Earning a Living [Angelie]

Det var ikke just en glæde, at lede igennem gamle ejendele, når de fleste af ens minder gjorde mere ondt, end godt. Uth-avel Eplith’Tyrnea-neldth’s gamle gemmested, var stadig lige så gemt væk, som det havde været da han forlod det. Ingen havde fundet det endnu, hvilket også havde været meningen fra starten. En lille grotte, gemt væk bag et kedeligt vandfald, og en urokkelig sten. Urokkelig, for alle andre end Uth. Rejsen var nogle timer fra Yoklav, så han havde sat imod den fra morgenstunden, for også at kunne nå et par andre ting. Han havde rejst på sin Motorcykel, efter at hente den ved den gamle Aspara han havde pakeret den ved. Han havde haft sin cykel i mange år efterhånden, men den blev holdt i stand, som var den fra ny hver dag, hvis at man så bort fra den milde slitage ved sæde og håndtag.
Efter at have ledt igennem en kiste med hans families gamle ting, fandt han endelig frem til det smykkeskrin han havde ledt efter. Der var mange ting hans familie ville have arvet ham, men det var meget få af dem, han havde taget med sig. Sine forældres vielsesringe, var to af disse ting. Der var noget helt specielt ved de ringe, og på trods af at han mente familien Eplith’Tyrnea-neldth var død, med dem og hans søskende, var der visse ting han stadig måtte indrømme et behov for at bevare. Disse to vielsesringes historie, var en af dem. Han var ikke sikker på at deres betydning stadig var der, men det var en af de få ting, selv han, ikke kunne ignorere.
Han sad længe og studerede ringende, med tankerne flyvske. Han var ikke sikker på, at det var det rigtige han gjorde. Den betydning de havde, ville gøre en forskel, hvis den stadig var i effekt. Han bestemte sig for, at denne betydning døde med hans forældre, og det gamle træ i deres tidligere have, og fik pakket de to ringe i en pose, for så at køre tilbage imod Yoklav.

Uth fik flyttet de fleste af hans ting over i et værelse, på det lille hotel i Yoklav, inden det var ved at være tid til at køre tilbage til Petrov familien. Han pakkede sig let på til rejsen, i hans sorte læderjakke, samt bukser. Først her, kom han til at tænke på, at han ikke havde noget til at gøre rejsen mere behagelig for Angelie. De skulle køre i et par timer, og Ruslands kulde var bidende på en Motorcykel. Han måtte køre ind forbi en forhandler, og købe et par ting som hun kunne tage på til turen.
Han pakkede Motorcyklens side kasser med et par forsyninger, samt ringende, og sørgede for at have plads til det han ville købe til Angelie, og så også til hvis hun ville have noget med.


Sen Eftermiddag
Petrov Farmen i udkanten af Yoklav - Rusland


Angelie ville kunne høre STELS 600 GT Benelli Motorcyklens motor brøle, allerede før den forlod skoven, og kørte ned af bakken, imod Petrov farmen. Bag den aggressive motor, blæste der en mild sky af støv fra jorden den kørte på. På hovedet bar han en sort Motorcykel hjelm med tonet glas og øjenskygge. Solen var slem ved en chauførs øjne i Rusland, om vinteren, og med Uth’s i forvejen følsomme øjne, tog han ikke nogen chancer der.
Det gjorde han måske en anelse med kørslen, der var et par kilometer hurtigere, end hvad han burde køre på en markvej som denne, men han havde spottet en lille pige, allerede i gang med at løbe ind over en af markerne, hvor hestene blev holdt. Han smilte stort bag sin hjelm, og rejste sig en anelse på cyklen, for at give den et par kilometer ekstra. Han nød farten, og suset det gav i brystet. Samt det, nød han også faren ved det. En forkert sten, og han blev kastet til jorden som en dukke. Frygten for dette, var dog ikke eksisterende. Han vidste at Petrov Familien fik holdt deres markvej godt, grundet den store trafik der nogen gange var på den.

Da Motorcyklen ankom i gården, var Natasha netop hoppet over hegnet fra marken, og kom grinende ind imod midten. Andrei var også kommet ud af hoved bygningen, og smilede stort imod Uth, da han kom hamrende.
Uth var ikke dum, og sørgede for at holde god afstand fra børnene, samt de få andre der var i gårdspladsen. Han satte hurtigt farten ned, men kørte næsten en hel omgang rundt i gårdspladsen, inden han gjorde, for at få farten ordentlig ned. Da maskinen så stopped helt, kom de to unger rendene over til ham.
“Må.. Må.. Må.. Må jeg få en tur i daag!?” Råbte Natasha, en anelse højre end det var nødvendigt, for at overdøve den stadig brummende maskine. Uth klukkede stille, og satte sig op i sædet, imens han trak den ekstra hjelm der havde ligget på det ene styr af, før han så hev sin egen af, med en anelse besvær, grundet det stramme hals dækning han bar.
”Aah.. Beklager, Knurhår. Jeg skal bare hente Angelie i dag, og så skal vi videre.. Vi har noget arbejde foran os.” Forklarede han, med en klukken, og et varmt smil. Han lagde sin ene hjelm foran sig selv, så han kunne skubbe hans hår en anelse tilbage. Natasha brummede utilfreds, og kryssede armende.
“Så hun for lov, længe før jeg gøør?” Brokkede hun sig, og Uth lo igen, inden han ullede Natashas hår, som hurtigt fik pigen til at glemme sin barnlige utilfredshed.
”Ja, for Angelie har ikke en mor, der mener at du stadig er for lille til det. Hvilket du også er, lille skat, du kan knapt nok nå fodstøtterne. Et par centimeter længere, og så skal jeg nok tage dig på heldags rejse.” Betryggede han hende, og hun hoppede lykkeligt.

Hvis ikke Angelie var kommet ud, eller allerede havde været ude da han ankom, fik han en af børnene til at løbe ind for at hente hende, imens han trådte sig fri fra cyklen, og hang begge hjelme over hvert deres styr.

Efter morgenmaden havde Angelie trukket Tatiana til siden, for at søge hendes hjælp til at shoppe. Noget hun i forvejen ikke var fan af, og så tilmed en balkjole, urgh. Der havde ikke været tvivl om hvem af de to kvinder, der nød shoppeturen i Yoklav mest. Tatiana var yderst effektiv på området, og havde på stedet trukket Angelie med ind til en bestemt forretning, som var hendes egen skrædder. Angelie havde mere eller mindre stået intetsigende på en platform i lokalet, imens de to kvinder havde diskuteret frem og tilbage hvad der ville egne sig bedst til den givne situation.
Iført kjole nummer syv på listen, trådte hun ud af et prøverum, inden hun opgivende slog ud med armene foran de to kvinder. De store smil og lette klap fortalte, at de endelig havde besluttet sig at godkende en kjole. De to kvinder havde skam også god smag, for da Angelie drejede rundt og kiggede sig i spejlet, ville man ikke kunne genkende kvinden, hvis personlighed på ingen måde mindede om hvad hun var iført.
Det var en mørk skovgrøn kjole, med snørklede perlebesatte mønstr, der agerede skulderstropper samt formede en forførende, men stadig diskret og sober kavalergang. Kjole lå tæt omkring kroppen, indtil knæene, hvor den løsnede sig, for at glide ud i et kort slæb ved fødderne. Perlebroderierne fortsatte hele vejen ned ad kjolen, hvor de glimtede i lyse og grønne nuancer. På ryggen var kjolen åben til lænden, med undtagelse af de samme snørklede mønstre, som der var på skuldrene, der befandt sig midt på rygraden, fra nakken og ned til lænden.
Der var egentlig kun et problem nu. Angelie vendte sig imod kvinden og Tatiana, inden hun skar en let grimasse. ”Har du et par lange handsker også?” spurgte hun en anelse nervøst, inden hun holdt hænderne foldet omme på ryggen. Som altid ville bandagen befinde sig om hendes underarm, for at skjule arret.
Kvinden fandt et par blonde lange handsker, hvilket var det eneste hun kunne tilbyde på så kort varsel. Angelie nikkede dog accepterende. Man ville ikke kunne se det igennem dem, medmindre man kiggede grundigt efter. Hun regnede ikke med at nogle ville komme tæt nok på til at opdage det.
Med et smil og et tak, betalte hun tilfreds for kjolen, handsker og sko, inden hun fik det hele i en indpakning, som hun bar over den ene skulder, med pegefingeren hæklet om bøjlens hoved. ”Tak fordi du tog med” tilføjede hun så til Tatiana, som de begge begav sig tilbage til farmen.

