At aflægge rapport (Zane)

Mørket havde lagt sig over Terra, som Constantine bevægede sin ind igennem byen med retning mod den store sorte bygning, der stak op over alt andet. Grunden til, at han skulle hen til forbandede sted, var ikke ligefrem fantastisk. Han skulle fortælle Zane, at det ikke var lykkedes ham at fange djævletøsen. Faktisk var det gået ret skidt, som han både var blevet skudt af en mennesketøs og derefter angrebet af djævlen, som han ikke havde forventet ville have så store kræfter. Det var gået absolut forfærdeligt dårligt og han havde ikke ligefrem lyst til at berette om sit nederlag til elvermanden.

Hans udstråling måtte udtrykke hans utilfredshed, for de få folk han mødte, gik udenom ham i en pæn bue. Hvilket var meget heldigt, for Constantine havde det lidt som om, at han kunne flå halsen op på en eller anden, hvis de provokerede ham.
Trods vreden, var det nu mest en tung klump i hans mave, der havde overtaget hans humør. Den var en blanding mellem det nederlag han havde lidt dagen før, men også bekymring over, hvordan Zane ville reagere. Det var jo knapt en uge siden, at han havde brændt Constantines hånd af, fordi han havde været grov i munden og var kommet til at fornærme hans kæreste med det hidsige temperament og det røde hår. Hvis han reagerede på noget så lidt ved at brænde hans hånd af, hvordan ville han så ikke reagere på dette?!

Endnu en gang kunne han mærke en underlig følelse af frustration og fortvivlelse over at være endt i denne situation. Med en magisk metalhånd, et uønsket job og en ny "herre". En mand, der følte, han skulle bestemme over ham og gøre ved ham, hvad han selv fik lyst til. En person, der ville holde en i nakken og irettesætte en, når man gjorde noget, som de ikke brød sig om. Som om det ikke havde været nok, så var elvermanden sindssyg. Ingen tvivl om det. Constantines egen skaber havde i det mindste været reel og fair, men denne mand.. Constantine fik det næsten dårligt ved at tænke over, hvad der kunne ske af ting. Han havde ikke sovet så meget siden han var kommet hjem efter at være blevet "ansat", fordi han havde forsøgt at finde en udvej fra denne knibe, han var i, men han havde ikke fundet nogen.

Han havde dog sovet som en sten dagen igennem, efter den behandling Autumn havde givet ham. Hun havde suget al energien ud af ham og det var som om, at selvom han havde drænet hendes gamle sure underbo for blod, var energien ikke helt kommet tilbage. Han følte sig også underligt træt i kroppen i dag, selvom han endda havde været ude og snacke lidt, inden han begav sig mod Abbadon.

I dag var han iklædt cowboybukser og en anden jakke, end han plejede. Hans yndlings sorte uldjakke, som han altid rendte rundt i, var gennemblødt af blod og han havde ikke en ekstra på lager. Det var som om, at folk havde sjov ud af at ødelægge hans jakker for tiden. Så i dag havde han en armygrøn lærredsjakke på, der godt kunne se ud som noget, man kunne gå i i militæret. Constantine havde hevet den ud af skabet med vilje, da det gjorde lidt grin med, at han nu var en "dygtig lille soldat, der adlød ordrer". Eller noget. Ellers havde han taget et par støvler på og selvfølgelig sad hans store kniv i sit hylster hen over hans lænd. Man kunne lige skimte kæden til hans medaljon om halsen på ham, over kanten på den sorte t-shirt han havde indenunder jakken.

Endeligt drejede han op mod indgangen til bygningen, der lignede en fæstning. Han havde regnet med at blive stoppet af vagterne, men de lod ham gå ind uden at se på ham. Nånå. Han var måske kommet på listen over folk, der var tilladt selv at gå ind?
Da han var kommet ind, tøvede han kort, for den store bygning var ikke ligefrem noget, han havde lyst til at besøge. Men efter at have taget en dyb indånding gik han hen til de store døre ind til tronsalen og gik ind i det store rum, som han nu kendte så godt. Et kort håb om at Zane ikke var hjemme løb igennem ham. Men det kunne vel være lidt lige meget, han ville nok ikke slippe for at stå honnør alligevel.

