Jeg tror jeg er klar nu (Caleb)

Han vidste der ikke skulle siges eller spørges mere nu, der var ingen grund til at gøre hende endnu mere nervøs. Så han nikkede bare til hende og blottede hugtænderne inden han så sank dem i hendes hals. Heldigvis var hans bid fyldt af nydelse men som han drak ville hun også kunne mærke hendes krop blive slap og hun begyndte at fryse.
Som hendes hjerteslag blev langsommere og langsommere, drak han til der var nærmest intet tilbage. Lige inden de sidste hjerteslag, stoppede han bidet, lavede hul ved sit håndled og lod noget af hans blod flyde ned i hendes mund imens han sagde: "Sov Emmiliana..... I morgen nat vil du vågne og se verden med helt andre øjne...... Bare giv slip......."
Da hendes krop blev helt slap, sukkede han en gang og sagde: "Så til det knapt så sjove...." Receptionisten vidste hvad han var så der var han ikke bekymret, der blev sendt meddelelse om Caleb skulle være uset hvorefter Caleb tog hvad der lige nu var Emmilianas lig med ned til stueetagen. Her skyndte han sig af smutveje ud til kirkegården hvor en endnu ubrugt krypt blev taget i brug. Hun blev lagt i kisten imens han strøg hende over kinden og hviskede: "Vi ses snart...." Kisten blev dækket godt til inden han skyndte sig hjem igen.

Den efterfølgende nat havde han klædt sig i et meget nydeligt jakkesæt som han kom ud til krypten igen. Her fandt han den stol han havde taget med og satte sig til at vente på hun kom op

Em bider sig lidt i læben i det han sætter tænderne i, det gjorde både ondt og var så dejligt men lidt efter begyndte hun at føle sig træt, som om hun ikke havde sovet i flere dage. Samt hun begyndte at fryse en del "..c.." hun kunne ikke få nogen ord frem og faldte lige så stille ind i en sort verden og forsvandt.

Em spærede øjnene op og så op i kistens låg. Hun havde en underlig følelse i kroppen som hun virkelig ikke kunne sætte ord på lige nu.

//sorry jeg har korte svare -__-' ///

Han sad roligt og ventede, var egentlig faldet lidt hen i egne tanker. Gad vide om hun rent faktisk ville have det? Det vidste han jo godt men man kunne ikke helt undgå tanken. Og det var voldsomt at blive forvandlet, det var jo ikke alle der tog det lige godt at vågne begravet. Men noget i ham sagde dog at hun ville klare det rigtig godt.
Selvom hun havde virket nervøs så var hun stadig den eneste han havde mødt der var så fast besluttet på det. Hun var ikke den første der gerne ville have Nattens Gave men ingen havde fået ham til det før hende. Snart kunne han mærke i hans indre at hun var begyndte at vågne, så stille hviskede han: "Godmorgen Emmiliana....."

Em var stadig virkelig forvirret over følelsen i kroppen men en ting var sikkert, hun kunne regne ud at det omhandlede sult. Hun fik åbnet for kistens låg og satte sig op før hun tog sig til halsen og mere af alt ligenede en der havde kvalme, men det var ikke det, det var noget helt andet "Godmorgen Emmiliana..." hvorfor var det så højt. Hun lukkede øjnene og lavede et eller andet håndtegn i mod ham for at få ham til at snakke lavere. Hendes krop sumrede og hendes hoved føltes lige nu som om der sad en kniv boret ind i hendes kranie "...du...hvad er der galt...med mig lige nu" tager sig til halsen igen


//Håber jeg gør det rigtigt -___-'

Han kunne godt se hvordan hun tog sig til halsen og til hovedet, en fornemmelse han selv huskede så tydeligt. De voldsomt højnede sanser efter man var vågnet. Alt efter hvor viljestærk man var, så gik der jo varierende tid inden der kom styr på det.
Først gjaldt det om at få styr på hendes sult så han havde sørget for en solid mængde frisk blod der stod klar med glas til hende. Jagten skulle hun nok lære.
Så hældte han et glas op til hende og rakte hende inden han satte sig på hug og kiggede på hende. Med en meget lav stemme sagde han: "Halsen er din sult..... Hovedet er dine sanser.... De er stærkere end de nogensinde har været...... Luk øjnene..... Koncentrer dig om min stemme.... Luk alt andet ude......" Det var en simpel måde at få styr på sanserne og når man havde gjort det nok, fik man fint kontrol over sanserne som om man havde haft dem så stærke altid