Hen på eftermiddagen, sad Angelie på trappetrinnet ved køkkendøren. Selvom der var sne og kulde, så var solen fremme og hun nød det. Hendes humør virkede langt bedre efter at have fået en god og ordentlig nats søvn, som var alt for længe siden. I skødet sad hun med en slidt udseende pudseklud og slibesten, imens hun ved siden af havde hendes knive og pisk.
Da motorens brummen gav genlyd, stoppede hun sine bevægelser, inden hendes blik opmærksomt rettede sig imod skovbrynet. Der gik ikke længe før hun så motorcyklen komme farende ud fra træerne, og sendte røgskyer af støv, da den kørte ned langs stien til farmen. Hendes øjenbryn hævede sig overrasket i vejret, som hun nærmest forventede at det ville gå galt med den fart. Hvis det gik galt, ville det være katastrofalt.
På ungernes reaktion, var hun næsten sikker på hvem det var, og Angelie brummede nogle sortelviske ord for sig selv, inden blikket lagde sig ned på kniven, for at slibe den anden side af æggen skarp. Det var den sidste, som manglede og som Uth havde kørt en hel omgang i gården, holdt hun kniven op imod solens stråler, inden hun omhyggeligt drejede den svagt i begge retninger, som spejlingen fik hendes øjne til at knibe sig sammen. De var klar og skarpe.
Som hendes navn blev nævnt, vippede ørerne en anelse, inden hun med et muntert smil kiggede op imod Uth og Natascha. Hun kunne ikke lade være med at ryste på hovedet over ungen, der ivrigt ville have en tur.
Hun sagde dog ikke noget, men puttede knivene i deres skeder, inden alle våbnene røg i hendes rejserygsæk, for derefter at rejse sig fra trappetrinnet. Hun bevægede sig hen til Uth og Natascha, som de to stadig snakkede om at få lov at køre en tur.
Angelies blik vendte sig dog mistroisk imod motorcyklen, som hun svang rygsækken over skulderen. Hendes blik lagde sig langsomt på Uth med det sammen mistroiske blik, hvor man ville ane det svage hint af frygt. ”Skal jeg sidde.. På den?” spurgte hun usikkert, inden hun pegede imod jernhesten, for så at ryste hastigt på hovedet. ”Nope.. No way.. Det er en dødsmaskine.. Selvmord” peb hun i det samme næsten frygtsomme tonefald, inden hun trådte et par skridt tilbage.
Hun så til som han befriede sig selv fra motorcyklen, inden hun let bed sig en anelse nervøst i underlæben. Hun havde aldrig kørt på en motorcykel, og havde heller aldrig haft lysten til at gøre det. Om muligt var hun virkelig impulsiv og ligeglad med sit liv, men i denne situation satte hun for stor pris på livet til nogensinde at have taget den form for chance. Dertil kom det, at hun kom fra et sted hvor magien herskede. Det havde aldrig været nødvendigt at rejse på den måde for hende. Der havde altid været nemmere og hurtigere måder at rejse på.

Uth havde godt lagt mærke til Angelie ved dørtrinnet, og vinkede en enkelt gang, da han kørte forbi. Hvis ikke hun reagerede på dette, ville han holde begge arme ude, og brumme utilfreds bag hjelmen, før han lo muntert. Det generede ham ikke det store at blive ignoreret, eller hvor uimponeret hun virkede, da han ikke selv følte sig imponerende. Det hele havde været et show, for børnenes skyld. Han fulgte ikke fartgrænserne, men ville ikke køre nært så hurtigt i grus, hvis ikke han vidste at Natasha elskede det. Han var en showman, og udførte ikke et show, uden et publikum. No freebee’s

Han havde hørt Angelie nærme sig, imens de to havde diskuteret, og havde drejet imod hende med et smil, da hun ankom. Hans hoved blev lagt en anelse på skrå, da han lagde mærke til noget i hendes blik, og da hun stillede sit spørgsmål, klukkede han muntert, imens han steg af. I færd med at skubbe støttebenet ned da hun benægtede turen, lo han endnu engang, og vendte sig med et spørgende smil.
”Undskyld mig… Kalder kvinden der har en rådden hest at ride rundt på, min Motorcykel en dødsmaskine? Fantastisk Irony, må du da give mig?” Han lo muntert af hans egen kommentar, imens han satte sig på cyklen fra siden af, med hænderne rakt tilbage på den. Natasha, og Andrei som netop var kommet derhen, klukkede også begge af idéen.
“Der er en del mere død over din hest, end der er over Uth’s Cykel.” Kommenterede Andrei også, med et lille smil over læberne. “På trods af at jeg deler din frygt.” Tilføjede han også, med et lille kluk.
”Altså, der er ingen fornærmelse i det. Din hest er da.. Fantastisk. Men mange ville være bange for at falde af, hvis de red på den. Eller en hvilken som helst af de firbenede sataner.” Uth klukkede let, inden en stemme bag ham afbrød dem.
“Hey.. Tal pænt, Avel!” Lo Hjalse, som nettop var kommet ud af en af de store lagerbygninger, med en stor Halm firkant på ryggen. Halm, et naturligt let materiale, vejede meget når det var presset sammen i firkanter, som den Hjalse kom ud med, og det kunne ses på de bare overarme, hvis muskler stramte en anelse som de støttede den på ryggen af ham. Han smilede stort imod flokken, og nikkede så meget som han nu kunne.
“Hey, Avel.. Køre I imod den Gamle nu?” Spurgte han med et stort smil, som Uth delte efter at have vendt sig, og vinkede over skulderen.
”Hey Hjalse. Ja, hvis jeg kan få Angelie overtalt til at køre med.” Klukkede han tilbage, og Hjalse lo hans varme, dybe latter.
“Hah, jeg ville sku heller ikke stole på dig, på sådan en satan. Men I må have en god tur. Ses Angelie!” Han smilede drilskt imod Elverene og børnene. Han vinkede farvel til Angelie, og fortsatte sit arbejde, imens Uth viftede med hånden imod ham.
”Du er bange for Edderkopper, dit store brød, og du hjælper ikke.” Brokkede Uth sig med et smil, imens Hjalse gik væk med en stor latter.

Uth rystede et par gange på hovedet af Hjalse, inden han kiggede tilbage på Angelie, og holdt armene spørgende ud.
”Come on.. Jeg har nok rejst flere kilometer på en tohjulet, end du har på… Hvad som helst. Tog en tur til den anden ende af Rusland sidste måned. Måneden før, var jeg i Finland. Der er mindre chance for at vi vælter på den, end at du skulle falde over dine fødder.” Forsvarede han sig selv, og klukkede. ”Tror du ville nyde ruset. Farten. Vinden imod kroppen.” Han holdt en hånd op, som om han kom til at tænke på noget. Han flyttede sig fra cyklen, og gik om bag ved cyklen, for at kigge ned i taskerne, og tage et par ting op.
”Desuden, er jeg sikker på at Lædder passer dig perfekt.” Tilføjede han, og tog et par ting op fra taskerne, som han kastede over imod Angelie, i håbet om at hun greb dem. Hvis ikke hun gjorde, så hjalp Natasha til, hvis reflekser nok var bedre end de fleste andre til stede på farmen, selv Uth.
Han kastede en sort læderjakke, der havde et mørkegrønt skær, og et par matchende mørkegrønne læder bukser. Det var meget tydeligt, at dette tøj, ikke bare var et sekundært sæt til ham, da det hele var købt ind til et kvindeligt fit. Desuden, så begge dele splinter nyt ud.
”Hvilket naturligvis ikke er den eneste grund til, at du burde skifte til det, hvis vi tager turen. Det holder det værste vind væk.” Afsluttede han, med hænderne pegende imod hende, med et lokkende udtryk i ansigtet. ”Eeh? Come on, it’ll be fun!” Lokkede han, imens Natasha begyndte at stå og trippe ved siden af hende.
“Du skal prøve deeet.. Og.. Og.. Og så fortælle mig alt om det! Ellers.. Ellers.. Så kan du lære mig det I nu skal, og så kan jeg tage med i stedet? Hm?” Foreslog hun, og Uth lo muntert af hendes uskyldige forslag, og rystede et par gange på hovedet af hende.

Da Uth valgte at sende hende et enkelt vink, stoppede hendes bevægelser, inden hun hævede den ene hånd med pudsekluden, for at vifte let med den i hans retning som en form for hilsen, inden hun smilede en anelse skævt for sig selv og vendte tilbage til hendes færdiggørelse af våbnet. Selvom hun havde pakket pisken, var hun ret sikker på, at hun ikke ville kunne skjule den under kjolen. I stedet havde hun medbragt ekstra blade og havde en enkelt gang forbandet sig selv over ikke at have skaffet sig et skydevåben. De var langt mere effektive end de gammeldags remedier, selvom disse var sjovere at bruge. Problemet var vel bare, at det ikke altid skulle være sjovt, men også muligt og praktisk.

Som hun nærmede sig, kiggede hun stadig mistroisk henover maskinen, som han startede sin ironiske beretning. Hendes ansigt lagde sig over i et lettere overrasket et af slagsen, som hun modstod trangen til at række tunge ad ham. Hendes ene hånd rakte langsomt op, for at kradse neglene imod kæbebenet på den ene side, inden hun sukkede dybt.
”Renovdro er en god hest” påpegede hun dog, inden Andrei kom frem og modtog hendes opmærksomhed. Hun smilede let til drengen ved dennes kommentar. Det var godt at vide, at det ikke kun var hende, som var betænkelig med at sætte sig op på dette køretøj.
”De ville gøre dig godt hvis du gav dem chancen” kommentaren var rettet imod Uth, som hendes blik vendte sig tilbage imod ham, inden hun rynkede let på næsen. Hun nåede dog ikke at betragte ham længe, før opmærksomheden gled imod Hjalse, der kom slæbende på høet over skulderen. Det så tungt ud, og et øjeblik var hun glad for at det ikke var hendes opgave at bære på det.
Hun hævede hånden i vejret til en farvel hilsen imod ham. Det var som om, at efter dagen inden, at de begge var nået frem til at forståelse af, at de hver især ikke var nær så farlige, som de så ud og gav udtryk for.. Eller hun var i hvert fald ikke. Den gode nattesøvn havde bestemt også hjulpet godt på det hele, og selvom hun havde været ude at shoppe, hvilket ikke var en af hendes største interesser, så havde turen været ganske hyggelig. Uden kvindernes ekspertise ville hun aldrig have fundet noget passende til arrangementet.

