Fighting is for the cage (Lucan)

Tid: 01:30
Sted: Et tilsyneladende nedlagt pakhus
Omgivelser: Indenfor summende af lyst til at se mere blod

I længere tid havde det lykkedes forskellige folk at holde politiet væk fra det gamle pakhus så der var efterhånden bygget nogle solide faciliteter til de voldsomme kampe der foregik. Midt i det hele var der bygget en stor ring formet som et bur samt tribuner omkring. Så var der selvfølgelig en indgang hvor de forskellige fightere kom ind af. Lige nu var den første allerede i ringen og folk heppede voldsomt på ham. Det var en stor mørklødet mand pakket ind i baggypants og bandetatoveringer. Der udover bar han to forgyldte knojern.
Publikum heppede nærmest højere og og højere som de blev gejlet op af fighteren der så smukt havde døbt sig selv Ghetto King.

Så ringede klokken til den næste fighter kom ind. Han var voldsomt stor og muskuløs til det punkt hvor han nærmest var overmenneskelig stor. Han var selv iklædt sorte shorts og havde en underlig tatovering der lignede noget lavet af indianere. Selvom han var en rigtig flot mand ligeledes med sit tykke mørke hår og lille skæg, lignede han stadig en der ikke var kommet for at more sig. Det var han heller ikke.... Charlie kiggede meget fokuseret mod ringen selvom folk kastede mad efter ham og kom med tilråb.
Så trådte han ind i ringen og stod som et rovdyr støbt i sten.
Han ignorerede fuldstændig fornærmelserne fra sin modstander og ventede.
Lige så snart indsatserne var givet, ringede klokken og kampen gik i gang. Først virkede den store mand meget langsom og Ghetto King grinede af ham og kom med lidt slag og spark.

Lige pludselig ramte han så der gik hul på Charlie's læbe hvorefter han selv sendte tre meget hurtige og voldsomt hårde slag der ramte i hovedet efterfulgt af et voldsomt spark der sendte Ghetto King mod hegnet. Panikken rejste han sig hurtigt og slog febrilsk efter Charlie der overraskende hurtigt parerede nogle slag hvorefter Ghetto King fik et meget hårdt slag ind mod tindingen og gik kold med nogle krampetrækninger. Publikum var eldevilde imens Charlie forlod ringen og gik 'backstage'. Han var udemærket godt klar over der kom flere kampe

Lucan kunne allerede mærke adrenalinen i kroppen, som han ventede på, at det var hans tur til at komme i ringen. Det var en god følelse, selvom han vidste, at smerte ville følge, når knyttede næver og hårde fødder ville ramme hans krop, men det gjorde ikke så meget. Han kunne mærke, at han havde brug for det. Det var alt for længe sidst og selv Hugo var begyndt at mumle om, at Luca havde brug for at brænde noget vrede af, selvom den store mand hadede at se sin ven i ringen. Lucan prøvede at overtale ham til at køre hjem, men som sædvanligt havde den store mand nægtet. "Så er der i det mindste nogen til at samle dig op," havde han sagt på sin stilfærdige måde. Lucan havde en mistanke om, at det også var for at holde øje med, at han ikke gik på flasken. Men trangen til at drikke var ikke så slem mere, det var som om, at gruppens forventninger om, at han var en god leder, fik lysten til at krympe. Ikke at han til tider havde lyst til at tømme en flaske eller to, men det var efterhånden sjældent, at det skete.

Nej i aften stod den på kamp. Nogle gange var det enkeltkampe, men i dag havde arrangørerne valgt at lave en turnering. Man kom op at slås og den der vandt, gik videre. Heldigvis var der ikke så mange kampe, så hvis man gik hele vejen, ville det kun være tre slåskampe.
Lucan opholdt sig omme bagved, hvor de kæmpende var gemt væk, når de ikke skulle slås. Med sin højde havde han en rimelig udsigt over arenaen og han fulgte nysgerrigt med den første kamp, hvor et bjerg af en mand sloges med en eller anden idiot. Det var ikke svært at se, hvem der ville vinde og ganske rigtigt nedlagde den store mand idioten med et par enkelte slag. Lucans blik fulgte ham, som han kom tilbage til området bagved. Hvis Lucan vandt sine kampe, var han ikke i tvivl om, at han ville komme til at slås mod kæmpen.

