Jeg tror jeg er klar nu (Caleb)

Tid: lige omkring 17:00
Sted: Calebs Penthouse-lejlighed
Omgivelser: Calebs lejlighed er moderne indrettet men med en hel del kunst af forskellig art.

Sidste gange Emmiliana havde været her, havde hun besluttet sig for at tage ud på en rejse, for at se om hun virkelig ville være en vampyr eller om hun bare ville forblive sig selv, et sølle lille menneske som nok i denne by ville ende med at dø for hun blev gammel. Det havde været 2 år siden hun var her sidst og det var lidt svært at finde der til, måske boede han her ikke engang mere, Hvorfor tog hun her hen…

Hun gik indenfor og sank en stor klump i halsen, var det virkelig så luksuriøst sidst hun havde været her??? Hun rystede på sit hoved og gik hen til receptionen. Der sad en mand inde i receptionen som hun egentlig ikke lagde mærke til hvordan han egentlig så ud. ”Uhm… Goddag hr.” Hun nejede lidt til manden og så hen mod udgangen. Kan jeg stadig nå at stikke af? Tænkte hun kort før hun blev afbrudt af en stemme. ”Hvad vil du?” lød en varm stemme, som åbenbart var manden bag receptionsdisken. ”Uhm.. Mit navn er Emmiliana D’noir og jeg er her for at se Ca… uhm Lord Debajl, debayle?” hun smilede venligt med lidt røde kinder og så på ham ordentligt, gad vide om han også var vampyr ”jeg… uhm… var her for et par år siden og ja….jeg skal snakke med ham hvis han stadig bor her altså?” Hun ventede.

Caleb gik egentlig i sine egne tanker og havde besluttet sig selv for at male lidt. Musikken kørte med noget lækkert klassisk musik, mere specifikt Vivaldi imens han nærmest nynnede med til musikken.
Han var selvfølgelig klædt i sit sædvanlige maletøj, de løse sorte bukser og en åben sort skjorte som det eneste. Når han skulle hygge sig med at male, havde han altid det mest komfortable tøj på. Billedet var allerede begyndt at tage form, det skulle forestille hans families palæ tilbage i England med baggrunden som en solnedgang. Dog med en mere blød malestil end et egentlig portrætbillede, mest af alt for at prøve noget nyt.

Snart blev musikken dog afbrudt af telefonen hvilken han var hurtigt henne og svare: "DeBayle? Javel ja..... Ja jeg kan godt huske hende.... Send hende bare op... Hun kan bare gå ind, døren er åben" Imens han ventede på hun kom, malede han lidt videre.

Nede i receptionen nikkede receptionisten imens han ringede: "Lord DeBayle? Der står en ung dame her ved navn Emmiliana D'noir og vil gerne snakke med dem.... Det vil jeg sige videre. God aften Lord DeBayle"
Så lagde receptionisten på og sagde med et varmt smil: "De kan bare tage elevatoren Frk... Øverste etage... De kan bare gå ind fik jeg at vide" Det kunne selvfølgelig godt være hun kunne finde vej men han var altid meget nøje med sit arbejde

Em blev lidt meget nervøs i det hun blev godkendt til at gå derop. *Hvorfor filan skulle jeg vælge at komme i dag, kunne jeg ikke bare have ringet eller noget og snakket i stedet* Hun nukkede venligt til receptionisten og gik hen til elevatoren ”ok så… øverste etage igen og denne gang ved du hvor han bor” hun trykkede på knappen og så døren lukke, nu var det i hvert fald for sent for hende at vende om, men det var jo heller ikke det hun havde ønsket sig. Hun tappede lidt på sine lår med sine fingre og ventede bare på at den noget op til øverste etage. Et kæmpe sus kunne mærkes i hendes mave da den endelig stoppede, hvad havde det taget 10 timer eller sådan noget. BLING og dørene gik op…. Nu var det nu

Em gik hen i mod hans værelses dør og knugede sine hænder mere og mere i sine egne, så det faktisk mere begyndte at være at nive sig selv ”…ok du kan godt Em… han var så flink sidste gang før du bare skred…… uden at sige noget…..og…aaah” Hun løftede sin hånd for at tage fast i håndtaget men frøs. Hun kunne ikke få sig til det

Lige så snart elevatoren gik op, kunne han mærke hendes duft. Og med sanser som hans, kunne han høre hendes hjerteslag. Det var nu heller ikke svært som det hamrede afsted. Egentlig havde han aldrig regnet med at hun ville vende tilbage, men det var åbenbart stadig muligt at blive overrasket.
Det blev rimelig hurtigt klart at hun enten fortrød eller bare frøs så han valgte selv at åbne døren og smile varmt til hende med de klare øjne. "Med så febrilsk et hjerteslag, var det overraskende nemt at høre dig komme..... Dejligt at se dig igen Emmiliana..... Længe siden.... Kom indenfor..."
Så trådte han lidt til side for at vise hun var velkommen til at gå indenfor. Han tænkte slet ikke over hvilken påklædning han stod i, men det lod heller ikke nødvendigvis til at være et problem.