Da han begyndte sin forklaring om sine rejse, skulle hun til at hæve hånden i vejret. Hun stoppede ham midt i hans sætning for selv at indskyde et par ord. ”Det tvivler jeg på!” brød hun insisterende ind. Hun havde rejst ufattelig meget i forbindelse med hendes arbejde. Måske ikke på de russiske kanter, men til gengæld havde hun rejst endnu mere i andre dimensioner og verdener. Hun lod dog emnet falde uden den store protesteren, indtil han snakkede om at han troede hun ville nyde det.
Hænderne gippede kort, da den velkendte følelse af adrenalin blev omtalt. Det var et rus hun ikke ville opgive for meget andet. Det var derfor hun havde levet på kanten i så mange år. Blandt andet. Hun nød at kunne være herre over andres ve og vel. Hvornår de havde ondt og hvornår deres vejrtrækning stoppede. Med det kom der altid faren ved at det ville gå galt. Om muligt var hun erfaren, men ikke desto mindre var de fleste race hende overlegen når det kom til både fysisk styrke og magi. Til gengæld havde hun et hoved skruet godt på.
Hun så til som han fiskede noget op fra taskerne, inden et stykke tøj blev kastet imod hende. Instinktivt rakte hendes hænder frem for at gribe den lille sammenrullede bold af læder, inden hun kiggede ned på det. Hun foldede det langsomt ud, og betragtede stoffet. Hun gik sjældent i læder. Ikke fordi det ikke var pænt, men fordi det var virkelig upraktisk på de kanter hun kom fra. Desuden havde hun lært at elske det bløde bomuldstøj, som hun oftest befandt sig i.
Smilet voksede en anelse, som hun kort lod fingrene glide over det. Inden hun lyttede en anelse fraværende til hans forklaring på hvad det ellers var godt for.
Hendes blik rejste op til ham, som han lokkende begyndte, og hun skulle til at åbne munden med en spids bemærkning, inden Natascha brød ind med hendes egen mening. Angelies blik lagde sig ned imod pigen, inden hun grinede en anelse af denne.
”Beklager.. Lige den her opgave kan du ikke klare for mig. Det kræver en voksen kvinde” smålo hun, inden hun vippede overvejende med hovedet. ”Men..” startede hun så lokkende, inden hun lod sin rygsæk falde til jorden. ”Hvis du har lyst, må du rigtig gerne hente kjolen på mit værelse?” Hun vippede med øjenbrynene af pigen, inden hun vendte sin opmærksomhed væk fra pigen og tilbage imod Uth.
I hendes snakken med pigen, var hun begyndte at tage sin frakke af, inden hun stoppede og huskede sig selv på, at de stod midt i en gårdsplads og det ikke var et fantastisk sted at skifte over i lædertøjet. ”Jeg.. er tilbage om lidt” peb hun hastigt, inden hun skubbede frakken tilbage op over skulderen, for derefter at bevæge sig ind i huset.
Hvis ikke Natascha ville løbe op og hente hendes kjole, ville Angelie selv gøre det, og derved klæde om i hendes værelse. Hvis hun derimod hentede den, ville hun finde et aflukket rum i stueetagen, og klæde om derinde, inden hun ville hænge sin frakke på en knage inden for yderdøren.
På vej udenfor var hun i færd med at lyne læderjakken op, som hun opdagede at sættet passede ganske godt til hendes størrelse. Han havde tydeligvis en god sans for dette og farver for den sags skyld. Hun bar trods alt oftest noget med det lette grønne skær i, til dels fordi den mindede hende om træerne og skove når hun var på farten.
Hun ville slå ganske let ud med armene, som i en ’jeg er klar til at dø’ bevægelse, som hun løsnede hestehalen på hendes baghoved. Den ville uden tvivl være ubehagelig under en hjelm, så hellere lade håret flagre efter dem, som de ville køre.

Hendes overraskede reaktion på hans påmindelse af ironien, fik ham til at rejse skuldrene en anelse, og smile triumferende. Det var naturligvis ikke sådan hun følte omkring Renovdro, men det var hvad alle andre så, når de to blev set sammen. Hendes tilføjelse at Renovdro var en god hest, fik ham til at le ganske kort, og nikke hovedet et par gange. Han ville ikke betvivle hende det, han havde tæt på ingen forstand på heste, men den havde virket loyal. Var svært for ham at komme over dens truende udseende, og havde så sandelig ikke den store drøm om at komme op på den, men den havde virket som enhver anden hest, med måske en del mere mellem ørene.
Da hun dog sendte ham en kommentar om at prøve, rejste han afværgende hænderne op foran sig.
”Foretrækker, at det jeg sætter mig op på, ikke har sine egne tanker, og følelser… Dyr plejer generelt ikke at være synderligt tilfredse med mig, syntes ikke så meget om at skulle stole på et.” Han klukkede kort, inden han sendte hende et tænkende blik, efterfulgt af et smil.
”Men, det går vel begge veje. Stol på min Cykel, og mine evner på den. Så.. Kan det være, at du kan overtale mig, til at stole på en.. Hest. Erh.. Føler måske ikke helt det er et fair bydt, eftersom jeg aner mig selv som værende en anelse mere troværdig, end en hest…” Hans sidste tilføjelse fik ham til at lave en kort grimasse, og så ryste et par gange på hovedet. Andrei løftede dog en finger, for at tilføje noget.
“Hest er ofte både troværdige, og loyale, hvis man behandler dem ordentlig.” Tilføjede han, men inden han kunne fortsætte løftede Uth også sin hånd, og holdt sin finger i vejret.
”Loyal, måske. Men hvis jeg ikke stoler på den, hvorfor skulle den så være det overfor mig?” Spurgte han, mere eller mindre retorisk, da han egentlig ikke rigtig ønskede et svar. Andrei skulle til at fortsætte, men Uth fik hurtigt fortsat med sin anden fortælling, for at stoppe ham. De havde allerede snakket mere, end rigeligt, omkring heste, og Uth’s nyeste løfte om at prøve og ride på en. Det havde han skam gjort før, men var aldrig den store fan, efte ret par uheldige situationer.

Uth så en anelse overrasket ud over hendes insisterende kommentar, men rejste bare skuldrene. Han kunne ikke vide hvor meget hun havde rejst, ej heller hvor gammel hun var, og dermed hvor megen tid hun havde haft til at rejse i. At der var over hundrede års forskel på dem, var der heller ikke nogen der vidste, men hans pointe var gået igennem. Han følte ikke noget behov for at bevise noget med hans kommentar, men havde bare brugt den for at sætte det i perspektiv.
Hendes kommentar om at opgaven skulle bruge en voksen kvinde, fik Uth til at klukke ganske kort, med et par hurtige nik. Med den rolle Angelie skulle spille, kunne Uth ikke være mere enig på det punkt. Det var heldigvis en overstået tid, hvor det at gifte børn ikke var unormalt.
”Mja.. Tror ikke lige der var nogen ved ballet, der ville acceptere den drejning.. Selv fra en Tyrker.” Han lo kort, imens Natasha kiggede uforstående op på ham et øjeblik, inden hun brummede utilfredst. Men inden hun skulle til at beklage sig, stjal Angelie hendes lave mængde af opmærksomhed, og hun var hurtigt kommet over det. Hun lyste op ved idéen, og skulle til at løbe, inden Uth stoppede hende.
”Kjole? Som.. Til Ballet? Altså, vi kommer tilbage her til, inden vi skal til Ballet. Og tvivler på at det ville være en god idé, at rejse på motorcykel, med en kjole på slæb?” Tilføjede han, og klukkede ganske kort. Natasha så kort utilfreds ud, inden hun måtte give ham ret ved den bemærkning. Hun så dog stadig en anelse mutter ud over helle rundturen, med flere skuffelser efter hinanden, og Uth smillede blidt ned til hende, inden han samlede hende op.
”Kom her. Må ikke tage dig med på tur endnu, men tror ikke din Mama bliver sur over, at du sidder på den.” Klukkede han, og satte hende ned på Motorcyklens sæde. Hun fniste ivrigt, og lænede sig, lettere akavet frem, for at kunne holde fat i styrene. Dene opmærksomhed imod Natasha, havde dog også gjort at han ikke lagde mærke til, at Angelie var ved at skifte lige der, men kiggede over til hende med et smil da hun meldte hendes afsked.
”Jeg går ingen steder.” Smilte han, og kiggede så tilbage på cyklen, som han slog støttebenet op, lagde den ene hjelm i grustet, og satte den anden over hovedet på Natasha. Hjelmen var naturligvis alt for stor til hendes lille hoved, men hun fniste bare inde fra dybet, og Svingede en anelse fra side, til side, da Uth begyndte at skubbe cyklen rundt.

Da Angelie kom ud igen, var Uth begyndt at løbe lidt rundt med Motorcyklen, og den lille pige på slæb, og begge lo lystigt ved seasen. Ovre ved det mest aflukkede af Farmen’s skure, var Tatiana kommet ud, og stod nu og fniste med af de to ved cyklen. Hun stod og arbejdede med maske formet genstand i sine hænder, som hun var igang med at sy noget fast på.
Tatiana var den første til at se hende, og hun smilede stort over til hende, og vinkede halvt med hånden, der stadig holdt hendes nål.
“Hey” Sagde hun kort, inden hun rejste et øjenbryn ganske let, som hendes smil blev lidt bredere. “Hm. Hvorfor er jeg ikke overrasket, at Uth valgte læder outfittet, til at varme dig?” Sagde hun, med et blik over imod Uth, som nettop var stoppet, og som kiggede over på Tatiana.
”Hm?” Spurgte han, og kiggede så over på Angelie. Han klukkede ganske kort, og slog støttebenet ned på cyklen.
“Ikke noget..” Tilføjede Tatiana hurtigt, og kiggede uskyldigt ned imod hendes maske igen. Uth kiggede mistroisk hen imod hende, inden hans opmærksomhed lagde sig tilbage på Angelie.
”Klar til at lægge livet i mine hænder?” Spurgte han så, med et stort smil, og Tatiana fnøs.
“Ikke den mest effektive måde, at betrygge nogen på.” Sagde hun stille, uden at tage øjnene fra masken. Hun smilede dog drilskt, inden hun kiggede over på Angelie. “Ved ikke hvad din opfattelse af ham er endnu, men lad dig ikke skræme, når det kommer til hans køreevner. Han kunne ikke hænge en hylde op, om det galdt hans liv, men han er god bag et styr.” Fniste hun kort, og Uth slog armende triumferende ud.
”Se? Intet at være bange for. Selv Tatiana stoler på mig.” Kommenterede han, og valgte at ignorere hendes drilske kommentar, men vendte sig i stedet ned imod Natasha igen.
”Så.. Nu skal mig og Angelie ud til den Gamle Heks på Fortet.” Sagde han, og samlede hende op fra cyklen igen. Natasha fniste glædeligt, men klappede ham et par gange på armene på vejen.
“Uh.. Uh.. Spørger.. Spørger I ikke.. Om.. Om.. Om jeg snart.. Må komme på besøg igen?” Spurgte hun ivrigt, og Uth klukkede varmt, med et par nik på hovedet.
”Selvfølgelig.” Lovede han, og løftede så hendes hjelm af hendes hoved, så håret slog ud til siderne. Hun rystede fnisende på hovedet, inden hun løb over til den anden hjelm, der lå nogen skridt fra dem, for at hente den.
Uth vendte sig imod Angelie, imens han slog benene over cyklen, og holdt hjelmen tilbydende ud imod hende.
”Tro mig.. Du kommer ikke til at fortryde det.” Lokkede han igen. Hvis hun tog hjelmen, ville han rejse en finger, for at få hende til at vente et øjeblik, imens han drejede ryggen, så han kunne nå ned i den ene taske, hvor han tog et turtleneck halstørklæde frem, som han så også tilbød hende.
”Er en god idé at have sådan et på, ned i jakken, og så op under hjelmen. Så kommer der ikke nogen kolde vinde ind steder, hvor de ikke er velkommen.” Han klukkede kort, og hun ville kunne se, at han havde noget lignende det samme, men som tydeligvis bare var en del af den trøje han havde på under jakken.
Natasha kom ivrigt hen til dem med hans hjelm, og tilbød den op til ham. Han tog imod den med et smil, inden han slog den over hovedet, for så at rejse cyklen op, og kigge imod Angelie, fra bag den tonede skærm på hjelmen. Han nikkede en enkelt gang bag sig, inden han drejede nøglen. Motoren brølede i gang, og sendte små skyer ud af udstødningen, som den gjorde sig klar til endnu en rejse, som de havde foran sig.

