Gamle minder

Tid: Aftentid - omkring de 21 stykker
Sted: Da Host Club
Vejr: Iskoldt, mørkt og med dystre skyer, der dækker den store, sølvskinnende måne, som denne aften er fuld.
Omgivelser: Servitricer, dansere, bartendere, en masse glade mænd og andre, magiske væsener.

Sandsynligvis byens mest besøgte klub, Da Host Club, virkede så besynderligt velkendt. Som en gammel skole fra et tidligere liv, børnehaven fyldt med erindringer, en lyksaglig park - alt, der kunne bringe tabte minder tilbage. Det usædvanlige var dog, at Will aldrig besøgte dette sted. Ingen synderlig relation havde. Han vidste, hvad klubben indebar, og med sine kun 15 år på rygraden, var glædespiger og intime henvisninger ikke det, der lokkede ham allermest.
Og dog var det præcis her, han denne aften opholdt sig.
Musikken drønede godt derudaf, og han måtte masse sig gennem flere dansende kroppe, som alle vred sig i de mest sensuelle bevægelser for at følge takten. Will rynkede panden og rystede trist på hovedet. Det her var ikke stedet for almindelige mennesker. Da Host Club var en underverden, fyldt med bedrageri og snuskede arbejdspladser. Naturligvis kunne nogle af de eksotisk klædte kvinder selv have valgt dette sted som fast arbejdsplads, men Will kendte med sikkerhed andre, der kun nødsagent havde takket ja til denne stilling - for deres egen overlevelses skyld.
Det stak dybt i samvittigheden, så snart hendes navn dukkede op i hans tanker: Evangeline. Elveren, hvis eneste grund var til, at han var her denne aften.
Han fandt en stol ved et bord, som delvist befandt sig lidt afsides for uvelkomne øjne, men som også bød på en smule opmærksomhed - af den slags som dæmondrengen netop håbede på at modtage fra personalet.
Med eftertænksomheden malet i ansigtet, trommede han fraværende med fingerspidserne på bordet. Hvor længe siden var det, han sidst havde set Evangeline? Hjernen var én stor grødmasse, og han anstrengte sig stærkt for at få frem til et gyldigt resultat. Men om ikke andet nyttede det ikke mere end at prikke til en gnaven bjørn. Lige siden han havde afslået hende - løjet noget så grusomt - ved stranden den dag; sagt han ikke elskede hende, og at hun aldrig skulle komme ham nær, var dagene flydt sammen til én forvirret masse. Alt, der siden hen var sket, var efterhånden blevet til så lang en liste, at han knap selv havde styr på begivenhederne længere.
Når han nu sad ved bordet, tættere på Evangeline end han havde været i evigheder, mærkede han sommerfuglene flakke nervøst rundt i maven. Hvad ville - skulle - han sige, når hun endelig dukkede op? Og så pointen i det hele: hvad ville han føle?!
Håndfladerne føltes klistrede og svedige, og han trak vejret i to dybe stød for at køle sig selv ned. Øjnene afsøgte omhyggeligt klubben, opmærksom på enhver form for genkendelse. Nu var det kun et spørgsmål om tid ...

Evangeline gik rundt mellem bordene og tog imod bestillinger, serverede, og samlede brugte glas, tallerkener m.m. ind. Alt sammen på en gang, og så præcist og gentagende, som gjorde det tydeligt, at hun havde gjort dette så mange gange før, at det efterhånden var en vane. Hun behøvede ikke, at være til stede. Eller jo, hendes krop - den fysiske del af hende - måtte naturligvis være der. Men alle hendes tanker kredsede rundt i hendes hoved, som de selv ville, og omhandlede det de selv havde lyst til. Dette sted rummede så mange minder, at det gjorde ondt på hende, at opholde sig der i længere tid, uden at være beskæftiget. Uanset hvor hun så hen, mindede det hende om en bestemt ting. Uanset hvem hun tog i mod bestillinger fra, mindede det hende om en bestemt ting. Uanset hvem hun serverede for, mindede det hende om en bestemt ting.
Eller rettere; end bestemt person. Det var her, hun havde mødt Will den første gang. Hun huskede det tydeligt, som havde det blot været dagen før. Han var lige kommet til byen, og trængte til noget at drikke. Derfor, var han gået ind på det første sted han stødte på, hvor han kunne få udfyldt det behov. Også selvom det sted, var en strip-bar. Hun huskede tydeligt, hvordan hun havde bemærket med det samme, at han ikke var som de andre der kom her. At han - ligesom hende - ikke ønskede at være her. Hun huskede også, hvor nem han havde været at gennemskue. Han var som en åben bog, der blot ventede på, at blive læst. Hun smilede ved mindet, og måtte derefter kæmpe for at holde tårene tilbage. Hun huskede hvordan hun havde lænet sig ind mod ham, og spurgt efter hans bestilling. Hun huskede, at hun havde inviteret ham med sig hjem. Han havde været fuldstændigt væk i hende, og de havde sat sig på sofaen. Det udviklede sig hurtigt, men der bekræftede han hende i, at han ikke var som de andre. Hun havde nok hele tiden vidst det, men han bekræftede det der.. Han skubbede hende væk, afviste hende.. Alligevel, havde han overnattet og der var deres forhold begyndt. Evangeline var overbevist om, at de havde noget specielt sammen på det tidspunkt - at han elskede hende.

