Questing, adventure and danger [Bassemanden]

At hun mente at der var være måder at gå ud på, fik hans krop til at sitre i et sekund , og ryste et par gange på hovedet.
”Don’t.. Want to think about that..” Mumlede han stille, inden han fortsatte med det han havde gang i. Han kunne sagtens tænke på være måder at gå ud på. Men han -havde- hellere ikke lyst til at tænke på dem. At stirre ned i gabet på et monster, virkede som noget der burde være det værste man kunne forestille sig. Verden var et dystert sted, hvis man kunne forestille sig det være. Eller havde -set- det være.



Natasha nikkede ivrigt da hun nævnte hendes navn, og betragtede kort hånden der kom imod hende. Hun lukkede øjnene da de kom tæt på, og bed tænderne sammen. Hun var ikke forsigtig med hånden, for hun vidste hvad den betød. Og da hendes hud begyndte at trække sig, da det under dem var healet, rykkede hun sig ikke ud af stedet. Det var ikke altid en behagelig følelse, men en pige som Natasha var meeeget bekendt med healing magier. Antallet af skrabe, brud og forstrækninger hun var kommet hjem med, og som hendes more havde måtte heale, var utallige. Så hun havde siddet i situationen før, og tog det helt roligt ved situationen. Det gjorde hendes bror dog ikke. Det var tydeligt at han stadig ikke var helt tryg ved hende. Han forblev bag i teltet, og betragtede hende med forsigtige øjne.
Da Natasha’s ansigt var healet helt, åbnede hun øjnene igen, med et kort ryst på hovedet, for at skubbe den mærkelige følelse væk. Da hun gjorde, samlede hendes gyldne lokker sig omkring hendes hoved, og hun kiggede op med de store pupiller igen. Med hendes ansigt healet, kunne man se hendes ansigt ordentligt, og der var noget umådeligt bedårende ved det. De specielle katte træk var kærtegnene, over det smukke lille ansigt. Det virkede næsten unaturligt smukt. Hun smilede stort da hun fik Angelie’s navn, og nikkede en enkelt gang, imens hun satte sig en smule op på hænderne.
“T.. Tak.. Angelie!” Takkede hun smilende, og kiggede tilbage på hendes bror, da han blev spurgt om han var okay. Han forblev hvor han var, og stirrede ud fra den lidt mørke krog han sad i. Natasha fniste med et tandfyldt smil, og kiggede tilbage på Angelie.
“T.. Tag dig ikke.. Af.. Ham. Han er.. Bange for… For alting..” Drillede hun, stort smilende, hvilket fik hendes bror til at fnyse stille.
“Jeg er forsigtig.. Knurhår.” Brummede han utilfreds, inden han satte sig en anelse frem også, og kiggede op på Angelie. På trods af at han virkede menneskelig, så var han præcis som hans søster, en umådeligt smuk lille dreng. Hans ansigtstræk, og kropsbygning, gav en perfekt idé om hvilket pragteksemplar denne knægt ville være når han voksede op. De virkede umenneskeligt smukke, hvilket de også var.
“Jeg er okay.. Jeg bed heller ikke en af dem i benet, som en idiot…” Brummede han af hans søster, og kiggede ned på hende. Hun surmulede op til ham, og skubbede ham en anelse med den ene hånd.
“Han hev mig i.. I.. Volosy!” Vrissede hun af ham, hvilket fik ham til at smile let, imens han lagde hånden på hendes hoved.
“Håret.. Han hev dig i håret.” Belærte han, og hun var endnu engang hurtig til selv at sige ordene. Det var hendes måde at lære hurtigt.
“Han hev mig i håret!” Gentog hun, og fnyste af ham.
“Ja, ved jeg. Han fortjent det også.” Nævnte hand, inden han kiggede tilbage op på Angelie. “De virkede ikke til at ville skade os. Som om.. Det ville nedsætte prisen på os, ved den de ville sælge os til. Tror køberen ville prøve at manipulere os, til at ville arbejde for dem, med et eller andet. De.. Var ikke særligt rare mennesker.” Forklarede Andrei, imens han kiggede tilbage op på Angelie. Drengen virkede til at opfange en anelse mere end en dreng på ti burde, og formulerede det bedre end nogen voksne højest sandsynligt ville, havde de været ude for det samme som de to.
Hendes bemærkning ved arene, fik Natasha til at fnise igen, og rejste sine knæ en anelse, så hun nærmest stod på alle fire. Det virkede til at hun havde en masse energi, hun havde brug for at komme af med. Begge børn nikkede dog blot, da hun bad dem vente, og forblev lydigt hvor de var.


Da Angelie var ved at være færdig med at samle de døde sammen et stykke væk fra lejren, tak Uth sit sværd ud fra halsen af hans sidste offer. Han løftede sit sværd op foran sig, og fandt et stykke stof frem fra en lomme, som han begyndte at gøre det rent med. Han kiggede over på Angelie da hun begyndte at tale, og klukkede først ved hendes bemærkning om at udnytte hende i hans trussel. Dog rejste han øjenbrynene en anelse, da hun udtalte den drillende kommentar, før han nikkede hovedet fra side til side.
”Chop, chop…” Efterabede han, med en dramatisering af Angelie’s måde at sige det på, før han gled ud i et bredt smil. ”Look who’s being all bossy.. -And- humorous.” Klukkede han, imens han lagde sin fod på stenen omkring den dødes arm, og skubbede en anelse. Dette fik de faste sten til at løsne sig, og falde ned fra den udsplattede arm, nærmest som de havde fra Uth. ”And of course I’d use you as a threat.. You are waaay more scary than me, Angelie..” Han indrømmede at han havde overhørt hendes rigtige navn blive udtalt, og smilede varmt, inden han rakte ned og løftede op i den dødes ene ben. Hans øre lignede godt nok et menneskes, men de var stadigt en Elvers.
”Pretty name, by the way. And.. Somehow. It warms my heart, that you are unable to lie to children. Almost makes you seem.. Civil.” Drillede han lidt, inden han begyndte at trække i liget med den ene arm, hen imod bunken af de andre, gemt væk bag den store sten. ”All of that was compliments, please don’t misunderstand.” Tilføjede han, uden at kigge tilbage. Hans arm virkede ikke til at skulle arbejde hårdt, for at trække det afdøde lig, og han kunne næsten kaste liget om på den anden side af stenen. Næsten. Liget kom ikke så langt, så han skubbede det resten af vejen med en fod, før han vendte tilbage imod teltet.

Det sekund Angelie gav dem lov til at komme ud, blæste læderet ved indgangen op, da Natasha hastigt kom ud, let foroverbøjet, tilsyneladende klar til at løbe på alle fire. Hun kiggede hurtigt hen imod Angelie, og så Uth komme op på siden af hende. Hendes øjne lagde ikke engang mærke til blodet omkring hende, men de fyldtes med tåre i det hun hastigt satte imod Uth. Uth sukkede stille, med et ryst i hans stemme, imens han faldt ned i knæ, med armende ude.
”Natasha…” Klukkede han, før han måtte synke en stor klump i halsen. En tåre viste sig ligeså i hans øje, da den lille pige næsten var i armende på ham.
“Utha!” Hulkede Natasha, inden hun hamrede imod ham, og lagde armene omkring hans liv, som på den høje mand nu var tilpas med hendes højde. Uth’s ansigt skar en grimasse i smerte, men han ignorerede det, og lagde hurtigt armene om den lille piges hoved. Han satte sig en anelse mere ned, så han kunne kramme om hendes ryg, og hun lagde armene om hans hals, og begyndte at ae hendes kind imod hans hoved, meget som en fornøjet kat.
Andrei var mere forsigtig med at komme ud, dog satte han også hurtig i løb imod Uth, da han var kommet ud. Uth lo let, og rakte armen ud imod ham ligeså, og krammede ham med ind sammen med hans søster.
“Tak Avel.. Så mange tak.. Vi.. Vi var bange for, a.. At du ikke ville finde os f.. Før.. Før vi blev solgt videre.” Hulkede den unge dreng, og pressede hans pande imod Uth’s skulder. Uth tyssede stille på ham, og kyssede ham i håret, med et lille hulk af hans eget. Han ville ikke indrømme, at han havde haft den samme frygt, gemt i sig imens Angelie og ham havde rejst derimod.
”Shh.. Selvfølgelig nåede jeg at finde jer.. Shh, det er okay.. Nu.. Nu skal vi bare have jer hjem..” Sagde han stille, og ruskede langsomt fra side til side med de to børn i armene.
Det tog et stykke tid, før at de tre endlig trak sif fra hinanden, og Uth ruskede dem begge i håret, med en glad klukken, inden han kiggede op på Angelie.
”Ja, I har jo mødt Angelie. Hun sagde ja til at hjælpe mig med at finde jer. Hun kommer langvejs fra.” Introducerede han, og de to børn kiggede op på hende igen, deres øjne stadig røde efter at have grædt tåre af glæde. Natasha smilede stort, og tog et par hastige skridt over til Angelie, for at ligge armende omkring hende, hvis ikke hun blev stoppet.
“Tak Angelie!” Takkede hun ivrigt. Andrei var igen mere forsigtig, og kiggede opimod hendes øjne, ventende på en chance for at hun kiggede tilbage. Når hun gjorde, bukekde han hovedet, og ryggen, en anelse formelt.
“Mange tak, Angelie.” Takkede han, lige så formelt som hans buk havde været, hvilket fik Uth til at klukke stille, og ruske ham i håret igen. Andrei fniste stille, og skubbede hans hånd væk.

Først da, faldt Natasha’s øjne på Renovdro, og hendes ansigt blev åbent i et stort o, og hun slap Angelie.
“Wooow!” Udbrød hun i fascination, før hun slap Angelie, og tog et par hastige skridt hen imod det store dyr, der nærmere var gigantisk ved siden af hendes lille krop. Uth rejste sig hastigt, og var mere end klar til at hoppe over for at stoppe Natasha, hvis ikke Angelie gav ham et tegn på at det var okay, eller selv stoppede hende i at gøre dyret nervøst. Dog var Andrei ikke lige så stolende.
“Knurhår!” Kaldte han beodrende, og stampede i sneen en enkelt gang. Natasha stoppede brat op, og lagde hendes øre ned en anelse. “Hold op med at gå imod alting, uden at tænke!” Forlangede han, med en skræmt stemme.

Efter de begge var kommet frem fra bagenden af teltet og Nataschas ansigt var blevet Healey, måtte Angelie holde vejret en enkelt gang. De var jo indbegrebet af perfektionisme, begge to. På hver deres måde, men uden tvivl de kønneste børn hun nogensinde havde set. Der var tydeligvis noget overnaturligt af en art. De var ikke bare mennesker.
Undrende overvejede hun hvilken race de tilhørte. Dog besluttede hun sig for, st hun ville spørge Uth, når lejligheden bød sig. Dette var ikke tiden til at finde ud af det.
I stedet sad hun blot ventende, som de to mundhuggedes en anelse frem og tilbage. Øjenbrynet hævede sig let, da drengen pointerede at han var forsigtig og ikke bange. “Han har ret, at du ved det.. forsigtighed kan være en fordel..” Angelie var rimelig sikker på, at et sådan råd ville være glemt lige så hurtigt. Pigebarnet havde sindet af en kat, og katte var for nysgerrige til at være forsigtig.. og frembrusende. Pigen ville ikke være forsigtig nu eller senere.
Hub smilede let, inden dette blegnede en anelse ved forklaringen. Så de skulle videresælges. Hvem kunne mon have gavn er to små unger? Hun forstod ikke helt det med børneslaver. Jo de kunne brækkes og opbygges, men børn.. nej det var ikke noget hun ville acceptere. Hun behøvede ikke sige det, men i blikket lå der et usagt løfte om at dette aldrig ville ske. Det ville hun ikke tillade så længe hun havde noget st skulle have sagt.
Et kort øjeblik mindede hun sig selv om, at hun jo ikke havde tænkt sig at blive hængende.. men dette.. for dette kunne hun måske.. hun skubbede tanken væk hurtigt, som hun rejste sig.

Hendes blik vendte sig næsten trodsigt imod Uth, som han virkede til at gøre grin med hendes måde at hundse med ham på. Han var dog et stort smil, som han drillede hende med kommentarerne. “Kids don’t need to see this, now move along” brummede hun ad ham, da stenene faldt ned fra manden på jorden. Hun sukkede næsten opgivende af ham og hans glade selv. Der var intet, der kunne skyde igennem den mand, var der.
Hun bukkede sig ned og samlede den afrevne hånd op, som hendes pisk havde flået af tidligere. Hun rev et stykke af hendes bluse, for st svøbe hånden ind i dette. Hendes hingst ville blive glad for st stykke kød på tilbagevejen. Det var ikke sikkert de var så heldige som sidst.
Det var først da han udtalte hendes navn, at hendes kæbe faldt et par centimeter imod jorden. Et par uforståelige eder blev svunget imod hende selv, som han fortsatte med at komplimentere hende, og snakke om hvordan hun ikke kunne lyve over for børn.
Hendes øjne skød lyn imod hans ryg, imens hun overvejede hvad hendes chancer var for at kvæle ham i læbet af en nat. “Great.. my big mouth have done it again.. so yea I can be civil and human..like.. you got me.. I happen to adore children, so don’t use it against me!” Forsvarede hun sig, efter at have besluttet at der ikke var nogen chance for at hun kunne skjule det for ham alligevel. Det var trods alt den første grund til, at hun havde sagt ja til at tage med på farten.
“And Thanks” tilføjede hun lavmælt, da han havde fået kastet liget bag stenen. Der var flere grunde til dette tak. Dels fordi han syntes hendes navn var pænt, men også det faktum, st han havde ageret levende skjold for hende, så hun havde haft muligheden for at nå inden for en rækkevidde, uden st blive en nålepude.
Med en hånd imod brystet, tog hun en dyb indånding og lod øjnene glide i et øjeblik, som hun mærkede den døde krop ved siden af hende, så jun kunne støtte sig op ad denne.

Da hun havde kaldt efter ungerne, så hun dugen flyve op med et smæld. Pigebarnet var på alle fire, of kiggede ganske kort på hende, inden denne så Uth og tårerne pressede sig fremad. Pigen løb, og med den fart hun havde på, forventede hunnæsten at Uth ville falde bagover ved kollisionen. Hendes øjenbryn hævede sig overrasket i vejret, DS drengen foretog sig noget hen ad det samme.
Stillestående betragtede hun de tre i omfavnelse, og følte sig måske en anelse malplaceret i dette øjeblik. Hun kunne ikke mindes et øjeblik, hvor så mange følelser blev vist åbenlyst i nærheden af hende, og det bragte hende en anelse ud af sig selv. Hun kiggede kort rundt på omgivelserne, da hun hørte drengen berette noget hen ad det samme, som han havde fortalt hende, dog med lidt andet.
Hendes øjne lagde sig på dem igen, og hun kunne ikke lade være med et føle varmen strømme fra dem, som Uth lovede, at han ville have fundet dem i tide. Det var det eneste rigtige at sige, selvom virkeligheden nemt kunne have været en anden.

Da de endelig slap hinanden, hørte hun hans præsentation af hende. Angelies blik vendtes imod hans, og før hun vidste af det, mærkede hun omfavnelsen af den lille pigekrop. Hendes øjne voksede forskrækket og kroppen blev stiv og ikke en muskel i hende bevægede sig. Det var tydeligt st se, st dette ikke var noget hun var vant til, og ærligt, var hun ikke sikker på hvordan hun skulle reagere på det. Hendes hånd klappede let pigen mod hovedet, inden hun kløede hendes hovedbund et par gange.
Derefter vendte blikket imod drengen, der havde prøvet at fange hendes et par sekunder. Hun modtog hans formelle buk, og stadig med pige krammende om hende, nikkede hun tilbage på samme måde.
“Selv tak i to” hviskede hun let, inden hun mærkede befrielsen fra omfavnelsen. Hun huskede langsomt hvordan man trak vejret endnu engang, og opfattede derfor ikke hvad der foregik, da Natascha udbrød et wow.

Hestens Hove trippede utilpas da pigen nærmede sig, og Angelie kom hastigt tilbage til virkeligheden, som hun skubbede dyrets hovede opad, inden han fik den gode ide at tage en smagsprøve. Pigen havde kommet for tæt på til st hun ville kunne nå at stoppe ham med ord, så derfor gjorde hun dette. Renovdros tænder klappede sammen imellem luften, inden hendes strenge stemme skar igennem. “Xuat Renovdro!” Beordrede hun bestemt, inden hun klappede ham forsigtigt på forstokket af halsen.
Hun havde ikke set eller hørt hvad der var blevet sagt imellem de andre, da hendes fokus havde været nødt til at være lige her. Hun trak hovedet ned til hende, så hendes mund var ud for hans øre.
“Usstan zhaun jhal xun nindol whol uns'aa lu'Dorn belbau dos natha shaa” hendes stemme skiftede over i en blid og lokkende hvisken, inden hun hørte hingstens lave brummen af accept.
Angelies blik vendte sig imod pigen, inden hun trådte et skridt til siden, så hun kunne lade Renovdro træde et skridt fremad. Dennes døde øjne sænkede sig, så han kunne stirre direkte ind i Nataschas. Ånden stank af råddent kød og fra munden ville mand stadig se blod dryppe indimellem efter hans måltid.
Årvågent holdt Angelie øje, for at han ikke skulle få gode ideer, selvom jun tvivlede på, at han ville trodse hendes ord. Endnu et fnys sendte en tåge af kold ånde imod pigebárnet, og Angelie nikkede let, inden hun smilede.
Hvis Natascha ikke var trådt væk eller flygtet, ville hun nu sige “han siger du gerne må klappe ham”.
Hun ville dog ikke tilbyde at hun kunne give ham sin gevinst for at opføre sig pænt. Det ville virke lidt for makabert at se et pigebarn fodre en hest legemsdele.

Sent from Topic'it App

Uth var et stort smil, da Angelie startede hendes lille rant om at have talt over sig. Han holdt defensivt en hånd op, og sendte et falskt, fornærmet udtryk tilbage imod hende.
”Me? Abuse excuses to annoy someone? Nooo, I’d never. Pinky promise.” Låvede han sarkastisk, med et drillende smil over læberne, inden han fik smidt liget hen hvor det skulle være. På hans vej tilbage imod hende, udbrød hun hendes tak, og han kiggede op med et lille smil.
”You’re welcome. And thank you back. We worked together pretty well, then. I’d say you definitely deserve your fifty percent of the jobs pay.” Roste han hendes evner, og klappede hende en enkelt gang på skulderen. ”Even though.. You do scare me a little. But don’t take that against me, I scare easily of redheads.” Udbrød han sarkastisk med et stort smil over læberne, inden han sørgede for at få kaldt børnene ud, så hun ikke rigtig kunne nå at reagere på hvad han sagde, uden børnene så det. Han tog ligeså et stort skridts afstand fra hende, så hun heller ikke kunne slå ud efter ham.

Da Angelie var blevet omfavnet, hejste Uth en hånd imod læberne, og bed et grin tilbage, af den stive kvinde. Det var så tydeligt hvor akavet dette var for hende. Omtrent lige så tydeligt som det var, at Uth var ved at flække af grin. Det var helt fremmed for ham, denne akavethed. Han havde forlængst hængt formaliteter, skam og forsigtighed på hylden. Disse ting havde kun sænket ham, og var begyndt at kede ham. Skam havde dog været mere en nødvendighed, og havde slået ham i hovedet den dag han havde lagt denne på hylden. En dag han sjældent huskede, og ønskede at han aldrig ville.
Fra Natasha kom der en lav lyd, der næsten kun kunne sammenlignes med en spinden. Den var ikke helt menneskelig, ej var den helt lige som en kats. Hun fniste let da endelig slap, og så så det store kreatur.

Uth åndede lettet ud, da han så at Angelie havde styr på situationen, og rystede kort på hænderne, da han indså at hans negle havde boret sig ind i hans håndflader. Andrei var stadig lige så nervøs som han havde været før, men der var ingen chance for at han trådte tættere på det monster. End ikke for at trække hans søster væk. I stedet stod han stille, og bed sig lydløst i tandkødet.
Natasha’s øre forblev lagt ned i hendes gyldne hår, imens hun forsigtigt kiggede imellem Angelie, og Renovdro, imens Elveren snakkede med dyret. Hendes hoved gled en anelse på skrå da Angelie trådte til side, og hesten frem, og løftede sine hænder op foran sig, med et stadigt forsigtigt blik. Det virkede til at pigen havde lært, at når Andrei snakkede til hende som han netop havde gjort, eller måske stampede i jorden, skulle hun høre efter, og blive forsigtig. Hvis det var sådan det var, så var det meget tydeligt at hun var mere lydig end en kat var. Hun havde stadig næsten fået sig selv ind i en farlig situation, men hun kunne også finde ud af at høre efter.
Da hesten prustede, kneb pigens øjne sig en anelse sammen, og hun holdt tydeligvis vejret, imens øjnene lagde sig en anelse længere ned. Dog virkede hendes blik ikke komplet ubehaget ved øjeblikket, da hun begyndte at fnise bag efter. Hun kiggede ikke engang op til Angelie da hun fik lov, men fniste istedet glad, rejste sig på tæer, og klappede akavet hestens mule.
“Stor.. Og.. Og.. Og.. Pruster. Som.. Som… Papa!” Udbrød hun, inden hun gik hen ved siden af Renovdro’s ben, og klappede den blidt der.
“Equus og Cervidae familien ligger også tæt..” Tilføjede Andrei, der stadig holdt en stor afstand. Uth klukkede en enkelt gang over den lille ‘know-it-all’, og kiggede ned på ham betænksomt. Han knælede så ned ved hans side, og fik hans opmærksomhed.
”Andrei.. Your sister. Was she in one of her forms, when you were kidnappede?” Han hviskede ikke synderligt stille, da han vidste at Natasha ikke forstod Engelsk, og det fangede hellere ikke hendes opmærksomhed. Andrei rystede hastigt på hovedet.
“No, not.. Not even.. Eyes?” Uth nikkede, for at fortælle at det var rigtig det han sagde, inden han begyndte at klø sig selv på hagen.
”And.. No way.. They knew about your mother? Or father?” Tilføjede han, stadigt hviskende. Andrei rystede mere langsomt på hovedet denne gang.


