A little dance for you - William, Divine Rejection.

Det havde allerede været en super træls aften for hende. Hun var kommet kun lige få minutter for sent til hendes time, da taxachaufføren absolut ville diskutere med hende om prisen. Hun havde ikke fået spist og havde glemt hendes mobil derhjemme. Lily var i ret dårligt humør og sad nu og fik bundet hendes sko på. Hun var den bedste på holdet, da de alle sammen ellers var mennesker, plus hendes lærer.

Lily havde utrolig mange års træning og burde faktisk bytte plads med læreren, da hun endelig var meget bedre. Men hun kunne nu også godt lide at få mere træning, blive bedre og lærer meget mere.

Hun fik bundet hendes lange ild røde hår op i en knold, bandt et stykke silkesnor omkring og testede om hendes sko sad ordenligt. Perfekt.

”Lilianna, din tur! Kom og vis dit stykke, håber du har øvet det godt, siden du kom så senere end os andre.” råbte lærerinden. Lily så lidt overrasket på hende og rystede på hendes hoved. Lily kom altid meget før og nu hvor hun faktisk kom lidt for sendt, for første gang. Så skulle hun høre for det. Hun sukkede tungt og gik over.

Lily var indbegrebet ’elegant’. Selv når hun bare gik afslappet, så havde hele hendes ydre denne rolige effekt og hendes krop bare perfekt.

Hun begyndte at danse. Snurrede rundt og løftede hendes arme. Dette stykke var lidt svært, men hun kunne det. Dog var læreren slet ikke enig. Hun råbte op, rettede på hende, selvom der var intet at rette på. Gik over og vred hendes arm lidt, skubbede svagt til hende. Lily endte med at vælte og vred lidt om på hendes ankel, i et smertefuldt vrid. Hun hev efter vejret kiggede op på læreren og noget inde i hende knækkede.

Vrede blussede op i et voldsomt bål inde i hende og hendes ellers smukke blå øjne, blev helt kølige og næsten gråligt.

”Nu hører du her, din gamle kælling..” Brummede hun imens hun rejste sig op, selvom hendes ankel smertede så voldsomt.

William gik på gaden i Terre. Han nød mørket, der havde trængt sig på. Han var meget casual i dag, og gik egentlig i sin egen verden. Han bar sin velkendte læderjakke og et par sorte jeans, sorte sko, og inden under hans læderjakke bar han en grå hættetrøje, som han havde trukket over hovedet. Han havde stukket hænderne i lommen, og gik og betragtede menneskene som gik ned ad gaden. Desperat for at komme hjem, eftersom det meste var lukket nu.

William lyttede kort efter et par på gaden, der fortalte at han var en særling, og han var nummer tre de havde set i dag klæde sig så mystisk. Han stoppede op, tænkte over ordene, lod dem sive ind, og gik så videre. Han havde det egentlig godt i sit eget selskab. Han nød stilheden. Han nød følelsen af at være alene. Han stoppede kort op, kiggede op mod himlen; der var intet at se, da dagen havde bragt en overskyet himmel. Han sukkede kort, og bevægede sig videre ned af gaden.

Han betragtede som folk gik forbi ham mens han langsomt følte et vis had boble i hans afkom. Hen begyndte at føle en stærk trang til at dræbe; dog var William så langt oppe i årene, at han vidste det var afkommets følelse. Han lukkede øjnene, og fandt ud af hendes lokation. Han spærrede øjnene op i chok. Alle de år, han havde været væk. Alle de år, hun havde klaret sig selv så godt. Nu var hun i teatret. Han vidste godt til hendes ballet-træning, så han vidste også godt, hvad hun havde gang i. Han lukkede øjnene, koncentrerede sig, og forsøgte at få kontakt med hende. Måske kunne han få kontrol over situationen på afstand, eller i hvert fald købe sig selv tid til at kunne nå derhen.

,,Lily, dette er din Skaber. Jeg ved godt, du ikke har hørt fra mig, men du må stoppe denne sindssyge! Du sætter vores art på spil. Stop det, øjeblikkeligt. Det er en kommando!"
Han vidste godt, at båndet mellem dem var svagt, da han havde været meget fraværende i hendes unge år. Men han var trods alt hendes Skaber, så hun måtte på sin vis i det mindste høre ham.

Han kiggede rundt, og gik ind i en gyde. Ingen mennesker, ingen vidner. Han satte farten op ad en væg, op på taget af et hus, og begyndte at sætte fart mod teatret. Han afventede bare hendes svar, og håbede det ikke var for sent, når han endelig ville nå derhen.

Lily var vred, utrolig vred og hun hørte pludselig den kølige stemme i hendes sind. Hendes Skaber. Shit.. Hun rystede lidt på hendes hoved, rejste sig helt op og kiggede på lærerinden som stod i chok foran hende lige nu. Hun tumlede hen imod hendes taske, greb den og begyndte at løbe på hendes skadet ankel. Lily’s verden var sort omkring hende og hun fik tumlet sig ud af bagdøren, ud i en gyde hvor hun faldt på jorden. Hun tog sig til hovedet og knurrede voldsomt imens hele hendes krop begyndte at ryste voldsomt.

