Just before full moon - Aleksei

Det var nærmere aften end eftermiddag da englen landede ved bjergkæden. At flyve helt til toppen og søge efter de ret så omtalte varmekilder var fristende, men hun havde ladet sig høre, at en store del af oplevelsen bestod i selve vandringen, så det var hvad hun havde gang i. At det her ikke var en udflugt for en kvinde, og slet ikke på egen hånd, tænkte Charmy som sædvanligt ikke på, som så ofte følte hun sig sikker og tryg i sine omgivelser. Derudover var der ikke et øje at spotte i miles omkreds, så der var ingen fare for at støde ind i nogen.

Vandringen fortsatte, pulsen steg, og hun gled af og til, men i det store og hele glædede hun sig bare til at nå kilderne, og få sig et bad. Hun trængte til det, og desuden måtte vandet jo prøves! Det var trods alt ikke for sjov hun var kommet derop.

Omsider var hun fremme, og et sejrende smil bredte sig over de fyldige læber. Solen stod efterhånden knap på himlen, og man kunne i det fjerne se de sidste stråler inden de om en halvtime ville være helt væk! En kølig brise strøg hen over hende og fik hende til at sukke, inden hun fortsatte mellem klipperne og fandt frem til kilderne. Udsigten var skøn, mildest talt, og havde hun ikke set paradiset med egne øjne, havde hun troede dette var netop det. Rygsækken skubbede hu af og lod falde et tilfældigt sted, skoene blev ligeledes skubbede af og efterladt en meter eller deromkring fra rygsækken, og så gik hun ellers de sidste skridt hen til kilden og satte sig på hug. Hendes hvide kjole rørte jorden, mens hun rakte en hånd ud mod kilden og rørte det varme vand. Det var dejligt varmt mod hånden, uden at være for varmt, og derfor skyndte hun sig at smide kjolen og springe i. Behageligt kunne slet ikke beskrive den følelse der blev vakt, og hun lå egentlig bare og nød vandet, vingerne tæt ind til kroppen.

Aleksei var på vej op til de varme kilder, det var lang tid side han sidste havde været der op, det skulle nok gør godt at slappe lidt af, end de næste tre nætter hvor det vil være fuld måne, hvor han ikke vil få særlig meget søvn da han vil forvandle sig i fuld måne lyset til sin ulv form, derfor havde han en sport taske over den en skulde, med skifte tøj i, da det ikke var normal at hans tøj overlevet forvandle, og det ikke altid han når at smide det eller huske at gør det, men nu var han godt på vej op mod de varme kilder, hvor han håber at der ikke er nogle.

Han kun da styre sig selv så nogenlunde i varulv forme men ikke helt og vil derfor ikke være sikker på at han ikke slå person ihjel, men det må han ser på når han kommer frem til dem, han var klædt i sort jogging bukser og en grå t-shirt der sad lidt tæt på ham, da han endelig ankommet til de varme kilder kun han ser at der var en person i en af dem, en kvinde, hvorfor skulle der også lige være en her lige i aften, han stoppe op og håber på at kvinde ikke har set ham.

Han overvejer at gå tilbage og håber på at når tilbage til skov end han forvandle sig og slå næste alt ihjel omkring sig der røre på sig, han vende sig om og begynde at gå tilbage hvor han kom fra og håber på at hun ikke havde set ham.

Charmy havde ærlig talt ikke forventede at nogen skulle komme herop, men hun havde aldrig været helt sikker på det. Dette var hendes første gang i området, så hun havde ingen jordisk chance for at vide hvor befolket det var. Folk hun havde snakkede med havde fortalt hende at det var farligt at bevæge sig til bjerget om aftenen, og havde fortalt det kunne komme til at koste hende livet, hun mente dog bare at de overdrev.