Lucans navn blev kaldt op og han lynede hættetrøjen op og lagde den på sin stol, inden han i bar overkrop og bare fødder gik ud i ringen. Han havde et par almindelige cowboybukser på, som sad lidt lavt om hans smalle hofter, nu hvor han havde taget sit bælte af også. Selvom han i hættetrøjen ikke så ud af meget, viste han en del muskler, da han først havde bar overkrop. Det så ikke voldsomt ud, men synet bedrog, for han var stærk. Det var hans smalle og langlemmede bygning, der fik ham til at en smule spinkel ud.
På det venstre bryst havde han en tatovering af en stor sort ulv, og det var også grunden til, at han blev introduceret som Lucan "The Wolf". På hans skulder var det grimme brændemærke, som alle andre steder intet betød, men som i et område som Terra ville blive genkendt som tegnet for, at han var smidt ud af en flok for en handling, der ikke kunne tilgives. Han havde overvejet at finde en måde at skjule det på, men valgte at gå ind for at slås med rank ryg. Ingen havde kommenteret på det endnu, men en dag var der nok nogen, der ville forsøge at nedgøre ham for det. Det sidste fysiske kendeten var de tre lange ar hen over hans side, tydeligvis lavet af et stort dyr for lang tid siden.
Det var ikke så længe siden, at han var blevet klippet, så for en gangs skyld var han næsten korthåret og havde ikke sit hår i en hestehale.
Kampen var ikke specielt nævneværdig, begge parter fik nogle slag ind ind, men inden længe sad Lucan oven på den anden mand, der desperat bankede i gulvet for ikke at få brækket sin arm.

Et par kampe senere, hvor Lucan fik ro over sig selv ude bagved, var det hans tur igen. Denne gang tog det noget længere tid, de dansede lidt om hinanden og for et øjeblik så det ud til, at Lucan ville tabe. Men med et hårdt slag i mandens mave og derefter to samlede knyttede hænder i nakken, gik den anden i gulvet.

Finalen. Han var i finalen. Som han gik ud af ringen, mens han tørrede blod af sit ansigt med underarmen, mødte han Hugos blik og han vinkede kort til ham. Han var okay.
Ude bagved fik han udleveret et håndklæde til at gøre sig ren med og en ny flaske vand. Med et grynt smed han sig i sin stol og skyllede munden, inden han spyttede det blodige vand ud. I det mindste havde han ikke mistet en tand.

De næste kampe Charlie kom med i, var meget hurtigt overstået. Det var modstandere der overvurderede sig selv voldsomt og blev straffet for det. Den sidste kamp han kom i nu, ville sende ham i finalen hvis han vandt. På intet tidspunkt under de voldsomme kampe havde Charlie sagt et eneste ord og denne kamp var heller ingen undtagelse. På dette tidspunkt i alting havde han også fået sit navn i ringen grundet en specielt tatovering der lignede en drømmefanger. Kommentatoren præsenterede først hans modstander hvorefter han råbte i mikrofonen.
"Og til aftenens overraskelse!...... I har alle lært at hade ham! I har alle set ham kæmpe som en gal rødhud! Her er han! SHAMAN!"
Det var meget tydeligt på Charlie at han ikke brød sig om introen men igen sagde han intet. I stedet gik han bare ind i ringen og kampen blev startet. Først virkede det som om hans modstander bare dansede rundt om Charlie og forsøgte at gøre ham vred

"Kom så fejlfarve! Kom så! Jeg skal sørge for at du kommer til at klynke som en tæve! Var det din mor der var den rødhudede luder?"

