Great, a vampire... ~Fredric~

Tid: Omkring midnat
Omgivelser: Få væsener, der enten er på vej hjem eller på vej ud i byen
Sted: I parken, Sombre
Vejr: Koldt, støvregn

Kate Zakharov var mere end vant til at være alene ude om aftenen på nogle absurde steder, som ofte fik hende i problemer. Derfor bemærkede hun det ikke rigtigt, da mørket begyndte at sænke sig over parken, før hun ikke længere kunne se bogstaverne i hendes bog - også selvom at hun holdt bogen 5cm fra hendes ansigt.
Da hun kiggede op var mørket omkring hende pænt tæt, og hun sukkede. Det var dumt at være så menneskelig som hun var, og så at være ude på dette tidspunkt om aftenen i Terre. Hendes bedstemor havde, efter at Kate var flytte ind, så småt lært, at hendes barnebarn ikke var typen, der tænkte sig så super meget om, når det omhandlede hendes egen fysiske sundhed. Det havde hun aldrig gjort, men det var blevet en del værre på det seneste. Kates bedstemor havde i hvert fald lært, at hun ikke skulle blive oppe for at vente på, at Kate kom hjem længere. Til tider kom hun ikke engang hjem.
Kate klappede bogen sammen, lagde den ned i hendes store, rummelige skuldertaske og rejste sig fra den bænk, hvor hun havde siddet det meste af eftermiddagen og læst. I det fjerne kunne hun høre en kvindes latter, og Kate kiggede sig over skulderen. Hun kunne se et par gå ud af parken bag hende, og hun håbede lidt, at det var der, latteren var kommet fra.
Kate strøg hurtigt en hånd igennem det lange lyse hår, der var faldet ind i hendes øjne, og begyndte at gå den modsatte vej af parret.
Hun havde egentlig ikke noget imod at gå alene rundt om natten i Terre, men hun følte sig en smule sårbar ved tanken om de væsener, der piblede frem på dette tidspunkt. For Kate gik optimismen og naiviteten hånd i hånd, men i det mindste vidste hun det godt selv. Hvis alt gik galt, så havde hun et par skruetrækkere i tasken, der i sig selv var så tung, at den var et våben.
Lyden af Kates skridt gennem gruset var utroligt høje, og hun hankede lettere nervøst op i sin taske. Hendes menneskelighed var let genkendelig i hendes højlydte bevægelser, gyngende gang og febrilske forsøg på, at få tasken til at blive på skulderen.
Da et vindblæst tog fat i Kates lårkorte nederdel, indså hun, hvor meget hun frøs på hendes bare ben, og hun satte endnu mere pris på den lange jakke, som hun havde fået anskaffet sig.

Fredric kom gående med tunge skridt igennem parken. Han hørte en bog der klappede sammen og tog hans opmærksomhed. Han stoppede og så en ung pige længere fremme. Fredric var ikke så præsentabel i øjeblikket, da hans tøj  var nusset og så var der en del blod på hans ellers dyre jakke han havde over sin engang pæne skjorte.
Nu var Fredric vampyr, så det var ikke så ualmindeligt at han havde blod på tøjet, men hvis han begyndte at halte lidt, kunne det nemt linge han havde været i et drabeligt slagsmål og han til nød og næppe var sluppet fra det.
Han så at pigen rejste sig og han fulgte hende med blikket. Han skyndte sig lydløst over græsset, for at gå på stien hvor hun gik. Han hev hurtigt i sit tøj og var klar til at gøre lidt skuespil.
Han begyndte at gå imod pigen meget langsomt og begyndte at halte meget, han holdte om sin ene arm så det skulle ligne at han var kommet meget galt afsted. For andre at opdage ham, ville de ikke være i tvivl om at Fredric havde ondt.
Han nærmede sig pigen og han så op, "du!" sagde han lettere højt og kom tættere på. Han var næsten helt tæt da han hæst sagde "Du bliver nød til at hjælpe mig!", han lød desperat og så på hende med tiggende øjne, som om det galte liv eller død.
Fredric gik stort set kun efter piger, da de oftest var lette ofre. Dog al det blod som han havde på sit tøj, var fra en mand denne gang. Manden han havde slået ihjel havde han vundet over i et væddemål om terninger, og da manden tabte blev han voldelig.
Fredric mener at han selv var ude om det - og så var der nem mad.

