Fun and games - Zuresh.

"Så du mente altså, at jeg trængte til at blive holdt lidt nede... du troede måske jeg bare var en almindelig, højrøvet forretningsmand? En tåbelig vampyr på magtkorstog? Naivt... du skulle have lavet noget hjemmearbejde." sagde han, lige så truende som før.

Han lagde godt mærke til hendes utilpadshed, og han var efterhånden så godt til at læse 'dødelige' skabninger, at han havde en god idé om hvad denne utilpadshed kom af.

Zuresh fnøs, og slap taget i hendes top.
"Bare rolig, tøs... jeg har ikke den store interesse i dit brystparti." sagde han så, ligeud.

Zuresh rettede sig op og gik et enkelt skridt bagud, mens han fortsat stirrede ned på hende.
"Hvordan har du tænkt dig at betale mig for den skade, du har forvoldt?"

Selv kendte han endnu ikke omfanget, men han havde en fornemmelse af, at det var værre end han i første omgang havde regnet med.

Pisseirriterende.

Hun kiggede lidt irriteret op på ham imens hun langsomt rejste sig op, med et ret flabet udtryk i hendes ansigt.

”Betale? Jeg tror da nok du har masse af penge til det. Og ja, du er da en fissefornem mand på et magtrip.” Knurrede hun imens hun rettede lidt på hendes top. Gosh han var da træls at høre på.

”Som om jeg gider at betale dig tilbage.” Knurrede hun lavt og gik forbi ham, hvorefter hun forsatte imod grottens åbning.

Melanie havde ikke i sinde at bruge mere tid på den spasser bagved hende, som troede at han nemt kunne overgå hende. Det rendte hende koldt ned af ryggen ved tanken om at blive mere med ham. Hun var ret bange for ham på en måde. Bange for hvilken magt han havde og at han nemt ville kunne få hende under sig på en måde og hun ville igen miste hendes frihed. Denne frygt gnavede hende ondt i maven lige nu, gav hende kvalme og gjorde hende helt svimmel igen.

Hendes næsvished fin ham til at hæve øjenbrynene en anelse. Havde han ikke lige advaret hende om, at han ville slå hende ihjel...? Hun troede måske ikke på ham?

"Det er ufatteligt, at du vover at tale sådan i denne situation... jeg kunne have dræbt dig tilbage i Terre - og jeg kan også dræbe dig nu og her." sagde han mens han fulgte hende med blikket.

"Og det, som du måske har ødelagt... det handler ikke om penge. Penge er blot noget, som menneskene har givet en vis værdi. Nej, det du har gjort, er at sætte mine planer et godt stykke tilbage. Og lige nu... lige for tiden... er det en virkelig, virkelig dårlig idé."
Han talte stadig stille og roligt, men der var en dyb, rungende vrede gemt i hans hæse stemme.

Han mærkede næsten den sadistiske lyst vende tilbage nu - og den havde endda været helt væk på det sidste. Helt væk.

"Du... skal hjælpe mig med at sprede lidt frygt i gaderne. Hvis ikke du gør det, så vil jeg gøre dig fortræd indtil jeg mener, at du har lidt nok til at det svarer til det tab, som jeg har lidt."
Denne gang var der noget andet i hans stemme.. noget dybt og udefinerbart.

Noget inde i ham havde ikke kun ment de tab han havde lidt med hensyn til det blackout Melanie havde forårsaget... men også de tab han for nylig havde lidt helt personligt.

Hun stoppede op og lyttede lidt inden hun langsomt vendte sig om imod ham.

”Tror du VIRKELIG at jeg vil hjælpe dig? Og hvorfor skulle jeg det? Jeg har allerede kæmpet nok for min egen frihed.. Så jeg gider endelig ikke mere. Jeg gider ikke mere af din slags.” Knurrede hun vredt og begyndte at gå tilbage imod ham.

”I tror altid at i blot kan få andre under jer, ved enten at bestikke eller true en på livet.” Knurrede hun vredt og gik tættere på ham, så der kun var under 2 meter imellem dem.

Dog var det lidt som om hun forandrede sig. Hun var stadig den sammen, men noget ændrede sig.

”Jeg ved ikke hvorfor jeg har denne underlige trang til bare at ødelægge ting.. Men den dukker blot op, med min vrede.” Sagde hun og pludselig var det lidt som om der stod en anden person foran ham. Hendes øjne var lysere og et mere blid udtryk var i hendes ansigt.