Der fik Charlie åbenbart nok. Var man tæt på ville man kunne se Charlie's øjne blive svagt røde og der kom en lyd fra ham der bedst kunne beskrives som en knurren. Uden nogen som helst form for advarsel, brølede Charlie af sin modstander og gav ham et enkelt hårdt slag i brystkassen der gav en rigtig grim knasende lyd og hans modstander faldt livløst om. Efter en kort tavshed, kom der folk ind og hentede liget imens kommentatoren råbte: "Ja!..... Finalen bliver legendarisk! Ulven mod Shamanen!...."
Uden et ord gik Charlie ud og kølede ned inden finalen. Der kom dog ingen følger af kampen han lige havde afsluttet da de så det som en risiko ved de ulovlige kampe

Lucan havde nøje fulgt med i alle kampene, men især den med den store mand, de kaldte Shamanen. Ganske som han havde forudset vandt manden hver eneste kamp, han blev sendt ind til, endda rimeligt nemt. I dag havde Lucan en fornemmelse af, at han ikke ville vinde, men det var ikke noget han viste eller lod sig påvirke af. Om han kunne tage hjem med en bunke penge, som nok ville blive rimeligt stor i dag, taget i betragtning af, at det var ham mod Shamanen, eller ikke, var ikke det vigtigste, selvom flokken godt kunne bruge dem. Nej, han var her mest for at få vreden ud af kroppen og hvert eneste slag han havde modtaget og hvert eneste slag, han havde givet, havde fået arrigskaben til at falde. Og i morgen ville han være en meget forslået, men meget mere medgørlig mand. Det var det vigtigste.

En rynke viste sig dog i hans pande, da den store mand, i hvad der så ud til at være vrede, slog sin modstander ihjel uden at blinke. Lucan havde været med i mange kampe igennem de sidste år, men havde aldrig slået nogen ihjel. Om det så havde kostet ham en aftens tæv og en tabt kamp, men det ville ham ikke. Han slog nok ihjel under fuldmånen, selvom han gjorde alt i sin magt for at lade være. Roligt åbnede han sin flaske og drak en mundfuld vand.

Som den anden mand kom ud fra ringen, kastede Lucan et vurderende blik på ham. Han havde for længst fundet ud af, at manden var varulv, stanken stod omkring ham, som den sikkert også gjorde om ham selv. Nogle ting kunne ikke skjules for varulvens forstærkede lugtesans. Kunne han vinde over ham? Måske. Den anden var noget bredere og med garanti stærkere, men de var ca. samme højde og Lucan havde en fornemmelse af, at han var en smule mere smidig end den anden. Han kunne forsøge at køre den anden træt eller i hvert fald undgå så mange slag som muligt. En ting var der ikke nogen tvivl om, at hvis ingen af dem slog hinanden ud hurtigt, ville det blive en lang, sej kamp. Lucan vendte flasken på hovedet og hældte det resterende vand ud over sit ansigt for at få blodet vasket af, inden han tørrede ansigtet af i håndklædet. Det vigtigste var i hvert fald ikke at fornærme manden, men siden Lucan aldrig sagde et ord, medmindre det var nødvendigt, ville det ikke være svært at undgå.

Nogen dukkede op ved hans side og han så op. Hugo stod og så på ham med et bekymret blik. Den store mand satte sig på hug ved hans side og skævede over mod Shaman, inden han så på Lucan igen.
"Er du sikker på, det her er en god idé. Jeg mener. Manden er større end mig. Og du skulle have set hans udtryk, da han slog den mand ihjel..."
Luca afbrød ham ved at lægge en hånd på hans skulder.
"Det er okay. Der sker ikke noget." Han så fast ind i sin bedste vens øjne. "Det kommer ikke til at gå så langt. Jeg skal nok stoppe inden."
Hugo kørte en hånd over sit ansigt og nikkede så.
"Okay. Jeg giver dig bank mig selv, hvis du ikke kommer levende ud derfra."
Lucan kunne lade være med at smile lidt, hvilket også fik Hugo til at smile.
"Det er en aftale."
En af arrangørerne kom til dem.
"Det er tid. Er du klar?"
Lucan nikkede tavst og rejste sig. Uden at sige noget, klappede han sin ven på skulderen og gik hen til åbningen ind til gangen ud til ringen. Her ville hans modstander nok også komme hen, så de kunne gå ud i ringen og blive introduceret sammen. The Wolf og Shamanen.