“No.. Don’t think. Seen? Before? No.” Uth rystede på hovedet, og klappede Andrei blidt på skulderen, imens han rejste sig med et overrasket, og forviret blik. Hvorfor ville de så kidnappe dem? Det passede heller ikke helt ind, at de ville sælge dem til nogen. Dog var der løsesumme på nogen racer, som de udøde, Varulve og Elvere, men det var det på ingen af de to børns racer. De blev bare fængslet, hvis set. Det gav ingen mening, fordi Uth helt havde glemt at tænke på, at nogen mennesker blot var onde, punktum. Og at det ikke altid kun gik ud over væsner.
Imens de to havde hvisket md hinanden, havde Natasha holdt tæt øje på en af Renovdro’s sår, og kiggede nu op på Angelie.
“Han.. Ondt? Har ondt?” Spurgte hun, en anelse bange for hestens skyld, imens hendes hånd blidt aede imod hestens hår.

Hendes blik lovede ham et skarpt tilbageslag, som han nøje fik timet sin sidste kommentar med at børnene kom frem. Dette var ikke noget hun ville sige i deres påhør. Hun havde allerede fået forståelsen af, st de forstod langt mere end hvad normale børn i den alder burde.
“This isn’t over” hviskede hun i stedet lovende til ham, dog uden at slå ud efter ham. Hun ville tids nok få den mulighed var hun sikker på. Selvom det ikke lå til hende, at holde sig tilbage. Ikke desto mindre havde han reddet hendes skind på flere måder allerede og hun stod vel i en form for gæld. Et smil var i stedet skjult på hende, som hun rystede let på hovedet over hele denne rejse. Den havde vist sig ganske interessant og selvom hun ikke var meget for at indrømme det.. ja så havde den også være en velkommen distrahering. Hun havde nydt det, selvom de var uenige om stort set alt.
Da hun så så hvordan han var ved at brække sig ad grin, skød hendes øjne faretruende gnister imod ham. De lovede endnu engang en hævn hvis han skulle lade latteren komme helt frem.
Selv forsøgte hun blot st få kontrollen tilbage imens pigebarnet spinden brummede imod hende.

Det var først da hun havde fået tæmmet bæstet, at hendes blik hævede sig for at tillade hende at trække vejret dybt ind. Hun kiggede kortvarigt på Uth, da hun bemærkede at hans negle havde været boret ind i de knyttede hænder, som nu løsnede sig. Hun havde selv været anspændt ved situationen. Det var første gang nogle som helst bare havde forsøgt at gå hen til hendes hest, og Renovdro kendte derfor heller ikke til et sådan scenarie.
Og havde hendes lokkemiddel ikke virket, ville Natascha heller ikke få lov at komme tættere på. Hesten var død og selvom han var loyal, så ville der altid være begrænsninger for dennes tålmodighed. Man kunne ikke tvinge døden til noget,, man kunne snyde den eller lave en handel, hvor hun havde gjort det sidste.
Dog blev hun stående i nærheden for at være sikker på, at der ikke ville ske noget uventet. Hendes øjenbryn hævede sig undrende, da hun snakkede om deres far, og Andrei belærte hende om ligheden imellem de to dyrefamilier. “Clever little lad eh” mumlede hun overrasket, som hun igen blev mindet om, at disse børn ikke bare var børn. Hun havde sagt det af ren venlighed, og hendes stemme fortsatte overvejende. “Shapeshifters i assume”. Denne gang var kommentaren henvendt imod Uth. Børnenes far måtte vel være en formskifter, siden hesten kunne minde dem om en Hjort. Det ville også forklare pigebarnet kattelignende udseende og opførsel. Der var dog uden tvivl mere, for der var stadig den unaturlige skønhed over dem begge.
Tænkende faldt hun på en levende race, der besad dette udover elverne. “Aspara” dette var henvendt til hende selv, som hun tænkende trommede fingrene imod hendes underlæbe.

Det var da Uth begyndte at tale til drengen, at hendes ører spidsede sig nysgerrigt. De snakkede på engelsk og Natascha virkede ikke interesseret i samtalen, det var Angelie derimod. Hun fulgte nøje med, og overvejede hvad alle de spørgsmål handlede om, udover det faktum at alle racer blev fængslet eller dræbt på stedet. Også børn?
Hun forholdt sig stille inden hun så til hvordan Uth rejste sig en anelse forvirret. Forståeligt, eftersom de kom fra en tid hvor racernes udryddelse var højdepunktet på listen. Angelie dog, ja hun vidste en anden grund, der var højest på listen hvor hun kom fra.
“To gain power.. doesn’t necessarily mean they knew beforehand.. children are a strong weapon to gain power and loyalty from people” hun trak let på skulderen, imens hun dog håbede at det ikke var sandt. Det var et område hun kendte til som bagsiden af hendes hånd. Selvom hun aldrig havde brugt andres børn i det mål, så lå det stadig usagt, st havde hendes tidligere forlovede bedt hende om det.. så havde hun også gjort det.
Hendes blik vendte sig væk fra de to mænd og ind imod Renovdros flanke, for st skjule det korte glær af skam, der var gledet over hendes ansigt. Det var et emne, som hun ikke ville ønske at snakke videre om.

Hun blev dog heldigvis afbrudt i sig selv. En dyb indånding sendte luft rundt i hendes krop igen, inden hun kiggede ned på Natascha, der snakkede til hende. “I dont..” hun stoppede sig selv, og huskede at barnet ikke forstod engelsk. Et let smil hævede sig, inden hun rystede på hovedet.
“Han har aldrig ondt,, der er ingen liv i han, ligesom der ikke er liv i vampyrer” svarede hun roligt, som hun så til, imens pigen strøg hans hår forsigtigt.
Hun havde en fornemmelse af st en sådan kommentar ville skabe flere spørgsmål, og hun gjorde sig klar til st svare på dem så godt hun nu engang kunne.

Hun bevægede sig nu over ved siden af Uth og kiggede let på ham, “we should move.. find a .. cleaner place to camp for the night” foreslog hun, eftersom ingen af dem formegentlig ville sove i denne lejr. Det var også for farligt, i tilfælde nogle ville lede efter mændene.
Hendes øjne lagde sig på hans sår i siden. “You should let me fix that” tilføjede hun en lille smule bekymret. Han ville ikke kunne være ved sine fulde evner når han var såret. Og børnene havde brug for, at han var ved fulde fem.
Hvis han protesterede imod hendes tilbud, ville Angelie prikke to fingre imod hans sår for at bevise sin pointe, hvis han ikke afveg hende.

Sent from Topic'it App

Hendes små trusler om hævn, både med ord og øjne, var ikke længere noget Uth frygtede. På trods af at hun snakkede om at blive frygtet, så havde hun et godt hjerte. Hendes hævn, ville nok være omtrent det samme han ville hævne sig med, hvis han selv var den der blev drillet. Men han rejste hænderne defensivt, imens han fortsat forsøgte at holde sin latter tilbage, og tog sig lidt til brystet. Det var et stykke tid siden, at han havde leet så meget som han havde i dag. Hvilket var sjovt at tænke på, når man overvejede dagen ledsager. Angelie virkede kold, kynisk of forsigtig, hvor Uth var det direkte modsatte. Men der var noget ved Angelie, der gjorde hende en fantastisk ledsager for Uth. Hun kunne få ham til jorden, skulle han komme for højt op at flyve, dette var han allerede sikker på. Pluds, det var sjovere at drille dem, der faktisk lod sig blive en smule fornærmet en gang imellem. Indtil videre var han også kun gået en anelse over en grænse, af hvad han havde lagt mærke til. Så et eller andet sted, mente han også at hun havde nydt det. På trods af at hun gjorde sit bedste for ikke at udvise sine følelser.

Da Angelie gav Andrei et kompliment, kiggede han hurtigt imod jorden, og de røde overflade på hans kinder blev ekstra tydelige på grund af kulden. Der var dog også et hint i hans ansigt, der udviste hans stolthed. Han nød at vide ting. Og han nød at fortælle hvad han vidste. Det var dog sjældent han ikke kunne holde på hemmeligheder, da han også allerede forstod hvor vigtige sådanne kunne være. Det blev man nødt til hurtigt at lære, I Rusland.
Da Angelie nærmest spurgte om de var Harmskiftere, kiggede Andrei op på Uth, som kiggede tilbage med et lille smil. Han nikkede en enkelt gang imod Angelie, hvilket fik den lille drengs blik til at glide imod hende, og nikkede et par gange, nu også med et lille, forsigtigt smil.
“Ja. De.. Foretrækker dog Navaio..” Han skulle til at fortsætte, men blev kort afbrudt af Uth.
”Nava. Jo..” Rettede han blidt, hvilket ikke slog Andrei ud af hans spil, men han rettede hurtigt sig selv. Han vidste at han udtalte det en anelse forkert, da lyden lå anderledes på Russisk, hans modersmål. Og hver gang han lærte, blev han stærkere. Det havde hans mor altid fortalt ham.
“Navajo. Harmskifter, eller ‘Shapeshifter’, bliver oftest også brugt som kælenavne til andre, der kan ændre sig til alt muligt. Fx Varulve, hvor det er en forbandelse. Eller de uhyggelige Dobbeltgængere fra Finland.” Fortalte han, med en tale som en lære, der var i gang med at belære sin klasse. Dog, var han en god lære. Han fortalte det ikke som om andre var dumme, for ikke at vide det han belærte.. Men fordi han ønskede at andre skulle vide det, og fordi han elskede at fortælle. Og da Angelie lidt efter nævnte Aspara, nikkede Andrei igen, igen med et ganske kort kig over imod Uth.
“Ja.. Mig, og min mor, er ren Aspara. Natasha er halvt Aspara og Navajo, og min far ren Navajo.” Fortalte han igen. Uth klukkede let, og hostede i hånden.
”Den sorte buk.” Han smilede drillende, imens Andrei slog ud efter ham. De begyndte dog begge at fnise af faderens kælenavn, som denne havde givet sig selv.

Med Angelie’s forslag, knækkede Uth’s læber i et mere trist udtryk, imens han nikkede et par gange. Det var forfærdeligt, når dårlige mennesker, manipulerede unge folk til at blive det samme. Andrei, til gengæld, så en anelse forvirret ud.
“Power? How? We where.. Just.. Children? We have.. Magic?” Uth nikkede. “Magic in our.. Blood. But.. They didn’t.. Know that?” Spurgte han, og kiggede frem og tilbage imellem de to. Uth’s læber smilede igen, og han rystede på hovedet med en kort latter.
”You pick up on far more, than you should, little man. I really need to get used to that brain your mother gave you.” Drillede han kort, inden Natasha stillede Angelie et spørgsmål, hvilket distraherede hende, så Uth satte sig for at svare. Han knælede ned ved siden af drengen, imens han kiggede imod hans søster, og pegede.
”You, and your sister, are unnaturally smart for your age. Most children are.. Malleable. Easily manipulated, into believing the person in question is right. Even if they are horribly wrong, or even evil in that. And, children are the future of former generations. Kinda.. ‘You are only as strong, as the generation you raise’. So evil people, will manipulate children, into creating a future generation that benefits them. That way, they get more followers. Understand?” Forklarede han, langsomt, imens Andrei nikkede, og lagde hovede frem og tilbage på skrå.
“I.. Think I do.. But.. Who’d do such a.. A thing?`” Spurgte han, stadig en anelse forvirret. Uth lavede en kort grimasse, imens han rejste sig og ruskede Andrei’s hår.
”Sadly, a lot of people would. The world is filled with manipulative folk. But don’t underestimate these manipulated children. Sometimes, they rise stronger then they ever could have, with a gentle upbringing. And then -they- sometimes become the evil, manipulators. And.. Sometimes, they break free. It doesn’t always have to end badly for these kids.” Forklarede han, og gav en lidt bedre slutning på forklaringen, end han måske havde tænkt. Den realistiske side af ham, ville have tilføjet at den anden mulighed, var en del mere sjælden. I hvert fald, ud fra hans erfaring.


Natasha kiggede op på Angelie, og lyttede spændt. Hendes hoved gled en anelse på skrå af forklaringen, og kiggede op på hesten igen. Man kunne næsten forestille sig de små tandhjul i hendes hoved, da hun stod som et stort spørgsmålstegn, og stirrede imod en af dens sår. Dog klikkede det endelig, og hun kiggede tilbage på Angelie.
“Uh! Uh, Vampir! Ligesom.. Ligesom Gammel Heksen?” Spurgte hund, inden hun indså at Angelie ikke ville vide dette, og kiggede over på Uth. “Uth! Uth!? Uuutha!?” Spurgte hun, som om hun havde travlt, og var bange for at den klare tanke ville forsvinde, hvis ikke hun fik svar nu.
”Yes! Eh.. Ja, Knurhår? Jeg sidder og snakker..” Beklagede han sig, da han var blevet afbrudt i hans samtale med Andrei.
“Undskyyld… Men.. Hest.. Ligesom.. Ligesom Gammel Heksen?” Spurgte hun spændt, og Uth lagde forviret hovedet på skrå. Han havde ikke engang tænkt på sammenligningen, da den ene var et dyr, og den anden menneskelig, men så hurtigt sammenligningen, og grinede kort.
”Mja.. Mja, faktisk, lidt ligesom Gammel Heksen.. En Nosferatu..” Tilføjede han, for at belære Natasha om Gammel Heksens race på Fransk. Natasha nikkede.
“Ja.. Nosfe.. Nosferatuu.. Ja, ja. Ligesom en Nosferatu.. Gammel Heksen har også sår, ligesom det!” Forklarende, pegede hun på et af de store sår på Renovdro’s side. Hun kiggede lidt dystert, men stadigt nysgerrig, som et pigebarn der skulle til at fortælle en uhyggelig historie.
“Blev.. Blev den også.. Drænet for blod.. Til den var død! Og så.. Og så.. Forbandet.. Med.. Med en anden.. Nosferatu hests blod?” Spurgte hun. Hendes spidste katte øre pegede direkte imod himmelen som hun spurgte.
“Heste, kan ikke være Nosferatuer…” Brummede Andrei i baggrunden, næsten som om at hele ideén om at et Nosferatu dyr var muligt, irriterede hans logisk tænkende hjerne. Uth klukkede let af det, og Natasha så nu bare endnu mere forvirret ud.
“Hvordan.. Hvordan sååå?”



Da de var færdige med deres snakke, og Angelie kom over ved siden af Uth, kiggede han over på hende med et nik.
”Yeah, we should. Hm.” Han kiggede tænkende over på det telt børnene havde været i, og lagde hovedet en anelse på skrå. Han skulle lige til at gå over imod det, da Angelie nævnte hans sår, og han stoppede op, og kiggede tilbage på hende. Han kiggede kort ned på såret og vinkede med en hånd.
”Eh.. Just needs a bandage, and it’ll be.. Eergh!” Brummede han i smerte, da hun prikkede ham i siden, og lagde hurtigt en hånd over. ”Ahauh.. Fine.. Don’t let me be macho…” Brummede han sarkastisk tilfreds. ”But if I twitch, it is just because I am ticklish.” Forsvarede han sig selv, med et lille smil på læberne, før han trak en anelse op i hans trøje. Såret var en anelse dybere end han egentlig hvad troet, og det var meget godt at hun havde valgt at kigge på det. Han ville godt have kunne klaret sig med en bandage, men det ville være blevet betændt på ingen tid.

Den let røde farve var ikke til at tage fejl af i drengebarnets kinder. Han nød det faktum, at hun havde komplimenteret ham på sin viden, og Angelie kunne derfor ikke lade være med st smile let ved synet. Hun kunne mærke stoltheden bruge ud af ham, hvilket bestemt også var fortjent. En tiårig burde ikke vide den slags, men her stod hun over for to unger, der var klogere end mange voksne hun havde mødt på sin vej.
Hun ventede tålmodigt, da Andrei søgte tilladelse eller en form for accept til hvad han skulle svare på spørgsmålet. Mon de havde overvejet overhovedet at fortælle hende hvorvidt deres familie var formskiftere? Ikke desto mindre modtog hun nikket, og da drengen irettesatte hendes brug af ord til det mest korrekte, måtte hun hæve øjenbrynet undrende.
Jaja hvis det var ønsket, så kunne hun sagtens kalde dem navajoer.
Igen blev hun bekræftet i hendes andet gæt, og havde nu den fulde forklaring på børnenes racedannelse. Det var først da de to begyndte st fnise over et kaldenavn, at hun denne gang måtte have set helt lamslået ud. Hun forstod ikke meningen bag navnet trods alt. “Den sorte.. buk?” Spurgte hun undrende, imens hun kiggede fra den ene og over til den anden af de fnisende individer.

Hun forblev stille, da Andrei spurgte nærmere ind til hendes kommentar, imens hun lod Uth forklare hvad hun mente. Han var formegentlig den mest veltalende af de to. Angelie ville nok bare have slået hovedet på sømmet med det samme, hvor han formåede at få det pakket ind, så det ikke lød nær så slemt.
Hun blev dog distraheret, da Natascha spurgte om Renovdro. Angelies fulde opmærksomhed var på pigen, som denne gik igang med en sammenligning med en gammel heks. Angelie forstod den ikke i første omgang, men barnet søgte hurtigt hjælp ved auto for st kunne forklare.
Da ordet nosferatu ramte hende, gik der en kuldegysning igennem hendes krop. Så de levede også på disse kanter. Selv havde hun været fornuftig nok til st holde sig gode venner med den i Di Morga. Skræmmende og intelligente sataner de udøde.
Hun åbnede munden for st svare Natascha, men nåede ikke at forklare før Andrei bed ind med en skarp bemærkning. Hendes smil blev overbærende, og hun lukkede munden et øjeblik inden hendes blik lagde sig imellem den lille flok. Spørgsmålet om hvordan slog en anelse hårdere på hende, end først antaget. En hånd lagde sig betryggende over hendes bryst, inden hun knælede ned ved siden af Natascha.

“Det er en lang historie.. jeg lover st fortælle den når vi har slået lejr for natten” svarede Angelie hende i håbet om at pigebarnet måske ville glemme det til den tid. Hvis ikke, så havde hun et par timer til st forberede sig selv mentalt på at skulle fortælle hvordan Renovdro var blevet til.
Denne stampede utålmodigt med de isnende Hove imod jorden, som om han sagde, st han ville havde sin belønning snart. Hun rystede opgivende på hovedet, inden hun sendte destrieren et advarende blik.

Hendes gang nåede i stedet Uth. Da hendes fingre prikkede imod hans sår, midt i hans forsøg på st være mandig, kom der et muntert fnis fra hende, inden hun hastigt stoppede det igen. Den fremmede lyd kunne ikke være kommet fra hende! Vel?
Hun stoppede dog tanken, da elvermanden hev op i trøjen, så hun kunne undersøge det åbne sår. Det var dybere end først antaget, og hun var imponeret over, at det ikke så ud til st påvirke ham.
“Don’t you worry.. I never thought of you as macho to begin with” drillede hun istedet, inden hendes kolde fingre lagde sig henover såret for endnu engang st påkalde den healende magi fra hendes indre. Fingerspidserne snurrede under huden, som hun lukkede øjnene og fokuserede på st samle en halvt overskåret muskel, for til sidst at lukke huden sammen, så såret nu var fortid.
Hendes øjne åbnede sig igen, og kiggede op på ham veltilfreds, “there you go” hviskede hun forsigtigt, inden hun trak fingrene væk fra hans hud igen. Blikket vendte sig hurtigt væk, inden hun tog en lidt dyb indånding. ‘We really should move along”. Hendes krop fortalte hende, st de havde været der for længe allerede. Hun havde en dårlig fornemmelse af der efterhånden, og desuden var det en velkommen distrahering efter hun havde haft fingrene på en anden mand. Dette var ikke sket før medmindre det havde været for at dræbe vedkommende, og det slog hende en anelse ud af sig selv.

Sent from Topic'it App

Angelie’s spørgsmål indtil børnenes fars kaldenavn, fik Uth og Andrei til at kigge kort på hinanden, inden de begge fniste kort igen.
”Bare.. Noget han kaldte sig selv, til en middag en gang for nogle år siden. Det er næsten sjovest at du ser det, når vi kommer hjem med ungerne. Tror du fanger den, ret hurtigt.” Forklarede Uth kort, og bad om tålmodighed med et varmt smil. Det havde været sjovt at se Den Sorte Buk’s udvikling, efter de to havde fået børn, og hvordan mangel på søvn, stress og en Kone der var alt for god til at lave mad, kunne få en mere menneskelig krop til at udvikle sig. Det var netop grunden, til børnenes far’s kælenavn.

