Old hate never leave.. Or does it?

Endnu en gang havde natten overtaget Di Morga og henlagt gaderne i mørke, kun gaderne var lyst op af de gadelamper, der mere eller mindre stod på hvert eneste gadehjørne. Der var mange folk i gaderne denne nat, folk i fornemt tøj spadserede gennem gaderne, hvilket virkede underligt, da det som regel var kvinder i lårkorte kjoler og alt for høje stiletter, mænd der nærmest så hungrende omkring sig efter et offer, men ikke i nat… Det lignede de alle sammen gik samme vej. Quatre, det store hotel der lå inde i Terre by og nærmest dagligt tog imod flere hundrede gæster, men også afsked mindst lige så mange. Lobbyen var fyldt af kvinder i lange smukke kjoler og mænd i jakkesæt, hvis man ikke vidste bedre skulle man tro der var et bryllup eller noget i den dur, dog var det på ingen måder der hen af, men i stedet var der en kæmpe ”konference” som det var blevet kaldt i invitationen, hvilket de fleste vidste, var den største løgn, for hvilken konference skulle en person med mange penge komme til? Med mindre det var noget med penge at gøre? Denne nat var blot en undskyldning for at komme ud og mingle sig med andre folk, der havde samme sum penge som en selv.

Døren ind til selskabslokalet blev bevogtet af to mænd, som lignede noget der var taget direkte ud fra en rocker gruppe og blevet betalt for at holde ubudne gæster på afstand. Hver eneste person der gik til døren skulle give deres navn og blev tjekket af på en liste, hvor navnene stod på, stod man der ikke… Var der ingen adgang. Man kunne allerede høre mennesker inde bag døren og der var ikke nogen tvivl om der blot ville komme flere og flere til som natten frembrusede.  En kvinde der nærmest skød ud fra mængden gik direkte mod døren, sendte de to mænd et smil og nikkede ” Eurielle Svekotjic.. I’m the one playing the piano for tonight” sagde hun med en blid stemme inden mændene lod hende komme indenfor.

Der var omtrent to-hundrede folk allerede, af forskellige racer. Der var noget der kildede i hendes næse, en sød duft, hvilket fik hendes krop til at sitre. Nej… Hun var her ikke for at opsøge problemer og slet ikke i et selskab som dette. Hun kom igen til fatning inden hun gik over det store trægulv og op til manden ved scenen ” Evening sir.. I’m the one playing for tonight.. When should I start?” hun så på manden med et skævt smil inden manden nikkede kort til hende og gav hende en seddel med de forskellige informationer på. Det var underligt at han ikke bare kunne fortælle hende det.. Måske fordihan havde lagt mærke til hendes hjørnetænder? Kort nikkede hun til ham inden hun gik op af trappen til scenen, blot for at komme om bagved for at gøre sig klar. Hun rettede på hår, makeup og læbestift og ventede blot på hun blev præcenteret.

Julien sad for én gangs skyld bagi sin egen bil, den lidt større sorte SUV med tonede ruder. Han plejede at køre selv, gerne i sin lille corvette, men i aften skulle han ikke bare et sted hen. Han skulle ind til en større sammenkomst på det store hotel. Invitationen have han fået via en forretningsforbindelse, der havde været meget glad for en handel de have indgået. Julien var meget vant til at tage til disse former for sociale sammenkomster for rige og fornemme, han havde været til flere end han gad at tælle, siden han første gang var gledet ind i det franske aristokrati før den franske revolution.
Men fordi det var til så fornemt et selskab, havde han hyret en chauffør, hvilket irritererede ham en smule. Han kunne bedre lide at køre selv, men man måtte vel komme med en smule stil.

Endeligt kom de frem til hotellet og efter at have holdt lidt i kø, kunne chaufføren springe ud og åbne døren for Julien, der spændte en enkelt af knapperne på jakkesættets jakke. Jakkesættet var sort, samme med slipset. Inde under jakken havde han en vest og en almindelig hvid skjorte. På fødderne havde han et par blankpudsede sorte sko og som sædvanligt var hans hår sat med en smule blank voks. Ulasteligt klædt som han altid var.
Inden han gik op i mod hotellets indgangsport, gav han igen chaufføren på at parkere i nærheden, opføre sig ordentligt og holde øje med sin telefon, til når Julien ville sende en sms, når han skulle hjem.