Vandet nød hun utrolig meget, og lå egentlig bare og flød omkring da lyden af skridt fik hende til at vende sig rundt i vandet og spejde omkring. takket hver de sidste stråler af solen og de få stjerner der var på himlen, var det muligt for hende at se sine omgivelser. Blikket faldt da også på en forholdsvis stor mand, der nu bakkede væk fra hende. "Godaften, min god herre" hilste hun med sin fløjlsbløde stemme og milde smil. "Bak De ikke væk, jeg skal nok lade være med at forstyrre Dem" forsikrede hun ham derpå. Stedet var stort nok til flere væsner, og hun havde ikke tænkt sig at forstyrre ham hvis han helst ville være alene.

Han havde næste kun lige noget at vende sig om da dufte af engle ram hans næste, han smiler svagt for sig selv over det og var måske kun lige når at gå to meter før hun snakke til ham, han vende sig halv om, så han kun ser på hende, ”Aften frøk”[b]” sagde han og kiggede over på hende, selvfølgelig skulle det lige være en engle der skulle være her op, nu hvor han håber på at der ikke var nogle her, men det var der og det var der så ikke noget at gør noget ved.

[b]”De forstyrre mig ikke, det er mere at jeg kommer til at forstyrre dem når fuld måne første er kommet frem” sagde han og kiggede kort over mod hende, hun var godt nok en engel og kun fly væk fra ham når han første har forvandlet sig, men hvis han kender sig selv godt nok vil det ikke stoppe ham i at prøve at få fat i ham, han overvejer stadig om han bare skulle gå selvom en tur i en af de varme kilder vil gør godt end han forvandle sig og samtid vil hans tøj ikke bliv ødelade da han ikke rigtig vil havde noget på.

”Det er op til dig om du tør at have en varulv tæt ved dig, når fuld måne kommer frem på himmel om ikke så længe” sagde han og kiggede over på hende, så havde hun da et valgt, det var rimelig tyder at høre på ham, at han ikke kommer her fra landet af, mere fra rusland eller noget der ligger tæt på.

Han vendte sig mod hende, og hun tog ham i nærmere øjesyn mens hovedet faldt en anelse på skrå. Hans svar efterlod hende i starten undrende, men kort efter faldt en forklaring. Hans oprindelig havde ingen betydning for hende, i hendes øjne var han stadig et af Guds skabninger, og nationalitet havde ingen betydning. Når det kom til stykket, var hun ikke født på Jorden.

"Jeg er ret sikker på at De ikke vil gøre mig noget, derudover kan jeg altid flyve væk" forsikrede hun ham. Hendes manglende påklædning gjorde det let for ham at se vingerne, der var derfor ingen grund til at forsøge at skjule det, desuden følte hun sig ikke i fare selvom han lige havde fortalt hende at han var en varulv, hvilket betød at hans forvandling var forstående. "Der er mange kilder, slå dig endelig løs. Som sagt, har jeg ikke i sinde at forstyrre Dem, og de forstyrre så sandelig heller ikke mig" forsikrede hun ham derpå.

Han havde lyst til at grine men lod være, tydepisk engle at være så, at tro på det bedst i alle væsnerne, ”er nu ikke sikker på at du kan flyve når dine vinger er våd” sagde han og kiggede på hende, der var jo fugle som ikke kan flyve hvis deres vinger første er blevet rigtig våd, han gik rolig over til en af de ledig kilder og stille sig sport taske fra sig, hvorefter han smide sine sko og derefter sit tøj, så han kun har bokseshorts tilbage, han hoppe derefter i kilder, hvor han sidder sig op af kant og lægger armene op og begynde derefter at slappe af.

”Jamen jeg takke” sagde han kort efter han havde, tager plads i den varme kilden, han læner sit hovedet tilbage og lukke sine øjne, nu vil der ikke gå lang tid i nu før fuld måne er når top af himmel, lidt utrolig at en engle er tager her op alene, især fordi det er fuld måne de næste tre nætter, og han vil forvandle alle tre nætter, ”hvad laver en engle så her op, op til en varulv” spurgte han og åben sine øjne og kiggede kort over på hende

Hun smilede skævt, antog hans spørgsmål - eller konklusion - som værende bekymring for hendes sikkerhed. "De er ikke så våde at jeg ikke kan komme i sikkerhed. De skal ikke være bekymret" faldt svaret mildt. Hun skulle nok klare sig, det gjorde hun altid. Netop derfor lod hun ham om at smide tøjet og hoppe i en kilde et stykke fra hende.