Tronsalen lignede sig selv; mørk og pompøs på en dyster måde... et meget tydeligt bevis på at det var sortelvere, som besad denne fæstning.
Denne nat havde han valgt at bruge tiden i salen, dels på at vente på at han lille, nye håndlanger fik snøvlet sig sammen til at aflægge rapport... og dels for at vente på en ganske særlig spion, som havde været på en ganske særlig opgave...

Spionen havde tidligere meldt, at der ville blive rapporteret på sagen denne nat... og dét, kombineret med Constantine's tilbagevenden, gjorde det til en yderst interessant nat.

På trods af en stigende iver, sad Zane roligt i tronen, iført en afslappet, mørk skjorte, grå bukser og sorte læderstøvler.
Det hvide hår hang løst, og de iskolde, lilla øjne stirrede dovent, men med et lille punkt af nysgerrighed, på døren i den modsatte ende...

Hvem ville mon komme først...?

Spørgsmålet blev besvaret før han havde tænkt det til ende, og Zane rejste sig med et smil fra tronen og begyndte at gå ned ad den lange, lilla løber.
"Constantine..." sagde han og fandt det umådeligt morsomt at vampyren havde valgt at iføre sig en armygrøn jakke.
"Hvilke nyheder bringer du mig på denne udsøgte nat?"

Pis. Zane var hjemme. Synet af sortelveren var næsten nok til at få Constantine til at vende om og gå ud igen. Han havde kun mødt manden to gange og det var mere end rigeligt. Men der var ikke andet at gøre, end at fortsætte sin gang ind i den store tronsal, der selv i Constantines øjne var noget mørk og trist. Det gjorde ham syg, at han var under den andens magt på den måde. At han ikke kunne sige 'rend mig' og gå sin vej.

Zane så ud som om, at han forventede positive nyheder og det fik Constantine til at trække skuldrene lidt op og undgå at se på ham. Fuck, det her var noget lort. Han var nogle sekunder om at svare, for han vidste simpelthen ikke, hvor han skulle starte.
"Jeg fandt hende djævletøsen. Det var ikke så svært." Han stoppede op en fire meter fra Zane og kastede et blik på ham. Skulle han bare fortælle det hele på én gang? Eller skulle han lade ham trække det ud af ham. Nah, det var nok bedre bare at få det overstået. Tanken fik ham til at rette sig lidt op igen, men han kunne stadig ikke møde elverens blik.

"Men jeg, eh, fik ikke fat på hende." Han rømmede sig og slog så opgivende ud med armene. "Fuck det her. Jeg tog hjem til hende, blev overfaldet af en eller anden lille dum asiatisk tøs, slog tøsen ud og fik så fat i djævletøsen. På vej ud af døren var asiaten vågnet op, fik mig væltet ned af trappen og endte med at skyde mig med en eller anden skide maskinpistol. Og da jeg så var ved at tæve livet af hende, var djævletøsen kommet på benene. Du sagde ikke en fucking skid om, at hun er en succubus! Og hvad fuck var det for et mørke, hun pludseligt fik fremmanet?!" Trods at han vidste, at Zane nok ikke var den, man skulle hidse op, var Constantine stadig så vred over alt det, der var sket, at han ikke kunne holde sig i skindet. Så nu stirrede han elvermanden i øjnene, trodsig og vred.

Bla... bla... BLA!
Hold da kæft... troede vampyren virkelig at han kunne afvæbne Zane med snak?
Eller trak han bare pinefuldt tiden ud, for at undgå straf så længe som muligt?

Zane sukkede og rystede kort på hovedet.
"Constantine," sagde han og så på vampyren i militærjakken.
"Den mennesketøs har skabt problemer i lang tid – hun tog endda hørelsen fra Angelie for en tid. Jeg bebrejder dig ikke at du kom i problemer da hun dukkede op."

Succubus...? Det havde han ikke mærket til dengang han havde smadret hendes stakkels mave igennem flere timers tortur.
Åh, hvilken nat det havde været!

"Succubus, huh...? Det er ny, men nyttig information. Jeg synes da ellers at du havde godt styr på hende den første nat vi mødte hinanden. Men nuvel... tøsebarnet har en speciel evne til at 'låne' evner fra andre væsener. Mørket og hvad end hun ellers gjorde for at tæske dig, var sikkert et resultat af denne evne. Det er dog midlertidigt... så hvis man fanger hende på det rigtige tidspunkt, er hun et meget let offer... hun er fysisk svag."

