Stille over alt... Ik...?

S: La marécage-Søen.
T: Kl. 00:50.
O: Mørket og træerne. Ikke en levende sjæl her...!
V: Månen er næsten halv og det blæser lidt.
D: En sensommer D. 20/8 2010.

En rødhåret pige stod og betragte søen fra et gren, oppe på et træ. Hendes røde hår svajede let med brisen, som roligt ramte hende. Hun så tomt ud, stirret blot tomt på søen. Hvad lavede hun i dette tid... Ting chan var hendes navn. Hendes gyldne brune øjne lyste lidt op, da en brise ramte hende. Hun sukkede, og trak sin sorte le til sig og mumlede. Leen var 2 m langt, og havde en skarp kniv for enden. "Er jeg dog den eneste her" mumlede hun og nussede blidt til sin le, som om den var levende.

Køligheden lå som en uigennemtrængelig kappe omkring den spinkle person, der var iført den sædvanlige skoleuniform. Det ravne sorte hår var låst, og dansede let i vinden, mens det purpurrøde øjne skinnede koldt, mens de stod i tydelig kontrast til den utrolig lyse hud, og de sorte hår. Smil var der ingen af, ikke engang så meget som en antydning, for hvad var der at smile over? Svaret lå lige til, nemlig intet. Pigen der gik under navnet Sjaytan.
Sjaytan bevægede sig med uønsket ynde rundt om søens bred. Hun holdt hele tiden sit blik nede mens hun gik, dette var efterhånden blevet en indøvet vane, grunden? Jo den var såmænd enkelt. Hendes særprægede øjne var svaret. Når hun gik på gaden og folk så hendes øjne, kunne de aldrig gå stile med dørene bagefter. De skulle altid lige lave en eller anden form for optakt, hvor det som regel endte med at regnen begyndte og personen tilfældigvis blev ramt af lynet..

//Sorry tiden^^//

Hun sukkede og længede sig ind til træet. Hvorfor, kunne hun dog bare ikke være som de andre Demoner med en le... Hvorfor hende altid. Hun tog en lok hår væk fra hendes øjne, som irriterede. Men, pludselig raslede træets blade, en hvisken... Hun så opmærksom ud og så på træets krone, da en brise ramte hende blidt, som en kærtegn. Et smil kom frem, "Jamen dog, nogen er her.. Men uhm hvor" mumlede hun muntre. Hun gik ud til spidsen af grenen, mærkeligt nok, knækkede den ikke. Hun let som en fjer på en måde, siden den ikke knækkede. Hun spejdede let og sukkede "Hmm" en brise ramte hende igen og blev utålmodigt *Søen søen, der er sgu da ikke nogen, har da stået og betragte den sø....* tænkte hun

*God man.. hvor er her kedeligt og tørt..* tænkte Sjaytan og sukkede let. Dog hurtigt efter fik hun en idé. Et let glimt kom ind i de ellers så røde øjne, og gjorde at de fik et gavtyvartigt look. Hun lod en fingernegl glide ind under en af de mange syninger. Denne sad i enden af blusen. Hun skar den over med neglen, og begyndte nu at lege lidt.
Et uvejr brød pludseligt og uforklarligt ud. Regnen silede ned og gjorde alt gennemblødt på inden tid, eller næsten alt gennemblødt, for ved bredden stod Sjaytan helt tør, regnen ramte hende ikke..

Nu fik Ting chan øje på hende, en dyb respekt og inponerret udtryk "Aha, jamen dog..." mumlede hun og mærkede at hun blev våd. Hun lo let, sikke dog en underholdne, den person kunne. HUn tæntke sig om og smilede for, imens hun hopped lidt af grenen. Hun stod i luften, uden at falde. Vinden løftede hende og hun smilede. Ting chan trak leen og svingede den som op hun skar en usynligt væg lige foran hende. Pludselig kom der en kold storm, og frøs alle regndråberne, til iskrystaler som dalede stille ned. Hun så på sit mestervæk og så på personen, med et kækt udtryk.

Uvejret tog til, blandede sig med den vind der i forvejen var, tappede al dens energi som et sulten dyr der ikke kunne få nok. Den blæst og det regn som var i dette uvejr blandede sig med søen, og piskede vandet op. Hvidt skum kunne tudeligt ses på de voksende bølger, der hårdt slog imod den mudrede søbred, og endelig var der et smil på Sjaytans læber, dog var det ikke et smil der var godt. Det var et grumt og ondskabsfuldt smil, der tydeligt viste hvor meget hun nød at lege med så stærke kræfter. Kræfter der hurtigt kunne smutte og blive tilintetgørende, for omgivelserne. De omgivelser som Sjaytan ikke havde skænket en eneste tanke. Hverken på den natur som fandtes eller på om der var andre personer.

