Sulten driver værket (Tara)

Der var stille omkring Constantine, da han langsomt gik ned af en tom gade, mast ind i mellem to kontorbygninger, der begge var mørke, som de var tomme og slukkede om natten. Nogle dele af området var fyldt med barer og folk, men han havde bevæget sig udenom al livet og var gået ud til kanten. Hvis han gik lidt tilbage og drejede ned af en anden vej, ville han ende ude ved den store skov, der lå op af byen. Varulveområde, hvor der ellers ikke var noget spændende for en vampyr som ham. Faktisk var der heller ikke noget spændende her, stille og uden noget liv.

Grunden til, at han i det hele taget bevægede sig rundt udenfor og ikke stadig var gemt væk i sit hjem var, at han var sulten. Og Gabriel havde nægtet at lege bud mere, så der var ingen mad at hente hjemme. Selvom der var gået nogle måneder, var Constantine stadig ikke på toppen. Han havde stadig mareridt når han sov og så og hørte stadig ting i vågen tilstand. Samtidigt sad der stadig en rest af den fremprovokerede samvittighed i ham og tanken om at slå ihjel var stadig ubehagelig. Heldigvis var der fremgang og selv Gabriel sagde, at han begyndte at minde mere om sig selv. Om det var godt eller skidt kunne man sikkert diskutere, men Constantine var kommet så langt, at han så det som en god ting. Selvom han stadig havde problemer med tanken om at være nødsaget til at skade folk, var han samtidigt begyndt at føle lysten til det. Selvfølgelig meget forvirrende for den ellers voldelige vampyr og det var mest det, han spekulerede over nu, hvor han gik igennem natteluften.

Han havde ikke lyst til at bevæge sig ned til det festende område, som han svagt kunne høre i det fjerne, der var for mange folk. For meget at holde øje med. Men han havde også undgået at gå ud i de områder, hvor maden var nem at finde. I stedet gik han nu her og ventede på, at han enten selv besluttede sig for at være mere opsøgende eller at der faldt en godbid ned i skødet af ham.. Åndssvagt. Tåbeligt. Godt Gabriel ikke kunne se ham, han ville tænke... nå, ja, han havde vist set nok til at tænke, at Constantine var en sølle skabning. Han knyttede hårdt hænderne, der nu begge var af kød og blod, hvilket var alt hvad der var sket værd, og skulle lige til at gå mod lidt mere befolkede jagtmarker, da en lyd fik ham til at stoppe op. Der kom nogen. Hurtigt gled han ind i en skygge og lod sit gode nattesyn se igennem mærket. Ganske rigtigt, en person km gående mod ham. Lugten af levende varulv med blodet pumpende gennem årerne fik ham til at smile, så man kunne se hans spidse tænder. Sulten vandt alligevel over den ødelagte psyke. Igen.

Efter at have været bosat i Frankrig i nogle måneder, havde Tara nu endelig fundet et job hos en bil-mekaniker. Hun havde fejret det med sin nye kollegaer, men havde derefter valgt at tage væk fra dem. Hun kendte dem ikke, og havde ingen interesse i at lade dem lære hende at kende i fuld tilstand. Til gengæld havde hun intet problem med at drikke sig småfuld et andet sted efter den obligatoriske fejring. Hun havde generelt havde lidt af et problem med at blive fejret som den nyeste medarbejder. At være center for al opmærksomhed var ikke hendes stærke side, så det øjeblik hun havde haft muligheden for det, var hun skredet fra festen og hen på én af de mindre og lidt mere snuskede barer, hvor hun udmærket godt vidste, at kvinder ikke altid var helt i sikkerhed. Hun var ligeglad. Ingen skulle fortælle hende hvor hun måtte være og hvor hun ikke måtte være.

Og nu var hun på vej hjem efter en mindre uoverensstemmelse. Ikke helt stangstiv, men bestemt heller ikke ædru. Dog med sans og samling nok til at gå lige og virke nogenlunde sammenhængende. Dog var der den effekt som der altid dukkede op når hun var beruset: En vrede i det dybe sind af hendes, der lurede og bare ventede på at komme frem, som hun slentrede ned af gaden med hænderne i lommen på den let slidte læderjakke. Hendes øjne kiggede næsten dovent rundt til hun endte ved nogle mere forladte gader i dette industrikvarter. Hun følte sig alene i et godt stykke tid som hun gik af sted.

Og så opfangede hendes sanser noget mærkeligt. Hun følte at der var noget - eller nogen - længere fremme. Lyden af noget der bevægede sig, den svage lugt af et eller andet der ikke bare var der i omgivelserne normalt. Hænderne knyttedes i hendes lommer og før hun nåede at gå forbi anormaliteten, stoppede hun op og hendes dovne blik blev mere intenst.
"Hvad end du er.. Hvor end du er... Så kom frem i sted for at lure sådan," hendes stemme var lav, næsten snerrende og hun trak hænderne ud af sine lommer, forberedt på hvad som helst.

Constantine lod sine grå øjne følge kvinden, som rimeligt sikkert gik ned af gaden mod ham. Rimeligt sikkert i forhold til, hvor meget hun stank af bar og alkohol. Han havde ingen problemer med at fange lugten på afstand. Han var lige ved at overveje, om han havde lyst til at drikke fra en fuld person - hvilket aldrig havde været et problem før, men simpelthen bare var hans måde at forsøge at undgå at stille sin sult - men han fik ikke helt lov til at tage beslutningen selv, for kvinden stoppede op og snerrede af ham for at få ham til at komme frem. Igen tøvede han et øjeblik og overvejede at skifte skikkelse til kat, bare for at kunne luske væk, men det var en varulv. Hun burde næsten kunne lugte, at han ikke var en kat.

Så til sidst trådte han frem af skyggen med hænderne i lommerne på den sorte halvlange jakke af uld, som han havde en forkærlighed for. Under jakken havde han en grå almindelig t-shirt og et par sorte cargobukser. På fødderne var et par slidte converse, også i sort. Kæden til hans medaljon glimtede lidt i halsen på t-shirten i det svage lys.
Selvom han i et øjeblik ikke var sikker på, hvordan han skulle tackle situationen, kunne han lugte hendes blod og det var som om, at den velkendte situation med jæger og bytte fik lidt af den gamle kækhed til at vågne op.

Så han smilede et skævt smil og så på hende med et glimt i øjet, der kunne betyde mange ting. Lyst var nok mest fremtrædende. Men ikke den type lyst, man måske kunne tro i en mand, der rendte rundt i mørket. Selvom han heller ikke ligefrem havde fået den del tilfredsstillet i de måneder der var gået, men i aften var det lysten efter blodet, der var herskende i ham.
"Sikke en vred lille vuffer. Blevet væk fra flokken, hm?" Hans stemme var dæmpet, men fyldt med en provokerende tone. Hans tunge gled over hans tænder som sulten fik hans mave til at rumle, trods at den ikke havde været fyldt siden han mødte døden tilbage i 1975.

Manden der dukkede op ud fra skyggerne fik kort Tara til at rynke let på næsen da lugten af død fulgte ham. Han var én af dem. Hun var næsten helt sikker, for hun var ret vant til deres lugt, og hans viden omkring hendes race var kun med til at gøre hende endnu mere sikker i sin sag. Hans frække attitude gav hende en meget stor lyst til at snerre endnu mere. Måske slå ham. Men hun vidste ikke helt hvor gammel eller hvor stærk han var, så hun tøvede lidt i starten, mens hun igen stak hånden i lommen på sin læderjakke. Hun havde en lille kniv. Men den havde så også et lag af sølv over sig. En foldekniv ganske vidst. Hun lagde sine fingre om den i lommen og følte sig med det samme mere tryg ved tanken om, at hun havde noget at bruge hvis han blev for nærgående.

