I like that smell, that hospital smell. It's the smell of people dying. - Mike

"Hey!!".. "Hey you!"... "Hey, I'm talking to you!".. Dumme fulde mennesker, dumme fulde børn i voksne kroppe, tror de er så smarte, så kloge, tror de ved alt. "Fuck off!" råbte han vredt ud i luften, talte ikke til nogen, talte bare, til dem, til ingen. "You can't talk to us like that! Can he talk to us like that?! I want to speak to your supervisor!"
"I do what the hell I want, when the hell I want to.. Do you want your son to live.. Fine.. Shut up then!" råbte han, højt, ligeglad. Fuld, han var så fuld, det hele kørte rundt, alkoholen pumpede gennem hans blodåre, rundt i hans zombie-ish krop, holdte ham vågen, holdte ham kørende, ikke at han havde den lukses at kunne falde i søvn alligevel, fuldstændig umuligt, håbløst!
Stemmerne døde hen, tiden gik. Han var alene igen, ro, bare i få sekunder var der ro, og det gav ham tid. Tid til at samle sig, til at tænke, til at finde ud af, finde ud af.. Det.. Det. "Doctor.. Doctor, Lisa is asking for you, need you to help her, some guy bleeding.." kaldte en fjern stemme, og Alias øjne zoomede langsomt ind på hendes ansigt, What a pretty face.. That was.. Would look good.. With a knife in it.
"Coming" lød hans dybe stemme. Det hele sejlede knap så meget længere, han var blevet en smule mere ædru nu, hans krop forbrændte alkoholen hurtigt, hvis dog bare han kunne få mere, hvor var det, mirakel middel! Han kunne kurrer hele verdens befolkning med det, i sin krop altså. Yes.
Han fulgte hende dovent ud gennem døren, og så var de igen på den hvide gang, der førte dem til skadestuen. Hun vendte sig om og kiggede efter ham, et lettere bekymret blik glimtede i hendes øjne og hun hævede det ene øjenbryn "You okay there Doctor?" spurgte hun, en blid musseagtig stemme, could he scent somekind of innocence, about her? Oh that would taste good.. Right now. So good.
"Just a bit hungry" sagde han roligt. Hun nikkede, han havde beroliget hende, nu førte hun ham igennem endnu en dør og så var de der, skadestuen. It was a mess!
"Doctor! Over her, come, help us!" lød Lisas stemme fra den anden ende, og Alias fulgte lyden til han fandt dens ejermand. Oh.. That Sweet smell.. The smell of someone bleeding.. What was this guy? A snack.. Mhmm, hungry.
"Hey there.. I'm Dr. Yahweh.. What happened to you, can you speak?" sagde han stille og rettede sit blik mod drengen.

Der var alt for travlt på skadestuen. Folk i Di Morga virkede som om at de konstant kom til skade, for Mike havde aldrig oplevet at skadestuen var mindre end fyldt. Der var ikke helt proppet endnu, men det var tæt på. Tæt nok på til at sygeplejeskerne imod deres vilje var nødsaget til at lade ham sidde op i stedet for at ligge ned, da de simpelthen ikke kunne få fat i en fri seng. Så i stedet sad han på en af stolene i venteværelset, med sit ansigt begravet i en eller anden sygeplejerskes skulder, mens hun holdt hans ene arm oppe i vejret, og samtidig holdt fast i det halstørklæde, der var blevet viklet rundt om hans arm, mens en anden sygeplejerske febrilsk prøvede at få fat på en læge.

Mike kunne ikke rigtigt se hvorfor de panikkede sådan, han var trods alt gået det meste af vejen fra den bar han havde været på og over til hospitalet, uden de store problemer. Han var der næsten, da en kvinde i bil havde fået øje på ham og kørt ham resten af vejen, men ærligt talt kunne han sagtens have klaret det sidste stykke af vejen selv. Han ville nok bare have været mere svimmel end han allerede var.
Nå, men nu sad han altså der og ventede, og faktisk var han lidt halvt døset hen allerede, da sygeplejersken havde givet sig til også at nusse ham i håret, nok for at berolige ham fra en panik han ikke rigtigt følte. Hans påklædning bestod af et par sorte jeans på, en bordeuxrød skjorte med ærmerne smøget op til lige under hans albuer, sorte slidte støvler og et halstørklæde, som engang havde været lyseblåt, men nu var mørkerødt viklet rundt om sin højre arm. Derudover havde han en helvedes masse småskrammer rundt omkring, hvor man i nogle enkelte af dem kunne fornemme nogle små glasskår, som skinnede svagt i lyset, og starten af et blåt mærke var begyndt at vise sig langs hans kæbe, på højre side af ansigtet.

