Applause ? (Sean)

En spinkelt skikkelse sad på en af de bagerste rækker i den store teater hal. Salen var smukt dekoreret, med få kalkninger og malerier på væggene. Der var mørkt så man kunne ikke helt se alle forstillingerne men kun skimte dem af månelyset som skinnede ind af nogle små vinduer. En stor lysekroner hang nede fra loftet og det røde tæppe var hængt ned og dækkede bagscenen. Denne spinkle skikkelse var en pige ved navn Lucca. Hendes grønne øjne så ligefrem hen mod scenen og det røde tæppe. Hendes ansigt var blegt med nogle yndefylde træk, og hun var iklædt en sort sommer kjole som sad tæt for oven, og gik ned til lidt over knæene. Den spredte sig lidt ud til siderne forneden ved hjælp af et lille tylskørt. og hendes ben og fødder var bare og hendes hvide hud viste sig. Hendes bølgede mørkebrune hår hang ned langs hendes ryg og hendes pandehår sad lidt pjusket foran. Hun førte hænderne op foran sig og åbnede munden. "Bravo" lød hendes stille, og klare stemme. Et enkelt klap gav hun fra sine hænder og et lille glimt gemte sig i hendes øjne, som var fanget af scenen.
Ingen levende væsner var tilstede.. kun hende..

Sean var overrasket over at døren ikke var låst. Var dette da ikke en god teaterhal, sal eller hvad det nu kaldes? Ellers måske...Var der nogen inde i teateret? Han orkede ikke tænke videre over det. I stedet åbnede han sin sorte jakke og afslørede en sort skjorte han havde hevet på, derud over havde han nogle mørke bukser på og bare fødder. Han gik lydløs over gulvet i forhallen hvor billetter blev modtaget eller solgt og skubbede en dør op ind til selve salen. Han havde aldrig været her før, hade steder med for mange mennesker, eller væsener for den sags skyld, men nu var det aften og der skulle gerne være tomt. En svag tanke om at nogen nok var herinde sad i hans baghoved.
Han trådte ind i lokalet og lod en hånd glide gennem sit bløde, mørkebrune hår. Han havde været i teater en gang dengang han var lille og det havde forekommet han uhyggeligt kedeligt, men det var nu også sjovt som man kunne spille noget man ikke var...Snyde, manipulere. Han havde læst en historie og nogle vampyrer i et teater...Og det havde været fortryllende.
Han lod sine mørke, livsfulde og dog hemmelighedsfulde øjne glide over omgivelserne og stoppede kort ved siden, for at fortsætte ned over alle stolerækkerne, mens han begav sig ned mellem dem. Han havde endnu ikke opdaget en anden skikkelse som gemte sig i mørket.

Luccas blik blev fanget da en skikkelse trådte ind i salen. Hun kunne kun se omridset af personen, men var næsten overbevidst om det var en mand, da han var bred og havde mandeligetræk da han gik. Hun fulgte ham mens han gik mellem sæderne, men sagde ikke noget, betragtede ham blot. Hun lagde hænderne på sit skød samlet og hendes ben var perfekt placeret på gulvet, helt lige.
Hendes tanker begyndt småt at gå igang. Var han mon et menneske eller et væsen? Og er han ude på noget? Hunundrede sig lidt over at én anden person også var taget i teateret om natten som sig selv, var det noget man gjorde tit? Skikkelsen nærmede sig hendes sæde og hun rejste sig lydløst og ret. Hun lagde hovedet på skrå og hendes ansigt var blegt, hendes hud var glat og det så lidt ungdommeligt ud, det var hun jo også hvis man så på hendes 'normale' alder men hvis hun skule være ærlig havde hun jo eksisteret i flere hundrede år. Hendes blik, virkede ikke direkte fjendtligt eller imødekommende, det var lidt udtrykt løst og vidste ikke lige frem nogle tegn på noget.
"Hvem er du?" hendes stemme var klar, og blid i det store lokale, men hun talte stadig roligt og en smule lavt, så det ikke ville lyde at for højt i rummet. Hendesgrønne øjne var sat direkte på ham og hun betragtede ham roligt.

