A Seraphim of Death? (Charmeine)

Hans hånd var mod hendes ryg, og snart stod de under åben himmel. Hun nikkede, kunne også høre sirenerne. Hun smilede til Khá, før hun rykkede sig fra ham, for at gøre plads til deres vinger. Som hun slog vingerne ud, var der snart en trykbølge, som hun satte af fra jorden, og fløj til himmelsk. Det her havde hun savnede, og hun så sig rundt efter ham, vidste at han let kunne indhente hende.

Som hun satte fra, smilede han og nikkede en gang inden han spredte de gigantiske metalliske vinger. Det gav næsten et brag da han lettede med en overraskende hastighed, og på trods af han var forandret så fløj han lige så hurtigt og elegant som han altid havde gjort. Vingerne var jo et produkt af hans forandring så de ville ligeledes blive sig selv igen i takt med han fandt tilbage til sin sande sti. Med det samme fløj han mod bjergene hvor hans slot lå men nærmest udfordrende.

Han satte af efter hende, og kraften fra hans vingeslag advarede hende om hans styrke og fart. Hun så ned mod ham, trak op i mundvigen, og satte farten op. Hun satte kursen mod bjerget, hvor slottet lå.. sit hjem, et hjem hun havde savnet.
Hun satte farten yderligere op, i håb om at minde ham om alle de gange hun havde fløjet om kap.

Som hun satte farten op, blev han rigtigt nok mindet om deres små kapløb fra før i tiden. Det gjorde også at han selvfølgelig gjorde sit bedste så de kunne nyde det sammen.
Da de så nåede ud i bjergene, kunne man ane slottet. Stedet var ikke i ruiner men der var slet ikke den samme glød over stedet mere, fordi han jo kun havde været ham.
Han nærmede sig hende med høj hastighed og et smil der ikke kunne pilles af

Bjerget var snart forude, og hun svang vingerne hurtigere og hurtigere. Ja.. slottet så anderledes ud, men så måtte de gøre det et hjem igen!
Snart var de over slottet, og hun dykkede for at lande i haven. Landingen var blød og elegant. Et nyt vingeslag blev det til, inden hun foldede de store vinger tæt ind mod ryggen... Og så sig omkring.

Han var tæt på fortabt i hans nuværende tilstand men nu da hun var der, var der også håb for at han fandt tilbage igen. Tilbage til en sti hvor han ikke bare var bøddel. Som tingene så ud lige nu, rystede byens ondskab nærmest af skræk ved hans navn.
Kort efter hun var landet, landede han selv ved siden af hende. Han landede ikke hårdt men trykbølgen fra de metalliske vinger var stadig markant og efterfulgt af den metalliske lyd som han foldede vingerne ind

Han landede ved siden af hende sekunder senere, og hun mærkede trykbølgen og så mod ham. En hånd rakte ud, og tog hans hånd, hvor hun flettede fingrene i hans. "I have missed you.." lød det blidt og dæmpede mens hun gik rundt i haven med ham. Der var meget at tage fat i, der var meget der skulle ordnes. "For the next couple of days, we will stay here.. you will have to focus on yourself.." lød det blidt fra hende. At bruge nogle døgn sammen, bare de to, var næppe en dårlig ting. Ligeså stille og roligt, forvandlede hun sig til sin menneskelige form. Den søde pettite størrelse han havde mødt første gang de havde set hinanden. Hun så op mod ham, han var gigantisk i forhold til hende. Et smil trak over hendes læber.