Da Angelie bad Natasha om tålmodighed, faldt hendes smil en anelse, og hun kiggede kort imod Renovdro’s hov.
“Mawh.. Okaay..” Mumlede hun, tydeligvis vel klar over, hvor nemt det kunne være for børn at guilt trippe sig til det de ville have. Dog, blev hun hurtigt distraheret, af et andet spørgsmål, og kiggede spændt op på Angelie igen.
“M.. Men.. Men, må.. Må jeg så prøve at.. Aaat.. Ride? Ride ham?” Spurgte hun, alt for spændt til at kunne ligge sætningen sammen, uden at stamme de fleste af ordene. Hun var fulgt efter Angelie som hun spurgte, og betragtede hende spændt på et svar, selv da hun begyndte at snakke med Uth.
Uth havde lagt mærke til det forkortede fnis, og et varmt smil bredte sig over hans læber, men han sagde intet til det. Natasha havde også fniset sammen med Angelie, også selvom hun ikke helt vidste hvad de rblev sagt.
Af hendes kommentar om ikke at være mandig, lo Uth en anelse, og lukkede kort øjnene da hun rørte hans hud.
”Not macho, huh? Hmph.. Now, I am just hurt instead.” Sagde han med en dramataseret stemme, og et varmt smile over læberne. Uth rørte sig ikke ud af stedet imens hun healede ham. Selv den ubehag der kunne være ved healing, berørte ham ikke, andet end det fik hans ene øjenbryn til at rykke en anelse, i det hans øjne rullede rundt i dets hule.
Da hun blev færdig, åbnede hans gule øjne sig ligeså, og den hånd der havde holdt hans trøje, tog hurtigt fat i hendes håndled.
”Thank you..” Takkede han helhjertet, med det varme smil over hans læber, og en blid aeen med en finger imod hendes hånd, inden han gav slip, og vendte sin opmærksomhed tilbage imod teltet børnene havde været i.

Uth nikkede et par gange, og gik om foran teltet, for at kunne kigge ind. Andrei lagde hovedet en anelse på skrå imens han gjorde, og stillede spørgsmålet før andre kunne.
“Hvad laver du?” Et øjenbryn var rejst ved spørgsmålet, i det han gik hen imod Uth, som så også kiggede tilbage med et lille smil.
”Nu er det jo sådan, at jeg forberedte mig på en solo mission. Så jeg har et lille telt, kun lige stort nok til en stor, og to små figure. Hvor mange har vi brug for plads til?” Spurgte han Andrei. Han var ikke flabet i hans måde at sige det på, men udfordrende. Som om han ville have Andrei til at lave regnestykket. Han kiggede kort over på Angelie, og smilede kort, inden han kiggede imod teltet, som Uth nu var gået ind i.
“Vi er tre små, og -en- stor nu.” Sagde han, med en drillende tone i stemmen, hvilket fik Uth til at le inde fra teltet.
”Orhoh.. Først bliver der sagt jeg ikke er macho, og så bliver jeg satme også kaldt tyk? Pff.. Nu skal I ikke alle råtte jer sammen imod mig, det er ikke fair.” Brokkede Uth sig, inde fra teltet, inden han kom ud med det underlag der var blevet brugt der inde. Han holdt hænderne spørgende ud til siden, og sendte folk et lige så stort spørgsmål i hans blik.
”Nogen der har tænkt sig at hjælpe mig, så vi kan komme afsted? De rer ikke nogen der sover under åben himmel, i den Russiske vinter. -Specielt- ikke dig, Turist.” Lagde han tryk på, og smilede drillende i det han pegede på Angelie. De to børn så en anelse spørgende ud, og kiggede imellem de to voksne. ”Den Ukrainske vinter, som du nok netop er rejst igennem, er iingenting, ved siden af Ruslands.” Tilføjede han forklarende, inden han pegede rundt imellem dem alle med begge hænder, stadig med teltets underlag under armen.
”Så vi sover alle i samme telt, og deler krops varme. Okay? Lad os så stjæle de her idioters telt, og komme videre. Spørgsmål, imens man arbejder.” Beordrede han med et smil ned imod børnene, og de to gik straks igang, uden spørgsmål.

Hvis Angelie skulle vælge at hjælpe, og stille spørgsmål imens de pakkede, ville det ikke tage lang tid at pakke teltet sammen, og få det rullet sammen med et reb Uth havde i sin taske. Han smed det så over skulderen, og de kunne begå sig hjemad, imod Yoklav.
Lige så snart de begyndte deres vandren igen, var Natasha klar med hendes spørgsmål igen.
“Måtte jeg.. Ride?”

Hun lod samtalen om ungernes far være for nu, og blev enig med sig selv om, at han nok havde ret i st hun ville opfange det hurtigt når tiden kom dertil. Der var vigtigere ting at give sig til nu.
Hun valgte at smile ned til Natascha da hun forsøgte med hendes skyldigheds trip på hende. Det ville ikke virke, og i stedet som hun gik over for st heale Uth, hørte hun pigens spørgsmål. Hendes ansigt var en anelse overrasket over ivrighed i ordene, at hun ikke kunne lade være med at småle for sig selv indvendig. Det virkede som om, at hun havde fået sin egen hale, som pigen fulgte efter hende og tilmed fniste samtidig med Angelie.
Hendes kommentar havde ramt næsten plet, og hun måtte endnu engang ryste let på hovedet af ham, for at skjule munterheden i hendes ansigt. Det var først da hun var færdig med at heale såret, og hans hånd tog fat om hendes håndled for at lave så simpel en bevægelse som et aen. Hendes blik kiggede ned imod de to hænder, for derefter st vende sig tilbage op imod hans, undrende. “You’re welcome” hviskede hun lavt, inden blikket sænkede sig endnu engang for at betragte hænderne, inden han slap hende lort efter for ar begive sig over imod det store telt.

Andrei kom hende i forkøbet med spørgsmålet, og Angelie måtte småklukke lidt, da regnestykket blev sat op. Hun ventede på sin plads, da Andrei svarede drillende. Denne gang kunne hun ikke holde det inde, og en klingende melodisk latter kom fra hende, som hun holdt sig kort over maven. Børn var nu engang fantastiske, og her var beviset. En helhjertet latter, og Angelie så nu til som Uth stod og brokkede sig over at blive kaldt tyk.
Hendes blik blev dog en anelse trodsigt, da han begyndte at bede om hjælp. Da han kaldte hende en turist åbnede hun munden. “Jeg kan sagtens..” hun nåede dog ikke at sige mere, før børnenes undrende blikke fik en forklaring ud af elveren.
Åh.. hun bed læberne fast sammen uden lysten til st protestere yderligere. Det kolde nætter under åben himmel i landet forinden var ikke noget hun ønskede at opleve igen. Da slet ikke hvis de tilsyneladende var værre i Rusland.

Da børnene var løbet afsted for st hjælpe, trådte Angelie hen til Renovdro. Hendes hånd fremtryllede klædet med den afhuggede hånd, inden hun gav hesten maden. Hun håbede, at han ville forholde sig pænt imens de havde gæster på deres rejse. Det regnede hun dog med. Den ville aldrig gå direkte imod hendes ordrer, men den var en snu satan. Der var mulighed for st han ville fordreje hendes ønsker, hvis hun ikke var klar. Hendes læber kyssede let den kolde pande på hesten, inden hun gik over for st hjælpe de andre.
I baggrunden hørte hun de veltilfredse smaskelyde fra den.

Hendes fingrer tog,fat om en af stængerne, der holdt teltduen oppe, for derefter st binde rebet op omkring dugen og stangen. Hun forholdt sig stille og let smilende, som hun gik et par skridt baglæns, så teltet ville falde en anelse sammen indtil det til sidst lå på jorden. Det hele gik hurtigt med at få pakket det sammen.
Angelie så til da Uth smed det over skulderen, inden hun gik hen, for st tage fat i Renovdros løse tøjler, ligesom Natascha nåede op til hende igen.
Hun sukkede muntert. Hvad var det med det pigebarn og nysgerrigheden i hendes hest. Alle andre ville aldrig så tæt på ham, og her ville ungen endda op at ride. Hendes blik kiggede kort ind i Renovdros, inden hun nikkede en enkelt gang, for så at kigge ned på Natascha.
“Okay.. men ikke noget med at sparke ham igang.. han kan være lidt.. ilter” advarede hun med en løftet pegefinger.
Hun sank let ned i knæene, inden hun tog et godt greb under pigens armhuler. Med et let sving af pigebarnet, fik Angelie svunget hende op på det løse pelsstykke, der agerede sadel. Hun havde aldrig haft behov for andet selv, så forhåbentlig ville ungen ikke glide af. “Tag fat her” belærte hun roligt, som hun tog det nederste af hestens manke op inden klump, som Natascha ville kunne holde godt fat omkring.
Synet af et ikke så stort barn på toppen sd hendes alt for store destrier frembragte endnu et af de sjældne fnis, som hun overvejede hvordan det måtte se ud længere væk fra.
Hun ventede tålmodigt på at Natascha fik sat sig til rette, inden hun igen greb fat om tøjlen foran, og klikkede let med læberne af Renovdro. Hun puffede blidt til ham med skulderen, da han lavede en hovedrysten lige så opgivende som hans ejer gjorde indimellem. De isnende Hove satte i et roligt tempo, som de begav sig afsted tilbage imod Yoklav. De havde reddet børnene, og selvom rejsen ikke havde været lige let, så havde den været hyggelig på sin egen besværlige måde.


Sent from Topic'it App

Uth havde været en anelse overrasket over Angelie’s reaktion på hans tak. Han var ikke sikker på om hun var undrende på grund af hans berøring, eller bare hans tak i det hele taget. Som om hun mente det hun havde gjort, ikke fortjente en tak. Som om en tak ikke var nødvendig. Det var nærmest fjernt for en som Uth, som efterhånden havde set styrken af et tak. Der var to familier i Yoklav, som Uth stort set var blevet en del af, efter den store Adskillelse. I begge disse familier, gik de meget op i at være imødekommende og at have gode manéer. Andrei og Natasha havde altid fået afvide, at der var styrke i et tak. Det simple ord, kunne give så meget mere end hvad end man takkede for. Sagde man ordentlig tak for det man fik, ville man have en chance for at få mere igen. Giverens glæde, var vigtigt for dem. Uth viste dog ikke denne overraskelse helt tydelig, men forholdt sig ved hans smil, inden han fortsatte imod teltet.

Da Angelie begyndte at le, rejste Uth let et øjenbryn, inden han selv lo kort over joken. Pludselig lo de alle sammen, da de to børn også spillede med, med deres egen fnisen. Det udviste kraften af en god latter. Hvor giftig den kunne være, og hvor hurtig den kunne sprede sig. Selv en som Natasha, som kun halvt havde hørt joken, var med til at le, bare ved at se de andre være glade, eller måske fordi hun syntes deres later i sig selv lød sjov? Hvordan en smitsom latter fungerede, så fungerede den.
Da Uth havde afbrudt Angelie med hans forklaring, nikkede han en enkelt gang imod hende. Der var ikke nogen chance for, at hun skulle sove under åben himmel, i ti, til tyve centimeter sne. Og samtidigt alene. Dog virkede det ikke til at hun ville protestere efter hans forklaring. Hun havde højst sandsynligt fået en slem Ukranisk vinternat at føle, og ønskede ikke at opleve det igen. Det ville hun heller ikke få lov til. Om han så skulle trække hende ind i telte, og ligge børnene oven på hende, for at holde hende på plads.

Det tog ingen tid at pakke det hele ned, og børnene hjalp til på hver deres måde. Andrei, der faktisk hjalp til, da han forstod sig på hvad der foregik, imens Natasha, mere eller mindre blot holdt en del af dugen ud til siden. Uth forsøgte dog ikke at få hende til at hjælpe yderligere, da det bare ville ende med at de gik rundt oven på hinanden. I stedet, lod han hende have følelsen af at hun hjalp, og sørgede i stedet for at få det hele rullet sammen nemt, og hurtigt, så det ikke gjorde skade på sig selv, og også ville være nemt at få op at stå igen.
Det hele endte med at blive bundet på den ene side af Uth’s rygsæk, imens underlaget, og lidt modvægt i form af et par sten på den anden, og han kunne slæbe afsted med det uden den store udfordring.

Uth betragtede Angelie og Natasha, da Natasha endnu engang begyndte at tigge efter at måtte ride på Renovdro. Et eller andet sted lå der en joke i situationen, men det tog ham et øjeblik at få fat i den. Han klukkede en anelse af sig selv, inden han indså hvor upassende den joke ville være med et barn i den alder. Så, han holdt sin mund lukket, for en gang skyld, og ønskede bittert at det havde været en moden kvinde, der havde bedt om at måtte ride hesten, uden overhovedet at have spurgt efter dens navn først, så han netop kunne have aflastet sig fra den joke.
Natasha nikkede ivrigt ved tilføjelsen om ikke at sparke hesten, og trippede et par gange hvor hun stod.
“Har.. Har.. Har, redet før. Er.. Er.. Forsigtig.. Lover jeg!” Lovede hun iltert, og gav ingen tegn på at hun overhovedet ville være istand til at være forsigtig, i hendes nuværende spænding. Dog vidste hun godt hvordan man red på en hest, og havde ingen intentioner om at lege med ilden. Hun vidste godt hvor forskellige heste kunne reagere på diverse ordre.
Imens Natasha holdt armene let ud, for at være klar til at blive løftet, kom Andrei en smule tættere på, stadigt yderst forsigtigt.
“Vores far holder Litauiske Koldblod. Hun ridder dem tit. Dog.. Aldrig uden sadel.” Det virkede til at Andrei ville give en forklaring, for at gøre Angelie en smule mindre nervøs, hvis altså at hun var nervøs i det hele taget.
“Jeg.. Ved jo så ikke, om din hest reagere anderledes, eller er mere intelligent end almene heste?” Han kiggede op, med stor interesse, imens Natasha fniste da hun blev båret op, og satte sig straks tilrette. Hendes hænder var næsten klar til at gribe manken, da hun blev vist hvor det var bedst. Hun nikkede et par gange, og tog blidt fat der hvor hun blev bedt. Hun kiggede lidt omkring sig selv, imens hun rykkede sin numse lidt frem og tilbage, for at finde en god stilling, inden hun kiggede over til Angelie.
“Hvad.. Hvad heder den? Og.. Og.. Og, er det en ham?” Spurgte hun ivrigt. Og så snart hun havde fået et navn på, lænede hun sig lidt fremad, og aede blidt siden af dens hals hvor hun kunne nå, imens hun takkede den stille for at hun måtte ride på den. Hun satte sig så til rette, og ventede på at Angelie ville lede dem frem. Hvis ikke hun gjorde, ville hun selv blidt forsøge at få Renovdro sat i gang. Hun ville være veltrænet i hvordan man fik en almen hest til at lystre, selv de store, lidt langsommere koldblods racer, dog var hun jo ikke sikker på om Renovdro reagerede ens. Og hun -sprakede- aldrig.

Uth betragtede dem alle et stykke fra dem, og smilede blidt af dem. Og som de kom igang, satte han ligeså i en gang efter dem, men holdt sig dog et stykke ud fra deres side. Han ville ikke afbryde denne gang. Nu hyggede børnene sig med Angelie, og stillede hende spørgsmål.

Det var en anelse befriende endelig at komme af med lidt munterhed, og som de alle Lo sammen, kunne hun ikke lade være med at føle sig som en del af denne lille flok. Det var næsten som om hun hørte hjemme her efterhånden, også selvom der kun var gået lidt under en dags tid. Hun forsøgte ikke at tænke over hvorvidt der hele ville ende, for hun kunne godt lide det præcis som det var lige nu.
Imens pakkede de alle teltet ned i stilhed. Nogle hjalp mere end andre, men det var altid tanken der talte, og forsøget var bedårende i hendes øjne. Hun så muntert til som Uth fik klandret det om på ryggen, inden hele hendes opmærksomhed var på Natascha.

Hun lyttede tålmodigt til pigens forklaring om st have reddet før. Det var dog ikke betryggende for hende, men hun stolede selvfølgelig på at hendes hest ville opføre sig nogenlunde eksemplarisk. Hun havde trods alt været imprægneret i denne fra hans skabelse. Renovdro var langt fra som almindelige heste, hvad enten de var varm- eller koldblods. Hun smilede dog bare let over informationen, inden hendes blik drejede sig ned imod Andrei, som var kommet lidt tættere på og denne gang begyndte at tale.
Hun lyttede opmærksomt, som de bevægede sig fremad inden hun overvejede hvordan hun skulle besvare hans spørgsmål bedst muligt, uden st rode sig ud i hele forklaringen om Renovdros skabelse.
Hun tog en dyb indånding, inden hun startede let ud. “Han er ikke som de heste i vil kende. Denne er ikke født, men skabt af mørke magikere” en kort pause indtraf som hun kiggede lidt fra det ene barn og op til det andet, imens hendes fødder bevægede sig i et roligt tempo. “Han har magiske egenskaber og han er kreeret med intelligens langt større end det almene dyr.” Tilføjede hun lidt efter, inden hun klappede Renovdros snude en anelse. Hun stoppede sig forklaring der, for at kunne gemme selve historien til senere hvis barnet stadig huskede det.

Da Nataschas spørgsmål slog imod hende, vendte hendes blik sig dog op imod hende. “Han hedder Renovdro” fortalte hun derefter roligt, inden hun kort kløede siden af hendes næsetip. “Det betyder udødelig på..” hun overvejede hvorvidt hun skulle bruge det franske eller engelske udtryk denne gang, inden hun fortsatte. “Sortelvisk” afsluttede hun derefter sin sætning.
Hun så til som pigen lænede sig frem for at takke ham. Hans ene halve øre drejede sig nysgerrigt imod hendes stemme, da fremmede stemmer ikke var noget han kendte specielt meget til. Han prustede dog kun en anelse utilfreds, inden denne glanede imod hans ejer, og sendte hende noget der kunne minde om en rullen med det ene øje.

Hun fortsatte sin gang med børnene og hesten lidt i stilhed, imens tankerne faldt på den dag, hvor hun havde modtaget hesten som gave. Hun havde været rasende, men ved synet, var hun smeltet sammen som en lille pige, der havde fået sit største ønske opfyldt. Hun ventede på hvorvidt der ville komme yderligere spørgsmål fra de to børn.
Hvis dette skete, ville hun glane imod Uth i et usagt forsøg på at blive reddet fra alle de spørgsmål. Der var kun så meget denne kvinde ville åbne op for allerede. At skulle tænke på fortiden gjorde ondt, som tidligere ved klippen. Hun viste det dog ikke. Hun ville svare på bedst mulig vis.

Sent from Topic'it App

Andrei betragtede forundret den døde hest, med et hoved en anelse på skrå. Der var noget forkert og foruroligende ved kreaturets eksistens. Den passede ikke rigtig ind, i den verden Andrei havde skabt i hans unge hjerne. For ham, virkede udødelighed og specielt når det blandet med forrådnelse, som en forbandelse. Hvad var pointen i at lære, hvis man alligevel bare levede for evigt? Nej, han ville ikke bytte hans dødelighed for noget. Selv den mere menneskelige udødelighed i Gammel Heksens søster, var der ingen interesse. Og at se på Renovdro, bragte alle de samme utrykheder frem i ham. Hvorfor tænke på morale, hvis man ikke kunne dø?
Han lyttede interesseret til hendes forklaring, og han lyste en anelse op. Magi, var noget helt andet! Det gav mening. Det passede ind. Det var på ingen måde betryggende, eller fjernede knuden i hans mave, af at hans søster var oppe at ride på dette dyr, men i det mindste forstod han hvad den kom af. Og at dens inteligens oversteg det almene dyr, var heller ikke synderlig betryggende. Med hvor meget?
Han nikkede et par gange til hvad hun fortalte ham, og holdt sig på den afstand han havde været før. Han snøftede en anelse, og tørrede sin næse af i ærmet på sin tunge jakke.
“Bare den kan adskille føde, fra ven. Opfangede godt hvad den havde om munden, da vi kom ud.” Fortalte han kort, og kiggede igen frem for sig selv, for at se hvor han gik. “Håber ikke det bliver en af os, eller vores dyr derhjemme.” Mumlede han, en anelse forsigtigt. Angelie havde hjulpet Uth med at rede dem, og var han inderligt glad for. Men han stolede ikke på dette.. Dyr. Skabt af mørke magikere, og kødædende? Det ville ikke være en overraskelse for Uth, hvis Andrei direkte indrømte dette. Han holdt dog det meste af hans utryghed for sig selv, og kiggede imod sine fødder. Angelie fortjente at han stolede på hende, efter at hun havde risikeret sit eget liv, for at hjælpe til med at rede dem.

Natasha opfangede slet ikke Andrei’s nervøsitet, men ventede blot på svar fra Angelie. Hun følte ikke det samme ubehag ved Renovdro. Hun var sikker på, inderst inde, var den lige så lystig og glad som deres egne heste. En hest, var en hest. Selv hvis den var en smart hest! Eller en død hest!
Og da hun fik hestens navn, lyste hun op endnu engang, og smilede ned til hesten. Dog tog hun sig i at se forundret ud et øjeblik, da hun indså hvor svært det ville være at udtale Renovdro. Hun kneb øjnene en anelse sammen, og så ud til at koncentrere sig grænseløst, inden hun sukkede, og kiggede ned på hesten.
“Det.. Det tror jeg.. Altså.. Ikke jeg kan udtale.. Men.. Pænt! Ren.. Må jeg.. Kalde Ren?” Spurgte hun, mere egnet imod Renvodro, end Angelie. Dog ville det jo mest være Angelie der kunne svare på´spørgsmålet, men Natasha havde fornemmelsen af at den forstod hende udmærket.