Hurtigere end øjet kunne fange var han væk og musikken blev lavere inden han stod der igen.

Emmelie trak sin hånd hurtigt til sig i det døren blev åbnet og der stod han, ham som havde flink i mod hende, ham som hun bare havde forladt. Men betød det overhovedet noget for ham? Hun var jo bare et lille sølle menneske han havde mødt til en fest engang, så hvorfor var hun kommet tilbage.

"oh...ja..hej jeg, ja det havde jeg slet ikke tænkt på hehee, du ved menneske krop og det" hun lukkede kort øjnene i og tog en dybindånding før hun åbnede dem igen og hørte musikken blive lavere, han var altså rigtig hurtig.

Hun gik indenfor og lukkede døren bag så "så...Hr..uhm Caleb, jeg er virkelig ked af at jeg sådan forlod dem sidst, jeg blev bare lidt ramt af det faktum af at skulle vælge livet eller det nye liv og ja, besluttede jeg måtte se mit liv som det var" hun kiggede rundt og blev lidt ramt af minder "men... jeg hader virkelig jeg ikke fortalte dem det eller sendte dig et brev eller noget"

Det var nærmest kært den måde hvorpå hun faldt over hendes ord men han vidste jo hvorfor. Med sanser som hans var det svært for en krop at skjule noget.
"Det er rigtigt.... Menneskekroppen kan fortælle rigtig mange ting..... Jeg har trods alt været det selv en gang så jeg forstår skam...."

Imens hun fortalte hvordan og hvorledes hun var ked af det, gik han hen til køleskabet meget afslappet. Så tog han noget i køleskabet og vendte sig rundt. Med tilbage til hende, havde han en kold sodavand imens han smilede og rakte den til hende.
"Bare Caleb..... Jeg står her i nærmest ingenting så der er ingen grund til at være så formel.... Jeg vil da indrømme det var noget underligt at du pludselig var væk men jeg forstår.... Det er absolut ikke nogen nem beslutning..... Jeg tog ganske vist beslutningen hurtigt selv men det gjorde det ikke nødvendigvis nemmere af den grund....."

Så gik han hen til staffeliet og pakkede lige malingen væk så den ikke bare tørrede ind men stadig så han havde øjenkontakt med hende. Det var tydeligt at han var fuldt ud klar over hvor alting var.
"Må jeg så høre..... Hvad fandt du ud af på din rejse?"

Em tillod sig at sætte sig hen i hans sofa, hun havde ikke rigtig tænkt over hans påklædning men, det var nok også det sidste hun kunne tænke på lige nu. ”ja…uhm…” hun satte sig i skrædderstilling og så i mod ham og tog i mod sodavanden ”tak…Caleb” hun sukkede igen og fulgte ham med øjnene før hun måtte besvare hans spørgsmål ”Jo…jeg startede med at tage til england for en stund men, der var ikke rigtig noget, så tog jeg til tyskland, italien, spanien og nu tilbage her.. i Terre” hun kiggede ned i jorden ”siden jeg tog afsted har jeg haft en irriterende længsel efter at komme tilbage til dig, og jeg er lidt bekymret for at det måske er noget vampyr noget, men efter de første par måneder så kunne det ikke være det, fordi så stærk er det heller ikke” hun foldede sig mere sammen ”det var rent ud sagt et helvede..” hun tog en tår af sin sodavand og kiggede efter ham igen ”sorry mit ord valg”

Efter hun havde taget imod sodavanden, satte han sig i lænestolen ved siden af sofaen og kiggede på hende på en måde der viste han virkelig lyttede efter hvad hun sagde. Det var heller ikke nogen nem tur hun havde været på. Han kendte det så udemærket fra den første tid efter han var blevet vampyr og skulle vænne sig til sit nye liv hvis man kunne kalde det det.
"Det er meget normalt at effekten fortager sig efter et stykke tid, specielt når det kun har været kort man har oplevet det.... Men i starten kunne det sagtens have været det..."
Så satte han sig frem i stolen og kiggede eftertænksomt på hende imens han inde i hovedet formulerede sit spørgsmål.
"Det er skam helt i orden, jeg har hørt meget værre sprog end det.....Og jeg beklager det har været et Helvede.... Men jeg bliver nødt til at spørge... Hvad bragte dig så tilbage til Terre nu?"