Han var stadig kold men nu virkede det noget mere naturligt at smile. Så hun fik et smil da de flettede deres fingre imens han sagde: "I have missed you to....."
Så gik han rundt i haven sammen med hende og ganske rigtigt så var der meget der skulle ordnes. Det var som om at haven led under hans forandring. Hendes idé om de skulle være sammen lød heller ikke som nogen dårlig idé, måske det ville vise ham at verden var ikke som han så den for tiden.
"Sounds good to me....." Langsomt blev han ligeledes forandret tilbage til sin menneskelige skikkelse. Han var lidt mere muskuløs end tidligere men blegere. Men udover nogle knapt så muntre øjne, så lignede han egentlig sig selv

Hun kunne godt lide at se ham smile, selvom det ikke var hans sædvanlige smil. Det skulle nok komme, det var hun overbevist om. Snart stod han også i sin menneskelige form, og jo.. han var bleg, men havde taget på i muskler og så derfor mere pumpet ud end hun huskede ham. Andet end at han var bleg, generet det hende ikke som sådan. De gik rundt i haven sammen, og hun så hvordan den var mere eller mindre død. Al var så gråt, så trist..
Hun stoppede op noget tid efter, og så mod slottets høje murer. "We are going to make this a home again.. you and I.." sagde hun dæmpede. så trak hun ham med indenfor, kursen mod det der engang havde været deres værelser. Slottet virkede så stort, så fremmede.. så koldt, og hun sank. Tankerne gled til Bach, som havde ofret sit liv for dem. Tristheden havde nær overvældet hende, men hun skubbede det bort, og kunne snart skubbe døren op til deres værelse.

Ja der var en øget muskelmasse, men det var kommet som en helt naturlig effekt af kampene og markere hvordan hans kræfter var øget.
Haven var ikke noget rart syn men den var dog forsøgt velholdt. Han var ikke nogen specielt dygtig havemand men han gjorde sit bedste. Hendes ord var på en eller anden måde betryggende, beslutsomheden i hendes stemme var tydelig. "That would be nice....."
Indenfor kunne man for alvor mærke sorgen og smerten over at være alene. Som det så ud, mindede det mest af alt om et spøgelsesslot. Da hun så åbnede døren ind til deres soveværelse, kunne man se det stod fuldstændig som da de var der sammen sidst

Soveværelset var sig selv, så velkendt.. så trygt.. og hun sank. Det stak i øjnene, men hun kvalte sine følelser, og trådte derinde og så sig rundt. Matthews vugge stod derinde, og hun gik automatisk hen til vuggen og strejfet træet. Det var tomt, men hun vidste deres søn var et trygt sted. Snart vendte hun sig mod ham, gik hen til ham, og strøg hænderne op ad hans bryst hvor hun stod helt tæt på ham. En hånd strøg op ad hans bryst, til hans skulder, strøg over hans hals og rundt om hans nakke. Så stillede hun sig på tåspidserne, og lod læberne strejfe hans ganske blidt og forsigtigt til en start, prøvende.. blidt
....

Som de gik der ind, var det tydeligt at det også ramte ham. Han havde ikke sagt det men han havde ikke været der inde siden. Hans triste blik vandrede hen over det hele, sengen, vuggen, billederne... Han havde flere gange overvejet om han skulle gå der ind men han havde aldrig samlet den nødvendige styrke til det.
Da hun så kom hen og strøg hånden op over ham, kiggede han stille på hende imens hans egen hånd lagde sig mod hendes lænd. Det så blide kys brændte sig vej ind i hans ellers kolde indre, som om læberne ligeledes blev mindet om hvad de havde savnet

Hun kunne mærke en reaktion ved det lette kys, og gled fingrene ind i hans hår og kærtegnede ham blidt og lidt mere selvsikkert som hun ligeså forsigtigt gjorde kysset dybere. *Come back to me, my love..* bad hun i tankerne. Det føltes som år og dage siden de hade kommunikeret via tankerne, om det stadig virkede.. hun havde ingen anelse. Ikke at det havde været hendes forsøg, det var blot en tanke.. et håb.. en bøn...

Han var fuldt ud med hende da kysset blev dybere og hvor han dog nød det! Da hun så talte til ham i tankerne, stoppede han kysset og så meget overrasket på hende med smaragdgrønne øjne som hun kendte ham. Så prøvede han at svare via deres tanker: "My love...... I can hear you..... "
Han troede sandt at sige at den forbindelse ikke virkede mere men alligevel så kunne han høre hende som talte de til hinanden

Han brød kysset, og var tydeligvis overrasket. Hun så spørgende mod ham, men kun indtil hun hørte hans svar. Det fik læberne til at sprede i et smil, og et hvin af lykke slap over hendes læber som hun nu havde begge arme rundt om hans nakke og kyssede ham igen, dybere og mere lidenskabeligt denne gang. *I knew it! I knew you would come back to me. I love you, more than anything.. more than anyone..* lod hun ham vide.

