Do I Escape? [Blase]

Tid~22.13
Sted~Allées - Gyderne
Omgivelser~Gyder.. Ellers ingen?
Vejr~Regn, mørkt og kølig og let kraftig vind

Regnen piskede ned og slog hårdt med de allerede nydannede vandputter der havde placeret sig i små fordybinger i den ujævne vej. Hvis man virkelig var så dum at gå ud i det uden en paraply eller sådan noget ville man blive plaskhamrende våd på blot få minutter. Det var dog heldigt at det ikk var havl. Ellers ville man jo få voldsomme mærker efter det. Eller også var det bare noget man bildte sig selv ind. Lyden af de hårde dråbe mod en paraply kunne se høres i det fjerne. Dens røde farve kunne ses på lang afstand i det ellers grå og mørke vejr. Den tilhørte en pige på kun omrking de 17 år der havde valgt at vove sig uden for. Hun holdt den tæt ind til sig og sørgede desperat at holde mest muligt vand væk fra sig med hjælp af paraplyen. Hun havde et stram og godt tag i skaftet så den ikk skulle blæse væk i den let kraftige og kølige vind der nu hærgede dette område af Di Morga. Eller måske faktisk bare hele den lille stat. Hendes mørkeblå jeans var dog en smule våde nede i kanten på grund af af de vandputter hun af og til trådte i. Ellers havde hun en sort tætsiddende t-shirt på og med en dejlig varm lyseblå lynlås trøje over for at kunne holde varmen. Selvom at denne pige tilfældigvis var koldblodig havde hun alligevel en nem tendens til at komme til at fryse. Og det var kun den ene halvdel da hun også havde en dæmonisk halvdel. Dog så hun sig selv om et menneske. Et svagt væsen. Ud over at hun ikk ligefrem var svag og hun havde jo nogle små evner i ærmet. Men hun undlod at bruge dem. Hun havde ikke altid kontrol over dem.
En ret stor mørkerød og lidt blålig blodforsamling havde fået sin plads på hende ene side af hendes ansigt. Lige mellem hendes øje og kind dog helt ude ved starten af hendes kønne rødlige hår som var som sædvanligt sat op i en hurtigt og sjusket knol i baghovedet. Hendes smukke og klare grå øjne var rettet ligefrem og hendes skridt var hastige. Hun ville vel bare så langt væk fra det sted hun var kommet fra som hun nu kunne. Selvom at hun godt vidste at hun var langt nok væk nu. Men alligevel havde hun den følelse af at ikk rigtigt kunne holde nu. Så hun gik bare videre og tog sig ikk af den lidt skræmmende stemning der nu fandes i gyderne. Denne dejlige blanding af vampyr og dæmon havde fået navnet Natalie. Men det var før hun blev sendt til sin nuværende plejefamilie. Det var det eneste hun havde tilbage fra sine oprindelige forældre.

Regnen… den skabte nogle minder man helst ville glemme, nogle minder som ikke skulle være i hans hoved, nogle minder som ikke skulle have været sket for en i sådan en tidlig alder, alligevel så kunne de destorere en som var man et offer for helveds onde sønder. Han bar en paraply i sin ene hånd, som et dække, som et håb om at livet han havde i sig, de data’er og forskellige filer som han havde hentet i løbet af de seneste 12 år, da han for syv år siden skulle have en ændring for resten af sit liv, som kunne påvirke ham så meget, så det var umuligt at kunne forstille sig det. Den 19 årige skikkelse lod sige glide igennem de mange gyder og gader, som lå her i udkanten af byen. De fleste ting som var her, var stort set alfonser, ludere, narkomaner, hjemløse, eller alkoholiker, nogen var her bare fordi det var billigt at bo der. Blase, som denne mand hed, rynkede brynene sådan som han gik videre, vidste ikke helt hvad hans gøremål i dette areal gik ud på, vidste ikke helt hvad det var han ville finde her?
Et kort suk gled igennem hans læber imens han gik hen langs vejen, som om den skabte en uendelighed af en sti, som om den ikke ville stoppe. Han gjorde sig uhyre opmærksom på at der ikke var for meget af dette vand, dette hav vand som kom hen på ham, gjorde sig opmærksom på hvilke farer det kunne være hvis det skete at der kom for meget af det på ham. Han rynkede brynene kort, hvorfor skulle han os frygte vandet, det var jo den eneste form for konsekvenser han kunne være ude for plus hans jomfruhed. Kort sagt hadede han den krop han levede i alligevel holdte han af den. Og selvom det var svagt at gøre, kunne han ikke lade tanken og fristelsen være, vide at han kunne slippe for det hele på den måde, men intet af det virkede, intet af det han gjorde havde nogen som helst påvirkning på ham, og det var nok det der sårede ham allermest, at han ikke kunne gøre noget uden at blive lidt såret, uden at det skulle være psykisk.