Afslapning ved Porten - Ahngel

Ikke så langt fra pigen tog vinden i Ahngels mørke hår og lod det kort svæve ind foran hans hvide perfekt afhuggede marmorlignende ansigt. Han havde et stille udtryk over sig, som om han slet ikke var tilstedeværende i øjeblikket. Han sad på en af molens aflejringer, lettere foroverbøjet med hænderne foldet imod hans skød. Han bar en lang frakke i sort læder og under det en hvid bluse, som akkurat kunne ses, da frakken kun var fæstet i et enkelt led af sølv. Han bar lange sorte bukser, også i en form for læderlignende stofart. Det fik ham næsten til at se endnu højere ud end han allerede gjorde. Han var ret høj. Højere end de fleste og så var han ligeså tynd, men ikke ranglet. Han havde en elegant holdning, trods han bare sad ned. De skiftende vandsøjler der bevægede sig i havets bølger genskabte sig selv i hans dybe øjne. Bare i rød. han havde røde øjne som blod, som nu genspejlede det uendelige hav i en evig rød afskygning.

Ahngel var stille imens hans tænkende røde øjne lå ud over havet i en rus af minder og billeder fra langtfraliggende begivenheder. Noget opfangede nu endelig hans opmærksomhed og rev ham voldsomt ud fra den trance han havde hensat sig selv døsigt i. Det var stadig tidligt for ham. Det var ikke lang tid siden han var vågnet fra dagens unådige søvnlag og lammet hans krop.
Under et sekund havde han allerede vendte blikket imod hende. Ligepå og direkte. Blik mod blik uden at give hende mulighed for at kigge væk, som man nu engang gjorde hvis man pludselig blev opdaget i at stirre. hans blik var afslappet og roligt, men samtidig meget fjernt og dybt, som om den person man så på, ikke var det som var i blikket. Det var noget andet og langt mere ubehageligt end den attraktive krop dette væsen havde fået tilrevet sig. Vinden tog kort i hans halvlange mørke hår og lod det bevæge sig stille hen over den glatte marmorhvide hud.
Endelig formede hans mund sig, som en dukke der kom til live. Det så først unaturligt ud og det føltes som om at denne person ikke kunne have en stemme, men det havde han.
"Bonjour petit femme." sagde han hviskende, men så alligevel ikke. Hans stemme var meget tilgængelig og så ægte at den nærmest hviskedes ligefor hendes øre.

Amelia blev ret overrasket og forskrækket da han så pludselig så på hende men hun ahvde ikk i sinde at se væk. Hun nåede det alligevel ikk. Hun satte først sit hoved let på skrå så hendes halv lange brune hår hang langere ned over den ene skulder en den anden. Hun blinkede lidt nysgerigt md øjnene et par gang og bed sig så blidt i sin underlæbe. Hun ahvde egentligt ikk noget imod den måde han så på hende eller om det så bare var sådan at hans øjne var. Hun havde mødt mange af den slags. For det meste vampyre.
Da hans smil så lige så stille kom frem kunne hun så mærke at hun heller ikk kunne lade være med at starte på at trække lidt på smilebåndet. Så efter lidt tid var der kommet et sødt og varmt smil frem på hendes bløde læber. Det var ikk alle der kunne smile som hende. Faktisk ingen da ingen var ens. Hun så ret nuttet ud men det kunne da være en del ligemeget. "Bonjour, monsieur.." sage hun roligt og varmt og flydene som om at hun kom fra Frankrig.

Ahngel smilede kort over resonden på hans elskede modersmål. Det føltes godt at høre andre tale det for en gangs skyld, men han var dog ikke overbevidst. Han rettede sig lidt op og betragtede hende stadig med de langsomt døsende øjne roligt liggende på hende.
Han sagde nu ikke noget i en tid og bevægede heller ikke øjnene fra hendes blik, selvom det alligevel var en følelse af, at han gennemskuede alt, så alt og læste hende som var hun en bog. et blik der syntes at gå igennem hende og se hende an på så mange vinkler, selvom han i realiteten aldrig flyttede øjnene fra hendes eget blik.
Han smilte kort igen og lagde hovedet lidt på skrå, givende ham et mere naturligt blik fremfor denne tranceindlæggende version af de blodrøde dybe øjne.
"De er ny her i Terre?" sagde han så. Hans stemme var anderledes når han ikke talte fransk.. meget mere som et menneske fremfor hans franske stemme som kunne lyde som ord i et vindpust eller en slanges hypnotiske hvislen.