Han overvejede den helt rigtige grund til at han var her. Her var kedeligt. Han skulle lige til at vende om og gå tilbage igen da en skikkelse rejste sig fra et sæde og henvendte sig til ham. Det var altså nogen og så vidt han kunne se en....ung kvinde eller en lige på nippet til at være det.
Da hun henvendte sig følte han manglen på almindelig høflighed, men det var også fint nok, folk frygtede for deres liv og hvorfor være høflig over for en der kunne være ens fjende?
Han vendte sig med front mod hende og så lidt på hende med hovedet let på skrå for at vise sin nysgerrighed. Kropssprog, det elskede han.
"Jeg kunne jo passende spørge om det" svarede han så, hans stemme var ikke helt så dyb som man skulle tro, men den var dog også langt fra lys.
Hans mørke øjne skinnede i mørket, hvilken race var hun? Han kunne ikke lugte noget lige nu, eller også koncentrerede han sig ikke nok og det...Eller også var lugten simpelthen ukendt for ham. Det kunne være han stod over for en race han ikke havde mødt før?

Lucca, blinkede et par gange, da han ligger hovedet på skrå. Hun tager nogle lydløse skridt tættere på ham. Lyset fanger hende i et kort øjeblik så man kan se hende. Hendes blege hud skinnede i månelyset. Hendes grønne øjne er store og nysgerrige. Han kommentar fandt hun lidt irriterende. Hun åbnede let munden og en lidt tid gik før hun sagde noget. "Mit navn er Lucca, Lucca Hope Daniels." Præsenterede hun sig. Hun træk høfligt ud i sin kjole og nejede pænt og yndefyldt før hun rettede sig op igen og lod blikket være på ham igen.
"Og nu, hvem er du?" hendes ene øjenbryn hævede sig men ellers havde hun ingen rynker eller noget ellers tegn på kropssprog ved hende.
En enkel ting var lidt mærkelig ved hendes betragteles, hun så ham ikke direkte i øjnene, lidt fobi. Han så ud til at være nogle år ældre end hende udseens mæssigt, men hvad var han ? Hun kunne ikke klart sætte et navn på ham, han så jo normal ud. Men mon der var noget gemt bag?
Hendes hænder hang ned langs hendes sider, Hun var ikke særlig høj, men alligevel, kunne man stadig godt se hun var ældre.

Så det var formelt det her? Med nej og buk og det hele? Han troede ellers de var kommet forbi den tidsalder. Hvilket måtte vidne om hun var gammel, ældre end hun så ud. Og sikkert også ældre end ham. MEn det foruroligede ham ikke.
Han orkede ikke at bukke for hende, men besvarede i stedet bare hendes spørgsmål.
"Sean" bare kort hans fornavn, det samme han kaldte sig over for alle andre. Der havde aldrig været brug for hans efternavn. Men det var jo også uinteressant. Han drejede halvt rundt og så sig kedsommeligt omkring.
"Hvad laver du et sted som her, nu?" spurgte han og så igen på, lyset faldt på hende og afslørede...En vampyr bleg hud, et udseende af død, men med et flot hår, flotte øjne og en sort kjole som kronen på værket.

Hendes blik fulgte ham. Sean? Hun nikkede kort for sig selv. Et så kort svar havde hun ikke fået i lang tid, men ærlig talt havde hun heller ikke talt med folk i lang tid. Hun to endnu et skridt tættere på og trådte ud af lyset. Hun kunne se ham lidt bedre nu, men ingen rigtig tegn på noget væsen. Det undrede hende en del men hendes tanker blev forstyret da han kom med et spørgsmål.
Hun så sig lidt rundt i lokalet før hun svarede. "Nyder forstilling." hendes korte svar. Der var jo ingen mennesker intet lys, alt var lukket ned. Men hun havde nyt det. Den stilhed, at ingen her var og der kun var som man kunne kalde det 'dødt' et lidt mystisk smil bredte sig på hendes små læber, han kunne jo ikke vide hvad hun tænkte.
"Hvad laver du selv her.. Sean?" spurgte hun og drejede en enkel gang rundt om sig selv, og hendes kjole og hår fulgte med rundt. Hun tog nogle skridt forbi ham hen mod scenen.
Hun gik med ryggen til ham. Det vidste at hun ikke var bang eller frygtede noget. Den korte præsentation? Han nævnte heller ikke selv hvad han var.. ? Hun fornæmmede ikke hans art, hvsi han havde en.. Mon han bare egentlig var et menneske?