Pludselig hørte Mike en stemme, formentlig rettet imod ham, og trak sig lidt væk fra sygeplejersken for at se hvem det var. Hans pupiler var større end normalt, og afslørede hurtigt at han var skæv på et eller andet og mindst lige så fuld. Ikke at det ligefrem var nyt for Mike, men det var jo en helt anden side af sagen. Hans blik faldt på lægen, og han lagde sin kind imod sygeplejerskens skulder, så han kunne støtte sig op af hende, men samtidig se på manden.
"I got in a fight and fell down on a shitton of broken glass, and now I'm bleeding a little." svarede han, en anelse slørret og betragtede manden overvejende. Havde han været mindre fuld selv, kunne han måske godt have opdaget at manden næppe var i en tilstand hvor han burde arbejde, men nu var Mike plørestiv og skæv, og oven i det havde han mistet en masse blod, så han var ikke så opmærksom.

Stilheden fandt sin vej til hans hjerne, også selv om alt omkring ham var det fuldstændige direkte. Det var en måde hvorpå koncentrationen faldt over ham, for selv om han var fuld og sulten så var han stadig den bedste læge de havde, selvfølgelig var han det, han havde været det længere tid end nogen anden, og han vidste meget mere end de nogen sinde kom til. Han lænede sig lidt ind over Mike og lagde hovedet til den ene side, da Mike lagde sit hovedet på Lisas skulder, og han fik dermed øjenkontakt med ham igen, "Right.." sagde han roligt og rettede sig op igen. "Can he even work?" mumlede han til en af sygeplejerskerne, der var lidt mere ude af den end Alias gav udtryk for at være. Hun rystede kraftig på hovedet, men nok mere fordi det bare var en dårlig ide, og ikke fordi han ikke kunne. "Fine.. Go get me a bed.. And a empty room.. Now!" sagde han og sendte den anden afsted, Lisa blev dog og holdte fast i Mike, så han ikke dejsede om på gulvet. Alias bøjede sig ned over ham igen og undersøgede overfladisk hans skrammer og kiggede så ind i hans øjne igen, hmm. "Well.. We have to take out the glass, and stitch you up, naturally.. But then your going to be just fine.." sagde han i et blidt tonefald og klappede Mike kort på knæet, inden han måtte gå til siden, så de kunne få smidt Mike op i sengen, og skubbet ham ind i et tomt værelse.
I mellem tiden fik Alias selvfølglig fyldt op på sit alkohol forbrug, så han igen var klar til at tage sig af folk der blødte, det skulle jo helst ikke gå galt, vel? Selv om han var så utrolig sulten nu, det var blevet svært at styre. Han måtte hellere lade være med at trække vejret.
Han fandt sin vej tilbage til stuen hvor Mike nå lå, og alt hans udstyr var blevet stillet op for ham. Han gik hen til sengen og kiggede ned på fyren, de havde taget hans halstørklæde af, og nogen havde renset såret for ham, han kiggede ned på det lille bord, og der lå hans sprøjte. Lisa stod på den anden side med en lommelygte i hånden, hun havde åbenbart tjekket hans øjne, "What?" mumlede Alias utålmodigt, og gjorde sprøjten klar med lokal bedøvelse, det var ikke så rart at blive syet. "His eyes.. The pupil does not expand.. Maybe he.." sagde hun men Alias afbrød hende hurtigt "No he does not have have Internal bleedings, or thrombosis.. He's just high.. Right kid? Been smooking anthing funny?" sagde han roligt og knipsede lidt på sprøjten, fik skubbet luftboblerne ud, han lænede sig ned over drengen og kiggede efter et bart sted han kunne stikke ham.. men.. "Hey.. why didn't you take that of.." brummede han irriteret til Mikes skjorte, og Lisa kom forfjamsket på fødderne og begyndte at flå trøjen af Mike, "Hey.. don't hurt him!" sagde Alias, "Let me do it then.." brummede han og tog over og fik skjorten af Mike, uden at ødelægge hverken ham eller den, han gav en til Lisa, og fandt tilbage til sprøjten, han fandt et godt sted over albuen og lænede sig frem, ned over ham igen. "This is gonna sting a little.. But then it will stop hurting" sagde han roligt til Mike, og lod nålen glide ind under den tynde hud, han trak roligt sprøjten til sig, så hvordan lidt af Mikes blod flød rundt sammen med bedøvelsesmiddelt og sukkede helt stille. Han havde ramt en blodåre så, han trykkede flasken i bund, og lod bedøvelsesmiddelt flyde ind i Mike, og rundt i hans arm. Han trak nålen ud og smed den brugte sprøjte ud. "How's we feeling now? Good?" spurgte han Mike og ventede på at bedøvelsen ville virke.