Lucan sendte den anden et fast og en smule hårdt blik, men nikkede kort som respektfuld hilsen, inden en stemme brølede:
"Nu til aftenens sidste kamp! Vi har på den ene side aftenens kæmpe, Shaman, som brutalt slagter sine fjender! På den anden side har vi en mand, der arrigt viser tænder og bider endnu hårdere! The Wolf! Lad den bedste mand vinde!"
Uden at se på sin modstander, gik Lucan ind i ringen til tilråb og piften. Han gjorde ikke som så mange andre og opildnede publikum. Han var der ikke for at give et show, han var der for at slås. Så han tog plads i ringen og rettede først da igen blikket mod den anden, nu med et helt andet udtryk i ansigtet. Det var tid til at slås.

Charlie havde godt hørt de to snakke om ham, hans sanser kørte på højtryk imens han gjorde hvad han kunne for at forholde sig rolig. Heldigvis havde han efterhånden ret godt styr på sin vredeså Nightrage ikke bare brød frem uden en virkelig god grund.
Han gik hen og tog en tår vand fra hvad der lignede et gammelt vandskind hvorefter han satte sig som om han mediterede lidt. Men selvom der var folk omkring ham så virkede han ligeglad med de så ham. Det var tydeligt at det var ting der betød noget for Charlie at gøre.

Som de stod og var klar til at skulle ind, kiggede han ned på Lucan og hilste med et roligt og ærbødigt blik inden de gik mod ringen. Charlie var lige som Lucan meget målsat og stillede sig klar inde i ringen.
Da kampen gik i gang, tog Charlie det meget roligt og bevægede sig overraskende elegant. En af grundene til at han blev talt om som en vred ånd i hans hjemland. Det var også det runen på hans brystkasse betød. Lige så snart åbningen bød sig, satte han et voldsomt hårdt slag i Lucans mave men stadig et slag der kunne være værre.
Med det samme efter satte han sig ned på knæ og klappede mod gulvet tre gange som tegn på han overgav sig. Uden et ord, gik han mod udgangen af ringen.

Kommentatoren sagde forvirret men vredt: "Bare rolig folkens.... Der skal nok komme blod!"
To vagter stillede sig så Charlie ikke kunne komme ud og sagde: "Du skal ingen steder før en af jer ligger ned...."
Kold som is, kiggede Charlie på dem og sagde: "Tre....."

Lucan ventede roligt på, at der blev ringet med klokken, der angav at kampen kunne starte. Selvom han havde en god fornemmelse af, at han ville få bak, kunne man ikke se det på ham. Hans udtryk var mørkt, intenst, men roligt. Den skarpe lyd fra klokken skar ind i hans sensitive ører og han løftede parat de knyttede op foran sig i ægte boksestil. De begyndte at gå rundt i ringen mens de hver i sær ventede på en åbning. De gik frem i mod hinanden et par gange, men der faldt ingen slag, mest lidt tjatten ud i luften. For Lucan var det mest for at prøve den anden lidt af, se hvad han mon havde af planer.

Ved et af de afslappede sammenstød gik den anden mand pludseligt mod Lucans mave. Det var lidt ud af den blå luft og en noget hurtigere bevægelse end Lucan havde regnet med, så hans forsøg på at undvige lykkedes kun halvt, da slaget gled af på hans side og næsten fik ham til at snurre rundt, men det lykkedes ham at bakke et par skridt i stedet, som smerten skød igennem ham. Han var straks klar til at forsvare sig i mod flere slag, men de kom ikke. Til hans store overraskelse satte manden sig på hug og klappede tre gange i gulvet, tegnet på overgivelse. Med forvirringen malet i ansigtet, så han ham gå hen mod udgangen. Hvad foregik der?

Nu hvor faren var væk, lagde han en hånd mod det sted, hvor den andens nævne havde ramt ham og bukkede lidt sammen til den side med en grimasse. Som den anden blev stoppet i åbningen til udgange, rynkede han panden. Det her gav ham en skidt fornemmelse i maven. Hurtigt bevægede han sig ind over ringen og hen til den anden varulv. Grundet sin gode hørelse, hørte han godt, hvad der blev sagt, inden han kom derover. At der blev talt ned, fik en koldt knude til at vokse i hans mave. Hvad end der skulle til at ske, måtte han hellere stoppe det.

