Where have you been? - (Dean)

Tid: 14.50
Sted: Bjerget
Omgivelser: Træer og skovens dyr der nu og da titter frem.
Vejr: Koldt, det sneer lidt og en smule sne har lagt sig.
Påklædning: Outfit
Tag: @Dean

Det var en kølig eftermiddag da Charmeine havde forladt slottet for at gå sig en tur. Hun elskede at gå ture, så denne dag var ingen undtagelse. Heldigvis var hun ikke svimmel eller utilpas, men hun vidste også at den slags kunne dukke op ret pludseligt, så hun var opmærksom og rolig. Nu havde hun også skaffet sig en mobiltelefon, så hvis hun havde brug for noget, kunne hun altid kontakte Khá eller Bach. Hun regnede dog ikke med at det ville blive nødvendigt.

Turen var forgået nogenlunde roligt indtil videre, hun nød omgivelserne, vejret, og skovens dyr der engang i mellem tittede frem og søgte hendes nærværelse. Som engel, og med sin evne der konstant var aktiveret, havde hun med at sprede ro omkring sig hele tiden og konstant, og så snart folk var indenfordi en radius af 15 meter, ville de kunne mærke denne fornemmelse af ro der lagde sig over dem. Dyrene kunne mærke det, dufte hende, og søgte derfor hendes nærværelse. Hun nød det, og som en hjort dukkede op, vendte hun sit blik mod dyret og smilede stort. Snart kunne hun stryge det stor dyr over hovedet. Den puffede blidt til hende, og snussede til hendes mave, hvad fik hende til at smile. Man kunne endnu ikke se hun var med barn, og maven var også godt gemt under frakken.

Sneen dallede, og de bløde snefnug lagde sig i frakke og hår, og enkelte blev fangede af hendes lyse øjenvipper. Hun elskede fornemmelsen af sneen, og synet af det. Det var virkelig smukt. En dyb vejrtrækning blev taget, inden hun fortsatte sin tur.

Dean var ikke altid den heldigste, og desværre havde han nok også for vane at have lidt for ondt af sig selv. Dean havde mistet Kajika for snart ti år siden og nu havde han så også mistet sin datter Nicole. Han havde ikke set Nicole de sidste par år, og sidst han havde hørt fra hende, fortalte rygtet at hun havde solgt sin sjæl til djævlen. Dean var i panik, den eneste person der var tilbage i denne verden som han virkeligt elskede var Nicole. Dean havde altid haft svært ved at holde sig væk fra stoffer og den slags, men efter Nicole var blevet en del af hans liv så havde han holdt sig på måtte. Men hans frustration var så småt begyndt at blive større og større.

Dean sad på skråningen, rygtet sagde at det her var hvor djævlene holdte til, og Dean var klar på at smadre dem indtil de kunne fortælle ham hvor Nicole var. Det var efterhånden mange år siden at Dean sidst havde talt med Gud, han havde givet ham fingeren for llænge siden. Gud havde taget Kajika fra ham, hans bror Nathan fra ham og nu også Nicole? Dean ville så gerne bare dø, faktisk havde han i mange år ønsket bare at dø, men som engel skete der intet andet end at han røg tilbage til jorden, og det var han egentligt ved at være godt træt af..

Dean havde rejst sig op og var på vej ned af skråningen, han var nok nødt til at finde noget at spise hvis han skulle være klar på at angribe en djævel. Han havde sorte cowboy bukser på og en læderjakke. Han havde stadig aldrig fundet den mission som Gud havde givet ham for ti år siden, men Dean var efterhånden også ligelgad, det hele virkede bare så ligegyldigt.Dean gik roligt ned af siden og gled så pludseligt ned af den mudrede sandbakke. Han trillede en del meter, og kunne mærke han frontalt ramte et andet menneske for bunden, men lige nu så han kun støv, sand ogg en smule blod fra hans mund. Hvor var det dog også bare typisk hans held.

