I'm going to hell ~ Zuresh (xxx)

Han kunne fornemme hvordan hun havde det med denme information... med de, af hans ansatte, som havde den slags blodige lyster.

Zuresh smilede ganske let.

Da hun spurgte hvad hun skulle gøre som tak for hans hjælp, blev hans tanker i et øjeblik kastet tilbage i tiden, til dengang hans navn var 'Sansiss', og til hvad han dengang ville have krævet af hende.
Han kunne næsten høre sin før så iskolde stemme sige "Læg dig ned på ryggen... hænderne over hovedet, og slap så helt af i maven..."

Men den tid var forbi. Den noget specielle, sadistiske lyst havde ikke vist sit grimme fjæs i mange måneder, og det var bestemt til det bedre.

"Du behøver ikke at give noget, og du behøver ikke at gøre noget." Sagde han, før han pegede over på skabet.
"Derinde vil du finde enhver tænkelig form for tøj, i din størrelse. Skabet er magisk, og vil altid have det indhold, aom man ønsker. Dog begrænset til tøj. Kald når du er påklædt."
Så rejste han sig, og forlod roligt værelset.

Nephthys var det man kunne kalde for en tilbageholden kvinde. Hun var bange for det meste, med undtagelse af når hun skulle forsvare sig. Men med Zuresh følte hun at hun måske kunne vise sin lidt mere udfordrende side. Hun kunne være lige så drillesyg, glad og overgearet som en glad hundehvalp, hvis hun kunne få lov. Med ham, virkede det ikke usandsynligt.

Hun så på ham da han forlod rummet, og derefter rejste hun sig og gik hen til skabet. Skabet kendte tydeligvis til hende smag, da der både befandt sig udfordrende, sløset og vildt tøj. Hun elskede den kombi.
Hun tog en top på, der knap passede hende - så den viste hendes navle og ellers ret pæne mave, men uden bh under. Hun fik fundet et par bukser med lav talje, så hendes hofter blev fremhævet godt. Sokker, et par basketstøvler og en sportsjakke ud over.
Hun gik ud på badeværelset, og indså hurtigt at hendes lange hår ikke havde det for godt. Hun stak hovedet under vandhanen og fik redt håret med sine fingre. Hun flettede det i en lang fletning ned over skulderen som faldt ned over hendes bryst.
Hun smilede da hun så sig selv i spejlet. Dette var den Nephthys hun ønskede at være. Sexet, vild og en smule barnlig.

Hun smilede og rettede sig op. Hun havde det faktisk godt med sig selv.
''Zuresh?'' kaldte hun, da hun trådte ud i værelset igen. Hun kaldte ikke for højt, for hun ville ikke forstyrre andre.
Hun tog tæppet hun havde gemt sig i og foldede det pænt. Hun lagde det på sengen igen.

I stedet for at begive sig ind på sin suite, som han nok alligevel ikke skulle bruge igen, satte Zuresh sig på en af de sofaer som prydede gangen ude foran værelserne.

Her ventede han tålmodigt, mens han tjekkede sine emails på den smartphone, som Mei havde lokket ham til at købe.
"Sir, den vil være en stor hjælp til kommunikation mellem Inner Circle og dem selv!" Havde hun sagt, hvkrefter hun på snedig vis havde hintet, at den ville gøre kommunikation mellem ham og Shado nemmere... og det havde virket.

Shado... den smukke, asiatiske kvinde som var rendt med hans hjerte.
Han knugede telefonen hårdt i sin håns, og forsøgte at skubbe tankerne om den forsvundne kvinde væk.

Det lykkedes ham kun, da Nephtys kaldte inde fra værelset.
Zuresh rejste sig roligt og stoppede telefonen tilbage i lommen, før han åbnede døren og gik indenfor.

Da han så hende, hævese han let det ene øjenbryn og smilede.
Hun så frisk, sporty, ung og sexet ud - uden at det blev for meget.

Han lod blikket glide let ned over hende, og stoppede ved hendes bare mave i et halvt sekund.
Ironisk... hans gamle jeg ville have været henrykt over dette.
Han ville ikke have kunnet lade være.

Zuresh vendte blikket mod hendes ansigt igen.
"Det var langt bedre. Et friskt look gør dig godt." Sagde han.

