The hunt - Ainsley

---

Det ville være syndt at sige at Gabriel havde haft det let de sidste par måneder. Han var kommet i karambolage med en djævel der fungerede som en form for mafiaboss, og derfra var hele hans liv egentlig faldet sammen. Hans lejlighed var ikke sikker, for en dag da han kom hjem, var det tydeligvis blevet rodet igennem af nogen, på trods af hvor hemmelighedsfuld Gabriel var når det kom til hans privatliv. De fleste af hans våben var væk, samt størstedelen af alle hans papirer fra diverse jobs han havde taget på sig.

Velvidende om at det hele stemte tilbage fra djævelen, havde han flygtet ud af sin lejlighed, afleveret sin kat hos sin skaber, og nu levede han på gaden. Det var ikke det at han ikke havde sin lejlighed længere som generede ham, da han ikke havde et specielt tilhørsforhold når det kom til hans tidligere hjem. Nej, det der generede ham var tanken om ikke at kunne føle sig sikker før han havde fundet ud af hvordan han kunne slippe udenom disse problemer. Det, og så var det lidt frustrerende at finde tomme bygninger og huse som han kunne syge lyg fra solen i, hver dag.
Men efter at have nøje overvejet sine muligheder, havde Gabriel muligvis fundet en midlertidig løsning på sit problem. Han var lejemorder, og hvor han normalt blev betalt med penge, blev han det i stedet med diverse tjenester. Og det var grunden til at han havde befundet sig i skoven de sidste par dage. Han var på jagt efter en specifik person - en alba. Det var ikke et job han havde fået, men det var en dusør han havde hørt om, og mon ikke han kunne veksle pengene til en tjeneste eller to i stedet?

Gabriel havde kun haft meget få sammenstød med den race, men han havde en overordnet ide om hvad de var for nogle. Og han skulle ikke engang dræbe denne her alba-kvinde, han skulle bare overmande hende, og give hende til manden der havde dusøren på hendes hoved. Han havde det samme tøj på, som han havde haft det sidste lange stykke tid - et par lysegrå sweatpants, som efterhånden var ret beskidte, en mørkegrå tank-top, en alt for stor, sort åbentstående hoodie, hvor ærmerne var trukket op til hans albuer og nogle sorte slidte sneakers. Han var møgbeskidt efter at have levet i skoven så længe, med sit hår slikket tilbage fordi det efterhånden var for ulækkert og fedtet til at han ville have det for tæt på sit ansigt. Han havde en army-grøn messenger taske svunget over sin skulder, hvori han havde diverse våben han nu engang havde kunne snuse sig frem til - nogle knive, en træpæl, en enkelt pistol ladt med sølvkugler, osv. - og et gevær, hvis rem var smidt over den modsatte skulder for at han let kunne få fat i den.

Lige nu gik han med tunge skridt gennem skoven, og holdt et øje ude efter hvad som helst - albaen eller andre væsner. Han skulle ikke overraskes nu, hvor han faktisk havde en mulighed for at forbedre sin levestandard mod noget der lignede hvad han havde før. Han gik langsomt og så forsigtigt som muligt, for ikke at larme alt for meget. Hans blik flakkede rundt efter selv det mindste spor af en person, og han trak knapt nok vejret. Man skulle i hvert fald have stærke sanser for at opdage ham før man så ham.

For et par timer siden, havde hun stået pænt op, ryddet op i hendes lille træhus, som hang højt oppe under træerne. Hun havde pænt slået sig ned i dette område for et år siden og derfra begyndt at bygge hendes ejet. Hun havde været ret heldig, siden der havde været en og boet der før. Så selve huset skulle bare renoveres og have hendes lille touch på det.

Ainsley havde derefter fået tøj på. Et par slidte shorts, så hendes halefjer nemt kunne komme oppe ude over kanten af hendes shorts. Hun havde derefter taget nogle høje strømper på… Ikke nogen som var ens dog. Og nogle tykke striksokker på udenover. Hun havde derefter klippet hul på tær og hæl. Hun kunne ikke lige sko, men blev jo stadig koldt. Hendes overkrop blev dækket med en trøje, som var åben ned af siderne, så hendes vinger kunne komme ud der, og derefter nogle armvarmer. Et tørklæde på toppen, et bælte hvor nogle poser hang i og hendes brune hår op i en rodet knold. Hendes stil var speciel.. Meget.. Men hun kunne lide det!