Da de satte i gang, var Uth forsigtig, ikke at sprøjte grus og sten op på de to unger, som nu stod og vinkede farvel til dem. Uth vinkede over sin skulder, efter at have fået balancen på Motorcyklen, og pegede så på Tatiana da de passerede hende.
”Vi ses en gang i morgen!” Måtte han råbe, for at overdøve larmen fra motoren, da Tatiana vinkede tilbage, med den maske hun havde stået med. Nu hvor hun vinkede med den, kunne man se at masken havde et yderst realistisk ansigt på sig, hvis øjne virkede til at kigge på dem, da det blev vinket med.
Efter at være kommet et stykke væk fra farmen, begyndte Uth at få sat farten en anelse op, men kørte stadig forsigtigere end han havde gjort tidligere. Hans balance var perfekt, og gange ganske rolig, men på trods af dette, var der stadig det blide tryk af vind imod dem, og følelsen af at blive trukket fremad, i et unormalt tempo.
Halvvejs igenne skoven, kom de endelig ud i et T-kryds, hvor vejen de mødte endelig var asfalteret, og de drejede imod nord, dybere ind i Rusland. Her, kiggede Uth over skulderen, og lo ganske kort.
”Jeg vil foreslå dig, at holde fast om mig, et øjeblik, og læg dig tæt op af min krop.” Hvis hun gjorde som han sagde, ville han læne sig en anelse frem, dreje hårdt på styret, og få Motorcyklen til at accelerere hurtigt op i fart. Det gik så hurtigt op, at Angelie’s hård ville lave et hårdt pust bagud fra dem, og de ville kunne mærke cyklen næsten tilte bagover en anelse under dem. Det gjorde den dog ikke, og følelsen var der kun i ganske kort tid, da de begge havde lænet sig fremad, men hvis ikke de gjorde det, ville han have accelereret op en del mindre aggressivt.

Selvom hun aldrig ville indrømme det, så var hendes holdning på dette punkt ufattelig dobbeltmoralsk. Hvordan kunne hun forvente at han skulle give hestene en chance, når hun selv havde været så hurtig til at nægte at sætte sig op på motorcyklen med ham? Hun funderede over dette dilemma i noget tid, og blev egentlig først rykket ud af trancen igen, da Andrei tilsluttede sig samtalen med hans faktuelle information.
Hendes blik vendte sig halvt sløret og fraværende væk fra Uth, inden den skarpede en anelse, for så at kigge ned imod Andrei, inden hun måtte fnise en anelse for sig selv, som denne skulle til at svare på det retoriske spørgsmål. Hun sagde ikke selv noget, da de to virkede til at have helt styr på det selv.

Som Natascha brød ind med hendes forslag om at overtage Angelies plads, havde hun kigget ud af øjenkrogen for at opfange Uths reaktion på det emne. Førhen havde barnebrude været yderst normalt på de kanter, men hun håbede at de ikke længere var det. Det var lige til at ødelægge en opvækst, men hun vidste dog bedre end at begynde på et skænderi om kulturelle forskelle, i hvert fald lige med det samme. Selvfølgelig ville hendes lettere skarpe bemærkninger ikke kunne blive tvunget til stilhed alt for længe.
Hun grinede en anelse muntert over Uths kommentar, eftersom hun forstod meningen, imens Natascha kiggede op som et stort spørgsmålstegn. Angelie lagde let en hånd imod hendes skuldre. ”Du vil forstå det .. en dag” betroede hun så pigen, inden hun bbegyndte den distraherende gerning om at hente balkjolen.
Som Uth stoppede Natascha, vendte Angelies blik sig halvt spørgende imod ham, inden hendes hoved faldt en anelse på skrå. Panden fik en lille rynke, inden hun lyttede til hans ord. Læberne formede forstående en o form, som hun sendte Natascha et halvt undskyldende blik.
Hun så dog til hvordan han hurtigt fik distraheret ungen, og med et skævt smil på læben, så hun kortvarigt til som han hjalp hende op på motorcyklen, inden hun forsvandt ind i huset for at klæde om.

Det tog ikke længe før hun kom ud igen. Hun stillede sig det samme sted, imens hun var i færd med at lyne læderjakken til omkring hendes overkrop. Da blikket hævede sig for kortvarigt at se på de to løbe omkring med motorcyklen, inden hun opfangede Tatianas blik imod hende.
Hun løftede hånden sammen med et venligt smil, i en form for hilsen. ”Hej” svarede hun roligt tilbage, inden den næste kommentar slog imod hende. Hendes overraskede ansigt kom straks frem, som det gik op for hende, at der måske havde været andre alternativer til rejsepåklædningen end læder. Ikke at det generede hende, men det lød til at det bestemt var det foretrukne materiale fra Uth af.
Hun så en smule akavet imellem de to, inden hun måtte reagere på hans kommentar. ”Jeg husker at du sagde, at du ville redde dig selv før mig engang..” påpegede hun som et åbenlyst svar til hans spørgsmål. Selvfølgelig ville hun ikke lægge livet i hænderne på ham med den indstilling. Dog var det mere ment i let sjov, inden hendes skuldre rystede svagt under læderet.
Det varmede dog, at Tatiana så vidt muligt forsøgte at betrygge hende en anelse hvad angik kørslen. Alligevel kunne hun ikke lade være med at overveje hvorfor Natascha i så falde ikke måtte få en tur. Hun vidste dog bedre end at sige dette højt iblandt dem alle, og smilede i stedet blot.
Hun kiggede en anelse mistroisk imod hjelmen, inden hun rakte frem for at tage imod den. Hun skulle lige til at putte den over hovedet, inden han stoppede hende. Undrende sank hun hjelmen imellem hænderne, inden hun en anelse akavet fik en hånd fri for at tage imod halsedissen, som han rakte til hende. Hun kiggede en anelse vilredt på hjelm og stoffet, inden hun lagde hjelmen på jorden, for at have begge hænder fri. Dermed kunne hun trække stoffet over hovedet, inden hun lynede jakken en anelse ned, for at lægge den på plads og derefter lyne den op igen. Til sidst tog hun hjelmen over hovedet og spændte den fast under hagen, inden hun så Natascha komme med Uths hjelm. Under hjelmen smilede hun muntert, inden hun satte sig op bag ham. Hendes fødder søgte prøvende efter støtten, indtil de fandt fodhvilerne.
Vejrtrækningen var en anelse hastig, som hun rakte op for at slå visiret ned på hjelmen, inden hun forsigtigt lagde hænderne imod hver af hans sider. Hendes krop var en anelse stiv, som hun forventede det værst tænkelige da han satte i gang.

Som masken blev synlig, voksede hendes øjne forundret. Hvad var mon det hun arbejdede på`? Det virkede skræmmende realistiskt. Hun måtte spørge når de vendte tilbage.
Selvom farten måske ikke var voldsom hurtig, så havde hun alligevel haft et ret voldsomt greb i hans jakke. Som minutterne gik, løsnede de behandskede fingre sig dog en anelse, inden hun forsigtigt kiggede ned ved siden af cyklen. Hun så gruset fare forbi under dem, og hun mærkede hver eneste uregelmæssighed i vejen. Igen måtte hun indrømme for sig selv, at selvom det gav et sus i kroppen at køre på den slags, så ville hun til enhver tid foretrække de magiske rejser, skulle hun sætte livet på spil.
Som dækkene ramte imod den asfalterede vej, mærkede hun øjeblikkeligt forskellen. Hun hørte hans stemme, der rådede hende til at komme nærmere. ”Det ville du kunne lide, hm” bemærkede hun en anelse tørt, inden hun dog slap grebet i hans jakke, for så at læne sig tæt op ad ham, og lægge armene længere omkring livet på ham, indtil hendes fingre kunne flette sig ind imellem hinanden.
Som farten blev øget hastigt, lød der et overrasket og halvt forskrækket hvin fra hende, som hun strammede grebet omkring ham en anelse, halvt af frygt for at falde bagover hvis hun mistede det. Hun mærkede følelsen af hvordan det hele rejste sig i vejret, selvom det ikke var tilfældet. ”Ikke vælt, ikke vælt” brummede hun nogle gange, imens hun havde klemt øjnene hårdt i.
De blev på vejen, og det gik stærkt. Adrenalinen var allerede pumpet ud i hendes blod, inden hun efter noget tid åbnede øjnene endnu engang, for så at kigge fremad.