Emmilie lænede sig tilbage i sofaen og kiggede op i loftet. ”jeg kom tilbage på grund af dig… længere er den egentlig ikke” hun sukkede lidt ”har aldrig været særlig tilfreds med mit liv, altså ikke udover min musikdel, elsker og spiller stadig violinen hele tiden, det var lidt den der gjorde jeg kunne rejse sådan rundt” Hun lænede sig fremad igen og rodede lidt med sit hår ”ser du… jeg mødte dig, til en fest og min verden blev vendt fuldstændig op og ned.. Du gav mig et tilbud som jeg den gang takkede nej til” hun rejste sig op og gik hen og stillede sig foran hans lænestol for stå at sætte sig ned i skrædderstilling foran ham ”jeg… vil gerne kende din verden bedre, for min den er ikke noget værd. Har intet familie, har knap nok nogen venner eller bekendte.. har kun min musik og det er det..” hun sukkede lidt dybt og kiggede ned i jorden ”…jeg håber ikke jeg er alt for påtrængende med det her?”

Han fik alligevel lidt store øjne da hun så sagde at hun var kommet tilbage på grund af ham. Det havde han alligevel ikke regnet med.
"Når ens liv som helhed virker mørkt så er musikken indimellem det helt rette lys....."
Så vandrede hans øjne efter hende som hun rejste sig og igen satte sig foran ham. Det hun kom med var egentlig et stort spørgsmål, ikke et han som sådan troede han nogensinde skulle svare på, men hun virkede jo oprigtigt interesseret.
"Det med manglende familie kender jeg alt for godt.... Den sidste DeBayle udover mig døde for 250 år siden.... Det efterlader en modløs... Man begynder at lede efter et sted at høre til.... Hvordan forklarer man bedst min verden?.... Man er fri til at gøre fuldstændig som man vil.... Drømme behøver ikke længere kun være drømme.... Selvfølgelig kan man ikke længere nyde solen men man finder samme lys, bare på en anden måde.... Man er fri.... Til at træffe egne valg... Og når man accepterer sin natur... Så er man heller ikke alene længere"

Em kiggede lidt håbløst ned i gulvet under hende, måske var det alligevel dumt at hende at have været kommet men hun bed sig i læben og prøvede at holde ved og forhold sig rolig men det var alligevel svært for hende for hun havde følt sig så fortabt det sidste stykke tid, men det behøvede han ikke vide. ”vel…jeg har hellere aldrig været så glad for solen alligevel, bare generelt ting med ild i….hehe” hun rørte lidt ved sin kind og tog så noget hår ned foran det.

Sidst de havde mødtes var hun ok med sine ar, men det var som om at lige siden de havde snakket om at det måske ville heale det så var det som om, det bare var blevet forfærdeligt at have. ”hey Caleb… hvorfor tilbød du mig egentlig at blive vampyr?” hun holdte sig hurtigt for munden, det var da et dumt spørgsmål hun fik stillet og det gjorde hende lidt flov. Hun sukkede lidt og så så op på ham ”hey jeg vil ikke rigtig være påtrængende med det spørgsmål, så bare ignorer det ok?”

Det var meget tydeligt på hende at hun havde det svært med situationen og et eller andet sted havde hun nok heller ikke gennemtænkt besøget. Men det ændrede ikke rigtig på noget for Caleb, han var den samme han altid havde været.
"Solen har jeg heller aldrig rigtig været fan af.... Jeg er Brite med stort B og vi er ikke just kendt for overvældende mængder af pigment....."

Da hun pludselig virkede så flov over sit spørgsmål og ikke ville have han svarede, smilede han overvældende roligt og nærmest lokkende til hende inden han satte sig lidt mere frem på stolekanten inden han så svarede: "Fordi hvor lidt du end selv føler det så har du en gnist i dig.... En passion.... Når der er noget du gerne vil så opsluger det dig.... Men dit dødelige liv holder dig tilbage fra at handle efter det.... Du vil skrive din egen skæbne i stedet for at acceptere de kort livet har givet dig..... Og som du selv nævnte så bryder du dig ikke specielt meget om dit liv.... Så hvorfor ikke tilbyde dig et nyt?"