Andrei lagde et øre til, da hun nævnte Renovdro’s navn og hvad det betød på Drow. Han så forundret op på Angelie, og man kunne næsten se at han kæmpede imod hans eget spørgsmål. Var det for personligt? Var det mon noget hun ikke ønskede at snakke om?
“Hvordan.. Kan det være at du kan Drow? Medmindre.. Du bare har fået navnet?” Han kunne ikke holde sig selv tilbage. Uth kneb sine øjne en anelse sammen, og havde godt lagt mærke til det blik Angelie havde sendt ham. Han havde fornemmelsen af, at dette ikke nødvendigvis noget hun ønskede at snakke om. Så han ledte tingene en anden vej.
”Hey, Andrei. Vil du vide hvad jeg endelig fandt i Kartov’s bibilotek i sidste uge?” Spurgte han, med et lille smil ned imod drengen. Smilet var dog ikke helt tildelt ham, men nærmere Angelie. Han havde følt at hun var klemt op i en krog, og trængte til at få delt spørgsmålende lidt ud. Så, han forsøgte at stjæle Andrei’s opmærksomhed.
Dette formåede han helt perfekt, da drengens blå øjne næsten skød over imod Uth, med gnister af spænding.
“Fandt du den!?” Spurgte han, med et kæmpe smil, i et med at han løb over til Uth.
”Jaa, det gjorde jeg.. ‘Shaka, Nosferatuerne’s begyndelse’. G.H. måtte hjælpe mig lidt, men jeg fandt den endelig. Den er meega gammel, så du skal passe på den, når du for den. Og.. Lad være med at bringe den tilbage til Kartov, i et stykke tid.” Sagde han med et lusket smil, inden Andrei sendte ham et spørgende blik.
“Stjal du den!?” Spurgte han i et højt toneleje, og Uth lo lystigt.
”Hvis du nu råber det lidt højere, kan det være de også høre det i Moscow…” Andrei kiggede lidt ned, inden Uth gav ham et klap på skulderen. ”Den bog er en, ud af.. Hvad, nok kun omkring de to hundrede eksemplarer.. Ja.. Jeg stjal den. Følte mig ikke helt klar til at betale tre års løn, en jomfru ofring og det venstre øje for den…” Lo han endnu engang, og Andrei sendte ham et kort, skævt blik.
“Men.. Det er forkert at stjæle.” Sagde han, og Uth nikkede en enkelt gang.
”Det! Er det.. Men eftersom jeg stjal fra nok de største hustlers, bedragere og Pirater i Rusland, så går det nok.” Sagde Uth, uden at tabe noget af hans stolthed. Det havde ikke været et nemt huk. De var meget glad for deres samling af oldtidsfund.



Der ville efterhånden ikke gå længe, inden solen begyndte at gå ned, og at det ville være for mørkt til at finde brænde, og sætte lejer op. Uth sendte øjnene imod himlen, og brummede et par gange.
”Vi må hellere begynde at overveje det.. Ellers bliver det svært at se hvad vi laver, når vi sætter telt op. Og henter brænde, for den sags skyld. Lad os alle holde øjnene åben, og finde et godt sted at slå os ned. Gerne et sted med rigeligt med læ.” Det sidste tilføjede han, mest af alt til Angelie, da de andre havde holdt lejer i naturen flere gange før, og vidste at det var en god idé at finde et sted med lidt læ, for vinden. De Russiske vinde kunne være hårde, og man kunne aldrig få et telt 100 procent vindtæt.

Et kort øjeblik gik det op for hende, at hun måske havde givet det lidt forkerte indtryk af hesten til Andrei. Selvom den var levende død, betød det selvfølgelig ikke, at den ikke kunne destrueres. Dette fortalte hun dog ikke nærmere om. Hun så ingen grund til at dele den information, eftersom knægten formegentlig var klog nok til selv at regne det ud.
Det var den næste kommentar, der fik hende til at kigge overrasket ned imod ham. Observant var ungen også. Hendes sendte ham et opmuntrende smil, der ikke bar præg af, at hun håbede på det samme. Hun kunne holde ham i skak når hun var i nærheden, men hvem sagde at hun ville være det hele tiden? “Han skal nok opføre sig pænt.. det.. lover jeg” hviskede hun overvejende. Hun var nødt til at tage denne pause, for et løfte skulle overholdes. Men hun ønskede ikke, at hendes hest skulle være grunden til, at børnene ville blive sårede.
Man kunne ikke bebrejde ham for sin mistro. Det ver vel hele ideen i sådan et væsen.. at kreere noget man ikke forstod, og derfor frygtede, men han var en god hest.. for hende.

Hendes fokus blev dog flyttet tilbage på Natascha, da denne allerførst forsøgte at udtale navnet, men ret hurtigt opgav det. Endnu engang var det ikke underligt. Det var et sprog meget anderledes fra den slags som de var vant til, og derfor forsøgte Angelie ikke at hjælpe hende med at sige det. Det havde trods alt taget hende selv mange år, før hun havde lært det, og det var tilmed taget i betragtning, at det var blevet snakket omkring hende dagligt.
En provokerende hov stampede imod jorden ved forespørgslen til Renovdro, inden denne kastede let med hovedet i en op og nedadgående bevægelse. Han var for sin vis ligeglad med hvad barnet ville kalde ham. Han parerede ordrer og tænkte ikke videre over det.
Angelie derimod sukkede næsten opgivende af kræets opførsel, inden hun satte ord på hvad han havde sagt. “Ja det må du gerne” svarede hun roligt, inden hun fortsatte sin gang fremad uden at sige mere på nuværende tidspunkt.

Da Andreis spørgsmål ramte hende lidt efter, st hun havde sendt det bedende blik imod Uth, skar hendes ansigt en skæv grimasse i overraskelse, forundrelse og fortrydelse. “Whol vith zai'th “ udbrød hun, inden hun fik styr på ordene. Forundret og overrasket over, at dette barn ønskede st vide så meget om alt og dertil observerede så meget mere end de fleste voksne, hvad end det var væsner eller mennesker. Fortrydelse, fordi hun havde en fornemmelse over, at hvis hun talte over sig, så ville det altid kræve en dybere forklaring med grunde bag. Hun måtte skrive sig det bag øret.
Et taknemligt blik blev hastigt sendt i Uths retning, som han begyndte at distrahere drengen med en anden i formation, som denne havde længtes efter, virkede det til. Hendes vejrtrækning havde stoppet tidligere, og hun huskede dette nu, hvor hun trak en dyb indånding så hårdt, st lungerne gjorde ondt over den bidende luft der fyldte dem hastigt.
“Another time, curious one” hviskede hun nærmest for sig selv, ikke højt nok til at Andrei ville kunne høre det. Hendes blik vendte sig fremad, og en hinde lagde sig over de blå skær. Hendes blik blev en anelse fjernt, som hun egentlig bare gik for at gå. Uden at koncentrere sig om hvad der foregik omkring hende, eller hvad der blev snakket om. Pausen var tiltrængt, og hun bød den velkommen denne gang.

Da navnet på den omtalte bog blev nævnt, klikkede hun dog tilbage til virkeligheden, halvt. Blikket forblev stadig fjern, men hendes ører lyttede til samtalen, uden egentlig at lytte ordentligt efter. En vind slog imod hende, og det var her, at der gik op for hende, at hun ikke havde taget kappen på igen. Et gys gled over huden, inden hendes hænder skiftede greb om tøjlen, for derefter at sætte denne fast imellem hendes tænder. Den ene håndtag kappen, der lå over Renovdro, bagved Natascha, inden hun hastigt slyngede den omkring den spinkle krop endnu engang. Den trak ler hen ad jorden efter hende, og efter den var samlet godt, slog hun til sidst hætten op, for sr beskytte så meget af ansigtet som muligt.

Det var her, at hun hørte at han retfærdiggjorde sit stjæleri ved st sige, at det var fra onde mennesker. Det var som at sige, at det var iorden at dræbe alle der havde dræbt andre? Hun rynkede panden overvejende, i et forsøg på st holde en kommentar tilbage. Det var ikke hendes plads, at irettesætte ham over for børn, der ikke havde nogen relation til hende. Hun mente dog, at det var forkert at lære dem dette. På den anden side..
et let fnys undslap hende ved tanken. Nej, hun ville have gjort næsten det samme, havde det været hendes unger.. dræb de andre og hold jer i live for enhver pris.. vær kloge og smarte.. svage personer er intet værd, men vær varsom om de stærkere.. i et ikke uovervindelige så vær kloge..
Der var mange ting, som hun ønskede at lære hendes egne børn.. hvis hun havde haft nogle. Erfaringer om hendes egne fejltagelser. De ville ende op med st være kyniske og kolde som hende selv, for det ville have været den verden de ville være født ind i.. men sådan var det ikke endt. Nu stod hun i stedet i sne til knæene i Rusland.

Et kort nik kom fra hendes hætte, som var det eneste Uth ville kunne se fra den vinkel, som hendes øjne begyndte at bevæge sig rundt efter et dækket område, hvor en lejr ville være passende.
Desværre virkede det ikke til at hun kunne se noget passende i nærheden. Det bedste at håbe på i sådan et bjergbedækket område var vel en form for grotte. Hun tvivlede på, at der ville være vindtætte lysninger heroppe på denne årstid.
Hun skulle lige til st bede Renovdro om at løbe ud og finde et sted, da hun kom i tanke om at Natascha trods alt sad på ryggen af ham. Hun overvejede kort om hun skulle bede pige hoppe af, men hun kunne næsten mærke skuffelsen i hendes ansigt bare ved tanken.
Hun brummede utilfreds af sig selv over st være blevet så påvirket af et pigebarn på så kort tid, inden hun stoppede op, for st lave et let hop og svinge det ene ben over ryggen på hesten, så hun sad bagved Natascha. Hendes arme lagde sig på hver side af hende, og holdt fast i tøjlerne.

“We will look to the east.. it’ll go faster this way” forklarede hun hurtigt, inden hun drejede hesten lidt imod højre, og satte i en hastig galop, der tvang sneen under denne til at sprøjte op bag hesten, der virkede til st nyde, st få lov til at sætte lidt fart på. Hun håbede dog at Uth ville forstå hendes valg om at tage Natascha med, selvom hun ikke havde givet en forklaring. Hun håbede inderligt, st han stolede nok på hende til st vide, st Angelie ikke havde tænkt sig at kidnappe pigen.

Der gik heller ikke meget mere end små tyve minutter, før de kunne ses på vej tilbsge imod de to mænd.
Hun ville stoppe hesten ved siden af, inden hun ville kigge ned på Uth, stadig med Natascha foran sig. Hvis ikke pigen berettede om, at de havde fundet en grotte omkring tolv minutters gang fra deres nuværende placering, så ville Angelie nævne det, og pege i den pågældende retning.

Sent from Topic'it App

Andrei nikkede kun halvt med det løfte han havde fået. Han havde ingen grund til at stole på dette løfte, andet end det faktum at hun havde reddet dem. Dette betød også noget, men han havde det svært ved at stole på magi. Ud fra egen erfaring, adlød magi kun hvis den havde en grund, eller fik noget ud af det. Specielt ting man fremmanede, eller skabte, som Renovdro. Siden Gammel Heksen var begyndt at belære ham i hans evner, havde han skabt flere skabninger, der valgte at gå imod hans ordre, grundet manglende grundlag for at adlyde. Nu kunne han ikke gøre andet, end prøve og styre sit paranoia, og stole på Angelie’s ord. Dette var dog svært, når det var hans eget, men mere trykkende, hans søsters liv velvære, det handlede om.
“Tak.. Men.. Lov mig, mest af alt.. Uhm.. Most of all, promise me.. You’ll keep an eye on.. On my sister. She.. Doesn’t always.. Think.. Before she acts. As I’m sure, that you.. Ha.. Have? Have, noticed.” Han slog over i Engelsk, for at den glade lille pige der lystigt fulgt Renovdro’s krop i dens gang, og fniste hver gang hesten tog et lidt højere skridt, og der kom et hak i rytmen, ikke forstod dem.

Da Renovdro gav hans accept, fniste Natasha glad. Hun opfangede det som, at hesten forstod, og hun rykkede sig lidt hvor hun sad. Hun kiggede kort ned på Angelie, da hun også gav sin accept, og klappede så Renovdro’s hals igen.
“Tak, Ren. Mit.. Mit navn.. Natasha! Men.. Du k.. Kan? Kan kalde mig.. Knurhår!” Introducerede hun sig selv lystigt, mens hun blidt aeede Renovdro’s side. Hun var sikker på at hesten forstod, præcis som hun var omkring hendes families egne derhjemme. Hvad hun naturligvis ikke kunne vide, var hvor meget Renovdro forstod, til forskel for hestene der hjemme. Men I hendes egen fantastiske verden, skabt i hendes fantasifulde hoved, forstod de alle, alt.

Uth nikkede en enkelt gang til Angelie’s takkende blik, og sendte hende også et lille blink, og drillende smil. Andrei’s nysgerrighed, og evne til at samle op på ting, var både en gave, og en forbandelse. Det gjorde det nemt for ham at lære faglige ting hurtigt, men det sociale kunne ikke helt følge med. Han kunne ikke mærke på folk, hvornår hans spørgsmål blev for meget. Det kunne Uth dog. Og han ønskede ikke at få Angelie skræmt helt væk af alle de spørgsmål. Eller, for den sags skyld at hun skulle begynde at føle sig utilpads. Han havde på fornemmelsen, at hendes fortid var noget hun holdt tæt. Formentlig ikke den bedste tid.
Han sendte hende også et sigende blik, da hun viskede hendes løfte, og smilede stort af det. Hans ansigt sagde, at hun skulle passe på hvad hun lovede. Han sagde dog intet. Han vidste godt at det ikke var meningen nogen skulle høre det, men nu havde han trods alt en Elvers hørelse også.
“Men.. Men, bare fordi -de- stjæler, er det da ikke okay at.. Stjæle fra dem.” Fortsatte Andrei, ivrig efter at forstå Uth’s grundlag. Uth rullede en anelse på hånden, og stønnede opgivende, med hovedet let tilbage.
”Du, giver bare ikke op, var? Det er godt, det er vel noget du skal lære alligevel.” Smilede han, og lagde en hånd på Andrei’s skulder.
”I disse tider, må man gøre hvad man kan, for at overleve. Din far, han er god til at opdrætte heste, og få det fulde ud af dyrene, uden at de lider overlast. Din mor, er god til at lave Glamour masker. Begge dem, tjener til deres levebrød med disse jobs. Mig? Jeg er god til at slås. Jeg er god til at snige mig steder hen. Gammel Heksen gav mig et job, og det var at finde et kopi af den bog. Hvis ikke jeg fandt den bog, ville jeg ikke blive betalt. Hvis ikke jeg blev betalt, ville jeg ikke kunne spise. Kunne jeg tjene min løn ved at opdrætte heste, så ville jeg gøre det. Men.. Jeg har ikke forstand på de dyr.. Der er en grund, til at jeg har en Motorcykel, frem for sådan et kreatur.” Hans forklaring var kun haldt fra hjertet. Han kunne tjene i en hærd, eller han kunne arbejde som kok, hvis han ønskede. De than dog ikke kunne, er at sidde stille. Han nød hans arbejde for meget.
Andrei gav et lav brummen fra sig, og lod blikket falde imod sneen foran sig, som han gik. Uth gav et lydløst suk, som om dette var et godt tegn. Det betød at Andrei havde forstået, og ville overveje den information han havde fået. Det betød, at hans spørgsmål ville få en pause.



Uth betragtede Angelie, da hun hoppede op på sin hest, og smilede kort af det hun sagde. Natasha gippede fnisende, da Angelie kom op bag hende, og kiggede forundret op på hende, da hun snakkede. Hun forstod naturligvis ikke hvad hun sagde, men fandt hurtigt ud af det, da de satte afsted. Uth og Andrei kunne høre de to fuse afsted, og Natasha’s glade fnisen en god del af vejen, inden de var ude af syne. Andrei sukkede nervøst, og kløede sig på den højre arm, i det han kiggede op på Uth. Uth smilede tilbage, og gav hans skulder et betryggende klem.
”Bare rolig. Angelie skal nok komme tilbage med hende.. Ellers kan jeg høre hvor de ridder henaf.” Han smilede varmt, inden de to satte afsted i den samme retning som de to tøser. Han tænkte at der ikke var nogen grund til at lede i en anden retning, da de to nok ville cirkulere rundt, og se langt mere end de to kunne nå, til fods.
Som de gik, gav Uth Andrei’s skulder et blidt klap, for at få ham til at kigge op. Han kunne selv kun lige høre Renovdro’s stampen i horisonten, men snakkede stadigt lidt lavt for at være sikker på at Angelie ikke ville høre ham.
”Vores nye ven her? Jeg tror hun har haft en lidt hård tid, der hvor hun kommer fra.” Startede han, med et sigende smil, og Andrei kiggede forundret op på ham.
”Kan jeg ikke få dig til, at sætte spørgsmålene et par gear ned? Hvis hun skulle vælge at blive I Rusland, har vi masser af tid til at lære hende at kende. Hvis ikke, så vil jeg ikke have det til at være på grund af os. På grund af, at vi vil vide for meget om hendes fortid. Okay?” Andrei nikkede et par gange, og kiggede imod øst.
“Okay..” Han var en klog dreng, og forstod udemærket. Han kiggede dog op, med et lille smil på læberne. “Håber du hun bliver? Lød som om, tidligere, at I arbejder godt sammen.” Spurgte han, med en let klukken. Uth lo muntert, og ullede Andrei’s hård blidt.
”Dig, og dine spørgsmål.” Afværgede han, og snakkede ikke mere om det, for han var ikke selv helt sikker endnu. Hun havde snakket om at være så hård, men her, sammen med børnene, var hun ikke den hun talte om at være. Måske der var en chance for, at hun ikke havde tænkt sig at sprede den frygt, hun tidligere havde snakket om. I så falde. Så var svaret ja.

Natasha stillede ingen spørgsmål på deres rejse, men nød bare vinden imod hendes ansigt. Den var bidende, ja, men hendes knurhår og øre var ude, hvilket gjorde det hele meget bedre. Det var ikke tit hun fik lov til det, og denne blæsende fornemmelse var fantastisk.
Da de fandt en grotte, fik Natasha Angelie til lige at vente, og tjekke grotten ud. Hun havde holdt nattely i grotter før, og var blevet belært i at undersøge dem. Der var ingen grund til at ride tilbage og sige de havde fundet den, for så senere at finde ud af, at det var en Bjørnehule.
Efter et par hurtige kig, og snus med næsen, blev Natasha enig med sig selv om, at det ikke var et tilholdssted for et dyr, og de kunne sætte afsted imod de andre.
Da flokken samledes igen, lod Natasha Angelie fortælle, imens hun kiggede op på hende fra sadlen. Da Angelie havde fortalt om grotten, slog hun dog hurtigt ind, for at færdiggøre forklaringen.
“Og, og, og.. Og vi tjekkede for.. For, for dyr!” Fniste hun muntert, inden Uth nikkede en enkelt gang, med et varmt smil, og de alle satte imod denne grotte.

Da de var ved at være ved grotten, mødte de et væltet træ på vejen, som Uth gik hen til for at tjekke, med løftet pegefinger.
”Ha, ha.. Prime bål materiale. Stadig en smule tørt, tråds sneen.” Forklarede han med et smil, og tog den tunge sæk af fra ryggen. Han lod den dog falde til sneen, for at lede igennem den, denne gang, og den aflagde sig også et kæmpe aftryk, og gav en knusende lyd fra sneen. Sækken vejede næsten mere end han selv gjorde på nuværende tidspunkt. Han havde dog ikke udvist tegn på at blive overbelastet. Han fandt en økse frem, og kiggede imod de andre, med et nik i den retning de var gået.
”I andre kan bare gå imod grotten. Her.” Startede han, og tog teltet af hans sæk, for at lægge halvdelen i Andrei’s hænder, og tilbyde den anden del til tøserne på hesten, hvis de kunne bære det. Den del pigerne fik, vejede en del mindre end Andrei’s, men det tungest, underlaget, havde Uth beholdt i sin sæk. ”Så kan I gå igang med at sætte teltet op, hm? Hvis grotten ikke har en blød overflade, så bare få sat noget op, så det dækker for vinden udefra. Hm?” Han ventede, for at svare på spørgsmål, men hvis ingen blev stillet, lod han dem ride afsted. Han ville altid kunne følge deres fodtrin.

Hun nikkede blot til Andreis forespørgsel, som en form for accept. Hun skulle nok sørge for at holde kræget i kort snor, og det skulle gå over hendes døde krop, før hun lod ham såre et barn, især ungen der sad på toppen af ham på nuværende tidspunkt. Beskyttertrangen over for så små individer var ganske enkelt for stor i hende. Det var som folk sagde.. man ønskede allermest det, som man aldrig ville kunne få. Hendes hårde fortid med utallige sår, slag og ar gjorde, at hun formegentlig aldrig ville kunne få afkom selv. Der var kun så meget en krop kunne tåle at blive udsat for, før denne ville miste funktioner. At få gravet maven op af en desperat rotte gik også under den kategori, og det forskruede ar var en evig påmindelse af dette. Det samme var arret på den ene underarm, og grunden til at hendes overkrop altid var dækket til. Det var ikke noget hun ønskede at vise frem for andre.
Ved pigens sætning til hesten, måtte hun bide sig selv en anelse hårdt i læben for ikke at udbryde, at Renovdro ikke ville kunne kalde hende noget som helst. Hun fik dog stoppet sig selv og smilte i stedet for bare en anelse over scenariet. Natascha ville en dag få viklet sig ud i nogle store problemer med den naive tilgang til alting omkring hende, hvis hun var alene til det. Det var hun næsten sikker på. Forhåbentlig ikke noget farligt, og forhåbentlig ville hun lære af det ret hurtigt.