Egentlig havde hun ikke regnet med at han ville sige mere, men som han stillede sig undrende over for hvad hun foretog sig på bjerget, i en kilde, i nærheden af en varulv, måtte hun smile. "I princippet er det faktisk Dem der er fulgt efter mig og ikke omvendt. Jeg var her først,
og der var ingen varulve da jeg kom herop. Men.. Jeg havde brug for at komme væk fra byen, og det er derfor jeg er her." faldt hendes svar så ærligt som det kunne være.

Han nikke kort til det hun sagde, ikke sikker på at hun vil ser det men sagde ikke noget som svar til det udover hans nik, han var ligeglad med om hun så på ham mens han smide sit tøj eller om hun ikke gør, de var jo ude i det fri, hvor man ikke rigtig har noget privat liv, han kiggede kort op på himmel og kun svagt begynde at ser måne, så var der ikke lang tid i nu, han lukke sine øjne og slappe af mens han stadig kun gør det, nu hvor han tænke over det havde han hvis aldrig sat tænder i en engle før, ikke som varulv måske som menneske men det var på en anden måde end lige hvad han vil gør i varulv form.

Han åben sine øjne da hun begynde at snakke i gang for at svar på hans spørgsmål fra før, ”det er svært at havde fulgt efter dig, da jeg første så dig da jeg var kommet her op, hvis jeg havde set dig noget før, var jeg ikke gået her op” sagde han og kiggede over på hende, ”men kender det godt at man vil væk fra by, sammen grund til jeg er her og havde så håber at være alene under fuld måne” sagde han og kiggede kort over på hende end han kiggede op på himmel, han må nok hellere ser at kom lidt væk her fra, end han forvandle sig.

Han rejse sig op og gik op fra kilder og tog et håndklæd fra sports taske og tørre sig hurtigt med det, end han tog nogen halv store shorts op og tog dem på, hvor han vende sig andet om mod hende mens han tog op i sin sports taske, ”hyggelig at møde dig selvom det var kort og vil nu ser at kom lidt væk end fuld måne komme helt frem” sagde han og kiggede kort på hende, end han begynde at gå væk fra de varme kilder.

Han når lidt væk fra kilder så hun ikke kun ser ham mere hvor han fat et sted at gem sin sports taske, hvor han har sit skifte tøj til de næste par dag, efter han havde gemt den væk gik han videre men når ikke særlig langt før fuld måne lys ramt ham og sat de første smerte i gang i ham, da hans forvandle begyndt, han faldt på knæ i smerte mens man kan ser hans krop bliv store og pels begynde at kom til syn, hele forvandle stod på i omkring 5 min før den var over.

Aleksei rejse sig op nu bare i sin varulv form som vel og godt er 2,3 høj, kul sort pels og grålig øjne, han hyle op mod himmel og gik derefter ned på alle fire og snuer til jord og omgiver.

Han havde ret, og det vidste hun også godt, han havde bare fået det til at lyde som om hun havde fulgt efter ham, hvilket jo ikke havde være tilfældet. I bund og grund var hun ret sikker på at deres møde var ganske tilfældigt. Hendes held var nu ikke meget at råbe hurra for, for hun stødte ind i ret ondskabsfulde væsner for tiden, eller.. det var de jo ikke alle sammen, men af natur, fik det jo rygter om at hverken vampyrer og varulve, var nogen af Guds bedste børn. Charmeine troede ikke en meter på al den plader. Alle begik fejl, og hun var en af dem der godt kunne fejle, så hun var ret overbevist om at der ikke var noget der hed ondskabsfulde mennesker, vampyrer, varulve og den slags, folk fejlede.. og man skulle prøve at hjælpe dem efter bedste evne.. det var i alt fald hendes job.

