... Someone, please stage an intervention (Lucan)

---

Det sidste lange stykke tid, havde Gabriel ikke lavet andet end at arbejde. Han knoklede mildest talt røven ud af bukserne hver nat, og når han kom hjem, fortsatte arbejdet til dagen var overstået. Hvis man så rundt i hans lejlighed ville man snildt kunne se at søvn ikke havde været på hans ”to do”-liste i lang tid. Der var dåser fra energidrikke, og flasker med udtørret blod stablet rundt omkring, og der lå en helvedes masse papirer rundt omkring på hans seng, både i pæne stakke, men også nogle der var krøllet sammen og dernæst var kastet væk i frustration. Det eneste sted hvor der ikke lå papirer, var i en lille omkreds om, hvor Gabriel nu sad med sin bærbar og spammede sin Q, W, E og R-taster, og ind i mellem skrev aggressivt i chatten, i det spil han nu spillede. Han rynkede på panden i koncentration og bed sig i læben uden rigtigt at tænke over det.

Der var for en gangs skyld intet at lave. Ingen små jobs, ingen store, intet som helst, som han kunne sætte sig for at lave i aften. Han havde kort overvejet at tage kontakt til Constantine, men sidst de havde set hinanden, havde den ældre vampyr ikke virket særligt tilfreds med hvordan han levede på det sidste. Og nu hvor Julien var på ferie, kunne han heller ikke genere ham. Et suk lød fra Gabriel, da hans hold blev sat som vindere, og en sværm af ”GG” dukkede op i chatten, hvorefter han klappede skærmen ned, og stilte bærbaren over på sit stuebord. Det varede ikke længe før hans smukke hvide kat lagde sig i skødet på ham, og miavede efter hans opmærksomhed. ”Sorry,” mumlede han stille, mens han nussede Marshmallow på maven.

”I haven't really taken the time to sit down and take care of you recently, have I?” Spørgsmålet var retorisk, og han vidste godt at der ikke kom noget svar. Han rakte ud mod den halvtomme flaske, som stod på bordet, og tog en tår af den halv-ulækre drik. Det smagte forfærdeligt, hans smag for menneskers drikkevarer var for længst forsvundet, og den alt for søde energidrik ødelagde smagen af blod... Men efterhånden havde Gabriel vendt sig til smagen.
Han kunne ikke huske hvornår han havde fundet ud af det, men når koffein-fyldte drikke var blandet op med tilpas meget blod, lykkedes det hans døde krop at få en reaktion ud af det. Det hjalp ham med at holde sig vågen – om det så var et placebo eller ej – og lige nu var det alt han havde brug for. Siden Julien var taget afsted havde han ikke kunne sove, eller rettere, han ville ikke. Han var bange for at sove. Det var ikke som sådan fordi at Julien var rejst at han havde det sådan, men det var nok nærmere en konsekvens af alt hvad der var sket henover det sidste stykke tid, og så var Juliens ferie dråben der skulle til for at det hele flød over.

Men han kunne ikke rigtigt tillade sig at sige, at dæmonen ikke måtte rejse afsted, for de var trods ikke rigtigt noget til hinanden. De var ikke venner, de var ikke familie, og de var absolut ikke noget romantisk. Og selvom nogle af stemmerne havde luftet idéen om, at Julien var på vej ud af hans liv igen, så havde han ikke nævnt det overfor dæmonen. Et eller andet sted forventede han vel bare at når han en dag tog hjem til dæmonen for at tjekke om alt var okay, var der et til salg skildt, og så var det vel det. Så måtte han bare tilbage til det liv han havde levet de to år før han mødte og Julien. Og det var på en måde det han havde gang i nu. Han arbejde, for det var alt hvad han havde tilbage. Seelie havde han efterhånden ikke set længe, Constantine var som sagt ikke så glad for hans levemåde og Julien var måske smuttet nu. Det var lidt trist at vide, at så få personer kunne påvirke hans liv så meget, at deres mangel på nærvær efterlod ham uden nogen at snakke med. Udover stemmerne selvfølgelig.

Stædigt tømte han resten af flasken med hans blod-energidrik, og rejste sig brat op, så Marshmallow næsten faldt ud af hans skød. ”I don't need a job, or friends to keep me company,” mumlede han til sig selv, mens han gik ud i sit køkken, og fandt en energidrik frem, samt en større flaske med blod, han havde i køleskabet. ”I have plenty of company in myself! I can have fun without any stupid vampires or annoying demons. I had a nice life going on before any of those idiots started pestering, didn't I?" Mens han snakkede, åbnede han dåsen med energidrik, og hældte omkring halvdelen i den tomme flaske. Dernæst tog han flasken med blod, og hældte også det ned i, til flasken var fyldt til renden.

