Unfortunate situation - Lucan & Max

Sted: Skoven
Tid: 10:35
Vejr: -2°C, en smule diset med frost på jorden
Omgivelser: Skov...ting

---

Morgenen efter fuldmåne var det absolut værste. Meget kunne man sige om dagene op til, som for mange betød smerter, kvalme og migræne, fordi ens krop prøvede at sige at der snart skulle ske noget... Men i forhold til efter, var det barnemad. Og C.C. var ikke fan af nogle af dem, især ikke om vinteren, elle når man kom til skade. Det hele var egentlig gået som det skulle det meste af vejen. Han kom ikke i alt for mange problemer med andre varulve, faktisk var der kun en enkelt flok hvor alfaen havde snerret af ham, og han var gået den anden vej. Men tæt på dagslyset var det gået galt. En anden varulv havde angrebet ham uden videre, jagtet ham igennem skoven, og da han endelig troede at han var sluppet fri, gik en anden i kødet på ham. Som varulv var smerte ikke slemt. Det blev dulmet af instinkter og adrenalin, indtil han fik skræmt de to varulve væk igen. Men bagefter?

Et ynkeligt klynk lød fra ham, i håb om at Diana hørte ham. Eller bare nogen. Lige nu var alle okay, så længe de enten fik ham lappet sammen, eller fik ham på hospitalet. Han havde diverse bide- og rivemærker på sin krop efter kampen med de to varulve, men det værste var hans venstre ben. Hans ene bukseben var ødelagt helt op til knæet, og viste derfor et dybt sår, som så ud til at være blevet lavet af et dyr, hvilket til dels også var rigtigt nok. Han havde prøvet at vippe sin fod eller sine tæer de sidste par minutter, men da intet skete, håbede han inderligt at hans ben bare var brækket, og at det ikke var nogle muskler der var revet over.
Hele C.C.s krop var dækket i et tyndt lag koldsved, og hans vejrtrækning rystede. Han følte sig umådeligt svimmel, men holdt sig stædigt ved bevidsthed. Han blev nødt til at holde sig vågen. Hvis han ikke gjorde... Det ville han ikke tænke på. Han så sig omkring, og fik øje på et træ, som han kunne læne sig op af. Ynkeligt trak han sig selv derhen med den ene hånd. Den anden holdt han ind til sit bryst, da den føltes forstuvet, men den var endnu ikke hævet, så forhåbentlig var det bare et slag han havde fået, som snart ville gå over.

C.C.s blik var tåget, ikke bare på grund af manglen på briller eller kontaktlinser, men også svimmel- og træthed som lå tungt over hans krop. "Diana!" han prøvede at råbe så højt han kunne efter sin veninde, men hans stemme var for hæs til at det blev særligt højt. Men han prøvede at kalde på hende igen, lidt højere, mens fortvivlede tårer faldt ned af hans kinder. Han kunne ikke selv komme hjem sådan her. Hans krop var for kold og smadret, og det her var nok den dårligste dag at være blevet væk fra Jas. Til sidst kunne han ikke mere, for træt og svag af blodmangel til at forsøge sig igen, så han krøb sammen op imod træet, med tunge øjenlåg. Han rystede svagt, allerede ved at gå i chok over kulden og de mange smerter, med et meget minimalt håb om at blive fundet. Han var meget længere inde i skoven end han plejede, og i sin forslåede tilstand, havde han ingen ide om hvordan han skulle komme hjem, selv hvis han kunne. Så i stedet for at fortsætte med at kalde efter sine venner, prøvede han at bruge sin energi på at holde sig varm. Forhåbentlig fandt nogen ham før blodmanglen slog ham ud.

Lucans ånde stod som en hvid sky ud foran ham, som han bevægede sig igennem skoven. Hans skidt var lidt tunge og han frøs i kulden. Trætheden lå over ham som en tung dyne og lige nu var der alt for langt hjem. Men sådan var det, når man bevægede sig langt ud i skoven for at blive til et monster.
I det mindste havde han tøj på, bestående af et par støvler, almindelige løse cowboybukser, en t-shirt, hættetrøje og en foret jakke. Alt sammen slidt og gammelt. Ingen grund til at tage tøj på til at skulle møde præsidenten. Med tiden havde han fået nok kontrol over sit dyriske jeg til, at han kunne gemme sit tøj et sted og vende tilbage til samme sted, inden månen gik ned igen. Ikke at det lykkedes hver gang, men det var ved at være sjældent, at han måtte finde hjem nøgen.
Han havde fundet ud af, at det hjalp at gemme det samme sted hver gang. Det var noget nyt, for det havde han ikke haft mulighed for i de mange år, han havde kunne kalde sin campingvogn sit hjem, men nu hvor de var flyttet ind i hotellet, ja, det gjorde alting lidt lettere.

Natten havde været rimeligt nem at komme igennem. De første par måner, de havde tilbragt i Di Morga, havde de været den nye flok, som skulle sættes på plads. Men selvom de var få, og endda endnu færre, fordi flere valgte at blive i kælderen i hotellet, havde deres sammenhold hurtigt fået sat på plads, at de ikke var til at skræmme væk. I dag kunne alle i flokken nogenlunde uforstyrret strejfe om i skoven uden at risikere at blive overfaldet. Nok var alle vilde dyr, men selv vilde dyr havde forståelse for rangorden.

Dog havde Luca et par bloddråber i ansigtet og mere på hænder og arme. En eller anden ung og uforsigtig varulv havde alligevel valgt at udfordre ham, hvilket ikke var gået godt for ham. Den var både mindre og Lucan var ikke i tvivl om, at det var en ny bidt varulv, hvilket gjorde den noget svagere end ham selv, der var født ind i racen. Så han havde gjort kort process med ulven, der hurtigt var rendt af sted med halen mellem benene ud i mellem træerne. Heldigt. Det var ikke altid, at Lucan kom uskadt hjem fra sådan en nat. Langt fra. I dag var han heldig.

Som han træt vadede af sted igennem træerne med blikket mod jorden for ikke at få fødderne viklet ind i grene eller andre ting, nåede en svag lyd hans ører. Det lød som et råb. Han stoppede op og så rundt. Der var stille og ikke noget at se i den lidt disede skov. Han skulle lige til at gå videre, da han hørte endnu et råb. Stadig svagt og langt væk, men det var et råb. Selvom ordet var utydeligt fik Lucan en fornemmelse af, at nogen var i nød. Han brummede et bandeord. Han tøvede et øjeblik. Han var træt og frøs og ville bare hjem. Men tænk hvis nogen havde brug for hjælp? Enten en, der var blevet angrebet af en varulv eller en varulv? Det kunne være en af hans egne. Tanken satte ham i gang og han gik i den retning, som han mente lyden kom fra.

Efterhånden som han kom frem, fik han færten af et andet væsen. Tydeligvis en varulv, men ikke en af hans egne. Med lugten som hjælp, fik han rettet sin retning lidt og nogle minutter senere kom han ud i mindre lysning, hvor der sad en ung mand op af et træ. Det første Lucan fik øje på, var mandens ben, der ikke så alt for godt ud. Lucan stoppede op et stykke fra ham, ingen grund til at skræmme livet af ham.
"Du ligner en, der kunne bruge noget hjælp." Hans dybe hæse stemme lød forkert i skovens stilhed, mere hæs efter en nats hylen og snerren.

C.C. forblev krøllet sammen, med panikken vældende op i sig. Det var ikke første gang at han var blevet væk fra Diana og Jas, langt fra, men det var første gang, hvor han ikke bare kunne gå rundt og finde ud af hvor han var henne, og til sidst finde sine ting. Han havde som regel styr nok på sig selv, til at blive i de områder hvor han selv ville kunne finde hjem, men når han blev jagtet af en ældre og mere erfaren varulv, så var det noget helt andet. Hvem end personen var, så var vedkommende fuldblodsvarulv, og i hvert fald 10 år ældre end C.C. selv var. Det kunne ikke bare ses på størrelsen, men også den fremtræden han havde.

