veje hun nu løb, og siden han var hurtigere end hende, gik der ikke længe før han fik øje på hende igen, og kom endnu tættere på.
Han langede ud efter hende og ville ramme enten hendes trøje, eller noget af hende, hvis ikke hun da på én eller anden måde havde nået at flytte, eller dukke sig. Med lidt held ville han få hende til at snuble, og så havde han hende...

Hun vidste slet ikke, om væsentet stadig fulgte efter hende. Nu og da, syntes hun at hun hørt lyden af poter mod jorden, men det kunne sagtens bare være en indbildning. Hvilket hun stærkt håbede på.
Hun løb og løb, fuldstændig i sine egne tanker, og pludselig ramte hun en mur. Hun faldt straks om og lå lidt og prøvede at komme til sig selv. Hun blev lidt sur på sig selv. Hvem så sig ikke for, når de løb?
Hun fik, med en del besvær, sat og op og hendes blik vandrede omkring. Det var en blind vej. Hun mærkede hendes hjerte satte farten yderligere op. Hun havde ingen chance, hvis bæstet stadig var efter hende.
Hun kom op på benene og så hele tiden den vej, som hun var kommet fra. Og der var jo heller ikke andre veje at kigge. Hun trak vejret hutigt og begyndte at tælle. 1, 2, 3, 4... Hvor lang tid havde hun mon igen? Hun var ret sikker på, at hun ikke ville overleve dette.
Hun lukkede øjnene og mærkede vinden, som kærtegnede hendes ansigt. Var dette mon sidste gang hun ville føle det? Hun vidste godt, at det var ret dumt, allerede at give op, men hvis hun prøvede at gå den vej, som hun var kommet fra, så gik hun direkte i døden.