Med et blev hendes tanker ledt hen til den dag på stranden, hvor han slog op med hende. Sandsynligvis den værste dag i hendes liv nogensinde. Hun huskede tydeligt, at hun var sunket sammen i sandet, og var blevet siddende der til langt ud på natten. Det var koldt, og hun ville gerne hjem, men hun kunne simpelthen ikke rejse sig. Måske havde hun håbet at han ville komme tilbage til hende, og fortælle hende, at han ikke kunne forlade hende. Men han kom aldrig tilbage.. Hendes lille lejlighed havde virket så stor og forladt, da hun kom hjem til hende. Det samme gjaldt hendes seng, som hun ikke længere delte med Will.
Tårene pressede sig på igen.

Det havde været et helvede at arbejde på baren efter, han havde gjort det forbi med hende. Alt mindede hende om ham - det gjorde det såmænd stadig - men hun var blevet bedre til at "tage en maske på", og få andre til at tro at hun havde det fint. Det gjorde stadig lige ondt.

Evangeline var klædt i barens uniform som altid. Lårkort, nedringet, stram kjole, med forklædet, som var bundet omkring hendes hofter. Den fyldige barm, var fremhævet i stedet for dækket, og de lange, slanke ben så endnu mere slanke og lange ud, pga. de sorte tårnhøje stiletter. Hendes gyldne hår krøllede blødt henover hendes ene skulder, og indrammede hendes perfekte ansigt, på den nøjagtigt samme forførende og charmerende måde, som det altid havde gjort. De store, smukke grønne øjne, med de naturligt lange, sorte øjenvipper havde heller ikke ændret sig. Eller jo, det havde de. Hvis man kiggede godt efter, kunne man skimte sorgen i dem. Ligesom man også kunne se, at hendes bløde, fyldige læber, ikke formede et smil, der noget helt op til øjnene. Det var ikke den samme Evangeline. Denne her, var i dyb sorg, selvom hun forsøgte at skjule det, så godt som overhovedet muligt.

Da hendes øjne for 20. gange vendte sig mod det store ur, for at tjekke hvad klokken var - eller, hvornår hun kunne slippe væk derfra - faldt hendes blik på noget som ikke plejede at være på baren. En person. Will! Evangeline blinkede et par gange, og var lige ved at tabe de glas hun stod med i hånden. Der gik et par sekunder inden hun genvandt fatningen, og hastigt satte glassene på et bord, foran en mand, som havde bestilt dem. Igen, kiggede hun over mod Will, som sad alene. De andre servitricer var optagede.. hun havde ikke noget valg. Hun var nødt til at gå derhen, og spørge om hvad han ville have. Langsomt bevægede hun sig over mod ham, og lod de velformede læber danne et falskt smil. Det kunne umuligt blive ægte, når grunden til hendes sorg, var så tæt på hende..