Diverse tanker om hvad han skulle gøre farede rundt i C.C.'s hoved, og han opdagede faktisk ikke at der var nogen, der nærmede sig før de sagde noget. Langsomt løftede han hovedet og vendte det i retning af personen der snakkede. Hans blik faldt straks på en mand, der så ud til at være nogle år ældre end ham, og en umærkelig vejrtrækning gennem næsen, fortalte ham ret hurtigt at det var en varulv. Dog var det ikke en af dem fra tidligere, og heller ikke en der havde med de andre varulve at gøre. Og hvis man skulle bedømme ham ud fra hans fysik, var det enten en alfa, eller en meget stærk enspænder. Nogle ting fangede man ret hurtigt som varulv, og en af dem var udstrålingen, som kendetegnede en alfa.
Derfor tøvede C.C. med at svare. Hans blik flakkede en anelse rundt, og han lyttede intenst efter lyden af andre i nærheden. En flok, som kunne være en trussel, eller noget som kunne give ham et hint om hvad intentionerne bag spørgsmålet kunne være. Ikke alle varulve var flinke, bare fordi det ikke længere var fuldmåne, og når man var såret på forhånd, var man et let bytte, hvis de gerne ville udrydde noget konkurrence om territorier.

Lucan ventede tålmodigt på, at den lidt yngre mand løftede hovedet og så på ham. Han så ikke ud som om, at han havde haft en let nat, fyldt med skrammer og det store grimme sår på benet. Det fortalte Lucan, at manden enten var en svag varulv eller en enspænder, og han gættede på det sidste. Måske en blanding af begge dele, men manden havde højest sandsynligt ikke en flok, siden han kunne ende i en situation som denne. Lucan dømmede ham ikke på det. Han havde selv været en enspænder og havde fået sine prygl for det, selvom han stadig havde haft en vis udstråling af alfa, trods den manglende flok. Det var svært at lægge attituden af sig, når man først havde ledt en flok. Og alle i hans egen lille flok havde været enspændere og havde også oplevet den negative side af det, indtil de havde fundet støtte i Lucans flok.

Da et ikke så ud som om, at den anden varulv ville svare ham, men nærmere så ud til at være usikker på, om Lucan var alene, valgte Lucan at snakke videre til ham.
"Jeg er alene. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget." For at vise, at han ikke ville noget, løftede Lucan kort hænderne op, inden han stak hånden i jakkelommen og fremdrog en hvid rulle bandager. Noget flokkens egen læge havde tvunget alle til at have med sig, når de forlod hjemmet for at rende frit under fuldmånen.
"Men jeg vil gerne hjælpe dig og du ser ud til at bløde en del." Roligt tog han et par skridt hen mod den anden, mens han begyndte at tage sin jakke af. Hvis ikke manden panikkede eller begyndte at forsvare sig, ville Lucan gå helt hen til ham og lægge sin tunge og nu lidt lune jakke over hans skuldre. Han så ud til at fryse noget mere end Lucan, der havde fået varmen af den lille gåtur.

Hvis manden gjorde tegn til, at Lucan ikke skulle gå derover, ville han selvfølgelig stoppe op med det samme.

C.C. så stadig tøvende ud, da den anden varulv kom tættere på, men gjorde ikke tegn til at han skulle holde sig væk alligevel. Han var i en svær situation selv at komme ud af, og hvis han ikke fik noget hjælp, ville han enten dø af blodmangel, eller fryse ihjel. Så da manden var kommet tæt nok på, til at lægge sin jakke om ham, brugte C.C. nogle af sine begrænsede kræfter på, at sætte sig ordenligt op, så han ikke lænede sig op af træet, og lod det lune overtøj lægges over sine skuldre. Med sin raske hånd, hold han den lukket, og lænede sig igen op af træet, da et skud af svimmelhed og kvalme lagde sig over ham.

I sin elendighed, havde han lidt svært ved at finde sin stemme, for slet ikke at nævne, at han også skulle snakke fransk, så han så op på manden, og nikkede for at vise at han gerne ville tage imod hjælpen. Nok var C.C. stædig, men hvis han kunne undgå at dø nu, ville han være ret tilfreds. Nok prøvede han at leve, så han ikke ville have noget han kunne fortryde, men at efterlade Jas og Diana i al den bekymring de nok stod i nu, var ikke noget han ville gøre imod dem, hvis han kunne undgå det. Forhåbentlig havde han et lille årti i sig endnu.

Efter at have sikret sig, at den yngre varulv var pakket godt ind i jakken, vendte Lucan sig i mod hans ben og satte sig på hug. Det var et ret grimt sår, uden tvivl lavet af et dyr på størrelse med en bjørn. Uden at sige noget, rakte han ud og fjernede forsigtigt de ødelagte rester af mandens bukseben fra hans underben, så han kunne komme til at lægge bandagen om benet. Han var ikke i tvivl om, at hver eneste berøring ville gøre ondt, men det var der ikke så meget at gøre ved, andet end at være så forsigtig som mulig. Desværre skulle bandagen lægges ret stramt for at stoppe blødningen. Det så heldigvis ikke ud til at være så slemt, at han blev nødt til at lave en årepresse, det var kun til virkelige nødstilfælde, for det kunne ende ud i at slå benet ihjel på grund af at der blev lukket for tilførslen af blod. Lidt vidste han da om sår og skader.

Trods sine store ru arbejdshænder, var hans berøring blid, som han fik lagt bandagen om mandens ben og strammet til, så såret lukkede sig. Han var i tvivl om benet var brækket, det kunne det godt være uden at det var mærkbart. Lige meget hvad, var han meget forsigtig med at flytte rundt med det.
Mens han fik viklet bandagen om det ødelagte den, overvejede han hurtigt, hvad han skulle gøre nu. Han havde ikke en mobiltelefon med sig og hvad ville det egentligt også hjælpe? Han havde kun en vag fornemmelse af, hvor de var i skoven og der var ingen veje for biler til at komme ind. Nej, der var vel kun én mulighed og det var at bære manden ud af skoven.
Forsigtigt fik han sat enden af bandagen fast, da han havde pakket benet ind så godt han nu kunne med det ene stykke af bandage.

Lucan flyttede blikket til den andens ansigt.
"Jeg bliver nødt til at bære dig." Som sagt, så gjort, så han rejste sig for at kunne bukke sig ned, lægge en arm under hans ryg og en under hans knæ. Heldigvis var den anden ikke så stor og vejede ikke så meget, men det ville alligevel blive en lang tur hjem. Lucan gættede på, at der var et par kilometer tilbage igennem skoven og hans krop var udmattet efter nattens udskejelser. Men han brokkede sig ikke, og da han havde fået ordentligt fat om manden, begyndte han at gå igennem skoven, opmærksom på ikke at vælte over grene og krat. I det mindste ville anstrengelsen hjælpe ham med at holde varmen. Kulden nippede ham i ansigtet og ørerne. Uden at sige mere fortsatte han med at gå.

C.C. betragtede blot manden, som han fandt bandager frem til hans ben. Blodmanglen, blandet med sit slørede syn, fik det hele til at virke surrealistisk, som om at han ikke helt var der. Men han blev hurtigt trukket tilbage til virkeligheden, da den anden varulv begyndte at lægge bandagerne om hans ben. Havde han ikke været så hæs, havde han nok hylet, men istedet kom der et hæst klynk, mens han strammede sit greb om jakken, med sin raske hånd.

Det var svært ikke at sparke ud efter varulven med sit raske ben for at få ham væk, men han holdt ud, og inden længe, var det også slut. Han sank en klump, endnu mere udmattet end han havde været før, og så ufokuseret på sit ben, der nu var pakket ind i bandager. Det varede ikke længe før hans blod trængte igennem det hvide stof, men det hjalp alligevel en del på blødningen. Måske var det blodmanglen, eller chokket, men da C.C. blev løftet, lukkede hans øjnene i. Det var som om at han var halvt vågen, for han så enkelte ting ind i mellem, men det meste af tiden var han bevidstløs i den fremmedes arme.

Lucan bevægede sig så hurtigt han kunne igennem skoven med den anden varulv i sine arme. Den yngre varulv var blevet slap, da han samlede ham op og det var sikkert nok for det bedste. Han så ud til at have mistet for meget blod og Luca kunne godt forestille sig, hvor ondt det store sår gjorde.
Dog var den anden noget mere besværlig at slæbe på, siden det nu var dødvægt og han ikke kunne hjælpe med at holde sig i Lucans favn.