Hun smilede blot til ham, velvidende at hun ikke var helt grim at se på. Hun havde fået det at vide mange gange - fået tilbud. En sugardaddy havde mere end én gang været et åbenlyst valg, men hun havde holdt sig for sig selv. Betalingen for at være sådanne en pige var alt for høj. Intet menneske skulle eje hende.
''Yeah - det er bare ikke særlig ofte jeg har muligheden for det.'' sagde hun med et lille smil. Smilet afslørede hendes lidt længere hjørnetænder, men også en glimt i hendes øjne som meget få havde set. Hvad hun var, hvem hun var. En livsglad pige, drillesyg og åben - men kun over for mennesker hun stolede på.
''Nå, Zuresh. Eller, er det Hr. Zuresh? Jeg er stadig lidt i tvivl.'' sagde hun med et lille drillesygt smil, inden hun satte sig i sofaen. Hun var endelig klar til at åbne en smule op.
''Hvordan får en mand af din status overhovedet lysten til at hjælpe en hjemløs møgunge som mig?'' ironien over måden hun talte om sig selv var tydelig.

Det, der trykkede på aftrækkeren, var hendes drillesyge smil.
Da hun smilede å denne måde før hun satte sig på sofaen, mærkede han en velkendt, men halvt uvelkommen, ild indeni.

Først var han forvirret over denne ild... denne specielle tankegang og lyst... havde han ikke skudt den ud af systemet for flere måneder siden?
Eller var det i virkeligheden blevet så meget en del af ham, at han ikke helt kunne skille sig af med det...?
Måske ville det for evigt ligge lige under huden på ham og lure...

Men hvad betød det også nu, hvor Shado var død og borte?
Absolut intet... der var ikke længere nogen grund til at holde noget som helst tilbage.

Så Zuresh smilede, mens hans blik ændrede sig en smule - det var som om det blev mere intenst, men samtidig mere roligt, som om han hvilede i sig selv.

"Hvorfor...? I første omgang vidste jeg det faktisk ikke..." sagde han og stoppede hænderne i lommerne, mens han betragtede hende.

"Nu... er det fordi jeg kan se et potentiale i dig. Et skjult potentiale til at leve et helt andet liv, end det du lever lige nu. Og misforstå mig ikke... jeg har ingen intentioner om at være din sugardaddy. Dog skal det dog nævnes, at jeg har den største lyst til at mærke min næve imod din umådeligt sexede, bare mave..."

Det sidste blev tilføjet med et smil, og med et næsten carefree, men samtidig udfordrende blik i øjet.

Hun forstod ham ikke, og det kom hun vel næppe til.
Hans ord ruskede i hende, hev hende tæt ind til sig og efterlod hende chokeret. Var hun landet hos en psykopat igen?

Hans blik havde ændret sig, og det gjorde hende utilpas. Hun havde atter lyst til at bakke mod et vindue og springe ud. Men så igen, de var på den øverste etage. Hun var ikke en kat - hun ville ikke lande på benene.

Han udfordrede hende. Hun kunne se det på ham. Hans øjne, hans ord. Han udfordrede hende - men til hvad? At løbe? At blive? At angribe?

Hun var fristet til at prøve at komme forbi ham og ud. Men han stod mellem hende og døren, og dette forhindrede hende i at stikke halen mellem benene, og samtidig... Så havde hun mere lyst til at blive og se hvad han ville komme frem til. Hvad han ville gøre.

''Hvorfor?'' var det eneste hun fik presset ud af de mange tanker hun havde. Hvorfor ville han gøre skade på hende? Men så igen, hvorfor ikke?...

Hendes reaktion var som forventet. Næsten, altså...
De fleste ville have kaldt ham for vanvittig, underlig og være stukket af på den ene, anden eller tredje måde.

I stedet valgte Nephtys at spørge hvorfor.

Ikke, at han ikke havde hørt det spørgsmål før.
Zuresh smilede skævt, gik væk fra døren så han ikke længere blokerede, og stillede sig med ryggen op ad den ene væg og armene over kors.

"Fordi jeg kan lide det." sagde han, mens han så på hende som om det var det mest normale i hele verden.
Han havde givet ind til den gamle sadisme igen... men der var stadig forskel på ham nu, og på den han engang var.
Han var ikke længere Sansiss... og dermed...

"Ingen tvang. Du kan gå hvis du vil. Se det som... hmmm... frivillig betaling, og morskab." sagde han og smilede - måske en anelse udfordrende.

Hun gik i forsvar. Det var det eneste hun nogensinde havde lært - gudinden ville aldrig beskytte hende, så hun måtte selv.
Det kom ikke bag på hende - hun havde set det komme. Betaling. Og hvem var hun, at rende fra regningen når han havde givet hende mad og tøj, og en seng at sove i?