//Wow.. krea-flip xD//

William stirrede frem for sig og forsøgte at skabte et overblik over de mange kroppe, som forstyrrede hans udsyn. Baren var fyldt denne aften, og Will vidste ikke, om han skulle prise dette sammentraf, eller om det irriterede ham. Hvis hun skulle vise sig at være her, kunne manglen på rumsterende omgivelser skabe en øjeblikkelig akavet stemning - men for mange mennesker kunne også gøre det uoverskueligt.
Nervøsiteten gjorde hans læber tørre og fjernede ligeså al mundvand. Han slikkede sig om læberne og ønskede med det samme, han havde noget så dejligt som en kølig sø at stikke fødderne ned i. Men det var desværre noget, han var langt fra nu, og desuden var det her ikke noget, han kunne løbe fra. Kraften - savnet - efter at se Evangeline var for stor.
Og så var hun der. Det var som et kanonslag midt i tyskernes øde slagmark. Grupperingen af personer havde skjult hende totalt fra hans udsyn, men da en leende kvinde med gedebukkeskæg flyttede sig - som var hun et teatertæppe, der skulle bekendtgøre forestillingen - trådte Evangeline frem.
Åh! Will måtte hive vejret ind, for han tabte det så snart, han så hende. Alt omkring ham forsvandt - latteren, samtalerne, den dundrende musik -, og tilbage stod der kun den elegante elverkvinde. Han var fortabt, skamfuld og uden skjold i mørket.
De blå øjne forlod aldrig de grønne. Et kort øjeblik troede Will, han opfattede en form for usikkerhed hos hende, og hans mave hoppede med en blanding af lettelse og ærgelse, men så dukkede der et smil op på hendes fyldige læber. Ej kunne han bedømme hvorvidt det venlige udtryk var ægte, eller om det blot var en maske, hun brugte for at dække over en mere skrøbelig side af sig selv.
Han vidste ikke, hvad han håbede på.
Den lange afstand mellem dem var aflagt i løbet af få sekunder. Hun kunne lige så godt have stået et saltkast fra ham, så hurtigt forsvandt tiden. I takt med at hun nærmede sig, bredte rødmen sig i hans ansigt, og han rakte hånden op for at køre den gennem sin pjuskede manke - fortrød dog i sidste øjeblik og lod hånden synke i en langsom bevægelse.
Musikken vendte tilbage, og han blev pludselig opmærksom på, hvad der om muligt forventedes af ham. Med en sagte rømmen trak han et smil i land og opdagede samtidig, at nogle af de glade følelser, der nu skulle foregives, ikke alle var løgn. Han var glad for at se hende!
"Evange!"

Evangeline vidste godt, at dette øjeblik måske var uundgåeligt. Og så alligevel ikke. Hun havde ikke set Will, siden han slog op med hende på stranden. Siden han kiggede hende direkte i øjnene, og sagde at han ikke elskede hende mere. Hun kunne ikke glemme følelsen af at være svigtet, afvist.. fortabt. Sådan havde hun aldrig haft det før. Hun havde et eller andet sted regnet med, at da han forsvandt ned i vandet, ville han aldrig vise sig i Terre - i hele Di Morga - længere. Noget sagde hende også, at han ikke havde befundet sig der de sidste par uger, eftersom hun ikke en eneste gang var stødt ind i ham. Ikke på strip-barene, ikke på gågaden, ikke på stranden, ikke i skoven og værst af alt; ikke i hendes lejlighed. Den havde virket alt for stor og ensom, når han ikke var der.

Hendes følelser for Will var splittede. På den ene side, elskede hun ham stadigvæk, og hendes største ønske havde været at se ham igen. Hun savnede ham helt forfærdeligt, og ville bare have det hele tilbage til det, det var en engang. Eller, til det dét var for et par måneder siden. På den anden side, var hun endelig begyndt at kunne se lyset for enden af tunellen. Endelig kunne hun se, at hun måske kunne komme over Will, hvis bare hun fik tid nok.
Og nu sad han der foran hende. Hvis han ville have hende tilbage igen og alt det der, ville det jo være hendes største ønske. Men samtidigt, havde han jo virkelig såret hende.. ødelagt hende.. kunne hun tilgive det? Og hvad hvis, han bare var gået ind på baren, for at få noget at drikke? Hvis det slet ikke var hende, han havde håbet på at se? Så ville det bare give hende et kæmpe tilbagefald, og så ville det tage endnu længere tid, at komme over ham..

Hendes smukke, grønne øjne blev blanke, og hun skyndte sig, at blinke de begyndende tårer væk. Han skulle ikke se hende græde. Hun betragtede William - eller Will, som hun foretak at kalde ham - lidt, og tænkte over hvad hun skulle sige. Han virkede da som om, at han var nogenlunde glad for at se hende. Hun ville sige hej til ham, men det virkede bare så.. forkert. Efter alt hvad der var sket. Hun kunne ikke bare lade som om, at der aldrig var sket noget mellem dem. At han aldrig havde såret hende noget så grusomt..

