Vi ses nok igen

Asma drejde om og så på ham. HUn lag sit hoved på skrå og smilede stille. "Den person du taler om.. er det en du holder af, en der er svær at tale om?" spurgte Asma. Sådan var Asma altså. Hun kunne ikke slippe noget når hun havde fået det i hovedet. Lad os sige at hun var stædig.

//Jamen det er i orden//

Hvad skulle hun nu blande sig i det for? Han var stille længe mens han tænkte, nogen gange så han på hende som om ha beregnede et eller andet.
"Det...Er nok lidt kompliceret" sagde han så

Asma nikkede stille for sig selv. Ikke spøårge mere, tænkte hun for sig selv. Hun sukkede lydløst og så på himmlen som trak sig sammen. Som om den også kunne føle stillheden imellem dem. "Det er helt okay, og jeg undskylder Tai" tilføjede hun stille.

Nu hvor hun ikke ville vide det alligevel kom en følse af at det nok kunne være rart at snakke lidt om det, få det væk.
Han rystede lidt på hoved af sig selv
"Det er okay" sagde han stille og så lidt på hende

Asma så på ham og smilede skævt. "Det okay?" gentog hun men mere som et spørgesmål. "Du så bare ud til at tænke meget lige siden jeg så dig, dit ansigt virker bare så bekendt, men det er bare mig. Jeg er glad for at du tager det roligt, når jeg sådan giver dig hovedpine" Asma lo stille og så stille på Tai.

Han grinte lidt og så på hende
"Hovedpine? Jaså, det får jeg skam ikke af at tænke" normalt fik han kun hovdpine nå han brugte sine gode sanser for meget.
"Det er nogt specielt ved dig... Måske er det bare fordi du er engel?"

Asma løftede sine øjnbryn. Specielt. Det var der jo også ved ham, mon de tænkte det samme?
Asma smilede stille for sig selv. "Altså jeg tror det bare er engle-noget" sagde hun bare mens hun betragtede Tai. "Men, jeg ved ike hvad du tænker, men det her føltes underligt.." Asma lag sit hoved på skrå og så på Tai.

Han så lidt på hende, men så så op på himlen
"jaee" svarede han, han vidste ikke lige hvad han ellers skulle sige, det var underligt, men alligevel rart på en måde...

Asma grinte og så også væk. Hun skimmede søen stille, mens hun tænkte sig om. Tai, var noget..ubeskriveligt. Hun bed sig på sin fingerspids mens hun mumlede stille.
Underligt men..men det. "Ja" gentog hun stille og sukkede men smilte dog.

Han kunne ikke klare stilheden mellem dem, det var som om den var fuld af noget.
"Vil du enlig stadig gerne vide det?" spurgte han og så ned på søen
"det som du har prøvet at få af vide i noget tid?"

Asma så staks på ham, som om han havde lovet hende at give hende et ekstra liv. "Ja" sagde hun og hendes mund foldede sig til et stort smil. "Selvfølgelig vil jeg vide det. Jeg tænker ikke på andet" sagde hun og så spændt på Tai.

Han blev lidt overrasket over hendes pludselige spændthed, som om det var det bedste hun kunne tænke sig lige nu.
I et øjeblik fortrød han helt, men så så væk fra hende.
"Tjo altså..." han tøvede lidt
"For at vende tilbage til dit spørgsmål, så er det en jeg holder af, en jeg elsker....Eller, det ved jeg faktisk ikke mere...." det var stille lidt enden han fortsatte
"Vi blev skilt i en del år hvor jeg troede hun var død, imens ville jeg finde vores børn, dem fandt jeg skam og lidt efter km hun også, hun var ikke død alligevel" han smilte ved mindet
"Det var det bedste der kunne ske, hele familien samlet, jeg havde hende stadig og vi skulle være sammen....faktisk skete der det at hun snart fødte et tvillinge par...." nu forsvandt smilet igen og han så dybt tænkende ned i vandet i søen

Asma så på ham med sin irvirge blik. Hun smilede, men så dalede det igen.
Han havde oplevet meget..Tai. Men hvem var kvinden? Hun kunne ikke lide det, slet ikke. Hvad var han så ked af det over? Han havde jo en familie. Det var da vidunderligt.
Tvilingerene hvad var der med dem? Asma så ned. "Tai.." sagde hun stille og rystede på hovedet.