Do you want us to answer that honestly or-
”It was rethorical. You're in my mind, shouldn't you know what I'm thinking?”
Well yeah, we're pretty much your imagination gone wild, so of course we do, but...
”So, what should we do today? There's no work, no demons to check in with and no exciting movies on Netflix, so other than that, we're free to roam.”
Fresh blood would be a nice treat.
”Fresh blood it is."

Det var sen eftermiddag, da Lucan kørte ind på en parkeringsplads ved nogle boligblokke. Han kom direkte fra arbejde af, så han var stadig iklædt arbejdstøj, som betsod af arbejdsbukser i mørkegrå, en hvid t-shirt og en åbenstående sort og grå arbejdsjakke, der passede til bukserne. På fødderne havde han et par solide sikkerhedssko. I disse dage arbejdede han udendørs med at bygge nogle rækkehuse i udkanten af byen. Normalt ville arbejdsdagen ikke være så lang, men der var opstået problemer og de var nu bagud i forhold til planen. Og økonomisk kunne Lucan ikke sige nej til overarbejde. Hvilket betød, at han næsten havde været på arbejde i 11 timer, så han var egentligt ved at være en smule kvæstet. Heldigvis var arbejdet med at få hotellet shinet op afsluttet og det var små uvigtige ting, der manglede at blive lavet, så nu han havde fri, når han kom hjem.

Men lige nu havde han en anden opgave at udføre. Julien Bonaparte, ilddæmonen, der havde solgt ham hotellet med rabat, havde bedt ham holde øje med en ung vampyr, mens han var på ferie. Og selvom tanken om at lege babysitter for en vampyr, gjorde ham en smule muggen, havde Lucan ikke kunne sige nej. Desværre.
Lucan smækkede bildøren og begyndte at gå op i mod boligblokkene, efter at have kigget på et skilt med en tegning over området med bygningsnumre. Mens han gik op mod den blok, vampyren boede i, gled hans tanker tilbage til den aften hos Julien, hvor han havde mødt Gabriel første gang. Den unge vampyr havde været smurt ind i blod og havde rettet en riffel mod ham. Lucan var lige ved at have troet, at han ikke ville komme levende fra den dyre villa. Men Julie havde talt Gabriel ned. Oplevelsen havde dog sat sine spor og Lucan var en smule urolig ved at skulle op og banke på ved vampyren.

Henne ved døren trak han den nøgle op, som Julien havde givet ham. Han kunne ringe på dørtelefonen, men han havde en fornemmelse af, at Gabriel nok ikke ville lukke ham ind alligevel. Så han låste sig ind og begyndte på turen op af trappen.
Lucans lugtesans var veludviklet og hele opgangen stank af diverse væsner. Der boede mere end en vampyr i bygningen og han kunne også lugte varulv. Hvordan man som begge dele kunne holde ud at leve så tæt med hinanden, og andre for den sags skyld, gik over Lucans forstand. Han var vokset op med varulve, havde ellers boet alene i sin campingvogn og boede nu sammen med varulve igen. Tanken om at skulle leve med lugten af evig død i næsen... nej tak.
Da han nåede Gabriel etage, tog lugten af blod til. Han rynkede på næsen og gik ned mod den dør, der hørte til den adresse, han havde fået. Lugten af blod og død blev stærkere, ja, kvalmende. En sød lugt, som han identificerede som det kunstige energidrik nogle hældte i sig, blandede sig med lugten af blod. Foran døren var stanken så slem, at han næsten ikke kunne trække vejret igennem næsen. Blodet kunne han måske forstå, men energidrik? Så vidt han var orienteret, så hverken drak eller spiste vampyrer almindelige drikkevarer eller mad.

Han tøvede et kort øjeblik. Hvad var det, han var blevet rodet ud i? Han kunne som sådan møde sit endeligt om lidt, den lille vampyr virkede meget ustabil og det kunne lige så godt være en pistol, han ville se først, når døren blev åbnet.
Efter at have rystet på hovedet, lukkede han sin store hånd og slog knoerne mod træet.