Det varede derfor ikke længe, inden Lucans muskler begyndte at ryste af udmattelse. Nok var han født varulv og derfor stærkere end almindelige mennesker, samtidigt med, at han var ok muskuløs, men han var allere træt i forvejen efter nattens forvandling og selvom manden ikke var super stor, var han stadig en fuldvoksen mand.
Men selvom hans krop protesterede, fortsatte han i gennen skoven i den retning, han mente hjem var. Og efter en halv times tid spredte træerne sig og han kom ud på en vej. Lettet kunne han se sit hjem et stykke nede af den ellers tomme vej. Hotellet lå i udkanten af Terra i et område, der var mere eller mindre forladt. Så der var ingen biler eller mennesker.

Efter for 700. gang at have taget bedre fat i manden, gik Lucan udmattet det sidste stykke og med skulder og albue fik at skubbet hoveddøren op. I det han fik bakset den bevidstløse mand ind af dørens åbning, hørte han Hugos stemme.
"Luca! Hvad er der sket?" Den store mand rejste sig fra en af de lænestole, de havde placeret i den gamle forhal og skyndte sig hen i mod Lucan. Han havde ventet på sin ven for at sikre sig, at han kom sikkert hjem.
Lucan skubbede døren i med foden og begyndte at gå ned i mod deres spisesal.
"Hent Jeanne. Nu."
Hugo åbnede munden for at sige noget, men vendte så om og skyndte sig hen til trappen, der ledte op til værelserne. Lucan brugte sine sidste kræfter på at slæbe den yngre varulv ind i spisesalen og lægge ham på et bord. Ikke videre behageligt, men det bedste sted for at Jeanne kunne kigge på ham. Efter at have fjernet vægten fra sine arme, skuldre og ryg, besluttede hans ben sig for at give efter og han dumpede ned i en stol, hvor han bukkede sig forover og forsøgte at få kontrol over sine rystende muskler.

Han sad stadig sådan, da Hugo kom tilbage med en kvinde sidst i tyverne. Hun havde et skarpt udtryk i ansigtet, trods den tydelige træthed efter natten, og man var ikke i tvivl om, at hun havde en vis autoritet over sine omgivelser. Det var flokkens egen læge, der var blevet bidt lige før hun nåede at blive færdig med sin uddannelse. Hun kastede et kort blik på Lucan, som hun vurderede til at være uskadt, før hun hengav sin opmærksomhed til manden på bordet, som stadig var bevidstløs(?)
"Er det dig der..?" Jeanne henviste tydeligvis til benet, som hun var i gang med at pakke op. Lucan brummede og rejste sig.
"Nej, jeg fandt ham sådan." Han gik på meget trætte ben hen til bordet og så på at Jeanne fik bandagen af.
"Heldigt, han ser ud til at have mistet en masse blod." Hun betragtede såret, der så ud til at være stoppet med at bløde. "Der er ikke så meget, jeg kan gøre, han skal på sygehuset."
Hugo nikkede, hev sit mobil op af lommen og ringede efter en ambulance. Lucan gned en hånd ned over sit ansigt. Han var godt nok træt, men der var tydeligvis ikke tid til at hvile.
"Jeg skifter lige tøj, så tager jeg med ham på sygehuset."
Jeanne så op og ned af ham med et skarpt blik.
"Du burde hvile."
Luca lavede en affejende bevægelse og begyndte at gå, for at komme op på sit værelse og skifte til noget mindre blodigt og mere rent tøj.
"Jeg kan sove, når jeg er død."

Det varede ikke længe før ambulancen kom og et par reddere kom ind og fik placeret den yngre varulv på en båre. Lucan fik lov til at køre med i ambulancen. Fremme på sygehuset blev han placeret i et venteværelse, hvor han nåede at blunde lidt i en stol, inden en sygeplejerske kom og førte ham ned til et værelse, hvor den yngre varulv var lagt i en seng, nu iklædt hospitalstøj og med en ren forbinding om sit ben. Ved siden af ham stod et stativ med en pose med blod, hvor der gik en slange ned til hans arm. Lucan satte sig i en stol ved siden af sengen og selvom han ville se om manden vågnede op, varede det ikke længe, inden hans trætte øjne gled i og han sad godt lænet tilbage med sine lange ben ud for sig, armene over kors og hagen på sit bryst.

Da C.C. kom til bevidsthed igen, var det første han rigtigt lagde mærke til, at han var i et meget hvidt rum, og at der lugtede sterilt. Han var på hospitalet.. Det næste var en dundrende hovedpine, og en vedholdende dunken i sit ben, som begge fik ham til at stønne i smerte. Derfra gik der ikke længe, før en midaldrende kvinde, med et venligt smil og pletfrit hvidt tøj kom ind. "Godeftermiddag, ven, hvordan har du det?" Det tog ham et par sekunder at finde sin stemme igen, men da han fandt den svarede han hæst: "Jeg har haft det bedre."

"Det kan jeg sagtens forestille mig. Det er noget af en tur du har fået dig i nat," Mens kvinden snakkede, nærmede hun sig den seng han lå i, og så ud til at tjekke et eller andet. C.C. vendte sit hoved, og så en pose med blod. Han rynkede lidt på panden. "Blod?" "Ja, du havde mistet en masse da du kom hertil. Men heldigvis ringede manden her efter en ambulance inden det var for sent." Igen vendte C.C. sit hoved, denne gang imod manden i stolen. Han kunne godt svagt erindre at der var kommet en over til ham inden han mistede bevidstheden, men ærligt talt var det tåget for at sige det mildt.
"Jeg burde nok sige tak, når han vågner," "Han har været en stor hjælp i hvert fald. Har du nogle smerter?" C.C. trak på sin ene skulder. "Jeg har ondt i mit ben, håndled og hoved, men ellers ikke det store." Kvinden nikkede mens han snakkede, og kiggede hurtigt på nogle papirer ved bordet ved hans side.

"Dit ben ser værre ud end det er. Du har ingen brud, og den varulv der bed dig, har ikke ødelagt nogle muskler, så det er bare et kødsår. Vi har givet dig 28 sting, og de burde falde ud af sig selv. Men de første par uger skal du gå med krykker, så sårene ikke går op igen. Du får også nogle papire med hvordan du skal rense og beklæde dit ben, samt detaljerne om dine skader. Dit håndled er forstuvet, så derfor har du fået nogle bandager på, og resten af dine sår er overfladiske, så de skal bare hele. Vi har også blandet noget vampyrblod i det blod du har fået, for at vi var sikre på, at du kunne blive klar hurtigere. Vi har tidligere fået lov til det over flere omgange, og har en udtalelse fra dig om, at vi godt må gøre det, i livstruende situationer.." C.C. nikkede kort, lidt i tvivl om han ville kunne huske det hele, men han ville heldigvis få nogle papire med detaljerne, så det skulle nok gå. "Så skal jeg bede om dit fulde navn, CPR-nummer og eventuelle pårørende vi skal kontakte." Igen nikkede han, hvorefter han gav sine personlige informationer, og Jas' nummer. Hvis ikke nogen skulle panike, var det bedre at det var Jas, for Diana ville flippe ud, hvis hun fik en opringning fra et hospital.

Sygeplejersken tjekkede kort op på hans sår, og viste hvordan det skulle renses, hvorefter hun lagde nogle nye, rene bandager over det. Til sidst gav hun ham nogle smertestillende medicin, og fortalte, at der snart var aftensmad, men at han var klar til at gå, hvis ikke han ville blive der, og havde det fint igen.

Normalt ville Lucan ikke sove særligt tungt og ville helt sikkert have været vågnet ved lyden af en i smerte, men det trængte bare ind og blandede sig i den drøm, han havde. Til hverdag sov han let, klar til at være i beredskab, en ting der havde fulgt ham siden hans barndom, men efter en nat med fuldmåne og nu den hårde fysiske anstrengelse bagefter, var han så udmattet, at han endda sov hen over den første del af samtalen mellem den yngre varulv og sygeplejersken. Det var først, da hans underbevidsthed fangede, at de snakkede om ham og han kunne mærke blikke på sig, at han langsomt gled op til overfladen.

Langsomt slog han øjnene op og fik øje på en sygeplejerske, der var ved at fortælle den anden varulv, hvordan han skulle passe på sine skader. Lucan havde selv fået den snak mere end en gang før, så han hørte kun halvt efter, mens han tog en dyb indånding og fik sine lange, trætte og ømme lemmer strakt ud. Bagefter satte han sig lidt mere op i stolen og så på, mens sygeplejersken skiftede forbindingen ud. Da hun endeligt var færdig og sagde, at der snart var aftensmad, røg Lucans øjenbryn i vejret og hans blik løb lokalet rundt, indtil det fangede et ur på væggen. Det var jo sen eftermiddag! Så kunne han da godt forstå, at han var lidt øm i nakken efter at have siddet i stolen i samme stilling i så mange timer. Og at han var ved at dø af sult.

