Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Hendes krop blev sunget rundt, og ved det tredje sving faldt hendes hætte væk fra hovedet, for at lade håret hvirvle med i de yndefulde bevægelser. Nok var hun kold og kynisk, men hun var også en pige med en piges drømme. At blive budt op til dans var altid en fryd, en form for erklæring, hvilket hun bestemt ikke sagde nej til.. eller.. kun sagde nej til, hvis hun hadede vedkommende.
Det var først som det blev afsluttet og hun ledt tilbage, at hun svagt fik vejret igen. Hendes åndedræt trak sig ind et par gange, som hun kiggede op og ind i de gule øjne, der sendte hende et vink og en hånd, der gav et let klem inden den slap hendes. Igen måtte hun ticke let med hovedet for at vende tilbage til virkeligheden. Hans ord ramte hende, som den kompliment hun anså det for st være, inden hun lod hovedet falde let til den ene side. “Oh dear.. it wasn’t my first time” svarede hun let tilbage, selvom hun ikke var halvt så habil en danser som ham, så havde hun trods alt lidt erfaring på området.
Det var først da Natascha lænede sig ind imod hende igen, at Angelies blik fjernede sig fra ham, inden hun smilede takkende til pigen, for atter at lægge armen og frakken om hende. Hun lyttede opmærksomt til resten af hans fortælling.

Sol børnene buhede, måtte hun le af hele situationen de sad i. Efter så farefuld en eftermiddag, ja så sad de her og grinede og morede sig. Hun istemte sin utilfredshed, og fniste let, da han brokkende måtte krybe til korset og give sit publikum hvad de ville have.
Hendes ører spidsede endnu engang, som hans fortælling fortsatte.
Hendes øjne blinkede overrasket ved genkendelsen, som han fortalte. Hun lyttede opmærksomt, og for hendes indre blik formede billedet af en rank og Royal kvinde sig. En hun selv havde haft fornøjelsen af st møde flere gange. Hun vidste, at det måtte være hende, da evnen om at kontrollere sit blod blev benævnt. Det havde hun set et par gange, sidst da kvinden havde beklaget sig over hvordan hun havde kæmpet med st få smykket piercet igennem sin læbe. Det havde været en magtkamp uden lige for hende.
“Mi’serable” rettede hun ham Per automatik, da han nævnte Olgas efternavn. Hun kaldte sig selv ved Mi’serable da Angelie havde mødt hende første gang. Det var egentlig bare fløjet ud af hende, som en refleks på at han skulle give børnene den rette information.
Hendes blik vendte sig ind i flammerne, som et ærbødigt og varmt smil lyste hendes ansigt op. Det var tydeligt, at Angelie besad nære følelser for denne nosferatu. Det var dog kun som et nært venskab, og kvinden var en af de venner, som hun havde været ked af at forlade i hendes liv i Frankrig.

“I sandhed en nosferatu, smukkere end træerne i en sommersol.. og forbandet sarkastisk... lidt som Uth” bemærkede hun med tryk på den sidste kommentar. Deres humor ville næsten gå hånd i hånd af hvad hun havde set. Fingeren kløede let imod hendes ene knæ, som hun strakte benene en anelse.
Hun kommenterede ikke nærmere på hvordan tingene havde været i klanen. Hun havde set overfladen, og de havde alle været civiliseret, respektfulde og imødekommende over for hende. Hun havde bedt om hjælp, fået den og stod i gæld til dem. Uden dem ville hun være hjemsøgt og dybt sindssyg nu, hvis hun ville være i live stadig.

Hun lyttede ivrigt til begge børns historier og klappede stort da de hver især var færdige. Det havde været forfriskende at opleve verden igennem et barns øjne. Historier var vel hvad man inderligt selv drømte om, var det ikke? Eller noget lærerigt ligesom Uths havde været.
Hendes blik vendte sig imod hans, som hun fornemmede at han kiggede ventende imod hende, ord var ikke nødvendige og hun vidste hvad dette betød. Han ville redde hende ud af denne knibe, hvis hun ønskede det. Hun overvejede det et kort øjeblik, inden hun lagde sin frie hånd imod brystet og tog en dyb indånding. Den anden, som var omkring Natascha, gav pigen et let klem, inden øjnene vandrede op imod grottens loft.
Hun behøvede jo ikke fortælle en historie om sit liv, og der fandtes da nogle historiske slag, som hun kunne fortælle børnene om, uden st afsløre for meget. Hendes smil bredte sig en lille smule, inden hendes øjne kiggede ned imod Natascha for derefter st stryge hendes hår let.

Hende stemme begyndte langsomt en fortælling om det første slag om tronen, som hun havde været vidne til. Hun fortalte om den daværende hersker og dennes lærling, som gik imod ham for at tage magten for sig selv. Hun nævnte ingen navne udover de to ‘hovedpersoner’. Ellers var det elveren og dæmonen, som refererede til hende selv. Fortællingen forløb detaljeret med hvordan dæmonkvinden havde sejret over elveren, fordi denne var blevet fortabt i dæmonens blik. Hvordan kvindens sidste ord havde været navnet på hendes elskede og hersker.
Hendes hjerte slog et kort slag, som hun fortsatte med hvordan Zane havde brugt en amulet, hentet hjem fra Californien, til st forvandle sig selv til en enorm drage, uvidende om hvad dette ville skabe af problemer senere hen. Fortællingen sluttede til sidst med hvordan lærlingen og dennes slæng havde sejret over dragen ved at være smarte og taktiske.
Hun tog en kort indånding, som hendes hånd stadig strøg Nataschas hår, som denne havde gjort igennem det meste af historien.
“Slottet lå i ruiner.. en enorm ændring skete den dag i hele landet..” hviskede hun langsomt, inden et skævt smil satte sig på hendes læber. Hun skjulte sin harme til perfektion, og havde genfortalt historien ganske objektivt, uden at fortælle hvilken side hun havde tilhørt.

Hun kiggede kort ind i flammerne, der næsten var brændt ned til kun at være gløder, inden hun hævede et øjenbryn. “Sengetid for de små” lød hendes drillende ord, som hun pustede imod Nataschas øre, hvis denne ikke allerede var faldet i søvn.

Han havde lagt mærke til, hvor yndefuldt og næsten perfekt hun fulgte med i trinnene. Det virkede til, at han skulle have taget tempoet endnu højere op, for at udfordre hende. Dette, gjorde han dog ikke. Var ikke rigtig det, det handlede om i det øjeblik, og de havde heller ikke ligefrem tøjet på til det.
Og ved hendes lille kommentar, smilede han blot bredere, og gav hende et overrasket, men positivt blik. Så der var en pige, bag den hårde kvindes ellers kolde skin. Han vidste allerede at hun ikke udelukkende var den han først havde frygtet, men at hun måske også havde de samme glæder som en pige som Natasha nok havde, når hun blev ældre, var en anelse overraskende. Han havde bedømt hende forkert. Det ville han ikke være for stolt til at indrømme, før eller siden.