Hvis der ikke blev åbnet med det samme, ville han banke på igen. Hvis Gabriel slet ikke åbnede døren, ville han selv låse sig ind. Ordrer fra chefen.

Gabriel blev trukket ud af sine tanker, da det bankede på. Han stod i et øjeblik og overvejede kort om han skulle åbne den, men besluttede at det nok var hans vrangforestillinger, som spillede ham et puds. Der var ingen, som bankede på heroppe normalt. Julien var i Sverige, og hvis Constantine ikke kunne snige sig ind, ringede han på. Så han trak på skuldrene og blandede hurtigt blodet og energidrikken sammen. Men godt som han skulle til at tage en tår, bankede det på igen, og han så hen imod døren, en anelse tøvende.
Han så hurtigt rundt, og greb den nærmeste pistol, ladt med sølvkugler. Lydløst sneg han sig op til døren, og løftede klappen for sit kighul i døren. Lettelsen skyllede ind over ham, da det viste sig, at det bare var den varulv, som Julien havde ansat som en babysitter, og han gav sig til at låse døren op, men lod lænken blive hængende, så den kun kunne åbnes et par centimeter.
"I'm alive, so you can leave again," konstaterede han tørt.

Der skete ikke noget efter første bank, så lidt efter slog Lucan igen knoerne mod døren. Det kunne være, at Gabriel ikke var hjemme, eller lå og sov. Det var kun lige blevet mørkt, men vampyren kunne nu godt have nået ud inden Lucan kom. Han var lige ved at overveje at låse sig ind, da der blev åbnet. En raslende lyd fortalte Lucan, at der var kæde for døren. Godt at vide.

Et pust af luft indefra fik ham for et kort sekund til at skære ansigt og træde et lille skridt tilbage. Nok stank vampyrer af død, men det her var blandet sammen med lugten af gammelt blod, det kunstige energidrik og egentligt bare lugten af indelukkethed. Det tog ham et kort øjeblik at samle sig til at svare og ikke bare gå sin vej for at finde noget frisk luft.
"Godaften. Jeg regner med, at du kan huske mig. Monsieur Bonaparte bad mig kigge ind til dig, mens han er væk." Han valgte at ignorere det, som Gabriel sagde. Han holdt stadig fast i sin plan om at lade Gabriel tro, at han ikke kunne engelsk. Mest fordi hans engelske faktisk var så dårligt, at han ikke ville kunne føre en samtale på sproget, men også fordi han havde en fornemmelse af, at det måske ville komme ham til gode på et tidspunkt. Han forstod mere end han kunne snakke.

Han rømmede sig dæmpet for at rense halsen, der havde trukket sig lidt sammen på grund af lugten.
"Monsieur Bonaparte sagde, at han gerne så, at jeg kommer helt ind i lejligheden for at se, at alt er, som det skal være." Det var ikke ligefrem med god vilje, at Lucan bad om at blive lukket ind. Han ville helst være fri. Men Julien havde lagt vægt på, at han skulle helt ind. Han havde ikke uddybet nærmere hvorfor, men så vidt Lucan havde kunne samle, var den unge vampyr noget psykisk ustabil og kunne være til fare for sig selv.

Hvorfor i alverden var han blevet babysitter for en psykisk syg vampyr?! Han havde andet at tage sig af. Men nu havde han fået en opgave og han havde tænkt sig at udføre den. Også selvom han næsten hellere ville hoppe ud fra tredje sal.

Gabriel så blot på Lucan med et ulæseligt blik, da varulven stædigt holdt ved med at snakke fransk. Nok var Gabriel langt fra så dårlig til fransk som han påstod, og han kunne forstå langt det meste der blev sagt til ham, samt gøre sig ret forståelig med en næsten ikke-eksisterende accent fra sit engelske... Men han hadede det. Han havde intet problem med at tale en smule spansk her og der når der var behov for det, og hvis han kunne havde han sikkert også været villig til at tale tysk eller russisk, men fransk? Hell no. Han var en alt for stolt englænder til at gøre det, uanset hvor mange gange Julien og andre fra Di Morga havde prøvet at få ham til det.

Tanken slog ham om, at han kunne smække døren i hovedet på Lucan, og lade som om at han ikke anede hvem han var, hvis Julien spurgte. Men noget sagde ham, at varulven ikke ville gå af den grund. Dæmonen virkede til at have et eller andet over hans hoved, på samme måde som han havde haft det med Gabriel før i tiden. Nok ikke hans liv, men noget lignende. Han rynkede på næsen ved tanken. Han havde virkelig ikke lyst til at gøre livet lettere for varulven lige nu.