Da Mike havde svaret på spørgsmålet om hvad der var sket, zonede han ud af samtalen, og lukkede øjnene et øjeblik, mens lægen og sygeplejersken snakkede, formentlig om hans tilstand. Han følte sig underligt distanceret fra situationen, og selvom han var vant til at disassociere sig selv fra diverse situationer, var det her på en anden måde. Som om at han ikke rigtigt mærkede den smerte han burde. Og det gik op for ham at det nok var fordi han havde taget amfetamin. Men hvorfor var han så træt? Måske var virkningen ved at være ovre... Hvad var klokken overhovedet?? Han åbnede øjnene, da han mærkede at lægen var tæt på igen, og så til mens diverse sår blev undersøgt, hvorefter det blev konstateret at han ville være god igen så snart han var blevet syet.

”Well shit, there goes my excuse for skipping school on Monday,” mumlede han, halvt i et forsøg på at være sjov. Ikke at sygeplejersken syntes det var sjovt, for hun fik bare hjulpet ham op og ligge på sengen med en stram mine. Men det var nok meget godt at hun ikke var distraheret af Mikes dårlige humor, for hun var nødt til halvt at bære ham. Både fordi han var fuld, og fordi at blodmanglen var begyndt at tage på hans krop, selvom han stadig ikke registrerede andet end at være en smule svimmel, og at hans krop føltes tung. ”Y'know, I would get myself in trouble more often, if all you doctors looked like that guy. He's cute. I was about to say no homo, but y'know what, full on homo.” Nok var Mike kommet til skade, men det betød ikke at han ikke kunne genere folk med sin munddiarre, og når han lå på en seng uden at blive nusset i håret, så han det som en fin mulighed for netop at gøre dette. Men da han igen ikke fik en ønsket reaktion, valgte han at tie stille resten af turen. Det varede dog ikke mange sekunder før den indre uro tog over, og han gav sig til at bide i huden omkring sine negle på sin venstre hånd. Han ænsede knapt nok at de stoppede, og det var faktisk ikke før sygeplejersken gav sig til at rense såret, at han kom tilbage til den virkelige verden. Ikke fordi det gjorde ondt, amfetaminen forvirrede hans hjerne til ikke rigtigt at opfatte smerten, men bare fordi at det åbenbart var et passende tidspunkt for ham at sige noget dumt igen, så han måtte lige tænke et øjeblik, så han kunne sige det første og dummeste han lige kunne komme på.

”This is boring. You should get one of those giant pictures on the ceiling, like they have at the dentist's, where there's so much going on at once, that you have something to look at until you're done.” Han stoppede først med at sige hvadend han tænkte, da han blev lyst i øjnene, og vidste egentlig godt at de ville kunne se at han var påvirket af stoffer, men det gjorde ham ikke rigtigt noget. De var læger, og det var nok ret godt at de vidste det, i tilfælde af at der skete noget. Desuden havde de tavshedspligt, så når de engang spurgte ind til hvem han var, og derefter ringede efter hans familie, så behøvede hans forældre ikke at få at vide at han var skæv.
Det var dog ikke sygeplejerskens første tanke, faktisk var hun nervøs for noget andet, hvilket overraskede ham. Men han blev så også gjort opmærksom på at den søde læge var tilbage, da han hørte mandens stemme, så det var vel okay. Lægen lød dog til hurtigt at have regnet ud at han var skæv, og han trak lidt på skuldrene ved hans spørgsmål, om han havde røget noget. ”I wasn't smoking anything. I was snorting amphetamine, there's a big difference.” Han havde nok stadig hash i blodet, og hvis han skulle bedømme ud fra at hans sår stadig blødte, tænkte han at vampyrblodet var ude af hans krop nu. Der var gået et par dage, og ja, han mærkede stadig bivirkningerne fra tilbagetrækningen, men det var ikke noget der påvirkede hans krop, for så havde han ikke behøvet at tage på skadestuen.