Angelie’s rettelse af Olga’s efternavn, fik ham til langsomt at skæve blikket imod hende, inden hans hoved gled en anelse på skrå. Andrei, til gengæld, rejste hovedet med det samme. Ud fra hvad han havde hørt, var Olga begyndt hidsigt at rette på folk, hvis de kaldte hende ‘Rasputin’ til efternavn. Angelie’s hurtige rettelse, virkede næsten for hurtig, til ikke at være blevet rettet, eller hørt hende rette nogen.
“Du har virkelig mødt dem?” Mumlede han stille, og Uth drejede blikket tilbage ned imod ham, nu med hovedet endnu mere uforstående på skrå.
”Var?” Spurgte han kort, inden han kiggede tilbage på Angelie, da hun begyndte at beskrive Olga. Det var tæt ved hvad legenderne selv sagde omkring kvinden, men det var ikke det han bed hårdest i. Andrei havde sagt ‘de’.
”Vent, vent… Du.. Har mødt, Olga? Vladimir Rasputin’s Kone?” Startede han, og Andrei rettede hurtigt på ham.
“Tidligere.. Tidligere Kone..” Uth bed ikke så meget mærke i det, men kiggede fortsat spørgende imod Angelie.
”Og.. Og han.. Sagde ‘de’? Som I.. Der var flere, af Rasputin Klanen? Men.. Den.. Skulle være død? Uden Vladimir…” Spurgte han, krævende. Der var en hvis usikkerhed ved hans ord, som om han ikke selv ville tro på det, lidt hen af hvor forsigtig Andrei havde været. Aspara drengen tog hurtigt svaret fra ham.
“Ja.. Angelie siger, Vladimir lever.. Et sted der hvor hun kommer fra, sammen med andre af Klanen.” Uth trak en mine, og kneb øjnene hårdt sammen, med en lavmeldt klukken.
”Åh.. Gud… Og.. Dit hjemland brænder ikke endnu? Selv.. Selv Gammel Heksen, der ellers taler godt for Nosferatu arten, kaldte ham ustabil og direkte usympatisk.. Flere gange…” Sagde han, tvivlende. Han rystede et par gange på hovedet, som om han ønskede at skubbe denne nye viden ud af hovedet, eller som om han prøvede at få hans sind til ikke at tro på det.
Uth lagde en hånd imod hans hage, og aede hans kindben, som man ofte så folk med skæg gøre. En gammel vane, fra hans tid til søs, da han havde haft et skæg. Noget han gjorde, når han var dybt betænksom.
”Hm, hm.. Så.. Hun er virkelig så smuk?” Sagde han, let spørgende imod Angelie. ”Kunne være man skulle høre Gammel Heksen, om man kunne lokke hende tilbage til Rusland…” Sagde han, med et let smøret smil, og rettede på jakken. ”Har hørt G.H tale om hendes interesser.. En hvis.. Forkærlighed, for spidse øre.. En af hendes interesser ved Vladimir.” Sagde han, med et kækt, drillende smil, inden han skævede en anelse, med øjnene knebet en anelse sammen imod Angelie. ”For.. Begge køn, så vidt jeg husker.. -Hvor- godt, kendte I hinanden?” Spurgte han, med et stort, drillende grin over læberne, inden Andrei gav ham en hård skulder i siden, og han lo lystigt.


Da det kom rundt til Angelie, og blev hendes tur til at fortælle, satte hun rent faktisk igang. Uth smilede, næsten med taknemmelighed i øjnene, og så med stor interesse. Historien var mest fascinerende, da hendes måde at fortælle, lød alt for nær, til at være en opdigtet historie. Ved nævnelsen af en Drage, sprang Andrei hastigt ind med interesserede spørgsmål, indtil hvordan dette kunne lade sig gøre. De var uddøde. Væk. Uth fik ham dog hurtig tlidt ned, og lod Angelie fortsætte, hvis ikke hun ønskede, eller ikke vidste uden videre, hvad denne amulet omhandlede, på trods af at han selv også var lettere interesseret. Hans hoved gled en anelse på skrå, da historien nærmede sin slutning, og han sendte hende et sigende blik, og et lille nik imod hende. Han sagde intet, men hentydede, at historien handlede om hende. Han havde ikke brug for et svar, han kunne godt ligge to, og to sammen. Hun havde fortalt om en elver kvinde, og om hendes udfordringer. Den form for udfordringer, der kunne knække de fleste. Gøre dem kolde. Kolde, som Angelie havde været da de mødtes. En Angelie, børnene bestemt ikke kendte til, og derfor ikke ville kunne gætte, selv med deres intelligens. Elverkvinden i historien, lød som en anden kvinde, i deres øre. For ikke at nævne, at begge nu lå, stort set halvt faldet i søvn, da historien rigtig sluttede.

Med hendes ord, klukkede Uth stille, og kiggede ned på den halvt sovende dreng i hans arm, som kort nikkede. Natasha kiggede op på Angelie, med slørede øjne, og fniste stille da hun blev pustet i øret, og gnubbede hovedet imod Elveren, som for at gemme sit øre, inden hun også nikkede.
“Tak for historien.” Takkede Andrei, og Natasha nikkede.
“Den.. Den.. Den, var lidt uhyggelig.. Men.. En god historie..” Takkede hun også, høfligt. Det var heller ikke udelukkende af høflighed hun takkede, men også at hun faktisk syntes det var en god historie.
”Ja.. Det var det.. Og ja, det er det.. Kom så, I to.” Sagde Uth, smilendene, og rejste sig forsigtigt, for ikke at lade Andrei falde. Han lagde så begge armende omkring ham, og løftede drengen op, som ikke gjorde den mindste smule modstand.
”Hoold kæft, hvor er du blevet stor…” Brummede Uth drillende, og Andrei fniste i hans arme, med et lallende slag imod Uth’s skulder.
Uth bar drengen over imod teltet, og kiggede ned imod Angelie. Var tydeligt, at han regnede med at hun ville samle Natasha op, og hvis ikke hun gjorde, ville pigen heller ikke komme nogen vegne.
Han selv gik ind med Andrei, og fik lagt ham i midten af teltet, imens han selv gik på knæ ved hans side, og kiggede imod Angelie.
”Hvad med os? Eller.. Med andre ord, hvad med dig? Er ikke længe siden, at jeg sov en fuld nat i en varm seng. Du har trods alt rejst en del, så kunne godt forestille mig, at du kunne trænge til søvnen, også?`” Spurgte han varmt, inden han kiggede ned på Andrei.
”Uh, henter lige den anden kappe.” Udbrød han også, og gik ud af teltet, for at hente sin sæk.

