Childsplay, William, Divine Rejection

Det var blev en små kold aften, da den unge dæmon besluttede sig for at drage hjem af. Solens sidste lys, forsvandt stille og rolig da Margareth trådte ind i Sombre. Det var ikke fordi den unge dæmon havde lavet specielle ting den dag, faktisk havde hun bare været hos en ny psykiater for at få de nødvendige sove piller, dette havde taget sin tid, og dagen forsvandt i mens at Margareth, var hos psykiateren.
Da det blev tid til at tage hjem, var dagen nærmest opbrugte og det samme var Margareth. Hun skulle bare hjem til den lille kælder lejlighed, hvor hun kunne lukke sig inde, efter en dag med mange indtryk. Margareth valgte en de mindre oplyste stiger. Hun var på vej til den nærmest metro station, der lå på den anden side ad Sombre. Med lidt musik i ørerne, var Margareth tilpas med at gå i mørket. Hun var ikke bange for andre, eftersom at der ikke skulle meget til før at et menneske gav op imod en dæmon, men tanken om de andre væsner var dog skæmmende. En lille bleg hånd, kom og trak den varme cardigan tætter ind i mod den tynde krop. Margareth havde ikke meget fed på kroppen, og hun derfor nemt til fryse.
Selv i den fysiske krop, var der ingen som plagede hende. Kulde, var blandt andet en de ting som Margareth hade. Selv efter mange års boden i Norge, kom hun næsten aldrig udenfor, når vinteren tog til. For at holde på varmen, satte hun farten op. Måske kunne hun være så heldig, at der var varmer nede ved metroen.
Margareth gik med optaget tanker, hun så slet ikke den person, der kom fra modsat retning før at det sagde bump! Hun bevæget sig forskrækket tilbage, mens ene hånd kom op og rørte dem ømme næse. Lidt blod løb ned fra det ene næsebor. Margareth havde altid haft en følesom næse, som havde net til blods vis hun blot gik ind i en anden person, var det nok til flå hul på de fine åre i hende næse. "Undskyld, jeg så mig ikke for... jeg," dæmonen skulle til at sige mere, men hun afbrød sig selv, med tanken om at person måske havde fået blod på tøjet. "Kom der blod på deres tøj?" sagde hun lidt efter. Margareth havde ikke taget sig sammen til at se efter, i sted fumlet hun efter de papir lommetørklæder som var i hende lomme, hun rullet lidt et at dem og kom det op i næsen for holde blodet tilbage.

Williams næsebor udvidede sig, da han kunne lugte blod. Han var lige ved at skulle hjælpe denne kvinde op, som han uopmærksomt var stødt ind i. Han bukkede sig hurtigt ned, og hvæste hende lige ind i hovedet, med sine hugtænder ude. Det var meget længe siden, han havde reageret så voldsomt - men så igen; han var slet ikke forberedt. Han trak sig hurtigt væk, og løb ind i skyggerne. Hans øjne glødede, mens han betragtede denne kvinde, der var faldet ned. Han følte sig ussel, og ikke særlig gentle-man-agtig, at efterlade en forsvarsløs kvinde på jorden, blødende. Det var dog en beslutning, han var nødsaget til at tage. Det var enten det, eller hendes liv i dette øjeblik. Så selv om han havde handlet uden for sin komfort-zone, og undgået at være galant, så havde han alligevel skånet hendes liv i sidste ende.
Han trak lidt på skulderen, og forsøgte at trække vejret dybt. Forsøgte at få sin puls ned, selvom han ikke havde en. Forsøgte at fokusere på alle sanser, mere end lugtesansen af jern, der flød få meter fra ham. Han valgte at rette på sin vest, stryge jakkesættet lidt ud, og komme ud fra sit skjul. Han stod ret op, med hovedet ned mod jorden, og lukkede øjne. "Jeg beklager de skader, det måtte have forvoldt Dem. Kan De tilgive mig? Det var ikke min intention?"
Han trak hovedet op, åbnede øjnene, og sendte hende et skævt smil. Hans øjne var kolde. Hans kropspositur var ganske uden følelser, og han stod bare, og følte sig ussel uden at udtrykke det. Han trådte tættere på, og rakte hånden ud efter hende. "Tilgiv mig for min hensynsløse adfærd. Det var ikke min hensigt at skræmme eller skade Dem. Jeg forstår godt, hvis De er skræmt. Jeg er kun beklagelig over min opførsel.".
Han knælede sig ned til hende, stadig med udstrakt arm, og kiggede på kvinden. Som hun lå der. Ganske forsvarsløs. Skulle man tage sig en bid mad, eller...? Nej! William kneb øjnene sammen, lukkede dem hårdt i, og åbnede dem igen. Trak vejret. Forsøgte at genvinde kontrollen over sin impulsive tanker om en aften-snack.
Han sendte hende endnu et smil, mens han sad foran hende.

Margareth tabte lommetørklæderne da hendes modpart satte sig ned og hvæset hende i hoved, hun blev vitterlig bange som hun trak sig tilbage, eller forsøgte på at trække sig tilbage. Den eneste tanke der gik igennem hende, var at komme væk, lige meget hvad der så skulle til. Men overraskende nok, trak manden sig tilbage efter han havde givet hende et perfekt udsyn de til spidse hjørnetænder, som Margareth tydelig ikke havde lyst til at kende.
Dæmon trak på de små næsebor, før hun igen kom i tanke om blodet som var nået ned til hende rosenrøde læber, hun tog et nyt stykke papir og satte sat oppe i næsen, mens hun lyttede til mandens tale. "Det var mine skyld, jeg så dem slet ikke.. Jeg," hun måtte lyde lidt kikset i det øjeblik. Margareth troede der var hende som der havde lavet en fejl, hvilket hun havde, hun kunne have set sig for i sted for at lytte til sin musik.
Hun kom i tanke om jorden under hende, vådt og kold som den var. Fik den Margareth så på den blege hånd som rakt ud til hende. Hendes cardigan havde taget den værste snavs, dog havde hendes hånd falder små hudafskrabninger, som nok skulle heale over aften. Manden talte igen, og dæmon gjord sit bedste for at lytte efter. "Jeg skal nok klare den, det bare lidt blod og et par mærker," sagde hun kort. Blod, måske var det mere end det, Margareth havde aldrig stød ind i vampyr med sådan en reaktion. Men nu havde hun heller ikke mange personlig erfaringer med dem.
Hun tænkte ikke over det da hun tog hans hånd, men kulde var hende et kold sus ned af ryggen. Hun vidste godt at vampyrer var kolde, men iskold havde hun ikke gætte. "De er vampyr?" sagde hun kort, ikke at betød meget for hende, Margareth var ikke den der bedømte folk på deres race, eller udseende. Personlighed derimod, var en ting som hun kunne dømme folk på.