Vi ses nok igen

Han så på træerne omkring sig, de virkede alle bekendte, men det beviste jo bare han havde gået rundt her længe.
Pludselig blev han hevet ud af sin tankegang med råb, som om nogen ledte efter nogen, det var svært at høre hvad der helt blev sagt, men det kom fra Asmas retning.
Han vendte sig om og så tilbage
"Asma?" mumlede han lidt for sig selv, så smilte han, ledte asma efter ham? Hvad ville det betyde? Var det for at skælde mere ud eller... for at enes igen?
Han begyndt i et hurtigt tempo at gå tilbage mod asma
"Asma?" sagde han højere, men vidst ikke helt om hun hørte ham

Asma hørte intet fordi hun blev ved med at få en gren i hovedet. ”Tai!” råbte hun, mens hun kæmpede sig vejen til ham. Ja, man kunne da være sikker på, at hun ikke slipper ud, uden mærker. Hendes vinger som ellers var så flittige at slippe ud, krympede sig sammen og forsvandt. Asma vil fjerne noget af hendes hår fra kinden, men mærkede så, at hendes ene kind var blodig. Hun så på hendes hånd. En rystede. Asmas ben gav efter, mens hun stadig så på hendes hånd. Hvor sødt. Svækket af sit eget blod. Amatør? En stemme i hovedet på Asma. Den stemme, som kom frem for at håne hende. Men Asma så ikke ud til at tage notestis af det, overhovedet. Hun rystede bare svagt, mens den blodig hånd lå foran hendes ansigt, og hendes kind dryppede af det røde væske. Den tingest der nu havde skåret hende, må i været fald sidde dybt inde i huden på hende. Hun gjord intet. Sad bare og kiggede skræmt på blodet, sad bare og var .. stum.

Han stoppede pludseligt op og så sig omkring, forventede, håbede, hun ville dukke op pludseligt, men måske havde han forestillet sig det? Måske var det noget i hans hoved? Nej! Det kunne det ikke være!
Han begyndte resolut at gå frem ad skovstien, tilbage mod Asma, det kunne ikke bare være tankespind, han hørte hende jo!
Han gik i lidt tid, var han virkelig nået så langt? Da han pludselig fik øje p åen skikkelse der sad stille et stykke fremme på vejen.
Det kunne kun...måtte kun...Han smilte samtidig med at han undrede sig over hun sad der så stille.
Han nåede frem til hende og satte farten ned mens han så på hende.
Tilsidst var han helt henne ved hende, hun så stum på sin hånd som var rød af blod, blod fra kinden kunne han se.
Han satte sig på hug foran hende og rev noget stof af sine bukser som han langsomt og roligt lagde mod hendes kind for at tage det værste af blodet, han overvejede om der kunne side noget i såret, men han ville ikke kunne gøre noget af det lige nu.
"Asma?" sagde han stille og så på hende

Asma hørte de skridt der var på vej imod hende, men hun så ikke op. Hun var lammet af sit eget blod. Svækket, om så man må sige. Da hun hørte Tais stemme, og mærkede at han tørrede blodet væk. Da han talte til hende, så hun op, og hendes øjne var fyldt med tårer. Hun rystede på hovedet, mens hun smed sig på Tais. Hun holdte sin ene hånd for hovedet, mens hun græd. Græd.
Himlen var begyndt at forandre sig. Små regn drypper faldt på dem, og ændrede sig hurtigt til regn. ”Tai” græd hun, mens hendes hoved stadig lå på hans brystkasse. Blodet som Tai prøvede at fjerne, gled langsomt ned af hendes kind, da regnen ramte hende.
Engel.

Han var lidt overrasket, måske lidt undre og allermest forvirret.
Måske skulle han bare ikke forstå det?
Han røg hurtigt helt ned og sidde da hun smed sig mod ham, men han mærkede næsten ikke den lille smerte.
Han lagde en arm om asma mens han mærkede de små dryp mod sig, vand, ikke lige noget han brød sig om, men det var der intet at gøre ved.
Hendes blodige hånd og kind lavede nogle blodpletter på hans hvide tøj.
Han holdt blidt om hende mens hun græd, græd... Han havde ikke troet hun ville græde.

Ligeså havde hun ikke troet, at hun ville græde. Hun vil ikke græde, slet ikke. Og da ikke foran andre. Men, det var ligesom der var gået en sikring. For Asma græd og græd, mens regnen sled ned over dem. Hvornår var det, siden hun havde grædt sådan? Helt ærlig. Det her var ikke hende, hvorfor skulle hun græde? “Tai” hun lod begge sine hænder holde stræmt om hans skjorte, mens hun nærmest rev sig op, bare for at kunne få lov til at se ham. “Tilgiv. Please, vil du ikke nok? Det gør så ond. Tai” hun sank ned til hans brystkasse igen, mens hun skreg. Smerte? Engel smerter.. ja
nok derfor..