"Måske? Du kan jo komme herhen og sige "vuffer" til mit ansigt, hvis du tror jeg ikke kan klare mig selv uden en flok..." hun stirrede på ham med et blik af afsky. Sådan nogle som ham. De var roden til alt ondt og når han ligefrem provokerede så åbenlyst, så skulle han fandeme også have læst og påskrevet! "Men hvad kan man overhovedet forvente af din slags? I er jo først handlekraftige når jeres ofre viser ryggen eller nakken til... Kujonsk," hun spyttede nærmest ordene ud som hun begyndte at gå tættere på ham. Han skulle ikke tro at hun var bange for sådan en ækel spidstand, og hun havde ikke i sinde at bakke ud af en potentiel strid. Måske talte alkoholen i hendes blod til hende og fik hende til at tænke ufornuftigt, men selv i ædru tilstand ville hans ord ikke have gået hende næsen forbi.

Constantines ord så ud til at pisse varulven af og hans smil blev en smule større, som han kunne føle et eller andet stige op i ham. Noget han ikke havde følt siden jul. Hendes vrede skræmte ham ikke, for hun var kun en varulv.
Som hun begyndte at gå hen i mod ham og svine ham og hans race til, skiftede hans ansigtsudtryk fra provokerende til såret.
"Det var ikke pænt sagt." Straks kom smilet tilbage igen og han slentrede afslappet hen i mod hende, stadig med hænderne i lommerne, bare for at provokere.

Afstanden dem blev meget hurtigt kortere og Constantine overvejede sit næste træk. Skulle han bare springe på hende eller skulle han lege med hende først? Et eller andet sted ærgrede det ham, at han var så sulten, for hun var ganske køn og han kunne sagtens forestille sig en hel nat med vred sex, men det lod ikke til, at varulven var en, der kunne have lyst til det. Det var lidt som om, at hun havde noget i mod ham bare ved synet af ham. Nå, ja, mad var også fint. Måske han kunne finde en senere på natten eller næste nat, der havde lyst til at invitere ham med hjem.
Det gik op for ham, at han ikke havde tænkt over det i lang tid og et stik af gensynsglæde med sit gamle jeg fór igennem ham. For hver eneste lille tanke og følelse, der hørte til hans normale jeg der gik igennem ham, jo mere kunne han mærke den gammelkendte fanden-i-voldsk-hed som han plejede at besidde. Og det gik op for ham, hvor meget han havde savnet det.

Så pludseligt blev grinet på hans ansigt større og han bevægede sig hurtigt det sidste stykke hen i mod hende.
"Du er heldig, cherie, jeg er i humør til at lege." Hans plan var sådan set bare at få fat i hende, så han kunne, ja, gøre hvad end der lige faldt ham ind, når han først havde fat. Costa var ikke ligefrem kendt for at planlægge sine træk, han gjorde bare det, der føltes naturligt for ham. Så hans arm løftede sig for at få fat i hendes krave på siden af halsen.

Det sårede udtryk i vampyrens ansigt fik Tara til at hæve et øjenbryn meget kort. Forventede han medlidenhed? Han ville ikke få et gram af det, hvis det stod til hende. Da han begyndte at smile igen gik det også hurtigt op for hende, hvilken type han var: Den sindssyge type, der ikke gav en fuck hvis folk havde det skidt omkring ham. Faktisk, hvis han var roden til deres smerte, ville det smil han havde på læberne nu sikkert være noget større. Det var afskyeligt at tænke på, men Tara havde mødt typer der mindede om ham før og hun vidste godt at det her ville eskalere til noget langt værre. Derfor begyndte hun stille og roligt at folde kniven ud i lommen. Han skulle have sig en overraskelse, skulle han. Mens han trådte tættere på med sit karakteristisk afskyelige smil, blev hun mere selvsikker. Alkoholen talte mere kraftigt nu, for hvor hun nok altid havde været ret selvsikker, var hun også normalt forsigtig omkring vampyrer - i aften var hun bare fuld og han havde allerede pisset hende af med sit ordvalg.
"Jeg er ikke kendt for et pænt ordvalg.. Men i det mindste lugter jeg ikke af dødt blod,"

At han ville lege gjorde hende hun endnu mere aggressiv til mode og idet han rakte ud efter hende, lod han hende færdiggøre handlingen. Da hans greb var solidt omkring hendes jakkekrave, trak hun hånden ud af lommen. "Prøv mig, putain," snerrede hun igen. Sekundet efter førte hun hurtigt kniven hen mod håndleddet på den hånd af hans der holdt fat i hendes jakke. Hvis han kunne røre ved den så kunne han kraftedme også bløde på den. Vampyr-nar.

Varulven gjorde overraskende nok ingen modstand, da han greb ud efter hendes jakke og alle alarmklokker gik af. Men han var ude af øvelse efter flere månedes sult og skræk, så han fortsatte bare med at holde fast i hende. Dumt. Han åbnede munden for at give tilbage på hendes grimme ord, men i samme øjeblik trak hun en kniv. Måske han burde have trukket armen til sig, men det var bare en kniv. Den gjorde ikke det helt store. Eller hvillet ikke have gjort det helt store, men kællingen havde åbenbart været så smart at belægge bladet med sølv. I det metallet ramte hans hud, genkendte han den velkendte følelse af svidende smerte, som sølvet gav.

Med blottede tænder og en hvæsende lyd af smerte trak han hånden til sig - og kunne konstatere, at hun havde stukket ham så voldsomt, at kniven var gået igennem hans håndled og nu sad fast. For et øjeblik stirrede han bare på kniven, hvis skaft stak ud på den ene side og spidsen på den anden. Smerten blev værre af, at det var sølv og han kunne allerede se de små sorte linjer, hvor hans blodårer om i kontakt med sølvet. Ingen af hans fingre i hånden virkede, som hans krop lukkede ned omkring såret.

Det var som om, at synet af sin egen skade og smerten fik noget til at tændes i ham. Før havde han kunne snuse til sit gamle, voldelige jeg, men dette fik en eller anden dør til at blive smækket på vid gab i hans indre. Blikket i hans grå øjne gik fra smerte og den lidt usikre Constantine til vrede og ondskabsfuldhed. Det var næsten en fysisk fornemmelse, som han gled ind i sit gamle jeg.
Han løftede langsomt blikket til varulvens ansigt og hans hvide, spidse tænder blottedes i et uhyggeligt smil.
"Jeg burde sige tak, cherie." I stedet slog han ud efter hendes ansigt med bagsiden af sin venstre hånd, med henblik på at få hende til at tænke på noget andet, mens han greb fat om knivens skæfte og hev den ud uden problemer. Ligegyldigt smed han den over skulderen og bevægede lidt stift sine fingre, inden han igen kastede sin opmærksomhed på varulven. Grinet sad stadig på hans ansigt, selvom blodet dryppede fra hans håndled.
"Du ved ikke, hvor stor en tjeneste du lige har gjort mig." Han trådte et skridt tættere på hende. Al kækhed var forsvundet som dug fra solen og der var ren rovdyr tilbage. Selv sulten var veget tilbage fra... noget andet. "Nå, hvor kom vi fra?" Ja, hvor kom han fra? Han håbede næsten, at hun ville løbe, så han kunne få lov til at jagte hende. Han elskede at se dem tro, at de kunne slippe væk.