Dog var Mike ikke mere væk, end at han forsøgte at skubbe sygeplejerskens hænder væk, da hun begyndte at rive i hans skjorte for at få den af, men han behøvede ikke rigtigt at gøre så meget, for lægen tog hurtigt over, og var langt blidere med det. Han satte sig lidt op i sengen for at hjælpe så godt han kunne med at få skjorten af, hvorefter han igen lagde sig ned, inden det sortnede for meget for hans øjne. Han hørte knapt nok hvad lægen sagde, men vidste godt at det havde noget at gøre med at han blev stukket i armen. Ikke at han rigtigt mærkede det, men han kunne se det, og bagefter blev han spurgt om hvordan han havde det. ”I can barely feel my body, so it seems a bit pointless to drug up my arm,” svarede han, hudløst ærlig, og så op på lægen med halvt lukkede øjne. "But you're cute, so I'll let it slide."

Alias hævede øjenbrynet og trak så lidt i mundvigen, well well well. Not common at all. Han lænede sig lidt tilbage og betragtede så Mike ordenligt. He was acutally kind of.. Pretty.. If you're in to that kind of.. Human. But Alias didn't really preference.. He was not picky, not at all. And that handsome human, smelled soon fucking amazing.. So.. Whatever.
Alias lænede sig nu i stedet for, ind over Mike og så ham i øjnene. Han lagde sine kolde fingre, pegefinger og tommeltot for at være præcis, den ene på Mikes øjenlåg og den anden under øjet. Dermed tvang han hans øje åben, imens han undersøgte det. Han slap kort efter igen og tjekkede så det andet øje også. "Maybe you should stay the night.. sleep it off, you know.." Sagde han blidt og slap hans ansigt igen. Han lod sine fingre glide op af hans arm, startede omkring håndledet og stoppede under det sted, hvorved Mike var kommet til skade. "So you don't feel this at all?" sagde han stille og fik øjenkontakt med Mike der så ud til at have besvær med at gengælde hans blik. Man kunne dog ikke sige det samme om hans læber, for han havde snakke tøjet i orden, og selv om hans kommentarer mindrede Alias lidt for meget, om noget han helst ville glemme, så var det i alt i alt en god ting at Mike holdte sig selv kørende. So that cheeky little one, thought he could baffle him like that? Oh hell no. Two could play that game.. But maybe it was better to wait.. Till he wasn't that drugged? They could make a day out of it? You play all day.. Oh yes.. sounded like a hoot!
"Well Thank you.. Mr?" sagde han stille og slap hans arm, inden han begyndte at forberede den tang, han om lidt ville fjerne glasset med. Han vidste ikke om sygeplejersken allerede havde spurgt ind til Mikes persona, men Alias ville gerne vide hvad han hed, og måske lidt mere.. "How old are you anyway? Do we have to call someone?" spurgte han, nu han tænkte over det, så var Mike måske slet ikke gammel nok til at være her alene. Han var ikke så god til at sortere i alder mere, som han havde været.. idag kunne en på 15 jo forhelved ligne en på 20! Og omvendt selvfølgelig.
"Ready for some more action?" spurgte han stille og lænede sig ind over Mike igen, han havde tangen mellem tommel-, pege- og langefingeren. Han slog væk fra Mikes ansigt og koncentrerede sig nu udelukkende om såret, hvorved han med kun en læges dygtighed, kunne med fuldkommen stille hænder fjerne det ene stykke glas efter det andet. "I need to hurry up a little now.. So please make a sound if anything hurts okay?" sagde han og skiftede tangen ud, som egentlig bare var en form for pincet, med sytråd og nål. Han fik hurtigt syet Mikes arm op igen, og med en elegance og præcision der kom fra mindst 200 års øvelse, Mike ville formodenligt slippe helt for ar og andre gener.
"So.. that was that.. Anything else I need to take a look at?" spurgte han, imens hans øjne bevægede sig ned over drengen, og hans blik blev pludeslig en tand mørkere, hans mave havde formodenligt rumlet som et torden vejr, havde han været menneske.
He desperately needed to get some food.. Oh hell.

Mike lå stille, og lod manden tjekke hans øjne. Det var utroligt hvad man kunne se igennem folks øjne, rent neurologisk. Han brummede lavmeldt, da lægen foreslog at han blev natten over, og gjorde sit for ikke at lyde specielt interesseret.  Nej, han skulle helst ikke blive her alt for længe, mest fordi hans forældre ville slå ham ihjel hvis de fandt ud af at han var så langt ude og skide, at han blev nødt til at overnatte på et hospital. Det næste spørgsmål fangede dog hans interesse lidt mere, og han så op på lægen med et skævt smil. "Nope. That's the joy of speed."