Sygeplejersken drejede hovedet og så på ham, som hun gik og sendte ham et smil. Lucan nikkede kort tilbage og så så på den anden varulv, der så lidt bedre ud end tidligere. Han havde fået farve i kinderne og hans blik var vågent. Nu hvor der var tid, kunne Lucan betragte ham. Han så spøjs ud med piercinger og øjne, som han regnede med var tatoverede. Han havde set det før, et par gange i hvert fald, men derfor var det ikke mindre sært. Det var ikke noget, han forstod, men hver person havde jo sin smag inden for forskellige ting.
"Du ser lidt bedre ud end tidligere." Hans dybe stemme var stadig en smule mere hæs end den plejede og han rømmede sig i et forsøg på at klare den. "Jeg var lige ved at tro, at du ikke ville klare den på tuen ud af skoven." Det var sandt. Han havde næsten troet, at den mindre varulv ville dø inden han kunne få ham slæbt ud og hjem til Jeanne, han havde været meget bleg og meget slap. Hvilket også var grunden til, at han ikke havde tilladt sig selv at holde pauser på vejen, for hvert sekund kunne tælle.

Trætheden var nok det mest tydelige i Lucans ansigt, men samtidigt var der også noget venligt i de ellers mørke øjne og usmilende ansigstræk. Lucan kunne være lidt af et paradoks, for han var uden tvivl en hård mand, der var vant til at bestemme, men samtidigt havde han et hjerte af guld. Hvem ville ellers gå til sådanne længder for at redde en fremmed, endda en varulv, som efter alt at tyde ikke havde nogen flok?

Da sygeplejersken gik ud af døren, rettede C.C. sine øjne imod den ældre varulv, og lyttede til hvad han sagde. For at være ærlig, havde C.C. heller ikke regnet med at overleve turen, med alle smerterne og blodmanglen, men det var lykkedes ham. Ligesom det altid gjorde. Han trak halvt på skulderen, inden han svarede. "Tja, uden dig var jeg overhovedet ikke kommet ud af skoven. Så tak. Uden dig ville jeg næppe have overlevet."

Han sænkede sit blik imod sin forstuvede hånd, som han havde hvilende på sin mave. "Mit navn er Cecil. Jeg ville give dig min hånd, men den ene er der en nål i, og den anden er forstuvet, så jeg tror ikke at nogen af de muligheder bliver særligt sjove for nogen af os." Jo, og så var han også intimideret af at være alene i et rum med en alfa, men det havde han ikke tænkt sig at indrømme. Uden en flok til at bakke sig op, holdt C.C. sig generelt væk fra andre varulve. Ikke fordi han ikke brød sig om varulve, men fordi det var for risikabelt. Han var alene, manden her havde en flok, og uanset hvor mange eller få den bestod af, så var han i flertal, og det at han havde kunne bære C.C. ud af skoven viste tydeligt at der var en styrkeforskel på de to lige så vel. C.C. gik ikke rigtigt op i at træne, han havde aldrig gidet, så det eneste hans varulvegen havde gjort for ham, var at han ikke tog så meget på. Men så igen, det kunne sagtens også være hashen. Uanset hvad, så var C.C. ikke den stærkeste varulv derude.

Lucan brummede over det, den anden sagde. Selvom det var sandt, behøvede de ikke at gå op i det, Lucan havde bare gjort, hvad han havde følt var rigtigt.
"Jeg kunne ikke efterlade dig der." Der var noget i hans tonefald der sagde, at det skulle de ikke snakke mere om. Og heldigvis skiftede den yngre varulv også emne og sagde sit navn. Lucan sendte ham et kort smil, stadig venligt.
"Lucan." Han var ikke en mand af mange ord og sagde derfor ikke mere, men nøjedes med at betragte ham.

Ingen tvivl om, at den anden ikke var tilpas ved hans tilstedeværelse. Lucan var ikke helt sikker på hvorfor, for der kunne vel være flere grunde. Men siden han havde en fornemmelse af, at Cecil nok var uden flok, kunne det bare være fordi, at han var varulv med flok. Det ville ikke være første gang, at han oplevede det. Og det var måske ikke så underligt, for bare den behandling den yngre varulv havde fået i løbet af natten, fortalte jo bare, at enspændere ikke havde det let. Han havde selv prøvet begge dele, altså at være i flok, og nu endda alfa, men også at være alene. Og endda brændemærket til at være det laveste udskud af alle. Heldigvis var han ikke en lille varulv og med sin "hobby" havde han også været stærk det meste af tiden, så han havde haft mulighed for at forsvare sig selv bare nogenlunde.

Stilheden var ikke behagelig og han flyttede lidt på sig.
"Det lød til, at de er vant til at se dig herinde. Det kan ikke være let at være uden flok i et område med så mange varulve som Di Morga." Der var rigtigt mange varulve i dette område, han havde ikke oplevet så mange bo så koncentreret før. Skoven vrimlede med dem ved fuldmåne.
Lucan mente ikke noget ondt eller dømmende med det han sagde, det var bare samtale. Han var født og opvokset i en flok og så intet galt i at snakke om sin race og de dertilhørende sociale normer og problemer.

C.C. betragtede manden overvejende, da han præsenterede sig selv, og nikkede, for at vise at navnet var sivet ind. Der var ikke meget tvivl om, at Lucan også var en født varulv, for ellers var det noget af et tilfælde at han var blevet det. Og i Di Morga, var der ikke rigtigt noget der hed tilfælde, i hvert fald ikke for C.C. Selvom han også selv var fuldblodsvarulv, så var der intet der umiddelbart tydede på det, måske med undtagelsen af hvor meget han stolede på sin næse, og at han var stærkere end det gennemsnitlige menneske, og bidte varulv.

"Det er nu noget tid siden jeg sidst har været her. Men ind i mellem er der flokke, som sætter sig for at jorde al konkurrence ved fuldmåne, og i nat var det et bagholdsangreb, som jeg ikke opdagede før det var for sent," C.C. så ned på sin ben, og sukkede, stadig træt. "Men de endte med at undervurdere mig, og var værre tilredt end mig da de stak halen mellem benene. Forhåbentlig er de også et eller andet sted på hospitalet. Gerne i fuld narkose og midt i en operation for at blive syet sammen." Det blev sagt lidt halv-jokende, men alligevel kunne man godt fornemme, at han ikke ligefrem var særligt tilfreds med at blive angrebet uden nogen egentlig grund til det. Han havde hverken virket truende, eller gået ind på deres territorium. Det var bare to dumme varulve, som sikkert var blevet magtliderlige efter at have taget en anden mindre varulv ned.

Lucan havde lidt svært ved at vurdere, om Cecil var en bidt eller født varulv. Hans fysik som menneske var ikke ligefrem imponerende, men det behøvede den nu heller ikke at være. At han var uden flok gav et indtryk af, at han var bidt, for de fleste fødte varulve havde vel en flok at høre til. Men så alligevel, der var et eller andet, der sagde Lucan, at den yngre varulv var født ind i racen, lige som han selv. Hans instinkter plejede ikke at tage fejl, så han valgte at stole på dem. Der kunne være mange grunde til, at man ikke ville, eller kunne, være en del af en flok. Lucan havde prøvet at være uden og det havde ikke passet ham. Han var et flokdyr. En alfa.

Da Cecil fortalte om at der var flokke, som nogle gange slog deres position fast, nikkede Lucan let. Ja, det havde han og hans lille flok oplevet. Hvilket var grunden til, at de havde gået i flok de første fuldmåner. Og det havde heldigvis gjort, at de fleste kom nogenlunde uskadte hjem efter en nat. Ikke altid, men det kunne man nu heller ikke regne med alligevel. Dyr var dyr.
"Det lyder til, at de har fået en lille lærestreg, lige meget hvad." Lucan kunne godt høre det jokende i Cecils ord, men også alvoren og han kunne sagtens følge ham. Hans egene tanker strejfede kort den nybidte varulv, han havde givet prygl om natten. Uden dårlig samvittighed, selvom han da håbede, at personen kom nogenlunde sikkert hjem igen.