Vampyrens blottede tænder og hvæset - samt at kniven havde gravet sig så langt ind i håndleddet på ham - fik et selvtilfredst smil til at gro frem i Taras ansigt. Hendes hænder knyttedes og instinkterne begyndte så småt at tage over. Kæmp eller løb instinktet. I dette tilfælde kæmp. Slås. Flå. Dræbe. Hendes øjne blev mere intense mens hun kiggede på ham, der kiggede på sit blødende håndled. Tanken om at have skadet en vampyr gjorde hende nærmest lykkelig.
Hans uhyggelige smil burde have fået hende til at tænke sig om. Gå sin vej. Undgå problemer. Undskylde? Nej. Aldrig undskylde. Det var hans skyld! I stedet for nervøsitet var det vrede der trådte ind i hendes sind som han smilede og takkede hende.
Hun var allerede på kanten og virkelig årvågen, men vampyren var også overraskende hurtig, så da han slog ud efter hendes ansigt med sin baghånd, var hun centimeter fra at blive ramt da hun trådte til siden. Hun havde ikke i sinde at bakke væk fra ham. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse.

Uden sin sølvbelagte kniv var Tara faktisk ikke sikker på om hun ville kunne overvinde ham i en ren magtkamp, for hun havde ingen anelse om hvor gammel og erfaren han var. Men hans rovdyrsagtige blik fik kun hendes kampinstinkt til at stige. Hvis hun kunne have rejst børster, ville hun havde gjort det, men fuldmånen velsignede ikke verden i nat. Desværre.
"Vi kom fra at jeg ommøblerer dit ansigt!" hendes stemme var langt mere snerrende og aggressiv end før. Rovdyret var virkelig også begyndt at træde frem i hendes væremåde. Hun tænkte slet ikke over hvad hun havde gang i, heller ikke at hun gengældte tjenesten og uden omtanke slog ud efter hans ansigt, fuldstændig stålsat efter at gøre alvor af sine ord.
Tara var ikke typen der kom med tomme trusler.

Vreden skinnede ud af varulven og det fik kun lysten til at boble mere i Constantines døde bryst. Åh, hun var næsten kær. Det var virkeligt en skam, at de ikke var mødtes under andre omstændigheder, de kunne have haft en masse sjov. De vrede var altid så meget mere værd.
Men nej, det var ikke det, det handlede om. Det handlede om smerte, skrig og blod. Alt hvad han havde undgået siden englen havde befriet ham fra den forbandede hånd, men samtidigt havde stegt hans indre i englemagi. Men lysten til at se og smage den røde væske og høre hendes skrig fylde luften havde taget over.

Da hun slog ud efter hans ansigt, lavede han nærmest en doven, dog hurtig nok, bevægelse for at undgå hendes næve.
"Tsk tsk tsk, cherie." Med sin vampyriske hurtighed trådte han ind til hende og greb ud efter hendes hals med sin arm. Hvis han fik fat, ville han snurre hende rundt, så han ville ende med at stå bag hende, stadig med armen om hendes hals, og derved kunne hviske ind i hendes øre. "Du har misforstået noget. Det er mig, der skal have sjov." Man kunne måske næsten få fornemmelsen af noget sensuelt, men tonen i hans stemme burde få voksne mænd til at græde.

Hvis det lykkedes ham, ville han bare træde til siden og give hende plads, som om, at han legede med hende. Begyndte at bevæge sig rundt om hende, mens han sagde det samme (som overstående), nu bare en smule højere og med en lidt drillende tone.

Der skete en uforventet drejning af hele situationen idet vampyren undgik hendes slag med legende lethed. Hun var lettere overrasket og en smule ude af balance og derfor undgik hun ikke hans greb, ej heller at blive snurret rundt på stedet.
Som han hviskede hende i øret, blev raseriet værre i hendes hjerne. Hun havde automatisk taget fat i den arm der havde fat om hendes hals, men han formåede stadig at træde til siden som hun at hun ikke engang havde fat i ham. Det gjorde hende kun mere gal oh hidsig. Hun vendte sig omgående rundt og hvis blikke kunne slå ihjel ville hele dette kvarter have været dødt og lagt i ruiner. Han havde pirret og tirret nok nu, og Tara havde fået nok.

"Hvem tror du lige du er!? At du bare kan komme her og tro at du kan få det sjov du sådan... "Befaler"!" hun slog ud efter ham igen. Flere gange. "Enten... Så går du... Nu.. Eller også stopper jeg med at holde mig tilbage! Jeg PRØVEDE på at være høflig, dit døde ækle dyr! Nu prøver vi igen... Fucking... Skrid!" hun havde nu slået ud efter ham for fjerde gang men hun så så rødt at hun ikke bemærkede om hun overhovedet ramte noget. Hun havde svært ved at fokusere på ham, så hun kunne heller intet blod se. Hendes raseri var ved at få hende ud af den ellers relativt gode kontrol hun holdt sig selv i og hun kunne ikke helt overskue om han ville gøre andet, nu hvor hun var komplet på offensiven.

Det var utroligt fristende bare at sætte tænderne i halsen på hende, som de stod der, tæt, men han ville lege lidt mere med hende, så han bakkede væk fra hende. Han var næsten ved at le, da han kunne se vreden i hende. Hans egen over angrebet med kniven var væk igen, opslugt i lysten til at have sjov med hende, også selvom såret ikke havde helet sig selv endnu og det gjorde ondt, samtidigt med at hans hånd var halvvejs ubrugelig. Forbandede sølv, der sænkede hans evne til at hele. Det ville ikke være et problem, når han tømte hende for blod, det burde sætte lidt fart under helingsprocessen. Lige nu var det mest træls, da det hæmmede hans bevægelighed i hans bedste hånd.

Den hidsige varulv begyndte at slå ud efter ham og igen undgik han slagene, endnu lettere end for. Det var som om, at tøsen var blevet blind af raseri og hun smed bare næver efter ham uden at se, hvor hun ramte. Hendes ord fik endeligt en latter ud af ham, for det var så... ynkeligt. Trusler uden indhold. For ham, i hvert fald.
"Jamen vuffer dog, hvad er det for et sprog du har dig." Som det sidste slag kom i mod ham, greb han hårdt fat i hendes arm og vred den rundt og derved også hende. Endnu en gang endte han bag hende, nu med et godt greb i hendes arm, som han trak op mod hendes hoved. Han vidste, at hvis han hev hårdt nok, ville han brække armen som en tør pind. Nogle gange kunne han kun elske de goder der kom med blodets forbandelse. Ja, han elskede at være vampyr. Tanken gik igennem ham og fyldte ham med varme. Endeligt.

Han havde grebet hende med venstre hånd, siden hans højre ikke var helt duelig, men den virkede nu en smule, så han lod den glide rundt om hendes side og mave, hvor den faldt til ro. Costa tvang aldrig nogen til noget seksuelt, han havde ingen respekt for dem der gjorde, men han kunne nu godt lide at få sine hunkønsofre til at føle, at de var underlagt hans lyster. Så han trak hende ind til sig, så godt som muligt stadig med grebet i hendes arm. Og atter placerede han sin mund nær hendes øre.
"Så underholdende som det er at danse med dig, tror jeg, at det er på tide at komme i gang." Han trak lidt mere op i hendes arm, klar over hvor ondt det gjorde, og trak vejret provokerende højlydt ind igennem næsen, som han sænkede hovedet lidt. Åh, hvor var han sulten og han kunne høre hendes hjerte banke det velduftende blod rundt. Han trak overlæben tilbage fra sine spidser tænder og var millimeter fra at pressede dem ned i hendes hud, men ombestemte sig så. Hårdt bankede han et knæ ind i hendes knæhase og skubbede hende frem, for at vælte hende ned på maven på jorden. Hvis det lykkedes ville han sætte sig overskævs over hendes lænd.