Blikket, som han vendte imod hende, fik det til at gyse let igennem hende. Måske det havde været en dårlig ide at rette på ham med hensyn til dette. Måske brød de sig ikke meget om kvinden herhjemme, selvom det aldrig havde været den følelse hun havde fået. Hendes tanker afbrød dog, da Andrei kommenterede med en af sine egne. Angelie smilede svagt inden hun nikkede til ham med en Mhm lyd.
Da Uth så valgte at spørge om det samme, nikkede hun derfor igen. Hun mærkede svagt stikket af savn, som samtalen havde drejet sig ind på dette. Det ville være næsten som en drøm, hvis hun ville støde ind i kvinden igen. Muligheden var sandsynlig, men netop nu, nok lidt mindre. Bare vampyren ikke ville flå hende levende for at smutte uden et farvel.
Hendes ansigt skar sig, som munden åbnede sig for at svar Uth. Hun nåede dog ikke at sige noget før Andrei havde svaret for hende. Hun lukkede derfor blot munden, og kiggede undrende imod de to drenge. Ved Iths sidste kommentar, fnøs Angelie lettere sarkastisk ved tanken.
“Åh det brændte.. af andre årsager.. Vladimir og hans slæng var ganske... neutrale” forsvarede hun dem, inden hun sendte et skarpt blik imod ham, som enlydløs advarsel. Hun ville ikke tillade ham at sætte fornærmelser op omkring nogen, der havde hjulpet hende.
Hun fornemmede det næsten inden han sagde det. Øjnene pressede sig let sammen, som han slyngede sin overvejelse ud. “You wouldn’t stand a chance” bed hun lavmælt af ham, som et svagt snært af jalousi fulgte hendes sætning. I realiteten var hun ikke klar hvorvidt Olga ville tage imod tilbuddet eller ej, men hun håbede det egentlig ikke, når hun måtte overveje det.
Blodet løb let ned i hendes kinder ved den næste bemærkning, som hun stirrede direkte ind i hans blik. “Jeg er... var forlovet! Selvfølgelig var det rent platonisk” forsvarede hun sig hastigt, som hun søgte en anelse væk, med ønsket om at kunne synke ned i jorden på netop dette tidspunkt. Dette var ikke et emne hun ønskede at diskutere, selvom hun aldrig havde været i lag med vampyren.

Da Andrei afbrød hende, stoppede hun kort og overvejede, inden hun kiggede alvorligt imod ham. “Alt magi har sin pris..” påpegede hun varsomt, inden hun holdt en pause. “I den amulet var en af de fire drager indespærret. Det er en helt, helt anden historie hvad de er..” fortalte hun let, inden hun nikkede kort. “Som han brugte amuletten, frigav han også væsnet”.
Hun vendte tålmodigt tilbage til sin fortælling, og blev ikke afbrudt igen.
Som hendes fortælling nåede sin afslutning, mærkede hun hvordan pigen var halvt sovende i hendes arme. Et skævt smil kom over hendes ansigt ved de søvndrukne tak fra dem, inden hun nikkede kort.
Hun så til som Uth trak Andrei op i favnen, inden hun selv langsomt gjorde det samme med Natascha. Da hun stod på benene rettede hun lidt på sit greb omkring pigen, inden hun bevægede sig ind i teltet efter Uth, der havde lagt Andrei i midten med kappen. Angelie knælede ned ved siden af, inden hun blidt lagde Natascha ved siden af hendes bror. Hendes fingre trak kappen af, for at lade den svøbe sig godt om pigebarnet, inden hun hviskede et godnat til børnene.
Som han snakkede til hende, kiggede hun op på ham henover børnene, inden hun kvalte et gab med næsten succes. Hendes hoved rystede let, som for st sige, at det ikke var en nødvendighed. En dag fra eller til med dårlig søvn ville ikke gøre den store forskel på hende.

Hun fulgte ham med øjnene, som han gik ud af teltåbningen, inden hun selv fulgte efter. Kroppen knælede ned foran det næsten døde bål, inden hun langsomt lagde nogle gode tykke logs på det igen, for st få flammerne til st blusse op og hjælpe med at holde varmen i grotten.
Hun vidste, at han havde vidst præcis hvad hun havde snakket om i sin historie. Hun havde set det blik, som han havde sendt hende. Hun undgik derfor hans skikkelse, som for ikke st drage yderligere opmærksomhed til sig selv.
Med en tynd pind, virrede hun op i gløderne, inden de lyse flammer igen fik fat i træet, for at sluge dem råt. Pinden kastede hun ind i let, inden hun holdt hænderne kort imod flammerne, for derefter st ligge dem imod sit ansigt. Hun mærkede de indtørrede røde streger, fra det sår hun tidligere havde fået. Hun burde vel ordne det, men hun magtede det ikke rigtig på dette tidspunkt. Det ville tære unødigt på hendes kræfter, og forfængelighed var ikke noget hun havde råd til længere.
Først her kiggede hun under halvt åbne øjenlåg i Uths retning, inden hun lod sig falde ned på siden ved bålet, for st læne hovedet imod overarmen, der lå strakt ud på jorden under hende. Hendes fingre snoede en ad hendes fletninger rundt om pegefingeren.

Sent from Topic'it App

Da hun forklarede at det brændte, men at Klan Rasputin havde været neutrale, trak Uth igen en tøvende mine, og en stram grimasse, der gjorde at han først ikke så hendes blik, før han gik i gang med at spørge dybere.
”Neu.. Neutrale? Er.. Er vi sikker på.. At det er den samme.. Nosferatu, der hedder Vladimir?” Spurgte han, inden hans øjne fangede hendes blik, og han holdt defensivt hænderne op, i en bøn om at måtte forklare sig.
”Eheh.. Du.. Bliver nød til at forstå.. At jeg voksede op, i et privilegeret Lys Elver hjem. Omringet, af Elvere, gamle nok til at have set tiden hvor Klan Rasputin regerede. De.. Fortalte historier om, hvordan Klan Rasputin, og de der fulgte dem, flåede mænd, kvinder og børn fra hinanden.. Næste.. Udraderede Elver racen, I Rusland. Og dette -ved- jeg er sant. Jeg.. Pryde mig med et åbent sind, men.. Vladimir var mine.. Skræk historier, da jeg var en lille dreng.” Forklarede han, næsten lættere forpustet, og med et glimt i øjnene, som han også forklarede kort efter. ”Et eller andet sted, har jeg nok ikke -lyst- til at tro på dig, men det gør jeg.. Og.. Det gør mig bange..” Indrømte han, med en halvkvalt latter, inden han sank dybt. Den frygt der kunne ses i hans øjne, var ikke den intense frygt man udlevede i et øjeblik, men en gammel, gemt frygt. Den slags, der for en til at tænke to gange, over nogen valg. Den frygt, der gør det svært at sove om natten. Den frygt, havde han til Nosferatu klanen: Rasputin. Den frygt, havde de indgydet i en hver Elver, der nu stadig levede i Rusland. Hans familie, var en af de -fem- der havde overlevet Klan Rasputin’s udslettelse. Der havde været mere end halvtreds, da Vladimir tog tronen. Vladimir, havde været ferm, og effektiv. Havde hersket med frygt. Grunden til at han var den, som han var I Di Morga, var hvad der skete i Rusland, og hvad det havde gjort ved hans Klan. Dem Klan Rasputin var i Rusland, var nogen helt andre Nosferatuer, end dem Angelie havde mødt i Di Morga. Uth fortrak dog en mine efter hans indrømmelse, og fik det afværget en anelse.
”Men.. Men, lad os.. Ikke snakke om det..” Han ønskede viterligt ikke at snakke om dette, på nuværende tidspunkt. Han ville hellere hygge sig med børnene, og så snakke mere seriøst en anden dag.
Uth’s frygt var der dog stadig, selv da han var begyndt at drille videre, dog meget utydelig. Men selv hans jokes, og lystige personlighed, ville skulle bruge nogen tid, på at skulle få ham til at glemme denne frygt.
Hendes tvivl var blevet, stort set ignoreret, selvfølgelig havde han det! I hvert fald efter hans hoved. Der var altid en chance. Han fangede ikke hendes jalousi, da han allerede var klar på hans næste ord, der fik en langt sjovere reaktion ud af hende. Hendes forsvar, fik bare Uth til at stråle inde skarpere, og pegede på hende med et næsten ondskabsfuldt drillede blik.
”Aha! Fordi du var forlovet? Så… Hvis du ikke havde været det, hmm?” Foreslog han, med et par vink med øjenbrynene.