Et store smil fornemmede hun, da det kom fra elveren, og hun havde en opfattelse af, at han mimerede til hende at passe på med hvad hun lovede. Selvom Andrei ikke havde hørt hendes sætning, så havde en anden. En kort grimasse skar over hendes ansigt, hvorefter hun besluttede sig for at lade det ligge. Den tid den sorg. Det var ikke noget hun behøvede at fortælle nu og her, og hvem vidste.. når tiden kom, ville hun måske være klar til det.
Hun lyttede i stedet bare nu.
Da Andrei kommenterede på en tanke, som hun selv havde kæmpet lidt med, måtte hun dog skjule et smil bagved håndfladen, der hævede sig op. Han var ustyrlig når det kom til viden og forståelse af forskellige situationer. Dertil kom også, at hun forstod hvad Uth snakkede om i sin forklaring, velvidende st det ikke var helt sandt. Med hans evner ville han kunne tjene til føden på andre måder. Hun havde en ide om at han nød adrenalin suset ligesom hun selv gjorde. At skulle leve uden det, ville ikke være at leve længere.
“Survival of the fittest” kommenterede hun derefter, uden at gå i fordybelse af sætningen. Det var en måde at leve på, den måde hun havde levet under lige så længe hun kunne huske. Det gjorde alle.. man indordnede sig, og under de rette omstændigheder, direkte forandrede sig selv for at passe ind. De var skabt som flokdyr og for at tilhøre en flok, blev man nødt til st være tilpasset og underforstået deres regelsætter.

Efter hun havde fået svunget sig op bag pigen, lagde hendes venstre arm sig beskyttende omkring Nataschas mave, så hun ikke ville falde af under den hurtige tur, der ville begynde.
Hun så ingen fare i ansigtet og han virkede forstående, så med et lettet indre, satte de to afsted. Vinden ville bide i deres ansigter, og ekkoet af pigens glade fnisen, frembragte et tilfreds smil på Angelies læber. Hun havde taget den rette beslutning, for en sådan glæde kunne man ikke erstatte med noget andet. Der skulle så lidt til, og det betød alverden for nogle.
Hun blev bekræftet, i hendes tanker, da hun stoppede Renovdro med en svag og grov lyd. Der blev hverken rykket i tøjler eller sparket med ben. Han var klog nok til, at han reagerede ud fra hendes stemme. Angelie hoppede ned for at hjælpe Natascha af hesten, inden hun fulgte med ind for at undersøge grotten. Det var ikke noget hun plejede, eftersom alt levende havde det med at forsvinde hvorend Renovdro var. Dette fortalte hun dog ikke, og hun lod i stedet pigen bruge tiden på det.
Da det blev bekræftet at grotten var Tom, nikkede hun kort, inden hun endnu engang svang sig selv op på ryggen, og derefter løftede Natascha op foran hende.

De nåede tilbage og da Natascha tilføjede sætningen om at tjekke grotten, fniste Angelie kort, inden hun let kildede pigens højre øre, imens den anden stadig lå om livet på pigen. “Det gjorde vi, ja” tilføjede hun erkendende, inden de satte i et tempo, hvor de alle kunne følges ad.
Det var ganske kort før grotten, da Uth stoppede op for at nærme sig træet. Selv stoppede hun også, inden hun nysgerrigt så til, som hans rygsæk faldt til jorden med et tungt dunk. Hvor meget havde han nede i den sæk? Det lød virkelig tungt. Dertil kom undrelsen over, at han heller ikke havde været påvirket af vægten.
Endnu engang hoppede hun ned fra hesten, inden hun tog imod det resterende af teltet, som jan rakte frem imod hende. Hun drejede det en anelse, inden hun fik kastet det op på skulderen, hvor vægten ville tynge hende mindst.
Hun nikkede til ham, inden hun kiggede på Andrei for at se om han var okay med at følge med hende uden Uth. Drengen var trods alt forsigtigt anlagt, og hun var nærmest en fremmed.
Hun begyndte at gå, denne gang uden st holde fast i Renovdro. Han fulgte ind i et passende tempo ved siden af hende med Natascha på sig. Det lave protesterende fnysen kom fra ham, inden hovedet afslappet lod sig hænge ned imod jorden som denne gik roligt.
“Yes yes grumpy” brummede hun opgivende, velvidende at denne ønskede at jage, hvilket han ville få lov til når de nåede grotten og pigebarnet ikke sad på ham længere.

En små syv meter inde i grotten, ville hun stoppe op og lægge tingene fra sig på jorden. Dette var et passende sted, hvor vinden ikke nåede helt ind, medmindre den slog direkte imod åbningen.
Hun kiggede op på Natascha, inden hun rakte armene op imod hende. “Ned med dig.. han skal.. ud og stresse af” kommenterede hun hurtigt, inden hun tog fat om pigens sider og løftede hende ned igen. Med en hurtig bevægelse, rykkede hun skindet af hans ryk og tøjlerne over hovedet, så han var helt fri af alt, inden hun vinkede ham afsted. Hovene tordnede imod jorden, som denne stormede ud af grotten og langt langt væk. Hun var dog ikke bekymret. Han ville altid finde tilbage til hende. De var forbundet trods alt.. eller han var forbundet til hende.
“Lad os rejse teltet med åbningen væk fra grotteåbningen” startede hun derefter sin snak til de to børn. Disse gik igang, og Angelie hjalp til med at rette pælene rigtigt, binde dem sammen og sammen ville de få hejst teltet op, som det havde stået nede i den anden lejr.
Derefter gik hun overvejende hen til en af grottens vægge, hvor hun samlede favnen fuld af sten, gik tilbage og lagde dem på jorden foran teltåbningen. Hun gjorde det igen, to gange mere, inden hun satte sig på hug foran den lille bunke sten.
Tålmodigt begyndte hun at lægge dem i en rund cirkel, som ville agere bålplads når Uth ville komme tilbage med træet.

Hun kiggede nu hen imod børnene, inden hovedet lagde sig let på skrå. Fra inderlommen af hendes kappe, fremtryllede hun resterne af det brød, som Uth tidligere havde tilbudt hende, inden hun rakte det frem til Andrei. De måtte være sultne efterhånden. Hun tvivlede på at deres fangevogtere havde fodret dem ordentligt.
Skulle han tage imod brødet og dele det med Natascha ville hun smile stort, inden hun lod sig dumpe ned at sidde på bagen, bøje benene let foran sig og til sidst lade sig falde bagover, til hun lå på jorden, halvt udstrakt. Nu hvor det var afslapningstiden, kunne hun mærke, at hendes krop var udkørt efter den lange vandring, minimale madforsyning og ikke mindst kampen for at redde de to børn.

Sent from Topic'it App

Angelie’s gentagne smil varmede Uth’s sind, og han klukkede næsten lydløst en enkelt gang, inden han kiggede tilbage på Andrei. Som han selv havde regnet med, vile Angelie ikke kunne holde den ellers kolde, og faste udrustning hun havde givet sig selv tidligere. Varme, smil og grin, kunne varme en hver kulde, selv den efter traumer, og smerte. Det kunne han selv fortælle, ud fra erfarring. Han vidste stadig ikke hvad der var sket i Angelies fortid, men det havde tydeligvis været traumatisk, og ikke det mest behaglige. Men selv en udsat for alt dette, kunne komme til at smile. Det var heller ikke helt fair. Børn kunne få de fleste til at smile, hvis ikke alle.
Da Angelie gav Uth ret, nikkede han en enkelt gang imod hende, og Andrei kiggede også op. Natasha kiggede ned fra hesten, en pludselig interesse i deres samtale forfalt sig.
“Hvad betyder det?” Spurgte hun, på overraskende god fransk, frem for hvor haltende det ellers var.
“Den stærkeste overlever.. Det er det man kalder et ordsprog.” Forklarede Andrei, kort. Natasha nikkede et par gange, og kiggede så forundrende frem.
“Men.. Men.. Mama.. Ikke stærk? Hun overlever… Ikke?” Der var en anelse forsigtighed i hendes spørgsmål, imens hun kiggede ned på de andre. Uth kunne slet ikke holde sig tilbage, og flækkede i en latter af glæde, over præcis hvor naiv hun var. Andrei klukkede også en anelse.
”Ohoo.. Oh.. Eh.. Jeg ville tage en brydekamp imod din Papa, før din Mama, en hveeer dag.. Muskler, kan nemt håndteres.. Din Mama.. Huu.. Hu hu.. Jeg har set nogen af hendes gamle Tiki’er, og nålepuder.. Hah..” Han blev ved med at le lidt, imens Natasha bare så forviret ud. Andrei kendte det blik, og forklarede Uth’s mangel på evne til at tage det seriøst.
“Mama er stærkt tilknyttet elementerne, Knurhår. Mama kan nok bære.. Tredve gange mere end Papa, med hendes tanker.. Det er svært at forklare, Gammel Heksen er langt bedre til det end mig.” Forklarede han, ganske kort, og Natasha så bare mere forundrende ud.
“Men.. Hvorfor.. Laver Papa så.. Så det meste udenfor, på gården?” Spurgte hun, hvilket fik et bredt, smøret smile over læberne på Uth.
”Se det, er en langt -svære- forklaring, igen, end Magi og Elementerne.. Det er en ting, kaldet.. Hvad er det på fransk? Ah, tiltrækning.. Kort sagt, din mor nyder at se din far gøre det tunge læs, fordi hun kan lide at beundre hans muskler.” Forklarede Uth, stort smil over hans læber, imens begge børn nu kiggede lettere forundret op på ham.
“Mor.. Fortalte mig, at det var fordi hendes evner, kun kan holde til en hvis grad, og et hvis stykke tid? Og at når hun blev træt, på grund af for meget Magisk arbejde, var det langt være end physisk træthed?” Spurgte Andrei, og Uth rystede kort et par gange på hovedet.
”Yeah.. Yup.. Mhm.. Det ville jeg også have sagt, hvis jeg var forældre, og ikke mente mine børn var klar til at høre den anden forklaring. Men, jo, det er tildels også rigtigt, dog er jeres Mama mere end stærk nok, til at kunne arbejde flere uger, med konstant hårdt mentalt arbejde, uden at fælde en tåre.” Log han muntert igen, og kiggede ned på Andrei.
”Tag og spørg hende en dag, når hun står og laver hendes masker på værkstedet, og jeres Papa står og bære et eller andet.. Hvad som helst. Og hold øje med hendes øjne.. Og læg mærke til at hun står i døren, frem for sidder inde på stolen. Og så spørg hende, hvad hun kigger på.” Foreslog han, med et stort, drillende smil. Han vidste at dette ville komme fluks tilbage i hovedet på ham, og han ville blive jagtet med et eller andet uhyggeligt fra deres mor’s værksted, men det ville være det værd.


Natasha kunne læses som en åben bog, og det var tydeligt at hun nød Angelie’s tilstedeværelse. Angelie var gået lige i hjertet på den lille pige, lige så meget som det var sket omvendt. Og da Angelie kilede Natasha øre, fniste hun også glad, og prøvede at dreje sit hoved væk fra den drillende finger, og rakte op for at prøve at skubbe hendes hånd væk. Andrei lagde meget mærke til Angelie, og ligeså hans søster, i deres fnidder imellem hinanden. Selvom han først så bedømmende, og kalkulerende ud, bredte der sig et lille smil over hans læber. Han var glad for at se de to virke sammen, for det gjorde chancen støre for, at han faktisk kunne stole på denne fremmede kvinde. Angelies glæde ved Natasha’s nærvær, virkede troværdig, og han plejede at være ganske god til at læse folk.
Det var også det der ledte til, at han smilte op til Angelie, da hun virkede til at vente på hans ‘accept’. Han smilte, og begyndte så at gå i den retning de var kommet fra, og fulgte glad med ved hendes side.
Natasha kiggede ned da Angelie snakkede til Renovdro, og lagde sit hoved en anelse på skrå. Hun gættede på at der var noget i vejen, men Angelie så ikke ud til at ønske at hun stod af, så hun valgt ikke at stille et spørgsmål ved det. I stedet klappede hun ham blidt i sden, og forblev hvor hun var. Dog sad hun stille, for ikke at genere Renovdro for meget.

Da de kom frem til grotten, og Angelie bad Natasha om at komme ned, nikkede hun lydigt, og holdt armende ud, og var klar til at blive båret ned. Andrei klukkede let.
“Du nyder at  få andre til at bære dig ned, gør du ik?`” Spurgte han Natasha, som smilede med et drillende blik, før hun kort rakte tunge.
“Neej, jeg.. Jeg.. Jeg.. Ville slå mig hvis jeg selv hoppede ned… Der er jo ingen saddel!” Beklagede hun sig, dog uden helt at kunne skjule hvor meget det ikke passede, da hendes smil sad fast på læberne. Andrei nikkede bare et par gange, imens han lagde telt tingende fra sig.
“Mhmm.. Fordi dine ben er slet ikke bygget til lange fald.” Drillede han tilbage, og begyndte at gøre stænger klar.
“Nehej.. Jeg.. Jeg.. Er lille, og.. Og skrøbelig..” Svarede hun igen, og gik selv over for at tage fat i en stang, bare for at gøre det samme som Andrei. Det var ikke meget at hun ville kunne hjælpe til.
“Du -er- så dårlig til at lyve.” Lo han kort, og kiggede op til Angelie. Natasha fnyste kort, og gjorde så det samme, da Angelie skulle til at foreslå hvordan de skulle sætte det op.
De to børn gik lystigt i gang med at hjælpe til, og gjorde hvert deres. Andrei var lige så megen hjælp som en voksen ville have været, og skulle ikke have megen instruktion. Natasha spurgte en gang imellem, og hvis hun fik en opgave, udførte hun den også med en anelse henvisning. Hun var ikke dum, og hvis hun fik den samme opgave flere gange, ville hun ikke skulle have henvisning. Mindst lige så lærenem som Andrei.
Da de var ved at være færdige, kiggede Andrei over imod grotte åbningen, og så betænksom ud. Han tog så sin tunge frakke af, og kiggede over på Natasha.
“Knurhår?” Hun kiggede op imod ham, som var hendes opmærksomhed skudt ud af en pistol.
“Kan du ikke knuse noget af sneen rundt om grotten indgangen?” Spurgte han, smilende. Han gjorde sig dog klar til en forklaring, grundet hendes spørgende blik. “Det er løs sne, og hvis det begyndte at blæse meget, vil det store lag foran grotten, glide her ind, og måske nå helt hen til teltet. Hvis du ruller dig i det, så vil dre komme mindre ind.” Forklarede han, med det samme varme smil, og Natasha’s udtryk lyste op.
“Må jeg!?” Spurgte hun, da Andrei havde gjort hans frakke klar, nærmest som om han havde tænkt sig at tøre noget med det. Han klukkede let, og nikkede et par gange.
“Ja, det må du.. Sikker på Angelie også gerne vil se hvor smuk du er.” Roste han sin søster, imens han satte sig ned, på en af grottens side’s sten. En blid, rød overflade spredte sig over hendes kinder, og hun fniste genert, med et kort blik over imod Angelie. Hun rystede kort på skuldrene, inden hun rettede sin ryk op, og kiggede imod indgangen.
Natasha lukkede hendes øjne, i det at hendes lunt blonde hår, begyndte at grå en mere platin blond, for ikke at sige direkte hvid farve. En lav knurren kom fra hende, i et med at hendes ryg bøgede sig forover, og hun faldt ned på alle fire. Det så ikke ubehageligt ud, men helt naturligt, som hendes krop begyndte at ændre form, for så til sidst at stå som en Sneleopard. Sneleoparden, på trods af at den tydeligvis også var en killing, frem for en fuldvoksen tiger, var næsten på samme størrelse som Natasha havde været som menneske, hvis ikke en anelse større. Hun rystede sin manke ganske hurtigt, og gav en lav, tilfreds squiking mieow, inden hun kiggede over mod Angelie, med en lav brummen, der tydeligvis var en spinnen denne gang. Hun halsede et par gange, inden hun glad hoppede ud i sneen, og begyndte at rulle omkring, hoppe frem og tilbage, og generelt bare nyde livet. Der var en tilfredshed fra den store Sneleopard killing, der ikke kunne måles imod noget som helst. Et hvert sekund hun kunne bruge som Sneleopard, var gudgivet.

Imens Natasha tossede rundt, smilede Andrei tilfreds, og kiggede over imod Angelie.
“Det tære meget på hende.. Denne tid. Det er ikke meget tid hun for lov til at bruge i hendes form. Papa, og Mama, gør deres bedste for at lære hende, at hun ikke kan lade nogen se hendes form. Ikke lade nogen vide det.” Fortalte han, en anelse dystert, inden han kiggede ud imod hans søster, med en vemodigt smil.
“Jeg håber, at hun når og se bedre tider. Det er langt svære for hende, i denne tid, end sådan nogen som mig. Giver næsten en skyldfølelse, for at være så.. Normal..” Han sukkede kort, og kløede sig lidt på kinden.

Samtalen, der netop var gået igang, frembragte nysgerrigheden i Angelie, som hun lyttede opmærksomt. Hun lod de tre snakke frem og tilbage, indtil Uth kom med en af de lettere sarkastiske og muntre kommentarer. Hun stønnede lavmælt og opgivende, som hun dunkede håndroden imod panden, inden Andrei forsøgte at forklare meningen bag hvad det ville sige, at være den stærkeste.
Hun stoppede Natascha inden hendes næste spørgsmål, for at fange hendes opmærksomhed. “At være stærk er ikke nødvendigvis st kunne løfte det tungeste eller lave det hårdeste arbejde.. der er mange former for stærk” startede hun forklarende, imens hun holdt et par korte pauser, dels for at se om hun havde spørgsmål og dels for at se om hun forstod det franske.
“Se på Uth.. han er tydeligvis stærkere end mig, fysisk.. men” hun løftede let en finger, inden hun lod hovedet falde på skrå. “Jeg kan garantere dog, st han ikke ville gøre mig vred og ende med en brækket næse” hendes ansigt fik et let drillende glimt, inden hun kort glanede imod ham, for at vende tilbage til Natascha. “Ingen mand vil ligge sig ud med en hidsig kvinde.. de.. jeg mener.. vi.. bliver..” hun forsøgte at finde et ord, som pigen formegentlig ville kunne forstå, men det virkede ikke helt i hendes hukommelse. “..like Lloth” hendes blik landede på Uth i et forsøg på om han kunne give en forklaring på sammenligningen. Dette var den ‘gud’ hun kendte til, som var det mest skræmmende kvindemenneske. Manipulerende, modbydelig, gennemgående ond.

Hun lod nu Natascha fortsætte spørgsmålene om hvorfor deres far lavede det hårde arbejde. Denne gang frembragte Uths bemærkning et forskrækket, ja næsten forfærdet udtryk i hendes ansigt. Det gjorde han da vel ikke? Fortalte børn om alt det.. det.. hun rystede ivrigt på hovedet i et forsøg på at ryste tanken væk.
Selvom hun var lige på nippet til at skolde ham over at snakke om det emne, så klemte hun dog læberne fast sammen. Han havde tidligere moret sig gevaldigt over at gøre hende utilpas tidligere ved netop dette emne. Hun tilføjede ikke noget til dette emne overhovedet, men sørgede i stedet for st kigge i en helt anden retning, samt forsøge ikke at høre efter.
Dog tilføjede hun til sidst. “Magiske kræfter er den værste træthed.. jeg bruger kun mine .. andre evner i yderst sjældne tilfælde, fordi jeg ved efter en dags brug, vil jeg skulle ligge i en seng i en hel dag”. Hun tilføjede dog ikke, at når det havde været værst, var det ikke bare sengeliggende, men besvimelser i form at komalignende dage.

Da børnene begyndte at drille hinanden efter hun havde løftet Natascha ned, måtte hun småle lidt af dem. De hyggede sig, så hun valgte ikke at nævne, at det egentlig var fordi at hesten ikke skulle få gode ideer, at hun gjorde det. Han kunne være ligeså ondskabsfuld som hende selv. Forskellen var bare, st Angelie var levende og kunne føle.. det kunne hesten ikke.
I stedet fik de hurtigt sat teltet op i en fart, og som hun havde lagt sig ned på den kølige jord, hørte hun Andrei lokke med noget.. hendes blik vendte sig imod dem, inden hun overvejede om det var for at få pigen ud af hørevidde. Det lød næsten sådan, så hendes krop gjorde klar til en række spørgsmål.
Foran hende så hun snart hvordan den lille pige langsomt transformerede sig ind til en hvid pelsbold, med kattens udseende.. en unge uden tvivl, men en stor unge ikke desto mindre. Sneleoparden foran hende, fik Angelie til at fløjte en ‘uh-uuiuh’ lyd, som drengene gjorde efter pigerne i en periode, som hun smilede stort. At besidde evner og aldrig få muligheden for at slippe dem løs, var en verden hun ikke kunne forstå. Selvom hun sjældent brugte sine egne, så ville hun aldrig opgive dem for noget andet. De var en del af hende, hendes hårde rejse og arbejde.