Hun gik derefter ud og spredte hendes vinger, så hun kunne flyve afsted. Hun fløj igennem skoven, stille og ikke meget lyd.

Uheldigvis.. Havde hun slet ikke set den fyr som gik nede i bunden af skoven. Hun tænkte ikke meget over det, da hun boede så langt inde i skoven, at ikke mange kom herud, og dem der gjorde.. gik ikke alene, da de var bange for alle de andre væsner herude.

Ainsley fløj lige over træerne, så fyren ville sikkert svagt høje hende og derefter se hende et stykke væk.

Hun landede ved kanten af den sø, som lå et stykke væk fra hendes hus. Der satte hun sig på huk oven på en stor sten, og så ned i vandet. Hun var utrolig smuk i hendes egen måde. Meget tynd og spinkel bygget, da hendes vinger skulle løfte hende. Hun var ikke så høj og havde ikke mange former, dog havde hun stadig let fyldige hofter og små bryster. Hendes ansigt og bevægelser var utrolig elegante og hun havde brune og hvide dun let over kroppen forskellige steder, bland andet ved hendes underarme, langs ydersiden af hendes lå, hendes brystkasse, rygsøjle og skuldre. Der hvor vinden ofre var. Hendes hud var lys og dækket af fregner overalt, sammen med hendes øjne var utrolig store.. Næsten unaturlig store og mos grønne.

Ainsley satte sig helt på huk og hev en drikkedunk ud af en af poserne fra hendes bælte, hvor hun begyndte at fylde den op med vand.

Havde Gabriel ikke stoppet op et øjeblik fordi han troede at han hørte noget, havde han næppe tænkt på at se op i det øjeblik han gjorde, og så havde han heller ikke set silhouetten af en person der fløj henover trætoppene. Om det var hende han ledte efter, en engel eller noget helt tredje, vidste han ikke, men han besluttede at det vel var så god en ide som alt andet, at følge efter skikkelsen, uanset hvem eller hvad det var. Hvis ikke det var hende, kunne han bare slå personen ihjel og drikke deres blod, eller gå igen.

Med blikket konstant flakkende op imod himlen, løb Gabriel efter personen, og fulgte denne frem til søen. Så snart han begyndte at kunne fornemme at personen ville til at lande, sprang han om bag et træ der var stort nok til at skjule sig bag (hvilket ikke var den store udfordring med Gabriels petite bygning) og holdt vejret.
Han kunne høre personen lande, hive noget frem, og at vandet bevægede sig. Da han var sikker på at personen var fuldt optaget af hvadend De lavede, lænede han sig til siden for at se hvem det var.

Det var en kvinde, og hun stod med ryggen til, men han kunne alligevel godt få en nogenlunde fornemmelse af hvem han havde med at gøre. Han trak vejret lydløst gennem næsen, og fik hurtigt konstateret at ja, det her kunne sagtens være en alba. Gabriel kendte dem ikke særligt godt, men ved hjælp af udelukkelsesmetoden kom han frem til at det virkede meget sandsynligt. Så det var et hak på listen over ting han skulle lede efter. Af hvad hun kunne se, passede pigen også på de andre beskrivelser han havde fået. Hendes vinger og halefjer var naturligt farvede, mere lignende dem på en fugl frem for kridhvide englevinger, og hun havde rigtigt nok brunt hår, som om ikke andet var langt nok til at komme op i en knold. Hun var lille, formentlig mindre end Gabriel selv, og hun virkede umenneskeligt uskyldig.

Det lød præcist ligesom hende han ledte efter.

Så var det næste bare hvordan han skulle gribe det hele an. Gabriel havde som oftest en plan når han rodede sig ud i nogle ting. Om det var en plan der beskrev ned til den mindste detalje om hvornår han kunne trække vejret, eller om planen bare var ikke at dø, så havde han som oftest en eller anden ide om hvad han skulle gøre.
Som sagt havde han ikke rigtigt arbejdet med albaer før, da de ikke rigtigt gjorde noget der generede folk nok til at hyre en legemorder. Efter kort overvejelse tog han geværet op til sig, og tog sigte. Han skulle ikke dræbe hende, bare skade hende nok til at hun ikke fløj sin vej. Derfor tog han ikke sigte tæt mod hendes krop, men nærmere mod hendes vinge. Geværet var allerede ladt, så han skulle bare trykke triggeren i bund, men af en eller anden grund tøvede han et øjeblik.