Hun forstod ikke, der hvor hun var dalede sneen... Hun mærkede lidt en inponering i sig. Hun tænkte lidt på træerne, hun hørte dem klunke. *hmm måske ødelægger hun området her* tænkte hun og svævede stille hen til personen. Hun fløj, hun var total våd, men hun tog det ikke. Hun holde et fast greb om sin le, måske var denne person en stærk modstander, hun bed sig stille i læben og mærkede at hendes smil blev bredt. Endeligt lidt sjovt, måske også en modstande, en stærk en. Hun mærkede vinden piske hendes hår, men hun tæntke over hvorfor vinden ikke adlød hende...? Mærkelig nok.

Et klart lyn flængede den mørke himmel og oplyste et kort øjeblik hele området. De røde øjne fulgte lynet, uden så meget som at blinke. Hvor var det dog et smukt syn. Ganske enkelt, et smukt syn. En vind fløj som så mange andre forbi hende, men denne var ikke tavs som de andre, nej denne bar nogle lyde. Lyde som fik Sjaytan til at vende sit hoved så brat at de røde øjne nu iskoldt lå på den person, hun ikke før havde bemærket. Et kort øjeblik var det som om at uvejret gik i stå, ventede på ordre om det skulle stoppe eller fortsætte. Sjaytan ville ikke have at det skulle stoppe, og det gjorde det derfor heller ikke. Det blev ved mens de trak mere til, dog satte Sjaytan nu et limit. Uvejret kunne nu ikke trække mere til sig, i hvert fald ikke så længe hun ønskede det!
Hun havde ikke fjernet sit blik fra denne pige. *Hvem er hun?!* tænkte hun skarpt.

Hun så med store øjne, lyn et lyn. Lige nu, som flængsede lige derover. Utroligt...!!! Hun mærkede noget i sig, kunne den person også styre Luft og Lyn. Nej det kunne da ikke passe. Hun så på personene som hun bemærkede stirret på hende, men noget var galt. Kunne hun/han styre de to elementer, bare med sine hænder. *Sejt* tænkte hun inponerret, men tænkte lidt over om personen måske var stærkere end hende. Hun fløj nu hurtigt hen til personen og lande blødt lige 3 m væk fra hende. Hun så på personene og opdaget at det var en pige. Hun gik stille hen til pigen "Nihao, sikke dog du kan lave sådan et uvejr..." sagde hun og bukkede lidt, på den asiatisk maner.

Pigens ord nåede ubesværet hendes øre, men hun svarede ikke på disse ord. Det var spild af luft og energi fra hendes side, dog fjernede hun ikke sine røde øjne fra denne pige. Sjaytans arme hang slapt ned af hendes krop. Under hele dette uvejr havde hun ikke haft dem oppe og gøre mærkelige ting med sine fingre og hænder. Nej de havde kun lige cuttet den lille tråd. Endnu et lyn oplyste himlen, stadig uden at Sjaytan tilsyneladende gjorde noget, og det var næsten sandt. Uvejret var begyndt at blive godt sit eget og behøvede ikke længere at tappe på hendes energi, nu tappede hun noget af den energi som uvejret havde. Blot for at hendes kræfter skulle være fyldt op, og for at uvejret ikke slap ud af hendes greb.

Hun så på pigen og tænkte *Hmm kold og stille pige* tænkte hun og satte sig ned og betragte hende. Et drilsk smil plantede lige i hendes læber, hvorfor mon...? Fordi hun syntes denne pige var spænde. Hun så på hende og betragte hende, så nærmest igennem hende *Aha, hun kan sgu da noget, halv engel... Smukt* tænkte hun, hun elskede det show hun var begyndt med, men hvad mon der mon ville ske. Hun forstod lidt jorden, træerne, planteren og buskene. De var meget glade for vandet, men de klunkede på grund af uvejret om den snart ikke må stoppe. Et suk slap ud af hende, hun var jo ikke tiden der kunne stoppe det hele, hun kunne kun føre sjæle til døden.

Sjaytan bøjede let nogle få fingre på den højre hånd, den hånd som var skjult af hendes krop så pigen ikke kunne se hvad hun gjorde, lidt efter kom endnu et lyn til syne på himlen, dog kunne man denne gang se hvor lynet slog ned, og det gjorde det kun nogle få meter væk fra denne pige. Sjaytan lagde let hovedet på skrå, mens hun afventede en reaktion, og igen skete det at uvejret ”stod stille”. Sjaytan der i en længere tid hun havde haft rettet sine øjne mod den anden pige, begyndte nu at se andet steds hen.

Hun var slet ikke forskrækket da lynet slog ned, lige ved siden af hende. Hun skrald grinede bare. Men noget var galt, det var som om Lynet adløs hende, i stedet for sig selv.... Hun mærkede noget i sig, hendes smil blev bredre "Woow det var sgu da fantastisk det der" sagde hun inponerret. Self, Ting chan havde fundet en som var stærkere end hende. Skulle hun være bange..? Nej, hun syntes det var spænde, self kunne hun ikke dø. Eller kunne hun...? Hun lod tanken blive lidt nede, og betragte pige...