Ahngel nikkede kort til hendes første bemærkning. "I så fald har stjernehimmelen været sløret af grå skyer." sagde han med et kort smil over sine egne metaforer. Han betragtede hende stille idet hun satte sig ned. "Mig en ære Mademoiselle Amelia. Mit navn er Lucifer Mort De Sang den trettende, men du skal som alle bare kalde mig for Ahngel." sagde han så med et venligt blik. Sagde han virkelig 'skal' i stedet for 'kan'? ...
"Jeg beklager inderligt at jeg endnu ikke havde lagt mærke til Dem." sagde han så og lagde endnu engang de røde øjne imod hende. De var det eneste som direkte ætsede sig frem af liv. Problemet var bare at ligemeget hvilket ansigt han måtte lave, ville øjnene altid få det til at fremstå mere eller mindre makabert, til trods for hans nærmest umenneskelige form for skønne ydre. Derimod virkede han ikke arrogant, selvom han allerede lod til at vise sig fra de højere enheder. Alene hans status som nr. tretten i en slægt.
tretten.. ulykkestallet??

"Mhm.." mumlede Ahngel genvundet i et kort suk inden han nikkede. "Tja.. nu'et kan jo være så meget." sagde han så og knejsede nakken så hans blik blev løftet imod himlen. "Men.. egentlig er det også godt at vi først mødes nu.. og her." sagde han idet han mente at han helst ikke ville se en som hende på de skumle steder han for det meste forholdte sig på. Han betragtede horisonten lidt inden han vendte de røde imod hende og fæstnede dem imod hendes eget blik.
"Så.. Amelia.." mumlede han kort for at smage lidt på selve hendes navn med et tænkende udtryk. Det mindede ham om et eller andet..

Ahngel betragtede hende endnu stille. Lod hans øjne påtvinge sig ind i hendes sind et øjeblik, lod verdenen omkring hende sløres lidt, men trak det igen til sig idet han fik et mere ligegyldigt udtryk og trak på skuldrene. "Ikke noget såmen.. jeg har det bare med at betragte folk meget indgående. Tag dig ikke af det." sagde han så og nikkede kort og vendte blikket imod havet igen. Igen blev bølgerne og lyset derfra genskab i et hav af blod i de røde hemmelighedsfulde øjne. Øjne der lod til at se alt om alle og alt, men derimod selv var som lukkede døre, hvor låsen ikke kunne ses selvom man ledte meget længe.
Han smilede derefter. "Jeg er glad for at du er afslappet omkring mig, men du burde i realiteten være mere på vagt. Jeg kunne i princippet være udhungret." sagde han og fulgte en måge med øjnene idet den passerede. Han talte som var det en helt normal snak inden for det sædvandlige. Som en snak om vejret eller en snak om hvad der ville ske denne sommer.

Amelia nikkede bare rroligt til det han ahvde sagt. "Ja jeg ved godt at jeg altid skal være på vagt men jeg har det med sat stole på de fleste.. Og ligenu ser jeg heller ingen fare ved dig" forklarde hun ham roligt og smilende mens at hun så lagde sig ned på beton molen og så mod himlen. Hun ahvde sine arme om bag sit oved og sukkede lavmælt. "Men..ja jeg kan ikk skjule at jeg stadig er en lille smule bange for om du nu pludselig springer på mig over det du lige sige men du er da ikk sulten.." Hun satte sig halvt op ved hjælp af sine albuer mens at hunsa sagde det og lagde så sit hoved let på skrå mens at hun ahvde et spørgende blik i hendes øjne. "..vel?"