Han så på hende og virkede overraskende rolig måske blandet med en smule...tja, han havde ikke ord for det lige nu.
Han lukkede øjnene kort, tilgivelse for det hele eller for hun græd? Måske begge dele? Men det var også hans egen skyld... Eller måske noget af det, mest Asma som havde modarbejdet det.
Han rystede på hoved, sådan ville han ikke tænke og vis hun vidste hvad han tænkte ville hun nok reagere med voldsom vrede og så hang de på den igen.
Hun var lidt som en drage...Kun sove roligt, men vågne med ild ud af munden.
Han mærkede hvordan vandet gjorde hans tøj vådt, hans hår vådt og kølede ham af.
Vand... Han hade vand.
Han rystede lidt, men mest fordi han var våd og kold.
Han åbnede øjnene igen og så på asma
"Selvfølgelig, Asma" smilte han til hende mens han så på hende.

Smerten stoppede slet ikke. Hendes vinger var nærmest krøllet sammen, nærmest som om de havde krampe. Det var så ulempen ved at være en engel. Asma havde såret en. Det kunne hun mærke! Hun prøvede at holde gråden væk. Lod være med at tænke på den uendelige smerte der nu foretog sig igennem hendes blodkredsløb.
Men efter lidt sænkede smerten sig dog. Tai’s ord kom ikke bag på hende. Tværtimod. Men helt ærlig, havde hun såret ham dyb. Hvad kendte hun også til? Kærlighed.. baah. Asma træk sig stille væk fra ham, mens hendes røde hår skjulte hendes øjne. skjulte SKAMMEN i hendes øjne. ”T-Tak” stammede hun, mens hendes vinger bag ryggen forsvandt, og hendes hår hoppede op. Man kunne lige skimme en blodstribe fra den venstre kind.

Han nikkede lidt og tørrede blodet væk fra hendes kind.
"Jeg vil ikke have du skal gå rundt med skyld følelse, Asma" sagde han roligt og så på hende.
"Jeg ved ikke....Jeg har det som om Alyn ikke rigtig er her mere og samtidig en følelse af jeg nok burde rejse... Væk med mine piger, til et roligt sted hvor jeg kan tage mig af dem" sagde han
"uden en mor bliver det nok lidt af en opgave" han smilte lidt, selv om Asma slet ikke virkede som en der kunne finde på at smile lige nu.
Han trak blidt på skuldrene
"Jeg håber ikke du tager det som om jeg bare stikker af, væk fra dig og alle mulige andre...eller efterhånden kun dig, jeg fik meget her, men har også mistet igen, på en måde er det min egen skyld, men sådan har det altid været...."

Asma så på Tai. Skyldfølelse. Det var ikke engang hende slev der frembragte de her smerter! Asma kastede hurtigt et blik imod himlen, men så derefter på Tai. Hun åbnede munden for at sige noget, men endte så med at tøve. Det var det. Hvorfor egentlig prøve sig på Alyn? Det var det hun havde sagt fra begyndelsen. Men nu kunne det ligeså godt være lige meget. Hvem siger overhovedet at Alyn er her? Har hun overhovedet været her? ”Så du giver op, Tai?” hendes stemme lød overraskende nok, hæs. ”Væk? Sammen med de to? Tager hele skylden? Prøver at løbe væk? Jeg tager det skam ikke som om du løber væk fra mig eller de andre” Asma lag en hånd på hans kind. ”Tai du virker som en forvirret person” eller så var det hende der gjord ham forvirret? ”Du har mistet. Nu får du. Tai. Kan du ikke se det? Du er ved at give op. Give op til den dårlige side” nu placerede hun begge sine hænder på hvert af hans kinder. ”Tai. Kig på mig. Jeg ved du tænker på dine piger. Hvem skal være mor og al det, er der derfor du giver op? Fordi du ikke kan finde en mor?” Asma's hænder gled langsom fra hans kind, mens hun rystede stille på hovedet. Utydeligt.

Han var stille lidt mens han tænke over det hun sagde, glad for de kunne snakke roligt sammen og bange for at ødelægge det.
"Jeg har forandret mig siden jeg kom her..." begyndte han
"...Jeg er ikke den jeg var en gang og aner ikke hvem jeg er mere, jeg fandt min familie, men mistede den, ved kun en af mine sønner render rundt med en tæve til kone eller hvad hun nu er og har flere børn end hvad godt er...Ja, jeg er forvirret, jeg aner ikke hvor jeg skal stå eller sidde...Jeg ved ikke helt hvad jeg havde tænkt mig med Alyn, jeg tror lidt jeg bildte mig ind at jeg elskede hende, måske tænkte jeg hele tiden på pigerne, men nu har jeg garanteret også ødelagt lidt af hendes liv, det ved jeg nu, om piger fortjener en mor? Helt sikkert! Men lige nu må jeg igen tænke på dem, rejse væk herfra med dem og starte et liv for dem, et sted...hvor jeg ved de kan være...i sikkerhed..." til sidst så han op i himlen igen, han ville aldrig være en god far.
"...Ja, man kan godt sige jeg giver op, men om det er til den dårlige side..." han trak på skuldrene og lukkede øjnene lidt
"...Men jeg kommer måske tilbage, vis jeg ved der er en der venter på mig...En grund til at komme" han åbnede øjnene igen og så på hende