A pure heart - [Carver]

"I am happy to hear that" svarede hun, og rakte ud for at stryge hans kind. Naturligvis var hendes hånd våd, hun havde jo opholdt sig i vandet siden den forgående dag, og var det stadig. "So, done training?" spurgte hun nysgerrigt og svømmede helt tæt på ham så hun næsten sad på skødet af ham, hænderne fandt rundt om hans nakke, og hendes ansigt var ikke langt fra hans

Han smilede varmt som hun kom tættere på og kunne rigtig godt lide den måde hun strøg hans kind på. Tænk sig at nogen kunne behandle ham så godt....
Da hun så nærmest sad på skødet af ham, lagde han hånden om hendes talje og nikkede imens hans blik var låst på hende. "For the time being yes..... Don't really have a set time i need to train... It's just when i feel like it..... How have you been?"
Han vidste jo hvor vigtigt havet var for hende men selv for væsner der levede i havet var det jo ikke ufarligt

Hans arme endte om hende, og hun puttede sig indtil ham, sjovt som hun følte sig ligeså tryg hos ham som hun gjorde i havet. Hun havde en ro hun ikke kunne forklare med ord.
"I have been fine. But.. I had to hide from some fishers.. there is a lot of them out here.." hun så tilbage mod det store hav, brynene svagt rynkede. Derpå slå hun de forskelligefarvede øjne op mod ham og rettede sig op så de kunne se ordentligt mod hinanden. "And there is a lot og human garbage in the ocean as well.. it is sad.." sukkede hun stille. Hendes hjem var smukt, men ikke så smukt som hun huskede det.

Den måde hun puttede sig ind til ham, gjorde igen noget ved ham. Det var mærkeligt at føle hvordan en anden fandt sådan en tryghed ved ham. De fleste fandt ham sær fordi han gik sådan op i sin kampsport og de få der havde følt sig "trygge ved ham", var folk der havde betalt ham for at være bodyguard. Men det var jo en anden tryghed. Det her var meget bedre.
"I suppose there is... I've worked at the Docks a bit but not on a boat...." Han havde godt set en del fiskere, mange af dem gjorde det fordi de skulle tjene til føden men der var desværre også mange der gjorde det uden nogen form for omtanke.
Så lod han sig fortabe i hendes øjne imens han smilede hvorefter han sagde:
"It is sad yes.... Maybe they need to learn of how beautiful the ocean can be...."

"You have? Hmm.. well, I eat fish too.. but they humans doesn't treat them well anyway.." endte hun med at sige, måske lidt ud af sammenhæng, men hun var også lidt forvirret over alt der foregik omkring hende.
"Yeah, maybe.." svarede hun. Han kiggede underligt på hende, og hun stirrede igen. "You feel good with me around, I can tell.." hvor det lige kom fra, var nok et godt spørgsmål, men kun kunne fornemme hans sindsstemning, og fordi hun var det væsen hun var, reagerede hun på det. "It is soon my birthday.. I will turn 201.." i hendes verden var det en big deal. Det markeret overgang til voksenlivet, og enhver vanddæmon af hendes type ville opleve en .. forandring. Indtil nu, og faktisk stadig, havde hun intet seksueldrift, hun kunne fornemme og nærmest dufte når folk var opstemte, men reagerede ikke på det. Hendes kys var, og vil altid være, dødbringende, bortset fra under fuldmånen.

"No.... Humans have a way of treating the world around them like.... Something that is for their use...." Sådan var det i hvertfald med langt de fleste mennesker han kendte til.
Da hun så reagerede på han kiggede på hende, kunne han ikke lade være med at blive lidt flov. Var det virkelig så tydeligt? "Yeah i do.... It is... Nice that you feel safe..... People usually don't feel safe around me...."
Da hun så nævnte hvordan det snart var hendes fødselsdag, tænkte han lidt over det og blinkede så til hende. "Well.... We should celebrate it then....."

Hun nikkede, nok havde hun ikke været i denne verden længe, men hun kunne se hans ord afspejlet i sine omgivelser. Det var trist.
"People are weird.. don't mind them. You have not given me any reason to feel otherwise around you" svarede hun med et varmt smil. Pludselig ville han gerne fejre hendes fødselsdag, og hun betragede ham med hovedet en anelse på skrå. "You don't know what you are saying. You are a fire demon, things are different for my kind.." prøvede hun at forklare ham. "From the day I turn 201, I only have till the next full moon to find a man to bed, otherwise I will begin to die. But, I will be risking the life of every man I touch if he isn't the chosen one.." det var ikke nogen sjov følelse. At vide hun formentlig kom til at slå nogen ihjel. Det var enten hende eller dem..