Han kom med hvad der nok var den første varme latter i virkelig lang tid da hun hvinede af glæde.
Så han slyngede armene om hende og gav sig hen i det lidenskabelige kys.
"And i love you.... More than words can ever describe......." Det var den første glimt af håb han havde oplevet i rigtig lang tid, og det føltes fantastisk

Hans latter rørte hendes hjerte, og hun smilede varmt indtil deres læber mødtes. Hans svar fik glæden til at boble over, og hun pressede sin nøgne krop mod hans. *My dear husband..* tænkte hun retur, nappede ham let i læben ligeså blidt, og gjorde kysset dybere og mere intenst. Det blev holdt i noget tid, og da hun brød det, var hun helt stakåndet.

Det gav en rigtig dejlig varme igennem hele hans krop at mærke hendes krop mod hans igen, selv var han kun iført et par lette sorte bukser. "My dearest wife.... The world is not the same without you...." Da hun så nappede ham i læben, smilede han og greb kort om hendes bagdel imens han gav sig hen i et kys der var noget mere lidenskabeligt end tidligere. Selv måtte han også få vejret lidt da det sluttede

Hendes lykke kunne ikke beskrives i øjeblikket, og som han gav hendes bagdel et klem, kunne hun ikke kvæle et smil. Deres blikke mødtes, og hun smilede hengivent op mod ham. "I miss you.. missed this, being in your arms.." det hele føltes som i gamle dage, virkelig.. men naturligvis var hun klar over det ikke var tilfældet.

Lige i det øjeblik var det som om alting var som det skulle være igen. Han elskede at mærke hende, at holde hende og vide at de var sammen.
Han fortabte sig i hendes øjne, slap langsomt hendes bagdel og strøg hende op af ryggen imens han stille sagde: "You do not need to miss me anymore.... We are together.... And it will keep being so.... I will fight for the Balance.... But i will no longer resort to being an executioner...."
Han ville betale en hver pris det måtte koste for at være sammen med hende

Charmeine's smil var varmt og kærligt som hun strøg hans kind, og læberne strejfede hans ganske blidt kort efter. "Thank you, my love. Thank you for fighting for us even though I know you have been fighting for so long" svarede hun blidt og tydeligvis taknemligt.

Han sukkede stille som hun kyssede ham blidt endnu en gang hvorefter han så meget kærligt på hende.
"I will never stop fighting for us.... Neither Heaven nor Hell can keep us apart anymore...."
Det var selvfølgelig en dramatisk måde at sige det på men han var jo kendt for sin beslutsomhed

Hun håbede, og bad til at det passede. "Good.." hviskede hun retur, inden hun lod sine læber finde hans i et varmt og lidenskabeligt kys. Hendes krop var atter pressede let mod hans, hjertet hamrede hårdt og bestemt i brystet, og hun glemte alt andet omkring dem.

Han lod sig omslutte af stemningen mellem dem, og gav sig også hen i et lidenskabeligt kys imens han holdt hende tættere og løftede hende op i sine arme. Hvor havde han dog savnet at holde hende og mærke hende.
Det så intense kys blev først sluppet da de begge to havde brug for luft

Han holdt hende tæt, og da det ikke var nok, samlede han hende op i sine arme, og hun svang benene omkring ham. Hun kunne ikke få nok af ham, efter så lang tid, var de endelige sammen, og hendes længsel og savn var alt for tydelig i hendes kys.
Først da de begge havde brug for luft, blev kysset brudt, og hun så ind i hans vidunderlige øjne. "You take my breath away.." hviskede hun mod ham. Det havde han nu altid gjort, men.. det her var anderledes. Det vidste de begge to.