“Spis” kommanderede hun næsten Andrei, da Natascha var sprunget ud at rulle i sneen, inden hun igen rakte brødet imod ham, da han ikke havde taget imod det tidligere. Tonen fortalte klart at det ikke var en opfordring, men en bestemt ordre. Ingen kunne leve på luft og sne, og hun havde ikke set ham spise noget som helst siden de fandt dem.
Hun lod sig falde fladt ned på ryggen igen, og vendte blikket hen imod ham, da han talte. Hun lyttede overvejende, inden hun satte sig op for at ligge armene om de let bøjede ben. Hendes ene hånd befriede hendes hår og ører, da de nu var i læ, og kappen ikke var en nødvendighed.
Hun løftede en finger, da han havde talt ud for at se alvorligt på ham. “Andrei.. du er på ingen måde normal.. måske er du ikke en leopard eller sort buk.. men” hun var venlig i tonen, men gjorde det klart, at hun mente hvad hun sagde, og det på ingen måde var ondt. “Du er et af de klogeste individer jeg har mødt, i en alder af.. hvad? 10? .. jeg har mødt væsner med langt mindre indsigt i livet på flere hundrede år” hun sendte ham et skævt smil, inden hun strakte ryggen en anelse, for at et knæk lød fra denne. Ansigtet skar en skæv grimasse ved lyden, inden hun derefter gav ham sin opmærksomhed.
“I lever i et samfund meget anderledes fra mit.. her skal i skjule jer, og håber om en fremtid hvor I alle lever åbne.. det gør de, der hvor jeg kommer fra.. menneskene var lette ofre, fordi de var de svageste” hun overvejede lidt hvor meget hun burde fortælle et barn om, men Andrei havde forment hørt langt værre ting allerede, eller i hvert fald læst om det.
“I min relativ korte levetid, har jeg oplevet 3 diktaturer, fordi alle væsner vil være den stærkeste. Været i helvede og tilbage, set de mørkeste og lyseste magier.. skullet bekæmpe en drage.. en fucking drage.. Folk der er blevet tortureret, og dræbt på åben gade, uden reaktioner, fordi det var hverdagen og normalt. Fået alt jeg kunne drømme om, for derefter at få rykket det hele fra mig igen”.. hun plaprede løs, og glemte næsten hvad hele pointen af hendes historie var. Hun rømmede sig let, inden hun undskyldende kiggede ned i jorden. “Det jeg mener er.. arme fordi st verden vil være åben over for racer en dag.. så vil problemer ikke forsvinde. Der vil bare komme nye, og dermed nye håb om en bedre eller anderledes fremtid”.
Hun burde ikke have fortalt et barn alt dette. Selvom der ikke var detaljer i det, så ville man nemt kunne høre på hendes stemme, at det var sandt og at hun havde deltaget aktivt i de værste af episoderne. Hun havde gjort grumme ting på en daglig basis. Hun havde nydt det, for det meste.. hun havde gjort det for det hun troede var kærlighed.. Men hendes forhold havde altid båret præg af vold af den ene eller anden art, hvilket hun foretrak.. måske fordi det var alt hun kendte til. Hun var elsket, men nu var hun forladt... igen. Karma var lidt af en kælling, men hun fortjente det egentlig, når hun tænkte lidt over det.


Sent from Topic'it App

Uth smilede stort, da Angelie kom ind med hendes kommentar, og mening på emnet. Han klukkede kort, da hun garanterede for, at han ikke ville gøre hende sur, og lænede sit hoved en anelse fra side, til side. Det var, tildels rigtig nok, dog ville han ikke holde sig tilbage fra at gøre en kvinde sur, af angst for smerte. Dog, ville han respektere en kvinde, om hun så mindre fysisk stærk ud end ham, eller ej. Han vidste, at de fleste ville kunne gøre mindst lige så ondt, som han kunne. Han rejste brynet en anelse, da hun ledte efter et ord, og så kom frem til gude Lolth. Uth lo kort, og smilede bredt over hendes sammenligning.
”Lolth er en Drow gud, som man ikke har lyst til at ligge sig ud med.. En, jeg personligt, ikke havde lyst til at blive sammenlignet med.” Han lo kort igen, med et kækt smil over læberne.
“Er det den der Edderkop?” Spurgte Andrei, kort, og Uth nikkede hovedet en anelse fra side, til side.
”Både, og, og så lidt til. Hah. Men hun blev kendt som ‘Demon Queen, og Spiders’. Jeg har dog ikke læst synderligt meget om hende, så kan ikke være så detaljeret. Det må du se om du kan presse ud af Angelie, en gang.” Svarede han, med et drillende, men venligt smil over læberne, inden de fortsatte.

Uth havde holdt øje efter Angelie’s reaktion på hans kommentarer omkring deres mor’s grundlag til at lade deres far tage det tunge læs, og blev ikke skuffet. Han lo kort, og vippede det ene øjenbryn af hende.
”You know it’s true.. Bet, even you, have lended yourself to your base instincts in that regard, one time, or another, as well. I know, I have.” Drillede han, inden hun gav hendes egen, korte tilføjelse om magiske kræfter. Han kiggede en anelse undersøgende imod hende, dog ikke ubehageligt, og smilede kort. Det var tydeligvis en nysgerrig undren, over hvilke evner hun mon havde,, dog kiggede han hurtigt tilbage imod Natasha.
”Sådanne en træthed, tror jeg dog ikke din mor har følt, i mange år, søde skat. Din Mama, blev født ind i.. Eh, en eller anden syklus, månen stod rigtigt, vandene blæste den rigtige vej, eller eller andet Aspara mumbo-jumbo. Hun er ekseptionelt god, til det hun gør. Lad os bare sige det sådan.” Fik han tilføjet til Angelie’s forklaring af magiske evner, for ikke at gøre pigen nervøs, som han havde set i hendes ansigt. Dog var det ej en overdrivelse. Han vidste at der var et eller andet med deres mor, som gjorde hende til en af de Magikere, man vitterligt ikke ønskede at være på tværs med. En af dem, der var uhyggelige, når de blev vrede. Han kunne stadig huske, da han havde været ubehøvlet en dag, den gang han stadig var lille, og hans familie var forbi børnenes mor’s hytte, for at søge råd. Hun havde skræmt livet halvt ud af ham, for så at give ham en slikkepind bag efter. Den dag, havde han lært at tale pænt, til dem der var ældre end ham selv. Specielt hvis de havde en nåledukke…



Den lille fløjten fra Angelie, fik Natasha til at give et lav, tilfreds piven igen, inden hun satte imod sneen, for at gøre hendes ‘arbejde’. Andrei lo muntert af hans søster’s glæde ved sneen, og ved at kunne strække sine fire ben igen. Da han blev bedt om at spise, hoppede hans tanker imod brødet igen, og han tog taknemmeligt imod det med en nikken.
“Mange tak.” Takkede han, med et let smil, og brækkede brødet ud i tre stykker, for så at kaste det ene tilbage til den liggende Angelie. “Det er Granny’s Magiske brød. Børn på mig og Knurhår’s størrelse, kan ikke spise så meget af det. For ikke at sige, vi ikke har så godt af det.. Det har så meget næring, at hvis vi for, for meget, vil vores maver.. Skaffe sig af, med det overskydende.” Forklarede han kort, hvorfor han gav noget tilbage, med en let klukken.. Igen, var Andrei’s forklaringer ikke nedladende, eller i en tone der lød som om han ikke kunne forstå, hvorfor Angelie ikke vidste dette. Han vidste godt, at Angelie ikke kom her fra, og havde nok aldrig prøvet Granny’s Magiske brød, og kunne ikke vide hvordan det virkede.

Andrei kiggede op til Angelie da hun begyndte igen, og han fniste kort af hendes første kommentar. Hans kinder fik et rødligt skær, og han kiggede imod sine fødder. Han havde fået afvide at han var klog, mange gange før, men det gjorde ham lige glad, hver gang. Han var stolt over hans nysgerrighed, og over at han havde opfanget så meget som han havde, på den korte tid han havde levet. Hans største udfordring, for tiden, var det sociale. At vide, hvornår han skulle stoppe. Hvornår han skulle stille spørgsmål. Han bed sig lidt i læben, da hun fortalte om der hvor hun kom fra, og dette blev hurtigt til et af de tidspunkt, han ikke vidste om han skulle stille spørgsmål, eller tie. Man kunne næsten se, i hans blik, at han havde lyst til at stille spørgsmål til alt hvad hun fortalte, men han holdt sig lidt tilbage, og kiggede tilbage imod sin søster igen.
“Det er altid nemmere at se det onde, i ens verden. Altid nemmere, at lægge tryk på traumer, og smerte. Dog.. Ville jeg ønske, at det var Vampyre, der styrrede Rusland, igen. De var diktatoriske, og Nosferatuerne var direkte Krigeriske, men ud fra historierne, skulle vi ikke lever i konstant frygt, for at blive buret inde.. Som dyr. Det almene folk, som os, kunne leve, stort set i fred.. Specielt under Nosferatuerne. Det var en tid, jeg ville ønske jeg kunne have set.” Tilføjede han, med en let klukken, da han kunne se Natasha rejse sig fra sneen, den hvide pels sat til i klumper af sne, som hun halsede, og kiggede omkring, inden hun hoppede med forpoterne først, ned i en ny bunke sne.
Andrei’s øjne gled tilbage på Angelie, og han pressede læberne en anelse sammen igen, imens han lagde hovedet lidt på skrå.
“Det er Di Morga, du kommer fra.. Er det ikke?” Spurgte han. “Har hørt mange historier, om det sted hvor væsner virkelig kunne leve i fred. Hvor væsner, kunne være sig selv. Men. Også et sted, forpint af diktatur og.. Generelt ondskab?” Spurgte han, endelig. Han kunne simpelthen ikke holde sig selv tilbage. Han havde hørt mange historier om stedet, det var ikke et ukendt sted. Folk hørte ikke meget om de ting der faktisk skete i Di Morga, i hvert fald ikke her omkring, men grundet den tidligere regering, styret af Franske Vampyre, var der stadig en anelse interesse i stedet.

Da Natasha kom tilbage fra hendes oprydning af tø-sne, gik hun spinende hen til Andrei, som tog hans frakke frem, og begyndte at tørre pigens pels af. Hun lage sig ned, selvtilfreds, og spant glædeligt. Hun prustede et par gange, som frakken blev gnubbet imod hendes øre, og gav lave squeaks af tilfredshed fra sig.
Efter et stykke tid, forvandlede hun sig tilbage igen, og sad med hendes store frakke igen, og krummede sig sammen foran Andrei. Hendes tøj, og ansigt, så lige så knast tørt ud, som det havde været da hun forvandlede sig, men hendes hår var tydeligvis stadig en smule vådt. Hendes glade, blå øjne kiggede spændt imod Angelie, stadig med et rødt hint over hendes kinder, imens Andrei begyndte at tørre hendes hår. Det stod næsten skrevet i hendes øjne, at hun ønskede at høre Angelie’s mening. Høre hvad hun syntes, om hendes dyre form.
“Tak for det, Knurhår. Det klarede du godt.” Roste Andrei hende kort, imens han fortsatte med at tørre hendes hår.


Efter der var gået et godt stykke tid, og de havde snakket, begyndte man at kunne mærke nervøsiteten i børnene, da de begyndte at kigge ud imod den kolde nat, der var ved at ligge sig over dem. Der var stadig intet at se af Uth, men en lav lyd, ville have begyndt at kilde imod Angelie’s øre. Fodtrin, og noget raslende. Der var ikke rigtig noget faretruende ved lyden, men det var tegn på noget levende, på vej imod dem. Og den lave knasen, kunne snart sammenlignes med Uths sko, med det’s pigge i. Den lave rumsteren, lød nu mere som sne, der blev rusket rundt. Måske af en gren.
Et øjeblik efter, da beboerne i grotten kunne begynde at se sne, falde uden for grotten, kunne hun dog høre et lavt klask, af noget der blev kastet imod sneen.
”For… Fanden da! Virkelig!? Og så sneer det!? Nu? Nu sneer det? Fff….” Et slør af Russiske bandeord blev slynget ud fra Uth, som det stadigt kun var Angelie der ville kunne høre, da hun også hørte fodtrinene komme nærmere.
”Lorte vejr… Kunne det ikke have begyndt på det, lidt før..” Brummede han sig færdig, med hans utilfredse brokken, før han begyndte at klukke ganske stille, og sætte farten en anelse op imod grotten.

“Så var det heldigt sammenligningen ikke var med dig, men med kvinder” svarede hun en anelse kækt tilbage, inden hun klappede læberne sammen. Hun forventede næsten, at barnet ville vælte med spørgsmål imod hende, men dette skete ikke, end ikke efter Uth havde sagt, st det skulle være hende han spurgte om dette emne. Hun åndede en anelse lettet ud, inden hun hørte hvordan han skiftede tilbage til det engelske sprog og snakkede til hende.
Hendes ansigt skar en grimasse, inden hun bed sig let i underlæben ved kommentaren. En let skælven gled ned langs kroppen på hende, som blikket flakkede en anelse med lettere udvidede pupiller. Ganske små og næsten usynlige tegn. Åh jo det havde hun, men han måtte tro hun var sindsyg før hun ville sige det højt. Hun var dog ganske klar over, at han nok havde regnet det ud alligevel. “Oh.. I’ve no doubt you’d do that” svarede hun i stedet igen, uden at komme nærmere ind på emnet.

Hun lyttede let til Andreis forklaring på brødet, med en anelse nysgerrighed. Det var ikke den form for mad hun havde fået før, og for hende havde det givet langt mere energi end tænkeligt. Hun overvejede hvorvidt hun ville kunne undvære det igen, nu hvor hun havde fået smag for at de asparadamer tilsyneladende var fantastiske til det med mad. Der skulle vel heller ikke meget til at imponere hende, eftersom hun stort set altid var på farten af den ene eller anden grund. Størstedelen af hendes måltider var hvad hun fandt på vejen.

Hendes blik skærpede sig en anelse, da hun så det efterhånden så velkendte udtryk i hans ansigt. Der var spørgsmål, der snurrede rundt inden i ham. Igen holdt han dem tilbage. Denne pludselige tilbagetrukkethed fik hende til at overveje om Uth havde sagt noget til knægten imens hun ikke havde hørt det. Hun sukkede næsten opgivende, inden hun slog ud med armene. “Kom med dem” sagde hun derefter, og tillod ham at stille de spørgsmål, der nu skulle ligge ham på sinde.
Måske var det fordi han var et barn, måske var det fordi Uth ikke var der til st lytte. Måske ønskede hun egentlig dette ‘åbne’ følelsesladede pladder som de tre havde vist hende så meget af. Det virkede så behageligt, dog også ufattelig skræmmende. Alt nyt var vel skræmmende, men var hun ikke rejst for at få luftforandringer? Jo. Det var tiden til at lære hvordan andre levede og gjorde. Alt hun havde gjort var at slå ihjel og være ophøjet, imens hun havde levet i en borg og kunnet gøre næsten lige det hun ønskede. Hun havde fået tildelt en opgave og var derefter alene i månedsvis, imens hun løste opgaven.
Hun nikkede overvejende ved snakken om nosferatuer, inden hendes ene mundvige skælvede en smule ved mindet. Hun huskede at det var dem, som havde hjulpet hende for mange år siden med at finde en engel, der kunne hjælpe hende af med et genfærd, der havde hjemsøgt hende. Det havde været en hård periode, men hun havde følt sig i gæld til dem lige siden. “Jeg mødte en nosferatu klan i min hjemland.. intelligente væsner.. en anelse skræmmende, men hjælpsomme” bemærkede hun langsomt, inden hun fik hans første spørgsmål.
Imens hun overvejede om hun skulle svare, mærkede hun hvordan hendes hoved begyndte at foretage en nikkende bevægelse. “Jo.. de sidste 30 år har jeg levet i Di Morga..” svarede hun langsomt, imens hendes blik holdt et skarpt øje med ham. Hun kommenterede ikke på hvorvidt han havde ret. Det var ikke sådan hun havde set det, men hun havde også været en del af grunden til den såkaldte ondskab. Hun vidste ikke hvordan hun skulle svare på det, så hun overvejede nøje. Hun havde trods alt sagt, at huj ville svare på alt.
“Di Morga er ikke meget anderledes end Rusland.. I lever under et ondskabsfuldt diktatur.. det gør.. gjorde.. de også” hun talte med vilje om landets væsner som d’de’, eftersom hun ikke havde levet under helt de samme regler som resten af befolkningen. “I Di Morga ligger ondskaben vare et andet sted.. væsner var ikke jagtet.. nogle væsner var i forskellige perioder.. mennesker var.” Hun stoppede et kort øjeblik, inden hendes hoved gled let på skrå.
“Hvad sker der med et land, når alle får lov til st lege vigilantes, uden at blive straffet?” Spurgte hun i stedet, for st se om han måske selv kunne regne ud, hvorfor landet var endt i kaos. Det havde lige så meget at sige som den regering der havde styret det. De havde ladet folket gøre lige præcis hvad de ville. Samtidig uden at give dem en stemme. Det var indviklet at forklare.. det skulle opleves.

Hun hørte hvordan Natascha begyndte at komme gående ind. Hun rystede en gang på hovedet, inden et smil plantede sig i ansigtet, mest for st skjule den lettere dystre samtale hun netop havde haft med et barn. Hun burde virkelig huske, at Andrei ikke var så gammel og holde igen med de mørke detaljer.
Hun så til som pigen skiftede tilbage i sin menneskelignende form, og opfangede hurtigt det forventningsfulde blik. Hendes ene øje blinkede muntert til Natascha. “I sandhed den smukkeste sneleopard jeg nogensinde har set..” komplimenterede hun derefter, inden hun flakkende kiggede imod åbningen.

Som minutterne gik opdagede Angelie st det ikke kun var hende, der var bekymret for Uth. Børnene begyndte at vise nervøse trækninger. Hvorfor var hun bekymret? Hun havde ingen relation til denne elver og det meste af tiden brød hun sig egentlig ikke om ham.. alligevel var an charmerende, på en møg irriterende måde.
Hendes ører vippede hurtigt i retningen af åbningen, da lyden af skridt begyndte at tromme i dem. Hendes øjne kneb sig en anelse sammen, inden hun rejste sig op på hug, for at ligge en beskyttende hånd imod siden af bæltet, hvor pisken hang. Hun ventede og hørte hvordan skridtene kom tættere på.
Efter nogle ufattelig lange minutter, slappede hendes krop dog af. Efter han var tættere på kunne hun genkende skridtene. Hun åndede hastigt ud, inden hun lod det ene af knæene falde ned på jorden, så hun kunne læne hagen imod det andet knæ.
“Han er på vej” beroligede hun børnene, inden hun kort kiggede ned på dem og smilede let. Det var ikke bare en beroligende kommentar, men at hun vidste det, hvilket kunne høres i stemmen.
Da hun hørte hans forbandelser af sneen, fniste hun muntert for sig selv, inden hun kiggede ud, for at opdage, at det var i sandhed begyndt at sne. Hun sagde dog ikke noget til børnene, medmindre de direkte spurgte hvad hun grinte af. I så falde ville hun forklare dem det.


Sent from Topic'it App

Andrei havde været et stort smil, da hun sagde ja til hans spørgsmål, og havde været mere forsigtig i at stille det store han havde. Dog da hun nævnte at hun havde mødt en Nosferatu Klan, gled hans hoved en anelse på skrå. Han havde hørt, at der var meget få af disse tilbage, som ikke holdt til udelukket i kloakker, og huler. Gemte sig fra omverdenen, og var blevet mere dyriske, end noget andet. Hans interesse steg, da han kom i tanke om en af de gamle Nosferatu Klaner, der sagdes var ved fuld styrke, og ikke holdt sig helt gemt væk fra omverdenen, et sted i nærheden af Frankrig. Han så kort lidt undrende ud, men gled dog ud i et stort smil, og rejste et øjenbryn.
“En ‘anelse’? Første gang jeg så Gammel Heksen, sov jeg ikke i flere dage.” Klukkede han kort, med et genert udtryk ud ad grotten. “Men.. Så længe man forstår dem, og behandler dem som man ville enhver anden, er de ganske rare. Det er hende der hjælper mig med Magien I min krop. Hende der.. Hjælper med at holde den tilbage…” Sagde han, lettere dæmpet, inden han vendte tilbage til de tidligere spørgsmål han havde stillet, og lod Angelie fortælle.
Andrei lyttede observant til hendes fortælling, og hans hoved gled en anelse på skrå, som hun gjorde. Han kunne, et eller andet sted, godt se problemet. Væsner var lige så forskellige som mennesker, og kunne være lige så forfærdelige ved hinanden, som disse kunne. Han stussede dog over at hun fortalte, at menneskene også var blevet jagtet en gang. Det var.. Forfærdeligt! Gik imod de ældste koder, lagt i land af de ældste væsner! Menneskene havde deres plads i verdenen, og ingen havde ret til at jagtet dem, på den måde. Specielt ikke, da disse var langt i overtal, og kunne udrydde væsner, om de ville det, eller ej. Der var indsats tropper, specialiseret i udryddelsen af væsner. Det var, tildels, dem der havde forårsaget Udrensningen af Rusland. Få disse tropper ud af deres huler, og de ville have intet andet end en katastrofe.
Da hun endte sin forklaring med et spørgsmål, drejede Andrei ansigtet imod stenene, der var gjort klar til et bål, og så kort betænksom ud.
“Jeg.. Ville ønske, at jeg kunne sætte mig ind i alt dette.. Min.. Holdning, føles for.. Simpel.. Til at kunne virke. Men. Efter min mening, burde der laves et Råd.. Et Råd, med en blanding af alle jordens væsner. Et Råd, der stod for at vedligeholde ro, og orden.” Forklarede han, med brug af hans hænder, i det han kiggede tilbage op på Angelie. “Der vil altid være ondskab, det burde ikke være en overraskelse for nogen. Men.. Denne ondskab burde ikke være den der styrede landene. Ondskaben burde kunne.. Nedbrydes, af dette Råd.. Hvorfor.. Hvorfor kan sådan en ting ikke.. Lade sig gøre? Hvad stopper folk, I at starte et sådant Råd? Er der virkelig ikke nogen der ville kunne enes, og danne et sådant Råd?” Han virkede næsten frustreret, i at en sådan ting ikke blev gjort. Ikke blev startet, for at styre ting. Menneskene havde en sådan ting, kaldet ‘Regeringer’. Hvorfor havde væsner ikke også det? Et politi, til at styre morale, og holde amoralsk opførsel i skak. Han sukkede kort, og kastede en lille sten ud i sneen.
“Det er sikkert bare en lille drengs drømme… Umuligt, ligesom at skrue tiden tilbage.” Brummede han kort, med en lille latter, inden han kiggede tilbage imod Angelie. Det var umuligt for ham at holde det tilbage. Han måtte stille spørgsmålet. Han ville kende til flere Nosferatu Klaner.
“Den Klan, du sagde du havde mødt? Dem du sagde havde hjulpet dig? Ved du hvad den hed?” Spurgte han, med et nysgerrigt blik.

