Be nice and say hello (Lucan+Gabriel)

Heldigvis brokkede Gabriel sig ikke om at blive trukket ind i Juliens favn. Julien kunne mærke drengens hænder lukke sig om hans skjorte på ryggen, hvilket fik ham til at holde lidt mere fast om ham. Det var overraskende rart at omfavne Gabriel, det overraskede ham lidt hver gang. Blidt strøg han ham over håret og ned over nakken på et trøstende måde.
"Of cause I worry about you. You have been through so much and you don't seem to be handeling it very well."

Lidt bestemt skubbede han lidt til Gabriel, for at få ham til at se på sig. Om han gjorde det eller ej, klemte han ham blidt om nakken.
"It hasn't been easy, but when you care about someone, it's not trouble. It's just somthing you get through together." Julien så på Gabriel med et fast blik. Hvis Gabriel havde trukket sig lidt fra Julien, da han skubbede til ham, ville han trække ham ind til sig igen og atter hvile sit hoved i mod hans. Ellers ville han bare hvile hovedet mod hans igen.

Han mente noget af det, han sagde. At han holdt af Gabriel og derfor var det noget, de skulle igennem sammen. Samtidigt var der alligevel en del af ham, der ikke kunne lade være med at tænke, at det havde været hårdt og træls og et problem. For han var ikke vant til at bære andres problemer på sine skuldre, ikke på den måde som han gjorde med Gabriels. Havde han fortrudt? Nej. Men åh, hvor han trængte til at komme lidt væk fra det hele, slippe sine bekymringer og bare være sig igen.
"I care about you and I would like to be here for you, help you. If you would let me."

Gabriel var ikke meget for at give slip om Julien, men da dæmonen skubbede ham tilbage, lod han ham blot gøre det. Dog havde han stadig sine hænder om Julien, men i stedet for at hvile dem på hans ryg, hvilede de ved hans sider - lidt tættere på hans hofter egentlig. Han havde efterhånden luret at dæmonen var lidt småkilden. Dog slap han med sin ene hånd, for hurtigt at tørre sine øjne med sin håndryg. Nok var det ikke første gang at nogen så ham græde, men det betød ikke, at det var noget han brød sig om.

Med et lille snøft nikkede Gabriel stille til ordene fra Julien, hvorefter han igen bare lod sig blive trukket ind til ham igen. Det var som om at trætheden fra det sidste stykke tid begyndte at sætte sig på ham, for den behagelige varme og velkendte lugt fra dæmonen var tæt på at få ham til at falde i søvn op af ham, trods at de stod op. Men det var bare rart at have noget rart og trygt omkring sig, for det var ikke noget han havde haft meget af. Jo, han havde været derhjemme, men så lidt tid som han havde været der på det sidste, var det lige før at Juliens hjem var mere et hjem end hans eget. Ikke at han havde tænkt sig nogensinde at flytte ind hos dæmonen, for de ville nok ende med at skændes oftere end de allerede gjorde, især på grund af deres vidt forskellige døgnrytmer, men det var bare et rart sted at komme hen til. Selvfølgelig ville han aldrig nogensinde indrømme det overfor nogen, og især ikke overfor Julien eller Constantine. Det var normal viden at han var lidt blødhjertet når det kom til dæmonen, men folk behøvede ikke at vide til hvilken grad det var.

"I want help," mumlede han forsigtigt ind imod dæmonens bryst. "I just don't know how you're gonna help me..." Inden han fortsatte med at tale, begravede han praktisk talt sit ansigt imod Julien. "Can I sleep with you tonight?" Han håbede lidt at dæmonen forstod ham fra start af. For det var ikke så meget at han gerne ville sove hjemme hos ham, som det var at sove inde hos ham. Det var ikke noget som de gjorde sig meget i, men ved særlige lejligheder, når den ene eller den anden af dem var mentalt nede og skrabe bunden, havde de delt en seng. Som om at det virkede beroligende at have en anden person tæt på sig. Og lige nu virkede lidt som en af de få lejligheder, hvor det måske kunne lade sig gøre.