Pludselig var manden på benene, der var end ikke gået fem minutter, og så begyndte han ellers at tørre sig og få tøj på. Hun betragtede ham i tavshed "Uhm.. helt i orden. Held og lykke" svarede hun blot, fulgte ham fortsat med blikket, før han forsvandt. Hvad var der at gøre ved? Som varulv forvandlede man sig ved fuldmåne, og det var der ikke meget at gøre ved. At forhindre ham i det var jo ikke en mulighed, så hun lod ganske enkelt være. I stedet forblev hun siddende, forsøgte at nyde vandet og varmen i lidt tid endnu, inden hun selv ville komme op ad vandet og finde sig et sikkert sted for natten. Hun kunne selvfølgelig flyve ned, men det havde hun ikke rigtigt lyst til.

Mørket blev tættere omkring hende, og solens sidste stråler var pist væk. Næste gang hun åbnede øjnene var det til en fuldmåne der stod højt på himlen, og et hyl i mørket der fortalte hende at en forvandling netop var fundet sted. Om det var manden fra før, eller en anden, var ikke til at sige, men man kunne roligt sige at hyllet gav anledning til bekymring. Hun besluttede sig for omsider at komme op ad vandet, få sig tørrede hurtigt, og trak i sin kjole.

Det tog ham ikke lang tid at opdage dufte af engle, den dufte havde hans varulv jeg ikke dufte før, det var lige før den kilde i næse dufte, men også kun lige, tænder begynde næste at løbe i vand bare over tanke at sætte tænder i en engle, han sat i løbe mod de varme kilder for at ser om han kun når at fange engle og få en godnat bid, det tog ham ikke lang tid at kom frem til dem, han rejse sig op på bag ben og kiggede rundt for at ser om han kun få øje på engle, han kun stadig dufte hende, dufte var kraftigt her især ved en bestem kilder.

Men engle var her ikke mere, den var hvis næste lige gået side dufte stadig var så kraftigt, hvis varulv kun smiler så gjort den det, for nu gik jagt ind på engle, han hyle mod himmel igen og gik ned på alle fire og begynde at løbe efter dufte af engle, hun skulle ikke slip væk fra ham ikke ude kamp, han stoppe kort op da han kun høre andre ulve hyle mod himmel, så han var ikke den eneste varulv i område, så kun det være at han kom til at kæmpe om at få engle for sig selv.

Han begynde at løbe igen for han vil være den første til at fange engle og hvis han ikke bliver det vil han tager kamp op, som heller ikke vil være den første gang at han vil gør det og nok heller ikke den sidste gang, dufte var stadig kraftigt af engle, som plejer at være et tegn på at han indhente engle.

Charmeine havde naturligvis ikke tænkt sig at vente på at blive overfaldet af en varulv. Det sidste hun ønskede var trods alt at blive en selv, hun var faktisk ret glad for at være engel! Derfor samlede hun sine ting, og forsvandt ned af den anden retning end den hvorfra varulven var forsvundet, så var der mindre chance for at de stødte ind i hinanden. Der var trods alt ingen tvivl om hvem af de to der var stærkest. Hendes vinger var endnu fugtige, og hun ville foretrække ikke at skulle brede dem ud og flyve lige med det samme.

Efter tyve minutters vandring, fandt hun en klippehule som hun snildt kunne gemme sig i, indgangen dertil var ikke stor, og det kunne egentlig knap kaldes en klippehule, for hun kunne lige klemme sig derind. Der gik ikke lang tid før lyden af andre hyl fangede hendes hørelse, og om det var andre ulve eller den samme, var hun ikke sikker på. Tøvende stak hun hovedet ud af sit skjul og så sig omkring. Ingenting. I alt fald indtil et par klør flænsede gennem himlen og nær havde ramt hendes ansigt. Med et hvin bakkede hun ind i sit skjul igen. To store varulve havde fundet hendes skjul og prøvede nu at komme ind, heldigvis var de alt for store til at kunne klemme sig ind. De gik dog i gang med at slå løs på hinanden, og i mens forsøgte hun at sende sin magi ud, for at berolige dem og sende dem bort.

Han havde ikke løbe i særlig lang tid efter han havde hørt andre ulve hyle at han kun lugte andre varulv, han løb heller ikke særlig lang før han kun ser to andre varulv, der var op at slås, det var nok på grund af engle at de var det, for nu hvor han var kommet tætter på kun han også dufte hende svagt mellem de to andre varulv dufte, han stod og overvejer om han skulle gå i kamp med dem begge eller tage den der stå tilbage af de to, men hvad var der sjov i det.