Apropos at prøve ting, så kunne man nok diskutere hvorvidt Mike prøvede at smigre sig ind hos lægen, eller få ham til at tabe ansigt, men uanset hvad, kunne man fornemme at han havde det sjovt med det. Det havde de begge to vist. Hans sjov blev dog afbrudt kort, da han blev bedt om et navn. Nå ja, det var jo sådan set også en ting. "Michael Vauclain. But you can call me Mike, along with everyone else. What about you, doc?
Got a cute name to go with the face?" Lægen havde vist præsenteret sig selv tidligere, men Mike måtte indrømme at informationer ikke sad så godt fast i hans hoved lige nu. Han havde mistet en del blod og formåede stadig at være høj lidt endnu, selvom han godt kunne mærke at energien begyndte at dale.
Måske var det derfor at han ikke reagerede dårligt på at blive spurgt ind til hans alder, men bare skød manden et såret udtryk, som om at han netop havde fortalt at han ikke måtte få en hundehvalp eller noget lignende. "If I lie and say I'm 18, will you let it slide?"
Mike fjernede dog sit blik fra manden, så snart at han så ham gribe tangen og fulgte med i at han fjernede glasset i starten. De små stykker var underligt tilfredsstillende at se blive trukket ud, og Mike kunne ikke rigtigt sætte fingeren på hvorfor, men så snart lægen nåede til nogle af de større glasstykker, begyndte hans mave at vende sig, og han slog igen blikket op på lægen, som arbejdede hurtigt og koncentreret. Uden noget at snakke om, blev det dog hurtigt kedeligt, og han gav sig til at se sig om i lokalet efter et eller andet der kunne være interessant at stirre på, mens han ventede, så han kunne ignorere hvordan hans krop allerede var begyndt at føles tungere, som stoffernes virkning begyndte at falme. Der var ikke så meget, men der gang et billede, meget lig dem man havde i biologi-lokaler, med en tegning af en menneskekrop, hvor alle de indre organer var synlige. Så da lægen sagde noget igen, var han egentlig meget optaget af menneskets tarmsystem, og han slog sit blik over på ham, en anelse disorienteret. Et skævt smil nåede dog hurtigt hans læber igen da han opfattede spørgsmål, og han vendte sig på siden, med front imod lægen. "I dunno doc,
is there anything you want to take a look at?" Spørgsmålet var i sig selv uskyldigt, men tonen i Mikes stemme og det smørrede smil han havde om sine læber sagde lidt noget andet. Ikke at han var ædru nok til at gøre så meget andet end måske at tage hjem og sove, men det skulle ikke stoppe ham i at have det sjovt indtil da. Og den sjov lige nu var at genere den stakkels læge, som havde fået æren af at sy ham sammen.