Modvilligt begyndte han at mumle noget på fransk. "Der er rodet, og Julien slår mig ihjel hvis han finder ud af hvordan der ser ud, så hvis du nu går, så kan du få lov til at komme indenfor næste gang, hvordan lyder det?" Rodet var nok en underdrivelse af hvordan der så ud, men det betød ikke at Lucan behøvede at vide det. "Du ser træt ud, så se det som at få tidligt fri. Jeg skal nok lade være med at sladre til Julien, yeah? Det er en god aftale i mine øre, så vi ses, det var en god snak, lad os ikke gøre det igen, hej-hej!" Og med de ord lukkede han døren og låste igen med et frustreret suk. Eugh... Fransk.

Lucan så ned på det af Gabriel, som han kunne skimte gennem gennem sprækken i døren. Det han kunne se, var ikke specielt beroligende og sammenlagt med lugten, havde han egentligt fornemmelsen af, at det ikke stod specielt godt til på den anden side af døren. Selvom Lucan måske virkede som en vred mand uden ret mange følelser, spændte hans følelsesregister lige så langt som alle andres og selvom han allerede vidste, at den her unge vampyr ville blive mere end bare lidt irriterende at skulle have med at gøre, mærkede han dog et lille stik af bekymring i sit alligevel varme hjerte.

Det som vampyren mumlede frem på et udmærket fransk, hjalp ikke ligefrem på det, men Lucan nåede ikke at sige eller gøre noget, før han havde smækket døren og låst den igen. Det gik stærkt og Lucan brugte et øjeblik på at spekulere over, hvad han så skulle gøre nu. Skulle han banke på igen og kræve at blive lukket ind, som Julien vist havde en forventning om, at han ville gøre, eller ville han give vampyren tid til at rydde op eller hvad det end var, han havde i tankerne? Måske det ville gøre det lettere for ham næste gang, fordi Gabriel måske ville se, at han ikke var her af egen god vilje? Han overvejede det lidt og besluttede sig for det sidste. Han var træt og ville hjem.

Men for ikke at føle, at han havde svigtet sin opgave helt, hev han en kuglepen og en lap papir ud af sine arbejdsbukser og skrev sit navn og mobilnummer på lappen.
"Fint, jeg kommer tilbage om et par dage. Her er mit nummer, hvis der skulle opstå problemer. Lad være med at misbruge det." Det sidste blev sagt i en tør tone, inden han bukkede sig ned og skubbede lappen ind under døren. Herefter vendte han om på hælen og gik ned af gangen med lange skridt, desperat efter at komme udenfor i den friske luft.



Tre dage senere bevægede Lucan sig igen op af trappen i Gabriels bygning. Han ville egentligt have været der dagen før, men der havde været en nødsituation i flokken og han havde i stedet måtte bruge aftenen på at være mellemmand i et skænderi, der så var endt ud i, at han måtte råbe højt. Flokken havde en stor respekt for ham, men han måtte dog stadig en gang i mellem banke meget hårdt i bordet. Det var trods alt en flok varulve, der ikke var vant til at være i flok, og derfor nogle gange ikke helt havde forståelse for de regler, der fulgte med.

Igen var det sen eftermiddag og igen havde han arbejdet over, så udseendet havde ikke ændret sig siden sidst - grå-sort arbejdstøj og sikkerhedssko. Det halvlange hår sat i en lille hestehale, som altid mistede en tot pandehår, der i stedet var skubbet om bag hans øre. Det var torsdag og der var kun én dag til, at han havde weekend. Én dag. Han var træt, for det var hårdt arbejde og det var mange timer hver dag i øjeblikket. Så der var ikke så meget liv i hans skridt, som han kom op af trappen og drejede ned mod Gabriels dør. Uden tøven rakte han ud og bankede på med knoerne. Som sidst ville han banke igen, hvis der ikke blev åbnet, og hvis der slet ikke ville blive åbnet, ville han selv låse sig ind.

Han havde faktisk tænk på vampyren et par gange, med en smule bekymring. Han havde virkeligt set ud til at være i dårlig forfatning og Lucan havde ikke lyst til at fortælle en ilddæmon, at han havde fundet en død Gabriel og derved på en måde have svigtet sin opgave. Ikke nok med at ilddæmonen kunne kræve hotellet tilbage, han kunne også brænde ham af, hvilket ikke ligefrem var noget Lucan drømte om. Så det var med lidt utålmodighed, at han ventede på svar indefra.