Der var mange mennesker. Julien måtte indrømme, at han ikke kendte mange af dem, hvilket var lidt sært for ham. Han havde førhen altid mænget sig med folk med status og penge, men siden 2. verdenskrig var han begyndt at holde lav profil af uvisse årsager. Så selvom han havde boet i Di Morga i snart to år, kendte han mere til middelklassens forretningsmænd end de rige og priviligerede.
Mens han gik mod indgangen tænkte han kort på, om han skulle have haft taget Gabriel med, men stod fast ved sin beslutning om, at det ikke var en god idé. Han stolede ikke helt nok på den unge vampyr, desuden skulle han lære, hvordan man opførte sig et sted som dette. Desuden så det ikke ud til, at der var mange andre, der havde tjenestefolk med. Måske en anden gang.

Med en rolig, men fast stemme, proklamerede han sit navn til de to store mænd, der passede indgangen.
"Julien Bonaparte." De to mænd så ud som noget, der var rykket ind fra gaden med knojern i lommen og tomme hoveder. Ikke ligefrem hvad han ville forvente til et event som dette. Hvis han selv skulle have holdt det, ville det have været nogle meget mere diskrete og velklædte sikkerhedsvagter.
Han fik selvfølgelig lov til at gå ind, hvilket han gjorde. Med et undersøgende blik så han sig omkring. Der var et par enkelte ansigter, han kunne genkende, både fra sin korte tid i Di Morga, men også folk, som han havde mødt andre steder i verden. Han sukkede lydløst, beholdt sit lukkede, men lettere venligt og forretningsmæssige ansigtsudtryk, hvorefter han begyndte at mingle lidt med antydningen af et smil i mundvigene.

Hele hendes krop sitrede i begejstring over dette selskab. Ganske vidst havde hun flere gange været med til lignende, men det var hovedsageligt tilbage i Rusland. Et skævt smil spredte sig på hendes læber da en tjener kom om til hende med et glas champagne. Inderst inde var hun ved at brække sig, da hun aldrig havde været den største fan af den drik, men nu var hun trods alt til et selskab, hvor størstedelen af selskabet ikke havde noget imod den boblende drink. Hun nikkede kort til tjeneren som hastigt gik tilbage til alle de andre som var ude på den anden side af det røde velour forhæng. Stemmerne var ikke til at tage fejl af, der var et par stykker hun genkendte, grundet en russisk accent, mens der var mange andre hun slet ikke anede hvem tilhørte. Med rolige skridt gik hun frem og tilbage over gulvet, blot for at få tiden til at gå inden hun skulle på scenen og spille en sang eller to inden hun skulle ud mellem de mange hundrede der var mødt op til dette arrangement. Denne ventetid mindede hende om dengang hun skulle vente på hendes mand blev færdig på arbejdet og fik tid til hende, hvilket var ret så sjældent. En skratte lyd fik hende løsrevet fra hendes fortidshistorie og det gik op for hende at hun snart skulle ind på scenen. Hun fik ret hurtigt rettet på det sorte hår, som for en gangs skyld blot var krøllet ganske let og havde fået lidt hårlak for at holde totterne på plads. Da hendes navn blev sagt og forhænget gik op gik hun roligt op til manden der havde præsenteret hende og modtog mikrofonen inden han gik ned mellem de andre.

” Good evening everyone. I’m Eurielle Svekotjic like the gentleman just said, and I’m here to play some songs for you” hun spejdede ud over den store flok inden hun nikkede og tog mikrofonen med sig over til klaveret. Med snilde fik hun fundet frem til sangen hun skulle spille først, hvor både noder og tekst stod på og fik bogen sat til rette, samt mikrofonen i stativet, så hun havde mulighed for at synge på samme tid. Hendes blik gled over tangenterne et kort øjeblik inden hun placerede sine fingre ” The first one is called Colours” hun nikkede ganske kort inden hun begyndte at spille. Under sangen lod hun blikket falde på nogle af de folk der stod i mængden. Hun opfangede pludselig et væsen i sit blik, som så bekendt ud, men hun kunne umiddelbart ikke sætte en finger på hvem han var og koncentrerede sig derfor bare om sangen og klaveret i stedet. Da sangen var færdig sendte hun flokken et smil og nikkede kort ” Thank you.. I’ve got one last song, before getting off the stage and down to you.. So, this song is called.. Familiar Taste Of Poison” hendes stemme var lige ved at knække, men hun holdt den kørende til hun var færdig og klar til at spille.

