Sulten driver værket (Tara)

Lucan fulgte kvinden med øjnene, som hun rejste sig og gik hen til sit tøj. Hun så vitterligt ud som en, der havde fået ansigtet banket med en mursten, noget han kendte lidt for godt fra sig selv, når han havde haft en dårlig aften i en nævekamp. Hun måtte være øm over det hele. Han brummede bare dæmpet, da hun sagde sit navn som tegn på, at han fik fat i det. Som sagt sagde han ikke så meget, så han blev bare tavst stående, mens hun fik formuleret sin trussel i mod vampyren. Noget der fik det til at trække lidt i hans mundvig, da han fornemmede en hvis gnist af vrede, som han selv kunne besidde. Han plejede nu dog ikke at give sig i kast med trusler, slet ikke når han vidste at det var en kamp, han ikke kunne vinde. At vinde over en vampyr krævede i hvert fald mere end den styrke en varulv besad.

Da hun satte sig i sengen, satte han sig på kanten af sin lænestol igen. Han var høj og det ville næsten virke for intimiderende at tårne over hende, når hun sad ned. Så i stedet satte han sig og lænede sig lidt frem, så han kunne hvile underarmene på sine lår.
"Vi er en flok på 22 varulve, der bor her i det her gamle hotel. Med egen læge," han lavede en bevægelse mod hendes arm, "kok og folk i alle aldre. Den yngste er 19, den ældste 45." Han kunne ikke helt skjule en hvis form for stolthed i sin stemme, da han snakkede om sin flok. "En sammenbragt flok varulve med hver deres baggrund. Vi er en ret ny flok, der kun lige er flyttet til Di Morga."

Lyden af en gongong nåede hans følsomme ører og han rettede sig op igen.
"Der er morgenmad. Skal jeg hente en bakke til dig? Jeg regner ikke med, at du vil med ned i spisesalen." Ikke at hun ikke skulle være velkommen, men det var nok lidt overvældende at blive introduceret til en flok lige efter man var blevet banket i smadder af en vampyr. "Så kan jeg også lige hente noget smertestillende ved Jeanne. Det er noget stærkere end dem du kan få i håndkøb." Igen nikkede han i mod hendes håndled. Brækkede knogler var ikke til at spøge med og hun måtte have ondt. Han havde selv mere end et par gange haft brækket både det ene om det andet, men sådan gik det, når man valgte at slås som hobby.

22 varulve.. 22. Tara var overrasket. Så mange havde de slet ikke været i den flok hun havde været en del af! Så var det sgu ikke en overraskelse at hun følte sig så overvældet af de mange indtryk i dette hotel. Så var det sgu lige gyldigt om de var relativt nye eller ej, de var rigtig, rigtig mange, og Tara havde været alene i flere måneder. Faktisk snart et halvt år når hun tænkte over det. Hun stirrede på ham, målløs for hendes blik røg hen på døren ved lyden af en gongong.
"I... Er mange,"[b] mumlede hun lavt. Hun havde bemærket stoltheden i hans stemme. Det lød næsten som om at han var alfaen af denne flok. Hun var tøvende omkring hvorvidt hun burde lade sig trække ind i dette samfund eller ej, for én ting var i hvert fald sikkert: Hun ville ikke miste nogen igen, det var alt, alt for hårdt.

Det var som om at Lucan kunne mærke hvor overvældet hun var, for da han snakkede om at bringe en bakke mad med op, var hun allerede ved at føle det overmande hver en fiber i hendes krop. På den ene side ville hun virkelig gerne være en del af en flok igen, på den anden side var hun rædselslagen. [b]"Jeg ved det ikke.." hun ville hellere være ærlig. Det var nemmere sådan og så var der ikke noget at tænke over. "Jeg tror måske det er bedst at jeg bliver her.. For nu," hun kørte en hånd gennem sit lange hår og skævede hen mod Lucan. "Du er deres alfa, er du ikke?" spørgsmålet kom lidt ud af det blå, men hun var også typen der havde en tendens til at sige ting som tanken dukkede op i hendes sind.