Han tog sig ikke af at hun sagde hans navn, ikke nu, ha ville være færdig først.
"Så var det som om hun forsvandt.... Jeg måtte selv finde ud af hvad de hed osv, vi blev lidt uenige...OG nu ha jeg så ikke set hende længe, heller ikke resten af familien, vores andre to børn, inuka er som sunket i jorden og inuyasha....Har sin egen familie at forsørge, men hun er væk sammen med tvillingerne....Og jeg har aldrig set dem"

Asma sukkede og holdte sig på hjertet. "Men..men så er du alene Tai?" Asma rystede på hovedet. Hvem var kvinden der var skyld i al det her? Asma følte med et had imod hende, ikke fordi hun kendte hende, men hun kunne ikke holde det ud. "Det er forfærdeligt, jeg er meget ked af det" Asma fortrød at hun havde spurgt ham, hvorfor skulle hun også altid tænke på sig selv. Hun gik stille tætter på Tai, og lag en rystende hånd på hans skulder.

Han så hurtigt på hende, men vidste ikke lige hvad han skulle sige.
Hvad fik ham til at synke så dybt? Han rettede sigop og så sig omkring, men der var intet i nærheden.
"Jeg er gift" sagde han
"Men føler det som om jeg ikke er" han sukkede og så på hende
"Jeg har altid været alene, pludselig kommer der en og laver om på det, men så ender man alene igen..." han så på hende, var glad for han havde mødt hende.

Uden Asma vidste af det holdte hun ham ind til sig. Hun indånede hans duft med lukkede øjne. Hun forstod ham, selvom hun aldrig har prøvet at være gift. Hun forstod ham, selvom hun ikke have nogle børn. Hun forstod bare denne mand. Denne Tai.

Han tøvede, men lagde så armene om hende, indsnusede hendes duft.
Han faldt hurtigt til ro igen, følte sig faktisk ikke alene lige nu, lidt gladere end den mørke tilværelse han havde haft i noget tid.
Han følte han kunne stole på Asma, at hun faktisk forstod ham og ikke syntes han var svag.
Det var han glad for.

Asma skulder rystede. Hun græd mens hun holdte om Tai, som om det var hende der hvade mistet alt. På en måde kunne hun mærke hans smerte. Tænk at han gik rundt alene herude og tænkte på den her slags ting? Tai havde mistet det hele, men det var ikke kun det. Kvinden, hvem var hun. Asma stramte sit greb om ham mens hun gav et stort suk fra sig og kunne ikke holde det mere. Tårene, de hvide åre væltede ud af hende, mens hendes skulder rystede.

Han blev lidt overrasket men også lidt trist, trist over ikke bare det hele men også at han havde gjort hende ked af det.
Han aede hende på ryggen for at få hende til at slappe af.
"Rolig nu" sagde han blidt

Asma rystede på hovedet og mærkede hans hånd. "Jeg er så ked af det over dine vejne Tai, kan du tilgive mig?" sukkede hun som om hun havde gjort alt forkert. Som om det var hende der forlod ham og gjort ham ulykkelig.

Han så på hendes ansigt, på kinderne der glintede af tåre og de våde øjne.
"Hvad er der at tilgive?" spurgte han
"Jeg er ked af det gør så stort et indtryk på dig"

"Jamen det gøre du ikke" sagde Asma og tørrede tårene væk. Hun gik får skridt tilbage og prøvede at smile men græd igen. "Det gøre ondt" sagde hun og faldt sammen med hænderne som skjule sted til sit ansigt. "Jeg forstår det ikke..det føltes underligt, jeg opfør mig ikke sådan over for nogen som jeg ikke kender"

Han vidste ikke helt hvad han skulle
Han gik hen til hende, men hun havde jo lige trukket sig væk fra hende, så han gik et halv skridt baglæns.
Mest af alt ville han bare trøste hende...
Han vidste heller ikke hvad han skulle sige, han var bare helt forvirret.

Asma rystede bare på hovedet. Hun synses om tai. Hun kunne lide ham og hun holdte allerede af ham. Men at hun fik at vide om hans familie gjord ondt. Meget endda. "Tai undskyld, undskyld" mumlede hun og snøftede nu.