Det øjeblik varede dog ikke længe, for inden længe lød der et brag igennem skoven, og en kugle blev sendt afsted imod albaen. Gabriel satte straks i bevægelse, og smed geværet om på sin ryg, inden han løb alt hvad han kunne imod pigen, for at vælte hende, inden hun kunne nå at reagere. Nærmest som et dyr, sprang han på hende, på en måde så hun ville vælte med ham over sig - hvis hun da ikke flyttede sig inden.

Ainsley havde slet ikke lagt mærke til nogen fulgte efter hende, da folk sjældent så op i skoven og hun var ret stille, derfor havde hun ingen grund til det.. Også fordi der så yderst sjældent kom folk så langt ind i denne skov. Så personen som have fulgt efter hende og endda taget sigte med et gevær, havde hun slet ikke drømt om ville være muligt.. Hun sad endelig blot i hendes egen verden.

Pludselig lod braget og kuglen penetrere hendes vinge meget nemt.. Smerten, den ulidelige smerte skød op igennem hendes vinge, igennem hendes ryg og videre i hele hendes krop. Hun skreg op, meget voldsommere end nogen ville gøre af sådan et sår.. Alba’s smerte system var jo anderledes.. De følte smerten 10 gange værre end alle andre. Så da personen endda skød over og tacklede hende, kunne hun intet gøre. Hun bragede imod jorden, hamrede hendes baghoved i jorden og mærkede endnu en ny smerte skyde igennem hendes kranie. Hun hyl op og tårerne fløj ned over hendes kinder, imens hun så op og på personen som lå hen over hende.

”N-nej! S-stop! S-smer.. Smerten..” Hun grad op og smerten var så slem I hendes vinge, var slet ikke til at klare.

”H-hvad har jeg gjort?!” spurgte hun forvirret. Dog var hun nød til at overleve.. Dette galt hendes liv. Hendes øjne forandrede sig pludselig, blev helt hvide, da vinden omkring dem tog til og hun bragede den op omkring dem. En tornado.. ikke nok til at skade personen, men få dem væk, nok så hun kunne kravle ud. Vælte hen over jorden, snuble og landede på hendes bagdel igen, vendte sig om og prøvede at hive hendes vinge med.. Den blødte og gjorde så forfærdelig ondt..

Det lykkedes rent faktisk Gabriel at vælte kvinden, hvilket han faktisk var lidt overrasket over, så derfor fumlede han lidt med at prøve på at få fat i hendes arme, så han kunne holde hende nede. Det lykkedes ham endelig at få fat i hendes hænder, og holdte hende ellers nede med sin egen kropsvægt. Han var på alle fire over hende, med et ben på hver side af hende, og brugte begge sine hænder på at holde hende nede.

Snart dukkede det velkendte spørgsmål op. Hvorfor hende? Han himlede med øjnene, tydeligvis ikke i en moralsk konflikt med sig selv om hvad han havde gang i. Det var bare arbejde, det var intet personligt. "Aner det ikke... Men der er nogen som meget gerne vil have fat i dig" svarede han tørt, og skulle til at tage fat i hende så han kunne hive hende med sig, men før han overhovedet kunne det, tog en stærk vind fat i ham. Hans øjne blev store for et øjeblik, og han prøvede febrilsk at tage fat ved skovbunden - men uden noget fast at tage fat i, blev han hurtigt revet væk fra albaen. Vinden slyngede ham et godt væk fra hende, med nok styrke til at kunne gøre væsentlig skade på ham hvis han altså havde været et menneske. Han landede på sin højre side, ved søens bred, men kom hurtigt på benene igen. En fordel ved at være vampyr var at der skulle meget til før han blev ukampdygtig. Han havde overlevet mange ting i ren trodsighed.

Det var en kamp ikke at blive slynget væk af vinden endnu en gang, for han var meget let, men det lykkedes ham alligevel ved at han holdt sig tæt ved jorden. En knurren lød fra ham, som han brugte umådeligt mange kræfter på igen at løbe imod ham. Eller halvt-løbe-halvt-kravle. Men det lykkedes ham igen at nå hende, og han greb fat i en god håndfuld fjer på hendes vinger.
"Jeg ville ikke gøre det der hvis jeg var dig," snerrede han og hev hendes vinge imod sig. "Jeg kan være meget mere ubehagelig hvis du pisser mig af."