Alias betragtede det færdige arbejde og smilede kort for sig selv, han kunne nok godt gå for at være en anelse narcissistisk, i hvert fald når det gjalt hans arbejde. Det var der vil hellere ingen der rigtig kunne bebrejde ham, han havde mange års erfaring, og var langt bedre til det håndværksmæssige end de fleste, dog når det kom til nyrer teknologi og teknikker, så blev han måske en anelse skeptisk. "Mr. Vauclain." Sagde han strengt, han var stadig på arbejde, og han kunne umuligt gå rundt og kalde sine patineter ved fornavn, og da slet ikke ved kælenavne, han afskydede den slags, hvorfor hed folk ikke vare hvad de hed? Måske var han bare gammeldags. "And it's Doctor not Doc, and you will call me Dr. Yahweh" sagde han så stille og kiggede på Mike, han så ud til at være falden en lille smule mere til ro, måske var det den smertestillende? Eller så var hans stoffer på vej ud af systemet igen, hvilket nok var det bedste, taget i betragtning.
Alias fandt et stykke bandage frem som han klippede en strimmel af, og snoede det yndefuldt om Mikes arm, over hans ar. "This has to stay for the night, you can take it off tomorrow, the wound needs to heal quietly" sagde han, og satte to stykker stof tape på for at holde det sammen. Han rykkede tilbage og kiggede ned på Mike, hvor var den sygeplejerske henne? Væk. Han fik fat på hende ved at trække i et reb, og ikke længe efter var hun tilbage. "Could you please go get Mr. Vauclain a glass of water, thank you" sagde han til kvinden, inden hun forsvandt ud af døren igen. "So.. maybe we can make a deal.. you are going to stay the night, so that I can check on you in the morning, and then I'll try not to call your parents" sagde han stille og blinkede så til Mike.. der var selvfølgelig mere end en grund til at Alias ville have ham til at blive.. And if he had to force him.. He would.
Alias lagde armene lidt over kors og lod et blødt grin glide over sine læber, "Oh.. So that's what you want?" grinede han og kiggede ned på Mike, "I'm not so sure, that you would feel the same after a good night sleep.." sagde han drillende, og lænede sig så ind over Mike så han var tæt ved hans øre, "But you may want to mark my words, when i tell you.. That game.. You're thinking of.. If I ought to play.. I would stop at nothing.. So think it though.. Before asking for something you can't promise" hviskede han blidt mod Mikes øre, han lænede sig langsomt tilbage, og fangede Mikes blik, Alias' øjne havde skiftet farve igen, de var hverken nøddebrune eller sorte, nu var de skinende røde, og sendte Mike et kort blink med det ene øjne. I det gled døren op ind til stuen, og Alias øjne forsvandt tilbage i det mørke brune, næsten sorte. Sygeplejersken kom hen til dem og rakte Mike hans glas med vand. "So shall we.. Let him get some sleep now? I think he could use it.." sagde Alias og kiggede på sygeplejersken, der nikkede og var allerede på vej ud af døren igen. "Sweet dreams, I'll wake you up in the morning, to do a check rutine, and then you can go home.. And please don't try and sneak out.. I will know if you do.." sagde han og sendte Mike et mystisk smil, inden han selv vendte sig væk og satte kurs mod døren.

Mike skød underlæben frem, og så nærmest såret ud, da Alias fastholdt at kalde ham ved efternavn. Det var det som de fleste kendte hans stedfar som, og han måtte ærligt indrømme at han ikke brød sig om at blive kaldt det samme. Dog blev det sårede udtryk hurtigt skiftet ud med himmelvendte øjne, da lægen insisterede at han skulle kalde ham 'Dr. Yahweh.' Der kom dog ikke flere smarte bemærkninger fra Mike, da han betragtede lægen pakke hans arm ind i bandager. I det mindste blødte det ikke igennem med det samme, så det var vel et tegn på at det var begyndt at lukke til. Han brummede blot for at vise at han havde hørt lægens anvisninger, og så snart hans arm blev sluppet trak han den ind til sig, og vendte sig om på ryggen igen, så han kunne hvile den henover sin mave, og han kom i tanke om, at hans skjorte var temmelig meget væk, og formentlig  ret blodig. Og det samme var hans bukser faktisk. Great.
Hvad værre var, lægen ville have at han blev og sov. Ikke at hans forældre som sådan ville blive voldsomt bekymrede, de var ved at være vant til at han forsvandt om natten, og kom tilbage morgenen efter, men det havde nok været bedre hvis han kunne komme hjem inden de vågnede så han kunne skifte tøj og noget. Måske smide det blodige fra aftenen ud... Men han ville hellere blive natten igennem, end at blive hentet af sine forældre mens han stadig var påvirket. "Deal. But I'm leaving first thing in the morning."

Alligevel kunne man se at han blev lidt mere afslappet, som Dr. Yahweh løsnede mere op, og drillede tilbage igen, ved at hentyde til at han nok burde sove før han tog nogle beslutninger. Mike skulle til at modsige manden, men inden han kunne, kom han pludseligt meget tæt på og hviskede ham i øret. Han sank en klump, og bed sig svagt i læben, da lægen trak sig en smule tilbage så de kunne se hinanden i øjnene. Skiftet fra mørke øjne til at de pludselig var røde, alarmerede Mike om hvad manden var, og han kunne mærke det velkendte adrenalinsus det bragte med sig.
Havde han ikke allerede været i bukserne på en vampyr, hvis øjne havde gjort det samme, så havde han nok tænkt at det var lyset, men uanset hvor stang stiv eller høj han var, så tvivlede Mike ikke et sekund på, at denne læge også var vampyr. Måske burde han være skræmt for vid og sans. Måske skulle han løbe ad helvede til så snart han fik chancen, eller give efter, og lad nogen ringe efter hans forældre, så han kunne blive hentet. Det var hvad et godt og fornuftigt mennske ville gøre. Men Mike var generelt ikke et godt og fornuftigt menneske, så det burde ikke overraske nogen at hele situationen faktisk tændte ham. Christian var virkelig ikke en god inflydelse på hans dømmekraft.