Julien fortsatte med at stryge Gabriel blidt over håret og nakken. Det havde også en beroligende effekt på Julien og han følte, at det passede meget godt til situationen.
"Good. You just have to ask for it, for else it's hard to give." Han gav ham et lille klem. "When you figure out, what I or anyone else can do." Det var Costa han tænkte på, da han sagde det sidste. Han havde en fornemmelse af, at de to ikke havde haft meget med hinanden at gøre på det seneste, hvilket på den ene side undrede ham, men på den anden side... Men mon ikke, at de ville finde ud af det igen?

Gabriels spørgsmål kom lidt ud af det blå, men Julien var ikke overrasket. Faktisk havde han selv overvejet at tilbyde drengen at sove inde ved ham, for han lignede en, der ikke havde sovet i dagevis. Og Julien kendte ham godt nok til at vide, at det nok var angst for drømme, der fik ham til at lade være.
"Of course you can." Hvis det, at ligge i den anden side af Juliens dobbeltseng kunne få Gabriel til at sove, var han mere end velkommen. Han havde sovet der før, mest når han havde brug for det, men der havde også været et par dage efter, at Julien var komme hjem fra sygehuset, hvor Julien havde haft brug for selskab. At han var i rummet havde beroliget ham en stor del.

Julien kastede et blik på sit armbåndsur og gav så Gabriel et sidste klem, inden han trådte tilbage.
"I just have a few small things to do, then I'm heading of to bed. You could get your duvet and pillow and make ready for the night?" Han sendte ham et lille opmuntrende smil. Hvis Gabriel godkendte den plan, ville Julien rode ham i håret og gå i gang med de par ting, han skulle have ordnet.

Gabriel følte at der nærmest var en vægt, som blev fjernet fra hans skuldre. Han måtte gerne sove inde hos Julien, og forhåbentligt kunne han sove nogenlunde fredeligt. De mange dage uden søvn var begyndt at sætte sig på ham, også selvom han proppede sig med blod og koffein for at holde sig kørende. Det var ikke rigtigt noget fysisk der satte sig, men rent psykisk var det hårdt. Normalt kunne han få lidt ro fra sit eget hoved når han sov, så når han lige pludselig undgik det, hørte han rigeligt fra stemmerne.

Julen bad ham om at hente sine ting, mens han selv skulle ordne nogle ting, og Gabriel nikkede. Han var ikke meget for at give slip på dæmonen, i tilfælde af at han skulle forsvinde ud i den blå luft, men det kunne han blive nødt til. Om ikke andet var det bare midlertidigt. Når Julien en gang var faldet i søvn, var der alligevel ingen til at sige at han ikke måtte krybe under dæmonens dyne og sove der i stedet. Det var noget han en sjælden gang kunne finde på at gøre - faktisk kunne han tælle på blot et par fingre, hvor meget han havde gjort det - og indtil videre var det ikke noget, som nogen havde konfronteret ham med. Og hvis de gjorde, havde han en undskyldning der hed 'it's not my fault you're warm and that I just so happen to seek out warmth in my sleep.'
Efter han kort fik rodet rundt i sit hår, gik Gabriel ovenpå og hentede sine ting, så han kunne sove inde hos Julien. Han lagde sin dyne rundt om sine skuldre, næsten som en kappe, og holdt sin pude godt ind til sit bryst mens han tøffede ind på dæmonens værelse. Han satte sig på kanten af sengen, i den side hvor han plejede at ligge når han var der, og ventede blot på dæmonen. Hans dyne var nu blevet trukket endnu tættere om ham, og havde den været strammere, kunne det sikkert godt kvalificerer sig til at være en dyne-burito.