Han sukkede og gav vampyren et halvskuffet blik.
"Det er en skam... men lad os nu se om ikke en ny chance byder sig. Bare fordi hun er i dragens besiddelse nu, er det ikke ensbetydende med at slaget er tabt. Hun ville ikke have en chance i en kamp imod hverken mig eller Angelie."

Constantine havde regnet med, at Zane ville brænde sammen med det samme, så det tog lidt pusten fra ham, at der faktisk ikke skete noget efter hans lange svada. Faktisk så elvermanden bare skuffet ud, ikke vred. Det var selvfølgelig noget af en lettelse, men Constantine stolede ikke på det, han så. Han tvivlede stærkt på, at han havde fanget elveren i et så godt humør, at han slet ikke blev vred over Constantines nederlag.

Det glædede ham dog at høre, at den rødhårede hidsigprop også havde fejlet, da hun skulle nedkæmpe den lille asiat, og endda havde mistet hørelsen. Han havde lyst til at proklamere, at han så i det mindste havde klaret hende bedre, for han havde næsten slået hende ihjel, hvis det ikke havde været for djævlen. Men klogeligt holdt han sin store kæft lukket. I stedet lagde han sine arme over kors for et øjeblik, mens han lyttede til det næste Zane sagde.
Der viste sig en rynke i panden på Ham. Låne evner fra andre? Han flyttede lidt på sig og rystede så på hovedet.

"Jeg gad ikke møde den, hun skulle have lånt de kræfter af. Jeg ser bedre end en kat i mørke, men det hun skabte ud af det blå... jeg kunne intet se. Overhovedet. Jeg har aldrig oplevet noget magisk mørke som det. Og hendes øjne... Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige, at det var en drages øjne. Reptilagtige og med en kraftig grøn farve. Og fysisk svag ville jeg nu ikke kalde hende, hun brugte mig som fodbold." Det sidste mumlede han surt, for det var ikke ligefrem noget, han havde lyst til at fortælle om. Faktisk havde han overhovedet ikke lyst til at snakke om noget af det, men han havde stadig lyst til at forsvare sig selv lidt med, hvor svært det havde været at vinde over tøsen. Det var ikke hans skyld. Det var de sindssyge evner, hun havde.

Han skævede mod Zane, stadig med skuldrene en smule trukket op og armene over kors, hvilket bare var et udtryk for, hvor ubehageligt han syntes det var, at være der. Samtidigt med at han stadig havde en ubehagelig fornemmelse af, at lige pludseligt ville det forbandede smertemagi komme flyvende ud af ingenting i en eller anden straf for ikke at have gjort sit arbejde ordentligt.

Denne information... grønne drageøjne og intens, intens mørke, som end ikke en vampyr kunne se igennem... fandens også!
Men på den anden side... hvis den nyhed han ventede på var positiv, ville det ikke gøre den store forskel, at djævlepigen havde fået fat i de kræfter...

"En fodbold...? Ganske morsomt, undskyld jeg siger det." sagde han og sendte Constantine et næsten medfølende smil.
"Da jeg havde hende fanget, torturerede jeg hende ved ganske simpelt at hænge hende op i et par lænker, og derefter slå hende gentagne... okay, mange gange, i maven. Hun havde ingen muskler at stå imod med på det tidspunkt, og tog torturen meget hårdt." sagde han, for at understrege at den forvandling hun åbenbart havde undergået, var voldsom.

"Med de evner, bebrejder jeg dig ikke... og slet ikke når hun fik hjælp af den naive tøs..." sukkede han.

I det samme dukkede en kappeklædt sortelver op. En kvinde, at dømme efter formerne.
Hun trådte ganske simpelt ud af skyggerne, meget lig den måde Zane ofte gjorde.
"Valshar." sagde hun, og bekfræftede med sin stemme at hun var kvinde.

"Endelig!" sagde Zane og vinkede den anden elver over til ham selv og Constantine.
"Fortæl... denne vampyr er en af mine betroede, så det gør ingen skade at han hører det. Hvad fandt du??" sjældent havde Zane virket så nysgerrig...