Hendes evne, telekinese. Var meget påvirket af hendes følelser. Derfor havde hun altid skulle have en indre ro. Hun kneb hendes øjne sammen, hvæsede voldsomt og ting omkring hende begyndte at vibrere på grund af hendes vrede.

”Shit..” Hviskede hun svagt og åbnede hendes øjne lidt. De lyste op i den røde vampyr farve som hun havde fået givet, så mange år siden af en fremmed.
Lily rejste sig på, hev efter vejret imens hun langsomt gik fremad. Hun holdte en hånd imod muren og støttede sig lidt til den, imens hun gik i hendes dyrebare balletsko.

En ung fyr, høj på stoffer, så hende.

”Heeeeey smukke. Med på noget sjov??” Spurgte han med en latter.

Der knækkede det for hende. Hun skreg op, med hendes lange hugtænder fremme, smed hendes taske og svingede med hendes arm. Med hendes evne fik hun fyren til at blive hamret igennem luften og direkte ind i muren ved siden af. Han skreg op i frygt, og krøb sammen, imens han så hans død komme tættere på.

William kunne mærke, at hendes yngel var meget skrøbelig i temperamentet, og vidste godt, at hun havde flyttet sig, men ikke meget skulle til, for at få hende ud af balance igen. Han susede over byens tage, for at finde hende. Han kiggede kort ned, og kunne pludselig mærke hendes vrede blusse op igen. Han stoppede brat op. Hun havde gjort skade, og vist sig i sin bestialske form for et andet, ikke-mytisk væsen. Han skyndte sig frem til hendes lokation, hvor han stod ovenover hende på bygningen ovenfor. Han kiggede på hende og den forskræmte fyr. Han ville helst ikke blande sig, så han forsøgte sin telepatiske kontakt med hende igen: ,,Lilianna Kimberly Denzell, behersk dig! Styr din vrede, kom i balance! Stop denne ubehagelige seance, nu!"

William stod kort og overvejede situationen, men havde intet valg. Hun ville ikke kunne nå at stoppe det, før mennesket foran hende var færdig. Dead meat. Han hoppede ned, og landede foran hende. "Du stopper lige nu, unge dame! Du er en skændsel for vores art lige nu!" Hans stemme var rolig, men meget bestemt og yderst fjendtlig og vred. Han viste selv sine hugtænder, hvæsede af hende, tog fat i hendes håndled og kastede hende væk. Han var trods alt ældre, hendes Skaber og stærkere. Han var i meget større balance med sin evne. "Du bliver derovre! Jeg kommer til dig senere!" Man kunne tydeligt mærke, at William var meget vred, og ved at miste sin besindelse kort i vrede over sit afkom. Han vendte sig i et ryk mod fyren, og tog hårdt fat i hans strube og pressede ham op mod væggen. "Du burde vide bedre med hvem du lægger dig ud med!"

Frygten i fyrens øjne var tydelig at spore. Han kiggede dybt ind i øjnene på fyren. Han var i gang med at slette de få minutter, som havde pådraget ham disse skader. William bed hul i sin hud, og gav ham noget af sit blod, for at hele. Han kiggede igen på fyren, og brugte sin anden evne og begyndte at overtale ham: "Du skal ikke lægge dig ud med andre igen. Du har ikke set noget i aften, som kan forekomme overnaturligt, og du fortsætter som før. Alt hvad du ser de næste fem minutter er din rene fantasi. Din påvirkning af euforiserende stoffer har fået dig til at hallucinere alt dette. Du vil ikke forstå det, og vil ikke sige det videre."

William gav slip på fyren, og gik over til Lily. "Du er i alvorlige problemer, unge dame!"
Han sukkede kort, og rakte hånden frem mod Lily: "Følg med. Du har sikkert en masse spørgsmål til mig." Hans stemme var igen blevet kold frem for at være fjendtlig og vred.

Hun hørte hans stemme, hvilket hun endelig bare ignorerede fuldstændig. Dog da han pludselig dukkede op foran hende, blev hun helt tavs og mundlam. Det havde hun ikke forventet og hendes indre bæst trak sig voldsomt væk, da den så sin skaber, så vred. Hun skreg op, da hun blev slynget væk og ramlede over jorden, gled hen og hamrede hendes ryg ind i en mur. Hun kiggede op og så på imens han ryddede op efter hende.

Skammen var tydelig på hende og hun kiggede væk da han gik over imod hende. Lily følte hvordan det helt krympede sig inde i hende. Hun mærkede magten han endelig havde over hende og hvordan hun lyttede mere opmærksomt på ham, gjorde som han sagde. Det hele var naturligt for hende. Intet var underligt på dette punkt. Han var hendes Skaber og sådan var det bare. Hun adlød hvad han sagde og kunne ikke komme udenom det.