Angelies kompliment havde varmet Natasha op i et stort smil, og hun fniste kort, imens Andrei fortsatte med kort at tørre hendes hår, og så tilbyde det brød Angelie havde givet dem. Hun blussede op, og tog straks imod det med endnu et fnis, inden hun luntede over til Angelie.
“Det er fra Angelie, forresten.” Tilføjede Andrei, ime
ns han gik over imod de andre, og lagde hans kappe på jorden som underlag. Natasha kiggede ned til Angelie med et varmt smil, inden hun lagde sig ned ved siden af Elveren, og lagde sit hoved blidt oven på den anden kvinde’s arm.
“Taak, Angie!” Sagde hun glad, og kiggede op imod hendes bror. “YA dumayu, ona deystvitel'no simpatichnaya. Schitayete li vy, chto ona budet dlinnoy?” Spurgte hun ham, og han smilede kort.
“Nadeyus', chto tak. Kazhetsya, yey ochen' nravitsya ona.” Svarede han, og de fniste begge to blidt. Og hvis Angelie spurgte hvad de havde sagt, så de begge uskyldige ud, og Natasha lagde sig lidt ekstra tilpas imod Angelies arm, hvis ikke at hun var blevet skubbet væk endnu.



Ved Angelies bekræftelse, virkede begge børn til fysisk at slappe lidt mere af, og Natasha lagde sig lidt tættere op ad Angelie. Og det varede hellere ikke længe, inden ungerne også kunne høre Uth’s trasken, og så hans råben.
”Hey, nogen der har lagt mærke til at det sner, huh? Fandeme da heldigt, at der ikke er nogen af os, der har brugt en halv times tid på at prøve og slette vores spor, hm? Skiiide fedt… Kan ikke engang følge sporende til grotten længere! Hvor er I henne!?” Råbte han efter dem. Selv hvis Angelie ikke kaldte på dem, ville han hurtigt kunne følge Natasha’s glade fnisen, da hun satte sig op hvor hun var. Andrei kaldte også på ham, og Uth’s trasken gik igang igen.
”’Suka Piz’da derr’mo Pagoda!” Vrissede han irriteret igen, og Andrei rejste begge øjenbryn, og Natasha fniste igen.
“Avel! Natasha kan høre dig!” Udbrød han, og Uth svarede tilbage med en brummen.
”Du skal ikke høre efter, når jeg ikke taler pænt, Natasha, det ved du godt!” Kaldte han, inden hans muntre klukken gled igennem sneen, efterfulgt af hans figur, der nu trådte ind i grotten igennem den dalende sne. Snefaldet var blevet tykt, og udgjorde næsten en væg til det der var uden døre.

Uth trådte ind med en sukken, og rystede skuldrene fri for sne, imens han bankede sine arme fri ligeså.
”Ja.. Ja, det sneer. Hvis ingen havde lagt mærke til det… Ret så heldigt, at I fandt den grotte så hurtigt, ellers ville vi sku ikke have fundet den.” Klukkede han igen, inden han begyndte at trække sin sæk af ryggen, og lod den tungt hamre imod jorden. Han kiggede over teltet, og nikkede tilfreds et par gange.
”Godt lavet.. Det er da et telt, der kan bruges til noget, selv hvis det skulle storme..” Roste han med et smil, og begge børn fniste glad.
“Det var Angelie’s idé at vende det med åbningen indad.” Roste Andrei, og Uth kiggede over imod hende, med et varmt smil.
”Man skulle næsten tro, at du havde holdt til i en grotte, i snevejr, før?” Spurgte han interesseret, imens han begyndte at hive træ op af sin sæk, til bålet. Han kastede træet over til Andrei, som fik lagt det i en fin cirkel, og sat det op så det ville være nemt at tænde.

Hun fornemmede hans frustrationer over emnet allerede indenlandske gav sin mening til kende. Hun ventede tålmodigt på det lille udbrud, og da det kom, lyttede hun ganske simpelt til det. Det var faktisk ikke første gang, at dette var blevet foreslået hende. Det var vel til dels hendes skyld sidst, eftersom hun stak af, da englen forsøgte at opbygge et sådan råd for længe siden. Hun hverken viste eller sagde noget om dette, men lod i stedet Andrei tale ud og afslutte sin sætning med, at det måtte være et barns drøm.
Hendes blik undersøgte ham overvejende, som hun tænkte lidt over hvad hun skulle svare på det. Der gik længe, inden hun formåede at finde talens brug frem. “Et sådan råd vil tage al magten fra en og dele den ud på mange.. det kan lade sig gøre, men det kræver den rigtige drivkraft. Folk er selviske og vil have det hele selv.. ikke alle, så når landet er klar, vil en mere demokratisk løsning komme” opfordrede hun næsten venligt. Der var kun så meget en diktator kunne stille op, hvis en hel nation ville gå imod ham. Rusland ville måske vælte ham en dag og væsnerne ville være mere fri. Hun håbede for børnenes skyld, at landet ville være åbne over for dem en dag. De var jo søde unger.

Hun trak en anelse på smilebåndet ved hans nysgerrighed over den klan, som hun havde nævnt flygtigt. Hendes hoved begyndte at foretage en nikkende bevægelse, som hun drillende brummede et ‘mmhm’. Hun huskede navnet tydeligt. De havde taget imod hende, ladet hende undersøge deres arkiver. Hun havde trods alt brugt en del dage i selskab med nogle af dem.
Hun blinkede muntert, som det gik op for hende, at Mi’serable havde været en mere voksen udgave af Natascha. Lystige, livlige og drillende helt ind til benet.
Hun ventede lidt endnu, bare for at se hvor nysgerrig Andrei var for at vide svaret, indtil hun blinkede en enkelt gsng med det ene øje til ham. “Klan Rasputin” svarede hun derefter, inden hun afventende så til som han ville reagere på den information.

Da Nataschas fnisen ekkoede, så hun på de to, inden pigebarnet fik brødet og kom over imod hende. Hun nikkede let som et ‘selv tak’ til Natascha, da hun mærkede pigen komme hen, for at ligge sit hoved imod hendes arm. Hun tog en let dyb indånding, inden hun rykkede en anelse på armen, for at kunne ligge den rundt om den lille pige.
Det fremmede sprog imellem de to, fik Angelie til at kigge undrende imellem dem. “Hey.. man må ikke sladre på sprog jeg ikke forstår” brokkede hun sig over de to unger, som hendes fingrer drillende kildede imod Nataschas hals. “Hvad snakker i om?” Spurgte hun derefter, og måtte konstatere hurtigt, st det eneste svar hun ville få, var de tos fnisen. Hun sukkede yderst opgivende af dem begge, inden hun lagde den ene arm under sit hoved, imens hun stadig lod Natascha ligge på hendes arm.

Skridtene ekkoede før hans stemme. Som Den snedækkede figur kom inden for synsvidde, måtte Angelie kigge op imod ham. Det var først da hun mærkede at Natascha satte sig op, at Angelie også satte sig op for at strække ryggen. Hun så til som han baskede sneen af arme og skuldre.
“Tja.. havde du tænkt lidt længere, ville du have vidst, at sporerne ville være dækket uden din hjælp” påpegede hun drillende, eftersom de var halvt sneet inde i grotten allerede. Dog var hun mere rolig nu hvor han sikkert var kommet ind i grotten. Han var ikke faret vild eller endt i problemer.
Hun ventede denne gang blot, som Uth snakkede og børnene svarede, inden spørgsmålet blev vendt imod hende.
Hendes mund åbnede og lukkede sig et par gange, inden hun nikkede igen. Blikket goed over imod Andrei, der virkede optaget af st stille bålet op, inden det lagde sig tilbage på Uth. “Jo.. eh.. jeg har vist prøvet det et par gange før” mumlede hun lavmælt, inden hendes blik faldt imod jorden, en smule genert, og alligevel ikke helt.
Hendes bryn rynkede sig en. Let, og en streg viste sig i hendes pande. Tænkende nussede hun fraværende fingrene op og ned langs Nataschas arm, hvis denne stadig sad ved hendes side,
Det virkede underligt for hende, at være så... glad var vel ordet. Bølgen af de fremmeee følelser var langsomt begyndt at overfalde hende og det blev sværere at hold det i skak. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle stille op med dem, men de håbløse forsøg på at pakke dem væk, havde fejlet. Børnene havde bragt det bedste og glemte frem i hende. Elvermanden pressede på, og selvom hans pisse irriterende glæde, gjorde hende utilpas, så var det vel charmerende og anderledes.

Sent from Topic'it App

Andrei lyttede til Angelies holdning på hans idé, og det formede et smil over hans læber. Måske var der en mulighed. Den rette drivkraft, var det der skulle til. Men hvem kunne have en sådan drivkraft? Hvad skulle der til, for at starte et sådanne råd? Det var hans næste spørgsmål, men dette var ikke sigtet imod Angelie. Hun havde fortalt ham, hvad hun kunne. Dette spørgsmål, var mere tilegnet hans læremester. Hans interesse for dette spørgsmål, blev også meget hurtigt testet, da Angelie ondskabsfuldt begyndte at trække hendes svar ud. Den lille Aspara dreng, lignede en der var få skridt fra at eksplodere ud i en tiggen efter et svar. Det var tydeligt at hun kunne huske det, og han fniste kort, med et udtryk der sagde, at nu var hun bare ond.
Men da hendes svar endelig kom, lyste hans øjne en anelse op, men kun i et par sekunder. Derefter, blev de fyldt med tvivl, og usikkerhed. Det lignede at han nægtede at tro hende. At det var umuligt. Det kunne ikke være Klan Rasputin. Den dag en Nosferatu Klan’s Fader døde, sluttede Klanen, og nye måtte træde til. Klan Rasputin havde været en Fader Klan til mange. Der var sprunget minds ti andre Klaner ud, da Klan Rasputin døde. Disse Klaner ville være udryttet nu, hvis Klan Rasputin var tilbage. Sådan var -Vladimir-. En Klan Fader kunne vælge at benægte nye Sønne Klaner, og det ville Vladimir da bestemt have gjort, hvis han havde startet Klanen op igen. Ik?
Andrei havde været betænksom et øjeblik, inden han gav sig. Hun sagde sandheden. Det måtte hun. Hun havde talt sandt, indtil videre, hvorfor skulle hun ikke det nu?
“R.. Rasputin? Klan.. Rasputin? Øh.. Uh.. Uhm.. Og.. Og Di Morga.. Er ikke.. Brændt til jorden?” Spurgte han, et kort kluk, stadig usikker på det svar han var blevet givet.
“Vladimir.. Vladimir, Rasputin? Har du.. Du mødt.. Vladimir? Og.. Overlevet det?” Spurgte han igen, en usikker klukken endnu engang.
Dette nye svar, havde gjort ham en anelse mere fraværende, da hans søster kom ind, men var dog stadig gået i gang med at tørre hende, efter et øjebliks tanker.

Natasha fniste ustyrligt da hun blev kildet på halsen, og drejede rundt for at klappe Angelie’s  hånd væk. Andrei lo selv kort, og rystede på skulderen med Angelie’s spørgsmål. Natasha så ud som om hun havde fået en pludslig åbenbaring, og tog fat i et par af Angelie’s lokker.
“Vi.. Vi.. Vi, snakkede om hvor.. Smukt dit.. Dit, dit, dit hår, var! Jeg.. Kunne bare ikke huske.. Hvad.. Ordet for.. Hår.. Var…” Forklarede hun sig, haltene, da hun selv indså hvor dårlig en forklaring det var. Andrei lo ligeså, og rystede på hovedet.
“Flot.. Flot, Knurhår.” Tilføjede han, og fik Natasha kigge over imod ham, med tungen ude. Hun kiggede dog hurtigt tilbage på Angelie, og lagde en hånd på hendes mave med et blidt klap.
“Vi.. Vi.. Vi burde lære.. Læreee.. Dig! Nogen.. Russiske.. Ord!” Foreslog hun, og nikkede ivrigt et par gange. “Når.. Når, når vi kommer hjem.. Og.. Og du har mødt.. Mama, og.. Og Papa.. Så.. Så.. Så kan vi lære dig.. Noget Russisk?” Foreslog hun, med et stort, varmt smil. Andrei rystede igen på hovedet et par gange, med det varme smil over læberne konstant.


Angelie’s drillen, blev mødt med et lille smil, før en drillende grimasse, imens han efterabede hende kort, før han tilføjede.
”Hvis -ikke- det var begyndt at sne, så var det blevet våd sne, og sporende ville have været krystalklare, for enhver der skulle gå forbi. Så, jeg syntes at jeg tog et ret så godt valg, at undgå risikoen af dette, og ikke lede enhver bjørn, eller videre, inden for i vores grotte.” Brokkede han sig over hendes kække kommentar, men det var tydeligt på hans smil og udstråling, at han ikke var blevet fornærmet, men gik I stedet igang med sin sæk.
Hendes svar havde fået Uth til at klukke et par gange, og nikke med hovedet.
”Ud fra hvad jeg kender af dig, indtil videre.. Så har det nok været alene. Eller med din kolde kammerat som selskab. Denne gang.. Bliver I det mindste, end del varmere end du er vant til.” Tilføjede han med et varmt smil, imens de to drenge fik sat et bål op.
Natasha smilede stort, da hun mærkede Angelie’s fingre, og den lave brummen kom fra hende igen, imens hun lænte sig op imod Elver kvinden.

Da bålet endelig var blevet sat op, satte Uth sig over ved siden af Andrei, og lagde armen omkring drengen, så de lænede sig op ad hinanden, for at dele varmen. Han rakte ned i sin lomme med den ene hånd, og tog en lighter frem, som han tilbød Andrei. Andrei tog glad imod den, og kravlede lidt tættere på bålet. Rundt om de større stykker træ, var der lagt en cirkel af tørre kviste, som også udgjorde en bund til de større stykker. Kvistene satte hurtigt i flammer, og disse flammer spredte sig ind under bålet, og træet i flammer, der langsomt voksede.
Andrei lænede sig igen tilbage i Uth’s arm, og sukkede kort, med blikket rækket imod ilden. Uth stirrede tomt, med glad ind i flammerne for en tid, inden han virkede til at slå sig selv ud af en flyvsk tanke. Han kiggede over på Natasha, som lænte sig tættere ind imod Angelie nu, så de to piger’s kroppe også delte deres varme, som drengende gjorde. Den lille pige, og Uth’s øjne mødtes et kort øjeblik, og de smilede begge stort, som havde deres tanker ramt den samme idé.
“Historier!” Foreslog Natasha ivrigt, og satte sig en anelse op, dog stadig med kroppen ind til Angelie. “Kan nogen fortælle historier!? Be om?” Spurgte hun, ivrigt, mens hendes hænder klappede sammen. Uth lo kort, og nikkede et par gange.
”Det.. Syntes jeg lyder som en god idé.. Måske Angelie, har en Historie, hun har lyst til at fortælle? Elleeer, hun kan foreslå et Tema, og art? Uhygge, Drama? Kæærlighed?” Han viftede let med øjenbrynene med forslaget om ‘kærlighed’ som tema, og begge børn fniste, dog Natasha en del højere end Andrei.
“En sand, eller.. Eller…” Startede hun, og Andrei kunne straks høre, at hun ikke ville finde det ord, og tilføjede:
“Fiktiv..”
“Fiktiv! Fiktiv, historie?” Spurgte Natasha så, med tilføjelsen af det rigtige ord, med et blik op imod Angelie, med det samme store, varme smil.

Hendes ansigt lavede en overrasket vending, som Andrei virkede usikker på troværdigheden i hendes ord. Så han kendte tydeligvis til den klan, og langt mere end hun selv gjorde. Det havde trods alt heller ikke været deres oprindelse, som havde interesseret hende mest i sin tid ved nosferatuerne. Selvom hun forsøgte at holde en lille smule kontakt med en enkelt af dem.
Det var da hans næste spørgsmål lød, at hun måtte rynke brynene en anelse. Hun rettede kort ryggen, inden hun sendte ham et muntert blik. "Selvfølgelig ville jeg overleve det" svarede hun ganske sikker på sig selv, inden hun tog en let indånding, for derefter at kigge lidt mere alvorligt på ham. Hun havde ikke selv haft æren af at møde Vladimir, men hun havde hørt historierne om ham. Hun vidste, at denne havde været Ma'lakels hund, ligesom hun havde været Zanes. De havde stået på hver sin side, men Di Morga havde ikke ligefrem været i flammer på grund af dette individ.
"Ikke personligt.. Jeg mødte Karaktar.. Noget af Vladimirs yngel.. og Mi'serable" tilføjede hun langsomt, som hun så til da Natascha nærmede sig dem, inden hun afsluttede emnet, hvis ikke Andrei havde flere spørgsmål til hende. Hun ville trods alt besvare det så godt, som hun nu engang kunne.

Hun grinede lidt da pigen slog til hendes hånd, for derefter at stønne opgivende over den dårlige forklaring.
"Volosy" brummede hun informativt, eftersom hun huskede dette ord ganske klart. Pigen havde sagt det ord tidligere, da de havde mødt hinanden. Dertil var hun også sikker på, at det ord ikke havde indgået i børnenes hemmelige samtale.
"I er nogle lystløgnere, ja I er" brokkede hun sig til dem begge, som Uth trådte ind i grotten. "Det er ikke fair.. Jeg er nysgerrig nu" tilføjede hun derefter, inden hun genoptog strygningen af Nataschas arm. Hun tog det egentlig ikke så tungt, at børnene ikke indvilligede hende i samtalen, men derfor kunne hun godt lade som om.
Hun nikkede en anelse langsomt til Nataschas forslag. Hun havde lidt på fornemmelsen, at ungen ville blive skuffet hvis hun afslog, eller nævnte at hun nok ikke ville blive hængende længe nok. Hendes læber klemte sig let sammen, overvejende, inden hun smilede en anelse stramt.
"Det kunne være.. hyggeligt" mumlede hun derefter, inden hun løftede en advarende pegefinger og kiggede alvorligt på begge børn. "Men den første der griner over min forfærdelige accent eller indlæring, får med mig at bestille!"

Hun fniste ganske kort over Uths belærende forklaring, inden hun nikkede for defensivt at løfte den ene hånd forsvarende. "Du har ret.. Du har altid ret.. Du er dygtig!" drillede hun ham, inden hun rystede let på hovedet over hans opførsel. Hun sagde det ikke, men det var tydeligt at mærke, at Angelie var blødt meget op efter dagens arbejde og hårde ydre. Hun kunne trods alt godt vise munterhed og godhed, selvom det ikke lå lige så naturligt i hende, som det onde og indelukkede.
Hun nikkede derefter til hans kommentar, for at bekræfte at det enten havde været alene eller med hendes følgesvend. Det var ikke til at sige hvor ofte dette egentlig var sket. Desuden var hendes tanker et andet sted, som drengene fik godt gang i bålet.
Hendes øjne glimtede let fra flammernes skær, som hun kiggede ind i dem, tænkende. Der var så mange overvejelser og spørgsmål, som hun skulle tage stilling til. Hvad ville hun med sig liv nu? hvem var hun egentlig? Det var så længe siden, at hun havde været alene uden noget formål, at hun følte sig en smule fortabt på det punkt.

Det var først ved lyden af hendes navn, at Angelies blik forvirret fjernede sig fra bålet og imod Uth. "Hvad?" spurgte hun hastigt, usikker på hvad samtaleemnet egentlig handlede om. Forklaring kom dog langsomt, som hun lyttede til resten. Tema, art.. Åh nej.
Hendes blik blev en anelse forsigtig og tilbagetrukket. Hendes hånd, der havde nusset Natascha var stoppet i sine bevægelser. De ville da vel ikke have hende til at fortælle en historie vel? Hendes tilbagetrukne opførsel, fremviste en let klump i halsen, som Natascha tilføjede, at det kunne være en fiktiv fortælling. Det var desværre heller ikke en evne hun besad. Hun sukkede let, som hun lod en finger trykke imellem hendes øjenbryn, og blikket lagde sig tilbage imod bålet, for kort efter at skifte retning imod Andrei.
"Jeg synes den unge herre skal bestemme" prøvede hun sleskt at undgå, for at skyde bolden over til drengen. For en gang skyld håbede hun på, at denne havde noget som han ønskede at belære dem om.