Kate kunne pludseligt skimte en person, der gik på den samme sti som hende længere fremme. Hun tog langsomt hånden ned i tasken for at tage fat i en af de større skruetrækkere. Hun havde oplevet at blive angrebet på nogle pænt forfærdelige måder før og foretrak, at det ikke skulle ske igen. Hun indså dog hurtigt, at personen foran hende, haltede og lignede en, der var i store smerter. Kate stoppede tøvende på stien, med hånden nede i tasken. Fyren haltede, så han kunne da umuligt være så farlig igen... For en sikkerhedsskyld tog Kate en af de mindre skruetrækkere op fra tasken og lagde den i sin jakkelomme. Hun regnede dog ikke rigtigt med, at få brug for den. Jakkelommen var nemlig heller ikke det smarteste sted at lægge sit eneste forsvarsvåben.
Kate hankede op i tasken, der igen var ved at falde af hendes skulder, mens hun overvejede at gå videre hen ad stien. Hun nåede dog ikke at tænke den tanke til ende, før han pludseligt råbte efter hende. Det forskrækkede Kate helt utroligt meget, og det gav et sæt i hendes lille krop. Hendes øjne blev store, og hun var fastlåst til stedet. Specielt da han kom tættere på, og hun kunne se blodet på hans jakke og hans opspilede øjne. Hun tog en dyb indånding, og trak en hånd igennem håret, men hun kiggede rundt. Der var ingen i parken udover de to.
Kate vidste, at det mest fornuftige, som hun kunne gøre i situationen ville være at spæne sin vej, men hun kunne ikke få sig selv til at gøre det. Hans tiggende øjne og haltende gang, fik hende til at få medlidenhed med ham, og hun ville pine sig selv i meget lang tid, hvis hun ikke hjalp ham. Kate tog et skridt frem og rakte lettere tøvende ud for at støtte ham.

Fredrics plan gik lige som han havde tænkt sig. Han var overbevist om at henne unge pige ville få medlidenhed med ham og snart ville han kunne bruge hende, lige til hvad vidste han ikke helt endnu.
Han havde allerede mange damer at holde styr på, da hver og en havde hver deres rolle i Fredrics liv. En af hans damer var sygeplejerske, som han fik ting fra så hans selv kunne lamme sine ofre sammen - hvis personen altså valgte at være tro med Fredric. Mange damer til hver sin rolle, også til det mere behagelige, men dem var der flere af - selvfølgelig.
Fredric manglede dog stadig sig en spille pige, som han ville vise frem, når han var på casino, og måske kunne den blive besat af hende her, vel og mærket at hun var bygget til det.
Fredric gispede, "hjælp mig.." stønnede han og faldt på knæ lige foran hende, "du må hjælpe mig væk her fra" sagde han og så sørgemodig ud og så op på hende med blanke og triste øjne. Fredric måtte selv indrømme at han var meget overbevisende - hvis han selv skulle sige det. "De er efter mig" sagde han lavt "Jeg har ikke gjort noget.. det er en misforståelse" hviskede han igen og tog sig til ansigtet og hulkede.
Han tog ud mog hendes rakte hånd og kom op på benene igen, han tog hendes skuldre, "vil du hjælpe mig?" gentog han sig igen og havde et bange udtryk.

Kates forvirring over denne fremmede fyr blev om muligt endnu større, da han pludselig faldt på knæ foran hende og begyndte at hulke. Selv hvis hun ikke havde lært at tyde andres kropssprog, så ville hun også kunne se, at fyren her måske ikke havde det for godt.
Kates eneste tanke, da han nævnte, at der var andre, var at hun virkelig ikke burde være her på dette tidspunkt med denne fyr. Hun burde ikke rode sig ud i mere med de overnaturlige; der måtte da være en grænse for hvor meget hendes lille menneskekrop kunne klare, uanset hvor meget træning hun havde fået i bekæmpe større og stærkere folk i nærkamp.
Kate elskede dog også adrenalin,og trak derfor ikke sin hånd tilbage, før han fik trukket sig selv op.
Da han pludselig tog fat i hendes skuldre, meget stærkere end hun havde forventet af en så fortvivlet mand, og fik derfor et chok. Kates respons på det, var at trække en smule væk fra ham, men hun bevægede ikke fødderne. Hun kiggede lidt skræmt på ham.
"Ehm, jo....?" Kates stemme lød i hendes egne ører lettere tvivlende, men hun tog stadig fat om hans hånd, der stadig lå på hendes skuldre, og gav ham et halvhjertet, opmuntrende smil. Hun granskede hans lidende ansigtsudtryk og fik så set ind i hans øjne.

Da Fredric kom på benene igen, så han direkte ind i hendes øjne. Selvom det var mørkt skinnede hendes øjne som en åben port til paradis. Hun var ualmindelig gude smuk, han blev hel stum da han rigtigt fik set hendes ansigt. Han slap langsomt hans greb han havde på hende og gik et skridt baglæns.
Fredric fik et flashback af hans fortid, alt det han troede på engang, alt det han havde smidt væk på grund af en ondt fortid. Hans blik faldt.. "Du må undskylde mig.." sagde han og vendte om på hælen og gik væk fra hende.
Han begyndte at gå væk fra hende og havde det utroligt mærkeligt, tænk efter så mange år - så var det som hans hjerte endelig var begyndt at banke igen.. selvom han godt vidste det ikke var muligt.
Den plan Fredric havde tænkt sig at gøre ved denne uskyldige menneskepige, var annulleret. Han satte kursen hjem til ham selv, han gik nærmest i en trance og lod alt lyd blive ude.

//Beklager rigtig meget for det sene svar..//