Lucan rettede sig op i stolen og skævede kort til klokken, inden han igen så på den anden.
"Har du nogen til at hente dig?" Det var nok den mest diskrete måde, han kunne spørge, om der var en flok bag den yngre varulv. Hvis svaret han fik, ikke gjorde det klart, ville han sikkert spørge direkte senere, men det var ikke sikkert, at den anden ville tage spørgsmålet pænt. Grunden til at han spurgte, var skam god nok - han var alfa i en flok skabt af ulve uden tilhørsforhold og hvis han ikke spurgte, ville han ikke have mulighed for at udvide flokken. Og selvom Cecil virkede lidt speciel, virkede han nu også som en god person og derfor ville Lucan høre, om han skulle være interesseret i at blive en del af flokken.
Normalt var han ikke altid så hurtig til at spørge, men han havde en spøjs beskyttertrang efter at have hevet den yngre varulv ud af skoven. Måske var det hans egen personlighed, måske var det alfadelen, men det var sådan han havde det.

C.C. nikkede til Lucans spørgsmål. Sygeplejersken havde ringet til Jas og der kunne ikke gå mange minutter før ham og Diana kom, da solen allerede var gået ned. "To af mine venner burde komme om lidt. De plejer også at være der når månen går ned, men vi blev splittet op da jeg blev angrebet," forklarede han, og pillede lidt ved bandagerne om sit håndled. Normalt havde Jas været der til at hjælpe, på trods af farerne ved at C.C. sagtens kunne vende sig imod ham. Men Jas var en vampyr så han kunne sagtens klare nogle slag fra en varulv, og var aldrig kommet særligt slemt til skade. Det var aldrig værre end at han selv som menneske ville overleve. For C.C. var aldrig specielt vedholdende med at ville af med vampyren, han knurrede bare når han kom for tæt på. Fuldmåne eller ej, de var stadig venner.

Hjemme hos C.C. var der hurtigt spredt sig panik efter hans forsvinden. Ikke nok med at Jas og Diana var bekymrede og at Diana havde brugt en stor del af sin dag ude i skoven, så var Max kommet forbi. Der var ikke rigtigt nogen måde de kunne lyve om hvad der foregik, så Jas måtte fortælle at C.C. var væk, og at han selv måtte snakke med C.C. om resten når de fandt ham. Jas havde egentlig været på vej ud i skoven for at hjælpe med at lede efter ham igen, da de ringede fra hospitalet. Det var en lettelse for både dem alle at vide, at deres dumme varulv ikke var i knibe, men lå sikkert på hospitalet og ventede på dem.
Så der gik ikke længe før Jas sad i bilen, med Max på forsædet ved sin side, for først at samle Diana op ude i skoven, og dernæst køre imod hospitalet. I receptionen fik de nummeret på værelset hvor C.C. lå, og Jas, som efterhånden var ret bekendt med hospitalet, fandt hurtigt rummet. Hverken ham eller Max nåede dog ind, før Diana praktisk talt sparkede døren op, løb over til C.C. og kastede sig over ham.

"Har du nogen ide om hvor bekymret jeg har været for dig, huh?? Jeg har rendt rundt i en pisse kold skov for at lede efter dig, og så har du bare ligget her og hygget dig i en varm seng! DU ER EN RØV, OG SKYLDER MIG... NOGET!" Hun trak sig tilbage så hun kunne give ham et dask over hovedet, lidt hårdere end hun nok behøvede, men C.C. sendte hende alligevel et undskyldende smil. "Jeg elsker dig?" "... Jeg elsker også dig, din tumpe," hun kyssede ham på panden og lagde armene om hans hals, tydeligvis lettet over at han var i live.
Jas var ikke så hurtig til at løbe ind, ikke fordi han ikke var glad for at se C.C., og hans forsøg på at berolige Diana, men fordi han godt så den fremmede i rummet. Og hans næse sagde hurtigt at det var en anden varulv. Selv var Jas en vampyr, og hans kæreste var en aspara. Ingen af dem var naturlige venner med varulve, så bare fordi C.C. ikke havde noget imod dem, betød det ikke, at en anden varulv ville være lige så venlig.

Jas rømmede sig, hvilket fangede den rødhårede asparas opmærksomhed. Hun fulgte hans blik, og så den fremmede varulv, hvilket fik hende til at rette sig op fra C.C., tydeligvis mere på vagt nu end hun var før. De lignede begge to nogen, som snildt kunne være C.C.s venner. Diana var en høj slank kvinde, med pæne naturlige former. Hun var lidt lavere end C.C., men hendes højhælede støvler gjorde hende et halvt hoved højere end ham. Hendes hår var ildrødt, og nåede hendes talje. Hun havde tatoveringer op og ned af sin ene arm, men det var dækket af hendes åbenstående læderjakke. Dem på hendes mave, derimod, var synligt, da hun bar en mavebluse, og lavtaljede bukser. Hendes øjne var lyseblå, og det ene var tatoveret på en måde meget lig C.C., men i stedet for sort var det en lysere blå. Hun havde ikke særligt mange piercinger, kun en i næsen, og et par stykker i ørene.
Jas holdt sig generelt også til tatoveringer. Han var dækket af dem fra halsen og ned, hvilket tydeligt kunne ses på den nedringede bluse han havde under sin vinterjakke. Han havde ingen piercinger, men hans hår var platinblond, og var slikket tilbage, med kolde grå øjne. Han var højere end dem begge, næsten oppe på de 2 meter, og var rimeligt muskuløs. Ikke at han var en bodybuilder, men han var tonet.

Max's dag var startet helt normalt ud. Han var vågnet tidligt, eller for ham var det tidligt, så han havde haft tid til at tage hjem til C.C. inden han stod op, så han kunne kravle under hans dyne og putte. Host. Okay, mere end putte. Nynnende var han taget af sted, for én gangs skyld med en nogenlunde varm jakke og i dag med en bowlerhat på hovedet.
Fremme ved C.C.s tatovør-biks var det dog hurtigt gået op for ham, at der var noget galt. Diana var der ikke og Jas havde travet uroligt rundt nede i butikken, mens han havde et sammenbidt udtryk i ansigtet. Efterhånden havde Max tilbragt en del tid sammen med C.C.s venner og det udtryk havde han ikke set i Jas ansigt før. Det skete ikke så ofte, at Max var bange, men da Jas fortalte ham, at C.C. var blevet væk og så samtidigt ikke ville uddybe, men stadig lignede en, der forventede, at han var død, fik han en iskold klump i maven.

Det var en af de længste dage i lang tid, Max havde gennemlevet. Jas var aggressiv, når Max forsøgte at få noget at vide om, hvad der foregik og samtidigt var vampyren i telefonen med Diana en del af tiden og de snakkede om, om C.C. var kommet tilskade, om hvor han kunne være, hvor han plejede at være i en eller anden skov og hele tiden lå der en usagt frygt om, at de ikke ville se ham igen.
Max var ved at bryde sammen, men kunne hverken gå eller gøre noget, så han sad for det meste bare i en sofa nede i butikken og lyttede til Jas, mens han var ved at ødelægge sine fingre i skræmt nervøsitet.

Endeligt ringede telefonen og lettelsen bredte sig på Jas ansigt. C.C. var på hospitalet, ok! Max var hurtigere ude ved Jas' bil end Jas selv. Efter at have hentet Diana ude ved den store mørke skov, som C.C. åbenbart var blevet væk i, kørte de ind til sygehuset. Max var overraskende tavs hele vejen. Ingen ville fortælle ham noget og han havde stadig kvalme efter al skrækken. Og lige nu kunne det bare ikke gå for stærkt med at komme frem til C.C.

På sygehuset fulgte han stadig tavs efter Jas og Diana, der hurtigt fandt frem til værelset, hvor C.C. var. Diana gik fuldt ud soldat, sparkede døren ind og kastede sig over C.C. for at skælde ham ud. Synes af C.C.s ansigt sendte en bølge af lettelse igennem Max. Efterhånden var han så træt i hovedet, at han ikke rigtigt vidste, hvad han skulle gøre eller hvordan han skulle reagere, så han blev stående lidt bag den høje Jas, der var stoppet op i døren. Selvom Max måske ikke var super observerende, fornemmede han, at der var et eller andet galt og han skævede ind i rummet, hvor der sad en anden mand på en stol ved siden af sengen. Han så da rar nok ud, hvorfor reagerede både Diana og Jas sådan på ham? Udmattet og forvirret, men lettet over at se, at C.C. var okay, blev han stående og så lidt forvirret rundt. Han forstod ikke, hvad der var galt og havde en fornemmelse af, at det var fordi, at han som den eneste ikke hørte til, almindeligt menneske som han var. Det plejede ikke at påvirke ham, men han kunne godt mærke, at det prikkede til ham denne gang. Han var udenfor og han vidste det.