Øjeblikket blev dog afbrudt, da en af sygeplejerskene kom ind igen med noget vand til ham, og ærligt talt vidste Mike ikke om han satte pris på det, eller om det faktisk pissede ham lidt af. Uanset hvad tog han tavst imod glasset og satte sig op for at tage en tår af det. Med stofferne på vej ud af sit system, kunne han fornemme svimmelheden, men det var ikke nok til at han decideret fik det dårligt af det. Han kunne bare fornemme det. Ligesom han kunne fornemme sin krop igen, med undtagelse af den arm der var bedøvet. Han var dog ikke så stille alt for længe, for da lægen sagde godnat til ham dukkede et skævt smil op på hans læber. "Thanks Doc, I'll see you later." Det lød uskyldigt nok, men havde en drilsk undertone, måske endda udfordrende. Om ikke andet forstod lægen det forhåbentlig som at Mike ikke var bange af sig. Det var vel også begrænset hvad manden kunne gøre, for de var på et hospital hvor man ret nemt kunne råbe efter hjælp.
Det var nok derfor at han ikke havde et problem med at tage sig en lur. Normalt sov han ikke så lang tid af gangen, så det passede fint, hvis lægen alligevel kom ind senere. Han skubbede sine jeans og sokker af, og trak dynen over sig, hvorefter han lagde sig på siden, med sine arme og ben trukket op til sig. Selvom han var høj, tog det ham alligevel ikke lang tid at halvsove. Han faldt ikke sådan rigtigt i søvn, men var alligevel ikke helt ved bevidsthed. Det var et underligt stadie hvor han havde en rimelig ide om hvad der foregik omkring ham og hvor han var, men ikke rigtigt kunne bevæge sig så meget, udover at vende sig når den stilling han lå i blev for ukomfortabel.

