Grunden til at julian ALDRIG går i kirke (Marcus)

"Ti stille!" hvæsede Julian lavmældt for ikke at forstyrre den gamle dame der sad et par rækker foran. Ved siden af ham sad spøgelet af en gammel mand der blev ved med at fable om sin kone der lå syg derhjemme og allverdens problemmer som rent ud sagt ikke ragede ham.
HVORFOR var han født med denne evne? Selvfølgelig hjalp Julian dem han kunne, men lige nu var han bare ikke i humør til at hænge ud med de døde. Hvorfor han overhoved var gået ind i domkirken vidste han ikke. Det var en impuls, noget han intuition sagde han skulle. Højst sandsynligt fordi der vrimlede med ånder og spøgelser. For eksempel, hang en dreng i lysekronen imens han grinede hysterisk. Længere foran sad en munk og mumlede salmer på latin, og Julians personlige favorit: En præst der forbandede kirken for at have holdt ham beskæftiget selv i efterlivet.

Marcus om ind af domkirkensdobbeltedøre. Der var kun 3 personer derinde. En dreng med rødt hår, der så ud til at have det rimelig skidt med at være her. En gammel dame sad længere fremme, og vendte hele tiden hoved mod drengen. Præsten stod længere fremme, og mumlede noget på latinsk. Marcus gik ind i kirken, og satte sig en 1 meter fra den rødhårede dreng. "Ti stille" hvæssede drengen, til ham, og Marcus så underligt på ham. "Jeg har ikke sagt noget" hviskede han og løftede det ene øjenbryn.

Julian vendte sig forskrækket om i sædet og hans kinder flammede op da han opdagede personnen der sad på den anden side af det gamle spøgelse. Det var en smule underligt at skulle fokusere på en person igennem et spøgelse men han var ved at være van til det. "Ehm Undskyld, det var-" sagde han, men tøvede. Han kunne jo ikke sige til den fremmede at det var spøgelset han snakkede til. "Troede bare jeg hørte noget." *Årh, Great Julian! Rigtig smart! Bare gå hen og sig du er sindsyg - hvilket nok kan diskuteres - til en total fremmed.*
"Erhm.. Altså, erhm. Ja" stammede han forlegent og vendte hoved den anden vej, både for at undgå drengens blik, men også for at holde spøgelsets klagen ude af sit hoved.

Marcus smilede! han vidste godt at spøgelset var der, men ikke i starten! "Det gør ikke noget. Jeg ved godt du snakker til personen imellem os" grinte han! Han kiggede atter op, og så den gamle dame, vende blikket, og se så ondt på dem, men han vendte bare hoved, ogsmilte sit speciele smil, der fik alle til at besvime. Han kiggede på Drengen. "Jeg hedder Marcus" smilte han og rakte en hånd frem

Julian var glad for han kun havde holdt øje med drengen ud af øjenkrogen, for HOLD DA HELT OP et smil! Julian gispede og fumlede en smule med at forme sammenhængende sættninger, men en skjult niven i armen fik ham ud af sin midlertidige retarderen. "Julian" mumlede han og smilede svagt, men stivende så. Han kørte Marcus´ sidste ord igennem en gang til. "Hey vent lidt" sagde han og løftede let øjenbrynet. "Du kan se ham?" Det var der ikke mange han kendte der kunne. *I det mindste syntes han ikke jeg er skør. Nu syntes han bare at du er en person med taleproblemmer*
Ja, hvis Julian skulle sige det selv, så var han fedinitivt en "Glasset er halv-tomt"- person

//PS. Jeg har intet som helst imod retarderede personer! Har selv en i familien der er det//

Marcus grinte, "Jah jeg kan se ham. Jeg er jo selv død" smilte han. "jeg døde i 1600-tallet, men gud gav mig en ekstra chance" smilte han stadig. Der var noget særligt over Julian som han ikke helt forstod, og der bredte sig en varme overalt i kroppen på ham. Det fortalte ham at Julian var speciel. Ikke på den dårlige måde. Han var sød sådan som han kiggede væk, osv.

Så det var derfor hans intuition prikkede til ham. Af en eller anden grund drog hans underbevidsthed ham atlid hen mod engle -det gik han da i hvert fald ud fra at Marcus var - sådan havde det været lige siden han var helt lille. Hvis han skulle give et gæt var det en slags forsvarsmekanisme han havde udviklet.
Da han var mindre var han ofte plaget af "onde" ånder der nød et godt grin af at skræmme ham fra sans og samling. På en af de værre nætter var Julian løbet ud i bare boxer-shorts og band t-shirt for at komme væk fra ånden der havde sat ild til hans sengetøj imens han lå i det. Han vidste ikke om det var ved et tilfælde eller om englen faktisk havde hørt hans bøn om hjælp, men i det øjeblik hans ben gav under blev han grebet af en kvinde med store hvide vinger der sprang ud af ryggen på hende. Hun fulgte ham hjem igen, forbandt hans sår og jagede ånden væk. Efter det havde han altid haft det som om en usynlig snor trak ham hen mod de hellige væsener. Ikke fordi han troede på gud, nej han var stærk atheist uanset hvad englene han havde mødt indtil videre sagde. "Det er jeg ked af?" spurgte han usikkert. Han havde aldrig rigtig vidst hvad han skulle sige til en engel - eller død person for den sags skyld - om den slags.