Han hoppe ind mod den første af de to varulv og skubbe den omkuld, hvor han hurtige bukke sig ned mod varulv som ligger ned, hvor han bide hals over på den og vende sig om mod den anden, nu havde han brugt sit overrasker angreb, så nu til den hårdere del, en rigtig kamp mellem to varulv, ikke noget han ikke havde prøvet før, selvom det var mest tilbage i rusland at han kæmpe mod andre varulv, dem der var her i landet var ikke lige så sej levet som dem i rusland.

Kamp mellem dem slutte efter noget tid, der var vel gået næste 15 min, men han vandt kamp til sidste dog ikke ude sår men ikke noget han ikke havde prøvet før og de var heller ikke så slem igen, han kiggede ind mellem klippe og kun ser engle men kun ikke når hende, eller det er han rimelig sikker på at han ikke kun, så det var bare at venter og håber på at engle gør noget dumt.

Hvem der kastede sig over hvem, samt at en tredje varulv sluttede sig til, anede hun ikke. Charmeine havde skubbede sig så langt fra grottens lille indgang som muligt, og holdt beskyttende om sin lille taske af mangel på bedre. Hun vidste hendes chancer for overlevelse var små hvis hun først bevægede sig udenfor.
Hvor lang tid der egentlig gik før alting blev stille, havde hun ikke tal på. Stilheden lagde sig dog ikke desto mindre over omgivelserne. Varulvene havde måske slået hinanden ihjel? Hun håbede det ikke, for nok var de primitive nu og styret af deres dyriske instinkter, men død betød ofte at n familie mistede et medlem, og det havde hun ikke rigtigt lyst til at tænke på. Under alle omstændigheder skete det, for hun fornemmede kortvarrigt et besøg af dødsenglen, inden denne forsvandt.

Et dæmpede suk slap over hendes læber, men hun blev siddende i noget tid. At falde i søvn var ikke rigtigt en mulighed, og en brise førte også lugten af blod med sig ind i hendes skjul. Forsigtigt rykkede hun sig nærmere indgangen, og prøvede at kigge ud. Der var dog mørkt så det var begrænset hvor meget hendes syn kunne opfatte. En vejrtrækning sagde hende dog tydeligt at der var nogen derude, formentlig varulven der havde slået de andre ihjel. Hun sendte sin beroligende magi ud i mørket i håb om at kunne berolige væsnet tilstrækkeligt til at hun kunne vurder om vedkommende var såret, og måske heale ham. Ja, underlig tanke når den så let som ingenting kunne flå hovedet af hende, men som sædvanligt frygtede hun ikke for sit eget liv, men var bekymret for andres.

De to andre varulv der nu lå død på jorden, begynde at forvandle sig tilbage til deres menneske form, og nu var der så mad, nu hvor han ikke kun få fat i engle der gemme sig ind mellem klippe, han skulle lige til at tage fat i det en lig da han bliv ramt af hendes berolig magi, ikke fordi det virker så godt på ham men nok til at han ikke begyndt at spise af lig som han havde planer om at gør, han tog dog stadig fat i lig og gik derefter væk så hun ikke rigtig kun ser ham, men hvor han stadig kan holde øje med hende, der fra begynde han så af spise af lig, han var ligeglad med om engle kun høre når knogler brække i lig.

Da han var blevet færdig med at spise det mest af lig, begyndt han at gå rundt men stadig så han kun holde øje med hende, han vil ikke bare opgive af få chancer for at smage på en engle og især ikke at tabe mulighed til en anden varulv, godt nok kun han ikke høre andre varulv lige nu men natten var heller ikke over i nu, den var jo næste kun lige begynde, han gik rundt og snuser lidt rundt omkring og holdt øje med klippe hvor engle gemme sig ind.