Den simple selvfølge hun gjorde det til, at hun havde mødt Vladimir, og overlevet, fik Andrei til at klukke, og rejste øjenbrynene. Hvis man prøvede at læse hans blik, gjorde han det meget tydeligt, at dette nok var den mindst åbenlyse ‘selvfølge’ han nogen sinde havde hørt. At møde den Vladimir han havde læst, og hørt om af Gammel Heksen, virkede ikke som noget man kom helskindet ud af. Dyrisk, og fortabt i blodtørst. Det var den Vladimir, han var blevet fortalt historier om. Der ville rive ens hals af, før han lod en tale.
Opremsningen af dem hun havde mødt, slog ikke alle klik med det samme. Karaktar havde han hørt om. Vladimir’s højre hånd, og til tider, hans snor. Holdt ham fra at lave voldsomme diplomatiske fejltagelser. Det var også Karaktar, der gjorde Rasputin Klanen unik. Han gjorde dem, til hvad der kunne sammenlignes med en ‘Hive Mind’. I direkte mental kontakt med alle under Rasputin Klanen, selv væsner der ikke var Nosferatuer selv. Agenter. Mange havde kaldt Karaktar for hjernen i Rasputin Klanen, dog var det ikke velset. Hverken Vladimir, eller Karaktar, ville acceptere dette.
“Du.. Du bliver nød til at fortælle mig om dem.. Jeg beder dig. Ikke lige nu, men.. Engang. Nosferatuer, og den store effekt de har på et lands økonomiske, og diplomatiske ecosystem, er en af mine største interesser.” Bad han, kort inden Natasha kom ind, og han kiggede sigende imod hende. Nosferatuer, var ikke noget han havde lyst til at tale om, foran hans søster. Hans søster havde Gammel Heks billedet, af Nosferatuer. Kendte ikke til deres mørkere sider.

Natasha smilede glad, da Angelie nævnte ordet ‘hår’ på Russisk, og løftede en lok af Angelie’s hår op, og ned, et par gange.
“Volosy.” Forklarede hun, let fnisende, inde hun aede Angelie’s hår ud igen, og satte sig tilbage endnu engang.
Begge børn smilede stort da de blev kaldt løgnere, og Andrei lavede et falskt show af at være fornærmet.
“Jeg har ikke løget!” Beklagede han sig med et fnis. Begge børn holdt deres lille hemmelighed for dem selv, og fik i stedet ledet det hen imod snakken om at lære Angelie Russisk. Og da hun tog imod tilbudet, smilede begge børnene, for så at bryde ud i glad latter, da hun ‘truede’ dem, og de gav hende begge uskyldige blikke.
“Selvfølgelig ikke. Og hvis vi gør, er det ikke ondt ment.” Forsvarede Andrei dem, på forhånd, og Natasha kiggede op med et stort smil.
“Jeg. Jeg. Jeg.. Jeg lover.. At jeg. Jeg. Jeg ikke griner.” Svor hun, usikkert, med et lille smil over læberne. Hun vidste udmærket godt, at hun ikke kunne holde dette løfte, og fniste allerede lige efter at have givet det.


Uth lagde mærke til Angelie’s forsigtighed, og smilede betryggende til hende. Men hun fik den sleskt smidt over på Andrei, og Uth klukkede varmt, med et blik ned på drengen ved hans side. Andrei lyste op, og så betænkende ud.
“Hmm..” Han kiggede op på Uth, og Uth lo muntert med et enkelt nik. Andrei klukkede, og Natasha gav en glad, kort jupel, og satte sig til rette op ad Angelie.
“Gys.. Og Kærlighed.. Du vælger selv om fiktiv, eller sand.” Bad han, og satte sig lidt mere til rette. Uth nikkede et par gange, og fjernede armen fra Andrei.
”Okay.. Okay.. Svær kombination, men tror jeg har en der passer.” Forklarede han, og fjernede sin kappe fra ryggen, imens han rejste sig med benene. Han lagde frakken omkring Andrei, for at holde ham varm, imens han ville slå igang med sin historie.
”Okay.. Det er en Historie, om en sønnen af en Græve, og en datter af Natten.” Startede han, og gik så igang med hans historie.

Hans historie havde store bal, kærlighed ved første øjekast, og menneske jagte. Uth fortalte historier som en skuespiller ville, og brugte hele kroppen som en del af historien. Han tog brug af Natasha, ved det første bal han fortalte om, hvor den unge søn af en Græve, havde budt Vampyren op til dans. De to dansede i cirkler på det kolde grotte gulv, og lo lystigt mens han fortalte videre, om de varme, og forelskede blikke de havde sendt hinanden. Både Natasha, og Uth, lavede overspillede vink med øjenbrynene, og dansen sluttede med et dybt buk, og en formel nejen fra hver partner.
Historien fortsatte, og fortalte hvordan den unge man var blevet forgiftet i kvindes øjne, og ikke kunne få hende ud af hans tanker. Han vidste naturligvis ikke at kvinden’s hjerte var koldt, og at hun grad blod når hendes skaber tævede hende om aftenen.
Historien ledte ind i det næste Bal, og den unge mand, bad endnu engang om kvindens hånd. Men denne gang, var Uth lidt mere udfordrende, og gik formelt over til Angelie, bukkede sig lidt ned imod hende, og rakte hånden ud til hende.
”Måtte denne ydmyge herre, byde den skønne kvinde op, til endnu en dans?” Spurgte han, med et varmt smil. Natasha fniste glad, og skubbede til Angelie med hendes side, og nikkede imod ham, lige så udfordrende som Uth havde været.
Skulle Angelie tage imod Uth’s hånd, ville han blidt hjælpe hende op, selvom han godt vidste dette ikke var nødvendigt. Han trak hende tæt ind til sig, lagde en arm omkring hende, og slog ud i en formel, men diskret dans. Det var ikke det store, men det var en ganske normal dans ved store Baller omkring i verdenen. Begge børn klappede med ved dansen, og Uth slog charmen op, med begge bryn rejst, og et lystigt smil. Han løftede begge deres arme, og svang Angelie ud i en snuretur, inden dansen endte med ham nede i knæ, og hende lænt bag over. Deres ansigter var umådeligt tæt i det øjeblik, og Uth’s stille vejrtrækning sendte varme, hvide skyer ned imod Angelie. Han smilede lidt kækt, og tilføjede en slutning på dansen, med lidt mere historie.
”Og den nat, stjal den unge søn af en Græve, det første kys, fra en af Nattens døtre. Hans Dødsstraf.” Han klukkede let, og rejste både ham selv, og Angelie, for så at lede Angelie tilbage til hendes ‘stol’, og bukkede formelt, endnu engang.
Hvis Angelie ikke havde taget imod tilbuddet, have han lavet den samme dans med Natasha, dog med lidt mindre kække, udfordrende trin og blikke.

Historien fortsatte, og fortalte hvordan den unge mand nu blev jagtet af Nattens børn, og hvordan han flere gange knapt slap afsted med livet i hænderne. Indtil en dag, den kvinde han var faldet for, endelig viste sig igen. Han var forladt, blødene på en mørk, aflukket gade, og måtte se døden i øjnene. Han udmældte, at hun var det bedste han kunne have set, i hans sidste øjeblikke. Efter dette, faldt hans øjne I, men ikke før han følte den kvinde han elskedes tænder, synke i hans hals.

”Og sådan, slutter vores historie, med en mere dyster morale. Pas på hvilke søde øjne, man falder for. Der kan være Mørke, i selv de smukkeste smil.” Smilede han smørret, og Natasha sukkede lavmældt.
“Men.. Men.. Men, hvad skete d.. Der.. Der så? Blev.. Blev.. Han også.. Vampyr?” Spurgte Natasha ivrigt, og Uth rystede kort på skulderen.
”Hvem ved.. Hvis der er mere til historien, må I vente til en anden dag!” Lo han muntert, da begge børn sukkede, tilfreds.

Hendes nik kunnes ses, da hun lydløst accepterede, at fortælle ham mere om hendes møde med nosferatuerne. Hun opfangede også hurtigt det advarende blik, og droppede hermed emnet på stedet, som pigebarnet kom traskende. Hendes blik kiggede i stedet fra den ene til den anden, som Natascha fingererede med hendes hår. Ansigtet blev en anelse drillende, som deres rant begyndte om ikke at grine af hende.
“Jeg kommer til at fortryde det her” brummede hun opgivende af ungerne, som hun gned sin pande en anelse.

Snedigt havde hun fået lagt valget over på drengen, som tilsyneladende tog ivrigt imod dette. Hendes smil bredte sig lidt mere, i afslappende folder, inden hun åbnede sin frakke halvt, for at kunne ligge den om hende selv og Natascha, imens hun holdt let om pigen stadig. Blikket havde låst sig fast på Uth, som denne begyndte at overveje hvilken historie han skulle fortælle.
Hans skuespil sammen med ordene, fik hende til at betragte ham næsten tryllebundet. Han havde tydeligt et talent for st overdramatisere. Hendes blå blik fulgte alle bevægelserne, og hun løsnede grebet om Natascha, da han bød hende op til dans. Hun grinede let, og klappede kort da dansen var overstået.

Det var først da han rakte hånden frem imod hende denne gang, at det gik op for hende, at han inviterede hende op til dans. Hun nåede ikke engang at tænke over sit svar, før hun tilmed mærkede Natascha albue i siden. Hendes blik lå på hånden rakt imod hende, for derefter st hæve sig op til hans. Hendes højre hånd lagde sig let imod hans, som han hjalp hende op på benene.
Hun havde set dansene mange gange før, men hun havde sjældent selv haft muligheden for at gøre brug af dem. Hun kendte den, og lod sig let føre rundt i grotten. Den svage lyd af klap ringede i baggrunden, som hun lyttede til historien, inden slutningen af dansen blev nået. Hendes skarpe sind opfangede hans kække og udfordrende smil og blikke. Hun gengældte dem indimellem, men ikke bevidst.
Hendes krop snurrede elegant tre gange rundt, for at lande i den halvt bagoverbøjet stilling, med den ene hånd lagt imod hans skulder.
Hendes vejrtrækning stoppede i det øjeblik, som tågen fra hans lå omkring hendes ansigt. Hun blinkede langsomt, og fastholdt sit blik med hans i denne stilling, for nu st høre afslutningen komme fra ham.
Hun mærkede hvordan han rejste hende, for at lede hende tilbage til Natascha. Forvirret satte hun sig med et blødt bump, inden hun åbnede frakken for at lade pigen kravle ind igen hvis denne ønskede det, blikket blev ved med st følge Uth, forvirret, overrasket, måske endda glædeligt, som han begyndte at fortælle moralen ved hans historie.

Hende lave fnis lød, som hun overvejede hvorvidt det var en belæring til børnene eller til dem alle. Så et smil var tydeligvis farligt. Det fik hendes eget til st have en dobbelt mening et eller andet sted. For smilet var fast placeret i hendes ansigt, der glimtede let fra flammernes lys. Øjnene blev ved med at dølge ham, som hun overvejede denne morale en del.
Da Natascha spurgte til hvad der skete, nikkede Angelie ivrigt. “Du er faktisk nødt til at fortælle hvad der skete med ham?” Bad hun næsten tiggende, som hendes øjne voksede en anelse i iver for sr vide hvordan det hele ville ende.
“Så” startede hun langsomt, som hovedet faldt let på skrå. “Sand eller fiktiv?” Spurgte hun overvejende bagefter.

Sent from Topic'it App

Natasha havde glad taget imod invitationen ind under Angelie’s frakke, og lænede sig tæt op af Elveren som historien blev fortalt. Begge unger var i live, og en del af historien. Fniste, når Uth fortalte noget sjovt. Gippede, da han fortalte noget uhyggeligt. Sukkede, med det kærlige. Det var tydeligt, fra de tre, at det ikke var første gang Uth fortalte historier.

Uth var en anelse overrasket, men lettet, da Angelie valgte at tage imod tilbuddet. Han var ikke helt sikker på, at det var noget hun ville have trådt op til. Dans? Med den kolde attitude hun havde haft i starten? Havde Uth ikke set Angelie blomstre i blandt børnene, ville han ikke have troet på at hun ville danse med ham i en grotte, til to børns glæde, og muntre klappen. Hans blik gjorde ikke denne overraskelse vitterlig tydelig, men udviste i stedet et taknemmeligt, ja næsten beæret smil. Kunne godt være at han havde danset disse danse, utallige gange i hans yngre år, men det var næsten halvfjerds år siden han sidst havde gjort det. De elegante skridt, og flydene bevægelser, kom dog hurtigt tilbage til ham, og han ledte hende ud i en farverig dans. Med sving, stop og ord, tegnede de sammen historien, om de to blussende elskere, der var faldet for hinanden den nat, så mange år siden. Det var meget tydeligt, efter ganske få sekunder af dans, at dette ikke var den første gang han ledte en kvinde rundt på et ‘dansegulv’. Ikke første gang, hans sko havde ført ham rundt i elegante sving, og taktiske stop. Det havde også engang været hans stolthed. Han var danseren, i hans familie, gået igennem fra hans mor. En kærlighed for musik, og dansens charme. I dette øjeblik, som da de havde været i kamp, tidligere, var Uth mere i live, end i enhver anden situation.
Han holdt sig heller ikke tilbage, når han ledte. Hans hænder havde et fast, og bestemt greb i Angelie, men med en vis formel charme ved det. I de danse han dansede, var han intet uden hans partner, og han ville have hende med i et hvert sving. Et hvert stop. Have hende til at føle suset, når hendes hår blev kastet fra side, til side, og hendes hætte ville også være faldet, hvis den ikke allerede var blevet fjernet. Han gjorde sit bedste, for at få sin partner til at føle den samme glæde ved dansen, som han gjorde. Og denne mørke aften I Rusland, var hun hans partner, og havde hans fulde opmærksomhed.
Angelie virkede også til at nyde dansen, og fik Uth’s allerede store smil til at vokse. Han tog hende ud i et par mere udfordrende, hurtigere skridt, for at vise Angelie at hun sagtens kunne. Han kunne ikke vide hvad hun tænkte, men hvis der var den mindste tvivl på hende selv, ville han kvæle den. Men selv med de udfordrende skridt, var der altid et tilbagefald. En måde at kunne få et fejltrin, til at være det rigtige. Skulle hun fejle, ville han lade hende lede ham, ind i de næste skridt, for at kompensere. Han havde belært andre i at danse mange gange før, og havde en evne til at få alt, til at ligne, og føle som en succe, og han var ikke flov for at lade hende lede, for at komme tilbage i dansens rythme.

Da dansen var ovre, og han havde sagt de næste ord af historien, fik han ledt hende tilbage til Natasha. Da han gjorde, holdt han hende kort i hånden, og gav hende et vink med det ene øjenbryn.
”If that was your first time, you’ve got an untapped talent there.” Tilføjede han. Uth havde stadig en fornemmelse af, at en kvinde som hende, ikke ville have taget en rejse som hun havde, hvis ikke for at starte en ny tilværelse. Dette var et uforklaret forslag, til hvad hun kunne lave, der ikke bare handlede om frygt, og kontrol, som hun havde snakket så godt om tidligere. Men hans kommentar, var ikke lagt op sådan, men som et varmt kompliment.
Natasha, som stadig var igang med at klappe da Angelie satte sig ned, gled hurtigt ind ved siden af Elveren igen, og satte sig til rette op af hende.
“Det.. Det.. Var rigtig flot..” Hviskede hun, for ikke at forstyrre historien, som straks slog igang igen. Hun kiggede op på Angelie med et varmt smil, inden den fulde opmærksomhed gled tilbage på Uth.

Begge børnene buede lettere komisk, af Uth’s udtalelse om at måtte vente, og da Angelie kom med på brokken, lo Uth endnu engang glædeligt, inden han bevægede sig over imod Andrei. Han skulle til at give sig, og fortælle videre, nettop som Angelie spurgte om historiens art. Han smilede med et tænkende blik, imens han satte sig ved siden af Andrei. Drengen løftede Uth’s frakke, for at Uth kunne tage den over sig igen, og så trække den lille Aspara ind til sig.
”Mmmh.. En smule af begge, vil jeg tro.” Startede han, med en vippende håndbevægelse.
“Hvad.. Hvad.. Hvad skete deeer?” Spurgte Natasha utålmodigt, og Uth klukkede igen, inden han gav sig.
”Fiint.. Fint.. Utålmodige møgunger.. Alle tre..” Udbrød han drillende, og skubbede lidt til Andrei, som skubbede igen med en fnisen.
”Jo.. Den unge Greve.. Vågnede mange uger senere, I et mørkt rum, med hans store kærlighed ved hans side. Han var dog, ikke længere sig selv, for han var død den dag. Drænet tom, af hans store kærlighed. Men, det var ikke det eneste hun gav ham, den nat. Hun gav ham også ‘The Nosferatu Embrace’. Nosferatu omfavnelsen, er nok det tætteste vi kommer på fransk.” Tilføjede han, med et lille smil. Andrei gispede ved hans side, og satte sig lidt op.
“Var.. Vampyren en.. Nosferatu? Men.. I historien, sagde du at hun var den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set? Og.. Nosferatuer…” Startede han, og Uth uglede blidt hans hår, før han kunne tale færdig.
”Det opfangede du godt? Ja.. Hun var den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set, og denne Nosferatu kvinde, var ikke som Gammel Heksen. Hendes blod, giver liv, selv før Nosferatu Embracet. Det kunne heale, en hver skramme. Det siges endda, at hun kunne genoplive hendes nære, med blot en dråbe af dette blod, hvilket jeg ikke er helt sikker på kan passe.”
“Så.. Historien var sand?” Afbrød Andrei, og Uth nikkede hovedet en anelse fra side til side.
”Eeh, mja, giv mig et øjeblik. Denne kvindes blod, gjorde at den forrådnelse, der normalt er til stede i Nosferatuer, ikke kunne ses på hende. Hun havde fuld kontrol over hendes blod, og kunne varme det op, og køle det ned, alt efter hvilken farve hun ville have hendes hud til at holde. Så ja. Han blev til en Nosferatu. Som du nok ved, har de fleste Nosferatuer en enkelt, eller ganske få, følelser, som de lever efter. Som er så ingydet i dem, at de sjældent kan kontrollere denne følelse. Den unge Greve, blev født I kærlighed, og længsel. Men, mest af alt. I vrede. Et indgydt had til dem, der havde taget hans liv, på grund af hans blinde kærlighed for Vampyren.” Forklarede han, og lod stilheden falde i et stykke tid. Lod det synke ind, og tvang det næsten derud, hvor ungerne var ved at skrige efter et navn.
”Og sådan går en, af de mange legender, om hvordan Vladimir Rasputin, fader af Rasputin Klanen, blev skabt. Fader, til en af de stærkeste Nosferatu Klaner, i verden historien, foruden den første. Han startede sin tid i blind kærlighed med hans kone, Olga Rasputin, og udraderede systematisk den Klan, hun havde været en del af. Den Klan, der havde jagtet, og forpint ham, den sidste dag han levede.” Brød han endelig stilheden, og fortalte hvem historien havde omhandlet. Andrei så næsten måløs ud, og ledte efter ord. Natasha smilede bare, og lagde hovedet en anelse på skrå. Hun prøvede at huske noget hun havde fået afvide i en Historie time engang, da navnet i hvert fald sagde hende noget.
“V.. Vladimir? Kong Vladimir? Blev skabt I.. Kærlighed? Men.. Historiene, fortæller om hans vrede, og had? Den fortæller intet, om kærlighed?” Spurgte han, frustreret, over at være uvidene. Uth trak en anelse på skuldrene.
”De fleste af de Historie bøger vi læser i dag, er skrevet af Elvere, og Mennesker.. Vladimir var i krig med Elverne, og… Ja, lad os indrømme det, udraderede næsten min, og Angelie’s, race fra Rusland. Nosferatuernes hær var… En anelse mere udspikulerede, end Elverne kunne håndtere. Naturligvis ville de have fortalt om hans vrede. De fleste Skrivere, har heller ikke hørt hvordan tingene var -i- selve Rasputin klanen. Hvem ved. Måske er der noget ved denne historie. Som sagt, ved ingen om denne legende er sand, men.. Jeg tror der er en mulighed. Ud fra hvad jeg har hørt fra Gammel Heksen, så var der masser af Kærlighed at finde, i Rasputin Klanen.” Forklarede han. Han klukkede, imens han holdt en hånd op foran Andrei’s mund, for at stoppe ham i at stille flere spørgsmål.
”Lad os ikke hænge for længe med spørgsmål, for I aften, hm? Nogen der er sultne?” Spurgte han, med et varmt smil.

Ingen af børnene var sultne, da brødet Angelie havde givet dem, havde gjort dem mere end mætte nok. Hvis Angelie heller ikke var sulten, ville de gå tilbage til historierne. Andrei tog hurtig turen, og fortalte en kort historie, om en dreng, og hans Drage. Historien var sjov, og godt fortalt, og fortalte om dramaet der opstod, når en Drage unge pludselig dukkede op et sted, hvor de havde været uddød i så lang tid.
Natasha tog også sin tur, og fortalte en historie om en Tiger, og dens lille ven, Musen. Historien var sød, og glad, og fortalte om heltegerninger fra begge dyrene, der reddede hinanden, og andre, i deres jagt på en ost. Hendes historie var ikke lige så godt fortalt som de andres, men det var tydeligt at hun prøvede, og øvede sig, i hvordan man fortalte. Det gjorde det også lidt svære, da hun snakkede fransk, men hvis Angelie sagde det ikke var nødvendigt, insisterede hun, og fortalte videre. Hun ville aldrig blive god til Fransk, hvis ikke hun fik snakket det.

Natasha’s historie trak en anelse ud, men formåede ikke at blive kedelig, og både Andrei og Uth klappede da historien sluttede, og takkede glædeligt. Uth’s blik gled så over imod Angelie, og smilede varmt, med brynene en anelse rejst. Det var en indbydelse. Han ville se, om hun kunne overtales til at dele en historie. Hvis hun gav ham nogen tegn, der sagde at hun ikke ønskede dette, ville han hurtigt foreslå at det var sengetid. Rede hende ud, af endnu en tiggetur, fra børnene.