//wow lang xD//

Marcus smilte. Ånden rejste sig, og følte at han blev holdt uden for. ingen gad lytte til ham. Den lille dreng, munken, og præsten havde det samme. De gik alle ud. igennem vægge, og loftet, og præsten ud gennem døren. "Hvad er du ked af?" spurgte Marcus, og så sig lidt omkring. Der var nu hlet tomt for ånder, og han tog sig i at grine af den gamle dame. Han havde tit været en skytsengel, for folk. Dem der hvar gode, men besat af ånder, eller spøgelser. Han passede på dem som var det hans børn. Han havde engang redet en lille dreng, for 2 ting. 1:At blive kørt ned. 2: At få en bildør en halv cm fra sit øje. Han havde haft den samme følelse dengang som han havde nu. En beskyttelses trang. Han så op på Julian, som sad fordybet i tanker.

Marcus´ spørgsmål fik ham til at rynke brynene. Hans spørgsmål var to-sidet. Var han ked af det Marcus sage, eller var han ked af det?
Julian lænede sig tilbage i sædet og fordybede sig i spekulerende tanker. Hvis han skulle være helt ærlig var han vel hverken glad eller ked af det. Altid en mellem ting.
"Det ved jeg ikke" sagde han til sidst - som svar på begge sider af spørgsmålet. Han vidste ikke hvad han ellers skulle svare. Han så til mens spøgelserne forlod dem og han åndede lettet op da han ikke kunne føle deres tilstedeværelse mere.

Marcus, så Julians lettede udtryk da ånderne gik. "var det dejligt?" spurgte han, men da han så Julians forvirede ansigt sagde han: "At de gik, ånderne altså" sagde han, og smilte igen sit smil. "Øhh vil du..." begyndte han, men gik i stå. *Hvad fuck tænker du på! Som om han vil med dig hjem! Hvad skulle i dog lave der? Idiot* Han lignede en mongol, med åben mund, mens tankerne fløj. Han tog sig i det og rystede lidt på hoved af sig selv. Hans kinder blev svagt lyserøde, men han lod som ingenting

Julian nikkede tavst og smilede af den befriende fornemmelse af at være alene - altså bortset fra englen ved siden af sig. Marcus startede med at spørge ham om han ville noget men tav så og Julian smilede skævt af Marcus´ mange ansigtsudtryk der efterfulgte. "Hvad vil jeg?" spurgte han drillende. Julian slappede en smule mere af, hvilket også bragte hans sarkastiske og humoristiske - om ikke drillende - karaktertræk frem.

Marcus spærrede øjnene, op. Han ville ikke sige det, men der var noget i Julians ansigt som fik ham til det alligevel. "Med hjem til mig" mumlede han svagt. Han blev nu helt rød i hoved, og kiggede ned. "Altså bare for at se hvordan jeg bor" nåde han lige at rede den. *FUCK DIG MARCUS! DU GØR MIG TIL GRIN! JEG SMADRE DIG DIN LILLE MIDE!* Og straks, begyndte han at vugge frem og tilbage som han gjorde når han blev nervøs, og presset. "Glem hvad jeg sagde. Du vil alligevel ikke hjem til mig. Vi kender knap hinanden!" sagde han lidt skingert

Julian havde i alle sine år godt nok aldrig mødt en engel som Marcus. De fleste han mødte strålede mildt sagt af selvtillid der var på grænsen til arrogance. Væsener der behandlede ham som et barn fordi de var fleste var mage gange ældre end ham selv. Men denne engel var dog noget helt for sig selv. Hvilket bragte ham tilbage til spørgsmålet han endnu ikke havde besvaret. "Ligger det tæt på?" spugrgte han smilende, han havde alligevel ikke lyst til at blive i kirken. Horfor var han da også gået derind? Nå ja, Marcus...

Marcus så op. "ja!" sagde han lidt for ivrigt. "lige nede af gaden, og så til venstre" igen lidt for hurtigt. Han ville faktisk ikke herhend.. Han vidste der var mange ånder, og de gav ham pænt nøjeren på! Han så foventningsfuldt, over på julian, Og så ned på sine hænder. Han var holdt op+ med at vugge frem og tilbage, men sad nu og smilede.

Julian rystede mentalt på hovedet af den udorudsigelige engel. "Ja, hvorfor ikke - det er da bedre end at blive her?" sagde han og rejste sig elegant op. Hans paranoia overfor folk og pnder havde drevet ham til kampsport som nu var en af hans store bælter. Næste gang var det sort bælte! Lige siden han startede havde han følt at han havde udviklet en form for elegance selvom det jo var en rimlig brutal sport. han holdkammerater kaldte ham for Dark Ballerina, der hentydede til hans bevægelighed men også en slags advarsel om ikke at stille sig i vejen for ham. Han var drabelig med en katana i hånden.

//skal spise ;O//

Marcus så sig om, igen. De rejste sig begge op, og sammen gik de ud af kirken, og ned af gade, uden at sige et ord.. *Sådan Marcus! Det går godt! du skal bare ikke kvaje dig nu!*. Han smilte let, og tog sine nøgler frem. De var nået til hans lejlighed. "Her bor jeg så" smilte han

Julian så usikkert fra Marcus til lejligheden, og så tilbage igen. *Oka, nu er vi her så... Hvad nu?*
Han lod sin hånd glide igennem det røde hår og sukkede let så en tæt dampsky formede sig ud for hans læber. "Jep, så er vi her." konfirmerede han og nikkede svagt.