Det hele havde egentlig været så fredeligt, og hun fornemmede kun dyrene omkring sig, i alt fald indtil et andet væsen kom indenfor hendes evners rækkevidde. En del frustration, disharmoni og vrede. Hun gled blikket fra hjorten som med det samme stak i rend ved lyden af noget der kom nærmere, og Charmeine nåede end ikke at flytte sig. Hun løftede armene for at skærme sin krop fra sammenstødet, men faren der kunne have slået hende i Jorden blev afblæst som hendes nye evne aktiveret sig selv og dannede et hårdt og solidt skjold foran hende som manden ramlede lige ind i. Ærgerligt for manden at han ikke havde ramt hende, det ville have været blødere for ham, men han ville formentlig have væltet hende om eller gjort mere skade på hende, hvorfor hendes nye evne automatisk blev aktiveret for at beskytte hende.

Så snart faren dog var over, forsvandt den igen, og Charmeine knælede hos manden der blødte fra munden og tydeligvis var omtumlet. "By God, are you alright.. here.. let me help you.." naturligvis tænkte hun ikke over hvem han mon var, eller om hun var i fare, det eneste der betød noget var at hun ville hjælpe, og han blødte jo. Hvem han var, måtte hun også lige vente med at finde ud af til hun havde sikrede sig at manden var okay og ikke længere så stjerner.

Dean så ikke ligefrem sig selv som et godt menneske, faktisk var han nok kommet dertil hvor han ikke så sig selv som noget som helst. I hans yngre havde havde han altid haft det sjovt med at være "badass". Han gik i byen og samlede tilfældige kvinder op, og han syntes selv han havde en fest. Så fandt han Kajika, havde nogen år i vild kærlighed, og da hun så døde var han faldt dybere ned i hullet end nogensinde før.. Nicole havde samlet ham op, hans dejlige datter og nu levede han et liv hvor han ikke længere vidste hvem han var eller i hvad retning han skulle gå. Sandheden var dog nok bare mest af alt at Dean havde givet op og bare ikke ville mere.

Som Dean endeligt lå stille og hørte de kvindelige røst, slog han øjnene op og tørrede sig let om munden: "I'm fine" sagde han med sit syngende britiske accent. Dean var født og opvokset i London og havde boet der indtil sin død, det afslørede hans navn vel også delvist. Han talte dog også fint både fransk og en smule latin, men han brugte det ikke så ofte mere.

"The mud just got me" sagde han og kiggede op af skråningen og kom så langsomt på benene: "Sorry, are you alright?" spurgte han i en tung stemme, nok mere fordi han burde være flink end fordi han burde være interesseret. Hans øjne så døde ud, men han følte sig også efterhånden mere død end levende, den store livsglæde havde han ihvertfald ikke meget af tilbage.

Han kom sig hurtigt, og rejste sig op hvor hun så ham an. Han virkede.. bekendt. Forundret betragtede hun ham, hovedet en anelse på skrå. Hans aura var så tydelig for hende, disharmonien.. den manglende livsglæde..eller lyst for den sags skyld, det var næsten smertefuldt at føle. "No you are not, you don't have to lie.." svarede hun da han sagde at han havde det fint.

Hvad der kunne bringe ham ud i denne følelsestilstand, anede hun ikke. Charmeine havde aldrig oplevet denne form for tab som han havde været igennem. Skulle hun dog miste sin elskede mand, eller barnet hun bar rundt på i sit indre, ville hun være mindst ligeså knust hvis ikke mere. Charmeine var skabt i himlen, og havde indtil for ikke så længe siden ikke oplevet fysisk smerte eller tristhed. Mange ting havde dog forandret sig siden hun kom til jorden, for hun havde fældet tårer, af smerte og tristhed, men også af glæde og lykke. Hun havde følt meget mere end hvad hun havde gjort i himlen.

"I am fine.." forsikrede hun ham roligt, inden hun endte med at lægge hovedet en anelse på skrå og se spørgende mod ham. "You seem.. familiar to me.." tilføjede hun, inden hun rakte ud efter ham. Hun havde en underlig fornemmelse omkring manden her, men eftersom hun ikke havde set ham før var det svært at sige.