Lucan kunne ikke andet end at se overraskelsen i hende, da han nævnte deres antal. For ham var de ikke mange, den flok han var født ind i, havde omkring hundrede medlemmer, der dog ikke alle, som her, boede under samme tag. Men han vidste godt, at flokstørrelser varierede meget. Nogle gik meget op i rent blod, andre andre ting. Lucans flok bestod stort set kun af bidte varulve, ud over ham selv og hans højre hånd og et par stykker mere, der af forskellige årsager ikke havde en flok. Lucan gik kun op i, at folk opførte sig ordentligt og han havde da også smidt et par stykker ud hen over de få år, flokken havde eksisteret. Deres baggrund kom ikke ham ved, så længe de bidrog positivt til flokken.
"Det er ikke så galt," brummede han med en skuldertrækning, samtidigt med at et svagt smil gled over hans ansigt, igen, han blev lidt stolt, når folk så positivt på hans gruppe.

Han fornemmede, at der var et eller andet ved hende, som om alt det han sagde, havde en indvirkning på hende. Var hun... bange? Han kunne ikke rigtigt regne det ud og overvejede at spørge ind til det, men besluttede sig for at lade være. Måske senere, når hun havde fået noget mad og noget smertestillende. Så var det nok bedre og knapt så påtrængende. Han rejste sig, da hun sagde, at hun gerne ville blive på værelset, men inden han nåede at gå mere end et enkelt skridt mod døren, spurgte hun ham, om han var flokkens alfa. Roligt så han på hende og et af de ikke alt for brugte smil dukkede op på hans ellers alvorlige ansigt.
"Jo. Det er jeg."

Uden at sige mere, forlod han værelset og gik ned i spisesalen, hvor der var stillet morgenbuffet op til de sultne varulve. Nysgerrigheden var ikke til at tage fejl af, men der blev ikke stillet spørgsmål, i hvert fald ikke om gæsten, alle vidste var i huset. Et par andre ting skulle dog ordnes, hvilket han gjorde, mens han hældte morgenmad op til to på en bakke. Til sidst fik han fat i Jeanne, der hurtigt fik fundet de smertestillende frem til ham.

Endeligt kunne han gå ovenpå igen og ned til sit værelse, hele flokken enstemmigt havde givet ham, det største i bygningen, hvor han kort slog to knoer mod træet, inden han skubbede døren op. Bakken placerede han på sit skrivebord.
"Du virker som typen, der drikker kaffe." Det var en stor bakke med brød, godt med kødpålæg, noget smør og rundstykker. Der var også en lille skål med frugt og både et glas juice og et glas vand sammen med to kopper kaffe. På den ene tallerken lå der også to pænt store piller.
Lucan gik hen, tog det lille bord ved siden af lænestolen og placerede det mellem lænestolen og sengen, hvorefter han hentede bakken og placerede den på bordet. Til sidst satte han sig ned i lænestolen.

Tara fik en del at tænke over, idet den høje, men pæne mand fortalte at ja, han var denne floks alpha. Derfor var det måske også godt, et eller andet sted, at han gik ud af lokalet, så hun kunne få lov til at tænke lidt over tingene, mens han var ude for at hente ting. Hun rejste sig med det samme og begyndte at gå lidt rundt i rummet, frem og tilbage, mens hun forsøgte at finde ud af, med sig selv, om hun skulle forsøge at blive en del af hans flok eller ej. Hun manglede det, samværet der kom med, at være en del af en større flok. Hun havde ingen familie her, og hendes gamle flok var her ikke længere. Men mon denne flok var her for at blive? Hun endte med at sætte sig ned da hun følte sig for træt til at slentre rundt, beslutsom. Hun havde besluttet sig. Hvis han spurgte, ville hun ikke kunne sige nej, det var ikke i hendes natur at være alene. Om hun så skulle miste flere, havde hun ikke i sinde, at forblive alene længere, det var simpelthen for ulideligt.

Der gik et stykke tid, før han dukkede op med en bakke fyldt med morgenmad og var det kaffe? Duften nåede hendes næsebor det øjeblik han var i rummet og hun kiggede mod ham med et intenst blik. "What gave me away?" hun sendte ham et lille smil og tog med det samme kaffekoppen i sine hænder da bakken blev stillet på natbordet, som var blevet skubbet hen mellem lænestolen og sengen. Hun trak benene op til sig, så hun sad i skrædderstilling og skævede mod Lucan, før hun tog en tår af kruset. Det smagte virkelig godt. Man kunne vidst godt kalde Tara kaffe-afhængig, for det var det første hun drak om morgenen og det sidste hun drak inden hun gik i seng. Med mindre hun havde været ude at feste. "Såå.. Ehm.. Tak fordi du reddede min røv," hun havde aldrig været sindssyg god til det der med at være høflig, men hun følte at et tak var på sin plads, så det var dét det blev til. "... Og tak for det her.. Det er første gang jeg er sammen med andre af min slags i... Lang tid," hendes blik blev mere alvorligt, da hun kiggede på ham igen. Hun følte hvordan hun tøvede med at sige mere, for det var faktisk ret hårdt, bare at hentyde til, at hun ikke var en del af en flok længere.