"Will..", besluttede hun alligevel, at svare. Det fungerede som en hilsen, men hvor hun istedet sagde hans navn, ligesom han havde gjort ved hendes.
"Hvad kan jeg hjælpe dig med?", hun gled ind i standard-servitrice spørgsmålene, som gik ud på, at sælge mest muligt. Selvom han var Will, var han jo stadig en kunde, og det gav hende også nogle ting, som hun kunne sige, så der ikke opstod nogen pinlige tavshed.


//Du skriver stadig vildt godt - er ked af, at min indlæg blev så ringe ^^'//

Fornemmelsen af hendes navn, der forlod hans tunge, var som et frisk pust midt i al heden. En strejf af blomster og barnlig lykke. Han havde søgt tryghed ved hende, og ligeså havde hun - lige indtil han besluttede sig for at ødelægge det hele uden overhoevdet at fortælle hende grunden til hvorfor. En løgn var, for alt i verden, altid bedre end sandheden. Eller det havde han i hvert fald troet.
Will - Evange. Det hele virkede så formelt - navneudvekslingen. Selv om det ikke engang var deres fulde navne, som blev anvendt, men snarere en sød anvendelse af kælenavne, som kun venner kunne bruge. Will fortrød med det samme, at han ikke havde haft hoved nok til at hilse hende med andre ord, for nu ville det da med garanti blive akavet, men inden han kunne nå at smide en eller anden halvhjertet kommentar ud, åbnede hun munden og - spurgte ham, hvad hun kunne hjælpe med.
Alt! havde han lyst til at sige. Hjælp mig med at viske tavlen ren og fjerne den her forbistrede situation. Du fortjener det ikke! Hans indvendige jeg sukkede, og han granskede hovedet efter et svar, der kunne accepteres nogenlunde.
"Vand, tak," poppede det ud af ham. Øjnene forlod flygtigt hendes ansigt, han hev vejret ind og opgav sin foregiven. Med en form af beklagelse og et halvhjertet smil på læberne lod han sine øjne møde hendes igen. "Og så måske en ekstra stol til dig. Bare rolig," han skævede over mod baren, hvor hendes overodnede sikkert befandt sig, "jeg skal nok give dig det nødvendige i drikkepenge."
Med en bevægelse, der skulle virke bestemt, men også udfoldede sig en smule tøvende, rakte han ud og trak stolen ved siden af sig, ud, og kiggede indbydende - næsten tryglende - på hende.
Please.

//Ringe?? Ringe?!! Jeg synes, dit indlæg er mega godt!!!! :D
- det er snarere MIG, der skal undskylde! Men tak alligevel xDD <3 //

Evangeline havde måske regnet med et andet svar, end at han blot ville have noget vand. Men hun spurgte jo selv. Og han svarede. Og hvad hun havde håbet på, han ville sige, vidste hun faktisk slet ikke selv. Tanker virvlede stadig igennem hendes hoved, og de handlede allesammen om Will. Hun elskede ham naturligvis. Det var hun aldrig stoppet med, bare fordi han havde stoppet med at elske hende. Følelserne for ham havde hele tiden været der, og det gjorde ondt, at blive mindet om det. Og hvad kunne minde hende mere om det, end grunden til al hendes sår, som nu sad foran hende? Tårene pressede sig på, og hun havde ingen idé om, hvad hun skulle gøre af sig selv. Den selvsikre Evangeline, var erstattet af en såret og usikker udgave af hende. Det lignede hende slet ikke, at have det sådan.

Hun kunne ikke skjule sin overraskelse, da Will også bad om en ekstra stol, og bad hende om at sætte sig. Hun var i vildrede. Skulle hun gøre det? Hvis hun satte sig der, ville hun ikke kunne tage hjem alene, det var en ting, der var helt sikker..
"Jeg kommer med din vand", skyndte hun sig at sige, hvorefter hun skyndte sig op i baren, for at hente hans vand. Det tog hende lidt længere tid, at komme tilbage med vandet - hun havde brug for at tænke. Hun stillede vandet på bordet foran ham, og så hans bedende blik. Og så satte hun sig. Men hun undgik med vilje hans blik. For tårene var kommet op i hendes øjne. Hun så sårbar og hjælpeløs ud. Usikker. Og det lignede hende på ingen måde. Men nu sad hun der i det mindste.


//Awh, tak:D - sorry, for det langsomme svar ;o//