''Du ved.. De fleste ville nøjes med bare at voldtage mig og få det overstået.'' sagde hun, og satte sig på sengekanten. Hun følte sig dum, naiv. Hun havde stolet på Zuresh, hun havde sovet i rummet ved siden af ham. Hun havde lyst til at skrige, men hvad ville det hjælpe?

''Få det overstået.'' sukkede hun, mens hun rejste sig og gik hen til ham. Hun stillede sig foran ham. Hun bed sammen, frustreret over hvor blind hun havde været.

Lad ham slå. Du vil elske det. Tro mig.. hviskede stemmen i hendes baghoved. Hun skælvede, tydeligt. Hendes nyfundne selvtillid var erstattet af utro og nervøsitet endnu engang.

"Voldtage dig...? Få det overstået? Jeg tror du misforstår mig..." sagde han og blev stående med armene over kors, mens han betragtede hende med et relativt roligt blik.

"Jeg har aldrig i mit liv voldtaget nogen. Og faktisk er du så privilegeret, at dette blot er et tilbud. Du kan gå hvis du ønsker det - det ville ikke røre mig. Jeg har vitterligt intet tabt på det, blot gjort en sjælden, god gerning!"
Så rakte han hånden frem og tog blidt fat om hendes hage med sin pege- og tommelfinger, så deres blikke mødtes.

"Eller..." sagde han udfordrende, "Du kan prøve dette. Og hvis ikke du kan lide det, kan du gå."
Han havde ingen intentioner om at hun skulle føle sig nødsaget til at gøre dette - han var ikke Sansiss, men Zuresh.

Hun bed hårdt sammen da han tog fat om hendes hage. Om han så det som et valg, eller som tvang - det var ligemeget. Hun så intet valg, når det kom til dette. Han havde udfordret hende, og hun ville fortryde det resten af livet, hvis hun ikke tog imod den udfordring.

''Jeg tror at du misforstår mig.'' sagde hun bare, en smule bidsk.
''Du tror at du giver mig et valg? Du gav mig mad, en seng og tøj. Jeg har intet valg. Din venlige gerning er blevet til en tjeneste der skal betales. Om du ser det sådan eller ej, så er det sådan det er for mig. Så det er bare, at få det overstået. Din udfordring, hvis man kan kalde det det, er et påbud. Stikker jeg af, så står jeg i gæld til dig - om du mener det eller ej.'' sagde hun, inden hun skubbede hans hånd væk fra hendes hage.

Hendes klør var fremme igen, og hendes øjne var atter gyldne som karamel. Hun knurrede svagt. Det var en dårlig situation for hende, hun var utryg og det lyste ud af hende.

Han smilede skævt af hendes ord. Der var ingen tvivl om at ligegyldigt hvad han sagde, ville hun holde fast i dette... det var tydeligt for ham, at denne unge kvinde havde et sæt spilleregler, som hun absolut ville følge ligegyldigt hvad.

Ingen forhandling. Intet valg. Kun nu'et og det, der skulle til i den pågældende situation.

"Nuvel." hviskede han mens han så ind i hendes ravgyldne øjne.
Dette var et sats... hvis hun, som de fleste andre, ikke kunne lide dette, ville hun forvandle sig omgående, og angribe ham.
Det ville være en skam, for han havde ikke lyst til at slås med hende...

Zuresh lagde venstre hånd blidt på hendes skulder, og knyttede højre hånd til en næve.
Lysten til dette var intens – men også fordi han var interesseret i denne pige's reaktion på noget sådan.

Han nikkede som advarsel, og kastede så næven frem, så den ville ramme hende nederst i maven, lige under navlen – det stykke som hun havde valgt at blotte med sin beklædning.
Slaget var ikke hårdt, men det var nok til at hun ville kunne mærke det – og nok til at hans næve ville synke lidt ind, hvis hun ikke spændte.

Hun bed sammen igen, denne gang da han slog. Stødet fik hende til at glide ned i knæ. Hun knurrede af ham, hendes klør borede sig ned i gulvet med en skarp lyd.

Hun ville have grædt, men det var som om noget i hende grinte. Noget i hende nød at smerten gav stød fremfor at gøre ondt. Det var sjovt, ikke farligt.