Andrei havde været forstående overfor Angelie’s korte forklaring, og uskrevede løfte om at forklare videre en anden gang, samt Uth’s hentydninger. Uth selv, var også blevet mere interesseret i historien, og fik nu bare endnu flere spørgsmål han blev nød til at stille, en eller anden dag.

Da de to var lagt i seng, og Uth havde fundet hans tykkere, og tungere kappe frem, gi khan tilbage i teltet, for at ligge den over de to unger, som allerede var ved at falde helt i søvn.
”Sov godt, I to. Så glad for, at vi fandt jer.” Sagde han stille, så børnene ville kunne høre det, for så at side på knæ ved deres side et stykke tid, og lod dem falde lidt dybere i søvn, inden han viskede så lavt, at de to ikke ville blive forstyret, men Angelie ville kunne høre det.
”Lyublyu tebya..” Han smilede kort, for så at rejse sig og gå ud af teltet. Uth gik over ved siden af Angelie, og smilede ned til hende da hun kiggede op. Han lod hende ligge sig, for så at sætte sig selv ned, et stykke fra hendes hoved. Han sad i tavshed, og stirede ind i bålet foran sig. Hans knæ var let rejst, og han hvilede sine håndled på dem, imens hans fingre fumlede med en gren.

Uth sad i tavshed et stykke tid, og lod børnene falde helt i dyb søvn, før hans læber smilede lidt op igen.
”Well.. Now, you know one of my fears.. Kinda.. Got that one for free.. But.. I still think it’d be fair, that I knew one of yours.” Jokede han, med en stille stemme og en kort, næsten lydløs latter. Han holdt den tynde gren, der var mere en kvist, imod sine løber, og så betænksom ud.
”Let me guess first, though…” Bad han, med en stille brummen, inden han hurtigt svarede. ”Spiders.. Bet you’re terrified of those.” Med den joke, håbede han at gøre det tydeligt, at hun ikke behøvede at svare sandt, eller overhovedet at svare. Han tog kvisten tilbage mellem hans fingre, og tog stadig ikke hans øjne ud af ilden.

“Everyone deserves a second chance” hviskede hun efter hans forklaring, selvom hentydningen havde flere meninger under huden. Klanen fortjente muligheden for st starte et nyt liv et nyt sted. Hun fortjente det samme, også selvom hun ikke havde ladet mange andre få dette, så var det sket og hun fortrød ikke hendes valg. Heller ikke selvom det måske gjorde, st hun nok ikke fortjente en chance for et nyt liv, et anderledes liv end det hun altid havde kendt til. Hendes øjne var stålfast imod ham, uden at hun fortrak den mindste mine.
Det var først da han valgte at ignorere hendes kommentar, for derefter at presse hende op i et hjørne med sit andet spørgsmål, at hendes blik begyndte at flakke usikkert. Hvad skulle hun svare på dette? Og der var børn til stede. Det var ikke passende. Hvordan kunne en mand, der havde vist sig at være så opmærksom på alt der egentlig havde været usagt imellem dem, bare ignorere en sådan direkte kommentar, og tilmed stænget af jalousien, som hun havde badet den i. Forbløffende.. Han var tydeligvis præcis som alle andre mænd. Forbandet tungnemme når det kom til nogle ting. Så selvfølgelig var informationen om en mulig hed oplevelse imellem to kvinder langt mere interessant for ham.
Kinderne blussede endnu mere op, inden hun rystede på hovedet til hans svar. “Jeg..” stemmen sprang op i tonerne, som stemmen knækkede let. Hun måtte holde en pause for at genfinde kontrollen over den, inden hun skævede ubehageligt imod ham imellem sammenknytning øjne. Et blik der lovede brækkede lemmer, hvis han ikke stoppede hans drillerier.
“Jeg har aldrig overvejet det før, og vil heller ikke overveje det nu.. ligesom du... vil jeg ikke kunne overleve en nat under hendes kløer” vrissede hun kort, uden at gå videre i hvorvidt hun ville have ønsket om der havde været en mulighed eller ej. Det var for personligt til at hun ville kunne dele en sådan information med alle disse tilhører. Desuden kendte hun ikke selv svaret, men hun var ganske sikker på, at hun ønskede at blive på det platoniske niveau. Vampyrer kunne bære nag i en evighed, trods alt.
“Desuden... er dine ører korte” tilføjede hun ind efter et kort stykke tid, velvidende at han jo bare kunne lade dem gro ud.

Hun fangede hans smil, som han kiggede ned på hende inden han selv satte sig et stykke væk. Hendes blik vendte sig tilbage ind i flammerne, som hun lyttede til stilheden omkring dem. Dette måtte være det længste øjeblik uden snak, spørgsmål og fnisen. Hun sørgede omhyggeligt for at bruge tiden på at finde ro i sig selv, og forberede sig mentalt på hvad der med sikkerhed ville komme ganske snart.
Hun måtte kvæle endnu et gab, lige inden han begyndte at snakke til hende. Spm han talte, overvejede hun hvor meget hun turde dele med denne person. Han var åben som en bog, hvor hun var mere.. låst sammen. Fingrene gned tænkende hendes øjne, inden hun trak benene lidt ind under sig, for at gøre sig mindre, med bedre mulighed for st holde på kropsvarmen, nu hvor hun havde efterladt sin frakke ved ungerne.
Hans gætteri fik hende til at himle opgivende med øjnene, inden hun drejede hovedet bagover, for at kunne kigge op på ham. “Really” brummede hun skuffet over, at han kunne komme med så latterlig en bemærkning om hendes frygt.
“Since you want to know so badly...” startede hun langsomt, som hun overvejede hvilken form for handel hun skulle indgå med ham for denne information. Hendes smil drejede over i et lusket og sleskt et af slagsen, inden hun trillede en kvart omgang, for så at ligge på maven, og kigge direkte hen på ham.
“I’ll tell you if you hand me that gin”.