Melanie havde nemlig et stort problem. Det var lidt som om hendes sind var splittet. Hun levede ofte i harmoni med dem begge og havde intet imod det. Dog kunne den mere sadistiske side godt bare tage over og rode hende ud i nogle problemer. Lige nu var hun endelig faldet ned.

”Helt ærligt, jeg tror kun jeg vil skabe flere problemer for dig..” Mumlede hun lidt og lagde hendes arme omkring sig.

I første omgang, gjorde han sig mentalt parat til at tæve livet halvt ud af hende, simpelthen på grund af hendes næsvished. Hun anede intet om ham, hans motiver eller hans historie - hun dømte ham udelukkende på hans jakkesæt og hans fine, dyre højhus.

Men da hun pludselig ændrede adfærd, skød han tanken om vold lidt væk, og lyttede i stedet, mens han betragtede hende... målende...

Zuresh lukkede øjet og sukkede.
Hans menneskelighed var ham en enorm byrde lige nu - for den gav ham i dette øjeblik en følelse af håbløshed...

Men også en vis form for forståelse.

Uden rigtig at tænke over det, begyndte han at tale:
"Jeg havde samme problem... ødelæggelse, sadisme, blod og vold... indtil jeg mødte mine to redninger... to meget forskellige kvinder..."

Da det gik op for ham at han var begyndt at tale personligt, klappede han i, knurrede af sig selv og rystede på hovedet.

"Problemer er ikke noget du ville skabe... og hvis du gjorde, ville du fryde dig over det."

Hun kiggede lidt på ham og det var som om hun forstod ham lidt. Han havde sikkert mistet de to kvinder..

Melanie sukkede dybt og vred sig lidt foran ham imens hun tænkte. Skulle hun hjælpe ham? For hun var sikker på at denne mand foran hende lige nu, var en tikkende bombe. Klar til at eksplodere nær som helst.

”Okay..” Sukkede hun og rystede kort på hovedet.

”Jeg skal nok hjælpe dig.. Dog lover jeg intet.. Jeg kan nemt gå til angreb på dig, lige pludselig.. Specielt hvis du begynder at presse for meget på.. Jeg er ikke normal oven i hovedet.. Jeg har en blodtørstig dæmon, jeg er en blodtørstig dæmon og jeg bryder mig ikke om at have en over mig.. En som bestemmer..” Knurrede hun svagt og trampede lidt i jorden imens hun prøvede at få varmen lidt i hendes, lige nu.. Meget kolde krop.

Nu overraskede hun ham... meget.
At gå fra blodtørstig til... mindre blodtørstig, var én ting.
Men pludselig at gå med til at hjælpe ham...? Det var noget helt andet.

Havde det mon noget med hans korte ord om Yurie og Shado at gøre...?

Under alle omstændigheder betragtede han hende nu lettere interesseret.
Da han så lagde mærke til hvor meget hun frøs, hævede han roligt den ene hånd, og knipsede en enkelt gang med fingrene.

Der lød en rumlen, efterfuldt af en hidsig hvæsen - og så stod de pludselig inde i en bred ring af syregrønne flammer, som fik skyggerne til at danse udfordrende og mystisk på klippevæggene.

Varmen fra flammerne var intens, selvom ilden ikke i sig selv virkede synderligt voldsom.

"Rør ikke flammerne... det er ikke almindelig ild. Dog vil det hurtigt give dig varmen igen."

Hun kiggede lidt omkring sig, da rumlen startede og hun skreg svagt op da de grønne flammer dukkede op. Melanie havde altid haft stor respekt for ild.. Hun brød sig ikke så meget om det.

”Hmm..” Sagde hun lidt, da hun mærkede hvordan varmen dukkede op i hendes meget arrede og beskidte hud. Hun kiggede lidt på ilden, inden hun kiggede tilbage på manden foran hende.

”For resten.. Så er mit navn Melanie Kamisama.. Og lad vær med at spørg mere ind til navnet.. Det er navn jeg er blevet givet.. ” Sagde hun kiggede lidt op på ham inden hun rakte hendes hånd frem.

Hun vidste at han nemt ville kunne gøre noget nu, hvor han lidt havde omringet hende med ild og hun nu gav hendes meget ødelagte og arrede hånd.

Da hun pludselig rakte hånden frem og introducerede sig self over for ham, overraskedes han endnu en gang.
Både af hendes handling, og hendes navn.

"Melanie Kamisama... ved du godt, hvad Kamisama betyder?" spurgte han, og smilede skævt over det noget spøjse ord, som jo kom fra hans egen del af verden.