I det han nåede frem til døren, lagde han nakken lidt tilbage og fangede Mikes blik over skulderen. Han lagde en finger mod lyskontakten og lyset gik ud. Det havde dog ingen indflydelse på ham. Han betragtede Mike i mørket, få sekunder, inden han forlod værelset.
Tilbage på sit kontor, havde han igen hånden om flasken. Den flakse han tideligere havde drukket af, en nu næsten tom vodka flaske. Det var ubetydeligt, han havde en ekstra et sted. Klokken tikkede et sted bag ham, og timerne flød sammen som de så tit gjorde. Når man havde været her så længe som ham, kunne dagene hurtigt blive ubetydeligere, og når han skulle tænke tilbage, huskede han også en masse sorte huller i sin hukommelse, et hvor blev f.eks. tit væk. Lidt ligesom at komme ud af et blackout og stadig være ved bevidsthed, som i at han kunne befinde sig her i Frankrig, og uger, måneder, år efter befinde sig i Alaska, uden at vide sit hvordan.
Han satte flasken mod læberne og slugte grådigt et par slurke. Han var sulten. Alkoholen hjalp, men det var begrænset, og der skulle meget til. Han kunne ikke huske hvornår han havde fri, men det var ikke endnu, senere måske, han kunne ikke engang huske hvornår han havde mødt ind. Måske var det tid til en pause? Nat mad?
Han vendte sig om, igen med flasken mod læberne, flasken var næsten tom. Nu helt tom. Hans øjne fikserede sig på uret, og han læste den til at være fire om morgen. Han rejste sig langsomt, sløvt, han kunne mærke det nu. Han smed flasken i en tasken i et forsøg på at gemme den lidt af vejen. Hans øjne lyste rødt i mørket, som en lidt for skarp baglygte på en bil. Han forlod værelset, blikket slået ned, undgik deres blikke.. Det var et hospital, der var aldrig nogen der sov. Der var selvfølgelig en lille smule mere ro på om natten, men det var ikke meget.
Han fandt tilbage til drengen, det lille menneske, søde lille menneske! Der duftede så dejligt, som et amen på alle hans bønner. Gud havde godt nok forladt ham, men før det, havde han nok allerede selv forladt Gud. Det gjorde ham hverken mindre eller mere troende, bare anderledes i sin tro.
Knock Knock, little human.. Come and play with me, I'm bored!
Han lænede sig ind mod døren, stemmen kørte rundt i hans hovede, havde endnu ikke fundet vej til hans læber. Hans fingre gled ned over håndtaget, og han trak dovent i det. Døren gled åben, uden lyd. Han var inden for, han var lydløs. Han lukkede døren igen, stille. Han stod ved døren, så stod han ved sengen, han sad i stolen, dovent, hen slynget, observerende. Hans øjne igen strengt fikseret på Mike. Mørket var ligegyldigt, han så endnu bedre nu end før, han var et natte dyr, en koldblodet dræber. Mike var hans bytte. Søde menneske dreng. En skam var det. Det var en skam. Men det var den eneste udvej.
Han lagde hovedet lidt på skrå. Han sneg sig ud af den hvide lægekittel, under den var han iført sort, blod kunne ses fort tydeligt på hvid.
"Wakey wake little one.. It's time, It's time.." hviskede han.
Han lyttede, Mikes hjerterytme afslørede ham nemt, han var ikke væk, han drømte ikke, men var han vågen? Måske, lige ved og næsten. "Open your eyes and look at me.. I demand you to" sagde han roligt og lænede sig ind mod sengen. Hans iskolde fingre fandt deres vej til hans nakke, til hans hals, og han mærkede pulsen slå under dem. En følelse, der gjorde ham høj, hver evige eneste gang. Det var ubeskriveligt, hvilke følelser man kunne hive ud af en så hul skal, ved at vifte for ham alt hvad han ikke kunne få, livet, under hans næse. Men han kunne noget andet, noget værre, noget bedre måske. Han kunne tage det, for det var så skrøbeligt, det liv.. Og Mike havde serveret det på et sløvfad. "Mikey Mike.. Open up your eyes.. Come play with me.. Play with me.." hviskede han stille, ud af hans lomme i bukserne, hev han nu frem, den kniv, som var hans bedste ven. Den kniv han altid havde på sig, altid havde med sig, altid brugt hvis han fik lov. Hans fingre gled fast om den, og han legede lidt med den mellem dem.
Det var lidt som om at folk tog det en anelse mere alvorligt når de kunne se mordvåbnet, end når de blot fik fortalt at de nu skulle stoppe med at leve. Et par sylespidse hugtænder var selvfølgelig effektive, men ikke nok.. For langsomt, for kedeligt, for besværligt, og så gav det sådan et gris. Han ville ikke.
"Hey there beautiful.." sagde han stille, da Mikes øjne endelig gled op.

Mike lå stadig og halvsov med ryggen til døren, da lægen kom ind igen, og han trak dynen godt op over sin skulder, nærmest for at gemme sig lidt fra lyset ude på gangen. De fleste hadede nok at sove på hospitaler, men ærligt talt slappede Mike mere af end han gjorde derhjemme. Måske var det fordi hans familie ikke var der til at genere ham, men uanset hvad, så ville han hellere halvsove på et hospital, end at være lysvågen hele natten. Smerterne og pillerne han fik imod dem var også begyndt at nå ham, og det gjorde ham kun mere træt, så i starten da lægen begyndte at prøve at vække ham, ignorerede han det
Men lægen var vedholdende og blev ved med at snakke til ham, og røre ham med sine kolde fingre, så det var ikke længe at Mike kunne ignorere manden. Han vendte sig til den anden side så han lå med front imod manden. Han gned sine øjne med sin raske hånd, inden han så op på manden, disorienteret i mørket. Det tog ikke længe for hans øjne at justere til mørket, og først opfattede han ikke andet end at lægen var tilbage i rummet. Men kort efter fangede hans øjne kniven, og hans hjerte sprang et slag over. Et øjeblik gik tiden i stå, og Mike kunne mærke frygten tage fat. Hans vejrtrækning rystede og hans hjerte hamrede afsted, da han endelig kunne røre sig, og praktisk talt faldt ud af sengen, ned på gulvet hvor han panisk skubbede sig væk fra vampyren, indtil hans ryg nåede en væg. Han burde skrige efter hjælp, råbe for at nogen kom og så hvad der foregik. Men hans hals lukkede til og han kunne ikke få en lyd ud.

"Get the fuck away from me," hviskede han, ude af stand til at få sin stemme til at fungere. Mike havde været i farlige situationer før, men ingen af dem indebar en vampyr med en kniv, og ærligt talt anede han ikke hvordan han skulle redde sig selv ud af denne her situation.

//Sorry det blev ikke så langt >_