Natasha kiggede op på Angelie, med hendes kommentar om at forstå det når hun blev ældre, og surmulede en anelse ved tanken. Hun havde lyst til at forstå det nu, og det gjorde hun ikke. Hun kommenterede dog ikke endvidere på samtalen, da Uth hurtigt fik hende distraheret på anden vis i stedet. Selvom Natasha var hurtigere opfattende end de fleste på hendes alder, havde hun stadig den flyvske opmærksomhed, som de fleste piger på hendes alder, og havde glemt alt om de flere ting hun ikke fik lov til. Nu fik hun lov til noget, der næsten var lige så sjovt, og hun nød det grænseløst.

Angelie’s kommentar om at Uth ville rede sig selv, før Angelie, fik Tatiana til at rejse et øjenbryn, og skæve imod Uth, som så også rullede på øjnene.
“Lyder ikke særlig karakteristisk.” Mumlede hun, en anelse spørgende, og Uth kiggede, lettere opgivende, over imod hende, med et ryst på skuldrene.
”Det.. Var en lidt anden person jeg troede jeg havde med at gøre der.. Plus, du forstår ikke sarkasme, om man så slog dig i hovedet med en bog om det…” Sagde han drillende, med en munter latter. Selvom han gemte sig bag sarkasme kortet, stod han nok stadig ved sit ord. I hvert fald den gang. Der var en anden side af Angelie han havde set nu, og han ville aldrig sige det samme igen. For det ville nok ikke længere være sandt. Han ville risikere sit liv for de fleste, som han vidste kunne gøre noget godt for verdenen, og Angelie havde vist at hun havde hjertet til det. Hun skulle bare kunne tage det valg, hvilket han endnu ikke var helt sikker på at hun faktisk ville. Men hvis det kom til en handel, var han stadig ikke sikker på, at han ville give sit liv, for hendes. Hvilket han så sandelig heller ikke regnede med at hun ville gøre for ham. Han havde noget han skulle opnå, inden han døde, og det var han sikker på at hun også havde.
Han kiggede tilbage på Angelie med endnu en kort later, da han satte sig op på cyklen, og holdt armende sigende ud.
”Men også selvom jeg ikke ville, så er mit eget liv jo også i mine hænder, på den her. Så hvis ikke du kan stole på at jeg ville redde dig, så stol på at jeg ville redde mig selv?” Foreslog han med et stort smil, inden hjelmen blev hevet ned over hovedet.

Da de endelig var afsted, kunne Uth ikke lade være med at smile, over hvor forsigtig og nervøs Angelie tydeligvis var. Frygten var der da helt klart, men den var ikke dybt groet i hende, og han var ikke i tvivl om, at han kunne få hende til at nyde turen. Alt dette var nyt for hende, så han skulle bare have hende til at komme over overraskelserne.
Og da han bad hende om at holde om ham, lo han muntert af hendes tørre kommentar, og kiggede halvt over skulderen, uden at slingre det mindste.
”Hvorfor tror folk altid, at jeg har bagtanker med alt hvad jeg siger?” Lo han varmt igen, inden hans øjne lagde sig fremad igen. Han gav ikke videre forklaringer, og satte langsomt farten op, også selvom hun ikke lagde armene om ham. Men da armene så lagde sig om ham, skævede han et smøret smil bag hjelmen, inden han lænede dem begge fremad, og drejede speederen næsten i bund.
Som de skød afsted, og han hørte Angelie’s vin bag sig, han klukkede varmt, men holdt opmærksomheden på vejen. Han kunne høre at hun mumlede noget bag hjelmen, og kunne kun gætte at det var en bøn til ham, eller bare en sendt ud i luften, og han smilede stort bag sin hjelm.
”Liige en anelse mere, og så er vi oppe i fart.” Råbte han, så hun ville kunne høre det, og gav den en anelse mere, inden de var oppe i en fart, der lå en god del kilimeter mere end fartgrænserne i den skov de stadig befandt sig i. Solen var begyndt at skinne igennem de ellers tætte, grå skyer, over den Russiske is og sne. Strålerne ramte ned igennem de vinter bare træers kroner, og lavede et fint skær over cyklen og de to ryttere. Da farten var lagt, kiggede han halvt over sin skulder igen, og klappede blid hendes hænder, med et nik ud imod deres omgivelser.
”Så.. Nu holder vi farten. Kan kun gætte på at dine øjne er lukket, men du ville virkelig gå glip af noget, hvis de var.” Råbte han, så hun ville kunne høre det i larmen af vinden der slog imod dem, og motorens brølen. Han selv lænede sig en anelse tilbage, i en mere behagelig stilling, og rystede sine skuldre en anelse. Han kom i tanke om noget, og rakte ned i sin jakke komme, hvor han fik fumlet en handske op, som han så pressede imod Angelie’s hænder.
”Tror du, du tør at tage dem på imens vi køre? Havde jeg glemt, at det nok var en god idé.” Han klukkede kort, og kiggede ned på sine egne hænder, der allerede havde de varme læder handsker på. ”Jeg skal nok kunne holde balancen, imens du tager dem på. Stol på mig. Bare gør det langsomt.” Sagde han betrykkende igen, og ventede håbende på at hun ville tage imod tilbudet.
Hvis hun gjorde, lod han farten slappe en anelse, imens hun fik den ene handske han havde fundet frem på, og fandt så den anden frem lige bag efter. Og hvis hun nægtede at tage dem på, rystede han bare på skulderen, og kiggede frem igen, med handsken tilbage i sin lomme, og et kort ‘your loss’.

Et øjeblik senere, nikkede han fremad for dem igen, og smilede stort.
”Så rammer vi det åbne. Nu, i det mindste, burde du åbne øjnene.” Tilbød han hende igen, og smilede stort.
Motorcyklen skød næsten ud af skoven, og ud i et mere åben landskab. Her havde de udsigten til de kæmpe bjerge, et par gode timers rejse væk. Foran dem, var der en kæmpe, åben plæne, dækket næsten helt over med sne, men der hvor den ikke var, stak der klipper, og små græssede bakker frem, der lige så glitrede blidt i den varme aftensol, som snart ville synke ned imellem to af bjergene. Ved deres højre side, var der en stor sø, dækket stort set over med et tykt lag is. Uth fik øje på søen, og pegede så imod den, for at få Angelie til at kigge der ud. Hvis hun gjorde, og fulgte hans finger, ville hun se en lille flok af forskellige dyr, for det meste rådyr, men der var også et par Elge.
”Nogen af Hjalses flok. Det er grunden til, at du og Renovdro ikke må jage hjorte i den her omegne. En stor del af dem, er Navajo’er. De holder sig bare for det meste i deres dyre form, naturligvis på grund af den nye regering.” Forklarede Uth, højt nok til at Angelie igen ville kunne høre det. Flokken holdt sig oftest i nærheden af skoven, men kom ud til nettop denne store sø, for at drikke. En af de store Elge, var i færd med at banke et støre hul i søens tykke lag is, og et par af de yngre dyr hoppede lystigt rundt i det område der var åbent. Et par af dyrene havde skudt deres opmærksomhed imod larmen fra cyklen, men reagerede ikke stort derefter. Kun det ene af dyrene fortsatte med at holde øje med dem, imens et par andre i stedet begyndte at kigge opmærksomt rundt. Over deres hoveder, fløj der også et par store fugle, der virkede til at holde øje med et eller andet, men intet bestemt. Den ene af de store Ravne fløj dog ned imod Uth og Angelie, og fulgte deres fær, med en god afstand. Uth rejste sin ene hånd, og vinkede til Ravnen, som da også begyndte at flyve en anelse tættere, og følge de to på cyklen, med søgende øjne. Hvis Angelie kneb øjnene sammen, da Ravnen var kommet tæt på, virkede denne ikke til at være en hel almindelig Ravn, hvis ikke dens opførsel, ikke allerede havde udvist det. Ravnen svang elegant rundt i en cirkel i luften, inden den skød imod himlen igen, og Uth lo muntert ved synet.


“Vahida! Vahida, hvor er du nu henne!?” Råbte en rusten, skinger stemme, fra den gamle, ranglende dame, der vraltede igennem den store ruin, af en gammel fæstning. Hendes bevægelser var dyriske at se på, og hun brugte flere gange armende, for at stoppe hendes ranglede krop i at falde forover. Hun bevægede sig hen imod fæstningens ene tårn, hvor den hun kaldte på havde sit bosted, og kiggede op af den åbne del af tårne, hvor hun næsten ville kunne se helt op til den etage, som Vahida boede på.
“Vahida, hold øje med vejen ind, Uth’avel er her snart!” Råbte den gamle kvinde, flere gange højere, end hvad nok var nødvendigt, for at den yngre Nosferatu ville kunne høre hende. Tonen var en uformel, bestemt stemme, men underligt indbydende. Margarita Barabas var en gammel, rangled Nosferatu, der næsten altid gik halvt på hænder og føder, på grund af hendes krummede ryg. Hendes beklædning bestod aldrig af alment tøj, men småligt læder, der kun lige dækkede løst over hendes bryst og underliv, samt fjer, knogler og blade som detaljer. Hun var en Heks, og en Shaman, og dette var tydeligt på den gamle kvinde. Hun havde langt sort hår, der altid sød tilbage fra hendes ansigt, grundet det høje antal gange noget var eksploderet, eller blæst hårdt op i hovedet på hende. Hendes øjne var altid store, og åbne, med et par tykke, runde briller foran, der fik de røde iriser, samt de meget små pupiller til at se gigantiske ud. Ved hendes højre kind, manglede der en anelse af hendes hud, hvilket gjorde man kunne se ind til hendes kindben, og et par af hendes tænder, hver gang hun snakkede.
Hvis ikke Vahida svarede med det samme, skulede den gamle dame en anelse, og lagde hænderne i næver imod sine hofter.
“Vahida! Vahida!! Jeg ved, at du er der oppe, hørte du mig!?” Råbte hun igen. Kvinden var altid meget bestemt, når hun gav ordre, og hvis ikke man fortalte hende, at man havde hørt hende, ville hun råbe af en, indtil man sagde at man havde hørt det. Hun blev ofte kaldt gammel, og nagende, og det var da også præcis hvad hun var. Hun regnede med at folk respekterede deres ældre, og det ville hun altid gøre. Og, hvis ikke man gjorde, skulle hun nok lære en at gøre det. Alle der kendte til Margarita, eller Gammel Heksen, som hun var bedst kendt, respekterede hende. Hun havde et utal af måder, at få folk til at have en lorte uge, og hun holdt sig ikke tilbage fra at tage dem i brug. Men respekterede man hende, og hendes bofælle, var hun ofte en kærlig gammel dame, så længe hun ikke var hverken stresset, eller presset af noget. Og Gammel Heksen var presset. Hun hadede at vente, og lige siden Uth havde fundet ud af hvor den bog var, havde hun været lettere stresset, og irritable. Det var meget tydeligt, at hun -ville- have den bog. Det kunne kun, gå for langsomt.