Dean delte ikke ud af noget som helst, han hadede alle, han hadede verden og han hadede sig selv. Halvdelen af udsagnene var nok falske og fordi at Dean havde opgivet alt håb, han havde ikke lyst til at være en del af verden mere. Det havde taget ham de første 50 år at åbne op for sine følelser og nu hvor han ønskede at lukke ned for dem igen, kunne han ikke rigtigt finde tilbage af den gamle stig.

"Seriously, I'm fine, it's just a scratch" sagde han og tørrede sig om munden, han regnede naturligvis med at hun talte om den fysiske skramme og den var jo sådanset til at få væk: "I'll self-heal in a minute" sagde han tomt, han var tom indeni og det eneste der virkede nogenlunde levende var de evner som Gud havde skænket ham, selvom Dean ikke følte dem så stærke som de havde været engang.

"Really?" sagde han og kiggede på hende, som var han ikke rigtigt overrasket over at hun havde set ham før: "I've problaby fucked you or your sister, or child or what the fuck ever at some point" sagde han fuldkommen koldt og uden tanke om at det ikke var passende at sige omkring fremmede mennesker, men nu havde Dean trods alt aldrig haft det store filter, men nu var det ikke engang for at provokerer mere, nu var det bare som om at der kom tilfældige ord ud af hans mund hver gang han åbnede den: "So yeah I've known a lot of chicks in Di Morga" han kom til området for over ti år siden, og kendte det efterhånden ganske godt.

Han var en underlig mand, eller.. anderledes. Hun dømte ham ikke, og da slet ikke med den triste og tomme aura han rendte rundt med. At han kunne heale sig selv gav hende en ide om at han ikke bare var et almindeligt menneske. "I wasn't talking about your wound, but your heart" svarede hun blidt og venligt.

At fortælle ham at han virkede bekendt, havde ikke lige den effekt hun havde regnet med og hans formulering fik hende til at blinke forundret. "I have only been with one man my entire life, and that is certainly not you. As for sisters, I have none. For my child, it is not born yet.. so that is not possible either" hun var stadig så ny i alting her på Jorden, at den slags formulering blev taget ret bogstaveligt.

"Good for you, I have been here less than a year.." svarede hun bare roligt. "But you are troubled, trying to content your feelings, or.. ignoring them..please.. tell me why?" endte hun spørgende og lagde blidt en hånd mod hans overarm. "I can help you.." lød hendes stemme, evnen automatisk aktiveret og spredte ro og harmoni mod ham så han ville føle knap så meget frustration, knap så meget vrede, mere kærlighed.

Dean kiggede ikke på hende, hans hjerte? Begyndte hun nu at plapre om hans fucking følelser? Han var så træt af at høre om hans følelser. Dean vidste jo at det var sandt, men han havde ikke lyst til at snakke om det, generelt ville Dean jo helst lukke ned for absolut alle følelser og ikke nogensinde åbne for dem igen, den fejl havde han begået en gang for meget og han var ikke villigt til at begå den igen: "My heart is fine" sagde han koldt og halvhjertet.

"You do a lot of shit talking, you know that?" sagde han i en irriteret stemme, hun lød som var hun lige faldet ned for himlen. Det var hun sikkert også og det var præcist grunden til at Dean ikke gad opfylde alle de her "engle løfter" og lort som folk sagde han skulle, tænk at rende rundt og være så hellig hele tiden? Det virkede fandeme op af bakke.

"You cannot help me unless you get naked..." sagde han flabet, han var lukket ned og der var langt langt langt ind i hans sjæl, den havde ikke været åben i mange år: "Stay out of my life" sagde han irriteret, hvorfor skulle han stå og åbne sig for en fremmed person som bare sådan random besluttede sig for at spørge hvordan han havde det? Så måtte hun tro om igen. Dean havde ikke planer om nogensinde at åbne den kasse igen.

