i den gammel forlystelses park - Julian

Julian smilede svagt af drengen foran ham. Brendon stod i så stor kontrast til ham selv at han nogle gange havde svært ved ikke at falde hen i den fredfyldte atmosfære omkring dem. Omgivelserne var måske dystre om ikke skræmmende, men Brendon så ud til at løfte sløret over det dunkle tivoli og give det nyt liv. Da Brendon spurgte ham om det samme stivnede han et øjeblik, hvorefter han langsomt slappede af igen. *Jeg burde vel have set det komme* "Det ved jeg ikke" svarede han og bemærkede selv sit tonefald blive køligere. "Jeg mistede hukommelsen for fire år siden, alt før det er så blankt som et stykke uskrevent papir." sagde han og bevægede sine ansigtmuskler for at forme et smil uden nogen form for følelse bag det. "Der stod Julian bag på mit halsbånd" sagde han og pejede på det fint dekorerede sorte læder om hans hals med enkelte små nitter. "Jeg tog navnet Grenouille til mig for at få en identitet, men det eneste jeg ved om mig selv er mit navn... Og det er det måske ikke en gang." Han flyttede blikket fra Brendon til sine sko og et suk undslap ham. *hvor deprimerende..*

Brendon så over på ham og lyttede bare på hvad han sagde, han nikkede lidt imens og var måske lidt af en tøs i sig. da hans hænder hurtigt lag sig foran sin egen mund "det er jeg virkelig ked af at høre" hviskede han stille og havde på en måde lyst til at give ham et kram for at trøste ham, men hans fobi holde ham virkelig tilbage. selv om der var nået i ham som sagde han bare skulle gøre det, men han tvang sig selv til at holde det tilbage og så bare stille på ham. men da han vende sit blik fra ham så slog hans hjerne næsten klik og han rejste sig hurtigt op, han var tæt på at lægge en hånd på hans kind. men han holde den bare få centimeter fra ham, han så ned på sin hånd og viste ikke hvad han skulle gøre

Julian fornemmede uroen i Brendon og kiggede op igen kun for at få sit blikfang fyldt af hans fremstrakte hånd. Hans pupiler udvidede sig i chok og han stirrede fra drengen til hånden. Brendon så ud til at kæmpe en eller anden form for indre kamp og det gik hurtigt op for Julian at det måtte være fobien der plagede ham.
*Og alligevel bider han frygten i sig og rækker ud efter mig* tænkte han og en varm fornemmelse spredte sig i maven på ham. Han smilede svagt og lænede sig en smule frem for at møde hånden. Som en ulv ville gøre det, bevægede han let hovedet frem og tilbage for at indfange duften af den unge drengs hånd og mærke hans hud mod sin kind. "Tak.." sukkede han og smilede endnu en gang fredfyldt.

Brendon så stille på ham og viste ikke hvad han skulle gøre, han kunne ikke få sig selv til at røre ham og han kunne heller ikke få sig selv til at fjerne sin hånd. han mærkede den bløde hud mod sine fingere, og lukkede hurtigt sin øjne hårdt i og prøvede at tænke på at han ikke var beskidt. selv om hans fingere blev helt stive i det og var umulige at rykke på uden at brække dem, han træk ikke vejret og rystede svagt i kroppen. fobi'et ville bare op i ham selv om han prøvede at kæmpe imod, han ville ikke lade den vinde selv om han mærkede at han var ved at tabe. og en lille lyseblå tåre trille ned af hans ene kind, da han altid havde drømt om at kunne røre et andet menneske dog aldrig klaret at overvinde sit fobi. og han var virkelig bange for at han aldrig ville kunne klare det, han hørte dog Julian's tak, og kunne ikke få et eneste ord frem for at svare ham

Julians skarpe ører opfangede tåren falde fra Brendons kind og på et halvt sekund var han sprunget ned fra heste og sad på huk oven på en af de fjerneste heste. Han stirrede med opspilede øjne på drengen han tydeligvis havde forvoldt en hvis traume og hans hoved blev fyld med skyldfølelse og bag det - selvhad. "Fuck." sagde han bare og kiggede forfærdet på Brendon. Det var jo ikke lige frem fordi han kunne sige undskyld? Han havde gjort hvad hans instinkter sagde og det var gået ud over Brendon. På en måde gjorde det bare det hele værre - dét at Julian havde forvoldt Brendon skade ved at være sig selv. Hvis Julian havde været i ulveform ville hans hale hænde slapt bag ham og ørerne foldet om hans hoved i en trist gæstus. han kunne ikke få sig selv til at sige undskyld. Undskyld dækkede ikke engang halvdelen af det.