Rejsen tog nogen timer, og på deres vej, havde de set flere ting Rusland havde at byde på. Store, åbne græs sletter, hvor sneen havde måtte bukke under for solens varme stråler, og hvor der nu kun var de tykkeste dynger af sne tilbage. På hele vejen havde de kunne ligge på en hovedvej, der var fuldstændig ryddet for sne. Det var noget der blev taget meget seriøst i Rusland, grundet den store mængde der nogen gange kunne komme.
Efter det værste af vejen var overstået, tilgengæld, slog Uth ud på en mindre vej, der drejede op mod bjergene. Efter noget tid på den lille vej, drejede Uth af, og ud af en endnu mindre vej, der var meget ude af stand, og som hurtigt blev til ren grusvej, halvt dækket af sne. Uth kørte meget forsigtigt i dette, specielt i det mørke der efterhånden havde lagt sig. Det eneste man kune se af solen nu, var de varme gløder der skød ud over bjergene, der nu også stak imod himlen foran dem som en væg. Nosferatuernes fæstning var perfekt placeret, da solens strålet blev dækket af bjergene meget tideligt, selv i de Russiske sommeraftener.
Efter et stykke ud af grusvejen, var der slet ingen vej, og de kørte nu ud over en tom, grøn slette, der ledte op i en lille bakke, et godt stykke før bjergene. Sletten var stadig meget lige, og de tykke dæk på Motorcyklen var lavet til at køre i dette, så Uth kunne stadig holde en okay fart, uden at det føltes helt hasaderet.
Da de næsten var ved toppen af bakken, begyndte man at kunne se toppen af et gammelt tårn, stikke imod himlen. Og da de endelig kom over bakkens top, kune de nu se den fulde ruin. Det havde været en stor, stolt fæstning en gang, to store udkigstårne, samt et tredje, halvt bopæls og halvt udkigstårn. Det ene af udkigstårnene var væltet ned over en del af fæstningens mur, og væltet denne så der nu var en bakken ind i fæstningens store gård. På selve slottet var den ene væg også væltet udaf, og efterlod en af slottets etager fuldstændigt åbent. Der var også en voldgrav rundt om fæstningen, der nu næsten var helt tom for vand, og en bro, med et stort hul i den ene side, hvor der kun lige var plads til at man kunne komme over i den anden side.

Da de stadig var langt væk fra, så fæstningen fuldstændig forladt, og forældet ud, men da dekom helt tæt på, og var igang med at køre over den halvt knækkede bro, ville Angelie’s skarpe øjne lige kunne se, at nogen havde sørget for, at resten af broen forblev intakt. Og da de ar kommet helt op af det store bopæls/udkigstårn, stoppede Uth endelig op, og sukkede stille, med et kig over sin skulder.
”Så er vi der.” Betryggede han, og slog Motorcyklens støtteben ned. Han lod Angelie tage den tid hun skulle bruge, til at komme af, og få strukket sine ben, inden han selv steg af, og fik hevet hjelmen af hovedet.
”Aarh.. Det var da ikke så slemt, hm?” Sagde han med en blid latter, imens han stille rystede sine ben, og kiggede omkring dem. Han gav Angelie et stykke tid til at observere omgivelserne, inden han kiggede imod det åbne hul, der ledte ind i tårnet, som også var indgangen til Nosferatuernes bopæl. Han gik dog ikke ind, men tog nogen skridt væk fra tårnet, for at kigge op imod spidsen. Han lagde hånden imod sit bryst, og holdt en arm teatrisk op frem for sig.
”O Rapunzel, Rapunzel! Let down your hair, for your song has me enchanted, and I must see you!” Råbte han dramatisk, med et stort, legende smil over sine læber. Dette ville garanteret forvire Angelie, men det var langt fra første gang han havde været her, og dette var hans måde at introducere sig selv. Og hvis ikke han tog meget fejl, så sad der en glad lille Nosferatu oppe i tårnet, der havde holdt sig gemt, indtil han kaldte. Det havde ikke taget Uth længe, inden han var begyndt at kalde Vahida en lille Rapunzel, før han så også havde fortalt hende historien. På flere måder, passede den egentlig meget godt, også selvom Heksen ikke ligefrem havde låst Vahida inde, men nærmere ikke havde haft noget valg, da Vahida valgte sit sted at bo. Plus, Heksen ville nok ikke smide Vahida ud i en ørken, hvis hun faldt for en prins, men de havde da begge fnist over idéen om, at Margarita var en gammel ‘ond’ Heks. Margarita havde ikke synes det var helt lige så sjovt. Men, tæt på.

Hendes blik vendte sig en anelse imellem Tatiana og Uth, som snakken gik på at ofre sig selv for den andens skyld. Hun hævede let det ene øjenbryn imod hans kommentar om sarkasme, inden hun skulle til at bide tilbage. Dog kom ordene ikke med det samme, det virkede næsten som om hun overvejede hvorvidt dette var endnu et af hans ironiske kommentarer. ”Du mener den bog, som du dømte på omslaget?” spurgte hun i stedet, i et forsøg på at påpege at han havde puttet hende i en låst kasse allerede få timer efter de var stødt ind i hinanden. Det var egentlig ikke en fair handling, selvom alle gjorde det, og hun havde da også plantet ham i en kasse. En helt anden end den hun sad i dog.
Som han satte sig op, fulgte hun langsomt efter, imens han nævnte den næste kommentar. Det var noget hun kunne sætte sin lid til, til dels. Det var trods alt ham der valgte at fragte sig omkring på toppen af en dødsmaskine. ”Så heroisk det lyder når du siger det på den måde.. Tænk at jeg er gift med dig” brummede hun lavmælt, i et forsøg på at gøre så kun han ville kunne have hørt det og ikke resten af familien. Hun var trods alt ikke sikker på hvor meget de vidste om deres mission.

På turen sad hun i starten ufattelig stift, og hendes øjne var klemt sammen, som hun forsøgte at følge bevægelserne han foretog sig i svingene, for ikke at skabe ubalance på maskinen. Det var først da han nævnte noget om bagtanker, at hun kortvarigt åbnede øjnene nok til at skule imod ham igennem mørklægningsglasset på hjelmen. ”Det har du måske ikke, hm?” svarede hun højt for at overdøve larmen, men regnede ikke med et svar fra ham. I stedet gjorde hun blot som han havde sagt.
Efter den næste kommentar, tog hun et dybt åndedrag, inden hun forsigtigt åbnede øjnene for at kigge på omgivelserne omkring dem. Hun så hvordan jorden rejste hastigt under dem og til siden. Hvordan alting virkede til at suse forbi. Hendes opmærksomhed blev først afbrudt da hun mærkede at han pressede noget læderagtigt imod hendes fingre. Hun kunne af gode grunde ikke se dem, men på måden han snakkede kunne hun gætte at det var handsker. Det var først der, at det gik op for hende hvor kolde de krampagtige fingre var, som han holdt et solidt, næsten desperat, greb omkring ham.
Hun nikkede svagt, som hun forsigtigt begyndte at løsne grebet, for derefter at fingerere handsken på den ene hånd. Hun gentog proceduren med den anden, inden hun lagde hænderne imod det forreste område af hans hofter, inden hun vendte sin opmærksomhed tilbage på vejen foran dem, som hun svagt kunne se over hans skulder, selvom han var en del højere end hende selv.

Hendes blik fulgte hans finger, da han pegede imod en flok dyr ved en stor sø. Hun havde ikke behøvet forklaringen, eftersom hun ikke ligefrem var dumt anlagt, men hun sagde intet. I stedet lyttede hun forstående, som hun kiggede imod rådyrene. Hun kunne ikke bebrejde dem for at holde sig i dyreformen. Nu havde hun ikke selv haft meget med regeringen at gøre, men hvad hun havde hørt, så lød det frygteligt. Mange ville ikke anse hende som værende et empatisk væsen, hvilket til dels også var rigtigt. Hun var forbandet usympatisk, men på nogle områder, ramte det bare hårdt og direkte ind i hende, som i dette tilfælde. Hun havde oplevet hvad et sådan styre ville gøre ved et land, og det var ikke kønt. Hun havde set hvordan magt havde drevet hendes nærmeste til randen af sindssyge og død. Hvordan hun selv var blevet drevet ud i det, og alt sammen for hvad? En fremtid hun aldrig ville få alligevel, men altid havde håbet på.
Hun rystede lidt på hovedet af sig selv, inden blikket vendte sig opad, da Uth rejste en hånd i vejret. Hun opdagede ravnen, og brynene klemte sig mistroisk sammen på stedet. Den fløj ikke som en normal ravn burde, hvilket gav hende flere spørgsmål på vejen. Hendes hænder klemte kort ind imod ham for at fange hans opmærksomhed, inden hun nikkede op imod ravnen. ”Hvem har vi så der?” spurgte hun overvejende.