Så han trådte op på siden af manden og lagde en hånd på hans arm og hev let for at få ham til at vende sig i mod ham. Han løftede den anden hånd med håndfladen i mod de to vagter for at vise, at de skulle slappe af, det var okay. Roligt mødte hans blik den andens uden nogen tegn på vrede eller uvenskab, bare det samme mørke blik man altid så ham med.
"Hvorfor giver du op uden kamp?" Det var bare et spørgsmål, med en svag nysgerrighed i tonefaldet, ikke noget anklagende eller vredt.

Der begyndte at blive råbt vrede tilråb i mod dem og ting begyndte at flyve mod burets metal og et par få ting fløj ind i selve ringen. Lucan valgte at ignorere begge dele, men han var smertefuldt klar over, at en manglende kamp ikke kun ville skabe vrede mod den anden varulv, men også mod ham selv. Hvem der havde nægtet at kæmpe var lige meget, så længe det ikke blev til noget.

Charlie stod med nogle dybe indåndinger og nåede lige at sige "To......." inden Lucan kom hen og stoppede vagterne. Vagterne bakkede alligevel tilbage på grund af de mange ting der kom flyvende. "Du kæmper for at styre din vrede.... Jeg kæmper for at overleve.... For mig kan det her betyde et måltid mad jeg ikke selv skal fange...."
En flaske ramte Charlie lige over øjenbrynet og skar et fint lille hul der hurtigt blev væk igen og man kunne se hans øjne fik et rødligt skær. Som han så rundt, vidste han godt at der ville blive kamp på den ene eller anden måde.

Charlie kiggede rundt med et blik som om han ledte efter en udvej. Dog var der intet tegn på frygt.
Med en hurtig elegant bevægelse stod han længere inde i ringen med næverne knyttet og et blik der var fastlåst på Lucan. Det var som om Charlie bevægede sig som vinden på en eller anden måde.
"Jeg ønsker ikke at gøre det her..... Men hvis ikke der er anden udvej...."

Charlie kiggede nu forbi ham som et par af vagterne havde fundet våben i tilfælde af der ikke skete noget.

Som den store mand snakkede, rynkede Lucan panden. Hvordan kunne han vide, at Lucan sloges på grund af sin vrede og ikke for pengene, som alle andre? Lucan var heller ikke helt sikker på, hvordan mandens svar forklarede hans hurtige overgivelse, men han nåede ikke at spekulere over det eller spørge mere ind til det, inden en flaske kom flyvende og ramte den anden ovr hovedet, noget der næsten ville kunne have slået Lucan ud, men som ikke så ud til at have den helt store indvirkning på den anden varulv - andet end hans øjne glimtede rødt for et kort øjeblik. Ubevidst trådte Lucan et halvt skridt tilbage og hans ansigtsudtryk blev om muligt endnu mere mørkt og lukket. Hvad var det?

Den store mand bevægede sig ind i ringen igen og Lucan fulgte langsomt efter. Inden han vendte ryggen til udgangen, så han godt, at vagterne havde fundet våben frem. Nej, der var ingen anden udvej end at kæmpe. Forvirringen over det, der lige var sket, kunne skimtes i hans holdning for et øjeblik, men som han stillede sig klar til at fortsætte kampen, faldt roen atter over ham. Der var ikke noget at gøre for at ændre noget.

Hans øjne søgte igen den andens mands.
"Det er okay. Det er det, vi er her for." Selvom larmen i hallen var overvældende, hævede han ikke stemmen synderligt. Den anden skulle nok høre ham. For ligesom at understrege sine ord, nikkede han roligt og trådte derefter frem, klar til en mere aggressiv start på kampen end hvad de lige havde fremvist.
Den vrede, som han normalt fandt frem under kampene blev væk fra hans sind denne gang, måske fordi der var noget forkert. Der var ingen grund til at være vred. I stedet havde han en kold klump i maven, der fik ham fik at være meget mere fokuseret og rolig.

Det første skridt, blev hurtigt til et par mere, farten sat op og han sprang ind på livet af den store mand, hvor han startede med at sende en næve i mod den andens ansigt. Forberedt på et modangreb, var hans venstre arm klar til at blokere slag. Han kunne stadig mærke næven, han var blevet ramt af og han var mere end klar over den andens styrke. Men han var klar til nye slag og selvom det ikke var noget han kunne lide, glædede han sig til den ro, han ville finde bagefter.