Lucan lyttede til C.C.s svar og regnede bare med, at de to venner var varulve også. Så måske ikke en flok, men i hvert fald en lille gruppe. Måske? Han nikkede og åbnede munden for at sige noget, men i samme øjeblik blev døren hamret op og en hidsigt udseende aspara kom væltende ind i rummet og direkte hen til sengen, hvor hun kastede sig over Cecil og begyndte at råbe af ham. Lucan var lige ved at rejse sig fra stolen i ren forskrækkelse, men nøjedes med at skyde øjenbrynene i vejret. Nå så en af hans venner var en aspara? Lugten af død nåede hans næsebor og han drejede hovedet for at se, hvor lugten kom fra. En vampyr. En høj, ikke så venligt udseende vampyr, der så på ham med et blik, der tydeligt sagde, at han ikke kunne lide Lucans tilstedeværelse. Bag vampyren kunne Lucan skimte en person mere.

Vampyren rømmede sig, hvilket fik asparaen til at stoppe sit forhenværende med at skælde ud og i stedet se på ham med et lige så misbilligende blik. Langsomt rejste Lucan sig. Han var tydeligvis ikke velkommen mere og ærligt talt var det heller ikke ligefrem hyggeligt at være i samme lokale med en vampyr og en aspara, begge væsner, som ikke ligefrem var kendt for at være perlevenner med varulve. Undtagen denne ene spøjst udseende unge mand, åbenbart.
Med rolige bevægelser og en dæmpet stemme vendte han sig mod Cecil og så ham i øjnene.
"Jeg må hellere se af at komme hjem. Pas nu godt på dig selv fremover." Stadig med rolige bevægelser, alvor i blikket og en rank ryg, der signalerede, at han ikke var intimideret af de to andre væsner, vendte han om og gik hen mod døren, hvor vampyren flyttede sig, så han kunne komme ud. Den unge mand, der næsten kun kunne være menneske, så på ham med nysgerrige øjne.

Lucan ville fortsætte forbi ham, men inden han kunne nå forbi, havde det unge menneske kastet sig over ham og givet ham et kram. Lucan var meget tæt ved at reagere ved at slå ham i overraskelse, men krammet varede ikke så længe. Da mennesket slap ham, så han på Lucan med fugtige øjne og taknemmelighed i blikket.
"Tak." Efter at have sagt det, vendte mennesket om og skyndte sig ind for at kaste sig om halsen på den unge varulv. Lucan så lidt forvirret efter ham, mødte vampyrens blik og gik så med en dæmpet brummen.
Så snart han var ude af sygehuset, tog han telefonen op af lommen og ringede til Hugo, der heldigvis var stået op og var klar til at hente ham. Og give ham skældud for ikke at have meldt tilbage noget før. Cecil var ikke den eneste med overbeskyttende venner.

C.C. så op på Lucan, da han rejste sig, og dernæst over på Jas og Diana. Han var ikke sikker på hvordan han havde det med deres opførsel, for på den ene side, så var det jo en alfa, hvilket C.C. ikke brød sig om... Men på den anden side så virkede manden flink nok. Han kunne dog ikke bebrejde Lucan at han ikke følte sig velkommen længere. Et eller andet sted ville han gerne sige noget, men i stedet fandt han hurtigt noget papir, og skriblede noget ned hurtigt. "Her. Hvis du får brug for en tjeneste en dag, så kan du få fat i mig her." Det blev sagt lidt hurtigt, og Lucan fik sedlen stukket i hånden inden han smuttede.

Dog blev han lidt overrasket da han så Max kramme manden. Faktisk havde han slet ikke set mennesket. Nok fordi han stadig var lidt rundt på gulvet. Men et lille smil nåede hans læber, for det var så typisk Max, at vise taknemlighed på den måde. Nok havde mennesket en masse problemer, men han havde et hjerte af guld under det hele, og det varmede C.C. at se ham vise venlighed til de mest underlige personer. Som en meget tatoveret og piercet varulv.
Og godt som han tænkte det, havde han Max om halsen. Han lagde straks sine arme om mennesket, og nussede sin kind imod hans hals. Nok tænkte C.C. ikke meget på sit liv, men han måtte indrømme at han ikke var helt klar til at skulle efterlade Max alene i verden. Jas og Diana havde hinanden, men Max var alene. C.C. placerede et blidt kys på Maxs hals og knugede ham lidt mere ind til sig.

"Jeg er okay, bare rolig," mumlede han stille, uden at rykke sig den mindste smule. Han nussede bare blidt Max i håret med den hånd, han havde drop i, og den anden lå henover menneskets lænd. Han så kort op på Jas og Diana, som nu begge stod ved fodenden af sengen, og sendte ham lidt for smørrede grin. Han rakte hurtigt fuck til dem med sin forstuvede hånd, for han vidste godt hvad de tænkte. De tænkte at han havde følelser for Max, hvilket til dels også var rigtigt, men de troede det var romantisk, hvilket absolut ikke var tilfældet. Det var seksuelt og platonisk, og ikke mere end det!

Max forstod vitterligt ikke, hvorfor både Jas og Diana virkede så kolde over for manden, der sad i stolen ved siden af C.C.. Som manden rejste sig og C.C. gav ham et seddel, forstod Max det sådan, at den høje mand havde hjulpet C.C., måske endda reddet ham fra hvad end der havde gjorde de andre så bange. Så da Jas flyttede sig og den fremmede kom gående forbi, fulgte Max sin første indskydelse og gav manden et kram. Som altid var det med en hvis risiko, ikke alle kunne lide at blive krammet og her i Di Morga reagerede mange voldeligt, men manden stivnede bare, indtil Max slap ham igen. Noget Max tolkede som et kort glimt af et smil igennem al forvirringen var nok for ham, så han vendte om og styrtede ind for at kaste sig om halsen på C.C.

Max forstod ikke ret meget af, hvad der var sket i dag, men han havde været bange. Meget bange. For ikke at se C.C. igen. Så han knugede om C.C. og gemte ansigtet ved hans hals for at indånde hans duft og mærke hans varme. Da hans ven sagde, at han var okay og Max bare skulle være rolig, kunne han ikke forhindre sine øjne i at blive fyldt med vand. Han var træt og psykisk nedslidt efter en hel dags forvirring og angst og lige nu kunne han ikke mere. Som sædvanligt var der ikke nogen tegn på, at han græd, ud over tårerne, der forlod hans øjne. Sådan stod han et stykke tid, med armene om C.C. og tårer i øjnene, han havde slet ikke lyst til at slippe igen. Men på et eller andet tidspunk blev han nød til det.

Langsomt trak han sig tilbage og snøftede kort ind, mens han hurtigt kørte sine hænder over sit ansigt for at tørre tårerne bort. Med sine blanke øjne så han på C.C. uden at vide, hvordan han skulle reagere på det hele. På den ene side havde han lyst til at gøre som Diana og skælde ud, men han vidste ikke over hvad? På den anden side havde han bare lyst til at kravle under C.C.s dyne og tage en lur, for han var virkeligt udmattet. Til sidst tog han bare C.C. hånd, den med droppet, og begyndte at lege lidt med hans fingre uden at sige noget. Lige nu orkede han ikke rigtigt andet end at overlade ansvaret for, hvad der skulle ske nu, til de andre. De voksne. Max følte sig egentligt bare lidt som en overflødigt, uvidende barn. Fordi ingen ville fortælle ham noget og han vidste ingenting. Og lige nu kunne hans psyke ikke bære mere andet end bare at være der og mærke C.C.s hud mod sin.

Så han gjorde, hvad han gjorde bedst, og trak sig ind i den der sindssyge, som kun var halvt virkelig. Udefra ville det være ret tydeligt, at han bare trak sig ind i sig selv og ind i en eller anden verden, der var nemmere at håndtere.