Julien skyndte sig at gøre sig færdig med de par småting, han skulle ordne inden sengetid. Ikke at det var noget stort. Han hadede bare at efterlade ting til dagen efter. Ved en eftertanke stoppede han op og hev en falsk bog ud af reolen. Der lå et par småting inde i den, ting som var for uvigtige til at lægge ind i det store pengeskab, men som alligevel var for værdifulde til at lade ligge fremme. Han tog en gammel mønt ud og stillede bogen på plads igen, inden han slukkede lyset og gik ovenpå. Inden han gik ind i soveværelset, var han omkring badeværelset for at få børstet tænder og ordne, hvad der ellers skulle ordnes.

Endeligt slukkede han lyset i gangen og gik ind i soveværelset, hvor Gabriel havde sat sig i sengen, pakket godt ind i sin dyne. Synet var ved at få Julien til at smile. I stedet begyndte han at knappe sin skjorte op for at tage den af og smide den i vasketøjskurven. For ham var det ikke et problem, at Gabriel var der. Julien kunne godt sove i tøj, men han brød sig ikke om det og Gabriel havde sovet hos ham før, hvor han ikke havde haft mere på end normalt, hvilket bare var et par boxershorts. Gabriel havde et par gange før sneget sig ind under hans dyne, hvilket måske burde gøre dem begge utilpas, men Julien overseksualiserede ikke ting, så for ham gjorde det ikke noget at være halvnøgen i andres selskab. Om Gabriel vidste, at Julien havde opdaget, at han havde sovet op af ham, vidste han ikke, men ingen af dem havde nævnt det.

Da han havde taget skjorten af og skubbet sine sko af, stak han hånden i bukselommen og trak mønten op, inden han rakte den frem mod Gabriel.
"When I was in Paris last week, I went and got this from my safe-deposit box. It's valuable and I think Constantine would love to have it. It's for you, so you can use it as you like." Han blinkede med det ene øje og smilede lidt. Om man kunne betale Constantine af for venskab vidste han ikke, men han kunne nu nok forestille sig, at man kunne overtale ham til et par ting, hvis man viftede den mønt for øjnene af ham. Det var ikke den dyreste eller mest sjældne mønt. Julien havde andre liggende, som var noget mere værd - som han ville gemme til en dag, hvor han havde brug for at betale den unge vampyr af.

Roligt tog han bukserne af, som han hang pænt på en bøjle og sokkerne røg og i kurven, inden han satte sig i sengen, stillede sit vækkeur og endeligt lagde sig under dynen.

Gabriel sad fortsat med sin dyne om sig, og benene trukket op til sig, så det eneste synlige var hans hoved. Alt andet blev holdt varmt under dynen. Ikke at han var dårlig med kulde - han var trods alt fra England, varmen i Di Morga generede ham mere end kulden - men det betød ikke at han havde lyst til at blive kold. Ikke at det ville blive det største problem når han skulle sove inde hos Julien, for dæmonens tilstedeværelse var nok til at hæve temperaturen et par grader, om han så vidste det elle ej.

Men Julien kom tilbage ind og rakte ham et eller andet, som han fik lirket sin hånd fri for at kunne tage imod. Han åbnede sin hånd for at se hvad det var, og det viste sig at være en mønt. Åbenbart en gammel en af slagsen, for han kunne ikke umiddelbart genkende den. Men Constantine ville, og det vidste dæmonen åbenbart godt. Gabriel overvejede kort hvad han sagde, og endte med at krybe ud af sit skjul under dynen, for at lægge mønten på natbordet. Han vidste ikke om det ville løse problemet mellem ham og den ældre vampyr, men måske var det en bedre måde at sige undskyld på, end faktisk at sige undskyld. Han følte sig en anelse sørgelig da tanken om at det også kunne blive en farvelgave i tilfælde af at vampyren havde i sinde at droppe ham helt efter hvad der var sket.
"Thank you, I... I hope it isn't too much trouble to give it away." Han sank en klump i halsen, som var kommet efter tanken om at blive efterladt, og tog så sin dyne, så han kunne trække den over sig, da han lagde sig ned, og han skubbede sin hovedpude op til hovedgæret, så han kunne hvile sit hoved på den.