Hun rejste sig efter et par sekunder. Noget i hendes øjne havde skiftet. Som om noget havde taget over, noget i hende som lå under overfladen.
''Dét må du kunne gøre bedre, Zuresh.'' hviskede hun efter hun havde lagt en hånd på hans kind, og placeret sine læber lige op af hans øreflip. Hendes klør skrapede mod hans kæbelinje.

Det lette, prøvende slag havse gjort ondt på hende. Det havde endda fået hende til at gå ned på knæene...
Denne pige havde tilsyneladende ikke skyggen af mavemuskler. Blød som smør, og stadig slank og skøn at se på - en fantastisk kombination til dette.

Følelsen havde været velkendt og velkommen for ham... han havde nydt det, ligesom dengang.
Også selvom slaget havde været næsten blidt.

Nephtys' reaktion da hun var kommet på benene igen overraskede ham.
Hun opførte sig som om det tændte hende - og hun udfordrede ham til at gøre det bedre.

Han smilede ved følelsen af hendes kløer mod hans kæbe...

"Naturligvis..." hviskede han med et farligt glimt i øjet.
"Saml hænderne over hovedet, og slap af i maven... tease me, and I will do it much better..."

Dette kunne godt gå hen og blive meget interessant...

Der var stor forskel på de to kvinder der levede i kroppen. Nephthys var uskyldig, blid og tøvende, mens Menhit elskede at være grov, farlig og liderlig. Men om han kunne se forskellen, var ligemeget.

Hun lagde den frie hånd på sit eget baghoved, åndede ud nær hans øreflip og fjernede sig derefter fra ham og placerede den anden hånd sammen med den første. Hun smilede til ham, en smule udfordrende. Det var på en måde spændende at se, hvordan han nød det.

''Much better? Darling, don't make promises you can't keep.'' sagde hun med et kælent blik i øjet. Mon han nogensinde ville opdage at der levede to kvinder i én krop? At det ikke var Nephthys han lejede med lige nu?
Den eneste forskel der var på dem fysisk var øjnene. Nephthys blege sølvgrå øjne var erstattet med de ravgule som hun ellers kun besad i formskiftning eller i forbindelse med hendes evne blev aktiv.

Dobbelt personlighed var ikke rigtig nyt for Zuresh, for det havde været et enormt problem for ham tidligere, dengang Sansiss var en del af ham.
Efter tragedier og hårde kampe, var det dog lykkedes ham at forvise Sansiss og denne mærkelige form for sadisme - i store træk takket være den støtte, som han fik fra pigen Shado. Hun havde ikke engang kendt til det... og alligevel havde hun reddet ham ud af det.

Men Shado var død. Borte, og ville aldrig komme tilbage.

Så nu var det blevet ligegyldigt. Hvis lysten meldte sig, ville han tilfredsstille den - hvorfor skulle han ikke det?

"Jeg tror du bliver overrasker..." lød hans svar, som hun stillede sig i den sårbare position.
Det første slag havde været en meget mild test.
Nu var det tid til en af de 'værste'... hun havde jo trods alt udfordret ham.

Zuresh rakte om bag hende og lagde en varm, flad hånd mod hendes ryg.
Så holdt han sin frie hånd op så hun kunne se den, og hvordan han langsomt foldede den til en næve...

Og så sænkede han den, og gav hende et hårdt, dybt slag i det mest sårbare område: godt fem centimeter over navlen.
Hånden på hendes ryg gjorde at hendes krop ikke kunne flytte aig bagud, og dermed blev slaget langt dybere, og mere smertefuldt.

Smerte var en velkommen kending for hende efterhånden. Det var det gode ved at være den fremtrædne. Smerte, liv. Hun stolede ikke på Zuresh, ikke længere. Men hun vidste, at hvis hun ville kunne klare sig selv så var det ikke ligefrem smart at lade ham gøre dette uden en smule udfordring.

Hans forspil til slaget var nærmest som forspil til en seksuel akt. Hun elskede denne spænding mellem dem, i sekunderne før slaget. Slaget, dog, var en helt anden snak.
Hun bed sammen, men fjernede ikke blikket fra hans øjne. Det var tydeligt hvor ondt det gjorde på hende - luften forsvandt fra hendes lunger og hendes ben var ved at knække sammen under hende.

''Hvor er jeg dog... glad for... at du ikke er sur på mig...'' gispede hun med et svagt grin. Hun slap stadig ikke hans øjne af syne. Hendes klør var blevet mere tydelige, kraftige. De kunne minde om noget fra en gyserfilm om en dæmon der flåede hjerter ud.