Nogen ville have fat i hende? Årh nej.. De havde fundet hende! Ainsley så i forskrækkelse da fyren kom imod hende. Hun kunne tydeligt se med hendes evne, at han var fokuseret.. På denne opgave.. Ikke mange andre følelser var i ham.

Hun skreg op, da han greb hendes vinge, hun rakte op med hendes slanke hænder og greb hans arm, så på ham med de tårer fyldte øjne og holdte ved ham.. måske skulle hun bruge en anden taktik.. Hun trak sig op og så med ham, stoppede vinden og kiggede på ham. Blinkede hendes tårer væk og hev efter vejret. Fandt hendes stemme, selvom smerten stadig væltede rundt i hendes krop.

”N-nej.. De må ikke have mig! D-det vil ikke være godt.. Please! Jeg vil gøre alt! Men de skal ikke have mig.. Du ved ikke hvad Alba blod gør ved vampyrer eller andre væsner!” Prøvede hun at forklare.

Hendes blod, var ligesom hendes krop. Fyldt med magi og meget intenst. Vampyrer ville nemt kunne blive afhængige af det, da deres kræfter ville være voldsomme i lidt tid efter det. Og det havde en effekt ligesom stoffer havde. Hun hev meget efter vejret og greb meget fat i ham og så bedende på ham.

”Jeg vil gøre alt for dig.. Men please.. Du må ikke give mig til dem! Jeg har steder at bo, mad.. Ly og tøj!” Hviskede hun svagt. Hele hendes krop rystede og hun havde ikke mange kræfter i forvejen.. Dog ville han nemt kunne løfte hende og gå, da hun var så super let, siden hendes krop var van til luften og bevæge sig igennem det.

Det blødte ret meget fra hendes vinge, så han ville nemt kunne dufte det lækre blod hun havde snakket om. Det duftede sødt og var meget fyldigt, da såret var helt åbent.

Gabriel holdt godt fast i albaens sårede vinge, selv da vinden stoppede, uden nogen form for sympati for hendes situation. Efter så mange års tortur kunne han ikke rigtigt sætte sig ind i andres smerte, om det så var psykisk eller fysisk. Han hævede dog et øjenbryn da hun tiggede om at han ikke gav hende til hvem-end der ville have fat i hende, og endda tilbød ham diverse ting.
Maybe sparing her is a good idea, pippede en af stemmerne i hans hoved op. Gabriel rynkede lidt på panden. "What do you mean?" brummede han tilbage, absolut ikke fokuseret på pigen foran ham, dog stadig med et fast greb i hendes inge.

We can't know for sure if the man who wants her, is going to help us.
We didn't get this job personally, it's just rumors.
"I don't really care,"
She's offering us a place to stay. Last time we got in trouble, it was a close call, we barely made it out of the sun alive. If we had someone to pull on here in the forest, we would have shelter easily.
As much as I hate admitting it, mr. party pooper has a point. I miss taking baths regularly.
Wow, I'm amazed, for once we're agreeing on somethi-
Besides, if Hydra finds us with her, it doesn't really matter if he kills her or not.
I take my previous statement back.

Gabriel så overvejende ud i luften, som han lyttede til de to stemmers argumenter. De havde fat i noget. "Mig og stemmerne i mit hoved har taget en beslutning," konstaterede han tørt, hvorefter han endnu en gang tacklede hende ned og ligge på jorden. Men i stedet for at gøre skade på hende, bed han hul i huden på sit håndled, og tvang såret imod hendes læber. "Drik det." Vampyrers blod havde helende egenskaber, noget som Gabriel svagt kunne erindre fra sin tid som studerende på det lokale hospital. Det fungerede vist også som euforiserende stoffer, hvis man ikke var skadet, men det behøvede han heldigvis ikke at bekymre sig om.

Hun så skræmt op på ham, men da hun så den forskel han pludselig havde i både.. følelser, men også hele hans kropssprog, blev hun blot mere forvirret. Stemmer? Var han lidt tosset? Det kunne hun ikke helt bestemme sig for.. Hun skreg op, da hun blev tacklet i jorden igen og endte på hendes ryg, med hendes ben lidt trukket op. Ainsley vred sig lidt, men var slet ikke nok, hun ville ikke engang kunne løfte den her dreng!