Nuvel, at forlade sit skjul var ikke en god ide! Varulven gav sig til at spise sin artsfælle, det var simpelthen ufatteligt. Charmeine sad forstenet, og anede ikke hvad hun skulle gøre. Der var vidst ikke så meget at gøre end at blive derinde til den efterfølgende dag. Hvis fyren her åd varulve, hvad ville han ikke gøre ved en som hende med engleblod? Hun ville bare ende med at blive dessert. Netop derfor bakkede hun tilbage ind i sit skjul, hvor hun krøllede sig sammen og lagde sig ned.

At sove var så godt som umuligt, men hun måtte prøve. Netop derfor lukkede hun øjnene. Efter relativt lang tid, faldt hun omsider i søvn..

Den efterfølgende morgen vågnede hun op da solens stråler trængte igennem klippen og hen over hende. Hun missede med øjnene, satte sig op, og ømmede sig. Kroppen var godt om efter at have sovet på jorden, men sådan var det jo. Hun strakt sig så godt som hun nu kunne derinde, og fugtede læberne med tungespidsen. Derpå fik hun kravlede hen til indgangen, og tittede frem for at se hvordan situation stod til derude, om der var fribane, eller ej..
Blod.. der var blod alle vegne, det var i hvert fald det første hun spottede. Brynene blev rynkede, og blikket faldt snart på den ene varulv som ikke var blevet spist. Så.. der havde været tre? Minimum tre! Hvor den sidste var, var jo spørgsmålet.

Natten gik med at gå rundt og snuser til jorden og hvad der nu var at finde mens han holdt øje med klippe, men engle kom desværre ikke ud til ham, så han fik ikke mere at spise den nat, selvom han godt kun spise mere efter han havde spist en fuld vokser mand, man han hørt ikke andre varulv lyder at natten eller dufte heller ikke nogen, det eneste han rigtig kun dufte var engle som han ikke kun få fat i, da han var for stor til at kun kom ind mellem klippe.

Han vågne næste morgen da sol var på vej op, han sat sig op og kiggede kort rundt, han var stadig tæt på klippe hvor engle gem sig, den sammen engle som han havde mødet op i de varme kilder, han kiggede ned af sig selv og havde stadig shorts på, de havde overlevet forvandle, så han var ikke mere nøgen end da han gik fra de varme kilder, han rejse sig op og rette kroppen ud, hans sår fra kamp med den anden varulv var næste væk men ikke helt, udover øm sår var han også bare øm efter to forvandle, den en mere smerte fuld end den anden.

Han kiggede over mod klippe da han synes at kun høre noget der over fra, han smiler svagt for sig selv da han kun ser at det var engle, så han havde ikke skræmt hende til død, selvom blod der var der over var hvis næste for meget for hende, han begynde rolig at gå op mod de varme kilder, hvor hans sports taske er og så kun han også lige få et varm bad, til de ømme muskler, også bare for at bliv lidt ren, så håber han at hun var blevet lidt kloge angår varulv og fuld måne.

At den ulv der havde angrebet de to andre var den samme som hun var stødt på kunne hun ikke vide. I princippet kunne det ligeså godt være en af de døde, måske den der var blevet spist? Hun fik listede sig ud, opdagede ham kun i sidste øjeblik som han forsvandt op mod de varme kilder igen, og så efter ham ed rynkede bryn, og en smerte der var til at spore i blikket. Bange? Slet ikke, hun havde ondt af ham, bad for hans sjæl og for de to andre varulves ligeledes. Hun knælede ned ved den varulv der lå livløs, bleg og blodig, hendes spinkle hånd endte mod hans bryst, og hun lukkede øjnene og bad en bøn for hans sjæl. Den stakkels mand.

Derefter rejste hun sig op, overvejede hvad i alverden hun skulle gøre. Hjem, hun skulle i hvert fald hjem igen, men inden hun kunne smutte, måtte hun lige sikre sig at den sidste varulv havde det fint. Netop derfor fulgte hun efter ham, han var dog hurtigere, og det tog hende derfor noget tid at indhente ham. Det lykkedes dog, og snart var hun atter omringet af de varme kilder. Hun rømmede sig, og så i hans retning. "Er alt vel, eller har du behov for at blive healet?" spurgte hun langsomt men blidt, stemmen fattet og slet ikke påvirket af tanken om de mord der var forgået, og som i bund og grund var hendes skyld. Hun havde været den de havde jagtet, byttet som alle tre varulve havde ønsket at sætte tænderne i.