” Drink the wine, my darling he said.
Take your time, and consume all of it.
But the roses, were only to drain my inspiration.
The promises, were spoiled before they left your lips and.
I breathe you in again, just to feel you.
Underneath my skin, holding onto.
The sweet escape, is always laced with a.
Familiar taste of poison”

Folk der var forrest ville kunne se hun havde nogle tårer i øjnene, men hun holdt dem tilbage så godt hun kunne. Sangen bragte alt for mange minder frem i hende, men hun var efterhånden så vandt til at skulle synge den sang, så der kom ikke tårer ned af hendes kinder mere, blot i øjnene på hende.

//Sang 1
Sang 2//

Julien havde på et eller andet tidspunkt taget i mod et glas champagne, som han gik rundt med i hånden et kort stykke tid. Han var ikke så meget for den boblende drik, men den hørte ofte med, når man var til fine selskaber som dette. Han fik glasset tømt og stillede det på en forbipasserende tjeners bakke. Hvis han valgte at drikke mere i aften, ville det sikkert blive bourbon eller cognac. Ikke at han han havde planer om at skulle drikke, det kunne lige så godt blive vand, men det var ikke altid passende i sådan en situation som denne.

Han var midt i en samtale med en fedladen lille mand, der havde en alt for smuk yngre kvinde ved armen, da der skete noget på scenen. Han brugte det som undskyldning for at forlade parret. Nogle mennesker var bare utiltalende og selvom Julien blev nødt til at snakke med mange forskellige mennesker, behøvede han ikke kunne lide dem alle. Han var ret selektiv, men det lette venlige og alligevel kølige udtryk forsvandt aldrig fra hans ansigt.
Der var ved at være mange mennesker i det store rum, de fleste var i færd med at småsnakke, da de blev afbrudt af en mand, der snakkede i mirkofonen på scenen. Det gav et kort stik i Julien, da han alligevel lidt fortrød, at han ikke havde taget Gabriel med. Så havde han i det mindste haft et rimeligt fornuftigt selskab. Tanken fik ham til at rynke panden, Han var stadig ikke sikker på, hvad der var mellem ham og drengen.

En kvinde gik på scenen. Yderst yndefuld i en klædelig kjole. Fordi han var ved at spekulere på Gabriel, tog det ham lidt, inden det slog ham, at han kendte hende. Han blev nærværende igen og betragtede hende. Hvad havde hun sagt, hendes navn var? Eurielle Svekotjic. Det tog han nogle sekunder, inden han fik placeret navn og ansigt. Rusland. Attenhundrede og.. to. Han havde været i Rusland for at stikke en finger i jorden. Rusland havde fået ny zar i 1801 og Napoleon havde bedt ham finde ud af, hvordan zaren havde det med Frankrig. Så han havde indfundet sig i det russiske aristokrati, som havde han altid været der. Det havde selvfølgeligt været lidt svært, da han ikke kunne russisk, men efter en måned tid kunne han nok til at kunne manøvre sig rundt uden problemer. Og efter et par måneder var han flydende, næsten uden accent. Han havde altid lært sprog på meget kort tid. Nødvendigt, når man flyttede fra land til land.

Han havde været i Rusland i et halvt års tid, da han mødte Eurielle. De havde mødt hinanden til et selskab lidt ala dette, blot med zaren til stede. De var kommet godt ud af det med hinanden, lidt for godt endda. Det var endt ud i en blanding mellem, at han ville udnytte hende for informationer, men også følelser. Han havde kunne lide hende. Indtil han var blevet uforsigtig og hun havde opdaget, at han kommunikerede med Frankrig og sendte følsomme oplysninger af sted.
Pludseligt havde han måtte kaste sig på en hest midt om natten og styrte af sted ud af Rusland med zarens soldater i hælene. Mennesker var heldigvis nemme at skille sig af med, men det havde alligevel været en hård tur hjem. Ruslands natur var ugæstfri.
Én ting havde han dog lært. Man skulle ikke blande arbejde med fornøjelse.