Hvis han skulle give hende den, ville hun åbne læderskindet, for derefter st tage tre store og hastige slurke, velvidende at der ville brænde i hele hendes indre, og dermed give hende en god varme for en stund. Hun ville have sat sig op på knæene for st kunne drikke, og til sidst ville hun nikke med flasken i hånden stadig,
“Aight.. One of the things I fear the most is... going back to hell” svarede hun langsomt og en anelse usikkert, som hun nervøst begyndte at tygge i sin ene pegefinger ved denne indrømmelse. Frygt var ikke en følelse hendes folk burde kende til og slet ikke indrømme. Sortelverne var ikke frygtsomme, men stærke individer. Ikke desto mindre følte hun en svag lettelse ved endelig st sige disse ord højt. Hun skulle aldrig tilbage til det hul, som hun havde kæmpet sig ud af. Det var .. nej.
Hvis han ikke ville tilbyde hende flasken, ville hun i steder blot trække på skuldrene, inden hun tålmodigt ville lukke øjnene, for at hviske et “too bad” til ham.
Sandheden var jo egentlig st hun frygtede mange ting, og eftersom hun netop havde fortalt historien om hendes egen død, så var der ikke mange nye detaljer i denne information, som han ikke allerede kendte til.

Som hun sad på knæene, og viftede let med flasken i den ene hånd, kiggede hun igen undersøgende på ham, som om hun overvejede hvad hun dog skulle stille op med den kortørede elver. Nu hvor børnene var lagt i seng og uden for hendes periferi, var den kølige facade så småt begyndt at opbygge sig igen, efter st have været nedbrudt det meste af dagen.
“Tell me about your time at the sea” hendes stemme bar ikke klangen som ved et spørgsmål, men derimod en opfordring til st ville høre mere af denne tid. Hun havde fået fornemmelsen af, at han havde været en helt anden person dengang, end den mand han var nu. Hun var ganske sikker på, at hun bedre kunne lide den gamle Uth end denne.
Hun lagde sig til rette på siden igen, denne gang skrå, så hun havde fronten til ham, og derved kunne kigge op på ham imens han ville fortælle historien, eller hun håbede at han ville fortælle lidt, hun havde nydt hans sidste fortælling, og havde en ide om at denne ville være lige så spændende og farverig.

Hendes korte, hviskede kommentar, ramte ganske fint i Uth’s tanker, og han måtte nikke et par gange, og kløede sig afværgende i baghovedet, med en nervøs mine.
”God pointe..” Svarede Uth stille, imens hans blik gled imod jorden. Han selv var i gang med, hvad han nød at kalde den tredje fase i hans liv. Den tid, hvor han prøvede at gøre godt, for hvad han havde foretaget sig i fortiden. Søgte hans sidste chance. Han kunne nok ikke træde over langt flere fødder, før karma ville slå tilbage. Og der var allerede rigeligt ondt i Rusland. Den havde ikke brug for den gamle Uth’avel.
Andrei kiggede dog lidt frem og tilbage imellem de to, inden han måtte træde ind med en af hans holdninger.
“Men.. Trods at han leder efter en anden chance, så udførte han.. Næsten.. En fuldført udslettelse af en hel race, i et land.. Der burde da være nogen konsekvenser på det? En.. Straff? Før han fik en anden chance?” Delte han sin mening, og kiggede stadigt imellem de to. Uth trak en mine, og holdt en finger op.
”Altså.. Han blev stukket i hjertet, drænet for blod, imens han var tvunget til at se flere hundrede af hans undersåtter blive brændt på spyd, for så at blive helt udtørret, lagt i en kiste, og kastet til søs…” Forklarede han, lettere groteskt, hvilket fik Natasha til at skære en halv mine. Uth viste dog ingen tegn på fortrydelse. Børnene vidste hvordan verdenen kunne være, og der var ingen grund til at sød gøre en gerning. Andrei trak også en mine, og nikkede langsomt et par gange.
“Det.. Er selvfølgeligt rigtigt…” Nikkede Andrei kort, sammen med Uth der gjorde det samme.

Han holdt sine hænder op ved hendes bid, efter hans drilleri, og klukkede stille et par gange. Det var dog tydeligt, at han var mere end klar til at fortsætte drilleriet, men han formåede dog stadigt at kontrollere sig selv, og gravede ikke dybere. Og så ved hendes kommentar imod hans øre, kneb han øjnene en anelse sammen, med en ‘uuuh’ bevægelse med munden, og et smil på læberne.
”Huhu.. Det ville have været et low blow, hvis jeg var en stolt Elver..” Beklagede han sig, med en hikkende latter. Han pegede så op imod hendes øre. ”Burde jo faktisk være mig, der sagde det til dig.. Om en uge, så er det dine der er korte.. ‘Almen’” Han brugte et ord der ofte var blevet brugt af royalitet i blandt Lys Elvere, når de omtalte Elvere med kortere øre, med de yngre familie træer. Ikke nødvendigvis et ord hun havde hørt før. Det blev heller ikke brugt af ham, som det normalt var blevet brugt i fortiden, men var lettere og blidere. Ikke som en fornærmelse. Han burde jo selvfølgeligt heller ikke kunne fornærme nogen, når man tænkte på, at han skar sin egen stolthed af, hver uge.