Duften af blodet gav et sæt i hende og gjorde hendes øjne blev mere røde idet. hun skulle til at springe op for at løbe hen til det men hun formodede at holde lidt på sit gode skind. Hun ville ikke være pinlig og gøre noget dumt som hun ville fortryde senere, det har hun aldrig ville som menneske og det var da en egenskab hun havde fået med over til sit vampyr jeg.
Hun tog meget rystende i mod glasset, da hun mest af alt gerne ville bunde det lige nu, men hun tog det så stille som hun kunne og drak lige så stille af det i mens hun lyttede til ham, ikke at hun kunne undgå det, han larmede rigtig meget lige nu - men det var Caleb, så hun ville forsøge at lytte uden at blive sur.
Blodet...det var fantastisk at drikke og det hjalp en hel del på hendes hoved lige der, nok til at hun kunne lukke øjnene og tage en dyb indåndning og falde lidt ned, men hun var stadig ufattelig anspændt men nu kunne hun meget bedre tænke. Hun kunne mærke hans tilstedeværelse meget tydeligt og den trang hun havde haft til at kysse ham før hun blev menneske var kun blevet forstærket nu, så hun åbnende øjnene og hviskede så lavmælt som hun kunne "Caleb... jeg er 2 sekunder fra at overfalde dig seksuelt..... så før jeg gør noget dumt, så må du hellere få styr på mig"

Både på grund af hvordan hans sanser virkede men også deres nye bånd, så var det nemt for ham at mærke hvordan hun prøvede at holde sig selv under kontrol. Da hun begyndte at drikke, hentede han flasken i stedet for og rakte til hende. "Det er helt i orden..... Tag for dig..... Den første sult er altid voldsommere.... Det er vigtigt at man tager sig af den...."
Da hun så nævnte hvordan hun overvejede at springe på ham af lyst, blev hans øjne meget klart røde imens han smilede så hugtænderne var synlige.
"Alting til sin tid....... Det vigtigste når du lige er vågnet er at få dine sanser under kontrol og få styr på sulten...... Men vampyrer er ofte meget lystdrevne..... "

Em tager i mod flasken og har svært ved styre sig fordi der er så meget blod. Så det ryger meget hurtigt ned, så hurtigt at der løber et par dråber ned fra hendes mundviger og drypper ned på hendes bryst. Hun pressede i mod flasken for virkelig hårdt og klemte den næsten til ingenting for at få de sidste par dråber ud. Da der ikke var mere blev hun lidt utilfreds og kunne mærke en længsel efter mere så hun kom meget hurtigt hen til ham og tog fat i hans håndled "please.... mere"

Den sult var ikke til at tage fejl af, en sult alle nye vampyrer blev født med. Det var også derfor han stadig var helt rolig, det var jo helt normalt at hun havde det sådan. Som hun tog fat i hans håndled smilede han og fjernede hendes hånd imens han sagde: "Du skal nok få mere, bare rolig.... Men først.... Du spurgte mig om noget ved forvandlingen..... Lad mig vise dig....."
Så tog han mobilen op af sin lomme og tog et billede af hende hvorefter han vendte mobilen så hun kunne se den. Og ganske som han havde sagt så var der ingen spor af hendes brændsår, hendes hud var perfekt og silkeblød.
"Se....."

Em bliver lidt ramt af det som om nogen gsv hende en mavepuster, det var dejligt mennogså chokerende at se sig selv på den måde, hun kunne ikke huske noget tidspunkt hvor hun ik havde de ar og nu... var de væk.
Hun kiggede væk og blev helt stille, lidt ligeglad og tom i ansigtet "...fint" hun bed sig lidt i læben før hun rørte sin kind lidt "...sjovt det kom sig af ild... og nu... kan jeg aldrig nærme mig ild igen uden at risikere at dø" griner lidt panisk "ok... hvorfor er jeg panisk?" Ser bedrøvet på ham

Han smilede lokkende men roligt til hende inden han gik om bag hende imens han placerede hænderne på hendes skuldre. "Det er på grund af frygt..... Når du får Nattens Gave, får du den frygt med.... Det er dit systems måde at passe på dig fra de ting der er farlige.... Lige som ild.... Men du er smuk..... Og spiller du dine kort rigtigt, så bliver ild ikke et problem.... Bare sig på mig.... Jeg har overlevet i over 300 år...."
Så drejede han hende stille rundt så han kunne se hendes i de klare øjne. Hendes øjenfarve vidnede blandt andet om hun stadig var sulten. "Hvad vil du så gerne her fra?....."

Em lyttede lidt ham og kiggede så ned i jorden da han lagde sine hænder på hendes skumdee, men det var rart at han rørte ved hende "300 år"mumlede hun så for sig selv da så spinnede hende rundt og kiggede hende ind i øjnene og hun nu så ind i hans. Hun stod lidt med armene ned langs siden og vidste ik helt hvad hun faktisk ville, men en ting var klart hun ville ikke væk fra ham, og bare ville være sammen med ham "for nu...hvad end du vil Caleb, kan ik forklare hvorfor..."

