Afslapning ved Porten - Ahngel

"Øhm..Fordi at det faktisk er ret ubehageligt og det begynder at gøre ondt" forklarede Amelia stadig uden frygt for at ahn ville bide hende. Hun prøvede at vige sit hoved lidt tilbage da han nærmerede sig hende og hun så han undrende i øjnene. Hun syntes ikk liegfrem at det var fangene men hun måtte da indrømme at de var utrolig smukke og de dybe øjne kunne hun sidde og betragte længe. Hun rystede en smule på hovedet så godt hun nu kunne. Nej, hun troede ikk at han ville bide hende. Det aflsørrede hans øjne. Selvom at hun ikk kunne høre hans tanker ordenligt vidste hun at øjnene var en form for vindue til ens sjæl. Ligemeget hvor kolde, tomme, varme, venlige eller irriterede de var.
Hun trak ikk sit hoved til sig da han så slap hendes kæbe men lod bare det blive stående i den stilling det nu var i og så ham stadig i øjnene. Hun gned ømmende sin ene hånd der hvor at der var blevet holdt fast. Hun slap igen og fugtede så sine læber med tungespidsen og derefter bed hun sig i sin underlæbe. Bare en dum vane efter hendes mening. "Hvad skulle det så til for?" spurgte hun ham helt roligt.

De røde øjne blev rettet imod hende igen med et udtryk der udstrålede ligegyldighed overfor hendes ord. Dog var der en gnist over hans udtryk og den lod sig brænde idet han igen smilede på sin unikke måde. Smilede bredt, men stadig lukket.. stadig gemmene hvad der var under hans hud.
"Måske kan jeg lide at se på dig. Har det virkelig ikke faldet dig ind?" sagde han så og knejsede nakken og så op imod himlen, som ligesom havet lod sig genspejle.. lod sig blive et med men i denne røde udgave.. forvandlede verden til noget hvor blod ville være vand og drab ville være en rig mands levebrød.
"Asparare er en fryd for øjnene.. det burde du vel være klar over.." sagde han så.. Han skævede til hende igen idet en undertone af et meget kort heh-grin kom frem.. som havde hun misset en pointe eller noget.

"Ahr okay.. Så du kan godt lide at se på mig. Den var ny. Også selvom at jeg er en apsara ja" Amelia havde ikk rigtigt noegt imod at nogen så på hende men han havde altså en underlig måde at gøre det på. "Og det var ikk for at snerre jeg var bare overrasket over hvorfor du gjorde det der" Hun smilte roligt og tog sig ikk af hans lidt dyster og mystiske peronlighed og måde at opføre sig. Hun lænede sig så lidt tilbage og så mod himlen hvor at mørket havde overtaget næsten helt igen. "Hmm.. Jeg ved godt at os aspara's er 'en fryd for øjet' men alligevel ser jeg altså også den skønhed i andre racer og så videre.. Så jeg tror bare at vi er en mere menneskelig udgave af sirener.. "
//srry korte svar Z_Z//

Ahngellyttede selvom det ikke virkede som om han gjorde. Hans blik imod himlen var fraværende og nysgerrigt på en meget mærkelig måde, som havde han fundet sig et billede imod himlen.. en skyformation eller noget i den stil. Betragtede det.. vrængede det til et nyt billede. Fra en stor fugl til en brændende fakkel..
Endnu et af hans dybe udgaver af fnis kom frem.. en smule sarkastisk og ikke så ømt endda.. nærmere noget i retningen af et 'hmph' ..
"Det er skam det menneskelige der er betagende.. ikke det overnaturlige.." sagde han så og lagde vægt på ordet overnaturlig som om der var sarkasme i stemmen.. Nok fordi alt dette.. Indbegrebet af dette sted var hvad menneskerne ikke troede på ude i verdenen.. bøger.. eventyr og uhyggelige lejrbålsfortællinger.. alting opstod her som var Terre kernen for overtroen.. for hvad menneskerne kaldte myter og fantasi.. Naive mennesker.

Amelia forstod ham ikk og holdt derfor sin mund lukket. Eller holdt i hvert fald sine ord tilbage. Hun lod sit blik studere ham, scane ham og selvfølgelig betragte ham før at hun så så lidt ned i det altid bevægelige vand i havnen. Hun drejede sig så om så hun lå på maven og så ned i det. Rakte sin ene hånd ned mod det men hendes arm var for kort men alligevel fik hun lavet en mindre virvelstrøm ved at køre sin hånd rundt i cirkler. Hun beds sig blidt i sin underlæbe og strøg så noget af sit hår væk fra sit ansigt så det ikk ville genere hende.
"Hmm.. Hvor længe har du egentligt været her i byen? Du ser ud til at kende Di Morga ret godt kan jeg sige bare ved at se på dig" sagde hun så lidt efter for at få skiftet emnet. Men hun havde faktisk ikk haft så meget imod stilheden men kun ville også vide mere om denne vampyr. Vampyre havde stort set altid intresseret hende. Først havde det mest været så hun kunne kende deres svagheder men det havde ændret sig efter at hun havde mødt op til flere ..venlige vampyre.