At han undveg slagene gjorde bare hele situationen værre. Taras blik var vildt, nært dyrisk og hun blev ved indtil han formåede at få fat i hendes arm. Nu sad hun virkelig i suppedasen idet han trak hende ind til sig og var så tæt på at det var decideret nervepirrende. Hendes egen vejrtrækning var hurtig, pulsen høj og hun forsøgte virkelig at komme væk fra ham, til trods for hvor pisse ondt det gjorde når han vred hendes arm sådan rundt. Faktisk var hun ret sikker på at der var nogle ledbånd, der var ved at blive overbelastet, måske endda revet over. Ud over et mindre støn af smerte var hun dog en kvinde af få ord når kom til ting der gjorde ondt. "Mit sprog... Burde ikke bekymre dig," sagde hun anstrengt mens hun vedblev sit forsøg på at komme fri.
Hans tunke vejtrækning gav hende trækninger ved kæben og hun vendte ansigtet så langt væk fra hans som det var hende muligt. Selv hans ånde lugtede af død. Død og blod.

"Fuck dig," mumlede hun kort for hovedet. Hun kunne næsten mærke hans tænder. Det var som sidste gang, hun var nær blevet drukket tør for blod efter en meget voldsom slåskamp. Det her var nærmest ikke anderledes lige med undtagelse af da han pludselig sparkede hende i knæhasen og hun væltede fremover. I alle andre tilfælde - hvor hun ikke var fuld - ville hun nok have brugt sin selvforsvarstræning til at lave et rullefald og komme ud af rækkevidde. I stedet kunne hun kun nå at tage fra med hænderne da hun faldt ned på asfalten og før hun overhovedet nåede at overveje at komme op igen kunne hun mærke en ekstra vægt på lænden. "Hvad fanden har du gang i?!" Tara var godt klar over sin dårlige position og hun gjorde alt i sin magt for at vælte ham af. Igen var det svært fordi hun lå på maven. "Slip mig så, for helvede! Jeg krænger fandme skelettet ud af dit røvhul!"

Constantine satte sig godt til rette og kan kunne ikke lade være med at le, da hun truede ham igen. Der var godt nok en mund på den varulv. Han satte den venstre hånd i ryggen af hende for at holde hende nede, mens han lidt klodset, med højre hånd med det ødelagte håndled, hev sin egen kniv frem. Det var en stor dobbeltægget jagtkniv, der altid sad i et hylster på hans ryg hen over hans lænd (( like this one: kniv )). Han så lidt på den, mens han drejede den engang i mellem fingrene, stadig med blod stille løbende ud af håndleddet. Det var en fin kniv, som han havde fået foræret af sin skaber for mange, mange år siden. Den havde tjent ham trofast og fået mange personer til at skrige. Og dø.

Siden hans højre hånd var uforudsigelig på grund af nerveskader i håndleddet, flyttede han kniven over i venstre hånd, inden han satte sin blodige højre hånd ned på varulvens hoved, så hun fik mast kinden mod fliserne under dem med ansigtet drejet til venstre.
"Jeg håber den kønne mund kan andet end at spytte grimme ord ud, jeg vil elske at høre den skrige." Han lænede sig lidt frem uden at flytte på vægten på hendes lænd og satte knivspidsen i flisen foran hendes ansigt, så hun kunne se det skarpe, skinnende blad. "Ellers må jeg jo skære din skarpe tunge ud. Og bagefter din næse. Selvom det næsten ville være en skam med så kønt et ansigt. Så måske jeg holder mig til tungen." Et større smil spredte sig på hans ansigt for et øjeblik, inden det blev erstattet af et tænksomt udtryk, mest til varulvens ære.

"Nå, hvad skal vi finde på? Jeg kunne have lidt sjov først, skære håret af dig, tot for tot." Hurtigt greb han en lille tot og snittede den af, for at laden den falde ned foran hendes ansigt. "Eller jeg kan gå direkte til sagerne. Hmm." Han lod en finger løbe langs hendes hals, kærtegnende det bløde hud og pulsåren under. Det var fristende. Men måske han skulle udnytte hendes tydelige had mod hans race. Hans tænder blev synlige, som han vidste, hvad han skulle. Han havde gjort det før.
Med en hurtig bevægelse satte han sin kniv på plads igen og flyttede han sig fra hendes lænd for at satte et knæ mod den i stedet. Hårdt og hurtigt, uden hensynstagen til, hvordan hendes led naturligt skulle bukkes, flåede han hendes læderjakke af. Inden der var gået ret mange sekunder, sad han igen på hendes lænd, som læderjakken blev kastet ligegyldigt til siden. Provokerende lod han en hånd glide op under hendes top/tshirt/whatever og kærtegnede hendes varme hud med sine kolde, døde fingre.
"Lidt bedre." Med begge hænder greb han fat i kanten af hendes top og hev til så stoffet flængedes med en høj lyd. Han rykkede den helt op og flåede syningen i halsen fra hinanden, så de to dele faldt til hver sin side. Den blottede ryg ville få hans puls op - hvis han havde en. I stedet slikkede han sig om munden. Der var serveret.

"Du er velkommen til at udtrykke dit ubehag, vuffer." Der var en smule latter i hans stemme, der, som den hele tiden havde, stadig besad det provokerende tonefald. Han skubbede sig lidt længere ned, så han nærmere sad på hendes lår, samtidigt med, at han havde en hånd mod hendes skulder for at holde hende i ro, inden han lænede sig frem, så han kunne placere sine læber mod et stykke af den bare ryg. Langsomt åbnede han munden lidt og lod de spidse tænder trænge igennem huden for at komme ned til det velsmagende røde blod, der straks piblede frem. Nydende sugee han et par mundfulde i sig.

Vampyrens trusler og kniven der blev vist for hendes ansigt fik Tara til at holde kæft. Ikke i lang tid, men hun stoppede faktisk sit rasende talestrøm. Måske var alt det her virkelig en dårlig idé? Hun var efterhånden klar over at han var hendes overmand i styrke, og at han sikkert ville gøre meget ubehagelige ting nu, men kontra så mange andre kvinder der ville blive rædselsslagne og bede, ja, nærmest trygle om nåde og om at slippe for sådan noget, kunne Tara bare ikke få sig selv til det. Hun var alt for stolt, havde alt for meget respekt for sig selv. Hun ville aldrig nogensinde synke til så lavt et niveau.
I mens han rev hendes trøje op knyttedes hendes hænder til knoerne blev hvide. Hvad end han havde planer om, så var det altså ekstremt ubehageligt at få sit tøj revet i stykker. Hun skulle til at snappe af ham men lod være for nu. I stedet vedblev hun sit forsøg på at komme fri, selvom hun måske var lidt desorienteret oven på at på flået sin læderjakke af uden hensynstagen til hendes arme der nær var brækket i handlingen.

"Jeg slår dig ihjel. Jeg slår dig fucking ihjel," hendes ord var rolige. Hun var nået et nyt punkt hendes vrede. Iskold, død for følelser med undtagelse af én: Had. Vampyrens tænder satte sig i hendes ryg og hun rykkede igen uroligt på sig, forsøgende på at komme fri. Det tog alt hendes viljestyrke ikke at skrige i ren og skær frustration og afmagt. Men hun havde stadig en forhåbning om at han på et tidspunkt ville give hende en mulighed. En åbning. Bare tage hans kniv, stikke den i halsen på ham, gentagne gange, til hans hals var væk. Det kunne bare være så fucking rart!
"Fuck dig.. Dit svin, jeg flår dig kraftedme i to," hvor kunne det være rart. Bare lige at fuldmånen på magisk vis dukkede op og hun kunne forvandle sig og æde ham "levende".