Charlie nikkede til Lucan som et tegn på han forstod ham, men ikke på den mest åbenlyse måde. Charlie forstod hans tanker omkring hele situationen og kunne læse på hans kropssprog hvordan at han ikke kæmpede med vrede lige nu.
Han begyndte at bevæge sig langsomt men let og gjorde sig klar på hvad der måtte komme. Lucan var trods alt hurtig så da Charlie slog ud efter ham, ramte hans næve forbi og satte et rigtig grimt mærke i den ene stolpe ved ringen.

Så gik han noget mere aggresivt efter Lucan med nogle hurtige bevægelser og hurtige slag. Dog ikke til det punkt hvor de ikke kunne undgåes eller pareres. Det var nærmest som om han holdt tilbage mod Lucan. Efter lidt flere slag og drejen rundt, satte Charlie et knæ i Lucans mave med voldsom kraft og drejede rundt så Lucan blev ramt med bagsiden af hans næve ind på kæben.
Så tog Charlie et par skridt tilbage og ventede.

Endeligt kom der noget mere fart på kampen, selvom det stadig føltes som om, at de dansede om hinanden uden at slippe alle deres kræfter løs. Slagene faldt hurtigt, men kun nogle gik ind. Lucan kunne mærke blodet løbe uden om sit ene øje og ned af kinden fra et flækket øjenbryn og hans ene side brændte efter endnu et slag, men han var ikke slået ud på nogen måde. Det var ikke kun ham, der var blevet ramt, det var lykkes ham at give den anden et par slag, hvilket han kunne mærke i sin højre hånd. Men selvom de havde ramt, føltes det ikke som en seriøs kamp. Ikke endnu.

Men det kom. Lucan måtte alligevel have sænket sine parader lidt eller også var han bare ved at være træt, for modstanderen lavede en hurtig bevægelse, der sendte et knæ i maven af ham, hårdt. Luften blev øjeblikkeligt banket ud af lungerne af ham, hvilket gjorde ham forsvarsløs mod det slag, der ramte hans kæbe. Slaget var hårdt og et normalt menneske ville sikkert være gået ud som et lys, men nu var Lucan en ret veltrænet varulv og hans sind blev kun sort for et øjeblik, men hans krop automatisk bakkede væk fra den store mand, sammenkrøllet, uden balance og hårdt gispende efter vejret. Hvis modstanderen havde haft lyst til en hurtig afslutning, så havde han chancen, men han trak sig i stedet væk.

Smerten skød ud fra både hans mave og hans ansigt. Forsigtigt bevægede han kæmpen fra side til side for at tjekke, om den var brækket eller slået af led, men det virkede ikke sådan. Han havde bidt hul i sin kind igen, hvilket fik ham til at spytte blod ud på arenaens gulv. Langsomt fik han fyldt lugerne op igen og han rettede sig, selvom hans mavemuskler skreg. Endeligt løb den velkendte vrede igennem ham og blikket han så på sin modstander med, var et blik, der normalt fik mennesker til at overveje, hvad de havde gang i. Selvom han havde ondt og var lettere svimmel, begyndte Lucan hurtigt at bevæge sig frem mod den store mand. Med et hurtig bevægelse lagde han op til at ville sende en næve mod hans ansigt, men i sidste øjeblik snurrede han i stedet rundt om manden og sigtede efter hans ryg, der var nyrerne var placeret. Denne gang holdt han ikke tilbage og lod sine lettere overmenneskelige kræfter slå til. Han var trods alt også varulv, selvom han normalt holdt sig tilbage for at få en fair kamp mod mennesker. Men dette var ikke et menneske, det var en varulv, som lige havde overtrådt grænsen for tilbageholdenhed.

Charlie stod roligt men klar til hvad der måtte ske og så til som Lucan sundede sig for at kæmpe videre. Nok havde Charlie ikke rigtig lyst til at kæmpe, han ville egentlig bare tjene penge til mad. Men samtidig med vidste han godt hvornår en kamp var uundgåelig. Og han måtte respektere Lucan for sin kampånd, hvilket også var en respekt der var tydelig i hans øjne. Han gjorde sig klar på det slag der kom mod hans ansigt men for sent så han blev ramt i nyrerne med en kraft større end et menneske. Det gjorde ondt men Lucan ville også kunne mærke en anden varulvs udholdenhed.