Det kolde halvhjertet svar fik hende til at hæve det ene bryn i undren og lægge hovedet på skrå. Svaret var langt fra overbevisende, og især når hun med sikkerhed vidste det ikke forholdt sig sådan. Det hun følte omkring ham var anderledes, og hun funderede over hvorfor. "So you say.." svarede hun roligt og dog opmærksomt.

At han vidste hvad hun var, anede hun ikke. Hun var ikke engang sikker på hvad han var, men havde netop fået en fornemmelse af hvad han kunne være. En engel? "I am sorry, but nobody is forcing you to stay.." pointerede hun roligt. Hendes liv var vidunderligt, og hvilke engleløfte han snakkede om, anede hun ikke. Hun var en skabt engel, Gud havde skabt hende selv, og dermed ikke afkom af nogen anden engel.

Pludselig stod han og ønskede hende nøgen, og hun rynkede sine bryn en anelse mere. Hun havde ikke samme forhold til nøgenhed som mange andre, men hun havde fundet ud af at man på Jorden ikke bare rendte nøgen rundt, at det var upassende og ofte blev forbundet med noget seksuelt. Netop derfor havde hun ikke tænkt sig at smide tøjet for ham. "I am sure there is another way..me getting naked wouldn't change how you feel deep inside.." svarede hun alvorligt og gav hans arm et blidt klem. "So.. you are a lost angel.." tilføjede hun kort efter langsomt og konstaterende. Bedre kunne det vidst ikke beskrives.

Dean brød sig ikke om hendes attitude, men generelt brød Dean sig jo ikke om nogen som helst mennesker der virkede til bare at have den mindste følelse i kroppen, som om han var bange for at det smittede eller noget i den stil. Dean havde jo været der og det havde ikke været noget godt sted at være for ham. Dean rullede øjne af hendes ord, hun talte som vorherre selv, og det irriterede ham. Dean hadede Gud og i følge ham havde det ikke bragt noget som helst godt til sig at man var blevet "hævet op" af Gud. Det var bedre dengang han var halv vampyr, men desværre var den tid jo forbi efter Kajika var død.

"You really belive that shit you tell people?" spurgte han skarpt, Dean var overhovedet ikke nogen nem mand at snakke med, og hun fik ham bare lyst til at trække hende med i byen. Tænk at gå og være så stram og hellig hele tiden? Det måtte man da blive helt utrolig træt af, og sikkert også en smule skør.

"I am not lost. Unless you can tell me where the demon of this mountain is" sagde han i en kold stemme, han ville smadre ham fuldstændig hvis han kunne komme til det, og fandt han Nicole, han datter, ville han nok også smadre hende. At hun kunne finde på at sælge sin sjæl til djævle og dæmoner, det havde han alligevle ikke forventet at hende.

At han ikke brød sig om hende, anede hun af gode grunde ikke. Det var i hvert fald ikke hendes mening at gå ham på nerverne. Så rullede han med øjnene af hende og lignede en der var på selvmordere rand. Hun lagde bare undrende hovedet på skrå. Charmeine kendte ikke til hans tanker, men det var da et under han stadig var engel efter alle de tanker. Mange andre faldt for mindre.

"What shit?" Hun havde ikke engang sagt noget. Hvis han mente hun prædikede så havde han sgu ikke hørt noget endnu. "I have not met a demon here, so I am sorry, I don't think I can help you" svarede hun tydeligvis beklagende.

Mens manden her var fyldt med vrede mod alt og alle omkring sig, var hun en modsætning. Hun havde medfølelse med ham, manden var mere fortabt end han selv gik og troede.

Dean rullede med øjnene, han vidste jo godt at han bare kunne gå, men udover at han altså så sit snit for en smule drama, så havde han også bare lidt brug for at snakke med folk. Alle de her dage han havde søgt efter Nicole havde han været aleene med sine egne tanker, og det var ikke nødvendigvis en behagelig oplevelse, det var ikke altid de bedste ting der kom til ham, og Dean ville så gerne have ro på sit hoved. Det hjalp lidt når han snakkede.