Costa nød virkeligt den røde væske, nød den for første gang i måneder. Lige meget hvilken race hun havde været, selv djævel med bismag af svovl, ville han have nydt det. Frisk blod, taget med magt fra et levende væsen. Der var intet bedre. Hvordan kunne han have undværet det så længe? Ham der altid fråsede i det, drukket til han ikke kunne mere. Det første bid havde været velovervejet og langsomt. Det næste en smule mere dyrisk, som han hurtigt flyttede sin mund til næste sted og bed hårdt, så selv hans normale tænder lavede mærker i hendes hud. Mærker, der ville blive til blå mærker med tiden. Han drak ikke mere end et par mundfulde for hver gang han bed, men han bed hende mange gange over hele ryggen. For ham var det næsten så tilfredsstillende som sex og hans greb i hendes skulder var hård og han pressede sig ned mod hende, i ren nydelse, som hver eneste mundfuld af hendes blod skyllede mere og mere af de menneskelige rester ud og dræbte samvittigheden, der havde hærget ham siden sit besøg hos englen. Han hørte ikke et ord af, hvad hun sagde, optaget af at drikke.

Endeligt trak han sig tilbage og satte sig op med et dybt suk. Hele hans krop summede tilfreds og han følte sig mere levende end det sidste lange stykke tid, endda selv før han kom af med metalhånden. Han havde overhovedet ikke drukket noget nær det han kunne, men han var heller ikke færdig. Selv hvis han tømte varulven for blod, ville han stadig have lyst til mere. Heldigvis var natten ung endnu.
Han så med halvt lukkede øjne ned på hendes ryg, der var fyldt med små huller og en masse bidemærker og et lille smil dukkede op om hans læber.
"Det var tiltrængt." Hans hånd, som han havde haft fat i hendes skulder med, gled med en blid bevægelse ned over hendes ryg, inden han skubbede sig op at stå. Normalt havde hans ofre givet op på dette tidspunkt, ydmyget af den fysiske nærkontakt og de utallige bid. Nogle kæmpede stadig, men ofte meget mere svagt, fordi han trods alt havde drukket en del blod og de fleste ville blive svimle og matte af blodtabet. Han kastede et næsten ligegyldigt blik på sit håndled, hvor han kunne mærke den velkendte kløen, når sår begyndte at vokse sammen. Stærkt gik det ikke, men det friske blod fremskyndede alligevel helingen. Skide sølv.

Der gik længe før det virkede som om at vampyren var tilfreds. De mange gange han bed sine sylespidse tænder ned i hendes ryg fik Tara til at ende med at slå hånden ned i asfalten gentagne gange. Det gjorde helvedes ondt. Men det var ikke engang halvt så slemt som følelsen af at blive mere tungt i hovedet. Mere desorienteret og forvirret. Træt. Hendes strid imod ham blev langsomt mindre og mindre mærkbar mens hendes ansigt gradvist blev mere blegt. Hun var stadig rasende. Men det var svært at holde den følelse i live samtidig med at man fik suget blodet ud af kroppen på den her måde.
Der var et tidspunkt hvor han stoppede helt og talte til hende, men hun hørte ikke rigtig hvad han sagde. Hun var alt for vred og omtumlet på samme tid. Hendes hænder knyttedes og slappede derefter af. Nærmest på tur, som om at hun ikke rigtig kunne beslutte sig for om hun ville gå amok på ham eller ej. Hendes instinkter sagde dræb og hendes fornuft sagde gå hjem og sov det væk, men Taras instinkter vandt næsten hver gang hun havde en sådan konflikt med sig selv. Måske var det også derfor hun havde så mange nærdødsoplevelser i sin baggage?

Hun bemærkede at han rejste sig og blev selv liggende et par sekunder efter, til det gik op for hende, at hun nu var i stand til at kæmpe imod. Det lod hun sig ikke sige to gange og hun kom langsomt op at sidde, vendende mod vampyren. Hun havde ikke tænkt sig at rejse sig op. Ikke denne gang. Han forventede slag. Hun skulle give ham noget, han ikke forventede.
Med et vredesudbrud, satte hun af efter hans ben i en vild, komplet ukontrolleret og ubalanceret tackling. Det her var den form for kamp hun forstod sig på: På jorden, blod på næverne, beskidt og vred. Hun formåede overraskende nok at vælte ham på den her måde og med et tilfreds, men stadig udmattet udtryk i ansigtet, førte hun sin knyttede næve direkte mod hans ansigt. Som den kolliderede med hans kind dukkede et mindre smil op på hendes læber. Hun elskede hævn.
"Jeg. Fucking. Sagde det. Til dig," svimmelheden fik hende til at ramme ved siden af ned i asfalten anden gang hun slog ud efter ham. Huden på hendes knoer blev revet op og blod rendte ud hvor der før burde have været hud til at holde det inde. "Jeg stopper ikke.. Ikke før du er helt død," tredje gang måtte være lykkens gang da hun endnu en gang slog ud efter ham.

Constantine havde en ting, der ofte endte med at blive hans svaghed - hovmod. Og det var også, hvad der skete denne gang, som han ikke regnede med, at varulve ville angribe ham, enten for ydmyget eller for svag. Måske han kunne have undgået det hele, hvis han havde været mindre rusten, men han så det simpelthen ikke komme. Så pludseligt forsvandt benene under ham om han slog hårdt ryggen i fortovet. Luften blev banket ud af ham, hvilket var en ubehagelig fornemmelse, men på ingen måde farlig for ham, da han ikke havde brug for ilten, siden han var død. Det var dog nok til at forsinke en forsvarsreaktion og inden han så sig om, var varulven placeret oven på ham og en næve blev hamret ind i hans ansigt.

En varulv var stærkere end et menneske, men slaget var slet ikke så hårdt som Constantine havde forventet. Eller også var det fordi at han selv var høj på alt det, der var sket. I hvert fald fik smerten ham bare til at le, så snart han havde luft til det, og efter det andet slag, der ramte, så han bare på hende med et grumt smil og et uhyggeligt glimt i de grå øjne. Han havde stadig overtaget og han vidste det. Hun var alt for slatten til at kunne skade ham, medmindre hun fik fat i sølvkniven, der lå længere væk. Så han lod hende slå uden at forsøge at stoppe hende. Det så dog ud til, at hun var færdig efter tredje slag. Han kunne mærke og lugte hendes blod på sit ansigt fra hendes ødelagte knoer. Hun havde ikke engang formået at give ham næseblod. Pff.

Med en næsen rolig bevægelse tog han ved hendes skuldre og skubbede dem rundt, så han endte ovenpå hende. Som før fik han placeret sine ben på hver side af hende, så han sad overskrævs på hende.
"Nu må det være min tur." Det grumme grin sad stadig på hans ansigt, som han lod sin knyttede næve falde mod hendes ansigt. Han slog heller ikke decideret hårdt, men siden han var vampyr ville det nok stadig føles som at få en mursten i hovedet. Igen, som havde han god tid, var hans bevægelser rolige, som han først slog hende med den ene knyttede næve, derefter den anden. Slagene fortsatte som han nød fornemmelsen af sin venstre hånds kød og blod slå i mod kød og blod. Selvom det var måneder siden englen fjernede den forbandede metalhånd og fik hans egen til at dukke op igen, kunne han stadig forundres over følelsen i den.

Hendes hånd havde ramt hans ansigt på to ud af tre slag - og han grinte? Hvad helvede? Taras vrede grimasse blev mere irriteret. Det var ved at være så fucking frustrerende at hun bare ikke gad være vred længere. Hun var efterhånden nået til det punkt i hvert fald, idet vampyren noget pludselig væltede hende tilbage på asfalten, ham på toppen. Igen. Oh well, i det mindste havde hun da fået lov til at slå ham, om end hun ikke havde fået ham til at bløde. Eller jo, knivstikket havde gjort sine sager, men nu havde han også drukket en masse af hendes blod, så det ville sikkert hele i løbet af no time. Hans ord fik hende til at himle med øjnene, men før hun nåede at reagere på det ramte hans næve hende i ansigtet. Det var næsten som at blive ramt af et godstog! "Av?" Hendes blik blev automatisk mere desorienteret. Slag nummer to fik hendes næse til at give sig med en knasende lyd og efter det begyndte hun at afparére med armen. Det gjorde lige så pisse ondt som at blive ramt i ansigtet, men i det mindste var det ikke lige så forvirrende og hun følte et eller andet sted, at hun hellere ville have en smadret arm end et mast ansigt. Hun formåede at dække sit ansigt for en god del af slagene, til han ramte et forkert sted i hendes håndled, lige på én af de mere udsatte knogler, der med det samme gav sig efter et par slag, med endnu en knasende lyd.