Han smilede tilbage og nussede hende ganske kort inden han sagde: "I am very happy that you say so.... People usually fear me without knowing me"
Han lyttede meget nøje efter hvad hun forklarede og kunne godt forstå hun havde sine betænkeligheder omkring det. Det var nok ikke nogen rar tanke at man måske ville slå nogen ihjel.
Så tænkte han lidt over det og sagde: "I have heard stories like it..... But i know very well what i am doing.... I still want to celebrate your birthday with you..... I believe one should choose their own fate.... So if you want to take the chance, we can celebrate.... And if you think so after we have celebrated.... I would be happy to be that man.... Either i would be returned to the world i was created in.... Or you would have found a chosen...."

"I am not like other people" mindede hun ham om med et let smil.
Snart faldt emnet på hendes kommende udvikling, og han chokeret hende med dit forslag. Den sidste det i alt fald. "No Carver, I cannot risk your life. You are my friend and savior, I don't want to harm you. Besides, there is more to it, no man will ever commit himself to a water-nymph-demon just like that. Even if you by luck turn out to be the chosen groom, it wouldn't be for one time. You will be bond to me, feel things not normal neither natural..it is not fair.."

Han kunne godt forstå det virkede drastisk og selvfølgelig chokerede det hende. Men han var en mand der var fast besluttet når først han satte sig noget i hovedet.
Så lyttede han meget nøje til hvad hun sagde og kiggede ned imens hun talte. Men da han så kiggede på hende igen, var beslutsomheden i hans blik absolut ikke blevet mindre.
"You will not harm me..... And i am not like other men..... If i am to be alone i have no interest in this world anyway.... When i'm alone..... There is no place for me here.... I would much rather be bound to one than walk this world alone.... I have done that enough..... You have impacted me much more than you realize.... So whatever outcome will happen..... So be it..... I choose my own fate..... And it has gotten me here"

Han forvirrede hende, og hun så op mod ham med bekymring og forundring i blikket. "But.. there is a lot of women out there, why risk your life? We.. we don't even know each other that well yet.." der var andre ting ved det, hvorfor risikere sit liv sådan.

Han nikkede til hende og hun havde selvfølgelig ret, men det ændrede nu ikke på hans beslutning.
"Yes there is.... I have walked this earth for 200 years, but..... I still feel alone.... And i know very well that we don't know each other that well yet..... So that's why i said we should celebrate your birthday.... And we'll see what happens from there. Maybe it happens, maybe it doesn't. It may be taking a chance..... But sometimes you have to take a chance to succeed"

Hun betragtede ham et langt øjeblik uden et ord. "You are offering too much.." endte hun med at sige, inden hun omfavnede ham i et tæt kram. "I hate it has to be like this. Nature can be cruel..." Hun løftede blikket mod ham. "Do you still want to teach me to walk?" Hun skulle jo lære at bruge de ben der!

Han rystede lidt på hovedet inden han sagde: "No.... I am offering just the right amount...."
Som hun så slyngede armene omkring ham, smilede han og blev nærmest mere varm indeni men lagde selvfølgelig også sine stærke arme omkring hende.
"It doesn't have to be.... Besides.... Should you decide... I'm really hard to kill...." Det var selvfølgelig sagt med en smule humor men mest varme i stemmen. Hun skulle kunne høre at han var fast besluttet.
Da deres blikke så mødtes igen, nikkede han og svarede: "Of course i am"

Han var alt for sød. Havde han et dødsønske, eller .. han havde bare intet at miste. Hun følte med ham. Hans forsøg på at drille blev modtaget med blandede følelser "It is mother nature you are up against, Carver.. it has only one purpose.." Hun holdt inde der, og lod det forblive usagt. Sådan var hun skabt, og hun kunne desværre ikke løbe fra hvad hun var.
"Well, let's get to it then.." Han måtte hjælpe hende ud af vandet så hun kunne genvinde sine ben.

Det var nok heller ikke lige hans stil at være så sød normalt men hun gav ham jo ingen grund til at være andet. Og hvis han skulle være helt ærlig så var der heller ikke så meget at miste. "I know..... But demons were never intended to be in this world.... Yet here we are...."
Da hun så sagde at de skulle i gang, smilede han varmt og tog hende så op i sine arme i en rolig bevægelse. Langsomt gik han op af vandet med hende og holdt hende lidt til han så satte hende ned i sandet så hun kunne skifte skikkelse.