Gabriel havde været lettet over at Lucan besluttede sig for at lade ham få sin vilje, og havde siden brugt tiden på at få sit hjem til at se ud som om at han ikke var ved at gå fra forstanden. Han brugte nu blot en flaske til at lave sin ulækre blanding af blod og koffein, og den skyllede han af efter hver brug. Ikke at han drak mindre af den grund. Tvært imod kunne han ikke gå ret længe uden at fylde sig med mere blod og koffein, fordi han havde holdt sig vågen så længe. Han var godt smadret, men angsten sad stadig virkelig dybt i ham.

Men bare fordi han havde ryddet op, var Lucans timing ikke bedre. Tvært imod lignede han selv noget der burde være løgn. Med et skudhul i hovedet, et langt sår henover sin hals, og størknet blod både på sig selv og sit tøj, var han noget af et syn. Han var selv kommet hjem for blot få minutter siden, efter et job-gone-wrong. Det korte af det lange var, at ham han skulle dræbe havde haft venner. Den lange version var, at den ven havde skåret halsen over på ham - og da det ikke havde stoppet Gabriel, havde han skudt ham i tindingen, hvilket naturligvis havde slået ham ud. Hvem end det var, havde de ikke gennemskuet at han var vampyr, så de havde ladet ham ligge og var skredet.
Heldigvis vågnede han inden solen stod op, men også kun lige. Han havde brugt dagen i en kælder, og så snart solen var gået ned igen, var han kommet hjem. Det var blot få minutter siden at han var crashet på sin seng, og var ved at falde hen. Han burde nok gøre noget for at sikre sig at alt voksede sammen ordenligt, men han kunne ikke finde energien til det, ikke lige nu. Selvom angsten for at falde i søvn stadig sad i ham, var han udmattet. Han havde ikke drukket blod siden han var vågnet, trods at han sikkert godt kunne have nået at finde noget. Men hans spiserør var først nu begyndt at hele nok til at kunne drikke noget.

Gabriel havde en meget blodig t-shirt på - en blå en, som han havde fået af Julien på et tidspunkt - og et par sorte hængerøvsbukser... Eller, det var nok normale bukser, men Gabriels smalle kropsbygning hjalp ikke rigtigt med at holde dem på plads. Han havde formået at smide sine sko og sin sorte hættetrøje inden han havde smidt sig på sin seng, som nu også havde en god sjat blod på sig. Men godt som han havde fundet en god måde at ligge på, bankede det på. Han åbnede øjnene en smule, og prøvede at tage sig sammen til at rejse sig. Men ærligt talt var han for træt. Så han lukkede dem igen. Enhver ville tro at han var død, for lige nu gjorde det ondt at trække vejret, så han lod være. Og uden en puls, var der intet til at indikere at han ikke var død... eller... at han ikke var helt død i hvert fald.

Der kom ikke noget svar, heller ikke da Lucan bankede på anden gang. Til sidst tog han nøglen op af lommen og satte den i låsen. Kæden var tydeligvis ikke sat på, for døren gled op uden problemer. Han nåede lige at tænke, at der ikke stank så slemt som sidst, men lugten af blod slog alligevel i mod ham, da han trådte ind. Det første han fik øje på var Gabriel, der lå i sin sofa, smurt ind i blod med halsen skåret over og et skudhul i panden.
Lucan frøs til stedet, mens et dæmpet "Merde" løb over hans læber.

Den opringning han havde frygtet meldte sig pludseligt og for et øjeblik var hans sind tomt over, hvad han lige skulle gøre. Og så var det, at det gik op for ham, at Gabriel var en vampyr. Lucan havde aldrig rigtigt haft noget at gøre med vampyrer, men han vidste, at de var satans svære at slå ihjel. Og medmindre der var sølv involveret, var almindelige sår ikke dræbende. Mens han tænkte disse tanker gled hans blik rundt og han fik øje på både sko og trøje, der tydeligvis var smidt efter at der kom blod ud over det hele. Så Gabriel havde taget tøj af, efter han var blevet maltrakteret.