Brendon stod helt stille med sin hånd strukket ud der hvor Julian's kind havde været, han åbnede langsomt sine øjne og opdagede at Julian ikke var der længere. han træk langsomt sin hånd til sig og så ned på den, fingeren på den anden hånd gled hen over hans håndflade. han vende langsomt sit blik for at se efter ham og fik øje på ham på en anden hest, han så stille over på ham og tørrede sin kind af. han viste ikke om han skulle gå over til ham eller ikke, han besluttede sig for at gå over til ham og gik et skridt over til ham. men stoppede op igen han tog sin taske op på ryggen, og viste ikke om han skulle gå hjem eller om Julian ville havde ham til at blive "undskyld" hviskede han og sukkede, og viste jo godt at folk havde det svært med at havde ham som ven på grund af hans fobi. han begynde at gå bagud og så over på ham samtidigt, inden han vende sig om og lag sine arme omkring sig. og ville bare ønske at der var nogen der ville holde om ham der, selv om han viste at han ville gå i panik. han begynde stille at gå og troet lige at han havde fundet en han kunne havde det sjovt med og holde af, uden at hans sygdomme og fobi skulle ødelægge det for ham

Brendons undskyld forværrede kun hans skyldfølelse og han sukkede højlydt. "Lad vær med at sige undskyld!" Skyndte han sig at sige. "Det var min skyld, jeg skulle ikke have trængt mig på." Da Brendon vendte ryggen til ham og lagde armene om sig selv, som et skræmt lille barn, fik han pludselig en idé.
*Skid hul i tøjet* nåede han at tænke inden han begyndte sin formskiftning.
En stor hvid ulv stod nu i Julians sted . Dens halvlange snehvidepels dansede let i vinden og halen var stolt løftet i vejret. Julian lagde sig ned for ikke at virke så truende og pev stille. Han vidste jo ikke om drengen havde set udødelige eller andre væsener før. Han kunne vel gå for en meget stor hvid hund? Støvet fra jorden kildede hans sorte snude og han nyste med et bjæf. *Hvor pinligt* tænkte han for sig selv.

Brendon følte at det var hans egen skyld og at han ikke skulle havde gjort det, men han tænkte ikke så meget over at han faktisk ikke havde gået i panik som han plejede at gøre. han hørte en lyd og så sig lidt omkring, han fik øje på en hvid ulv og så sig omkring "Julian ?" spurgte han om og sukkede, han følte at han var blevet efterladt af ham og blev efterladt som alle andre. han så over på ulv'en og viste ikke om han skulle være bange eller ikke, han så over på den da den så virkelig blød ud. han gik stille over til ham og satte sig ned på knæ, hans fingere strøg over hans ene øre og han smilte lidt "hej lille vovse" sagde han stille og kunne godt lide at mærke den bløde pels mod sine fingere "er du sulten ?" spurgte han stille om og tog sin taske af og åbnede den, han fandt en pakke med kiks og åbnede den og tog en kiks. han så lidt på kiksen inden han rakte den hen til hans mund

Julians sensitive næse opfangede straks kiksen og han slikkede forsigtigt Brendons hånd med sin lange bløde tunge. Nu hvor han tænkte over det, lød mad ikke som nogen dårlig idé. Julian mærkede Brendons hånd der strøg ham bag øret og han bevægede hovedet frem og tilbage for at få ham til at klø mere, imens hans hale viftede bag sig. *Når han er sammen med andre end mennesker sænker han helt parraderne* Fløj det igennem ulvens sind og selvom verdenen nu sås i sort/hvid, virkede drengen lige så strålende som før.

Brendon mærkede det våde varme savl på sin hånd, og kunne ikke gøre andet end at give et grin fra sig. han tørrede savlen af på sine bukser og smilte imens, han kløet ham bag øret med den anden hånd og synes at det var den flotteste vovse han nogensinde havde set "sød lille vovse.. er du også blevet efterladt her alene ?" spurgte han om og havde bestemt ikke nået imod at røre ved dyr, det var ikke det samme i hans hoved som at røre ved andre mennesker. han tog en ny kiks frem i sin taske og rakte den hen til ham igen "vil du havde en til ?" spurgte han om med et smil på læben