"Ih jo.." hvislede han stille og fjernede ikke blikket fra himmelen. "Stort set er min blodtørst uslukkelig, men.. jeg er i god stand til at kontrollere disse drifter.. jeg har ikke behov for at drikke lige nu, men så igen.. Du burde ikke stole på hvad vi fortæller dig. Ikke alle væsenerne er ligeså snakkesagelige som jeg." sagde han og bed sig roligt i fingerspidsen og kiggede endelig på hende igen med et tænkende udtryk.
Hun havde god grund til at være bange ellers.. havde han lyst kunne han spidde hende med materien som molen endda var bygget op på. Han ville kunne ende det på tusind måder. Kun hans kreativitet satte grænser, men nej. Han ønskede hende ikke udslettet.

//...//

Ahngel skævede stille til hende. 'jer' havde hun sagt uden at tænke over det. Han lod det stille passere. Det ville have været det samme for mange år siden, mens der endnu var slaver. 'jer' kunne være hele den side af mennesker der lå udenfor smagen dengang. Ahngel lagde hovedet på skrå. "Når du siger 'jer', så mener du vel alle vampyrer.." sagde han stille. Det var ikke direkte et spørgsmål, men mere som en konstation. Han tænkte sig stille om i en tid derefter uden at sige noget i en god periode.
Det rørte ham egentlig ikke. Ikke det mindste. Fødekæden var vel alt der lå her. Det ville vel være det samme som når en flok ulve hærger områderne hvor de jager.
"Hvilket år skete det?" sagde han derefter med et tænkende udtryk. Burde han vide noget om det.

1833..."Javel ja.." sagde han stille og lagde hovedet lidt på skrå. Ganske rigtigt hvad han havde troet. Ikke et under at hun sagde 'jer' dertil.. Man kunne jo sådan set godt sige det på den måde, kunne man ikke. Måske havde han selv ikke alderen til det, men han vidste at på en eller anden måde havde han rent faktisk været til stede... eller.. det kommer jo an på hvordan man definere til stede? Han så stille på hende derefter med et tænkende blik. Hvorfor var hun den eneste der ikke var blevet frataget livet? Umiddelbart så hun ikke ud til at være den helt store overlever.. med mindre..?
Et let sarkastisk smil kom frem over hans kølige gennemførte ansigt. Mon hun skulle ha været bevaret fra dengang? Dog beviser det ikke hvordan han var kommet ind på det. Han havde jo aldrig været en del af organisationen.. havde han?

Amelia fugtede kort isne læber med tungespidsen og så lidt ned i betonmolen. Hun vidste ikk hvad hun skulle sige. Hun havde ikk kunne høre eller 'læse' hans tanker da det kun kunne være muligt ved mennesker for hende. Men hun havde kunne fornemme hans tankegang hvilket gav hende myrekryb. Hun var ved at skille sine læber ad for at sige noget til det eller måske bare spørge ind til havd han mente med de ting der fløj rundt inde i hans hoved. Hun lod så igen lukke sin mund og så lidt over mod ham. Hun bed sig lidt i sin underlæbe og sank en lille klump der sad fast i hendes hals.
"Hvad..Hvad mener du?" fik hun så usikkert frem stammet og så dog stadig på ham med et roligt blik. Hun satte sig så i skræderstiling og så ne di sit skød. Hun håbede virkelig at han forstod hvad hun snakkede om.

Ahngel kiggede stille på hende.
"Mit ansigt skulle vel ikke være en del af disse minder?" sagde han så og lagde hovedet på skrå. Måske ikke ligefrem hans eget ansigt, men han havde dog det samme som 'han' havde haft på den tid. Dog var der altid foraskellene på de forskellige Lucifers. Den tiende havde klør. Lange sorte deformede hænder med hundeklør på fingrene.. Den elevete havde haft en krop der blot var en bevægelig og fast skygge. Den tolvte, hans fader, havde haft en styrke større end nogen vampyr nogensinde havde haft og med en manke så sort og lang som natten. Ahngel havde noget andet.. Noget midlertidigt usynligt, men de havde alle det samme underskønne ansigt. De havde alle haft denne hvide hud og disse brændende øjne.
Nu var spørgsmålet bare om den tolvte rent faktisk havde været indblandet.