Ahngel var stille imens hun skiftede position og lod sig lægge paralelt med vandet derefter. Ahngel havde lagt sine øjne let ligegyldigt imod den mørke himmel som efterhånden var gjort mere uklar af havguset der drev ind over Terres kyst. Hans øjne dvælede derved i en god rum tid for bare at fraskille billeder i den tågelignende dynding af osende mørke der var over dem. Adskilte himmel og gus med hinanden og lod det forme sig stilfærdigt, men sikkert.
Han lyttede til hendes stemme udenfor hans øjefelt.
"Jeg har været her i lidt over et år nu, ville jeg mene." sagde han og lød ikke volsomt begejstret, men det var han nok heller aldrig i forvejen. "Det er ihvertfald hvad jeg umiddelbart ville gætte på." sagde han derefter uddybende og tænkte sig om. Hans tidsfornemmelse var elendig så at sige.. nok en af de små skavanker han havde fået ind på livet efter barndomsoplevelser der var tidløse. Lange nætter og korte dage eller omvendt.

Amelia blev ret overrasket over hans ord. Selv havde hun da været her noget længere men havde aldrig set Ahngle før. Lidt mærkeligt. Og hun var ikk den der skjulte sig men det gjorde vel heller ikk noget hvis hun gjorde. Men han virkede mere som en der hadve boet her i ret lang tid men der hadve hun taget fejl. Hun slappede så mere af og nikkede forstående mens at hun så ned i vandet igen. Hun kunne også fornemme at hendes syn ikk ligefre blev bedre af mærket. Hun havde ikk noget fantastisk nattesyn selv om at nogen mente at asparas faktisk var et natte dyr men det var vist ikk rigtigt. Hun bed sig blidt i sin underlæbe igen og hvis hun blev ved med det og gjorde det mere hårdt ville hun med sikkerhed begyndte at blode. Ikk voldsomt men lidt som hun bare kunne fjerne med tungen. Men alligevel ville det svige lidt bagefter. "Ja okay.. og mig som havde troet at du hadve været her længere tid. Jeg har boet her i den samme hytte i godt 70 år vil jeg tro.." sagde hun tænkende og lagde en tænkende finger på sin læbe mens at hun så mod himlen. "Hmm.. men det holder jeg ikk ligefrem styr på for tiden"

"Menneskeår antager jeg?" sagde han så og lod de røde øjne lægges på hende derefter og lagde hovedet på skrå. Han vidste ikke andre år for at være ærlig. Bedømmelsen af han egen egentlige alder i vampyrår var et faktum han med tiden havde glemt alt om. Et minde der ikke ville gentage sig eller siddde fast, som om han var tidløs og at hans minder ingen start havde.. ligepludselig var de der bare.. Han tænkte sig lidt om. 70 år i menneskeår.. det var nu en god rum tid når man tænkte på hvor ung og frisk hendes sind syntes at være, men så igen. Hun sad jo fast i den alder hendes krop havde taget, gjorde hun ikke? Lige som han selv gjorde?
Ahngel ville ikke sammenligne. Han kunne meget vel være yngre og også meget vel være meget ældre end hende... og dog. Hans hoved havde altid været meget mere udviklet end hans krop havde været. Allerede som treårig havde han et flydende sprog og en forståelse for verdenen og hans plads i den.. selvom han dengang havde nægtet at acceptere den som den var. Dengang var han en rebel overfor sin skæbne og nu..? Nu var han den underkastet.

Amelia så lidt undrende på ham. Hun havde kun forstået at der var menneske år..og katte og hunde år. Men Hun havde aldrig tænkt over at der måske ville være noget andet med væsner. "Øhm.. Ja det vil jeg da mene.. med mindre at der også er noget der hedder aspara år" sagde hun med sin overraskende blide og rolige stemme. Hun så ikk det mindste ud til at være utryg med hans selvsklab. Det var vel bare mere..ja ..trygt på denne måde. Og hvis han prøvede på noget.. så vidste hun alligevel ikk hvad hun skulle gøre så hvorfor ikk stole på ham. Han havde jo også sagt at han altid var sulte men det hadve da siddet og snakket i godt en time uden at han havde vist nogen intresse i et sætte sine tænder ned i hendes nakke eller noget andet sted. Hun havde heller aldrig rigtigt forstået det med at asparas ville dø af et vampyr bid. Var det fordi at man ikk ville kunne 'give' dem blod tilbage efter at have tømt dem eller ville det være sådan at så snart tænderne var sat i og blev trykket tilbage ville de bare falde døde om. Hun så lidt over mod Ahngel. Hun vidste måske ikk helt om hun skulle tage sig sammen og spørge om det. Og det var måske heller ikk det bedste emne at starte op. Hun så igen ned i vandet. Solen kunne nu kun lige anes som en masse orangerøde skyer der havde fået solens sidste farve på dagen. Måske skulle hun også til at gå hjem ad. Hun kunne mærke hvordan at hendes sulte trængte på. Lidt irriterende følelse. Nu hvor at hun havde fundet en at hyggesnakke med så kaldte hende krop på et eller andet. For det meste var det bare mad. Hun bed sig blidt i sin underlæbe efter at have fugtet den med tungespidsen. Det hjælp vel lige så meget som læbepromade. Sådan mod tøre læber. Det havde sikkert været derfor at hun havde fået denne vane med at hele tiden fugte sine læber. Og hvorfor gøre disse tanker nu pludselig gennem ehndes hoved. Hun var begyndt at tænke på de mest mærkelige ting på det sidste og hun ville med sikkerhed på hovedpin eller migræne en dag.