Zuresh rakte frem og tog hendes hånd i sin.
Hans greb var varmt og fast, og selvom han ikke klemte hendes arrede hånd, var det tydeligt at han var meget stærk.
"Mit navn er Zuresh." sagde han.

Hun nikkede lidt og gøs svagt ved at røre ved hans varme hånd. Okay, hun var ret kold.

”Ja, det ved jeg.. Jeg boede meget over i Japan, da jeg kom til denne verden. Havde ikke meget kontrol over min dæmoniske side, så jeg var ofte i den, hvilket fik nogle folk til at gå lidt amok og tilbede mig.. Navnet har bare hængt ved.” Mumlede hun lidt og trak svagt på hendes skuldre.

Dengang havde de set hende som en lyn-Deity. Og navnet blev hun kaldt konstant dengang, siden havde hun endelig bare taget den med og det hang ved i hende.

"Ah, Japan... et smukt land med frodig natur og æren i behold. Selv menneskene i det land er stadig nogenlunde." sagde han, og tænkte tilbage på den tid han havde tilbragt med den smukke Yurie...

"Måske de skulle have kaldt dig for Oni i stedet... Oni er en form for dæmon. Men det kom selvfølgelig an på omstændighederne, kan jeg forestille mig."

Zuresh slap hendes kolde hånd, og så ud på de grønne flammer et øjeblik.
Sjovt at hun havde boet i Asien... og nej, hvor han dog savnede den verdensdel. Hans sande hjem...

Han kunne sagtens forestille sig hvilke reaktioner, hendes lyndæmon-form havde forårsaget... selv i nutiden.

Hun kiggede lidt op på ham og nikkede.

”Dengang havde jeg kontrol over min sadistiske natur.. Jeg boede tæt ved en landsby og var deres beskytter i en smule tid..” Mumlede hun lidt og kiggede ned i flammerne. Mange ting var sket siden, hun havde forandret sig og i dag ville hun ikke kunne beskytte dem. Men blot dræbe dem.

Melanie gyste lidt og mærkede hvordan varmen endelig var gået helt ind i hendes knogler, dog frygtede hun lidt når de gik væk. Hun ville sikkert fryse igen…

"Så kan jeg forstå navnet... især hvis det er et par hundrede år siden." sagde han.
I det lidt ældre Japan var mange folk overtroiske - mere end i nutiden - og hvis en dæmon viste sig for dem, ville de helt sikkert enten se den som en gud eller en forfærdelig trussel.

"Kontrol er noget der kan læres... og måske, hvis du hjælper mig her i Di Morga, kan jeg hjælpe dig med at lære at styre din sadistiske side."

Hun rettede sig lidt mere op og kiggede op på ham. Hun overvejede meget hans tilbud og bed sig lidt i underlæben imens hun kiggede ned igen.

”Hvad.. Kan du bruge sådan et.. Monster til, som mig?” Spurgte hun og kiggede op på ham med hendes nu forandrede øjne. De øjne som hendes dæmon form havde. De øjne som havde set så meget blod, død og forfærdelige ting. De øjne som bar en lang og trist historie.

”Jeg kan dræbe.. Det er det..” Brummede hun og tog et lille skridt tilbage, mærkede ilden og gispede.

Da hun nær havde brændt sig, lod Zuresh flammerne dø lige så stille ud. De sænkede sig, blev mindre og mindre, og til sidst døde de med en hidsig hvæsen - en lyd som normal ild aldrig kunne frembringe.

Han kiggede lidt på hende. Studerede hende nærmest...
"Det er sært... de fleste dæmoner som ender i Japan, som pestilenser eller beskyttere, er af asiatisk herkomst. Det er du tydeligt ikke. Hvordan kom du dertil dengang?"

Han var nysgerrig... det var desværre sjældent det lykkedes ham at rende ind i en person, som havde boet i hans egen del af verden.

"Og hvad jeg kan bruge dig til? Det er egentlig ganske simpelt... du ville være en fantastisk kæmper. Du ville kunne tage dig kærligt af visse missioner som ville kræve lige nøjagtigt din ekspertise. Og helt ærligt... jeg mener ikke at du er et monster. Ikke mere end jeg er det."

Hun kiggede lidt op på ham, studerede ham og knurrede svagt. Hendes fortid kom ikke ham ved.. Dog hvis han endte med at blive hendes boss, som burde han vel vide lidt om hende.

”Hvis du giver mig et bad, nyt tøj og mad, så kan jeg forklare dig om min fortid..” Sagde hun og lagde hendes arme lidt overkors.