Hun sank en klump da han kort skældte hende ud, krympede mere sammen og greb roligt hans hånd. Hun trak sig selv op, greb hendes taske og fulgte med ham imens hun prøvede at tænke på hvordan hun kunne stikke af.

Dette var virkelig ikke ret godt.. Det var mange år siden hun havde set William og lige nu var hun virkelig bange for blot at sige nu. Hvis han nu blev vred igen.

William gik ved siden af Lily med hans hånd på hendes ryg, som indikerede at hun gik forrest. Også for at hun ikke bare stak af, for han kunne godt se, hvordan hun havde det med hendes egen opførsel, og hans tiltalen til hende. "Så, Lily, har du noget du vil spørge mig om? Er der noget, du er i tvivl om? Er der noget, du vil vide, mit skønne afkom?" Hans stemme var rolig og kølig. Præcis som den plejede.
Han kiggede over på Lily, og kiggede ned ad hende. Hun var tydeligvis lige kommet fra ballet. Men hvis han havde lagt to og to sammen, så var det også sket lige ude foran teatret. Han betragtede det som han havde skabt.
Han kunne høre, at nogle mennesker, der tydeligvis var fulde festede lidt nede af gaden, og William tog en drastisk beslutning, og lagde armen om hende, op på hendes skulder, og trak hende hårdt ned ad en sidevej, og gav så helt slip. Han ville heller ikke virke mistroisk over for sit afkom. Men han håbede lidt på, at Lily var skarp nok til at vide, at hvad end hun prøvede, så kunne han bede hende stoppe på kommando, eller bare gribe fat i hende, eftersom han var ældre og mere erfaren.

Han stoppede sine hænder ned i lommerne, og gik roligt ved siden af Lily. "Så, øh... Jeg kan se, du stadig danser ballet? Det gjorde du også sidst vi sås.." Han forsøgte at skabe en god stemning, men umiddelbart skabte han bare endnu mere akavet stemning i luften. Han kunne godt mærke at Lily ikke just var begejstret over hans måde at komme og kontrollere hendes liv midt i det hele.

Lily gik og var utrolig indebrændt lige nu, imens han gik der ved siden af hende og styrede hende helt. Det blev bare sværere og sværere for hende at slappe af. Hun knurrede lavt da han pludselig prøvede at komme op med et emne at snakke om.

Hun stoppede, smed hendes taske og pegede op på ham imens hun lod de mange indebrændte ting ud.

”Hvad bilder du dig endelig ind! Helt ærligt! At bare forsvinde sådan efter at have bragt mig helt ind i en ny verden! Alt er stadig meget svært for mig og jeg skal stadig finde ud af ALT se!” hun råbte vredt af ham og begyndte at prikke ham hårdt i brystkassen.

”Og så kommer du bare her, skælder mig ud!! Bare fordi jeg er i en af de mange problemer, som du nemt kunne have afhjulpet, hvis du bare blev ved mig og lærte mig det hele!!” Skreg hun og hendes øjne lyste op rødt i den mørke nat.

Hun knurrede og pustede lidt ud imens hun stod helt tæt på ham. Hendes hår blæste lidt op i natten og kunne stadig nemt ligne ild.

William mærkede straks hendes aggressioner, og kunne tydeligt se, hvordan hendes temperament blussede op. Som et andet dyr, reagerede William instinktivt på hendes prikken i brystet, og tog hårdt fat om hendes håndled - nok endda hårdere end han først havde tiltænkt, at skulle gribe ud. Han tog fat og borede sine negle ned i håndleddet på hende, og hans tænder kom frem.
Han slap hurtigt sine tanker, og gav slip på hendes håndled, og genvandt kontrollen over sine dyriske instinkter.

Han kiggede på hende, og sagde: "Hvordan skal det være mit ansvar at lære dig at leve - du har gjort det en gang før, hvorfor kan du ikke gøre det igen? Er du virkelig så hjælpeløs og ynkelig?"
William havde skiftet sind, fuldstændig. Han var blevet træt af hendes aggressive adfærd; og muligvis var den eneste måde, at komme ind til hende på, at afspejle hendes egen adfærd? Måske det ville hjælpe at vise, hvem der egentlig var den mest erfarne og overlegne, af de to: "Hvem tror du egentlig du er? Hvem tror du lige, du taler til. For en, der ikke kan styre sit temperament, og risikerer artens hemmelighed, så virker du ikke særlig villig til at lære det nu, heller. Hvorfor så begynde at blive aggressiv over noget, du ikke kan, men nu heller ikke virker til at ville lære?

William vendte ryggen til hende, og begyndte at gå væk fra hende. Stak hænderne i sine lommer, og gik med langsomme, men beslutsomme skridt væk fra hende. Han forventede ikke, at han ville få lov til at gå - men han gjorde et forsøg. Sådan et uforskammet, utaknemligt yngel. Satans afkom!