Gabriel tøvede et øjeblik inden han krøb tættere på midten, og derved Julien. Han lagde sig ikke op af dæmonen, selvom det var fristende, men holdt heller ikke mere afstand, end at han ville kunne finde dæmonen, hvis han rakte ud efter ham.

"Not at all. I have a couple of coins hidden away. Who knew money would change so fast?" Han havde faktisk en del gamle mønter liggende - en gang kunne man jo ikke have penge stående på en virtuel bankkonto, men måtte gemme den virkelige vare rundt omkring. De fleste af mønterne var ikke noget værd i dag, men han havde heldigvis fået en del vekslet, mens han kunne. Hvis Costa vidste, hvad Julien havde i gemmerne, ville han ende med at forsøge at sælge Julien sin sjæl for bare noget af det.

Julien skubbede lidt til sin pude for at få den til at ligge rigtigt, inden han drejede sig lidt, så han kunne se på Gabriel, der også fik lagt sig. Det var lidt sært at have ham liggende ved siden af sig, det kunne Julien ikke komme udenom, men det var ikke fordi, at det gjorde ham noget. Han overvejede kort, om han skulle sige eller gøre noget. Han havde til stadighed en følelse af, at der var noget, der ikke var i orden, men han var begyndt at overveje, om det ikke bare var hans trætte psyke, der spillede ham et puds. Et træt suk undslap ham, ikke rettet mod noget specielt. Han trængte bare til at sove.

"Wake me up if you need to. It's okay. I don't mind." Han sendte ham et svagt, men beroligende smil, inden han rakte ud og slukkede for sengelampen. Derefter skubbede han lidt rundt, indtil han lå godt og lagde så lidt tilfældigt sin hånd ud i det fri på stykket af sengen i mellem dem. Om Gabriel ville benytte sig af det og enten tage hans hånd eller på anden måde tage det som en invitation til nærhed, det havde ikke den store betydning for Julien. Han håbede bare, at Gabriel forstod, at hvis han havde brug for det, var han der for ham. På en rolig, ikke følelsesladet måde, men simpelthen fordi han gerne ville hjælpe.

Gabriel så over imod Julien, mens dæmonen slukkede lyset, og dernæst lagde sig til rette. Egentlig forstod han ikke sine egne følelser overfor ham, for i følge de flestes logik, burde han hade ham for alt det han havde hevet ham igennem. Ikke bare da han blev tortureret, men også tiden efter, som i starten nok mest af alt var en prøve-periode, for at se hvordan han ville opføre sig efterfølgende... Men af en eller anden grund stolede han på, at Julien ikke ville ham noget ondt igen, tvært imod ville han gerne hjælpe ham.

Og derfor betød hans ord nok mere, end de ville for de fleste. Derfor kunne han mærke sig selv få tårer i øjnene ved tanken om at han snart tog væk, og det tog ikke lang tid før han krøb op under hans arm, og ind til hans bryst. Det gjorde det ganske vist lidt mere ligegyldigt, at han havde hentet sin egen dyne og hovedpune, men nu havde han jo heller ikke ligefrem planlagt at han ville putte sådan før Julien var faldet i søvn. Hvis han blot fik lov til at ligge hos dæmonen, ville han lægge sig lidt bedre til rette, og lægge sin arm om hans talje.

Julien kunne godt mærke, at han ikke ville falde i søvn med det samme. Det var okay, han ville få masser af tid til at sove om et par dage. Han var lige ved at tro, at Gabriel ikke ville tage i mod hans skjulte invitation, da drengen endeligt kravlede ind under hans arm og dyne og lagde sin ind i mod hans bryst.

Hvis Julien nogensinde skulle være far, ville han måske se, at det stik af kærlighed, der gik igennem ham i det øjeblik, var noget der var utroligt tæt på, hvad forældre følte for deres børn.
Roligt lagde han armen tættere rundt om Gabriel og gav ham et lille klem som for at sige, at det var okay. Mere gjorde han ikke. Derefter tog det ham lidt tid at falde i søvn, men da han endeligt gjorde, sov han bedre end han havde gjort i et stykke tid.