Han så hende meget intenst i øjnene imens han strøg hendes kind med sin skarpe negl, dog ikke så der gik hul. "Det er vores bånd..... Intet bånd er tættere end mellem Vampyr og Skaber..... Lige meget hvor langt vi end måtte ende fra hinanden.... Så vil vi altid kunne finde hinanden.... Intet kan skjule os for hinanden....."
Så kiggede han indgående på hende inden han så lidt eftertænksom ud. "Hvordan har dine sanser det?.... Og ikke mindst.... Hvordan er din sult?... Man må aldrig ignorere sulten.... Ellers bliver man fortabt i den...."

Em fik en brændende følelse hele vejen ned i gennem hendes krop i det han rørte hendes kind på den måde. En lidenskab som bare brændte, et ønske om at han ville røre hende igen, kærtegne hende, holde hende tæt ind til sige, men for nu ved det ok "...kan sige det om mine sanser, at det stadig føles som om du råber, og det føleser som om du rørte hele min krop lige der" hun tog en dyb indånding, lukkede øjnene og bed sig i læben "...jeg kan kan dufte blodet der er på mit bryst og som ligger i kanten af flasken og glasset" hun kiggede på ham igen med stor øjne "jeg....." hun lagde sin hånd om hans nakke, medens hun stod på tær og trak ham ned for et kys, et først blidt kys men som blev lidt hårdede med et mindre bid

Hendes beskrivelse af hvordan hendes sanser var, gav god mening. Hun var jo kun lige vågnet til sit nye liv og det var meget få der fandt ud af at få styr på sanserne lige med det samme. Men hun styrede det allerede rigtig flot.
"Det er også tæt på jeg gør.... Berøringer vil føles kraftigere når det er mig... Både på grund af mine evner men også på grund af vores bånd....."
Ganske vist var der stadig hendes sult men det lod ikke til at være blod det egentlig handlede om. Da hun så begyndte at kysse ham mere direkte, gav han sig ligeledes hen i det

Det var som et fyrværkeri på hendes læber, som det der slik der bobler når det rammer ens savl. Hun tog fat i hans arme med den anden hånd og satte sine negle i uden st tænke over det og gjorde ligeledes det samme med den anden hånd ved hans nakke, uden nogen kontrol over hvor dybt hun satte dem ind, hun ville bare tættere på, nyde det mere og have det varede ved for evigt. Hun pressede sin krop tættere mod hans og holdte kysset så længe hun måtte

Med hendes nyfundne styrke ville hendes negles placering i hvertfald rive små huller i hans jakke men det var nu fuldstændig ligemeget. Da hun så nærmest trak ham tættere på, smilede han kort mere og knurrede dybt. Men nu de havde deres bånd, ville hun vide det var en rigtig god ting når han knurrede på den måde.
Så lagde han hånden ved hendes lænd og trak hende meget bestemt ind til sig imens han ledte sine kys mere ned over hendes hals

Et lille støn kom frem på hendes læber ds han kyssede hende ned ad halsen og hun lod ham fortsætte og lukkede øjnene for at nyde det. Mens hun fjernede sin hånd fra hsns arm og bevægede den op under hans jakke for st føle hans krop bedre, han så så godt ud og nu når hun mærkede den var den endnu bedre "...jeg vil have dig så meget mere end da jeg var menneske" sagde hun kort og stønnede en smule igen over den nydelse hans kys gav igennem hele hendes krop.

Hun tog sit skift til vampyr overraskende godt. Dette kunne være både godt eller skidt, men det ville tiden vise hvad for en det blev. Det kunne jo også ske at de dårlige følelser omkring det først kom senere. Eller også var hun bare så fast besluttet at det blev overraskende naturligt for hende.
Han lod hende uden problemer køre hendes hånd op under hans jakke, han var jo lige så meget med på den som hun var. Han kunne bare bedre kontrollere sig selv da han trods alt var gammel.
"Det føles fantastisk, gør det ikke?....."