Instinktivt fjernede hun hånden med et mindre udbrud og blev med det samme ramt lige på kinden. Der dannede sig en rift lige under hendes venstre øje. Et blåt mærke i tindingen ved næste slag, og det slag var også det der nær fik sendt hende til tælling. "Fucking.. Spasservampyr," Hun vendte det hvide ud af øjnene, fik fjernet hovedet fra det næste slag og med et sidste, afkræftet angreb formåede hun at vride sig fri. Om det var fordi vampyren bare gav sig god tid og tog det stille og roligt vidste hun ikke selv. Men ædru, det var hun sgu efterhånden. Hun havde lidt svært ved at fokusere og mens hun skabte afstand ved at trække sig væk syntes hun at kunne fornemme, at de ikke var helt alene. Var det en lugt af varulv hendes ellers lidt for smadrede lugtesans opfangede? Hun var ikke sikker, men det var vidst også lidt lige meget. Hun følte ikke helt for at slås længere, ikke mens vampyren havde så stor en fordel over hende. Blod dryppede fra hendes næse ned på asfalten mens hun forsøgte at komme op fra jorden, men da hun satte vægt på venstre hånd gjorde det ondt nok til at hun mistede balancen og bare kollapsede i stedet.

Natten var stille omkring Lucan, som han bevægede sig igennem en af de mere afsides kroge af industrikvarteret, en del der indeholdt høje kontorbygninger, der havde lukket om natten. Det var sent. Han havde været ude på en opgave for den ilddæmon, der havde solgt dem hotellet, som de boede i. Siden Lucan ikke havde haft de penge, det kostede, havde han sagt ja til at afbetale ved at arbejde for Julien en gang i mellem. Han havde frygtet at det blev nogle beskidte jobs, siden ilddæmonen vidste, at han sloges for penge en gang i mellem, men ind til videre havde det mest bestået af at skulle køre ham eller lege livvagt, selvom ilddæmonen uden tvivl kunne klare sig selv. Lucan tog dog hvert eneste lille job dybt seriøst, som han gjorde med alt andet i livet, og Julien var åbenbart godt tilfreds.

I aften var han en smule afslappet klædt i et par cowboybukser og en formsyet lærredsjakke i mørk vissengrøn. Han havde igen leget livvagt, men denne gang under mere diskrete omstændigheder. Hvad Julien skulle i det område, de havde været i, vidste Lucan ikke og han ville heller ikke vide det.
Det var ikke normalt at Luca var på gåben, men Hugo havde sat kørt ham hen til det aftalte sted og sat ham af og da aftenen var overstået, havde Lucan brug for noget frisk luft. Der var heller ikke vanvittigt langt hjem, så han havde besluttet sig for at gå.

Han drejede ned af en gade ikke så langt fra hotellet, da lyden af slag nåede ham og han fik øje på en mand, der sad oven på en kvinde og slog hende. Vinden var i den rigtige retning og han fangede straks både den velkendte lugt af varulv og den døde stank, som vampyrer besad. Uden at tænke nærmere over risikoen, begyndte han at løbe derned, så stille som muligt, med vreden boblende i maven. Det var ikke en kvinde fra hans egen flok, men derfor kunne han ikke se passivt til, mens en vampyr angreb en varulv.
Som han kom nærmere genkendte han vampyren. Julien havde haft ham til at holde øje med en yngre vampyr, hans "myndling", hvad så end det betød, da han tog en ferie. Dette var vampyrens ven, som han havde mødt en enkelt gang.

Lucan vidste godt, at han ikke ville have en chance mod en vampyr, men han havde heldigvis mere end sin egen fysiske styrke. Hurtigt hev han en revolver frem fra dens gemmested. Det så ud til, at vampyren havde så travlt med at slå, at han ikke lagde mærke til ham og som Lucan nåede frem, var kvinden ved at skubbe sig væk fra den grumt grinende vampyr. Lucan stoppede op ved siden af dem og i samme bevægelse løftede han revolveren op og pegede den mod vampyrens hoved, mens han spændte hanen med et klik.
"Den er ikke fyldt med sølvkugler, men mon ikke en kugle for panden får dig til at sige godnat længe nok til, at jeg kan rykke hovedet af dig." Hans i forvejen dybe stemme var endnu mørkere af vrede og truslen i det han sagde var tung.

Tilfredsheden ved at slå på varulven var stor og Constantine var ret ligeglad med, hvad han ramte. Lyden af først den brækkede næse og bagefter et brækkede håndled var som musik i hans ører. Tænk at han havde haft det så skidt med sig selv og sin naturlige lyst til at gøre det. Det var befriende at gøre det igen! At føle det igen! Efter at have ladet slagene falde over hende, begyndte hun at vride sig for at komme fri og han lod hende. Han kunne blive ved med denne leg hele natten, lad hende tro, at hun slap og derefter tage fat i hende igen. Som en kats leg med musen, hvilket var meget passende.

Som han sad og morede sig over synet af hendes ynkelige forsøg på at slippe væk, hørte han en lyd, der fik ham til at fryse til stedet. Lyden af en hane på en revolver, der blev spændt. Lige ud for hans hoved. En dyb stemme udtalte en trussel og Constantine drejede hovedet nok til at han kunne se, hvem det var. En anden varulv. Genkendelsen ramte Constantine og han kom med et udbrud af frustration.
"Arh shit." Hvorfor skulle det lige være ham? Alle andre varulve ville bare have angrebet, ligeglad med revolveren, han var hurtigt nok til at få hovedet væk fra revolverens munding. Men lige netop denne varulv kunne han ikke bare flå i stykker, selvom han havde lyst. Der var ikke mange personer, Constantine havde respekt for, men denne specielle varulv arbejdede for Gabriels sugar daddy, en ilddæmon, der have set sig sur på Constantine før for at slå en af hans ansatte ihjel. Det havde ført til en dags tortur, bundet fast i en kælder sammen med truslen om at han ville finde Constantines skaber. Torturen kunne klares, truslen om skaberen, ikke så meget. Plus det var Gabriels "far" og Constantine havde ikke lyst til at sætte Gabriel i klemme igen.

Så man kunne med det samme se på Constantines ansigt, at han vidste, at det sjove med denne hunvarulv var ovre. Han løftede hænderne op i skulderhøjde for at sige, at han var færdig og langsomt kom han på benene.
"Jeg havde bare lidt sjov, ikke? Ingen grund til at skyde nogen, jeg smutter bare stille og roligt." Han vippede lidt i det højre håndled for at tjekke bevægeligheden, inden han besluttede sig, og skiftede så til en sort kat med en lille hvid plet på brystet. En lille smule haltende satte han i løb og rendte ned af gaden så hurtigt som hans dårlige pote ville bære ham. Lortevarulve. Hvorfor skulle det også altid gå ud over ham?