Da Angelie bøjede hovedet bagover, for at kunne kigge op på ham, og gav hendes utilfredse bemærkning over hans gæt, lo han stille for sig selv, og løftede skuldrene, uvidende, med hænderne ud til siderne. Han tog ikke øjnene fra hende, da han kunne se hende gennemtænke hvad hun ville tage for denne information. Det var tydeligt, at Angelie ikke var den form for person, der gav information uden en handel. Hun havde dog ikke forlanget noget stort endnu, og så længe hun ikke trak den for langt ud, var det ikke et problem for ham. Og denne gang, viste sig ikke at være meget anderledes, og han klukkede stille.
”Probably shouldn’t say this, but you didn’t exactly have to extort me for that.” Smilede han sleskt tilbage, og rakte ud efter sin sæk, for at trække den nærmere. Han fandt sin Gin frem, og rakte den smilende over imod Angelie, med et enkelt nik.
Han lod hende drikke, og ventede spændt på hendes svar, med et blik drejet imod hende. Hans fingre legede fortsat med den kvist han havde fundet sig. Han bøjede den mellem fingrene, så den næsten knækkede, og gav en lav knirken fra sig, før han løsnede den igen, og gentog den samme bevægelse.
Hendes indrømmelse, fik han til at nikke langsomt et par gange, og glide blikket tilbage imod bålet. Han klemte sine læber blidt sammen, og sukkede stille ud af næsen.
”Sounds like the fear, of a sane person. Guess being there once, didn’t destroy you completely. Not gonna ask you any questions about that, however. Ain’t going to poke deeper, then I want to reach.” Beroligede han hende, med en stille, og smilende stemme. Han vidste hvad det var, at have skeletter i skabet, og dette virkede ikke som en information hun ønskede at grave dybere i. Måske en dag, skulle de ende med at mødes igen.
Hans blik var gledet tilbage i flammerne, da hun spurgte ind til hans tid til søs. Hans smile dulmede en anelse, og han kneb læberne en anelse strammere sammen. Hans øjne tickede et par gange, generet af lyset, som også afspejledes sig i dem. Han trak sine læber lidt ind i munden, og gjorde dem våde med tungen.
”Think I’ll need a little more of that, in that case.” Startede han kort, og rakte armen ud efter Gin’en. Han kiggede ikke imod hende, men regnede med at få den, og at hun ville indse at hun ikke ville høre noget, uden at han fik den. Hvis ikke hun gav ham den med det samme, drejede hans blik sig over til hende, og han gav et lille, sigende smil. Der kom heller ingen ord fra ham, før han havde fået varmen en anelse.
Da han fik den, blev den sat imod læberne, og smidt i vejret. Han tog en, stor, tung tår, hvor han måtte synke flere gange, for så at sænke flasken igen, med en lav brummen. Alcohollen slog hårdt imod smagsløgende på den her måde, og han hostede en enkelt gang, inden han lagde låg på flasken, og satte den tilbage i sækken.

Hans øjne havde stiret ind i bålet et stykke tid igen, som om han havde måtte bygge sig kræfter, for at kunne fortælle om hans fortid. For at få ordene frem. Og dette, var ikke helt væk fra væggen. Endelig rystede han på skuldrene en enkelt gang, og lagde sit hoved en anelse på skrå.
”Don’t want to tell you about it.” Svarede han endlig, med en kold tone han ikke havde haft før den aften. Hans hoved rystede langsomt, inden han kiggede ned imod sine fødder, og han hvilede sine håndled imod knæene. ”That.. Ain’t something I want to share.. Kids doesn’t even know the full story there. No one, still alive, really does.” Tilføjede han, og drejede sit blik ned imod Angelie igen, med et lille smile over læberne, inden han pegede ned imod hende med hans kvist.
”I do, however, want to give you a story, about one of our adventures?” Foreslog han. Han ville gøre det klart, at han ikke havde lyst til at forklare hvordan det var. Hvem han var. Men han ville med glæde fortælle en historie. Han så betænksom ud, et øjeblik, igen med kvisten imod hans underlæbe.
”I could tell you, about the time we chased down an escaped Loyalist to one of our enemies, and he ended up trying to out row, our ship, in a little dingy? Or maybe about the time, we attended a Maritime ball, hosted by a Duchess of Norway? That was quite the experience.” Foreslog han, og smilede varmt ned imod hende.

Hun var udmærket klar over, at hendes krav ikke havde været høje indtil videre, og som hun hørte hans kommentar, overvejede hun let hvor langt ud hun kunne presse ham med disse handler, som hun indgik med ham. Hvor langt var han villig til at gå, for at få stillet sin nysgerrighed. Dog var hun sikker på, at han var den mest tålmodige af de to, når det kom til mind gamesene. Det var ikke det element, som hun havde haft den bedste succes’s med, medmindre.. hun smilede skævt ved tanken.. medmindre det handlede om at påføre smerte på andre.
“Gotta soften you up for the harder ones” pointerede hun i stedet ved hans drillende kommentar, inden hun pådrog sig flasken, for at drikke af denne. Varmen flød igennem halsrøret, og hun følte øjeblikkeligt hvordan den nåede helt ned i hendes tær. Hendes lunger brændte næsten indvendigt, som hun lagde sig til rette, for at kunne kigge op på ham, med flasken i hånden, hvilende imod hendes hofte.
Da han nævnte, at helvedet ikke havde nedbrudt hende helt, kunne man se halsmusklen stramme sig i et tic, inden hu; uvilkårligt drak endnu engang af flasken, i håbet om at denne slurk ville hjælpe til at glemme mindet, der stadig stod knivskarpt i hendes hukommelse. Hvis bare han vidste det. Hun havde været helt og aldeles knækket efter adrenalinen havde hjulpet hende til at undslippe. Djævle var derfor også den eneste race hun gik i en lang bue uden om. For tænk nu hvis de genkendte hende.
Hun sagde intet og åndede lettet op, da hun hørte ham sige, at han ikke ville grave dybere ned i det. Måske var han ikke så nysgerrig anlagt, som hun selv var heller. Hun var ikke den mest nysgerrige type, men hun ville bestemt grave i det, bare for at føle suset af succes ved at få ordene ud af den anden person. Men sådan var de vel alle forskellige.

Efter hendes opfordring, kiggede hun forventningsfuldt på ham, som hun så hans øjne ændre sig en anelse. Auch, hun havde ramt en nerve lige der. Som han bad om flasken, løftede hun hånden frem, for at presse beholderen imod Jans fremstrakte hånd, inden hun rejste sin overkrop en anelse, så underarmen holdt den oppe i hendes liggende stilling, som hun ventede på at han ville starte.
Hun så til utålmodigt, som han drak af flasken og måtte hoste et par gange. Det var hans næste ord, der fik hendes underkæbe til st falde en anelse imod jorden, som hun så en anelse forvirret ud. Havde han virkelig.. afvist hende. Efter hele dagen, hvor han havde stukket i hendes fortid og nu hvor hun vendte det imod ham, ville han ikke fortælle noget som helst.
Den koldhed, som han havde udtalt ordene med, fik det til at gippe i hendes krop. De små hår på armene rejste sig ved gyset over den velkendte tone. Pupillerne udvidede sig en anelse, som var hun på grænsen til at blive tændt, selvom hendes krop ikke bevægede sig.
“And there’s .. no way.. I can convince you?” Spurgte hun næsten sukkersødt med en flirtende undertone, imens hovedet faldt på skrå. Dette var hvad hun gjorde bedst, og noget der ikke slog fejl normalt. Hele det faktum, at hun havde oplevet ham være kold og hård i sproget, havde fået ham til st virke langt mere interessant i hendes øjne. Væsner og mennesker havde det åbenbart med st vende tilbage til hvad de kendte, og Angelie var ingen undtagelse. Det var vel også derfor hun var blevet ved med at vende tilbage til Zane, gang på gang, ligegyldigt hvad han havde tvunget hende igennem.
Hendes frie hånd, der ikke lå imod jorden, lod sig endnu engang cirkulere om en af hendes lange røde fletninger med guldtråd flettet ind i denne.