Han kom rimelig hurtigt op til de varme kilder, hvor han fortsæt videre forbi dem og hen til sine ting, hvor han tog dem og gik tilbage til de varme kilder, han sat sine ting fra sig og smide sin shorts, hvor han opdage at hans bokseshorts ikke havde overlevet forvandle, når det var der så ikke noget at gør noget ved, han havde andre med i taske, han hoppe i kilde nøgen og sat sig til rette, nyder det varm vand mod sin krop.

Han kiggede op da en snakke til ham, han smiler svagt ved synes af kvinde fra i går og fra i nat, hun ligner en som ikke har sovet særlig godt på jorden, ”Jeg har det fint nok, udover jeg er øm i hele kroppen, hvad med dig selv” spurgte han og kiggede på hende, vandt i kild han sat i, var lette rødlig i det, fra det indtør blod han havde på kroppen, som han så ikke har mere, han kørt en hånd gennem det halve lange hår.

Så var der kun to nætter tilbage med fuld måne, end han kun få lidt mere rolig og få noget søvn, som han også havde plejer om at skulle men første skulle han lige igennem de næste par dag end han kun det.

Hun fandt ham siddende afslappet og var ved at vaske blodet af sin krop. Hun kunne skam godt se vandet var misfarvet af blodet, og hun forsøgte ikke at tænke videre over det og fokuseret i stedet på sit spørgsmål. "Jeg har det fint, tak. Har du større sår der skal heales?" prøvede hun at spørge igen. Hun ville trods alt bare gerne være til hjælp for ham, som hun altid kunne være. Hun havde trods alt intet bedre at tage sig til, og der var lang tid til mørket faldt på og han igen ville komme til at forvandle sig.

Charmeine blev stående hvor hun var, anede ikke om hun skulle gå nærmere eller bare lade ham være i fred. For nu afventede hun bare hans svar.

”Så slem er mine sår heller ikke, har prøvet det der var slemme og har overlevet det ud hjælp” sagde han og kiggede kort over på hende, han kiggede kort rundt og derefter op på himmel, det så ud til at bliv en varm dag, det vil ikke gør ham noget hvis det gik hen og bliv det, han rette sit blik over på hende efter lid tid, ”nu håber jeg at du har lært at holde dig væk fra natur når det er fuld måne, for det er ikke sikker at det gå dig lige så heldig næste gang” sagde han og smiler svagt.

Han kørt en hånd gennem sit håret for at gør det lidt vådt, ”hvis du skal tilbød din hjælp må du selv undersøg min sår, men det bliver her i kilden” sagde han og kiggede over på hende og smiler svagt, så må han ser om hun gør det eller ikke gør det, hun havde hun jo tilbud hendes hjælp nogen gang, og han gad ikke af rejse sig for det og så samtid var han også nøgen, som hun heller ikke vidste lige nu, var det bare om han skulle sige det til hende eller lad hende selv finde ud af det.

Han så rimelig uskadt ud, og hans attitude gav ingen anledning til bekymring, så hun troede ham da han sagde at han ikke var så såret og ikke havde behov for healing. Fint, så sparede hun da på kræfterne hvis han ikke havde behov for det. "Egentlig ikke. Jeg var ikke så meget i fare som du måske tror,
det eneste jeg er ked er, er at du åd den ene af dine kammerater" faldt hendes svar med en svag trækning på skuldrene.

"Du siger du er uskadt, så synes jeg ikke der er nogen grund til at undersøge dig. Hvor end jeg gerne vil hjælpe dig, så vil jeg ikke tvinge min hjælp ned over hovedet på dig" slog hun hurtigt fast for ham. "Pas godt på dig selv, og må Gud stå dig bi.." sluttede hun af med. Der var vidst ingen grund til at hun blev hængende.