Tara kunne slet ikke forestille sig hvad der ville være sket hvis ikke varulven ikke var dukket op og havde sat sit sin revolver for vampyrens hoved. Hun trak sig længere væk mens de talte og formåede at komme hele vejen hen til sin kniv som hun, stadig trodsig til det sidste. Da hun også fik øje på sin jakke trak hun den til sig, mens hun huskede på at hendes top var ved at falde fra hinanden. Hun var faktisk overrasket over, at den stadig sad omkring hendes krop. Måske fordi den sad fast i det blod hun havde på ryggen. Med afskyen tydelig i sit blik kiggede hun hen mod vampyren der virkede til, at han ikke ønskede nogle problemer med den anden varulv, og hun håbede næsten, at varulven bare ville tømme revolveren for kugler i vampyrens ansigt. Desværre fik hun ikke sin vilje idet vampyren forvandlede sig til en lille kat for hendes blik. Et støn af frustration forlod hendes læber og hun faldt sammen på asfalten. "Vampyrer," hun sukkede lavt og begyndte derefter en kamp for at komme op at sidde. Men hun var bare så.. træt.

Hendes blik fandt frem til den fremmede varulv og hun kiggede et stykke tid på ham. Han blev lettere udtværet, for hendes syn, men det hjalp jo heller ikke at hendes øjne rendte som resultatet af den brækkede næse der lavede sjov med tårekanalerne. Det lidt ynkelige forsøg på at tørre blod væk fra næsen fik hende til at lave en grimasse. Hun havde bare ikke behov for at der skulle rende mere blod ud af hende, nu hvor vampyren allerede havde besluttet sig for at æde så meget. Hvor meget vidste hun jo sådan set ikke, men det var sikkert for meget, taget i betragtning af, at her var en del mere koldt end før. Hun var ellers ikke en kulskær person. "Hey.. Tak for hjælpen," hun havde givet op på sit forsøg på at komme op at sidde og blev bare liggende dér med øjne der truede med at falde i. Det var dumt at lægge sig til at sove herude. Men Tara var også før blevet kaldt dum, også af venner, så det var ikke noget nyt.

Lucan stirrede på vampyren med et stift blik, som denne tydeligvis genkendte ham og derefter bandede højt. Han havde lidt en fornemmelse af, at det ikke var på grund af revolveren, at vampyren gav op så let, som han så ud til at gøre. Lucan vidste ikke hvorfor og han var ret ligeglad, så længe det virkede.
Som den ungt udseende mand kom på benene, trådte Lucan et skridt bagud for at holde lidt afstand i mellem dem. Men vampyren så ud til at have givet op på sit foretagende og forvandlede sig pludseligt til en kat, der hurtigt løb væk. Haltende. Lucan måtte undertrykke en tilfreds følelse, det så ud til, at kvinden havde fået skadet ham trods alt.

Så snart katten var ude af syne, skubbede han hanen på revolveren på plads og stak den i bukselinningen igen, inden han vendte sin opmærksomhed mod den anden varulv. Hun havde godt nok fået nogle tæv og hendes tøj var gået i stykker.
Med rolige bevægelser, for ikke at forskrække hende, gik han hen og satte sig på hug ved siden af hende.
"Tak mig ikke endnu. Du ligner en, der kunne bruge noget mere hjælp." Han overvejede kort, hvad han skulle gøre. Han kunne få fat i sin bil, men det ville enten kræve at han forlod hende eller at de blev her og ventede på Hugo, der uden tvivl ville vågne, hvis Lucan ringede til ham. Han ville ikke efterlade hende og han havde heller ikke lyst til, at de skulle blive i tilfælde af, at vampyren ombestemte sig. Vurderende så han ned af gaden. Der var ikke ret langt hjem.
"Jeg prøver at være forsigtig," brummede ham og rakte ud og tog fat i hende, for at flytte på hende, så han kunne løfte hende. Som han forsigtigt hev hende op at sidde, fik han øje på bidemærkerne på hendes ryg. Med rynket pande ændrede han sin plan og skubbede hende i stedet ind over sin skulder, så han havde fat om hendes ben i stedet for at have hende liggende i sine arme. Ingen grund til at lægge pres på alle de små sår og hvad der så ud til at blive en ordentlig omgang blå mærker.

Hun var tung, men han var stærk og han kom på benene uden at miste balancen. Efter at have sikret sig, at han havde ordentligt fat, begyndte han at gå. Hun lugtede langt væk af alkohol og vampyr. Hun havde sikkert været på vej hjem fra byen og var gået den forkerte vej.
Lucan gik uden at sige noget. Ned af gaden, dreje ned af en sidevej og en mere, der ledte direkte ud til den store skov. På hjørnet lå det lille hotel, som ham og hans flok havde valgt at bosætte sig i. Han begyndte at blive lidt træt i benene og ryggen af at slæbe på hende, men holdt ikke pause før han skubbede døren op og gik ind. Der var ingen i den store indgangshal, så han fortsatte ned af en gang og ind i den store spisesal, hvor han forsigtigt lagde hende på et af de store borde. Det var anden gang inden for ikke alt for lang tid, at han havde båret en halvdød person hjem og lagt dem på et bord i spisesalen. Sidst havde han dog været noget mere træt, da det var en varulv han havde fundet på vej hjem fra fuldmåne i skoven. Denne gang kunne han nøjes med at rotere sin skulder lidt.

"Bliv her, jeg henter lige en, der kan hjælpe." Om hun var vågen eller ej brummede han til hende og skyndte sig så ovenpå, hvor han bankede på til et af værelserne. Et øjeblik efter blev døren åbnet og en kvinde så søvndrukkent på ham. Hurtigt og med få ord forklarede han, at der var brug for hende og lidt efter gik de ned af trappen og ind i spisesalen. Kvinden, der var husets egen læge, var hurtigt henne ved den fremmede varulv. Med kyndige hænder undersøgte hun den bevidstløse kvinde.
"Hun ligner næsten en, der er blevet ramt af en bus."
"Det ser ud til, at hun har kæmpet godt i mod." Lucan nikkede mod hendes ene hånd, hvor huden var skrabet af knoerne. Jeanne nikkede, som hun undersøgte det brækkede håndled.
"Jeg tror ikke, at der er noget, der er værre, end at jeg og en masse hvile kan klare det. Vil du have hende på hospitalet?"
Lucan overvejede det lidt. Han burde nok bare tage hende ud i bilen og aflevere hende på sygehuset, så de kunne tage sig af hende. Men det ville være anden gang han kom med en skadet person og han havde egentligt ikke lyst til at begynde at trække opmærksomhed mod sig selv eller sin flok. Samtidigt var hans tiltro til Jeanne stor, han havde set hende udføre mirakler med ingen midler. Så han endte med at ryste på hovedet.
"Nej. Hvis hun vil, når hun vågner, så kan jeg køre hende. Ind til da kan hun blive her."
Jeanne nikkede og begyndte sig arbejde med at lappe den fremmede varulv sammen.

Efter at de havde fået hende vasket ren for blod og pakket hendes håndled og hånd ind i bandager og Jeanne med en nådesløs bevægelse havde sat hendes næse på plads, bar Lucan hende ovenpå. De havde ikke nogen gæsteværelser, sjovt nok fordi ingen i flokken fik gæster, så Lucan valgte at lægge hende i hans seng. Der var ikke ret stor forskel på Jeannes og kvindens kropsbygning, så Jeanne gav kvinden en ren t-shirt og et par natbukser på af sine egne, inden hun blev lagt under et par tæpper. Lucan tog sit eget tæppe og overvejede om han skulle smide sig nede i en af sofaerne i fællesrummet, men tænkte at det nok var en god idé at være til stede, når kvinden vågnede. Så han fik placeret sit lange korpus i en gammel slidt lænestol, som han havde stående på sit værelse. Ikke det bedste at sove i, men han var ikke så kræsen. Og ganske rigtigt lykkedes det ham at falde i søvn inden længe. Klokken var alligevel også ved at være tre om natten. Heldigvis havde han ikke arbejde dagen efter, så kunne han lige så godt have ladet være, siden han ofte stod op ved en fem-tiden.