Han lyttede til Eurielles musik og sang og han kunne alligevel ikke lade være med at smile lidt. Hun sang lige så smukt som dengang. Han stak hænderne i buksernes lommer og blev stående et stykke fra scenekanten, mens han overvejede om han skulle gøre opmærksom på sig selv, når hun var færdig med at spille og formenligt kom ud i selskabet, men han kunne ikke helt beslutte sig. På et eller andet punkt var der vel stadig følelser i klemme - dengang havde han været en ung dæmon, der ikke helt have lært at styre sit indre. Det havde ændret sig en del, i dag var han stort set følelsesforladt. Selvom det med den yngre vampyr var begyndt at rode op i de forlængst glemte og hengemte følelser.

Han vidste ikke helt, om han havde lyst til at møde hende igen, eller om han stille og roligt skulle forlade selskabet. Det var ikke normalt for ham, ikke at kunne tage en beslutning, men begge dele havde en ubehagelig følelse over sig. At møde Eurielle igen var ikke ligefrem noget, han havde håbet på, men han var heller ikke typen, der stak halen i mellem benene på grund af uforudsete situationer. Så han endte med at blive stående, mens han forsøgte at holde de blandede tanker og følelser i skak. Man kunne dog intet se på ham, hans ansigt var lige så ulæseligt som altid.

Da sangen fandt sin ende, fik hun usikkert rejst sig op fra den skammel hun var blevet placeret på foran det store klaver. De lyserøde læber blev tvunget ud i et smil som hun modtog folks klapsalver og deres fløjten og der, midt i mængden stod dæmonen hun ikke havde set i flere år. Hendes hænder begyndte at ryste som alle minderne blev bragt frem i hendes tanker, som senere på aftenen havde været fuldkommen anderledes. Da hun trådte tilbage og ind bag forhænget der langsomt blev sænket ned mod de lyse brædder på scenen rejste hun hånden op og satte den for hendes mund. Hun havde en lyst til at skrige i frustrationer over Julien var her, dog kendte hun denne mand under et andet navn.. Gaspard Beaumont. Manden hun faktisk forelskede sig i, men fandt ud af blot var endnu en af dem man desværre ikke kunne stole på. Under hende begyndte hendes ben at svigte, men hun blev stående og gik af scenen i stor hast.

” Beautiful Eurielle! But, what happend?” manden der havde præsenteret hende, stirrede på hende med et undrende blik. Hun så på ham og rystede svagt på hovedet så de sorte lokker svagt hoppede over hendes pande og igen på deres plads ”You wouldn’t understand anyway…” hendes stemme knækkede næsten og hun var usikker på om hun overhovedet havde lyst til at være her.   Hun satte sig på stolen ved et lille bord og skubbede vinglasset end på gulvet og lyden af glas der gik i tusinde stykker kunne høres efterfulgt af et frustreret skrig. Hvis folk bag forhænget havde god nok hørelse ville de sikkert høre det, ellers ikke da der var så mange mennesker der snakkede i munden på hinanden. Hun bed sig i læben og sukkede ” Get yourself together!” sagde hun hårdt til sig selv inden hun rejste sig og gik ud mellem de mange individer der var dukket op til denne nat.

En lille fed mand kom over til hende og begyndte at snakke om de mange ting hun skulle have sunget, hvad hun skulle have haft på. Hun skar tænder og så på manden med et stift blik ” Listen up… You don’t know who I am.. And won’t ever know if you keep on going blabbering like that” sagde hun inden hun hastigt gik videre, nærmest som var hun et dyr der havde udset et enligt og svækket bytte. Hun kunne mærke hvordan hans duft blev stærkere og stærkere og vidste han ikke var langt væk. Årh de ting hun ville gøre ved den dæmon, men i sidste ende turde hun ikke… ” Gaspard Beaumont… What brings you here hmm?” hendes stemme virkede normal igen, uden så meget som en snert af had eller andet. Men alligevel var det som om hendes hjerte var ved at flyve ud af brystet på hende, hvis det var muligt.

Julien fulgte kvinden med øjnene, som hun gik af scenen. Hun havde set ham, det var han ikke i tvivl om. Nu var det op til hende, hvad der skulle ske nu.
Mens han ventede på en respons, faldt han i snak med en ældre herre, som han endte med at identificere som en navajo, da herren havde en tendens til at dreje hovedet på en måde, der fortalte Julien, at hans dyreskikkelse nok var en form for rovfugl. Manden virkede rimeligt behageligt og de faldt hurtigt i snak om noget politisk.
Samtalen fortsatte dog ikke længe, da en kvindestemme afbrød dem. Julien kunne mærke den kolde klump i maven sprede sig og han svarede ikke med det samme. I stedet undskyldte han sig over for den ældre herre, der forstående forlod dem. Langsomt vendte Julien sig om og så på Eurielle.