Så umiddelbart efter tog Charlie fat om Lucans hals og sendte ham et anerkendende blik inden Charlie nikkede ham en kraftfuld skalde ned over hans næseryg hvorefter han slyngede Lucan væk. Så begyndte han nærmest at kredse om Lucan som et rovdyr i højeste alarmberedskab og klar til jagt. Men man kunne heller ikke undgå at se et smil.
Så sparkede han ud efter Lucan eller sådan skulle det se ud. Hvis man kendte lidt til det var det lige så meget for at advare hans modstander. I stedet var der en af stolperne der knækkede

Lucan mærkede sin næve slå i mod kød og han snurrede tilfreds væk. Selvom slaget havde været hårdt, havde det ikke helt den ønskede effekt på den anden mand og selvom han var vred, var han stadig klar over, at han ville tabe. Nok var de begge varulve, men af en eller anden grund kunne Lucans ellers rimelige styrke ikke hamle op med den anden. Hvorfor kunne han ikke svare på, men i en verden med magiske væsner skulle man ikke regne med, at noget som helst fulgte nogen form for regler.

Hans hoved var stadig tåget efter det hårde slag han havde fået og på en eller anden måde lykkedes det den anden at gribe ham om halsen og en skarp smerte skød igennem hans hoved, som den andens pande ramte hans næse - den lidt for velkendte lyd af hans egen næse, der brækkede, fik ham til at grynte og smerten gav ham vand i øjnene.
Det var kun med nød og næppe han formåede at holde balancen, som den anden slyngede ham væk. Blodet fossede ud af hans næse og ned i hans mund, men det stoppede ham ikke. Han blinkede hurtigt for at klare blikket og fik fundet sit balance, inden han spredte benene lidt og var klar til endnu et angreb.

Det var ikke fordi, at han virkeligt nød disse nævekampe, men han kunne ikke frasige sig at kunne lide dem. Også selvom han var taberen, som i aften. Ikke at han var ligeglad med de penge, han kunne vinde på sådan en aften, men det var kampen han kom for. Noget han ikke kunne forklare sin bedste ven, der dog havde opgivet at tale ham ud af at tage af sted.
Atter en gang spyttede han blod ud - han var ved at se noget drabelig ud, men det ville ikke være første gang nok ej heller sidste. Selvom han havde det som om, at hans hoved svømmede efter nu to hårde slag, sænkede han ikke de knyttede hænder. Han gav ikke op, før han var nede at ligge, hvilket måske var dumt, men sådan var det.

Kæmpen sparkede ud efter ham og Lucan hoppede til siden, men han havde en fornemmelse af, at sparket var ment til at ramme ved siden af. Det knuste en stolpe bag ham. Merde. Den mand var stærk! For et sekund tøvede Lucan, men han sprang frem for at udnytte den åbning den andens angreb gav og hårdt sendte han begge næver mod den anden mans mave i en serie af slag. Hvis det lykkedes for ham, ville han slå en fire-fem gange med hver næve, inden han ville bakke væk.

Charlie havde egentlig ingen intention om at vinde så derfor lod han også samtlige slag ramme ham i maven og man kunne godt se det kunne mærkes. Dog uden at det blev alt for åbenlyst.
Men han ville heller ikke bare smide kampen på gulvet, det ville ikke være rigtigt overfor Lucan. Så da Lucan trådte lidt væk, fulgte Charlie lynhurtigt efter og hamrede sin ene næve ned over Lucans lår.
Så sprang han tilbage og landede elegant som det rovdyr han egentlig var.
Derefter klappede han på gulvet som tegn på at han gav op hvorefter han gik hen til døren af "Buret" og sagde vredt: "I ville have blod.... Det har i fået...."