Langsomt lukkede han døren bag sig og gik ind i stuen og hen til sofaen. Den var ret tom for møbler og meget upersonlig. Gad vide om knægten var ved bevidsthed? Han kørte en hånd over sit hår og rystede så på hovedet.
"Er du ikke lidt for lille til at rende rundt og lege lejemorder, hm?" Brummede han, mens han så ned på din livløse Gabriel. Selvom Gabriel var lille og spinkel, var Lucan ikke i tvivl om, at han var lige så farlig som en gnaver med rabies - sød og uskyldig i fremtoning, men dødelig.
Og selvom han nu lignede noget fra en splatterfilm, var det ikke fordi, at Lucan havde specielt meget medlidenhed med ham. Når man kastede sig ud i noget, der handlede om vold, måtte man også finde sig i de tæv, man fik. Gabriel skulle vel bare være glad for, at han var så svær at slå ihjel og helede så hurtigt. Så Lucans stemme var bare sit sædvanligt mørke jeg med lidt bryskhed i og hans blik var lige så lukket som altid, mens han betragtede ham.

Gabriel blev blot liggende, ret døsig efter at have mistet så meget blod, men vågnede alligevel en smule, da han hørte sin dør blive låst op. Han tog en kort og uhørlig indånding gennem næsen, og kunne til sin irritation konstatere at det var varulven, som Julien havde ansat som babysitter. Hvorfor han overhovedet gjorde det, undrede Gabriel en del, for han virkede ikke ligefrem som om at han var lykkelig over sit nye job... Men så igen, Julien havde ting på mange folk efterhånden. Måske var det rigtigt nok at man kunne gøre næsten alt hvis bare man havde de rigtige forbindelser. Han havde jo også et godt tag i Constantine, af en eller anden grund, og selvfølgelig havde han godt fat i Gabriel - men det var gensidigt, så det galt ikke.

Dog blev Gabriels interesse hurtigt fanget af det lavmeldte bandeord, som lød fra varulven. Troede han at nogen havde dræbt Gabriel??? Det var svært ikke at begynde at grine eller smile over det, men han holdt sig tilbage og blev liggende. Det kunne være sjovt, hvis han ringede til Julien og sagde at han var død. Det kunne være endnu sjovere, at se Julien flippe ud på ham over at få forkerte informationer når han kom hjem, og fandt ud af at Gabriel stadig var i live.
Men det blev ikke til mere end en tanke, da det så ud til, at Lucan kom i tanke om at han var vampyr, og godt kunne tåle at få halsen skåret op. "Det er ikke størrelsen, men gørelsen," mumlede han, og åbnede sit ene øje halvt. Han var så hæs, at han lød som en storryger med svær lunge- og halsbetændelse, dagen efter en karaoke aften, men det var vel hvad der skete når ens stemmebånd blev skåret over. Han vendte sig træt om fra maven, og til sin side i stedet, så han lettere kunne se op på varulven.

Som han gjorde det, kravlede Marshmallow ud fra under sin seng og hoppede op i sengen, så hun kunne begynde at slikke ham i håret. Når Gabriel var så slemt forslået, behandlede hun ham nærmest som var han hendes killing, ved at vaske ham, og (hvis hun kunne komme ind og ud selv) hente mad (døde dyr) så han kunne få det bedre. Dovent rakte han op, og nussede hende på hovedet, inden han fik sat sig op på sengen. "Nu hvor du er her, kan du ikke gå over og tage den-" hans stemme knækkede helt, og han rømmede sig kort, inden han fortsatte. "- flaske med blod der står i mit køleskab? Og et glas? Jeg tror at mit spiserør er ved at være vokset sammen."

Gabriel var åbenbart ved bevidsthed, trods hullet i panden, for han svarede Lucan med en stemme, der næsten ikke var til at forstå, fordi den var så hæs.
"Det siger små folk godt nok," brummede Lucan tilbage. Der var noget yderst bizart ved at se en person, der burde være død på grund af tydelige skader, bevæge på sig. Sårene der stadig var åbne, kød, der ikke hang sammen. Det var ikke specielt lækkert at se på, men Lucan kunne alligevel ikke få øjnene fra det.

Han havde som sagt ikke rigtigt haft noget med vampyrer at gøre, der var en eller anden form for afstand i mellem de to racer og ingen af dem var interesseret i at lære hinanden at kende. Ikke af hvad Lucan havde forstået. Så han måtte indrømme, at det var lidt fascinerende at se, hvad der burde være en død person snakke og bevæge sig.