”N-nej.. J-eg.. Mmhrhhh..” Hun nåede ikke at sige ret meget mere, da et håndled blev presset imod hendes bløde læber og hun smagte den metalliske væske. Hun så forskrækket op på han og mærkede det dryppe ind i hendes mund. Det smagte slet ikke godt.. Specielt også fordi hun var vegetar, så dette her var helt ude af hendes liga. Dog gik der ikke længe, inden hun slugte noget af det og gispede da en mærkelig følelse skød igennem hele hendes krop og ud i hendes vinge og hendes baghoved.

Blodet virkede! Hendes så healede sig op og også bulen i hendes baghoved. Ainsley vendte hendes hoved trodsigt væk da hun havde fået nok og så op på han. Hun havde meget af hans blod omkring hendes læber og ned over hendes eget hals.

”Øhm.. Jeg forstår ikke..” Hviskede hun lidt og baskede prøvende hendes vinger ved siden af hende selv på jorden. De var stærke og utrolig smukke. Hendes halefjer vibrerer glad under hende. Smerten var væk! Glæden blussede op i hendes øjne og smilet på hendes læber var slet ikke til at tage fejl af.

Ainsley fnisede glad og så op på fyren over hende. Hun skød op fra jorden med hjælp fra hendes luft magi og trumlede dem begge rundt på jorden, så han endte med at ligge på ryggen og hun sad over ham, på hans skød. Hun havde hendes arme i vejret, sammen med de store vinger ud fra hende. Hele hendes væsen var slet ikke nogen troende måde af være på. Dette var alt blot glæde. Hun grinte og så ned på ham, hvor hun bukkede sig ned og krammede ham helt ind til sig. Han ville nemt kunne rejse sig op.. Dog var hendes styrke mere i at holde ved ting.. Så at få hende af hans brystkasse ville ikke være nemt.

”Tak! Tusind tak~ Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal betale tilbage! Jeg har ingen penge.. Men.. Ja, ønsk hvad du vil! Og jeg vil gøre mit for at få det i opfyldelse!” Hviskede hun blidt ind i hans øre, imens hendes ben var omkring hendes hofter og arme om halsen. Som en lille abe, hvilket også var en lille del af hendes race.

Gabriel trak sin hånd til sig, da albaen ikke havde brug for mere af hans blod, og tørrede det resterende blod på sin arm af i sin trøje. Havde han været mere menneskelig, burde han nok være bekymret for at der gik betændelse i, men en af frynsegoderne ved at være vampyr, var at sådan noget ikke rigtigt var et problem. Han skulle til at rejse sig fra hende, da han pludselig blev overfaldet, så det var ham der lå på jorden med hende over sig. Han skulle til at trække et våben, da han indså at hun bare krammede ham, og skar i stedet bare en grimasse

Mange ting var Gabriel, men berøringsangst var ikke en af dem. Han så bare sig selv for at være tilbagetrukken når det kom til berøringer, som ikke skulle skade dem omkring sig. Og efter så lang tid hvor han havde isoleret sig fra venligtsindede berøringer, var det for meget at have en eller anden tøs hægtet fast på hans bryst.
Den sidste dråbe var dog at hun hviskede ham i øret. Gabriel satte sig brat op, og placerede begge sine hænder på hendes bryst, så han kunne skubbe hende af sig. Han brugte mere kræfter end han burde på at få hende væk, men ærligt talt kunne han næsten ikke være mere ligeglad med om hun kom til skade igen, denne her gang var det selvforskyldt.

"For det første, så skal du ikke gøre det der igen. Jeg er ikke en krammebamse, og jeg har intet problem med at brække dine vinger," knurrede han, en anelse fjendtlig. Havde han været menneske, havde han nok været rød i hovedet af forlegenhed, men heldigvis fungerede han ikke sådan længere. "For det andet, så vil jeg vide hvor du bor, og have mulighed for at komme ind når jeg får brug for det, uanset hvad grunden bag er."

Hun fløj af ham og så lidt forvirret op. Okay, hun havde gjort for meget? Det var så forvirrende, så mange ville gerne have kram.. Hun synes jo det var dejligt! Hun faldt ned på jorden igen, på hendes mås og så op på ham imens hun lyttede. Hun så ned, da han sagde de hårde ord. Okay, hun ville ikke have brækkede vinger! Det gjorde jo meget ondt.. Så hun skulle ikke kramme ham igen. Fy Ainsley!