Vagterne smilede, grinede og rystede på hovedet som de rettede våben mod ham. Han kunne mærke hvordan vreden boblede og Lucan ville kunne se hvordan Charlies negle voksede lidt. Hans knurren blev mere dyrisk og han sparkede lågen op. Så gik han hen til vagterne der ikke vidste hvad de skulle gøre.
"The Wolf vandt...... Flyt jer...."
Kort vendte han et blik op mod Lucan

Der var en hvis tilfredsstillelse i at få mulighed til at slå den anden mand, også selvom det igen på ingen måde havde samme effekt, som Lucans hårde slag normalt havde. Men han var også vant til at slås mod mennesker og mennesker var svage i forhold til de fleste magiske væsner. De var ingenting i forhold til hans nuværende modstander, der trods stanken af varulv næsten virkede som noget andet.

Som han trådte tilbage fra manden, havde han ikke forventet et angreb med det samme, måske igen en tilvænning fra svagere modstandere, der normalt ville skulle bruge til på at komme sig efter sådan en bølge af slag. I stedet var den anden alt for hurtigt over ham og slog en knyttet ned i Lucans lår. Smerten fik Lucans ansigt til at trække sig sammen. Musklen i hans lår blev slap og han faldt hårdt ned på det andet knæ, ude af stand til at blive stående.
Som instinkt spændte han op i kæben, klar til det sidste slag, der ville sende ham i gulvet, men det kom ikke. I stedet klappede kæmpen i gulvet med en flad hånd som tegn på, at kampen var slut og gik derefter hen mod burets udgang.

Smerten var brutal, men overraskelsen over den bratte afslutning på volden skar ind over alt og Lucan stirrede med forbløffelse efter den anden. Da det gik op for ham, at lige nu kunne der kun ske to ting og det var ikke gode ting, fik han langsomt kæmpet sig på benene igen.
Vagterne så ud til at være ligeglad med, hvordan kampen blev afsluttet, så længe en eller anden kom ned at ligge. Og den store varulv... Lucan havde set hver eneste lille indikation på opstarten på en forvandling, som manden havde haft og tanken om at han ville skifte midt i det hele og begyndte at flå folk i stykker, var mildest talt skræmmende. Lucan anså ikke sig selv som en helt eller en god person, men han var flokleder og den følelse af at have ansvaret for en flok fulgte efter ham i alle aspekter af hans liv. Og lige nu væltede følelsen af, at han skulle stoppe den katastrofe, der var på vej, ind over ham.

Så uden den større overvejelse råbte han efter kæmpen.
"Hey rødhud, har du ikke engang anstændigheden til at slå mig ned og slutte kampen, eller er du for stor en kujon?" Han kunne ikke skjule vreden i sin stemme. Det var ikke kun følelsen af et ansvar, der fik ham til at provokere den anden, men også vreden over, at han ikke ville give Lucan en ordentligt afslutning på kampen. Det var ydmygende for Lucan, at den anden anså ham for svag eller uværdig til at blive slået. Ja, selv hvis det var fordi, at den anden ikke ville skade ham, var det ikke i orden. Lucan var her af egen vilje, som en mand, og han ville slås til kampen var sut, lige meget hvor skadet han ville blive af det.

Charlie skulle lige til at gå ud da Lucans ord skar i hans nerver og Charlie kunne mærke et alt for genkendeligt raseri boble op i hans indre. Dog kontrollerede han sig selv nok til at Nightrage ikke brød frem men der herskede ingen tvivl om at det var svært. Og det blik han vendte sig om med, det blik der mødte Lucan, ville vise at Lucan lige havde gjort det værre.
"Hvis det er sådan du vil have det.... Mangel på anstændighed?..... Kujon?..... Åh du ved slet ikke hvad frygt er endnu....."

Med en meget hurtig bevægelse stod Charlie henne ved Lucan og sparkede ham så voldsomt i maven at han ville ramme siden af ringen med stor kraft.
Charlie's stemme var ildevarslende tæt på hvis man ellers vidste noget om forvandlinger men han holdte forvandlingen tilbage. "Så du skal fornedre dig selv!? Gå lavt for at få en afslutning?!"
Endnu en næve ville ramme Lucan på kæben og Charlie holdt ikke tilbage.
"Måske var det en fejl at respektere dig..... SÅ KOM!"
Stemmen var ildevarslende dyb og de fleste varulve ville være i fuldforvandling nu. Men Charlie holdt tilbage