Noget han dog aldrig ville give hende, var nye arme og hud. Hendes ar var magiske, lavet af hendes egen magi. Ingen magiske healings evner ville kunne fjerne dem.

Han så bare fortsat på hende, da hun knurrede... det lod til at hendes fortid var noget, hun normalt holdt tæt ind til kroppen.

Så var de to.

Dog smilede han lidt da hun kom med sit krav, og nikkede roligt.
"Det er en aftale... du skal få et bad og nyt tøj og et godt måltid mad. Men så må vi tage et andet sted hen, for her finder vi ingen af disse ting. Tag min hånd, og hold fast..." sagde han og rakte roligt en hånd frem imod hende.

Hvis hun tog hans hånd i sin, ville mørket omslutte dem, og de ville føle det som var de i frit fald... og øjeblikket efter, ville de stå i stuen i den stenhytte, som Zuresh havde forladt efter balladen med Yurie...
Her ville ligge et let lag støv, men ellers var der pænt og rent, og alt så ud som det plejede.

Hun nikkede lidt, glad for at han endelig tog imod hendes krav. Han havde sikkert selv en fortid, han normalt aldrig ville fortælle andre. Melanie var nu endelig meget glad for at han ikke kæmpede mere for det, for så ville hun bare have smuttet, lige med det samme.

Med et svagt suk, greb hun hans hånd og lukkede hendes øjne imellem tiden, kendte godt til denne måde at rejse på, men hun brød sig ikke rigtigt om det. Hun slap den hurtigt igen, kunne ikke lide kontakten for meget, da hun mistede alt kontrol over sig selv og blev blød i hendes knæ hver gang. Sådan var det altid for hende. Fysisk kontakt som varede længere tid end et spark, gjorde at hun mistet pusten og reagerede ved at bukke under.

Noget som var banket ind i hendes underbevidsthed.

”Smukt.. Virkelig rendt og nydeligt.” brummede hun lidt flabet og lod hendes arme gå overkors på hendes brystkasse.

Zuresh kiggede rundt i lokalet med en følelse, han ikke helt kunne placere... det var underligt at være her igen, for da han havde forladt stedet, havde han haft et meget anderledes udseende, og en meget anderledes agenda - og han havde lige myrdet en smuk kvinde, som han egentlig havde holdt meget af...

Så det var meget mærkeligt at være tilbage.

Han sendte Melanie et køligt blik, da hun kom med sin kommentar, hvorefter han gik hen til den ene væg og lagde sin ene hånd imod den kolde stenoverflade.

"Jeg har ikke været her længe..." sagde han lavmeldt.

Væggen reagerede på hans magi, og en skjult dør åbnede sig.
Lokalet på den anden side var til gengæld pænt og rent, uden støv (Det var jo magisk!). En balge stod på gulvet, med frisk, varmt vand, fremmanet da han åbnede den hemmelige dør.
Der stod også et skab derinde, hvis indhold altid svarede til det tøj, man kunne ønske sig.

"Værsågod..." sagde han og vendte ryggen til rummet.
Han gik hen til sofaen, kastede et enkelt, underligt blik på den stærke kælderdør, og satte sig så ned for at vente...

Hun gik roligt over til døren, fniste svagt over hans blik og så ikke ud til at reagere på det. Roligt gik hun ind i rummet, lukkede døren og smed hendes tøj, hvorefter hun nøgen gik over til karret og hoppede i. Med et dybt suk og et roligt smil, slap hun alle hendes facader og slappede af.

Hele hendes ansigt var næsten som forvandlet, et blidt smil på hendes fyldige læber, et roligt blik i hendes øjne og alt i taget, et virkelig smukt ansigt. Hun fik vasket sig, så hele hendes krop blev næsten smuk bleg igen. Hun fik ordnet hendes lange blonde og let krøllede hår og gnubbet alt skidt af hende.

Da hun endelig var færdig, gik hun over til skabet, efter at have tørret sig. Så ind og fandt et par tæt siddende cowboybukser, undertøj, nye støvler, en top, en rødternet skjorte og læderjakke, samt et hårbånd.

Efter omkring 20 minutter kom hun ud, vred det sidste vand ud af hendes hår og satte det op i en høj hestehale. Hun så næsten helt anderledes hud, mere smuk og naturlig end før, hvor hun havde et dyrisk og umenneskelig udseende af alt det skidt og bekymringer.