Em rykkede rundt på sig så hun i stedet sad hvilet på sine ben med sine hænder mod sine knæ, udstrakte. Hun flyttede ik sit blik fra hans og løftede sig så lidt højere op fra gulvet så hun var tættere på hans ansigt. "Jeg har bare et....enkelt ønske før hvis du stadig vil forvandle mig"
Hun sank en lille klump fra halsen og lukkede øjnene "jeg vil gerne nå at opleve de sidste få ting ved at være menneske, nogle ting som med mit udseende ikke har været særlig sikker på at ske.... jeg vil opleve det sidste ved at være elsket fuldt ud og så er jeg klar" uden hun lagde mærke til det gled en tåre ned fra hendes kind. "...please.."

Hans blik var fastlåst i hendes som hun hævede sig for at komme tættere på hans ansigt og det stille smil var ligeledes som støbt på hans ansigt.
"Sandt at sige troede jeg ikke du nogensinde ville beslutte dig for at blive forvandlet.... Men hvad ønsker du da?"
Som tåren begyndte at trille ned af hendes kind, smilede han og lagde hånden blidt mod hendes kind så han også kunne fjerne tåren. "At blive elsket er aldrig bare en ting..... At blive elsket er noget så specielt at en ting aldrig vil være nok..... Åbn dine øjne..... Fortæl mig den sidste ting du mangler ved at være elsket fuldt ud..... Og kan jeg se i dine øjne at du mener det.... Så vil du få dit ønske opfyldt Emmiliana......"

Em sad virkelig og havde så svært ved at fortælle hvad det var, det var ikke så let for hende at udtrykke at hun var en 21 årig jomfru, at hun aldrig havde været elslet på den måde. Det var noget hun gerne ville nå om ikke andet så bare at blive kysset.... ja..
Hun besluttede sig og kom højere op, højt nok til at hendes ansigt mødte hans, højt nok til at placere sine læber i mod hans, uden at åbne øjnene fordi hvis hun åbnede dem ville hun nok bare se en vred vampyr over et sølle menneske stjal et kys, specielt fordi han var sådan en gentleman, mem hun blev i det og holdte ved så længe han lod hende holde kysset

Han havde selvfølgelig ingen idé om hvor vidt hun var jomfru, hun kunne jo stadig bare være usikker på hele situationen. Men i stedet for at blive vred over hun kyssede ham, lagde han hånden blidt om nakken af hende og trak hende lidt tættere på imens han fastholdt kysset. Et kys blev stille til flere kys indtil hun selv enten gjorde mere eller stoppede kysset.
Han var Lord og gentleman og så stod man ved sit ord. Men det var ikke løftet i det der gjorde han reagerede sådan, det var fordi han ligeledes ville have det.

Uden at afbryse det fik hun rejst sig kort nok op til at kunne komme op på hans skød og sidde på knæ henover. Hun placerede slev sine hænder mod hans skuldre og fastholdte kysset for en stor, et par ekstra kys fik hun også puttet ind men hun stoppede lidt og så ham endelig ins i øjnene, med et hjerte der slog et par ekstra slag og et par kinder der begyndte at få farve som hendes blod.
Hun så en smule bedrøvet ud men smilede en smule, for nervøs til at sige noget for det var hendes første kys og det var for hende så fantastisk.

Som hun kravlede op på hans skød, sørgede han for at flytte en anelse på sig så hun bedre kunne komme til at sidde ordentligt. Da hun så snuppede sig lidt flere kys, gav han igen på en måde der nærmest ville trække i hende. Han nød det skam også og han ville gøre sit for at hun gjorde det samme.
Da hun så kiggede lidt bedrøvet på ham, smilede han lokkende og varmt til hende imens han næsten hviskede: "Hvorfor se så bedrøvet ud?..... Er det ikke det du ønsker da?...."
Han kunne jo mærke på hende at hun gerne ville have det så det bedrøvede ansigtsudtryk forvirrede ham lidt

Em nikkede kort og aede hans kind "jeg vil det rigtigt meget, er nok det eneste jeg vil mere end noget andet lige nu... men jeg vil vide om du vil, om du vil stoppe med at være en gentleman for en stund.. og ik hold igen..." hun så kort op i loftet og tog en dyb indånding, med et fuldstændig fri hals og blodet som pumbede lidt hurtigere rundt i hendes krop lige nu "jeg....ønsker at du også vil.... at du ikke bare gør noget fordi jeg gerne vil have det... men ja" hun så ned igen og så ham i øjnene, afventende

Da hun anmodede om at han skulle stoppe med at være en gentleman for en stund, trak han lidt på smilebåndet. Selvfølgelig når man tænkte lidt nærmere over det så kunne det jo godt se ud som om han gjorde det fordi hun gerne ville have det og egentlig ikke så meget med ham.
Da hun så lod sit blik finde hans igen, lagde han hånden ved hendes lænd og trak hende tættere på imens han sagde:
"Sandt.... Jeg er gentleman..... Men jeg er også Caleb..... Det er meget længe siden jeg gjorde ting fordi andre ville have det..... Jeg er min egen herre..... Fri til at gøre som jeg vil.... Så det her er lige så meget fordi jeg gerne vill......."