En kat dukkede op og begyndte at slikke vampyren i håret og det var næsten endnu mere bizart. Lucan var ikke specielt glad for katte, sikkert varulven i ham, og det der var næsten bare for ulækkert.
Gabriel satte sig op og Lucans blik fulgte ham, igen fascineret af at se, hvordan hans skader bevægede sig. En rynke dukkede dog op i hans pande, da vampyren bad ham gå ud i køleskabet for at hente blod. Irritationen skød igennem ham, for han var ikke her for at være Gabriels tjener. Han skulle lige til at bede ham gøre det selv, men så brummede ham bare som en sur bjørn og gik ud i vampyrens køkken for at åbne køleskabet, hive en flaske med blod ud og tage et glas, der så rent ud, og gik ind i stuen, hvor han stillede det på sofabordet. Knægten havde trods alt fået skåret halsen over og en kugle for panden. Men det ville ikke ske igen.

Han stod lidt og så på ham, mens han overvejede om han bare skulle gå igen eller om han skulle se, om Gabriel fik drukket det blod, han skulle. Hans tanker strejfede aftenen hjemme ved Julien og det blik, som ilddæmonen havde set på Gabriel med, og han besluttede sig for at blive lidt. Så efter at have kastet et vurderende blik på sofabordet, satte han sig på det, en smule forsigtigt for at tjekke, om det kunne bære hans vægt. Det kunne det.

Da Lucan gik ud i køkkenet, lagde Gabriel sig ned igen, da han alligevel var lidt småsvimmel. Marsmallow lå efterhånden rimeligt godt over Gabriels hoved, og spandt højlydt, nok i et forsøg på at berolige ham om at tingene nok skulle gå. Ikke at han rigtigt tvivlede det, for det var bare en almindelig kugle og ikke en lavet af sølv, men det var nu en ret sød gestus. Efter hun havde set ham praktisk talt lam, havde hun været som en hønemor over ham. Hun fulgte med ham alle steder hun kunne, så hun kunne holde øje med ham - om det så bare var fordi han skulle ud og have noget at drikke. Han skulle til at række op efter hende, men stoppede sig selv, da han så sin utroligt blodige hånd.


Nuh-uh, you ain't gonna mess up her fur, she'll be so pissed.
True


Gabriel trak dermed sin hånd tilbage, og nøjedes med at lave en spindende lyd tilbage til hende, som han så ofte gjorde. Dog varede det ikke længe, før han skubbede sig selv op og sidde igen, så han kunne hælde noget blod op i det glas, som Lucan havde hentet. Han tog en lidt tøvende slurk af blodet, bare for at teste, om hans spiserør nu også var groet rigtigt sammen, men da han ikke var ved at hoste sine lunger op, eller havde voldsomme smerter, gik han ud fra at det nok gik. Han forstod ikke helt hvordan det med at være vampyr fungerede, men han vidste da at det gik ret hurtigt med at hele.
"By the way," hans stemme lød en lille smule bedre allerede fra det nye blod. Nu lød han i det mindste bare som en storryger med lungebetændelse, som havde fået en god nats søvn, i stedet for en der havde været på karaoke bar. "Jeg fik aldrig at vide hvad dit fornavn er. Og jeg nægter at kalde dig monsieur Beaumont," han udtalte med vilje den franske titel urimeligt dårligt, kun for at vise sin modvilje overfor ham. "Ellers kalder jeg dig alle de negative ord jeg kan komme på, der er relateret til hunde. I hvert fald indtil du fortæller mig det." Han tog endnu en tår af blodet i sit glas, som var det en helt normal samtale at have efter man havde fået sin hals skåret op, og blevet skudt i tindingen. "Jeg ved ikke om Julien har fortalt dig det, men du skal ikke undervurdere mine evner til at finde på øgenavne."

Efter at have sat sig på sofabordet med sine lange ben bukket op og armene hvilende på sine knæ, så han sad nogenlunde behageligt, lod han blikket glide rundt i lejligheden igen. Det var ikke et specielt spændende hjem, men det kunne man nu heller ikke kalde hans eget værelse på hotellet. Der var også kun det af møbler, som han skulle bruge. Plus en boksesæk, hængende ned fra loftet.
Lyden af Gabriel, der sagde lyde til katten, fik dog hans blik til at fare kort tilbage til vampyren. Lucan havde ingen erfaring med kæledyr - varulve og kæledyr var ikke noget godt mix, for oftest levede dyret ikke længere end til næste fuldmåne. Det kunne selvfølgelig lade sig gøre at have dyret af vejen, når månen dukkede op, men for det meste var det bare bedst ikke at have et dyr. Så var der ingen problemer.