C.C. betragtede Max, da han trak sig tilbage, og bare holdt hans hånd. Det så ud til at Max havde været en del af situationen, mens han havde været bevidstløs, i hvert fald en stor den af tiden. Han kendte efterhånden mennesket godt nok til at kunne læse sådan noget, og Max virkede udmattet for at sige det mildt. Så han flettede blidt deres fingre sammen, og gav hans hånd et blidt klem, inden han rettede blikket op imod Diana og Jas.

"Hvordan har du det?" spurgte Jas endelig, med et meget mildere udtryk i øjnene end normalt. Selvom han havde været rolig og fattet, var han også stadig påvirket af situationen, og var nok lige så træt som de andre. "Fint nok. Jeg er blevet syet i benet, men det var bare et kødsår, så der er ikke noget slemt der, og mit håndled er bare forstuvet." "Godt at det var den højre hva'? Tænk hvis du ikke kunne-" Man kunne godt fornemme hvad Diana skulle til at sige, men Jas skyndte sig at afbryde hende, om ikke andet så bare fordi det var upassende på et hospital. "-Tegne" brummede han, og rømmede sig lidt.
"Hvor længe skal du blive?" Spurgte Diana så, mere seriøst. "Sygeplejersken sagde at jeg godt måtte smutte. Jeg skal vist bare have nogle krykker." "Skal du ikke have aftensmad først?" spurgte Jas, med et skævt smil. "Fuck nej, jeg gider ikke at æde pulverkartoffelmos." Og med de ord, satte C.C. sig op, skubbede sin dyne af, og svang sine ben ud over sengen. Han havde kun nogle hospitalsshorts og en af deres t-shirts på som det eneste, for at de kunne komme til med de ting de skulle, og ærligt talt så det mere end bare lidt spøjst ud på ham. "Har i taget noget tøj med?" "Hvorfor? Det er da fint det du har på." "Fuck af Diana - Jas, har du noget af mit tøj?" Jas nikkede og rakte ham en pose, så han kunne skifte.

Nu havde alle i lokalet set ham nøgen mere end en gang,så ærligt talt så han ikke et problem i at smide hospitalstøjet foran dem, og skifte over til sit eget. Og selv hvis han ikke havde haft sex med dem alle sammen, havde det nok alligevel ikke generet ham. I mellemtiden, smuttede Jas ud, og fandt en sygeplejerske, som kunne hente nogle krykker, og inden længe, var C.C. klar. Han havde af gode grunde kun en sko på, men det var også nok til at kunne bruge krykkerne, og komme udenfor.

Det var ikke fordi, at Max ikke var interesseret i det, der skete omkring ham, men han vidste ikke, hvad der blev forventet af ham, så han valgte at tage den nemme udvej, som han altid valgte. Og det var bare at lege dum, stum og døv. Dog gav han et klem tilbage, da C.C. flettede sine fingre ind i mellem hans og gav et klem. Max vidste, at C.C. nok kunne se lidt igennem ham - C.C. var den eneste, som havde set dybderne af Max og ikke bare det fjollede jeg, som han lagde for dagen. Selvom Jas og Diana var tætte venner med C.C. og Max også var begyndt at se dem som en form for venner, havde han altid taget sin maske på overfor dem. Måske ikke så voldsomt som overfor komplet fremmede, men de kendte ham ikke.

Så lige nu var det lettest bare at lukke ned og ikke forsøge at finde ud af, hvad han skulle. Blive ved med at være den tossede dreng uden ansvar.
Også selvom C.C. vidste, at det meste af det var bullshit. Men helt oprigtigt var Max udmattet og træt og han havde det ikke ret godt. Både fordi C.C. var kommet til skade af ukendte årsager, men også fordi Jas og Diana netop havde lukket ham ude. Det fik sparket lidt til Max's deprimerede side og han følte sig atter udenfor, selvom han næsten havde følt, at han var med i den lille gruppe. Han havde endda holdt jul med dem og havde haft det fantastisk.
Der var også den nagende følelse af, at der var noget C.C. ikke havde fortalt ham, som måske kunne opklare hele affæren. Det gjorde ondt. Mere end han nok lige havde lyst til at indrømme.

Da C.C. rejste sig for at få tøj på, flyttede Max sig lidt, så han kunne komme til. At C.C. smed tøjet havde Max ikke nogen problemer med, heller ikke at han gjorde det overfor Diana og Jas. Max vidste godt, at C.C. havde været kærester med dem begge. Det var okay. Siden han og C.C. havde haft sex første gang, havde det ikke ligefrem gået stille for sig og både Jas og Diana havde set Max uden tøj på, ved uheld selvfølgelig, oppe i C.C.s lejlighed. Og alle var cool med manglende tøj.
Til sidst var C.C. klar til at gå. Max ville bare tøffe efter C.C. og de andre, som de bevægede sig igennem og til sidst forlod hospitalet og ud i bilen, hvor Jas ville køre dem hjem. Max sagde ikke noget på vejen, medmindre nogen sagde noget til ham, men sad bare og pillede ved sine fingre, som han havde gjort det meste af dagen.

Taget i betragtning af hvor meget både Jas, C.C. og Diana kunne snakke når de var sammen, var der underligt stille, som de bevægede sig ud af hospitalet. Og de var det faktisk alle sammen af samme grund; Max. Max vidste godt at Jas var vampyr, for ellers havde Max nok alligevel regnet den ud, fordi vampyren valgte ikke at spise noget da de holdt jul sammen, og han vidste også at Diana var en aspara, for da han havde spurgt hvor længe hende og Jas havde datet, havde hun stolt sagt at de snart kunne holde guldbryllup, uden at tænke mere over det. Men C.C. formåede altid at smøge sig udenom at snakke om sin race, af frygt for Maxs reaktion, og nu var han tvunget til at forklare hvad der foregik.

Det var nok også det meste af grunden til at C.C. ikke klagede, da de to blev splittet ad, for at C.C. kunne side på forsædet, med god plads til sit ben. Diana, sød som hun var, prøvede at få en samtale kørende i bilen, men det gik ikke så godt. Jas var stille som han så ofte var, og selvom han så rolig ud, var C.C. ved at få et nervesammenbrud. Og blandet med smerterne i sit ben, og ømheden i hele sin krop, var der ikke noget at sige til, at han ikke havde det største overskud, eller at han røg i bilen, noget som Jas normalt ikke brød sig om. Ikke at han var imod cigaretter som sådan, men af gode grunde brød han sig ikke om lugten.

Endelig trak de op ved bagsiden af C.C.s forretning. "Er du sikker på at du klarer dig?" spurgte Jas, inden varulven åbnede bildøren. "Jeg er en stor dreng nu, jeg kan godt finde ud af at tage smertestillende hver 6. time," svarede C.C. jokende, i håb om at lette stemningen, men det lykkedes ikke rigtigt. "Du ved hvad jeg mener," konstaterede Jas blot, med en bekymret undertone i sin stemme, som man sjældent hørte fra ham. Selvfølgelig snakkede han om snakken med Max, for ærligt talt ville han gerne hjælpe hvordan end han nu kunne, men samtidig vidste han også, at det var noget de to selv måtte finde ud af. Så han trak C.C.s nøgler op af sin lomme, og gav dem tilbage. "Jeg skal nok ringe hvis der er noget," mumlede C.C., og med de ord, kom han lidt besværet ud af bilen. Diana krammede hurtigt både ham og Max, inden hun tog pladsen på forsædet, og de to kørte hjem til sig selv.

Med et suk, humpede C.C. over til døren, der førte direkte ind til trappeopgangen, så de ikke behøvede at gå igennem butikken, og låste den op. Derefter rakte han nøglerne til Max, så han kunne låse døren, og begik sig ellers op ad trappen. Taget i betragtning af at han var på krykker, gik det utroligt hurtigt, men nu var han også efterhånden trænet i den slags. Hans første skift til varulv var sket da han var barn, og der havde været rigeligt med fuldmåner siden da.
Det betød dog ikke at han ikke var træt da han kom ind, så efter at have taget en pose, over i skabet under sit fjernsyn, smed han sig i sofaen, og lagde krykkerne på bordet. Både Jas og Diana kendte den pose, for de havde set ham tage den frem en masse gange før, men Max havde aldrig set den, eller dens indhold. Dog lagde han den for nu på stuebordet, og da mennesket kom ind igen, klappede han ved siden af sig selv på sofaen, for at han skulle sætte sig ned.
"Kom heover, Max. Der er noget jeg nok er nødt til at fortælle dig."