Når Tara vågnede ville hun se et rimeligt stort værelse, hvor enkeltsengen stod i et hjørne, lænestolen ikke så langt derfra og et skrivebord med en kontorstol stod ved den ene væg. Overfor lænestolen stod et tv på et tv-bord og ved siden af stolen et mindre bord. I et hjørne af rummet hang en boksesæk og ved siden af der stod en holder med et par vægte. Et indbygget skab fyldte den anden væg. Der var to døre i rummet, en ud til gangen og en anden til et privat lille badeværelse med wc, håndvask og en bruseniche med et badeforhæng. Rummet var meget spartansk og kunne sagtens have plads til flere møbler og en dobbeltseng, men hvorfor have overflødigt bras stående, som man ikke brugte alligevel? Derfor var der heller ikke nogen form for pynt eller private ting fremme i rummet. De boede i et hotel og værelset så også sådan ud.

Det var et eller andet sted meget betryggende at vide, her var en anden varulv, selvom man ikke altid kunne være sikker på at alle varulveflokke ville én det bedste. Varulve var stadig 100 gange bedre end vampyrer, lige gyldigt hvad så hun tillod faktisk sig selv at slappe af da han satte sig så hug ved siden af hende. Hendes forsøg på at sætte sig op var stadig lige så usuccesfuldt så hun valgte bare at give op på sit forsøg mens hun så op på varulven. Hun brød sig ikke det mindste om at ligge her, såret og med smadret. Det var ret ydmygende, for ikke at nævne, vildt udmattende. "Jeg kan tage det," besvarede hun ham simpelt mens han lovede at være forsigtig. Hun var stadig overbevist om at hun havde prøvet værre, hvis lige man så bortset fra de mange ekstra skader hun havde pådraget sig kontra sidste gang.
Hun endte over mandens skulder, men heldigvis formåede hun at holde fast i sin jakke til den endte mellem hans skulder og hende selv. Kniven, derimod, tabte hun da hun mistedet bevidstheden oven på de mange bevægelser der var sket på én gang.

Af selv samme grund sagde hun ikke rigtig noget under den lange gåtur og det eneste tidspunkt hvor hun i det hele taget viste tegn på at hun ikke var gået totalt kold, var idet hendes næse blev sat på plads og den knasende lyd gav genlyd i hendes øregange og fik hende til at rykke hårdt på sig. Havde hun ikke været totalt væk, var hun det kort efter, for hun gjorde i hvert fald ingen modstand imod at blive smidt i nyt tøj, ej heller at blive smidt i seng.
Hun havde ingen idé om hvor længe hun sov, men da hun vågnede op var det et fremmed sted. Hun kunne lugte det før hun i det hele taget åbnede øjnene. Her var en stærk duft af varulv som om at der boede en hel flok af dem, især i dette lokale, og da hun åbnede øjnene fik hun også øje på den varulv der havde stoppet slagsmålet mellem hende og vampyren. Derefter kiggede hun rundt og var slet ikke sikker på hvor hun var. Hendes tøj var heller ikke hendes eget, det lugtede ikke af hende og alting var slet ikke som hun burde have forventet.

Hun blinkede et par gange før hun meget brat satte sig op. Hun havde ondt i hovedet og ansigtet især, men ryggen var en anden historie med en masse små ømme sår der sad deromme og det fik hende til at lave en grimasse mens hun tog sig til den med en nu forbundet hånd. Forvirringen var komplet og først knækkede Tara nakken let. Derefter vendte hun sig mod ham varulven."Hey.. Hey? Du der... Ehm.. Varulv?" hun havde jo intet navn, så da hun kaldte på ham, akavet og forvirret, måtte hun ty til et andet øgenavn.
"Hvor er jeg? Og eh... Hvor er mine ting?" hun vidste sgu godt at hun var lidt... Krævende? Med at få svar med det samme og sådan noget, men hun var virkelig fucking forvirret.

Lucan var gledet ned i stolen og sov nu med hagen på sit bryst, ikke en specielt behagelig stilling. Men han var ikke vågnet på noget tidspunkt, heller ikke da de første varulve i bygningen var begyndt at komme til live. Det var først da en stemme trængte igennem hans søvn, at han langsomt slog øjnene op. Med et suk skubbede han sig op i stolen og så en smule forvirret rundt, indtil han fik øje på kvinden i sin seng. Nåh jah, han havde skræmt en vampyr væk og frelst en kvindelig varulv. Inden han svarede hende, gned han en hånd over sin ømme nakke og forsøgte at vågne lidt mere op.
"Du er i Le Loups Noirs' hjem." Hendes ting? Åh ja, tøj. Han så hen i mod skrivebordet, hvor både hendes bukser og læderjakke lå pænt foldet sammen. "Det ligger på mit skrivebord."

Han var ikke en mand af mange ord og i stedet for at sige mere, rejste han sig fra stolen og strakte sin lange krop til hans ryg knækkede for at få stivheden ud af den. Han havde smidt jakken og havde nu bare en hvid t-shirt på. Hurtigt overvejede han, hvad der skulle ske nu. Det var uvant for ham at have overnattende på sit værelse. Og så endda en hunkøn i hans seng. I det mindste havde Jeanne givet hende noget mere anstændigt tøj på end den ødelagte top. Ikke at Lucan var specielt genert, ikke over sig selv i hvert fald, men han tænkte, at hunvarulven nok var glad for at have noget helt tøj på.

"Mit navn er Lucan." En ret kort introduktion i forhold til, at han var leder af den flok, hvis hjem hun var i, men det var sjældent, at han lagde vægt på sin stilling. Nok var han stolt af at være leder, men han havde det lidt sådan, at hans flokmedlemmer var vigtigere end han var og han hadede i øvrigt den opmærksomhed det gav ham. Så han brugte kun sin stilling, når han havde behov for at understrege sin postion.
Han nikkede mod hendes stramt indbundne håndled, der var stivet af med en skinne. "Jeanne, vores læge, siger at du skal holde den hånd i ro. Håndleddet er brækket."

Med en lettere anstrengt lyd placerede Tara sine fødder på gulvet og hun rystede lidt på hovedet i et forsøg på at få sig mere klar mentalt, men hun var ærligt talt stadig lettere fortumlet. Måske fordi hun lige var vågnet op. "Åh.. Fedt nok, tak fordi du gad passe på det," hun sendte varulvemanden et anstrengt smil og rejste sig derefter langsomt op for at gå hen til skrivebordet. I mens fortalte manden sit navn og hun kiggede hen mod ham. "Hej Lucan.. Tara," forsigtigt, og med den hånd hvor kun knoerne var blevet forbundet, samlede hun sit tøj op, usikker på om der egentlig var mere at tale om. På den ene side havde hun lyst til at tale med ham og alle de andre varulve der tydeligvis var her, på den anden side, så var hun træt og ville egentlig helst gerne hjem. Eller bare sove lidt mere. Måske kyle nogle piller ned for at mindske den hovedpine der fik hende til at føle sig små-grumpy.

"Arh, pis altså," Lucans kommentar mod hendes brækkede håndled var grobund for de grimme ord. "Jeg synes også jeg hørte noget knække," hun mærkede efter på næsen og trak uvilkårligt ansigtet væk fra sin egen hånd idet hun ramte den. "Fuck.. Årh, jeg smadrer den nar næsten gang jeg ser ham,"
Og med det løfte til sig selv vadede hun tilbage til sengen og satte sig. "Så ehm.. I er ret mange var.. Jeg mener vores slags her? Er I en flok, eller?" hun var ærligt talt nysgerrig. Det kunne næsten være rart nok at tilhøre en flok igen efter så lang tid alene, men så igen var hun også bare overbevist om, at de ville ende lige som alle andre folk, hun fik et nært forhold til. Spiste. Bare tanken alene fik hende til at få en klump i halsen.