(Hvis det slår fejl)
Som hendes forsøg slog fejl, sukkede hun dog stærkt opgivende, inden hun lod emnet falde til jorden, for derefter st lytte til hans næste forslag. Hun brummede lidt som hun overvejede det, imens han kom med sit næste forslag. “Uuh” brummede hun hastigt, som hun hævede en hånd, for at stoppe hans sætning. Hun buskede tydeligt sidst han havde nævnt en Duchess. Det var på ingen måde en historie hun var interesseret i at høre detaljerne om. Sex eskapader var ikke noget man burde dele med Gud og hver mand, som var det en legendarisk fortælling.
“I’ll take the loyalist” proklamerede hun hurtigt, inden hun rakte frem, for at gribe ud efter hans Kvist. Dunkeriet imod hans læber, distraherede hende en anelse, hvilket fortalte hvorfor hun forsøgte at stjæle den fra ham.
Fik hun den, ville hun afventende daske den i taktfaste slag imod hendes kind. Selvom det ikke var den historie jun havde håbet på, så var hun stadig interesseret i den, eftersom det stadig var fra hans fortid. Fra den anden person. Hun vidste ikke helt hvorfor det interesserede hende så meget. Måske var det håbet på, at hvis han havde kunnet forandre sig, måske kunne hun også.. med de rette midler.

Efter hans fortælling var færdig, og hun var færdig med at stille sine spørgsmål, ville hun vendte blikket væk fra ham, for st kigge ind i ilden tænkende. Hun måtte synke et par gange, som om hun vartes at tage sig mod til at sige noget.
“I,, I’d like to” startede hun langsomt, som hun stak kvisten ind i flammerne, hvis hun havde fået den fra ham. “Stay.. if you’d let me” hviskede hun næsten lydløst, imens hun gjorde sig klar til en afvisning, hun var allerede klar på at modtage den, selvom han ikke havde sagt noget endnu. Hun ville have afvist en person, hvis der kom en potentiel trussel imod hendes nærmeste. Forskellen var vel bare, at alle hendes nærmeste var væk nu.

Sent from Topic'it App

Hendes kommentar om at modne ham op til de større krav, fik ham til at klukke ganske stille, og skæve hen til hende igen, med et rejst øjenbryn.
”Spoken like a true extortionist.” Hviskede han kækt, og med et vink med det ene øjenbryn. Han havde næsten haft på fornemmelsen, at han ville skulle give noget langt mere værdifuldt, en eller anden dag. Som for eksempel hans fortid, som hun da også forsøgte sig på den samme nat.

Hendes flirtende forsøg at smyge sig ind på ham, fik ham til at rejse et øjenbryn, og kigge ned på hende igen. Hendes tone, og udtryk, fik en kuldegysning til at glide igennem ham. Hun var overbevisende. Til en sådan grad, at dette umuligt var første gang hun havde prøvet at presse information ud af folk. Hans læber skar et lusket smil, og han måtte ryste på hovedet et par gange. Det satte da også gang i noget dyrisk i ham, der var ganske tydeligt i de gule øjne, der virkede mere som et rovdyrs, i det at de indsnævrede sig en anelse. Som et kattedyr, på jagt.
”With that look, and that voice. I’m certain you’ve made even the hardiest men, spill their biggest secrets.” Svarede han, med et spørgende smil, inden hans gule øjne gled tilbage imod ilden, og han næsten knækkede hans kvist igen. Hans smil forsvandt endnu engang, og hans overlæbe hoppede en anelse, i en snerren, med et ryk på hans hoved.
”No.. There is no way.. Not tonight. Possibly not ever.. That man, isn’t someone I want to see in the mirror, if I can avoid it.” Svarede han standfast, endnu engang, i den samme kolde tone og samme kolde udtryk. Han fnøs stille en enkelt gang, og kiggede ned på hende igen.
”But I can tell you, that we probably wouldn’t have had a conversation, if I hadn’t changed. At least not the kind both of us would actually appreciate.” Tilføjede han dog noget, med et bryn rejst, og en kold mine. ”When I was in my ace, back then. And in the wrong kind of mood, which was.. Mostly. Women didn’t talk…” Mumlede han stille, og kiggede tilbage i flammerne. Hans øjne kneb langsomt en anelse sammen, og hans hoved gled på skrå.
”You’re.. Horrible..” Brummede han, med en lav klukken, inden han kigged tilbage på hende. ”You actually got me to talk about something, I -really- didn’t want to.. You’re good..” indrømmede han, med et halvkvalt, næsten smertefuldt smil, inden øjnene gled tilbage i flammerne. ”There’s a reason I don’t want to, though.. So don’t push it. Or I’ll start not enjoying our conversation.” Der var næsten en trussel i hans stemme. Det var gået langt nok. Han havde erindret rigeligt om hans fortid allerede. Søvn ville allerede være svært nok.

Han nikkede et par gange ved hendes valg, og virkede til at gøre sig selv klar på historien, uden helt at have tabt den kolde mine helt endnu. Han hoppede en anelse da hendes hånd pludselig snuppede kvisten fra ham, og han gav hende et blik der sagde: ‘Hey! Min pind!’. Han sagde dog ikke noget, men gled i stedet ud i et varmt smil.
”Alright.. His name was Karl.. A Swede. Quite a crafty fellow. Had to admire his ability to escape, already back then.” Startede han, og lænte sig tilbage. Han lagde sin vælg på hans ene albue, og drejede hans krop så han vendte imod Angelie, imens han begyndte at fortælle.
Uth udviste endnu engang et talent for fortællinger. Historien om handlede Karl Jonas, en lettere overvægtig Diplomat, og Tyv, der var blevet Pirat, og arbejde som fortaler for en af Uth og hans brors største fjender til søs. Første gang de havde jagtet ham, og fanget ham, var på et skib, ejet af den Royale hær i Norge, hvor han havde skjult sig, efter et fejlet forsøg, på at få dem på deres side. Skibets soldater havde ikke gjort modstand, da det ikke var dem de var efter, og Uth og hans bror, havde et ry. I deres søgen igennem skibet, endda hjulpet af visse Norske soldater, fandt de ingen. I stedet, fandt de ud af at en af skibets krise både var stjålet, og erstattet af en illusion. Karl var flygtet i en lille jolle, og havde nået at sejle så langt væk, at de ikke kunne se ham.
De fangede ham dog hurtigt, da Uth’s bror kunne kontrollere vand, som han selv kunne jord, og havde hurtigt gledet rundt i cirkler, og fundet den lille jolle.
”After a few hours of interrogations, we’d locked him up in the pen, and started sailing towards home. But.. After a few hours of sailing, I just happened to look over my shoulder, at just the right time, to see.. What? A little dinghy, sailing off into the sunset.” Forklarede han med en lav klukken, og rystede kort på hovedet. ”We rushed down to check the pen, and found our jailor unconcious, and the pen unlocked and open. The little idiot, had stole one of -our- Dinghies, and tried to sail away -again-.. As if he hadn’t learned from his last mistake. Stupid little man.” Forklarede han, med et ryst på hovedet, og en grimasse. De havde dog ladet ham sejle sin vej, denne gang. Han havde gjort så stort et arbejde, og var kun blevet opdaget ved et tilfælde. Og de to brødre havde fået et godt grin, da manden også havde stjålet noget fra båden. En kiste, fyldt med kvinde lingerie, de havde stjålet med, som en gave til den Duchess de var på vej imod. Karl kunne umuligt vide hvad der var i, og de havde nydt at forestille sig hans ansigt, når han indså det. Håbede også at han ville tage den direkte op til chefen, så det i stedet var ham der fik den.
Han fortalte at de havde fundet ham flere gange senere hen, og havde drukket med ham som lige, og hørt ham hvad han gjorde med kassen. Han -havde- givet den til hans chef, og var straks blevet straffet. Pisk, og planken ud. Han var så svømmet i land, og havde været uden arbejde siden. Uth og hans bror havde hyrret ham, og de havde været bedste kammerater siden.