I toppen af det højeste tårn af ruinen, lå en kvinde henslængt over sengen med en dukke imellem de lange blege fingre. Håret var så sort som noget overhovedet kunne blive, imens halvdelen af ansigtet var skrællet af i store kødsår. Det samme var tilfælde ved højre side af hendes skulder og halsområde. Andre steder af kroppen var også i tydelig forrådnelse, men dette var skjult under tøjet hun bar. Håret var glat og nåede til hofterne, lige kort nok til at hun ikke ville sætte sig på det.
De røde øjne farede opmærksomt over den bare dukke, imens hun syede små indhak og detaljer i den. Det gik præcist for sig, og da hun hørte den rallende stemme, kunne man høre det dybe og opgivende suk fra Vahida, som hun langsomt rejste sig op på knæene i sengen.
Det var først da hun hørte hvem der var på vej, at man kunne høre det overgearede pigehvin, som hun kastede dukken imod væggen, så voldsomt at puds langsomt raslede ud af den. ”oops” mumlede hun for sig selv, velvidende at hun stadig ikke var klar over hendes egen styrke endnu. Et par årtier som udødelig var alt hun havde, hvoraf det første var blevet brugt på at fjerne fader/datter båndet og den dyriske opførsel. Hun havde langt mere selvkontrol, men stadig ikke nok til at kunne holde sig fra at dræbe et væsen hvis hun var sulten eller uopmærksom.
”Da da! Jeg hørte dig godt heks” råbte hun utilfredst tilbage, da kvinden endnu engang kaldte på hende med den bestemte stemme. Selv havde hun hoppet hen til vinduet, halvt skjult, imens hun så til hvordan solens sidste stråler langsomt forsvandt ned i horisonten. ”Jeg holder øje, okay!”. Med de ord vendte hendes fulde opmærksomhed imod vejen, som hun stadig holdt sig skjult. På ansigtet var et enormt og afventende smil, der viste de forrådnede tænder i hendes mund.
Der gik heller ikke meget længe, før hun hørte den larmende motor, langt før den overhovedet var synlig på vejen, men lyden var så velkendt, at hun vidste præcis hvem det var. ”Han er her om lidt” råbte hun begejstret ned imod lemmen i gulvet, hvis heksen var interesseret i at vide, at hun havde opfanget lydene.

Da han stoppede motorcyklen, brugte Angelie et par sekunder på at samle sig selv, som hun lirkede fingrene fri af sit greb om ham, for derefter at stige ned ad den. For en gang skyld kunne hun prise sig lykkelig over at være vant til at tilbringe dage på hesteryg, hvilket gjorde at hun ikke var hjulbenet efter den lange tur.
Hun trak i stedet hjelmen over hovedet, inden hun lagde den fra sig på den bagerste del af sædet, og strakte så armene over hovedet, indtil hun stod op på tæerne, og alle lemmerne var blevet afspændt. Hans kommentar fik hende blot til at sende ham et halvt tørt blik. Hun kunne ikke modsige ham, for som han allerede havde gættet inden, så var adrenalinruset lige noget for hende. Hun ville tage endnu en tur på stedet, blot for at få den følelse igen.
Hendes øjne gled langsomt over ruinen foran dem, som hun rynkede en anelse på næsen. Endnu et flashback slog imod hendes indre pande ved synet. Hun havde set hendes eget hjem ligge i ruiner før også, og det havde bestemt ikke været beboeligt. Det havde også været ligegyldigt, eftersom hun aldrig havde regnet med at skulle bebo stedet igen, men alligevel havde hun været der mange år efterfølgende.
Hun fulgte i stedet i hælene på Uth, indtil denne stoppede ved bunden af et tårn, for så højlydt at citere stykket om Ranpunzel. Hun øjne spærrede sig forskrækket op, som hun gispede overrasket og stirrede på ham. Hendes blik vendte sig langsomt opad i samme retning, som hans var vendt.

Ud fra hullet dukkede ansigtet fra Vahida op, som hun dramatisk svang håret ud af vinduet, selvom det ikke var i nærheden af at være langt nok overhovedet. Hendes arme lagde sig i karmen, som hun legesygt kiggede ned på de to personer. ”Bringing company my Prince.. You must understand i am of noble birth and not interested in your obscure games” det ene øje blinkede ned imod Uth, inden hun strakte sig op på håndfladerne.
Blikket lagde sig dramatisk over hendes skulder, inden hun gispede alt for højt til at være ægte. ”She’s coming.. Hide!”. Med de ord forsvandt Vahida væk fra tårnets vindue, og begyndte i stedet en hastig løben ned ad trapperne, efter at have flået lemmen i gulvet op. Hun svang og hoppede over huller på trappen, ganske let, indtil hun ville nå indgangen hvor de to ville komme ind, hvor hun ivrigt hoppede på stedet af spænding. Hun havde stillet sig klar til at bogstaveligt talt at vælte Uth i gulvet i en omfavnelse, hvilket burde være nemt nok grundet deres raceforskelle.

Angelie’s kommentar omkring at dømme på forhånd, fik Uth til let at rejse et øjenbryn, og kigge en anelse spørgende på hende.
”Mmh.. En bog, hvis omslag ikke talte så godt for sig selv.” Tilføjede han hendes kommentar. Han havde ikke glemt hendes snak om frygt, og følelser. Det omslag han havde givt hende, havde hun selv lavet om på senere hen, men han mente ikke at han havde lavet en fejl, med hvad han havde til at starte med. Han smilede dog, og valgte ikke at gøre noget mere ud af det. Det var ikke nødvendigt at Tatiana skulle høre hendes meninger omkring følelser, og frygt, hvis disse overhovedet var hendes meninger. Han havde også lidt på fornemmelsen, af noget af det havde været bravado. De kendte ikke hinanden, og måske havde hun sat sig selv op som noget mørkere, end hun var. Som en ugiftig slange, der bar de giftige slangers stærke, advarende farver. Det ville give god mening for ham. Det havde han ofte gjort, da han rejste rundt i fortiden. Det var en effektiv måde, at etablere sig selv, hvis ikke man ønskede kontakt. En god måde at skræmme folk væk. Heldigt for dem begge, at det ikke virkede.
Han lo muntert sammen med Tatiana, af Angelie’s kommentar om hans heroiske kommentar, og han rystede en enkelt gang på skulderen.
”Hvis det kunne betrygge dig, så virkede det. Har ingen intentioner om at være mere Heroisk, end jeg absolut skal.” Lo han muntert, og satte sig en anelse mere til rette i cyklen, og begyndte at bevæge dem fremad.

Han lo munteret med hendes kommentar omkring hans bagtanker, og nikkede blot hovedet en enkelt gang til siden, med et højt ‘Eh’ som svar. Tit, og ofte, havde han vel, men det ville han nu også mene at de fleste havde.
Og selvom der ikke havde været nogen synderlig bagtanke ved det, følte han dog et hvis behag ved hendes omfavnelse. Om det bare var glæden ved at hun stolede på ham, og tillod ham at sætte farten hurtigere op, eller om det var varmen som de nu kunne dele, var han ikke sikker på.
Da hun havde fået handskerne på, gav han blidt hendes hænder et par klap, inden han så lænede sig frem, og fik farten sat op.
Hendes spørgsmål indtil Ravnen, fik ham til at smile bag hjelmen, og nikkede en enkelt gang.
”En af de største grunde til, at Petrov farmen kan fungere, som den kan. Samt, en af grundene til, mange af de Magiske væsner i den sydlige del af Rusland kan føle sig nogen lunde tryk.” Startede han, og nikkede en enkelt gang til Ravnen, da den skød tilbage imod himlen.
”Hans navn er Vladislav. Vladislav Abram. Han er en Old Gammel Magiker. Hvordan er han old gammel Magiker, og stadig i live? Ja, det må du spørge nogen andre om, for jeg ved det ikke. Magikere lever oftest kun en anelse længere end almene mennesker, men Vladislav var en af mine læremestre som ung, som han også var min storebrors, samt vores bedstefar.” Forklarede han, nu med fokus tilbage på vejen. Selvom han talte højt, var der nogen af hans ord det nok forsvandt i larmen, men hvis hun spurgte ind til det, råbte han det bare en anelse højere.
”Vladislav holder øje med Kejserens tropper, formationer og patruljer. Han kan komme meget hurtigt frem, med portaler, så han kan advare folk meget hurtigt. Han er.. Ruslands sidste ‘Skytsengel’.” Afsluttede han sin forklaring. Mange skyldte deres liv til Vladislav, og kun få mere bestemt end Uth’avel. Uth havde fået samme tur som resten af hans familie, hvis ikke Vladislav var kommet da han gjorde. Mindet fik Uth til at sidde i stilhed for en tid, og først reagere på Angelie, hvis hun prøvede flere gange på at råbe ham op.


Margarita kunne godt høre noget rumstere rundt oppe i tårnet, så hun havde ikke taget fejl. Hendes lille lærling befandt sig oppe i sit tårn. Hun havde ikke haft nogen lektioner i løbet af denne dag, da Margarita havde travlt med noget til ham der skulle komme på besøg i dag, og hun havde allerede udskudt eksperimenterne alt for længe.
Da Vahida endelig svarede tilbage, med hendes utilfredse bemærkning, fnøs Margarita tilbage op efter hende.
“Kan jo være du en dag vokser op, og også bliver en, din lille Grydepind!” Råbte hun utilfreds tilbage. Vahida ville godt vide, efterhånden, at Margarita ikke mente noget ondt, når hun talte på den måde. Og ‘Grydepind’, var blevet hendes nye kaldenavn, hver gang hun lavede en fejl, eller ikke opførte sig ordentligt. Det var kommet, af en hændelse, hvor Vahida næsten havde mistet sin finger, da hun havde var gået igang med at røre rundt i en bryg, der kunne have fået fingeren til at visne ind, hvis ikke Margarita havde nået at stoppe hende. Men hun kunne ikke helt bebrejde Vahida det, da hun tit havde set Margarita selv bruge fingeren, til hurtige, korte røre ture. Margarita vidste så bare, hvilke bryg der ikke ville gøre skade.