"Lad mig lige se på dig ordenligt så.." Amelia rykkede sig lidt så hun nu sad helt ude ved kanten af molen med ryggen til vandet og lænet lidt bagud så hun bedre kunne se hans ansigt. Så spærrede hendes smukke krystalklare og lidt dybe hasselnøddebrune dådyr øjne op. "Øhm..Ja det minder mig ihvert fald om en.. Han var den eneste der havde haft fingrende i mig men på en eller anden måde gjorde han intet ved mig udover at holde ig fast så jeg ikk kunne slippe væk igen.. Men så heldigt for mig kom jeg slip alligevel dog fik jeg en lang flænge der slogede sig på min ryg og lidt over mod mun mave.. Jeg tror stadig jeg har aret" Selv om at hun sad of tortalte dette så hun stadig ikk ud til at være bange for mig. Selvfølgelig gjorde minderne hendes en smule skræmt men mere var der ikk i det. Så satte hun sig ordenligt igen og et stykke væk fra vandet denne gang.

Ahngel nikkede og rettede sig lidt op efter hendes undersøgelse og hendes talen til ham. "Meget vel. Af en eller anden grund er du ønsket til at overleve." sagde han så. Helt uden skrupler lagde han sin hånd om hendes kæbe og drejede hendes ansigt en smule imens han meget intenst observerede hende.
"men hvorfor han ønskede dig i live ved jeg ikke.." mumlede han så. Det var mest bare en tankestreg eller noget i den stil. Hvorfor skulle Lucife rlade nogen leve overhovedet? Han havde ingen kontrakt med Croix 4 så hvorfor overhovedet?... Havde hun mon noget med ham selv at gøre?


/srry kort svar ^^''//

Amelia blev lidt overrasket da hun kunne mærke hans kolde hånd tage fat om hendes kæbe og derefter dreje hendes hoved så hun så på ham. Hun var dog stadig ikk bange for om der ville skre noget. Hun stolede undelrigt nok på denne vamyr. Lige som hun gjorde ved så mange andre af samme race samt andre. Hun studerede så hans ansigt med øjnene. Hans ansigs udtryk og hans ansigts træk. Hans øjne, hans næse, hans mund, hans kind ben, hans pande, ja selv hans hage. Men så så hun ham igen i øjnene og lagde sit hoved en smule på skrå. Så godt hun nu kunne da han stadig havde et fast greb i hendes kæbe. Alligevel havde hun ikk rigtigt besvær med at gjorde den lille smule hun havde gjort det. "Ønsket at jeg skulle overleve.. Men hvorf..." Hun stoppede igen da han allerede svarede på spørgsmålet og hun holdt så sin mund om det. Hun sank en mindre klump og bed sig blidt i sin underlæbe. "Øhm.. Tror du måske at du vil kunne slippe mig nu?" spurgte hun ham roligt og stadig en smule overrasket.

//Det går nok :3//

Et let satanisk smil bredte sig på hans læber idet han tillod sig at nærme sig hende en smule så deres ansigter blot var meget få centimeter fra hinanden.
"Hvorfor?" sagde han så på en meget hvislende og på sin meget nære måde. Han lagde ligeså hovedet på skrå. efterabede kort hendes bevægelse, men med et anderledes udtryk. Undrende, seende.. indtagende igen. Sugende øjne der ville tillukke verdenen fuldkommen hvis man for længe lod sig se ind i dem. Lade sig opsluge af den varme farve for at miste sig selv i nogle få øjeblikke inden det ville blive konstant.
"Du tror vel ikke at jeg vil bide dig, kønne Aspara?" sagde han så.. Igen hviskende så hans kolde ånde nemt kunne anes.
Endelig rettede han sig op igen og lod sig side lidt for bare at se på hende. Holde øjenkontakten imens han fjernede sin hånd igen.
Alt dette bare for at være den der tager den sidste beslutning.