Em blev lidt overrasket over at blive trukket tættere på ham men nød det ”jeg.. ved de er Caleb. Det er Caleb jeg foretrækker, ikke en eller anden, det var også dig jeg kom tilbage til var det ikke?” sagde hun så med et kækt smil og kyssede ham kort på næsen. Hvilket var en smule at gøre når man tænker på at han var i al fald 300 år gammel og hun kun 21. Hun var jo en fri sjæl selv, som godt kunne lide at have det sjovt og være fjoget men det var stadig lidt angstprovokerende det her ”De må godt have lov til at være Gentleman hvis det vil, det var dumt af mig at sige sådan noget, jeg kan rigtig godt lide at du er en gentleman, ellers havde jeg aldrig mødt dig” hun gav ham kort et kys på munden igen mens hun pressede sin krop ind i mod hans ”du er…uhm… ja.. fantastisk som du er og jeg ønsker at være lige så fri”

Han smilede varmt og måtte jo give hende ret i at det var jo ham hun var kommet tilbage til. Og som hun selv sagde så aftog effekten efter et stykke tid så det har jo været af egen fri vilje og ikke effekten der bragte hende tilbage.
"Det har du selvfølgelig ret i..... " Kort lukkede han øjnene som hun kyssede hans næse men slog dem snart op igen. Han var jo udemærket godt klar over hans alder og han var jo opdraget som adelsmand i en gammel familie. Men Caleb var en af de vampyrer der havde fulgt med tiden så han kunne sagtens sætte sig ind i hvorfor folk gjorde som de gjorde.
"Du er lige som du skal være..... Og hvis du for alvor vil være fri af dine dødelige bånd.... Så lad det ske....." Hans øjne skinnede nærmest hypnotiserende imens han smilede og tog så imod det kys hun gav ham. Samtidig med hun pressede kroppen mod ham, lagde han armen bedre om hende

Em lukkede øjnene og nød at han holdte om hende, det var rart at blive kærtegnt på den her måde "hehe... jeg skal virkelig spørge skal jeg ik?" hun små grinte og åbnede sine øjne igen for så smile frækt "Hr. Caleb, jeg kan virkelig ikke udtale dit efternavn..." hun rødmede lidt og fortsatte "vil de være sød at tage mig under deres vinger og give mig nattens gave. Vil de være sød at nyde mit sidste menneske blod som de ønsker" hun rodede lidt med sit hår og førte det væk fra sin hals ved at flippe det over på den anden side, før hun lagde hovedet lidt på skrå "Nyd mig indtil den sidste dråbe af mit blod er væk og ja... så" hun vippede hovedet tilbage på plads "lad mig være din for i nat..."

Han grinede ganske kortvarigt inden han så nikkede og blinkede til hende. "Jo... Jo det skal du......" Så trak han lidt på skuldrene inden han så sagde: "Bare Caleb er helt fint"
Da hun så spurgte, lyste hans øjne næsten med en underligt lokkende orange farve imens han begyndte at fortælle: "Jeg vil give dig Nattens Gave.... Først vil du mærke nydelsen i mit bid og derefter din krop dø.... Når du vågner, vil du ligge i en kiste under jorden.... Din fornyede styrke vil gøre du sagtens kan komme op.... Og når du kommer op vil jeg vente på dig..... "
Så strøg han ganske stille hendes hals med hans skarpe negl inden han sagde: "Er du klar Emmiliana?....."

Em smilte halvt nervøst "så længe du ikke glemmer et eller andet alvorlig vigtigt i forhold til forvandlingen og at jeg så dør helt så ja.. så er jeg klar" hun lukkede sine øjne "og jeg håber ikke at du kommer til at hade mig når jeg vågner igen..." hun var igen med at forberede sig på smerten der ville komme nu, og på hvor ubehageligt det måtte være at få suget alt sit blod ud af kroppen men hun var klar mere end noget andet og det var nu det skulle ske.