Stedet her var fyldt med minder... minder om de ting, han havde gjort da Zane's sjæl havde givet ham den unægtelige, sadistiske lyst... en lyst han ikke havde kunnet styre dengang.
Nu så det dog anderledes ud... han havde ikke gjort det i lang tid, og han var ikke længere sikker på at den overhovedet var der.

Måske...

Stedet mindede ham også om de få personer, som han havde taget med herhen.
Personer, som hver især havde lært ham en lille smule om det at være menneskelig, hvilket vel var godt nok. Eller...?

Zuresh' tanker blev afbrudt da døren åbnedes, og Melanie trådte ind.
Han vendte sig om og kastede et lettere overrasket blik på hende.
"Aha... så du kan endda være helt køn. Overraskende. Der er mad derovre..."
sagde han og pegede over mod bordet, hvorpå der stod et sølvfarvet fad.

"Bare sig til faddet hvad du vil have. Det lyder sindssygt, jeg ved det... men prøv."
Faddet var, naturligvis, magisk... og det havde evnen til at levere et hvilken som helst kulinarisk ønske på kommando.

Hun fnyste lidt, dog kiggede hun kort over på bordet, håbede at hun ikke rødmede.. Da hun ikke var helt van til de kommentarer. Roligt gik hun over til bordet, kiggede ned på fadet og mumlede lidt til den.

Mange forskellige udenlandske frugter dukkede op og mange af dem var skåret i stykker allerede. Hun nikkede lidt imponeret og satte sig ned, inden hun begyndte at spise. Mange af frugterne stammede fra Japan.

”Tak.” Mumlede hun med munden fyld af appelsin. Hun spiste lidt i stilhed og nød følelsen af de lækre søde frugter.

Han betragtede hende roligt, mens hun fik faddet til at fremmane asiatiske frugter, som han selv kendte alt for godt.
Endnu en gang meldte savnet sig i ham - både til de, som han havde mistet, men også til hans hjemland... eller rettere, hjemlande!
Asien var noget for sig selv, og det kunne til enhver tid slå det dystre, beskidte, loppebefængte Di Morga...

"Selv tak," sagde han.
"Nå, vil du fortælle? Eller undgår du det helst?"

Hun sad lidt og spiste imens hun langsomt kiggede op på ham.

”Jeg dukkede op i Norge, et land oppe nord på, hvor jeg fik kroppen. Derfra begyndte jeg at udforske verden omkring os, jeg har været mange steder.. Men dæmonen inde i mig begyndte at gå mere og mere amok. Så jeg rejste over imod Asien, endte ved en båd og kom til Japan hvor jeg boede i mange år.. Men langsomt kom den moderne tidsalder her.. Nogle syge doktorere fandt mig, fik låst mig inde i dette..” Hun begyndte at blive bleg imens hun kiggede ned.

Minderne begyndte at vrimle frem i hendes sind, den sindssyge anstalt hun havde endt på var dybt printet i hende. Pludselig slog hun vredt hendes hånd ned i bordet og træet knækkede næsten under kræften.

Hendes sind blev splittet igen og hun begyndte at grine imens hendes krop langsomt forandrede sig, dog var det tydeligt at hun svagt kæmpede igen.

”De.. Sprøjtede ting ind i mig.. 599.. Og smerte.. 598..det.. 597.. årh smerten.. 596…” hun grinte manisk og hendes hale sprang ud bagved hende og fløj rundt, væltede en stol imens hun bankede i bordet, slog hendes arrede hånd til blods.

Zuresh lyttede i stilhed, mens hun begyndte at fortælle.
Hun havde været vidt omkring, så det ud til... rejsen fra Norge til Japan var umådeligt lang på daværende tidspunkt, og den gik igennem farefulde lande og områder.

Da Melanie begyndte at blive bleg og reagere voldsomt, rejste han sig op, stille og roligt, og gik over til hende.
Hans øje skiftede til grønt og svagt lysende, og han lagde en stærk hånd på hendes skulder, mens han fokuserede sin magi.

"Nattens ro omfavner dig, Melanie... lad den berolige dit oprørte sind..." sagde han roligt, mens der blev helt mørkt omkring dem.
En speciel form for ro spredte sig omkring dem, samtidig med at mørket blev erstattet med en stjernehimmel ved nattetide.
De stod stadig i stuen, men den var usynlig for dem begge - erstattet af en uendelig, smuk nattehimmel med glimtende stjerner.
Erstattet af en ro, som kun hørte natten til.

"Der er ingen smerte... ingen forfærdelige eksperimenter... der er kun natten og dens umådelige, beroligende magt... hengiv dig til den." sagde han med rolig stemme.