Det var underligt at se hende så tæt på. Hun havde forandret sig lige så lidt som han. Stadig en smuk kvinde med stil og en stærk personlighed, der skinnede ud af hende. Diverse minder fra deres tid sammen gled igennem hans sind. Knuden i maven blev endnu koldere, og han så på hende med et fuldstændigt følelsesløst blik, selvom følelserne væltede rundt inden i ham. Hadet og vreden over hendes svig væltede op i ham, men samtidigt dukkede de romantiske følelser, han havde haft for hende, også op.

"Eurielle. Stadig en dygtig sangerinde, kan jeg høre," svarede han hende på flydende russisk. Der var intet at spore i hans stemme i forhold til kaosset inden i ham. Den eneste tegn på ubehag var hans hænder, som han hårdt havde knuget sammen på ryggen. Ikke bare som reaktion på ubehaget, men også som selvkontrol i forhold til sin ene evne. Af en eller anden grund ønskede hans krop at hæve hans kroptemperatur til mere end der var fornuftigt et sted som dette. Vreden viste sig altid på denne måde, hvilket han normalt aldrig havde problemer med at styre, men denne gang måtte han anstrenge sig.

"Gaspard Beaumont er død for mange år siden. Jeg går under Julien Bonaparte i øjeblikket." Hans efternavn var netop en reference til hans gamle ven, Napoleon Bonaparte, som han havde brugt så mange år med. Han havde brugt mere tid i de franske aristokrati omkring den franske revolution end han nogensinde havde brugt så meget tid andre steder. Mennesker havde en tendens til at lægge mærke til, at man ikke blev ældre, så han var sjældent mere end 6-8 år samme sted.
"Og som svar til dit spørgsmål, jeg bor her i Di Morga. For nu."

Hun så på ham og kunne allerede fornemme hvad han gik igennem, kaoset inden i ham.. Hvordan han forsøgte at holde sig kold men alligevel var der følelserne ingen i ham.. Hun havde selv samme følelse, men var måske lidt dårligere til at skjule den end han var, men han var trods alt mester i at lave facader. Da han sagde noget til hende på russisk stivnede hun. Hans russisk var som musik for hende. Hurtigt kom hun til sig selv og hun nikkede svagt ” Og du snakker stadig russisk ser jeg” svagt hævede hun et øjenbryn, da hun ikke havde troet han ville svare hende på russisk. Hendes hænder var knuget omkring den sorte mini taske hun havde taget med til sine ting. Hendes indre boblede, som en gryde med vand.

Da han nævnte Gaspard var ”død” skar hun tænder. Hun vidste godt han var en mand af mystik og sikkert havde ændret navnet siden han forlod Rusland, for at beskytte sig selv fra den russiske hær og hende. Julien Bonaparte…. Napoleons lille hjælper. Bare mindet om det gav hende det dårligt, men hun havde så meget respekt for sig selv at hun ikke ville lade sig narre af denne mand igen. Hun hævede et øjenbryn og så på ham ” Napoleons lille hjælper… Godt at vide, du flytter sikkert om nogle år alligevel” sagde hun og sendte ham et skævt smil. Selvfølgelig ville han stikke af igen, det var hun slet ikke i tvivl om. Lige som den gang tilbage i Rusland hvor hun var kommet for tæt på og fandt ud af hvem han virkelig var, hvilket nær havde fået hende dræbt.

En mand kom over og satte en hånd på Eurielle’s skulder og vendte hende rundt. Hun stivnede og så i sin rædsel en person hun hadede mere end Julien på dette tidspunkt. Zamuel, hendes skaber ” Let.. Me go” sagde hun mellem sammenbidte tænder og skubbede sig væk fra ham. Zamuel så på Julien og fnøs ” Din nye mand? Fantastisk… Håber du knuser hendes hjerte som denne… Hvad var det nu, Gaspard gjorde” hans stemme var hånelig og han havde en typisk stærk russisk accent når han talte. Eurielle bed sig i underlæben og skulede på Julien bag hende og derefter på Zamuel ” Det her… Er –Gaspard- ” sagde hun og sukkede inden hun gik fra dem. To mænd hun havde et underligt forhold til på samme sted kunne hun ikke håndtere, men hun måtte leve med at Zamuel dukkede op hver gang hun skulle spille… Men Julien kunne hun i det mindste tage afstand fra. Hun måtte tilbage, men ikke når Zamuel var der… Hun måtte gå mellem de andre indtil han gav op.