"All of that angel crap, where you sound like you're gonna safe everything and everyone" sagde han i en rolig stemme og tog en pakke cigerater op af lommen og satte den ene i mundvigen: "Well guess what babe, the world ain't sunshine and flowers" sagde han og slog så på sin lighter med tommelfingeren for at tænde den.

"Hmm... Maybe I should find God myself.. I wish I could kill that guy" sagde han, i starten var han virkeligt bange for at sige ting om Gud højt som ikke var pænt, men nu havde Dean jo trods alt et dødsønske, så det kunne jo ikke rigtigt blive værre.
Han tog et sug og pustede så langsomt røgen ud imellem sine læber som han stirrede på hende, hun var sgu da meget køn, men det var nok ikke lige hende han skulle satse på.

"I know the world isn't sunrise and flowers, and I know I cannot help everybody. I will however try, because that is how I was created, the reason of my creation" svarede hun ærligt og ligeud. Fair nok at han ikke ville tro eller sprede harmoni, glæde og fred omkring sig, han kunne dog i hvert fald ikke forhindre hende i at gøre det samme.

Snart havde han dog fundet en cigaret, og begyndte at ryge, og hun mærkede sit skjold aktiveres igen hvorfor hun lagde lidt afstand til ham. Så.. cigaretter var farlig, okay så. Hendes nye evne sørgede for at beskytte hende - eller barnet - mod alt ondt, og det skete pludseligt, så man kunne ikke vide hvornår den blev aktiveret.

Hans næste ord fik hende til at stirre på ham et langt øjeblik, inden en perlende latter forlod hendes læber. Varm og oprigtig. "You are so funny" svarede hun med et stort smil. Hun troede naturligvis at han jokede, for det der.. var blasfemi der sagde noget hvis man ellers mente det.

Dean håbede lidt at hun var ved at blive sur eller irriteret, nok fordi at han så lidt følte han havde vundet. Dean kunne slet ikke forstå at man kunne være så ren og god som hun mente hun var. Hun måtte dælme være en tør fisk at date.
"So what, God created you to annoy people?" spurgte han, det var ikke så meget hendes godhed der irriterede ham, det var nok mere måden hun snakkede på, og det faktum at hun virkede som om hun var uskyldig.

"Don't play all innocent... You're knocked up, lady" sagde han og tog så et sug mere af sin smøg og pustede det langsomt ud imellem hans læber. Måske hun også irriterede ham lidt fordi at han vidste a than måske burde være sådan der, han var jo også engel. Men han gad ikke være hellig og alt det, han ville bare gerne feste og have det sjovt.

Han kiggede i mod hende: "I need to make a deal with the devil" sagde han lidt henkastet, Nicole var det absolut vigtigste i hans liv og han var nødt til at prøve at finde hende.
"I Mean it... There is no such thing as God" sagde han i mod hende, også ville han skide på om hun var skabt af selveste Gud, for Dean var sikker på han ikke eksisterede.

Hun var hverken sur eller irriteret, nærmere forundret over hvordan man bare kunne leve et liv som det han gjorde. Hun var desuden hverken hellig, ren eller god.. hun var bare sig selv. Alle de fortolkninger han havde om hende, var selvskabte, ikke nogen hun selv havde ytrede med ord. "Annoy people? No, that is not what I was created for.." svarede hun. Han ville ikke forstå det selv hvis hun gik i detaljer, så hun undlod det indtil han selv spurgte direkte.

"Knocked up?" spurgte hun forvirret. Hvad det udtryk betød anede hun af gode grunde ikke. Hun havde ikke hørt det før, og det forvirret hende. "As to be innocent, I am not.. nobody is.." igen var det hans egen fortolkning.

Han forvirrede hende, virkelig. Denne mand forvirrede hende, og hun anede ikke hvordan hun skulle forholde sig til ham. "Making a deal with the devil? God doesn't exist? What kind of angel are you?" mumlede hun spørgende dog uden rigtige at spørge. "A fallen one?" tilføjede hun spørgende mens han røg videre. Det passede bare ikke ind i hendes forståelse.