Han grine kort af det hun sagde om hans kammeret, ”du var noget mere i fare end du selv ved af det og min kammeret var det ikke, for hvis det var, vil person have vidste at man ikke stille sig i vej for mig og min målet” sagde han og kiggede over på hende, det gæld både i menneske form og i ulv form, der var en grund til at han var, kommer så lang ind for militær over i rusland, som han godt kun finde på at tager tilbage til, sit gamle liv.

Han kun nem høre at hun ikke kender vildt meget til varulv og deres natur under en forvandle, selvom han kun styre sig selv rimelig godt i varulv form, kun han ikke 100% og det han ikke kun styre var så hans dyriske side, og den side var ligeglad med noget mad bestod af en hjort eller et menneske, bare der var mad at spise, var den godt tilfreds, ”man ja jeg er uskadt, dog øm efter forvandle ellers ikke andet” sagde han og kiggede kort over på hende end han læner sit hoved tilbage mod kant af den varm kilde.

Han holdt et grine tilbage af det sidste hun sagde, ”tror nu ikke af din gud vil stå mig bi nu, da han ikke har gjort det før, så hvorfor skulle han begynde på det” spurgte han og kiggede over på hende, han kun godt ser at hun var på vej videre, men denne samtale var ikke over i nu, hans barndom uden forældre, levet på gade og måtte sjæle for at få mad, hvor var gud hen på da være tidspunkt.

Hele situationen var sær, men det meste var sært for hende fordi hun ikke var vant til et liv på Jorden. Det kunne derfor let være hende, og ikke andre der var de sære. ”Gud har ikke forladt dig, kæreste. Gud er barmhjertig, og elsker alle sine skabninger. Spørgsmålet er hvor meget du selv kæmper for at ændre på sine vaner” svarede hun blidt. Det virkede jo ikke ligefrem som om han var typen der fortrød sine handlinger, så det var svært at sige hvad man kunne gøre for en som ham. Hun vendte aldrig folk ryggen, ikke folk der behøvede hende, men han lignede nu heller ikke en der behøvede hende, så det var derfor hun var på vej væk. Den diskussion med Gud, tro og kærlighed… Ja det havde hun alligevel ikke tænkt sig at tage med ham, i alt fald ikke så detaljeret. ”Jeg vil lade dig få fred, god dag”

”Det har du sikker ret i, men bare svært at ser med min barndom, ude forældre, opvokser på gade, måtte sjæle for at overlever, ingen til at vis mig eller lært mig til hvordan det er at være en varulv” sagde han og kiggede over på hende, lige den sidste del var så ikke hele sandheden men ellers var det, han havde ikke haft den nemmes barndom og det gør det ikke bedre at det var i rusland, så vil han hellere vokser op på gade her i landet, han lukke sine øjne og slappe af.

”Det behøver du ikke at gå for min skyld, du må godt tage plads, men ellers god dag” sagde han og åben sine øjne og kiggede over på hende så var det op til hende om hun vil tage plads i en af kilder eller om hun gå sig vej og lad ham være i fred, selvom selskab ikke vil gør ham noget, nu hvor han alligevel bare skulle dovn den af det mest af dag, han sad sig lidt længe ned i kilden, så kun hans hoved var over vandet, han kiggede kort over mod hende, for af ser om hun bliv eller om hun var gået.

Hun havde jo ikke fået så meget tid i kilden i aftens, da det bliv fuld måne og hun bliv forstyrret end hun rigtig kun når at nyder varm fra kilden.

Ved hans svar betragtede hun ham længe tavst, inden hun slap sin taske så den faldt til jorden, og gik hen til ham. Kort efter havde hun sat sig på knæ ved kilden hvor han lå, og betragtede ham blot. "Ens fortid former skam én, men blot fordi du har haft en dårlig fortid, betyder det ikke din fremtid behøver være ligesådan" svarede hun så logisk som det nu var hende muligt at fremsætte alt dette. Hvorfor hun havde sat sig foran ham, frem for bare at gå sin vej? Ja, hun anede det ikke. Hun følte bare ikke hun kunne gå, og måske - bare måske - havde han alligevel brug for hjælp? Skulle det være tilfældet, kunne hun da slet ikke gå!