Julien følte sig på en eller anden måde gennemboret af hendes blik. En ubehagelig fornemmelse, mest fordi han var en mester i facader og masker, ingen vidste, hvem han var inderst inde. Den person, der havde været tættest på ham i alt for mange år var Gabriel, og den unge vampyr havde kun kradset i overfladen.
Eurielle var en smule lettere at læse end ham selv, ikke meget, men lidt. Han fornemmede de samme kaotiske følelser i hende, som han selv havde. På en måde var det trøstende, at han ikke var den eneste, der stadig var påvirket efter alle de år.

"Selvfølgelig." Julien talte ikke bare russisk og fransk, han havde været igennem mange forskellige igennem sin tid på jorden og talte nu både engelsk, spansk, tysk, italiensk, kinesisk, svensk og en håndfuld andre sprog, som han dog ikke var flydende i. Han kunne godt lide at lære andre sprog, desuden var det en god ting at kunne forskellige sprog i forskellige situationer.

Hendes ord om, at han var Napoleons lille hjælpe, gav ham kort en rynke i panden. Det var ikke noget, man skulle lave for meget sjov med, men han valgte at lade det passere.
"Jeg regner faktisk med at blive her i nogen tid. Her er der ikke nogen, der bliver mistroisk, når man ikke bliver ældre..." Julien blev afbrudt, da der var en mand, der greb fat i Eurielle. Hun virkede meget ubehageligt tilpas ved at se ham, hvilket Julien godt kunne forstå, han virkede som en yderst utiltalende person. Julien havde aldrig mødt Eurielles skaber, så han vidste ikke, hvem dette var. Men manden havde en kraftig russisk accent og hans ord omkring Gaspard gav alligevel Julien et hint om, at manden måske havde været med allerede tilbage dengang Julien og Eurielle havde mødt hinanden.

Det han sagde fik rynken i Juliens pande til at blive større, men han sagde ikke noget. I stedet trådte han til siden, så Eurielle kunne komme forbi, da hun gik. Herefter vendte han blikket mod den fremmede mand, nu uden rynken i panden, da hans ansigt var faldet tilbage i de kølige folder. At Eurielle lige havde sagt, at hans navn var Gaspard var uheldigt, men til at tackle. Efter et par sekunders overvejelse besluttede han sig for at præsentere sig for manden og starte en samtale i et forsøg på at finde ud af, hvem manden var.
"Vi er vist ikke blevet introduceret. Julien Bonaparde." Han bukkede let i overkroppen for at være høflig. Han kastede et blik efter Eurielle. "En forbløffende kvinde." Han valgte bevidst at tale fransk, for at gøre det mere besværligt for manden.

Flere gange så hun sig over skulderen for at sikre sig hverken Julien eller Zamuel fulgte efter hende. Hun rystede over hele kroppen, både af frygt men også af vrede.. Frygt fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle håndtere situationen med Julien og Zamuel… Vrede fordi hun havde en uendelig lyst til at placere en knytnæve lige i synet på Zamuel og en lussing på siden af hovedet af Julien for at have knust det hjerte, som burde være i hendes bryst. Hun fandt en krog, hvor hun kunne få lidt fred, men alligevel holde øje med dem begge.
 
Zamuel så på Julien med  et skævt smil da han præsenterede sig ” Så jeg går ud fra du er den spion der ødelagde hendes liv.. Tja velkommen i klubben.. Jeg er Zamuel Labruev, Eurielle’s skaber…” sagde han og grinte kort inden det blev stoppet af Juliens franske ord. Hvad end han sagde kunne Zamuel ikke forstå et eneste ord af hvad der blev sagt, hvilket blot fik noget til at boble inden i ham ” Hvad sagde du?” Spurgte han, nærmest provokeret over han ikke snakkede russisk til ham, eller for den sags skyld engelsk. Han søgte efter Eurielle og smilte bredt da han et ganske kort øjeblik fangede hendes blik. Han mumlede svagt for sig selv inden hans læber fortrak sig i et dystert smil ” Lad mig gætte.. Du er splittet? Du elsker hende men alligevel har du ikke lyst til at være i hendes nærvær, fordi du ved hvad hun får dig til at føle?” sagde han og skævede til Julien ved hans side. Zamuel havde evnen til at kunne mærke andre folks følelser, men brugte den som regel ikke, da han som regel gik død nogle timer efter ” Tro mig… Jeg ved hvordan du har det.. Udover jeg blot har lyst til at ende hvad jeg har begyndt” sagde han og kom med et svagt ondskabsfuldt grin.
 