Han så undrende på hende, han snakkede nogen gange med....personer som bare var der eller forsvandt...Måske var de bare en del af hans eget hovedet. Men det var nu alligevel underligt at høre andre fortælle om de så nogen andre ikke gjorde. Han slog det hen og ignorerede det. Måske ville hun bare virke så hemmelighedsfuld som muligt.
"Ville se hvordan her ser ud...Ualmindeligt kedeligt" svarede han roligt og ligegyldigt. Han vendte selv ryggen til hendes ryg og begyndte roligt at gå tilbage mod udgangen. af en eller anden grund...Gad han bare ikke mere, han var træt, her var kedeligt og personen, denne Lucca, var lige så legende som de skuespillere der normalt var på scenen. Og det orkede han ikke, han orkede ikke flere lege, han orkede ikke flere hemmeligheder eller mystik...Han sukkede svagt og så op mod loftet. Han orkede godt at se op på himlen. Han så himlen for sig, stille og klar, fuld af de stjerner den altid havde været fuld af, alle styret af deres dronning, månen. Det var noget han kendte.

Hun standsede op men stod stadig med ryggen til ham. Alt her kedet ham tydeligvis. "Sikke en skam" mumlede hun og så selv op mod loftet. Malerierne som var malet i væggenene opfangede en del af hendes opmærksomhed. Der gik lidt tid hvor der var stilhed mellem dem. Hendes vinger foldede sig lydløst ud, hun lod dem bevæge sig op og ned og de var væk det andet sekund hvor hun stod lige bag ham igen. Hun stillede sig på tær og tog hænderne op for øjnene af ham. Hendes hænder var bløde og en smule kolde. "Vil du se himlen tættere på?" Spurgte hun stille. Hun lod blikket kører op mod loftet igen, som hun havde set ham kigge på.. Hvad ville man ellers end op hvis man kiggede den vej?
Hendes stemme lød på ingen måde provokerende eller legende, men mere nysgerrig og lidt forvirret. Hun tænkte lidt over at nogle ikke brød sig om disse stille steder? Her var da smuk, når ingen var.. Men det var måske hendes egen måde at se tingende på.
Hun vidste at hun ikke var god til at tale med folk, men hvad skulle hun også tale med dem om? Alle havde de samme meninger, og kærlighed var altid en stor del. Nu er byen endelig blevet overtaget af noget farligt. Noget hun kunne se pointen i.

Han fornemmede de havde nogle delte meninger. Bare noget der dukkede op i hans hovedet. Da hun stoppede ham og holdt sine kolde hænder for hans øjne grinte han. Han grinte med en dyb, klingende lyd, den var faktisk ret smuk som den lød der, men snart igen gik den død. Han rystede svagt på hovedet.
"Jeg er jorddæmon, ikke luft dæmon, jeg har det bedst på jorden" svarede han, så hun var engel! Men ikke en slags han havde mødt før, hun virkede lidt anderledes...det vækkede lidt af hans nysgerrighed. Set i samligning med andre, ragede kærlighed og andres rædsels historier ham er skid, der var så kedeligt at høre på. Han fortalte heller aldrig om det selv. Hvad der skete her i Di Morga nu var en smule interessant, men heller ikke noget at råbe hurra for. Men det var nu dejligt at se at der stadig fandtes nogen der ikke var bange for at påføre andre smerte...og samtidig kunne grine af det. Det holdt han af selv.
Han fjernede blidt hendes hænder, gik et skridt frem og vendte sig om mod hende, så på hende. Han hyggede sig næsten nu.

//Sorry, bliver desværre nød til at logge af nu, men svare hurtigst muligt når jeg kommer på igen ^^//