Der var underligt tavst i bilen og Dianas forsøg på at få en snak i gang virkede forloren. Og Max havde hele tiden den her fornemmelse af, at det var hans skyld. Efterhånden som den pressede stemning blev ved, voksede følelsen af, at han var problemet, at det var fordi, at han ikke hørte til. De andre havde noget sammen, som han ikke var velkommen i.
Om det var rigtigt var lidt lige meget, det var hvad den lille stemme, som depressionen besad, fortalte ham. Insisterende. Selvom han var næsten helt ude af den depression, der havde ødelagt ham hele efteråret, var den aldrig længere væk, end at han kunne høre den lille insisterende stemme. Heller ikke under sine heftige manier, var den helt væk.

Han forsøgte virkeligt at ignorere det, men den akavede stemning var trykkende og understregede bare hans tanker.
Man kunne nok ikke se på ham, hvor han mentalt var på vej hen, han var en mester til at skjule det. Så i stedet sad han med et lidt blankt og barnligt udtryk i ansigtet, mens hans blik skiftede lidt mellem hans fingre, som han stadig pillede ved, og byens lys ude i mørket. En gang i mellem kom der et par nynnende toner fra ham for at understrege, at han ikke rigtigt var til stede.

Endeligt kørte de op til tatovørshoppen og kom ud af bilen. Den kolde luft var ret befriende. Max havde ikke taget hverken sin jakke eller hat med på sygehuset og stod nu bare i en lidt for stor grøn strikketrøje, sine lidt stramme cowboybukser og slidte converse, hvilket var ret koldt, men han frøs ikke. Det gjorde han så sjældent. Stadig usikker på, hvad han skulle gøre, fortsatte han med at betragte sine fingre, som var de det mest interessant i verden, også da Diana gav ham et kram. Dog så han op og vinkede efter dem, da de kørte, på sin lidt uskyldige og barnlige måde. Dog havde han hørt, hvad Jas og C.C. havde sagt til hinanden og den undertone, der havde været i Jas' stemme. Og det gjorde ham forvirret og ked af det, for det føltes som om, at noget stort og ødelæggende skulle til at ske.

Tavst fulgte han efter C.C. og låste døren efter dem, da de gik ind i gangen. Lidt imponeret var han dog, da han så efter ham og hans hurtige tur op af trappen. Max selv var også rimeligt vant til krykker, han havde endda et par liggende hjemme under sengen, men han ville ikke kunne have klaret trapperne så elegant. Tøvende bevægede han sig op af trapperne efter C.C.. Hvad nu? Han havde en knude i maven, for han kunne mærke, at der skulle ske noget, noget som de andre åbenbart mente var farligt eller ubehageligt. Allermest havde han lyst til at vende om og tage hjem, psyisk kunne han ikke rigtigt holde til det her.
Men han fortsatte op og lukkede C.C.s dør bag sig. Lidt af hans maske faldt til jorden, så snart døren lukkede og man kunne nok tydeligt se, at han havde en fornemmelse af, at der var noget galt og at han var ved at få et nervøst sammenbrud.

Langsomt gik han over og satte sig ved siden af C.C. i sofaen og så på ham med et usikkert blik. Han bed sig kort i læben, inden han ikke kunne holde munden lukket mere.
"Du er ikke ved at dø, vel?" Det var et helt seriøst spørgsmål. Med den stemning han syntes, der havde været, kunne det lige så godt være fordi, at C.C. fejlede et eller andet, han skulle dø af. Faktisk var det næsten det, som Max havde besluttet sig for, var galt og han havde næsten helt tårer i øjnene.

C.C. rynkede lidt på panden, da Max spurgte om han var døende. Teknisk set var han, i den forstand, at hans status som varulv gjorde, at han formentlig ville dø inden han nåede at blive 50, hvis han overhovedet nåede 40 før det. Men det var nok ikke lige den bombe, som han skulle smide på Max med det samme. "Det var ikke lige det jeg skulle til at sige, så bare tag det roligt." C.C. strøg sine fingre igennem Maxs hår, med et lille smil om læberne, men det faldt hurtigt igen til en lidt mere seriøs mine igen.

"Grunden til at jeg var på hospitalet i dag, var fordi jeg kom til skade, og det ved du godt. Men grunden til at jeg kom til skade var fordi det var fuldmåne i nat," han rømmede sig lidt, ikke helt sikker på hvordan han skulle sige det næste, og vigtigste. "Jeg... Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg er en varulv. Jeg er født sådan, så jeg er ikke blevet bidt, eller jo det blev jeg i nat." Han lavede en general gestus til sit ben, som han i mellemtiden havde smidt op på sit sofabord, for at holde det hævet, som sygeplejersken havde bedt ham om at gøre.

"Men ja, det er grunden til at jeg har været ret syg på det sidste," tilføjede han så, og sænkede sit blik til sine hænder, hvor han pillede ved sine forbindinger på sin forstuvede hånd. Han skammede sig ikke som sådan over sin race, for der var ikke så meget at gøre ved den. Men når han mødte mennesker, var det ikke lige det første han fortalte, og det var svært bare at bringe det op i samtaler. Og selvom Max var ret rolig med andre væsner, så var C.C. ikke så glad for at han vidste det. Max var trods alt meget nysgerrig, og han havde lidt en frygt for at den nysgerrighed kunne få Max til at bevæge sig ud når det var fuldmåne. Det var ikke fordi at Max havde truffet udelukkende fornuftige beslutninger i den tid de havde kendt hinanden.

Da C.C. afkræftede, at han var ved at dø, faldt Max's skuldre lidt ned og trak vejret en smule lettet ind. Ingen dødelige sygdomme, tjek. Men hvad var der så galt? Max lyttede intenst til C.C., som han fortsatte med at snakke.
I det C.C. sagde ordet fuldmåne tænkte Max straks varulv, men først var det mere, at en varulv havde skadet C.C., fordi C.C. havde været dum og bevæget sig udenfor. Max gik ikke selv ud af sin lejlighed den nat, der var fuldmåne, ikke medmindre han glemte det. Han havde været lidt for tæt på en forvandlet varulv en gang eller to og skulle ikke nyde noget. Selvom han til tider var på kanten til selvmord, var en arrig varulv ikke ligefrem den måde, han havde lyst til at dø på. Og han havde ikke lyst til selv at blive en, tanken om at være i risiko for at skade uskyldige mennesker, var ubehagelig.

Han sagde ikke noget, da C.C. snakkede videre og fik udtalt, at han var født varulv. Ordene kørte lige igennem Max's hoved et par gange med en hvis lettelse. At det ikke var værre.
Varulv. Det forklarede egentligt nogle ting, som Max ubevidst havde lagt mærke til. Og gav god mening i forhold til, hvad han havde noteret sig i forhold til C.C.. Han var stærk, virkede til at have en god hørelse og lugtesans, men var ikke en af de stærke racer som vampyr, djævel eller dæmon. Det var ikke fordi, at Max havde brugt lang tid på at spekulere på det, for han var ret ligeglad. Om C.C. så havde været en grøn snotklat, så var Max glad, så længe han var hans ven (og som bonus var klar på en masse god sex).

Da C.C. sænkede sit blik fik Max et medlidende udtryk i ansigtet, ikke fordi C.C. var varulv, men fordi han virkede så utilpas ved at skulle fortælle det. Det kunne Max mere end sagtens sætte sig ind. Så han gjorde det, som han spontant fik lyst til, nemlig at læne sig lidt frem og lægge armene om C.C. i et fast kram.
"Det er okay. Det betyder ikke noget. Du er stadig min ven." Han gav C.C.s hals et blidt kys, inden han gemte sit ansigt ved hans hals. "Men du kunne godt have fortalt mig det noget før, jeg var ved at dø af skræk i dag og Jas ville ikke fortælle mig noget. Jeg troede du var død." Hans stemme knækkede lidt til sidst, som den dumme gråd forsøgte at presse på. At C.C. nok havde været i fare for at dø, ville han helst ikke tænke på. Det ville han nok få masser af tid til ved næste fuldmåne. Og den efter den. Og... Max vidste, at det ville blive hårdt, men det var der ikke så meget, at gøre noget ved.