Eurielle stillede sig med ryggen op af en mur og bed sig i underlæben.. Hun måtte tilbage, hun kunne mærke det inden i, men inderst inde havde hun ikke lyst.. Hendes fødder begyndte langsomt at føre hende mod Julien og Zamuel mod hendes egen vilje. Hun var nødt til det… Ellers ville Zamuel forsøge at vende Julien imod hende, hvilket hun ikke havde lyst til igen.

Julien blev ved med at se på Zamuel uden at fortrække en mine, selvom han nævnte, at Julien havde ødelagt Eurielles liv. Det var ikke noget, han havde planer om at diskutere med denne utiltalende vampyr, det kom ikke ham ved. Eurielles skaber eller ej.
Hun havde fortalt lidt om ham, og intet havde været behageligt. Hun havde ikke sagt meget, det meste var noget, Julien havde kunne fornemme på hende. Hendes uvilje, frygt og had i mod den mand. Hendes reaktion på, at han dukkede op, sagde tydeligvis, at hun stadig ikke havde et godt forhold med ham.

Julien kunne forstå hende. Den mandlige vampyr var grov og mindede mest om en russisk bonde med en hakke i den ene hånd og manglende lærdom i den anden. En imbicil idiot.
Derfor gav det ham et enkelt lille stik af tilfredshed, at han kunne hidse vampyren op ved at snakke fransk. Han overvejede at fortsætte i sit 'mordersmål', men besluttede sig for, at det nok var bedre at kommunikere med idioten end at lade ham tale for sig selv. Han nåede dog ikke at svare, før Zamuel forsøgte at gøre sig klog på Juliens følelser, hvilket sendte en bølge af irritation og vrede igennem Julien, hvilket kort kunne ses i hans øjne. Hvis vampyren havde været en smule mere opmærksom på sin samtalepartner, ville han have valgt at holde mund og gå, men i stedet fortsatte han og kom med en dårlig skjult trussel mod Eurielle.

For et øjeblik havde Julien lyst til at sætte ild til vampyren midt i det hele, men han lagde bånd på sig selv. For det første var det ikke hans plads at blande sig i Eurielles forhold til sin skaber, og for det anet var det måske ikke ligefrem stedet at miste besindelsen. I stedet trak han vejret dybt ind igennem næsen og trådte så et lille skridt tættere på Zamuel, så han kunne tale dæmpet til ham, uden nogen kunne høre det. Han lænede sig en lille smule frem og ind i mod Zamuel.
"De burde holde Dem fra Eurielle. På et tidspunkt ender De med at brænde fingrene." Der var en slet skjult trussel i de perfekt udtalt russiske ord, som Julien udtalte. Der var stadig intet at læse i hans udtryksløse, kølige ansigtsudtryk, men der lå alligevel et lille glimt i hans blå øjne.

Roligt rettede han sig op igen og rettede blikket mod Eurielle, der kom hen i mod dem. Alting var stadig et stort rod af følelser, noget der tydeligvis påvirkede hans klare tankegang. Normalt ville han ikke smide om sig med skjulte trusler, slet ikke i selskaber som dette. Det var ikke rigtigt hans stil, men denne utiltalende vampyr fik åbenbart noget frem i ham.
Julien kunne mærke, at han havde behov for en forløsning på denne situation. Enten skulle han have tid til at have en længere samtale med Eurielle, eller også skulle han vende hele situationen ryggen. Selvom det sidste måske var tiltalende, valgte han det første, og gik derfor Eurielle i møde uden at vente på en reaktion på Zamuel.

"Eurielle, jeg tænkte, om vi måske kunne forlade selskabet for en tid. Jeg føler, at vi har meget, der bør diskuteres." Han skubbede sin albue ud, som tilbud til at hun kunne tage ved hans arm, noget der virkede passende i forhold til den tid, hvor de havde mødt hinanden, og måske også det fine selskab de befandt sig i nu. Hvis hun tog ved den, ville han begynde at føre hende ud af hotellet og ud på gaden, for at de kunne gå en tur.