Kvinden kastede at kort blik på vampyren, og fortalte så roligt:
"Vi har lokaliseret elskeren. Hun er stadig i live. Dog skal det siges at dragen selv fandt frem til hende, før vi kunne snuppe hende."

Okay så... en god og en halvdårlig nyhed.
Zane smilede og vendte sig langsomt imod Constantine med et farligt glimt i øjnene.
"Constantine..." sagde han og lagde en hånd på vampyrens skulder.
"Hvad ville du sige til at lege med asiatens søster, som tilfældigvis betyder alverden for vores modstander?"
Ordene lød sukkersøde, og bare det var bevis på at den leg som Constantine skulle udføre, var ganske blodig og voldelig.

Constantine skar ansigt af Zanes ord om, at det var morsomt. Det havde ikke været spor morsomt at blive losset ned af en gang trapper med ens indre hullet som schweizerost og ende ud med en brækket skulder. Smerten var til at håndtere, men ydmygelsen... Hvis han nogensinde fik muligheden for at torturere djævletøsen ihjel, så ville han gribe den!
Ikke at Zanes ord hjalp på noget af det. Constantine havde selv haft tænderne i tøsen før, så at sige, og hun havde været et blødt stykke dej i mellem hans hænder. Han vidste, hvilken forandring hun havde gennemgået, bare ikke hvordan og hvorfor. Men det havde været en stor forandring.

En elver dukkede op ud af intetheden og Constantine kneb øjnene lidt sammen. Det var virkeligt imponerende med det sortelvermagi. Han havde aldrig gået ret meget op i magi, ud over sine to egne. I den tid, han havde boet i Paris, havde magi ikke været nødvendigt for at finde nogen at lege med, siden det vrimlede med naive mennesker. Men det var efterhånden gået op for ham, at magi var en stor del af det, at bo i Di Morga. Og han havde efterhånden fundet ud af, at han skulle være forsigtig med, hvem han angreb. Alt for mange havde magier, der var til at forsvare sig med eller til at angribe med. Der var hans egne to ikke til megen nytte.
Hvis han selv skulle drømme om flere magier, var noget ala det, som Zane kunne lægge for dagen meget imponerende. Tænk at kunne færdes i skygger.

Constantine mødte elverkvindens blik og et kort grin bredte sig på hans ansigt. Han kunne simpelthen ikke lade være, for, ja, hun var hunkøn. Elvere var nogle underskønne væsner fysisk og der var noget, han ikke havde prøvet endnu.
Hans tanker blev dog hurtig afbrudt af samtalen mellem de to elvere. Hvem havde de lokaliseret? Hans blik gik fra den ene til den anden. Hans blik stoppede på Zanes ansigt, hvor et skræmmende smil og et endnu mere skræmmende glimt i hans øjne var dukket op. Han var lige ved at flytte sig fra den hånd, der blev lagt på hans skulder, men han blev alligevel stående. Hvis elveren ville ham ondt, kunne han ikke løbe nogen steder alligevel.

Med let sammenknebne øjne lyttede han til hans ord. Tanken om at skulle lege med nogen, som Zane foreslog det, burde få ham til at smile, men noget gjorde ham urolig og tøvende. Så i stedet trak hans ansigt sig sammen i mørk spekulation. Hurtigt løb hans tanker igennem alt det, der var blevet sagt og han trak nogle sammenhænge, som Zanes seneste ord fik til at hænge sammen. "Dragen" der var nævnt flere gange måtte være den mand, som havde sablet Constantine ned med et katana. Djævletøsen havde lånt nogle evner, som havde givet hende drageøjne. Altså måtte det være den mands evner, som hun havde lånt. Og hvis hun blot ved at låne dem, kunne gøre så stor skade på Constantine, turde han alligevel ikke tænke på, hvad dragemanden kunne gøre mod ham. Faktisk var det næsten overraskende, at der ikke var sket mere den aften i gyden. Han måtte være sluppet heldigt.
Men hvis denne asiats søster betød så meget for dragemanden, ville han nok ikke slippe så heldigt, hvis dragemanden skulle se sig sur på ham.

Alle disse tanker fór igennem hans hoved i løbet af sekunder og til sidst trådte han et lille skridt tilbage og rystede på hovedet.
"Nej. Nok er jeg ikke altid lige smart, men så selvmorderisk er jeg heller ikke." Han konstaterede dette med en alvorlig dæmpet stemme.