night of the living dead

Italien var et vidunderligt sted normalt, men nu var det deres tur til at få en omgang af pestens stokkeslag, for at rense ud i folkemængden. Et utal af vogne korte gennem byerne med døde mennesker og mændene samt kvinderne der trak vognene bar den samme maske. Det lange næb fyldt med urter for at kvæle stanken af død og rådenskab. Til tider ønskede borgerne i Italien sikkert også at de kunne få denne maske, hvilket desværre ikke var en mulighed og dette medførte også til der var mange flere der blev smittet med den skræklige sygdom og mange døde, mens andre kæmpede imod og overlevede.

De svagt mælkehvide øjne flakkede fra side til side som hun sad ovre i en krog for sig selv. Et tørt host undslap hende og hun greb sig til brystet i smerter og hvæsede. Hun hadede at være syg for hun vidste det ikke var pesten, men den fandens mand der havde overfaldet hende noget tid forinden hun endte her på Poveglia øen, blandt andre syge og pestofre der var sendt ud for at skulle dø. En af lægerne kom over til hende og rev hende i venstre arm for at få hende op og sagde noget på italiensk til hende. Hun skar blot tænder og satte sig på kanten af den sparsommelige undskyldning de kaldte for seng. Lægen rystede blot på hovedet af hende inden han gik og forlod uden et eneste ord.

Det blev hurtigt mørkt på øen og der var ikke ret meget lys andre steder end på den sparsommelige havn, hvor bådene ankom med de syge som også havde fået deres dødsdom. Et suk undslap hende som hun lagde i sengen og vendte og drejede sig, men faldt alligevel til sidst i søvn. Der var måske gået nogle timer og hun kunne da mærke der var nogen der prikkede til hende. Hun mumlede irriteret noget på italiensk og missede svagt med øjnene. Der sad en for enden af hendes seng og hun satte sig op. Lugten af død var gennemtrængende, mere end den plejede og da gik det op for hende hvem der sad sammen med hende. Manden der havde bidt hende.

Der lød en svag klik lyd fra dybet af hans stemme, som ikke rigtig var en stemme, det var mere en skinger lyd, men svag nok til at den ikke vækket andre omkring dem. Hun virkede til at være levene eller så levene som man kunne være med den sygdom som han efterlod hos folk. Han var godt klar over at der ikke skulle gå lang tid før at hun ville blive svagere og svagere. Dette var måske grunden til at han var kommet, men på samme tid var det kedsomhed. Han blev tiltrukket at sit bytte, indtil at det ikke længere var levene. 

Endelige blinkede de uklare øjne, som var svære at se i mørket. Han havde nærmest studeret hendes udseende, nær læst hendes mimik. Det var sådan han kendte følelser, ved kigge på et ansigt. Han viste at hun sikkeret var utilfreds med hans ankomst, han havde ikke lige frem været venlig da han så hende. "Can you speak Latin." sagde han, ikke at han selv var i stand til hører den underlig stemme som han havde. Ikke destromindre gjord han et forsøg på tale til hende, i sted for virke stum, trods alt kunne han mundaflæse Latin, men ikke andre sprog som sådan. "Do you know why I have come?" sagde han kort efter, hans øjne kiggede kort andre steder hen, mod de andre der sov. På den anden eller anden måde undgik han at tale for højt.