Hun prøvede at trække vejret dybt, men det blev til nogle overfladiske gisp i et stykke tid. Ja, det gjorde ondt - og hun elskede det. Bare en eller anden form for nærkontakt med en mand.

Hvilken udsøgt fornemmelse! Hans næve der sank dybt ind i hendes bløde, sårbare mave... åh jo, han var klar over at det var en noget særpræget ting at kunne lide, men han var bedøvende ligeglad nu.
Der var ingen grund til ikke at være ligeglad længere.

For ham var det seksuelt, og han nød det til fulde.

Hun var viljestærk, det måtte han give hende.
Et sådan slag ville sende de fleste ned på gulvet i fosterstilling, men på trods af at hun ikke havde stået imod, blev hun stående mens hun hev efter vejret.
Ganske interessant.

"Hah... var jeg vred, havde jeg ikke bare brugt næven. Så havde jeg brugt en kniv også... " sagde han, vel vidende om hvordan sådanne ord lød.

Han smilede, lagde en flad hånd på det bare stykke af hendes mave for at nyde den bløde hud i et kort øjeblik, og måske også lidt for at berolige hende.
En forvandling var stadig ikke noget han var interesseret i.

Han fjernede dog hurtigt hånden igen, og sendte hende et lille smil.
"Ganske nydeligt..."

Hun bed endnu mere sammen ved hans ord. Det var ikke længere blot en leg, en ting der skulle overstås. Ikke for hende i hvert fald.
Da han placerede en hånd på hendes bare hud, så hun ham direkte i øjnene. Der var et eller andet over denne atmosfære. Noget, der kaldte på hende Noget, der var så tiltalende ved smerten.
Hans smil blev gengældt af blottede tænder og et kælent blik. Et blik, der tilnærmelsesvis kunne tolkes som at han bare skulle smide hende i sengen og bare tage hende. Atmosfæren kaldte på hende, bad hende give smil på de latterlige begrænsninger. Og det gjorde hun.
''Måske skulle jeg se at komme videre... Inden det her udvikler sig.'' sagde hun så, i et forsøg på at styre sig selv og hendes blomstrende lyster.

Zuresh smilede endnu en gang. Et mystisk smil, som ikke lod hans tanker komme til syne.
Han kunne fornemme at hun kunne lide det her, på en eller anden måde.
Var hun masochist...? Eller var det bare det at være tæt på en mand...? Han havde set begge dele før - om end sjældent.

Hendes smil og hendes ord var halvvejs selvmodsigende, og han fik lyst til at le. Det var nærmest sødt...
Dog havde han ingen intentioner om at være den eneste som tog initiativ her - hvis der da overhovedet skulle tages mere initiativ.

Så han tog et skridt bagud, og med endnu et smil gestikulerede han hen imod døren.
"Du er fri til at gå, hvis du vil."

Hun så på ham, med et lille prøvende smil. Det var virkelig let bare at give los, men hun burde virkelig lette bagdelen ud, og væk fra ham. Zuresh var en mand, der kunne gøre hende helt beruset, blot ved hans tilstedeværelse - i hvert fald som han var lige nu.
Men hun kunne ikke give efter for dyriske lyster. Den slags endte galt, gang på gang. Så hellere undgå problemerne og komplikationerne, og bare forsvinde igen. Ingen huskede hende alligevel når hun væk. When we're good, they never remembers... When we're bad, they never forget.

''Jeg takker for din gæstfrihed..'' sagde hun, inden hun trak sig et skridt væk og bukkedet let for ham. Ganske almen høflighed i hendes optik.
''Farvel, hr. Zuresh..'' sagde hun så, med et lille sødt smil, inden hun vendte om på hælen og begyndte at gå mod døren.

Det virkede som om hun var i konflikt med sig selv, men blot i et enkelt sekund.
Om smilet var en udfordring til ham, var han ikke helt klar over... på trods af hans voksende forståelse for menneskelige væsener og deres kropssprog, var der stadig visse ting som var svære for ham.

Hun lod til at være en af de sjældne... for hvor mange piger kunne lide den sensuelle, men meget intense følelse af at få et slag i maven, som ikke var ment som vold - men i stedet som noget seksuelt?
Meget få, for det kom med intens smerte.

Dog var hendes ord et farvel.
Havde hun fået nok...?

Zuresh smilede og trådte et skridt til siden, hvorefter han hævede en hånd imod udgangen.
"Hvis du ønsker at gå, vil jeg ikke stoppe dig. Du fik noget ud af dette, og det gjorde jeg også."