Fingrene dansede ubesværet fra knap til knap på hans jakke indtil de mødte enden og med en hurtig bevægelse trak hun hans jakke af og kastede den væk fra dem. Hans skjorte indenunder var dog ikke så heldig fordi hun kunne ikke styre sig nu og ved hans skulder kant fik hun revet et ordentligt hul i sin vildskab. Hun svarede ham ikke, hun ville bare have ham ud af det tøj lige nu, hun ville bare have ham. Det begyndte at dunke i hendes hoved, en irriterende larm, det var larmen fra knapperne, larmen fra stoffet der blev revet i stykker. Hun stoppede brat og tog sig til hovedet ”aaaaa.g…..h stop med den larm” hun stod og massere sine tindinger med lukkede øjne og kunne mærke hvordan hun bare havde lyst til at slå sin hånd ind i muren i håbet om at smerten der skar hende i hovedet lige nu ville forsvinde til sin hånd i stedet og med en hast var hun på vej mod den med sin arm svingende klar til at ramme så hårdt mod muren som muligt

Han lod hende gøre som det føltes rigtigt og det var egentlig ligemeget at skjorten gik i stykker. Men der kom meget hurtigt den reaktion han egentlig havde regnet med. Larmen lod til at være overvældende for hende hvilket ikke var så underligt, så med en så rolig stemme som overhovedet muligt sagde han: "Det er dine sanser der går amok.... Du skal nok få dem under kontrol...."
Lige inden hun bevægede sig mod muren, strøg han hendes kind nærmest lokkende inden han trådte til side.
Han vidste selvfølgelig ikke hvor meget hendes evner ville minde om hans men hvis det var bare lidt ville hun være holdbar selv for en vampyr

Hun stopppede sig selv i at slå hånden ind i væggen og lod sig falde ned på knæ ”hvorfor kan du ikke bare holde din mund!” råbte hun så og foldede sig sammen. Det var så irriterende at have lyst til at hoppe på ham men samtidig slå ham så hårdt fordi han larmede, fordi hun fik ham til at larme… ”gaaah” hun rejste sig op og løb mod udgangen, hun ville ud herfra lige nu før hun gik fuldstændig i spåner over hvordan hun havde det lige nu og i det hun tænkte det kunne hun mærke den brændende fornemmelse komme tilbage i halsen, hun var sulten og lige nu var han ligegyldig

Han gjorde hvad han kunne for at holde fatningen men hun gjorde det godt nok ikke nemt... Da hun så løb mod udgangen, gik han i første omgang ganske roligt. Men da hun nåede udgangen, stod han helt roligt foran hende. Men hans øjne glødede ildevarslende rødt. Og deres nye stærke bånd ville kunne fortælle at han ikke var glad overhovedet.
"Du skal ingen steder før jeg giver dig lov..... Ja det larmer..... Så luk alt andet ude... Koncentrer dig.... Fokusér på en ting af gangen.... det er ikke nemt i starten men det kommer overraskende hurtigt..... "
En del af at have en Skaber var selvfølgelig at denne havde magt over en. Men det var ikke noget han havde tænkt sig at misbruge. Hun skulle lære at jage men det ville ikke være muligt før hun kunne kontrollere sine sanser. Hurtigere end øjet kunne opfange var han henne ved hende og holdt hende tæt imens han kyssede hende meget intenst

Et stort sug gik igennem hende og holdte ved i hendes maven, som hun han lige havde givet hende et ordentligt slag i maven. Hun sank en klump i halsen og kiggede kortvarigt væk fra ham, men hun kunne ikke, hun blev nødt til at kigge på ham, nødt til at se ham ind i øjnene og lytte til ham. Hun vidste han ikke være glad og hun havde lyst til at imitere det og se vred ud men det faldt roligt væk fra hendes ansigtsudtryk. Det blev mere koldt som om der ikke var nogen følelse at vise. ”…det kan du sagtens st…” hun stoppede sin sætning fordi hun ikke ville gøre ham mere vred, ærlig talt havde hun lyst til at slå ham og græde, men hun kunne ikke. En ting der havde været så naturlig for hende før var ikke noget hun gad at udtrykke nu ”du kan sagtens stå der o…” han kyssede hende, igen og det hele forsvandt for en kort stund, hendes tanker var igen kun i fokus på ham. Kun ham. Hvordan hans læber var så bløde mod hendes, hvordan han holdte hende tæt ind til sig og hun kunne ikke lade være, ligemeget var sur hun havde været og hvor frustreret hun havde været så kunne hun ikke stoppe sig selv i at kysse ham igen og ligge sind hænder mod hans kinder.

Selvfølgelig var det nemmere for ham at sige, han havde jo haft styr på sine sanser i hundreder af år. Men han havde også været samme tur igennem hvor de skarpe sanser virkede som en forbandelse. Men han troede på hende, troede på at hun nok skulle få styr på det. Lige i situationen var det dog smart af hende ikke at gøre ham mere vred. Nok var han gentleman men han havde også temperament.
Som kysset langsomt sluttede, så han hende i øjnene. Den røde farve var der ikke mere. "Sssshhhh....... Det skal nok komme......" Pludselig blev han væk og dukkede op bag ved hende hvor han lagde armen om hende