Lucan trak let på skuldrene, ikke i stand til at svare på det retoriske spørgsmål. Det var bare noget, han havde fået en fornemmelse af. Måske fordi hun havde et sprog som en havnearbejder, måske fordi hun klædte sig som en rockertøs, hvem vidste. Så i stedet for at give et mere konkret svar end en skuldertrækning, begyndte han at ordne sin morgenmad, som til en start bestod af et rundstykke, smør og et par skiver kødpålæg. Han havde ikke taget noget som marmelade og ost med, da han var af den erfaring, at varulve helst ville have kød. Da han havde taget sin tallerken til sig og selv havde drukket en tår kaffe, løftede han blikket til hende igen, som hun snakkede til ham, først for at redde hendes røv og derefter omkring 'det her', som Lucan gættede på var den generelle venlighed.

Han satte roligt koppen fra sig igen, inden han svarede.
"Det var så lidt. Vi varulve må holde sammen." Roligt rettede han sig lidt op og løftede i stedet et halvt rundstykke op fra tallerkenen. Lidt henkastet spurgte han;
"Hvor kommer du fra?" Hendes meget flydende amerikanske sætning og lidt sjove accent i det franske havde afsløret, at hun ikke var fra Frankrig. Men det var nu ikke kun for at vide, hvor hun kom fra, at han spurgte. Det lød til, at hun ikke havde en flok og som altid var Lucan nysgerrig. Der var stadig mange tomme værelse i bygningen og han var altid villig til at udvide sin flok. Især med folk, som virkede til at have brug for en flok. Der var et eller andet lidt fortabt over denne kvinde. Noget der sagde ham, at hun måske kunne have lyst til at blive en del af De Sorte Ulve. Men han spurgte ikke direkte. Han ville vide lidt om hende først.

Efter han havde stillet spørgsmålet, bed han ned i rundstykket. Han var altid sulten om morgenen og normalt den gnavne type, der ikke skulle forstyrres før første kop kaffe og første stykke morgenmad var fortæret. I dag var han dog koncentreret om sin gæst.

Tara observerede Lucan mens han fik lavet sin morgenmad. Hun fandt selv et stykke rundstykker og tog tilfældigt fra kødpålægget, men erfarede sig hurtigt, at det var besværligt at æde et rundstykke når ens næse var smadret og hænderne lige så. Til sidst valgte hun bare at tage små bidder og skylle det ned med kaffen. Lucans ord slog smæld i Taras indre. Vi varulve må holde sammen. Han har ret. Han har fucking ret. Hvad helvede laver jeg så her, alene, som en anden lallende idiot? Hun slog sig selv gentagne gange mentalt og hendes blik faldt til bordet. "Jep.. Det må vi," mumlede hun næsten uhørligt mens hun hurtigt begyndte at spise igen, for at have noget at tage sig til. Hun følte godt selv hvordan hun begyndte at lukke af, selvom der var intet hun hellere ville end at åbne op for ham. Han havde reddet hendes liv, så det var vel det mindste, hun kunne give ham? En fucking forklaring? Det var bare så meget lettere sagt end gjort når alt kom til alt.

"Jeg er fra staterne.. New Orleans for at være mere præcis," det var et okay og meget konkret spørgsmål, men på én eller anden måde fornemmede Tara at der lå mere bag det. At Lucan nok gerne ville vide mere end bare hvor hun kom fra. Hun tog en dyb indånding og endnu en tår af sin kaffe. "Jeg er ikke født varulv.. Jeg blev bidt," hun tøvede let og begyndte at pille i sine forbindinger. "Under én af orkanerne for nogle år tilbage. Men jeg har kontrol, bare rolig. Det er ret længe siden efterhånden..
Lang tid nok til at jeg heldigvis ikke så godt kan huske det," hendes ikke brækkede hånd knyttede sig automatisk. Hun havde svært ved følelser og valgte meget ofte at skjule sig bag sin vrede.