Han så en smule tomt frem for sig, mens Gabriel fik sat sig og hældt blod op. Lugten af den røde væske irriterede Lucan mindre end man måske skulle tro, men med den sideprofession han havde haft de sidste mange år, var lugten af blod ret normal for ham. Det var først, da Gabriel snakkede til, at han kom til live igen og så på den lille vampyr. Gabriels overdrevne dårlige udtalelse af det franske ord stak lidt til Lucan, som var stolt franskmand, men han sagde ikke noget til det. Truslen om, at Gabriel ville bruge alle de ord han kunne, der henviste på en negativ måde til hunde, det var Lucan ikke i tvivl om. Han havde taget Gabriel i at kalde ham "mutt" hjemme ved Julien, og selvom Lucan ikke var god til engelsk, var det ikke første gang, at han havde hørt det udtryk og han vidste, hvad det betød.

"Mit navn er Lucan." Som altid brugte han den forkortede udgave af sit fødenavn, som han aldrig kunne finde på at bruge. Lucan var fint. Det var ikke fordi Gabriel truede ham, at han sagde det, nej, han ville faktisk helst kaldes ved sit fornavn, for "monsieur Beaumont" lød som hans far.
Hvis Lucan nu havde været den snakkesalige type som Costa, ville han nok have sagt et eller andet smart, men Lucan var en mand af meget få ord og der kom ikke mere ud af munden på ham. Der var ingen grund til at sige mere. I stedet så han bare på Gabriel med et blik der tydeligt sagde, at Lucan ikke var den mest tålmodige mand og at det med øgenavne nok ikke var en god idé.

Gabriel hævede et øjenbryn, da varulven - Lucan - fortalte sit navn uden videre. "Det er jo ikke sjovt, når du bare fortæller mig det," mumlede han, og tog en tår af blodet. "Men du ved vel allerede hvad jeg hedder, så jeg gider ikke at præsentere mig" Han bundede hurtigt blodet i sit glas, inden han stillede det fra sig og dumbede ned og ligge igen.
Han skævede op til Lucan, lidt overvejende, inden han vendte sig på siden, og gabte. "Nå, nu ved du at jeg er i live, så du kan godt smutte. Jeg kunne godt bruge en lur." og med de ord, trak han sit tæppe over sig, og krøb godt sammen under det. "Døren låser når du smækker den." tilføjede han som han lukkede sine øjne for at hvile sig lidt. Nok var søvn ikke noget han gjorde sig så meget i for tiden, men når man fik skudt hjernen ud, var sandsynligheden for mareridt ikke den største i hele verden. I hvert fald ikke for Gabriel.

Lucan svarede ikke på noget af det, som Gabriel sagde, men så bare på ham med et lidt træt blik. Han trængte til at komme hjem, få et bad og noget at spise. Så da Gabriel erklærede, at han godt kunne skride, blev han siddende et kort øjeblik, men rejste sig så og gik hen til døren, stadig uden at sige noget. Ved døren stoppede han op, vendte sig og så på Gabriel i et øjeblik. Til sidst rystede han let på hovedet, åbnede døren og tog hjem.

Han havde et håb om, at de næste uger ville blive lettere, men han tog fejl. Meget fejl. Åbenbart havde Gabriel fået en idé om, at han ville fake sin egen død, hver gang Lucan kom forbi. Ikke at Lucan på noget tidspunkt hoppede på den.
Det eneste tidspunkt, han fik noget sjov ud af det, var da Gabriel havde fået hængt sig selv, men ikke kunne komme ned igen. Selvom Lucan ikke ligefrem gik op i hævn, så nød han de par timer Gabriel var for stædig til at bede om hjælp til at komme ned.

Som lovet ringede han til Julien en gang om ugen og afgav rapport. Ilddæmonen fik alt at vide og Lucan havde en fornemmelse af, at det morede ham lidt, at Gabriel havde valgt det som en midlertidig hobby. Samtidigt med, at der lød et opgivende suk ind i mellem.

Lucan sagde farvel til Gabriel et par dage før Julien kom hjem igen d. 14. december, da det var samme dag, der var fuldmåne og det var nok bedst ikke at omgås en så irriterende person de dage, hvor hans humør blev påvirket af varulvens arrigskab.