”Hvor jeg bor? Okay!” Smilte hun og rejste sig op, børstede hendes bagdel og hænder af, før hun begyndte at gå. Hun foldede hendes vinger bagved hende, på hendes ryg og vippede hendes halefjer lidt mere, imens hun gik.

”Det er den her vej, håber du vil kunne finde det.” Smilte hun og begyndte at gå. Hun sagde ikke noget, imens hun gik. Hun hoppede lidt nogen gange og baskede hendes vinger, så hun fløj lidt over jorden. Det var tydeligt at hendes vinger betød det meste for hende. At kunne flyve, var hendes alt og verden.

De kom efter noget tid, til det store træhus, oppe i nogle store træer. Man ville ikke kunne have set det, hvis man ikke vidste det var der. Hun gik om bagved nogle buske, hvor der var bygget en stie ind i selve træet, den var gemt rimelig godt. Hun kravlede nemt op af den, og åbnede den lem, som ledte ind i hendes hjem.

Det var virkelig hyggeligt, et lille hjem. Der var en stor stue, et lille køkken, et toilet, et soveværelse og en terrasse. Alt var helt naturligt, forskellige møbler som ikke helt passede sammen, men alligevel. Det hele var stærkt bygget, så det nemt kunne holde til alt slags vejr og holde en person varm. Der hang mange urter rundt til tørre som gav en dejlig duft. Der var mange tæpper, puder og ikke så mange pynte ting. Der var ingen elektricitet. Der var i stedet stearin lys og et slags komfur, som hun havde formået til ikke at brænde alt af.

”Så.. Dette er mit hjem. Du kan komme og gå, når du ønsker.” smilte hun lidt, rødmede svagt og så sig omkring. Hun gik ud i køkkenet og startede komfuret op, satte en kedel over med vand, fra en spand. Tydeligt i gang med at varme vand op til te eller kaffe.

Gabriel fulgte tavst efter albaen, og så sig omkring efter ting han kendte, så han kunne finde derhen igen. Generelt havde han en ret god stedfornemmelse, nok efter at have taget så meget rundt på diverse jobs rundt omkring i Di Morga, men det gjorde det lettere, hvis han ikke behøvede at finde søen hver gang han havde brug for et sted at crashe. Det ville som oftest blive i sidste øjeblik, og som en nødløsning at han skulle bruge albaens hjem til noget.

Inden længe nåede de et træ, og Gabriel fulgte tavst med kvinden op i træet, efter kort at have justeret sin taske og gevær. Han skrev sig bag øret at det ikke var et ideélt sted at tage hen, hvis han var kommet slemt til skade, men at det nok kunne bruges som et sted, hvor han kunne slippe ud af solen.
Da de nåede indenfor, så Gabriel sig omkring, og bevægede sig roligt rundt i det lille hjem. Det var meget rummeligt, taget i betragtning af at det befandt sig i et træ, og nok også meget hyggeligt hvis man var til den slags. Et eller andet sted følte han sig malplaceret. Måske var det fordi han var så beskidt, måske fordi han ikke havde befundet sig i et hjem på denne måde i lang tid. Han lukkede sig oftest nede i kældre, eller andre steder uden sollys, så frisk luft indendørs var han ikke vant til. Han så sig om, og så ingen tegn på elektrisitet, hvilket var lidt ærgeligt for så kunne han ikke få ladet sin mobil op, men det gik nok, for han havde nok strøm på til det han skulle. I hvert fald for nu.

Så snart at albaen holdt sig selv beskæftiget, gik Gabriel lydløst ind i stuen, og satte sig i et hjørne, på gulvet, med sin taske i sit skød. Han var møgbeskidt, og selvom han var et røvhul, så behøvede han ikke at gøre kvindens hjem alt for beskidt. Han rodede rundt i sin taske, og trak endelig en plastikpose op, og åbnede den op, for at trække sin bærbar og mobil op. Hurtigt tændte han begge dele, og gav sig til at dele sit netværk på mobilen med computeren. Der var ikke specielt god dækning, men han kunne tjekke sine e-mails, uden risikoen for at nogen sneg sig ind på ham for at slå ham ihjel. Alligevel blev han ved med at orientere sig om hvor kvinden var, ved hjælp af sin skærpede hørelse, og ind i mellem så han op, for at sikre sig at hun ikke havde formået at snige sig ind på ham, selvom han tvivlede på at hun ville kunne det, uanset hvor lydløs hun forsøgte at være.