Han virkede så sikker, og hun var tavs. Der var heldigvis lidt til hendes fødselsdag, så hun behøvede ikke tænke for meget over det lige nu. I stedet lod hun ham løfte sig op og ud af vandet og da han satte hende ned, begyndte sandet straks at suge vandet til sig. Med rigeligt koncentration fra hendes side, men dog ganske langsomt, begyndte hun at forvandle sig til sin menneskelige skikkelse. Fem minutter ikke så hun op mod ham, og rakte en hånd op for støtte og hjælp, nok engang, ligeglad med at være upåklædt.

Han vidste selvfølgelig ikke hvor lang tid der var til hendes fødselsdag men det ændrede heller ikke på hans tilbud. Men måske var det også bedst at hun selv fik lov at overveje det, selvom han selvfølgelig håbede på hun ville acceptere.
Da hun så havde ben igen og rakte hånden op til ham, smilede han lidt forlegent hvilket egentlig ikke lignede ham. Roligt hjalp han hende op og stå imens han betragtede hende.
"Just stop me if it's too much.... But you look really amazing.... With legs as well....."

For Aphrodite, virkede det bare som om han ikke vidste hvad han gik ind til, men hun havde heller ikke forklaret detaljerne, og for nu, var det også lige meget.
På fastlandet genvandt hun sine ben, og han tog imod hendes fremstrakte hånd og hjalp hende på benene. Hans kompliment var ret uventet, men hun smilede nu alligevel. "Thank you, it is just my human form.." svarede hun af mangel på bedre. "Do you prefer I wear your shirt again?" spurgte hun kort efter.

Han kunne godt se det måske ikke var noget hun var vant til at høre, men han var en mand der gav en kompliment når han mente den var fortjent.
"It may be.... But still.... You are very beautiful....." Da hun så spurgte om hun burde tage hans trøje på igen, tænkte han lidt over det og svarede så: "Only if you wish... I uhmm... Like what i see.... But if we have to be where other people are, it might be a good idea to get you some clothes.... If not you will get alot of unwanted attention"

Hun rødmede svagt, en anelse forlegen. Det gjorde hende naturligvis glad at han kunne lide hendes krop, det gjorde vel fremtiden de lige havde snakket om en anelse lysere?
Uønsket opmærksomhed? Ja det kendte hun jo alt til der hvor hun kom fra. Nuvel, det ville næppe ske her. "Alright, tell me if you feel uncomfortable about it" Hun var jo vant til at være uden, og tøj føltes bare for.. klæbende.

Det lod da til at hans kompliment faldt i god jord hos hende, og så klædte det jo faktisk hende at hun rødmede.
"I will.... But don't worry we should be just fine here. So.... Let get to walking... We'll start with a few easy steps.. Believe me all of a sudden it will feel very natural"
Han støttede hende selvfølgelig alt det hun havde brug for men ellers bakkede han imens han holdt ved hende så hun kunne gå hen imod ham

"I hope so" faldt svaret, for hun følte sig rimelig klodset lige nu. Af en elegant person at være, var der stor kontrast til hvor yndefuld hun bevægede sig i vandet, til hvor klodset og usikker på benene hun var på land. Hun gjorde dog et bravt forsøg på at lære at gå, og nogle gange virkede det, andre gange faldt hun og måtte kæmpe sig på benene igen. Hele tiden var Carver der til at hjælpe og støtte hvis hun havde behov for det, og til slut.. lykkedes det da også og hun nåede hele vejen hen til ham, for derpå at ende i hans favn. Med et stort smil så hun op mod ham "I did it!" udbrød hun, formentlig med ligeså megen glæde i udtrykket som man ville se hos en 1 årige der havde lært at gå.

Det var nok en stor kontrast til hvordan hun var i vandet men det var ikke vigtigt. Det vigtige var at hun havde viljen til at lære det og ikke mindst havde valgt ham som en lærer. Det var jo et tydeligt tegn på tryghed.
Hendes beslutsomhed om at lære det var meget tydelig og han var der hvert eneste skridt og forsøg så hun fik alt den støtte hun overhovedet havde brug for.
Da hun så klarede nogle skridt og til sidst faldt i hans favn, smilede han stort til hende og sagde:
"You did great!"

"Only because you are such a good teacher!" svarede hun med et bredt smil. Nu var hun dog træt, og en pause kunne godt bruges. "Can we take a break?" spurgte hun.