Efter at have hygge snakket for en tid, og stilheden var faldet over dem endnu engang, havde Uth lagt sig ned på ryggen, med begge hænder under sit hoved. Han drejede hovedet imod Angelie da hun snakkede igen. Han kiggede ikke helt nok på hende, til at se hvad hun gjorde, men mere for at lytte nærmere. Og ved det hun sagde, rejste han hovedet en anelse, og lænede sig lidt over på siden igen, for at vende imod hende. Da han så hende med kvisten i ilden, rakte han hurtigt ud efter den, og forsøgte at snuppe den fra hende igen.
”Ey.. My stick.” Brokkede han sig, og smilede stort. Hvis han havde fået den igen, sørgede han for at der ikke var ild i den, inden han daskede Angelie blidt over hovedet med den, for så at trække den til sig igen. Han smilede varmt, og nikkede et par gange.
”Of course you can stay.. The person you’ve showed to be now, is more than welcome to stay.” Indbød han, og bøjede hans kvist endnu engang, med et blik ned imod den.
”Hm.. Think I’d have to admit, that I’d even like it, if you did. Might even be able to offer you a job, once in a while.. I.. Could, use a ‘Partner in Crime’.” Tilføjede han, med et varmt smil tilbage imod hende, inden kvisten i hans hænder endlig knækkede og, blikket hurtigt gled ned imod den igen. Han brummede med et dramatiseret ubehag, inden han kastede begge dele ind i ilden.

Som han skævede imod hende, så hun forandringen i de gule øjne. Hvordan de snoede sig sammen som et rovdyrs, der gjorde klar til angreb på sit bytte. Hendes vejrtrækning stoppede kortvarigt, som han talte om hvordan hun havde fået hemmelighederne ud af andre. Hun sagde intet, men holdte i stedet stadig det let forførende blik, der fæstnede sig på ham, imen hun måtte se til hvordan han først forsøgte at stå imod.
Hun troede også kortvarigt, at han faktisk ville stå ved sin første sætning om ikke at age noget, da han så gav hende et lille indblik i sit liv fra tidligere. Smilet bredte sig en anelse, næsten halvt triumferende, som hun hævede øjenbrynene svagt et par gange, med et par sigende vip.
Da han selv indså det, måtte hun skjule et svagt fnis bag sin ene hånd, som hun blev kaldt forfærdelig. Hun blinkede let til ham med det ene øje, inden hun endelig tilføjede sin egen sætning. “I have my.. ways” indrømmede hun endelig. Tålmodighed var ikke en evne hun besad ofte, men når det kom til netop denne leg, var hun det mest tålmodige der fandtes. Selvfølgelig plejede hun at blande den med frygten og torturen, for at blødgøre ofrene, men hun var sikker på, at Uth ikke ville bukke for den form for afpresning. Desuden var det heller ikke det hun var interesseret i. Hun måtte vel erkende, at hun fandt ham for interessant til at lade det hele falde til jorden med et slag.
Hun nikkede let, som for at vise, at hun ikke havde tænkt sig at presse mere på. Hun havde vist sin pointe, om hvorvidt hun kunne få hans mund på gled, som samtidig havde givet hendes selvsikkerhed et lille boost.
Hendes blik og stemme vendte tilbage til den mere normale, som han havde haft med at gøre det meste af dagen. Med grenen imellem fingrene, lyttede hun opmærksomt til hans historie.

Hun havde ikke taget fejl i, at han var formidabel til at fortælle dem. I sig selv virkede hele historien ganske uskyldig og med et par muntre twist. Hun grinede let ved benævnelsen af kisten, som Karl havde stjålet med. Grenen havde stoppet sine taktfaste slag, og hun smilede næsten hele fortællingen igennem. Det var et eller andet sted hyggeligt, at lytte til en andens beretning. De kendte intet til hinanden og der var ingen forventninger til hvordan de hver især var. Et forfriskende pust under nye vingeslag.
Hendes øjne funklede svagt da hun hørte hvordan manden havde undsluppet dem ikke bare en gang, men hele to gange. Hun fjernede ikke blikket fra ham overhovedet, og som han nærmede sig den lykkelige slutning, nikkede hun svagt et par gange imens hun forsøgte st se scenariet for sig. Hun havde selv rejst på en båd en gang i sit liv, og det havde også været en gang for meget. Bølgerne havde frembragt en søsyge uden lige i hende. Hun foretrak at holde sine fødder solidt plantet på jorden, selvom det ikke altid var en mulighed.

Som han greb ud efter kvisten i hendes hænder, med sin beklagende stemme, himlede hun let med øjnene af ham. Hun så hvordan en lille flamme blev kvalt imellem hans fingre, inden han slog hende i hovedet med den.
“Oh you didn’t” truede hun hviskende, som hun slog ud efter hans ene skulder, velvidende at afstanden var så lang, at hun kun ville kunne strejfe ham med lidt held. Ikke desto mindre, så forsøgte hun, i en form for barnlig hævn.
Som hun havde skærmet sig klar til at blive sendt videre, når børnene var tilbage, havde hun ikke forventet, at han tilbød hende at blive. Hendes øjenbryn hævede sig overrasket, som blikket drejede sig tilbage imod ham, inden det let luskede smil trak over hendes læber. “Oh I’m sure you’d enjoy it.. question is..” mumlede hun overvejende, som hun spidsede læberne en anelse. “If id let you.. and trust me.. I won’t!” Pointerede hun bestemt, med en let løftet pegefinger. Hun holdt dog ikke længe på masken, før hun måtte smile lidt bredere, for at lægge hovedet til rette imod hendes udstrakte arm igen.
Hendes gab trådte direkte igennem denne gang, som hun brummede veltilpas. Hendes krop, drejede i et par forskellige stillinger, indtil hun stoppede efter at have lagt sig halvt på maven, med hånden som pude under hende. Benene var trukket halvt op under hende, så hun mest af alt mindede om en lille bold.
“Got a long way back... rest”. Ordene skulle være ment som en ordre imod ham, men kom ud sammen med en blanding af gab og søvndrukne brummelyde. Der ville ikke gå mange minutter, før Angelie var væk i en dyb søvn...