Nogen tid efter Vahida var gået på udsigt, og også lidt efter hun havde givet besked tilbage, var der først lydt et skud igennem fæstningen, som så blev efterfulgt af en mindre eksplotion. De pludselige lyde, blev så også efterfulgt af Margarita’s brokkende råben.
“Puta! Madre!” Startede hun, som så blev efterfulgt af nogen flere Russiske bandeord. ”Nej.. Nej! Så! Standard… Han får et Standard legetøj! Lige som aaaalle andre! Den satan til langøre, vil altid have sjovere, og bedre legetøj, men! Nej! Det her, gider jeg ikke mere!” Havde Vahida kunne høre efterfølge de mange bandeord. Hun talte Russisk, og hun talte stærkt, så det var nok ikke alle ordene Vahida ville have forstået, men hun ville i hvert fald have forstået utilfredsheden.


Da Vahida’s hoved var poppet frem, smilede Uth stort op imod den glade, lille tøs. Han kiggede kort over på Angelie, og lo muntert af kommentaren han havde fået tilbage.
”But, O’, my beautiful Damsel, I would never play games with your heart! She is but here, to aid me, in your salvation!” Råbte han muntert tilbage. Det havde altid været ganske lystigt at besøge den Gamle Heks, men endnu mere siden hendes lille lærling var flyttet ind. Vahida’s næste ord, fik ham til at le igen, og rystede kort på hovedet, da den barnlige sjæl fløj ind i vinduet igen. Hans øjne lagde sig så tilbage på Angelie, med et beklagende smil.
”Beklager. Skulle nok have advaret dig.” Beklagede han kort, inden han bevægede sig ind af den mørke indgang. Indgangen var kulsort på det tidspunkt, og selve det åbne hul ledte et stykke ind, før den ramte en stor, mørkebrun dør.
”Det var så Gammel Heksen’s lærling, du fik et kort glimt af der. Som.. Du nok også set nærmere, så snart vi åbner døren.” Forklarede han, og drejede hovedet en anelse, så han kunne høre hvad der skete på den anden side af døren. Det passede perfekt med, at de to Elvere ville kunne høre Vahida stoppe, lige på den anden side af døren. Han smilede varmt, og kiggede kort imod Angelie, imens han pegede lidt ved siden af døren. Han ville så vente på at Angelie trådte lidt af vejen, før han næsten hev døren op, og holdt armene ud.
”Hilde!” Startede han glad, og lod Vahida springe ud efter ham. Som hun ville kunne smide ham til jorden i en omfavnelse, kunne han undgå hendes styrke. Vahida var godt nok hurtig, men ikke så hurtig som Uth, når han havde forudset hvad der ville ske. Det var ikke ligefrem første gang. Han var blevet vælte om kuld en enkelt gang før, hvor han havde ladet som om, der intet skete. Han havde dog haft ondt i hovedet et godt stykke tid efter, da den lille, barnlige tosse, havde fået hans hoved banket imod jorden. Det bebrejdede han hende dog ikke, og ville han aldrig gøre, men det var ikke ensbetydene med, at han ville lade det gentage sig.
I stedet lo han muntert, og omfavnede Vahida bagfra, med den ene arm, og løftede hende op fra jorden, imens den anden blidt ruskede i hendes hår.
”Ha, haa.. Jeg har også savnet dig, din lille Grydepind!” Hjuplede han glad, før han satte hende ned igen, for at lade hende vende sig, og omfavne ham, hvis hun stadig ville. Hvor Margarita var begyndt at bruge kælenavnet som en rejst pegefinger, brugte Uth i drillerier. Desuden, syntes han at det var et sødt kælenavn.
”Længe siden.. Har du kunne holde styr på den gamle?” Spurgte han muntert. Han havde ikke set de to Nosferatuer, i endnu længere tid, end han havde set Petrov familien, så det var mere end bare et par måneder siden.

Som motoren under dem brummede voldsomt og tvang dem frem igennem luften, kneb hendes øjne sig ganske kort sammen, som hun forsøgte at set alt hvad der passerede dem. Hun lyttede opmærksomt til hans ord, selvom nogle af dem forsvandt I mængden. Hun måtte et par gange bede ham om at gentage, hvilket han også virkede til at gøre.

Hendes nysgerrighed landede dog, da hans bror endnu engang blev nævnt. Det var ikke første gang dette var oppe at vende som et emne, men denne gang undlod hun at kommentere nærmere på det. Hun havde fået slaget over næsen sidst, og vidste allerede at dette ikke var et emne han ville snakke nærmere om. Faktisk virkede det til at der var meget få emner, som han ville diskutere, så snart det nærmede sig noget mere personligt. Hun kunne egentlig ikke bebrejde ham det, eftersom hun ikke selv havde åbnet meget op heller.

I stedet nikkede hun blot en enkelt gang som svar på at hun havde forstået forklaringen, inden hun rettede lidt på sin siddende position, for at køre denne en anelse mere behagelig for hende. Det var trods alt en lang tur de var ude på, og selvom hun var vant til hesteryggen, så var dette anderledes på alle måder. Hun brummede utilfreds for siig selv vel vidende at hendes krop ville føle sig mørbanket når de ville ankomme, grundet uvanen.



Som de havde nået tårnet, gned hun diskret sin hånd imod den ømme bagdel, imens Uth og pigen i vinduet virkede til at være travlt optaget med deres skuespil. Hendes undrende blik drejede sig imellem de to, som hun fulgte med i deres fortælling om Rapunzel. En passende historie til at sted som dette, selvom pigen i vinduet tydeligvis ikke havde det lange gyldne hår, men i stedet et ravnsort hår, der ganske vist var langt, men ikke i nærheden af at være langt nok.

Hun stod i stilhed indtil pigen forsvandt ufattelig hurtigt fra vinduet. Angelie lagde det spørgende blik på Uth, selvom hun næsten kunne regne ud at hun ikke ønskede nogle svar på det usagte spørgsmål. Den pige var uden tvivl den mest sprudlende nosferatu hun havde mødt. De andre havde været enten dybt forførende eller alvorlige. Selvfølgelig havde det også altid været i alvorlige anliggender, med undtagelse af Mi'serable. Den kvinde ville kunne i stedet få en død til at vende sig i graven af lyst blot med et enkelt blik. Hun brummede lidt for sig selv ved tanken, inden hun skubbede den væk, som Uth begyndte at snakke til hende.



"Hun virker.. Ufattelig.. Livlig" lød hendes kommentar, af mangel på bedre ord at dække kvindens opførsel. Stemmen var undrende og en anelse forvirret, inden hun rodede fingrene igennem sit hår, for at tvinge det tilbage baf skuldrene, efter hjelmen havde uglet det en anelse op.

Hun åbnede jakken en anelse foran, for at tillade halsdækket at blive fjernet, så hun endelig følte at hun kunne trække vejret igen, inden hun satte sig i bevægelse efter Uth, indtil han stoppede foran den store port. Hun opfangede hans beskrivende blik, inden hun med et par skridt til siden trådte væk fra dørens åbning, inden hun satte hænderne afventende i siden.



På den anden side, nåede hængslerne knap nok at knirke, før hendes krop havde sat sig i bevægelsen. Døren var blevet flået op, og som hun farede fremad, kom et utilfreds hvin fra hende. Han havde tydeligvis regnet hendes plan ud, så da hun kolliderede med ham, formåede hun ikke at få væltet elveren omkuld, men mærkede i stedet hvordan hun blev løftet op fra jorden. Hendes latter sendte et kort ekko igennem rummene, som hun drillende viftede voldsomt med armene, da han uglede hendes hår igennem. Hendes fødder sparkede let ud i luften, inden hun mærkede hvordan de igen blev placeret på jorden. De røde øjne vendte sig opmærksomt imod Uth, som han konstaterede hendes følelser inden hun overhovedet havde nævnt dem. Hun rakte utilfreds tunge ad ham, inden hun lagde armene om livet på ham i endnu et bamsekram, hvor hun klemte af næsten alle kræfter, som svar på at hun faktisk havde savnet ham.

"Hvad har du bedt heksen om at anskaffe dig?" Spurgte hun derefter nysgerrigt. Vahida var ikke helt klar over hvad det var, men braget og de russiske bandeord havde fortalt mere end nok. Hun vidste at det var noget ikke normalt, selvom hun ikke havde forstået det hele, så havde hovedet sammensat sin egen forståelse allerede.

Først her slap hun grebet, for at kigge imod den anden kvinde, der netop nu bevægede sig ind igennem døren efter skudlinjen virkede mere sikker.

Angelie stoppede op en lille meter fra dem, som hun betragtede de to forundret, inden blikket primært vendte sig imod nosferatuen. Denne virkede ufattelig ung i forhold til de andre hun havde mødt. Med de åbne sår i ansigtet og på armene, var racen ikke til at tage fejl af, og selvom kvinden var død, så spillede øjnene livligt i denne ansigt.

"Hej!" Lød den ivrige og barnlige stemme fra kvinden, der daskede en anelse til Uth, som en forsinket hævn for at kalde hende en grydepind, selvom hun ikke havde noget imod det. I stedet nikkede hun til hans næste kommentar. "Jeg holder hende ung!" Sagde hun stolt, som hun blafrede håret stolt til siden, velvidende at han måtte vide at dette betød, at hun drev heksen til vanvid.

Vahidas opmærksomhed vendte sig skiftevis imellem de to, inden hendes øjne udvidede sig. "Du har fundet en partner!!!" Udbrød hun ivrigt, som hun pegede ivrigt imod hendes ører, og så på Angelies. Elverne var trods alt en næsten uddød race på disse egne. Hun grinede stort i hele fjæset, som hun klappede i hænderne imens hun hoppede en anelse på stedet. "Åh.. Vores lille Uth er ved at vokse op" peb hun og lod som om hun tørrede en tåre væk fra kinden, inden hun fniste af sig selv.


"Kom med .. Hun er inde og eksperimentere!"